• Fra Dansk Industri har Mads Eriksen tilsendt bloggen et indlæg (kan ses her) af Lars B. Goldschmidt (direktør i DI) og Ove Kaj Pedersen (CBS), som argumenterer for endnu mere ledelse, også bragt i Politiken d. 11/3. De to herrer skriver bl.a. "Det er nødvendigt, at ledelsen kan udøve ledelse, når den samlede arbejdsmængde og fordelingen af arbejdet på et institut skal tilrettelægges. Instruktionsbeføjelsen gælder forskernes samlede arbejdsindsats - både forskning, undervisning og administration."
Det lyder som om man glemmer, at arbejdsgiverens overenskomstsikrede ret til at lede og fordele arbejdet ikke kan overføres uindskrænket på universiteternes grundforskning, der netop af samfundshensyn må udøves under hensyntagen til akademisk frihed. Samme Goldschmidt har været medunderskriver på Danmarks Forskningspolitiske Råds årsrapport, som Sune Auken omtalte for få dage siden (her; se også her), og dette skrift rummer mere nuancerede synspunkter. Peter Harder, som var medforfatter til den meget omtalte Hvidbog fra Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalg, udtaler om DFR's rapport:
"Jeg synes det helt centrale og meget glædelige i DFRs årsrapport er følgende (citat):
"At forskningsfriheden sikres ved, at forskere tildeles en grundbevilling, hvoraf der er afsat tid til de projekter, som forskeren alene forfølger af nysgerrighed - ud fra eget valg af emne og metode uden hensyn til det øvrige universitets prioriteringer og strategier."Dette punkt fokuserer på samme problem som Videnskabernes Selskabs rapport; nemlig truslen mod oplevelsen af ejerskab til forskningsaktiviteten. Jeg har også noteret nogle ret skarpe kommentarer i kapitlet om 'governance' som peger i samme retning, dvs i retning af at den voldsomt øgede ledelsesaktivitet ikke fører til bedre fokus og engagement, men det modsatte: fragmentering og tab af identifikation med arbejdspladsen. DFR er regeringens centrale rådgivningsorgan mht forskningspolitik, så man må håbe disse punkter får den opmærksomhed de fortjener, uanset hvad den internationale evalueringskomite måtte nå frem til.
Dialogen med forskerne og bedre rammer for medbestemmelse er også vigtig. Men for at det skal fungere ordentligt, forudsætter det for mig at se at man løser problemet med alt for megen ledelsesaktivitet. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på hvis man oven i alt det andet nu får et nyt sæt af organer hvor medarbejderne skal høres på alle tre niveauer - samtidig med at den reelle udøvende magt fastholdes i ledelsesstrengen. Det kunne paradoksalt nok risikere at fratage medarbejderne den sidste rest af energi til at engagere sig i universitetsforhold!
Bestyrelsens selvsupplering er utvivlsomt principielt et rigtigt punkt, men der er andre forhold omkring bestyrelsesarbejdet som i højere grad trænger til at afklares - især hvilken reel funktion de realistisk kan og bør få i fremtiden. Regeringens nævenyttighed har de facto erobret hele bestyrelsens principielle råderum og mere til. Problemet med bestyrelsen har indtil videre i højere grad været dens usynlighed end faren for indavl. Men de travle personer som sidder i en sådan bestyrelse kan realistisk set næppe få en så tæt føling med en kompleks organisme som et universitet at de kan få den firmabestyrelsesrolle som regeringen officielt går ind for, uanset om man synes det er en god ide eller ej."
Vi takker for bidrag og kommentarer, og følger senere op med mere debat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar