onsdag den 19. november 2008

Forskningspolitikken i bevægelse

Pressemeddelelse, d. 19. nov. 2008 fra initiativgruppen bag
underskriftindsamlingen “for en bedre forskningspolitik”

Over 6000 studerende og ansatte ved de danske universiteter har nu skrevet under*) på en opfordring til Folketingets politikere om at ændre den universitets- og forskningspolitik, der har været ført siden universitetsloven af 2003. Underskriverne kræver frie universiteter og en demokratisk forsknings- og uddannelsespolitik, udmøntet i følgende krav til folketingets politikere:

1. Sikring af adgangen til højere uddannelse uanset økonomisk formåen. Vi kræver derfor en skærpet lov mod brugerbetaling.

2. Indførelse af en styreform på universiteterne, der bygger på principper om selvstyre og akademisk frihed. Dette indebærer en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende.

3. Fuld forskningsfrihed under ansvar for den enkelte forsker såvel som for institutionen som helhed. Friheden skal gælde valg af emner, hypoteser, metoder og publicering.

4. Ressourcer til at opretholde en forskning, der ikke er afhængig af velvilje fra eksterne fonde, politikere og private virksomheder for at kunne eksistere og udvikle sig.

5. Sikring af forskningsbaseret undervisning og af universiteternes frihed til at udbyde undervisning og uddannelser inden for alle videnskabelige emner.

*

*) se underskrifterne her:
http://www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html

Fra initiativgruppen:
Sune Auken, lektor, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet,
Pia Mejdahl Daugbjerg, studerende, tidligere formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet,
Claus Emmeche, lektor, Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Københavns Universitet,
Birger Steen Nielsen, lektor, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter,
Heine Andersen, professor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet,
Tom Fenchel, professor, Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet, medlem af Royal Society og af præsidiet for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Uddybende materiale:

Dansk Magisterforening om akademisk frihed og klagen til UNESCO:
http://www.dm.dk/forskningsfrihed.aspx

Studenterrådets side om universitetsloven:
http://www.studenterraad.ku.dk/kampagner/2008e-ny_unilov/

Artiklerne ‘Genindfør universitetsdemokratiet’, ‘Skab et demokratisk og rummeligt universitet’:
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/09/stud-vip-tap-alliance-genindfr.html
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/10/skab-et-demokratisk-og-rummeligt.html

bloggen Forskningsfrihed?
http://professorvaelde.blogspot.com/

bloggen Forskningspolitisk Arkiv
http://forskningsfrihed.blogspot.com/

Tom Fenchel, Johnny Kondrup og Bjørn Quistorff: Sanders universiteter, kronik 22/2-2008.
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/02/sanders-universiteter.html


CE's tilføjelse til pressemeddelsen af i dag:
De 6488 underskrifter blev i dag afleveret til Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi, hvor initiativgruppen havde foretræde. På mødet, hvor de tilstedeværende talte udvalgsformand Marianne Jelved (R), Johanne Schmidt-Nielsen (E), Jesper Langballe (DF), Henrik Høegh (V), Kirsten Brosbøl (S), og Jonas Dahl (SF), fremlagde vi kort de mange underskriveres krav. Udvalgsmedlemmerne spurgte til en del af de problemer vi peger på, og vi fik mulighed for at besvare spørgsmål. Mit indtryk er, at der generelt i udvalget, på tværs af politiske skel og med visse nuanceforskelle, er begyndt at danne sig en bredere forståelse for nødvendigheden af de ændringer, underskriverne peger på. De 6488 underskrivere inkluderer over 3000 ansatte forskere og undervisere ved de danske universiteter.

Det er nu vigtigt at følge op på underskriftindsamlingen i forbindelse med processen i 2009 hvor universitetsloven skal evalueres - og revideres! Ministeriet må ikke få held til at udlicitere den nødvendige offentlige debat om universiteterne, og hele evalueringen, til et OECD-panel der vil foreslå nogle forkølede småjusteringer. Dette er derfor ikke kampagnens afslutning - den er først lige begyndt.
Her på bloggen følger vi processen...

1 kommentar:

Claus Emmeche sagde ...

Her er en artikel fra Altinget.dk om det samme. Jeg har rettet et par småfejl i den. Tak til Uffe Laursen for samtalen. Se også min egen tilføjede, afsluttende kommentar.

= = = CITAT FRA ALTINGET.DK:

Protester afleveret til Videnskabsudvalget
19. november 2008. kl. 20:58
PROTEST: 6488 underskrifter mod universitetsloven fra ansatte og studerende på danske universiteter blev onsdag overdraget til Videnskabsudvalget.
Af
Uffe Laursen

Folketingets Videnskabsudvalg modtog onsdag delegerede fra initiativgruppen for en bedre forskningspolitik, som overrakte udvalget 6488 underskrifter fra studerende og ansatte ved alle danske universiteter.

Med underskrifterne opfordrer de studerende og universitetsansatte Folketingets politikere til at ændre den universitets- og forskningspolitik, der har været ført siden universitetsloven af 2003.

