I sagen om varslet afsked af tre filosoffer fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) er der to principielle forhold på spil. Det ene handler om forskningsfriheden, som dekan Lars Qvortrup nu eftertrykkeligt har lagt i jorden. Det andet handler om en universitetsledelse, der muligvis nok agerer inden for lovens ramme, men samtidig prisgiver almindelig anstændighed. Den måde universiteterne ledes på i dag, giver intet institutionelt bolværk, hvis en ledelse ikke kan holde styr på sig selv. Og det er dét, ledelserne åbenbart forventes at være i stand til: At holde styr på sig selv. Ingen andre kan holde styr på ledelsen. Diverse råd og udvalg skal høres, orienteres, underrettes. Men ingen kan sige ”stop!” For nogle år siden gav RUCs daværende rektor de klareste eksempler på, hvilke muligheder loven gav universitetsledelser; nu får skruen så en ekstra tak med dekanen på DPU og med opbakning fra rektor på Aarhus Universitet.
Forskningsfriheden fik sin gravsten på DPU, da dekan Lars Qvortrup – som det hedder i hans koncernsprog – valgte at ”prioritere tre stillinger”. Den officielle baggrund er, at DPU efter fusionen med Aarhus Universitet først fik frataget sin formue og siden blev pålagt at bidrage med et tocifret millionbeløb til universitets centraladministration og rektors ambitiøse udviklingsplaner. DPU står derfor i økonomiske problemer til halsen, så noget måtte der gøres. Almindelig sund fornuft, vil mange måske tænke. Man må skære der, hvor der ikke tjenes penge, og i stedet udvide der, hvor der er penge at tjene. Men nu dukker der en overraskende detalje op: Alle tjener penge hjem til fakultetet. Eller som det hedder i varslingsbrevet til de tre lektorer, ”stort set alle medarbejdere lever op til 60 pct. indtjeningskravet” (21/4-10, se
her [varsling AS] og
her [varsling HVF] (der gemmer sig en mindre historie i udtrykket ”stort set”, men herom senere). Hvad ville almindelig sund fornuft tænke på den baggrund? Den ville tænke, at man så heldigvis kan undgå at fyre, og i stedet nøjes med at udvide der, hvor der er flere penge at tjene. Der er jo trods alt ikke tale om en privat koncern, men om en offentlig institution. Økonomien skal bare løbe rundt. Men nej, sådan tænker DPUs ledelse ikke. I stedet begynder ledelsen at tale om forskningsmæssig relevans, og blikket rettes uden større svinkærinder mod fagmiljøet for pædagogisk filosofi og idéhistorie, hvor dekan Lars Qvortrup mener, at forskningen ikke er relevant. I varslingsbrevenes koncernsprog hedder det, at ”ledelsen vurderer, at der i Institut for Pædagogik ved fagmiljøet for Pædagogisk Filosofi varetages forskningsaktiviteter, som enten slet ikke eller ikke fuldt ud lever op til kriteriet om relevans i forhold til instituttets og DPUs formål og opgaveportefølje” (21/4-10, se
her og
her). Set udefra må man nærmest tro, at der er tre filosoffer, der har glemt hvad de er ansat til. Måske har de kastet sig over studiet af bjergarter i Japan? Men nej, det har de ikke. De har undervist, publiceret og forsket som de skal. Blot falder det ikke i dekanens smag. Det er i disse sætninger, at dekan Lars Qvortrup skriver forskningsfrihedens dødsattest. Og hvad værre er: Rektor for Aarhus Universitet bakker sin dekan op. På Aarhus universitets eget blad,
Univers står der på forsiden den 17. maj (
her,
kopi): ”Frihed til at fyre eller forske?” Og universitetsdirektøren og fællestillidsmanden er helt enige: ”Som ledelse kan det være nødvendigt at prioritere og justere”. For universitetsforskere må det fra nu af handle om at fornemme, hvilken vej vinden blæser hos den for tiden fungerende dekan.
