torsdag den 4. januar 2007

Fusioner uden karrierestop, tak

PRESSEMEDDELELSE (hentet fra http://www.dm.dk/sw76175.asp)
DM - fagforening for højtuddannede
15. september 2006

Når universiteter og sektorforskningsinstitutioner skal lægges sammen, bliver tusindvis af medarbejdere stillet over for store krav om tålmodighed, evne og vilje til forandring.

”Mange er bekymrede for, om de lige pludselig skal lave noget helt andet, end de gør i dag. Det er med til at give uro, ikke mindst for de tidsbegrænsede ansatte,” siger Ingrid Stage, formand for DM - fagforening for højtuddannede. Hun tilføjer:

”Fusionerne skal ske med respekt for forskelligheden i de opgaver, der skal varetages. Og den fortsatte karrierevej for den enkelte forsker skal sikres.”

Samtidig mener DM, at medarbejderne bør gives reel medindflydelse på fusionsprocessen:

”Skal medarbejderne honorere de større tilpasningskrav og samtidig fortsætte med at levere forskning, undervisning, formidling, rådgivning og service af høj kvalitet, vil det kræve, at de får reel indflydelse på fusionsprocessen og føler sig trygge ved den,” fastslår Ingrid Stage.

”Alternativet kan meget vel blive, at Danmarks største fælles generator af viden til samfundet går på nedsat kraft – netop på et tidspunkt, hvor der er voksende global konkurrence. Og det er vel næppe hensigten?” spørger DM-formanden og påpeger:

”Kommunikation og medindflydelse er nøglebegreber på fusionerende arbejdspladser, hvis vi skal undgå nedbrydende stress, øget sygdom og generel nedsat effektivitet, som ellers er en sikker følgesvend, hvis fusionsprocessen kører henover hovedet på medarbejderne.”

”DM forventer, at ledelsen på de fusionerende universiteter og sektorforskningsinstitutioner vil gøre sig umage for at sikre en god fusionsproces. Det betyder, at alle medarbejdere som minimum skal vide, hvad det konkrete formål med fusionen af deres arbejdspladser er. De skal være klar over, hvordan fusionen skal foregå. De skal inddrages og informeres – ikke mindst, når der skal tages beslutninger om, hvad der skal ske med den enkeltes arbejdsområde, fysiske forhold, kolleger, chefer og vilkår i øvrigt,” slår DM’s formand fast.

======== PRESSEMEDDELELSE SLUT

Læs mere om fusioner på Dansk Magisterforenings hjemmeside: http://www.dm.dk/sw74949.asp

Ingen kommentarer: