Fik Folketinget svar på spørgsmål om fyringer?

I Folketingets nyhedsbrev fra 29/3 kunne man se, at Udvalget for Videnskab og Teknologi har bedt videnskabsministeren om "en oversigt over fyringer på universiteterne som helhed, fordelt på de enkelte universiteter, de enkelte fakulteter/hovedområder, de enkelte institutter samt på de enkelte særligt ramte fag" (se spørgsmålet her). Man kan også (her) læse svaret fra Charlotte Sahl-Madsen af 26/3, der meddeler, at "ministeriet [har] indhentet yderligere oplysninger om afskedigelserne fra de berørte universiteter. Uddybningen omhandler kun afskedigelser og ikke frivillige fratrædelsesaftaler." Sahl-Madsen refererer så hvad ledelserne på KU, DTU og AU oplyser desangående. Et par eksempler:

"Københavns Universitet oplyser følgende om afskedigelsernes virkning i forhold til forskning og uddannelse": (...) "På FARMA vil der ske en tilpasning i undervisningsopgaverne for at undgå, at der opstår en uhensigtsmæssig ubalance mellem uddannelse og forskning. Antallet af kontakttimer vil blive tilpasset på udvalgte kurser og antallet af valgfrie kurser går fra 34 til 28. På en række kurser, vil eksamenstiden blive nedsat fra 4 til 3 timer for at sænke ressourceforbruget. På forskningssiden er det specielt Plantevidenskab og Miljøkemi, der bliver berørt. Det vurderes dog, at dele af disse fagområder kan varetages andetsteds på Københavns Universitet."
"På NAT vil udbuddet af kurser på bacheloruddannelserne være uændrede. På kandidatuddannelser med lav deltagelse, vil enkelte valgfrie kurser blive nedlagt. På forskningssiden vil flere områder blive varetaget i samarbejde med andre institutter og fakulteter. Blandt andet vil en del af forskningen på geologi ske i samarbejde med Statens NaturhistoriskeMuseum."

Og konkluderende:

"Af universiteternes tilbagemeldinger fremgår det, at afskedigelserne kun betyder fagmæssige tilpasninger på KU i form af sammenlægninger eller nedlæggelser af kurser. Der er således ikke tale om, at hele fag nedlægges. Jeg har ikke kendskab til, at de berørte fag (eller kurser) på KU har en national påvirkning eller sammenhæng i øvrigt med forholdene på de andre universiteter."

Næh-dog, var det alt? Ministeren kunne lige så godt have sammenfattet det sådan: Ledelserne på de massefyringsramte universiteter vil helst se fremad og glemme sagen, og mener iøvrigt, at de nedskårne forskningsområder kan varetages "i samarbejde med andre" (læs: af nogle andre) og jeg har ingen selvstændig holdning til det.
Man må spørge sig selv: Fik Folketinget svar på sine spørgsmål?

Fyringerne er en skandale

Det er i dag blandt de ansatte - såvel nuværende som fyrede - på fakulteterne LIFE, SCIENCE og FARMA på KU en udbredt enighed om, at fyringerne er en skandale. Det er ikke en sag man lige glemmer. Institutledere, dekaner og rektor er i flere omgange blevet opfordret til at omgøre beslutningerme, og institutlederne er blevet opfordret til at tage deres tøj og gå i protest, og opfordringen kan med samme ret udstrækkes til dekaner og rektor. Alt dette er velkendt, de seneste numre af Universitetsavisen og hvad der ellers er skrevet om det bevidner det til fulde. Hvorfor så skrive mere, og hvorfor ikke helllere se fremad, som ledelsen altid opfordrer til, eller “udtale sig med omtanke”, læs: holde mund af hensyn til dårlig presse og yderligere faldende studenteroptag (jf. Sune Aukens indlæg her). Hvorfor ikke nu lægge låg på kritikken og komme videre? Være lidt konstruktiv?