Flere spørgsmål trænger sig på: 1) Ligger det i en dekans beføjelser at tilsidesætte den faglige vurdering, et fagkyndigt bedømmelsesudvalg foretager ved ansættelse af forskere? 2) Er det ønskværdigt for samfundet, at forskere skal rette ind efter den for tiden siddende dekans smag for relevans? 3) Er der med relevans-kriteriet tale om lovbrud, dvs. en overtrædelse af universitetslovens (minimale) beskyttelse af den enkelte ansattes forskningsfrihed?
Almindelig og akademisk anstændighed blev også torpederet af DPUs ledelse. På adskillige punkter. Her følger en buket, og jeg beklager, det bliver lidt teknisk, men denne blogs læsere er jo interesserede i disse sager, og djævlen ligger som altid i detaljen:
1/ Det hed sig i begrundelsen for afskedigelse, at ”stort set alle” ved DPU tjener ind som de skal. Hvad betyder
”stort set”? DPU har et timeregistreringssystem, og det skulle derfor være ret nemt at se, hvor mange timer hver enkelt medarbejder har haft indtægtsgivende aktiviteter. Falder de tre filosoffer igennem her? Nej. Er der andre der falder igennem? Ja. Alene ved Institut for Pædagogik, hvor de tre filosoffer er ansat, er der tale om 10 personer, der i 2009 ligger langt under de krævede 60 pct. indtjening, enkelte ligger meget langt under. I afskedsbrevet til den ene af lektorerne er DPU-ledelsens svar herpå, at der er tale om ”helt konkrete individuelle begrundelser”(16/6-10, se
her). Og det er altså kun på Institut for Pædagogik. Hvordan det forholder sig på DPUs øvrige institutter og centre henstår i det uvisse. Men måske kan man sjusse sig til, at der på det samlede DPU kan være tale om op mod 40-50 personer.
Her kommer et spørgsmål: Hvor mange af den slags skal der til, før det ikke giver mening længere at tale om ”helt konkrete individuelle begrundelser”? Hvor mange skal der til, før man må tro, at økonomien blot er en fernis, der skal dække over andre motiver?
2/ Her kommer en af de virkeligt snavsede blomster: Hvis man nu endelig skal fyre, så vil den almindelige forventning til et universitet være, at man fyrer den, der er dårligst kvalificeret eller ikke er nået så langt med sin forskning. Og det er faktisk også det, den ministerielle
Afskedigelsesvejledning til universiteterne fra 2007 (
her) anbefaler. Man kan f.eks. forstille sig, at der er én lektor, der har taget en doktorgrad i idéhistorie, sådan som Jørgen Huggler, og en anden lektor, der blot har en kandidatgrad i idéhistorie. Man kan videre forestille sig, at de arbejder på samme institut. Hvem ville man i dette scenarium vælge at fyre? Normalt tænkende ville lade dommen falde over den lektor, der blot har en kandidatgrad. Og hvis det oven i købet er sådan, at kandidaten er ansat på DPU, mens han har orlov fra en fast stilling på et andet universitet, ja, skulle sagen være fuldstændig klar. Men sådan foregår det ikke på DPU. Her vælger man at fyre ham, der har opnået en doktorgrad. Igen: Normalt tænkende mennesker vil tro, at der så må ligger andet under: F.eks. at doktoren har opført sig uanstændigt, eller at han er ved at drikke sig ihjel. Men det er ikke tilfældet. Men så er doktoren måske gået i stå og laver ikke dagens gerning? Nej, heller ikke! Han publicerer og underviser i en lind strøm. Kandidaten derimod, han publicerer ikke meget og har tilsyneladende ikke gjort det længe. Men DPU-ledelsens kompas peger altså mod doktoren, der bliver fyret. Det virker helt forrykt, og det er det også. Det er DPU-ledelsens smag for relevans. Jeg gentager lige: Af to lektorer med beslægtede uddannelser fyrer DPUs ledelse en af sine ganske få doktorer, men beholder en lektor, der ikke har en ph.d.-grad.