"Vi blev modtaget med stor nysgerrighed og åbenhed, der var tydeligvis et behov hos udvalgsmedlemmerne for at høre, hvorfor vi protesterer," siger Claus Emmeche, en af drivkrafterne bag underskriftsindsamlingen og til daglig lektor ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier på Københavns Universitet.

Bekymrede over antallet
Han er imponeret over, hvor mange underskrifter det er lykkedes at samle i forhold til, hvor lidt debat der har været om forholdene på universiteterne forud for indsamlingen, og den tavshedskultur, som han kalder det, der indtil nu har hersket på universiteterne.

"Men vi er selvfølgelig også lidt bekymrede over, at så mange har skrevet under, for det viser jo, at det måske står værre til, end vi troede," siger han.

Claus Emmeche og initiativgruppen håber, at en underskriftsindsamling kan påvirke den evaluering af universitetsloven, der skal ske i 2009. De vil have en ny styreform, der respekterer den akademiske frihed og etablerer institut- og fakultetsråd, som kan afsætte inkompetente ledere, men også en styreform, der har fokus på professionel ledelse.

"Vi vil ikke bare rulle tiden tilbage til før universitetsloven, som nogle af vores kritikere siger. Vi vil nytænke en styrelsesform, der kombinerer effektiv ledelse og akademisk selvstyre og frihed. Vi ved godt, at et universitet i dag er en mere kompleks organisation, end det var for 20 år siden. For at blive mere effektiv er det dog nødvendigt at inddrage engagerede medarbejdere, der føler, de har reel indflydelse på deres dagligdag, i spil," siger Claus Emmeche.

Engagement kvæles
Men netop medarbejderindflydelse er en stor mangelvare på universiteterne, påpeger Emmeche.

Han ser mængden af underskrivere som et symbol på, at den nuværende universitetslov er ved at kvæle engagementet, og som symbol på en stor frustration over de incitament-regulerende tiltag, der hele tiden pålægges medarbejderne.

Desuden mener Claus Emmeche, at de mange protestunderskrifter er et tegn på, at der er noget galt med strukturerne i dansk forskning. Noget, som i sin rod ikke ikke er reguleret af universitetsloven, men som loven forstærker.

Det handler om manglende frihed for den enkelte forsker til frit at vælge sit forskningstema. Det handler om manglende tid til at forske, der betyder, at flere og flere frikøber timer til forskning, som igen går ud over undervisningen, der må varetages af løstansatte undervisningsassistenter.

"Det bliver mere og mere synligt, at systemet virker kontraproduktivt og er dysfunktionelt," siger han og understreger, at det er hans fornemmelse, at der var stort lydhør på hele den politiske palette for de argumenter, da gruppen i dag afleverede underskrifterne på Christiansborg.

Kampen begynder først nu
Med overdragelsen af de 6.488 underskrifter slutter kampagnen for afskaffelse af universitetsloven dog ikke, ifølge Claus Emmeche.

"Nej, nu begynder det først. Det er nu, der skal lægges pres på ministeren. Han vil jo helst ikke lave loven om. Derfor skal vi sikre, at evalueringen ikke alene bliver mellem ministeriet og et OECD-panel. Det er nødvendigt at få diskuteret processen i Folketinget, så det kan blive en forskningspolitisk proces, som vi gerne vil spille ind med forslag til," siger Claus Emmeche.

Brug for grundig revision
SF's Jonas Dahl var en af de forskningsordførere, der var med til at tage imod deputationen og underskrifterne. Han mener som Claus Emmeche, at underskrifterne er udtryk for en stor frustration over, hvad loven betyder i dagligdagen for den enkelte forsker.

Ligeledes håber han, at underskriftsindsamlingen kan være med til at påvirke den evaluering, der skal ske af universitetsloven til næste år.

"Det er mit håb, at vi får lavet en grundig revision, som ser på hele ledelsesapparatet og de uafhængige bestyrelsers rolle. Og så er det alfa og omega for os, at den kritik af manglende forskningsfrihed, som underskriftsindsamlingen også rejser, bliver ordentligt belyst," siger han og sætter sin lid til, at Socialdemokraterne vil kæmpe den kamp, da SF ikke står bag universitetsloven fra 2003 og derfor næppe inviteres med til at diskutere principperne for den kommende evaluering af loven.

= = = CITAT SLUT

Egen tilføjede kommentar:

Bemærkningen om at SF ikke kan inviteres med må stå for journalistens egen regning, da jeg ikke har udtalt mig om det. Det er korrekt at jeg har stor forhåbning til at socialdemokraterne er i bevægelse på spørgsmålet, da jeg fornemmer at de er ved at udvikle en mere nuanceret og differentieret forskningspolitik. Men det skulle da undre mig stærkt hvis man ikke inviterede alle partier til at diskutere principperne for en ny universitetslov i den kommende politiske proces i 2009.