Når vi her på bloggen Forskningsfrihed? ikke agter hurtigt at glemme det skete, er det for det første fordi, vi ikke mener, at ansvaret for fyringerne er placeret tilstrækkeligt klart, fx havde den internt uenige bestyrelse for KU såvel som hele det politiske niveau og primært Videnskabsministeriet et betydeligt medansvar. For det andet fordi en fortsat diskussion er helt nødvendig for at rense luften, da man skal huske på, at de berørte afdelinger mange år fremover vil lide under nedskæringerne, og at de forskningsgrupper, det er gået ud over, ikke lige sådan kan genopbygges på kort tid, ligesom de kurser og den undervisning, der berøres, heller ikke uden videre kan lappes sammen og erstattes af stordriftundervisning, som om kvaliteten var intakt. For det tredje fordi det nye universitetssystem siden 2003 har indebåret en ny diskurs omkring ledelse – forskningsledelse, administrativ ledelse, nødvendigheden af strategisk prioriteringer, handlekraftighed, og lignende ad nauseam gentagne mantra – som skal fremmane et idealbillede af en visionær og handlekraftig universitetsleder, som med klare mål, stor klogskab og kompetence, opbakning og faglig respekt fra og inddragelse af medarbejderne kan styre sin organisation igennem tider med modgang såvel som medgang. Et billede, der står i grel modsætning til den virkelighed de ansatte faktisk oplever, og som derfor råber på analyse og kritisk diskussion, netop med henblik på at lære og konstruere bedre løsninger på universitetsledelse, herunder analysere betingelserne for at tale om en egentlig højtillidsstragegi, ikke blot mellem universiteteledelse og politikere, som det internationala evalueringspanel fokuserede på, men også mellem ledere og ansatte, for at genvinde i det mindste en vis grad af tillid hos de ansatte til ledelsen, hvor mistillid nu dominerer. For det fjerde, for at bidrage til analyse og kritik ikke bare af selve den prioritering, der ligger i overhovedet at fyre såkaldt fast ansatte medarbejdere på universitetet (fremfor at udskyde bygge- o.a. projekter), hvilket i vores øjne var en fatal beslutning, men også mere detaljeret at spørge til hensigtsmæssigheden i de valg, ledelsen traf i den situation, givet vi accepterer (hvad vi ikke gør) præmisserne at der skulles skæres stillinger væk. På det sidste punkt viser det sig, at valget af de personer, der så fyres, i mange tilfælde virker så bizart, mærkværdigt og uretfærdigt, og fremkalder ekstra vrede og frustration, selvfølgelig primært blandt de ramte, men også blandt studerende og kolleger, der kender de ramte.

Sidstnævnte problematik vil jeg tage op her, gennem et konkret eksempel på en af de fyrede, som har valgt indvilget i at stå frem. Først må to ting understreges. 1) Det er altid i en sådan situation uretfærdigt, når en forsker fyres, og jeg påstår ikke, at dekan og institutleder i dette tilfælde med større ret kunne have valgt at fyre kolleger til den pågældende, hvor absurditeten ville forekomme mindre. Det ved jeg ikke nok om de lokale forhold til, og det er ikke dét ærinde, jeg er ude i. For mig at se viser sagen, at alle forskere på universitetet i dag er såvel meget dygtige, loyale, pligtopfyldende og ekstremt pressede rent arbejdsmæssigt, så uanset hvem man fyrer virker det altid som en blodig uretfærdighed. 2) Da jeg kender personen som tidligere studiekammerat og emnemæssigt har interesseret mig for en del af hans forskning, kan jeg bevidne sagens absurditet; jeg har kun et vist kendskab til hans videnskabelige virke, men ved intet om hans kolleger på det pågældende fakultet, som ikke er mit. Jeg har altså ikke et objektivt ‘view from nowhere’ på den forskning, der foregår på det fakultet. Til gengæld kunne jeg godt ønske mig, at flere kolleger til de fyrede forskere offentligt ville lufte deres forundring, harme og vrede over massefyringerne, ganske enkelt fordi det er helt nødvendigt, at vi genopfinder solidariteten som forskere. Vi befinder os under det vilkår, at vi både er lønslaver som andre lønmodtagere med – især i krisetider – usikre ansættelsesvilkår, og samtidig lever vi en evig karrierelivsform i indbyrdes konkurrence om de samme midler og cigarkasser. Vores karrierelivsform har fået os til at glemme vores lønmodtagerlivsform*, og vi anser ikke længere fagforeninger som kollektive kamporganisationer (man kan tvivle på om de overhovedet selv anser sig sådan), men som konsulentbureauer for individuel psykologhjælp, hvis vi skulle være så uheldige at få brug for det.