Her kommer det samme spørgsmål: Hvor meget skal der til, før man må tro, at dekanens tale om økonomi-relevans blot er en fernis, der dækker over andre motiver? Kunne det have at gøre med, at det er institutlederen, der udvælger de pågældende til fyring? Spiller det en rolle, at den lektor, der beholdes, er leder af det forskningsprogram, som institutlederen selv har været leder af, mens doktorens forskning har en anden retning? Det gør det måske. Er det dét, DPU-ledelsens smag for relevans betyder? Det er det måske. Andre steder kaldes sådan noget nepotisme, men på DPU-ledelsens koncernsprog hedder det relevans, opgaveportefølje, strategisk satsning, fokusering, osv.
3/ Hvis man endelig
skal fyre, vil den almindelige forventning på et moderne universitet også gå på, at ham, der har skaffet eksterne forskningsmidler, ham må man da holde på. Også DPUs ledelse taler uafbrudt om, at ekstern finansiering er et
must. Nuvel. Ved uddeling i 2008 fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation (FKK) fik Henrik Vase Frandsen en bevilling på 420.000 (
her). Alle universitetsfolk ved, hvor vanskeligt der er at opnå frie forskningsmidler, og DPU fik da også kun to bevillinger fra FKK i 2008. I 2009 (
her) var der overhovedet ingen fra DPU, der modtog bevilling fra FKK. Hvem vælger man nu at fyre? Ja rigtigt gættet. Men for prins Knud og den almindelige offentlighed gentager jeg lige resultatet af DPU-ledelsens smag for relevans: Man fyrer den ene af de to, der har fremskaffet frie midler fra FKK.
Her kommer det samme spørgsmål: Er der stadig nogen der tror, at talen om økonomi-relevans udgør den reelle begrundelse for fyringerne?
4/ Asger Sørensen blev også varslet fyret (men senere omplaceret), og det med samme begrundelse: Dårlig økonomi og manglende forskningsmæssig relevans. Eller som det siges i varslingen, så har institutleder Jens Erik Kristensen vurderet, at han ”i sin ansættelse kun i meget begrænset omfang har leveret eller publiceret relevant pædagogisk-filosofisk forskning”. Nu har Asger Sørensen de sidste par år faktisk publiceret særdeles meget. Tre antologier og en del artikler ved siden af - det er rigtig meget på to år. Men kompasset pegede i en anden retning, nemlig at det bare ikke er relevant, det som Asger Sørensen har publiceret. Blot er der den lille detalje, at forarbejder til disse publikationer var blevet vurderet af et fagkyndigt bedømmelsesudvalg, da Asger Sørensen søgte stillingen på DPU for tre år siden. Så for tre år siden var denne forskning relevant; efter Lars Qvortrup kom til, er den ikke længere relevant.
Her kommer det samme spørgsmål: Er der nogen, der fatter en bønne? Er der stadig nogen, der tror, at DPUs økonomi-relevans mix af en fyringsbegrundelse har det mindste på sig?
5/ Virkelig sølle bliver sagen, når vi når til selve fyringerne. Fyringerne af Jørgen Huggler og Henrik Vase Frandsen sker den 16/6-10, og det er den sidste dag, hvor dekanen reelt er dekan. Dagen efter, den 17/6 holder rektor nemlig en længe forberedt tale, hvor han som ventet reducerer DPU fra dets status som fakultet til en status som institut. Hvad ville normale pragmatisk tænkende mennesker gøre i den situation? De ville have set tiden en smule an, for på det nye stor-fakultet vil mulighederne for omplacering være langt større, og så kunne man måske undgå at fyre. Men sådan går det ikke på DPU. Dekan Lars Qvortrups sidste suveræne handling som dekan er at fyre to filosoffer. Og det skal åbenbart ske inden det bliver for sent.
