onsdag den 10. oktober 2007

Kritik af den norske model

Der er nu ovenfra igangsat forberedelser til at implementere "den norske model" for lister over fagfællebedømte tidskrifter (uden at modellen mig bekendt er officielt vedtaget, den har stadig karakter af et udvalgsarbejde, og man involverer nu alle universitetsforskere i et arbejde med at indsamle date til dette!). Forskere har fået henvendelser fra deres respektive ledere om at ryste op med forslag til hvilke tidskrifter, det i fremtiden vil "tælle" at publicere i. En læser skriver:
"Henvendelsen kommer fra min forskningsgruppeleder, som i sin mail inkluderer mails fra 1) institutleder, 2) mit universitets ledelse og 3) Rektorkollegiet. (...) De nævnte mails fra forskningsgruppeleder og institutleder er stort set en formidling af Rektorkollegiets udmelding. Der gøres opmærksom på, at det er vigtigt at få vigtige tidsskrifter på listen, for ellers kan det betyde, at ens forskning ikke tæller."

Det er tankevækkende, når man tænker på den næsten fraværende debat om systemet. Læs derfor sociologen Annick Prieurs indlæg "Hvordan måles forskningskvalitet bedst?" i Information i går, som stiller spørgsmålstegn ved det fornuftige i at lægge sig fast på den norske model, som er konservativ og innovationshæmmende, og har "en slående lighed med Sovjetunionens produktivitetsmål: Når målet for alle virksomheder er vægt, bliver alle ting tunge."

PS: her relateret materiale, nu tilgængeligt i dette arkiv:

3 kommentarer:

Heine Andersen sagde ...

Det er vedtaget, at modellen skal indføres. Udvalgsarbejdet handler om den konkrete udformning, herunder hvilke tidsskrifter og forlag, der skal tælle med og hvorledes de skal vægtes, procedure for fremtidige ændringer mv.

Claus Emmeche sagde ...

Det er da rart at vide. Måske spørger jeg dumt (mit privilegium som forskningspolitisk nybegynder): af hvem, hvordan og hvornår er det vedtaget at modellen skal indføres?
Og betyder "indførelse af modellen" her kun registreging af data, eller også benyttelse af disse som en s.k. forskningskvalitetsindikator, eller benyttelse af sidstnævnte sammen med andre indikatorer til ranking af universiteterne?

Claus Emmeche sagde ...

PS: endnu et notat fra 11/9 som jeg glemte i første omgang er nu tilføjet listen ovenfor ("Organisering og tidsplan for Fagligt Udvalg, faggrupper og Styregruppen"). Tak til Lotte Faurbæk for tilsendelse af dette!