Søren Nors Nielsen er lektor ved Institut for Farmaci og Analytisk Kemi. Han har en baggrund som cand.scient. i biologi, og det første, man får øje på på hjemmesiden (her), under rubrikken Presse, er at SNN “er medlem af KU´s forskerpanel indenfor klimaforskning og besvarer spørgsmål omkring økologiske modeller og økosystemer.” Instituttet tæller afdelinger med navne som Lægemiddelteknik, Drug Transporters, Tungtopløselige lægemiddelstoffer, Farmaceutisk Fysisk kemi, Kemisk toksikologi og miljøkemi (hvortil SNN hører), Nanomedicin, Lægemiddelmetabolisme og Analytisk kemi. Det er et stort institut, og det fremgår af personalelisten, at dekanen er ansat ved samme institut som professor.
Skønt det ikke har noget med fyringen at gøre, må jeg nævne, at Søren er med i en nystartet lokal blog kaldet Forskningens Vilkår (her) på KU, og vi havde talt om, at han evt. kunne skrive indlæg til bloggen om ‘synergi-rapporten’ som han havde været aktiv i drøftelserne af (synergier mellem de våde fakulteter), da han d. 22/1 mailer mig dette: “Jeg var i gang med at forberede et par blog-indlæg; men blev så "prikket" - en mobilopringning i toget på vej til foredrag på et PhD-kursus i Kiel, - det blev ikke helt så koncentreret som det skulle. Nu er den sidst uge så gået med at "komme sig" - ringe til fagforening m.m. og aftale af "høringsmøder" hvor der reelt ikke kan ske en dyt - allerhøjst kan man slippe mere eller mindre heldigt ud af systemet - weekenden kommer til at gå med at skrue et "forsvar" sammen.”
Herefter følger adskillige mails og telefonsamtaler. Søren skriver d. 1/2: “Psykisk er det totalt hamrende uvirkeligt - jeg har i den grad knoklet for denne institution, underviste for 3 og 2 år siden 166 resp. 175% årsbyrde og opretholdt trods det en acceptabel publiceringsfrekvens - i et håb om en senere påskønnelse - og tjaahhh...”
SNN har systemanalyse og modellering som hovedkompetence og han fortæller også, at “modellering er iflg. FLN-rapporten indsatsområde på både FARMA og
KU, - men der er i hvert fald ikke forsøgt noget her.”
Om kollegers reaktioner på hans fyring hedder det, at “Målløshed har været manges reaktion - faktisk har de nærmeste kollegaer reageret med "et minuts stilhed" før de kunne snakke igen”. Endvidere, at “Jeg fik selv en mistanke da det pludselig blev klart, at jeg var tæt på et MSK-tillæg - men blev afvist med temmelig uforståeligt argumenterede begrundelser, - jeg har derfor en fornemmelse af, at man allerede der havde planer om at pege på mig.”
Af korrespondancen fremgår det meget tydeligt, at han har haft meget svært ved at få at vide, hvilke kriterier for fyring der gjorde, at det netop var ham, der var blandt de prikkede. Han skriver d. 17/2 til DM, “Når man nu ikke kan få en begrundelse for fyringen - burde man da kunne søge aktindsigt i egen sag og simpelthen bede dem om at forelægge kopier til dokumentation af kommunikation af forsøg på eksempelvis reallokering - som det hævdes i notatet - og når mit område decideret nævnes som indsatsområde i FLN-rapporten burde det vel som minimum have været seriøst forsøgt”. Senere, d, 24/2: “Det viser sig at man ikke har udleveringspligt - da det er intern kommunikation på KU - dvs. man kan have søgt reallokering eller lade være - det kan man ikke få lov til at finde ud af. Der er ikke sket ret meget - da jeg blot har skullet sidde og vente på store fyredag i dag. I mellemtiden er min tillidsmand blevet syg, kan ikke fungere som bisidder og jeg fik same morgen som jeg skulle endeligt fyres tildelt en ny. Jeg er allerede blevet tildelt rådgiver nr. 2 hos Mercuri-Urval. Så meget for rådgivning/orientering af de fyringsvarslede”.
Jeg fik hans høringssvar af 19/1 på fyringen tilsendt, som efter aftale med Søren nu gøres tilgængelig her. Jeg vil opfordre læseren til selv at danne sig sit indtryk, men for mig er der ingen tvivl om at den mand undervisnings- og forskningsmæssigt er placeret flot, højt over overliggeren for hvad der med rimelighed kan forventes af en forsker på KU-Farma. Så sent som sidste år forsvarede han en doktorgrad i et andet EU-land. Høringssvaret vidner også om, at han til tider har haft meget hårde arbejdsbetingelser, store ansvarsområder og meget undervisning: “Fra min ansættelse steg min undervisningsbyrde støt, og kulminerede for 2 og 3 år siden, således at jeg de to år underviste på et niveau svarende til 175% , respektive 166% årsværk. Denne situation var selvfølgelig uholdbar, hvilket også gentagne gange blev fremhævet af instutlederen ved MUS-samtaler; men jeg havde tidligere erklæret mig villig til i en årrække at yde en ekstra indsats, indtil en løsning kunne findes og denne aftale agtede jeg at holde.”
Jeg fik også ledelsens svar af 24/2 på hans høringssvar (her). Dette svar er er absolut blottet for argumentation. Teksten gentager nærmest hypnotiserende alle hans anker, og afslutter så med at bekræfte fyringen med ordene: “Afskedigelsen af dig skyldes ene og alene den opståede beklagelige budgetsituation. Der er tale om en relativ vurdering af dig i forhold til andre sammenlignelige medarbejdere, hvor fakultetet er nået frem til, at du er en af de medarbejdere, som fakultetet under de givne forhold bedst kan undvære. Det understreges endvidere, at du ikke ville være blevet afskediget, såfremt KU ikke skulle reducere budgettet.” Hvori den relative vurdering nærmere består anføres ikke. Brevet slutter “Tak for din indsats for FARMA. Du ønskes al mulig held og lykke fremover.”