Her kommer det samme spørgsmål: Er der nogen, der tror, at økonomi-relevans begrundelsen giver den
virkelige begrundelse for at fyre?
6/ Helt tragi-komisk bliver miseren af den nye begrundelse, som føjes til i afskedsbrevet til Henrik Vase Frandsen: Nu hedder det sig, at der er tale om en ”afskedigelse af et større antal medarbejdere som følge af nødvendige omorganiseringer begrundet i lønsumsmangel” (16/6-2010, se
her). Sagt på almindeligt dansk: Det er en massefyring. Og når der er tale om massefyring, så har ledelsen en ”udvidet skønsbeføjelse”. Eller på jævnt dansk: ”Det kan godt være at du regnede med at få en anstændig begrundelse, men du kan rende og hoppe”. Afsked af tre lektorer bliver nu koblet sammen med afsked af 10 mennesker i DPUs administration, og bliver derfor til en massefyring!!?? DPU har altså massefyret to lektorer. De vejer nu godt til, disse to filosoffer, der tilsammen kan bryste sig af at gøre det ud for en massefyring. Det er dog noget! Men, o.k., nu er der selvfølgelig ikke så mange filosoffer i det hele taget, så to stk. kan måske i dette specielle tilfælde godt siges at udgøre en hel masse. Men man må sige: Dette er en parodi af en ledelse på en statslig institution, og det ville være komisk, hvis ikke det hele var så forbandet trist.
Her kommer en konstatering: Universitetsledelserne har uindskrænket beslutningsmagt, og det gør intet, hvis magten bliver koreograferet à la Kafka med halv skrue.
7/ Dekan Lars Qvortrup vil gerne fremstå som moderne leder. Derfor skriver han meget på en intern blog på DPU. Straks efter varslingen af de tre lektorer skrev han på sin blog, at de skulle afskediges, fordi de hører bedre hjemme på fag-filosofiske institutter (
her). Det blev senere ændret efter pres fra DM, fordi – ups!, hovsa! – dekanen skulle selv vurdere de varsledes partshøringer, og så kan man jo ikke allerede have fældet en dom på forhånd. Nu hvor de to af fyringerne er gennemført, skriver han så igen på sin blog. Han beklager sig over, at tingene er blevet blandet sammen. Det er bedre at holde tingene adskilt, forstår man nu. ”I VIP-sagen er økonomi og relevans blevet blandet sammen i den offentlige debat. Når jeg har udpeget et bestemt fagområde, er begrundelsen økonomisk.” (21/6-2010,
her). Så er det lige, man ikke helt forstår, hvad det er, den høje dekan mener. Står der ikke i varslingen af de tre filosoffer, at alle tjener ind som de skal? Jo, det gør der. Står der ikke i varslingerne, at ”ledelsen vurderer, at der i Institut for Pædagogik ved fagmiljøet for Pædagogisk Filosofi varetages forskningsaktiviteter, som enten slet ikke eller ikke fuldt ud lever op til instituttets og DPU’s formål og opgaveportefølje”? Jo, det står der. Har dekanen ikke selv i et notat uddybet relevanskriteriet for de dengang varslede? Jo da, selvfølgelig har han det.
Her igen et spørgsmål: Rimer varsling og dekanens beklagelse over sammenblanding med hinanden? Jeg svarer selv: Nej, det gør de ikke.
8/ Og som en sidste blomst i denne smukke buket: Dekanen forsøger endnu et
spin i sin seneste blog. Spinnet går på at sige, at
kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi aldrig har haft ret mange studerende, og at
fagmiljøet i pædagogisk filosofi derfor måtte stå for skud. Her kommer først dekanens spin:
”der blev foretaget en omprioritering inden for VIP-gruppen: Der skulle spares i fagmiljøet for Pædagogiske Filosofi og Idéhistorie, der er knyttet til kandidatuddannelsen i Pædagogisk Filosofi, hvor det årlige optag af studerende var ca. 30.”