En sådan sag er meget forstemmende, og for de primært ramte må det være forfærdeligt. Men som sagt er det også særdeles ubehageligt for de, som ikke blev fyrede og for universitetet som helhed. Der burde i Danmark, ligesom i andre civiliserede lande, indføres skærpet ansættelsessikkerhed for universitetesforskere – af hensyn til forskningsfriheden, som man ellers hylder, men som unægtelig er svær at realisere hvis man fyres, eller hvis man skal gå og være bange for at vælge forskningsområder som ledelsen ikke bryder sig. En sådan skærpet sikkerhed i ansættelsen skulle gælde uindskrænket på alle universiteter forudsat at forskeren levede op til de almindelige krav om forskning og undervisning. Interne budgetkriser på et universitet skal ikke kunne føre til fyringer, men højst til at bestyrelsen midlertidigt sattes under administration af Finansministeriet indtil økonomien var genoprettet og en anden universitetsledelse fundet.

Et sådant system har vi ikke nu. Hvad kan ledelsen gøre i dag, hvis den endelig er tvunget til at fyre? Der er i al fald disse tre muligheder:
1. Indrømme, at det alligevel bliver mere eller mindre tilfældigt for den samlede styrke af afdelingen, eller den generelle kvalitet af forskningen, om man fyrer den ene eller den anden, og derfor – i ydmyg indrømmelse af en sådan faktisk usikkerhed – lade princippet russisk rulette gøre sig gældende: Man fyrer pr. lodtrækning. Dette ville være en opadtil adlydende handling med indbygget høj protest og signalværdi. Ingen institutleder eller dekan har valgt dette.
2. Det stik modsatte: at forsøge at leve op til idealet om strategisk prioritering og åbent gå ud med en strategi, og sige noget i stil med “Vi satser fra nu af ikke ikke længer på forskningsemnerne X, Y og Z, men kun på Y og Z, så nu fyrer vi hele afdeling X, fra professorer og nedefter. Ingen universitetsleder har tilsyneladende valgt det. Der er ikke set skygge af åbne erklærede strategier, om så nødstrategier for de nedskæringsramte områder.
3. Den på KU-Farma (og måske også Life og Science-fakulteterne) valgte mulighed: Køre en lukket, frygtbaseret og magtfuldkommen procedure, hvor de ansatte må slutte sig til, at de, der fyres, bare ikke var “inde i varmen”, eller evt. fejlede på nogle andre kriterier end de sædvanlige: De var dårligere til at gøre deres hoser grønne hos lederen, eller måske dårligere til at trække eksterne midler hjem. Det eneste sted, hvor sidstnævnte er blevet ekspliciteret åbent som den vigtigste parameter på ansættelses(u)sikkerhed er forskerhotellet DTU-kemi (som omtalt bl.a. her). Eksperten i forskningsevaluering og -ledelse ved KU, Hanne Foss Hansen kalder det en trusselsstrategi. Den har vi så med fyringerne på LIFE, FARMA og SCIENCE også fået på KU. Det er en skandale for et universitet at havne der.


* Note:

Antropologen Thomas Højrups pointe med disse livsformer frem for de traditionelt økonomisk bestemte klasser, var så vidt jeg husker, at de kulturelle livsformer i højere grad er bestemmende for levet liv og bevidsthed end strikt økonomisk klasse er. Min pointe er, at begge dele er bestemmende, såvel livsform som klasse. I sidstnævnte indgår den objektive magtposition i arbejdsgiver/arbejdstager-forhold. Som bekendt er det arbejdsgiverens overenskomstsikrede ret at lede og fordele arbejdet. Undtagen, i en vis forstand, på universiteterne før 2003.

Vi arbejder for evigheden

Nogen gange kan et fragment af en udtalelse få et helt puslespil i ens hovede til at falde på plads. Forskningsadjunkt Helle Hein fra CBS har lige sagt noget meget fornuftigt (i Netværket, DR P1): Vidensarbejdere har ikke brug for ledere, der definerer deres arbejde i detaljer, de ved godt hvor man skal hen, "de er drevet af en pligtetik, ikke en økonomisk nytteetik."
Det må være derfor, at hele den djøficistiske NPM tanke om ovenfra definerede "incitamenter" for forskerne (fx til at søge eksterne midler, til at publicere i særlige tidskrifter, etc.) virker nærmest krænkende! Man er da ansat på en forskningsinstitution fordi man brænder for forskning, og på et universitet fordi man elsker at udvikle faget i koblingen mellem forskning og undervisning. Man behøver ikke et ministerium eller en udviklingskontrakt til at sige hvor man skal hen. Arbejdet er såvel en pligt, et kald, som en besættelse. Egeninteressen og interessen i et højere gode går sammen. "Vi arbejder for evigheden", det var Heins eksempel på en værdi, formuleret af en leder af nogle konservatorer, som var på højde med medarbejdernes egentlige commitment. Sidstnævnte ord er allerede røvet af managere. Sjovt nok kan det betyde pligttroskab, et ord vi måske skulle genopfinde i en verdslig udgave, pligttroskab overfor det fælles gode.

Appel til EU: gør det enkelt, tak!

"The funding of European research should be based on trust and responsible partnering. Today researchers in Europe face a lot of red tape and cumbersome financial regulations. We are not against rules. But we need to simplify. Those who have signed this declaration ask the European Council of Ministers and the Parliament to simplify the administrative procedures and the financial provisions of European research funding."

Skriv under her:
www.trust-researchers.eu

Råd og vink og fiduser til en ung videnskabsminister

Lad os antage, at den nye minister for Videnskab, Teknologi og Udvikling, som har stort kendskab til innovation og formidling, behøver råd, vink, og fiduser - myndighedsrådgivning - for bedre og mere i dybden end den foregående videnskabsminister, at forstå hvad forudsætningerne for uafhængig videnskab er, og hvorfor forskningsfrihed (eller det lidt bredere begreb om akademisk frihed) er så vigtigt for et liberalt demokrati, samt hvilke betingelser, der må følge med det benchmark, det er for et civiliseret land, at have universiteter, som ikke blot af lovens bogstav, men også af ånd, og i praksis, danner rammen om fri forskning. Vi vil løbende forsyne ministeren med råd, vink og henvisninger, der kan bidrage til indsigt, ikke mindst i det, som rummes i den første del af navnet på Charlotte Sahl-Madsens ministerium. Disse råd, vink og fiduser kan læses som opfølgning til de tre nye bøger, som er et godt sted at starte, nemlig:

• Sune Auken: Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet (Informations Forlag 2010)
• Mogens Ove Madsen: Universitetets Død. Kritik af den nyliberale tendens (Frydenlund 2009)
• Claus Emmeche & Jan Faye, red.: Hvad er Forskning? Normer, videnskab og samfund (Nyt fra Samfundsvidenskaberne 2010).