Umiddelbart ser det helt tilforladeligt ud; ja næsten ansvarligt. Hvis der er færre studerende, så må der også være færre undervisere. Der er blot et
aber dabei: Ingen kender økonomien i fagmiljøet, for der findes hverken regnskaber eller budgetter for sådanne fagmiljøer. Hvordan kan det være? Det har at gøre med, at alle i fagmiljøet også laver andre ting end at undervise på kandidatuddannelsen. Måske er det blot detaljer, set fra en ansvarlig dekanstol. Men her et par detaljer: Én er studieleder på DPUs nye bacheloruddannelse. To underviser mest på kandidatuddannelsen i generel pædagogik. De fleste underviser på forskellige af DPUs masteruddannelser. Enkelte er i perioder finansieret via eksterne bevillinger. Nogle laver undertiden betalt myndighedsbetjening. Mange underviser også på ph.d.-seminarer, osv. Sådan er det ikke blot i dette fagmiljø. Det er den måde, DPU er skruet sammen på.
Her et nyt spørgsmål: Ved den ansvarlige dekanen ikke, at det er sådan DPU fungerer? Jeg svarer selv: Naturligvis ved han det. Men han lader som om, at uddannelse og fagmiljø er eet og det samme regnskab, hvad det ikke er. Sådan kan man prætendere ansvarlighed, hvor der blot er anløbenhed.
9/ Og så skal buketten placeres i en vase: Selve tallet på optagne på uddannelsen i pædagogisk filosofi skal man også lægge mærke til. Ifølge dekanen den 11/5-2010 (se
her;
kopi) var 2009-optaget 35, men på dekanens blog den 21/6-2010 er det pludselig kun 30 optagne – 17% forsvinder i dekanens spin.
Spin er sjovt, og sjovt nok viser søgningen på pædagogisk filosofi sig i år at være rekordstor, nemlig op imod 70, og man regner med at kunne optage over 50. Det vil gøre uddannelsen til den største filosofiske kandidatuddannelse i Danmark. Men har dekanen sagt noget i den anledning? Nej, her består spin i intet at sige. Men antallet af studerende var netop hans begrundelse for at ville nedlægge uddannelsen tidligere på året. Dette blev godt nok forhindret ved hurtig indsats både på DPU og udenfor; men det ligner en tanke, at dekanen kort tid efter kræver tre ansatte fyret blandt filosoffer og idéhistorikere. Igen:
Ingen andre områder.
Kun dette ene fagmiljø skulle stå for skud. Det blev så kun til to fyringer. Men den tredje skal lave pædagogisk sociologi, og dermed har ledelsen – vupti! – stadig fjernet halvdelen af de uddannede filosoffer fra kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi, ja, man har oven i købet udvalgt lige præcis dem, der ved varslingen varetog størstedelen af undervisningen og vejledningen. Gad vide hvad de nye studerende vil tænke om et DPU, der behandler sine uddannelser og studerende sådan?
Det som man er vidne til på DPU, er en ledelse, der handler uden modstand. Det er måske ikke direkte ulovligt, og det er dét, der er problemet. Så længe magten over universiteterne uden indskrænkning er lagt i hænderne på en énstrenget top-down ledelse, så bliver alt afhængigt af den enkelte leders
smag for
relevans. Ingen kan blokere uansvarlige beslutninger. Universiteterne er blevet til fyrstendømmer, hvor fyrsten suverænt beslutter. F.eks. kan fyrsten beslutte hvad der er relevant og hvad der ikke er relevant. Han kan belønne og straffe sine undersåtter som det falder ham for. Middelalderen har sænket sig over landets højeste læreranstalter. Oplysningens projekt er lagt i kiste og grav. På dødsattesten står der noget i den her retning: ” ledelsen vurderer, at der i dit Institut ved dit fagmiljø varetages forskningsaktiviteter, som enten slet ikke eller ikke fuldt ud lever op til kriteriet om relevans i forhold til instituttets og fakultetets formål og opgaveportefølje”.