En af de ting, ministeren kan overveje, er hvorfor nogle de bedste universiteter i verden, som Danmark gerne vil ligne, har sådan noget som ansættelsessikkerhed for forskere. Det findes der ikke på danske universiteter. Her er sondringen mellem løst og fast ansatte blevet rent illusorisk under de fyringsrunder som de, vi har set her i vinter på Århus Universitet, DTU og Københavns Universitet. Om det amerikanske system med ansættelsessikkerhed (academic tenure) kan man på Wikipedia læse, at

"Academic tenure is primarily intended to guarantee the right to academic freedom: it protects teachers and researchers when they dissent from prevailing opinion, openly disagree with authorities of any sort, or spend time on unfashionable topics. Thus academic tenure is similar to the lifetime tenure that protects some judges from external pressure. Without job security, the scholarly community as a whole might favor "safe" lines of inquiry. The intent of tenure is to allow original ideas to be more likely to arise, by giving scholars the intellectual autonomy to investigate the problems and solutions about which they are most passionate, and to report their honest conclusions. In economies where higher education is provided by the private sector, tenure also has the effect of helping to ensure the integrity of the grading system. Absent tenure, professors could be pressured by administrators to issue higher grades for attracting and keeping a greater number of students."

Det sidste – fristelsen til at forringe uddannelsernes kvalitet ved at lade taxametersystemet tikke flere studerende igennem eksaminerne – er et alvorligt og allerede diskuteret problem i Danmark (jf. Sanders famøse udfald imod de fem professorer, der skrev om det i 2004). Manglen på tenure i Danmark er ikke blot et problem for offentlighedens tillid til en uafhængig forskning, den uddyber også mistilliden mellem forskerne og de universitetsledelser, der vælger at fyre forskere fremfor ansvarlig økonomistyring og bedre prioriteringer, og som mere og mere konsulentgør forskningen eller driver systemet med ekstern funding ud i det helt absurde, så universitetet omdannes til det, Hanne Foss Hansen så rammende kalder forskerhoteller (sagen om DTU-kemi, se sidste nummer af Forskerforum, se her).
Der er på det seneste udkommet en del litteratur om akademisk frihed på engelsk. Også i USA og U.K. er systemet under pres. En af de nyeste bøger er af Cary Nelson, formand for AAUP, the American Association of University Professors, og hedder No University Is an Island: Saving Academic Freedom, netop er udkommet på NYU Press. Læs den, eller start med interviewet med ham (her) fra 17/12-2009 i The Chronicle of Higher Education. Her siger han bl.a.

"You can get a glimpse of the dystopian world without academic freedom by learning about higher education in countries like North Korea or Syria or, for less severe but telling examples, by talking to contingent faculty members in the United States who censor themselves to avoid offending students, parents, or administrators as a way of protecting their jobs. Or you can talk to faculty members at schools where administrators regard alternative opinions as insubordination. The world without academic freedom would be one of routinized and unchallenging instruction provided by faculty members motivated by fear. Research would be limited to profitable projects, not devoted to maximizing human understanding."

Denne dystopi fremmes af de faldende basismidler til forskningen, en tendens den nye minister bør vende! Selvom noget peger på, at konsulentgørelsen af institutternes forskning og sektorforskningsgørelsen af de danske universiteter tillader de mest succesfulde fundraisere at sikre deres egne forskergrupper en vis autonomi og forskningsfrihed ved at de er gode til "at spille spillet" (som bl.a. blev diskuteret i weekenden på denne workshop), vil kan en sådan autonomi for de entreprenante vise sig at være meget dyrt betalt, set ud fra en samlet samfundsbetragtning - både økonomisk, og i forhold til tilliden mellem videnskab og samfund, som svækkes, hvis billedet af forskeren glider jævnt over i billedet af en privat iværksætter, eller en finansmatador for nu at sætte sagen på spidsen (jf. svindelsagen på AU).

Levende ord og 'formålsløs' produktion af noncommodificerbar fri viden

På edu-factorylisten, i et opråb angående: "on the 11th and 12th of March there will be a European mobilization against the Bologna Process" (se her), dukkede denne tankevækkende passage op:

"it is impossible to understand the transformations in the university without linking them to transformations in labor and production. Because new forms of valorization and accumulation make knowledge a central commodity, the role of the university changes definitively. It becomes a sort of “knowledge and education factory.” Notwithstanding, there is an irreducible difference between the industrial factory and the supposed new one. This difference is related to the particularity of the good that is produced in the university, i.e. knowledge. In fact, knowledge is not a scarce commodity: on the contrary, its richness comes from social cooperation and collective use. The production of knowledge is thus without measure. It is inseparable from living labor. Knowledge is always living knowledge. This difference is the main source of the struggles against the becoming corporation of the university, its imposition of an artificial measure, and the enclosure of free knowledge."

Der er derfor grund til at lægge mærke til såvel "soft knowledge production in hard times" (se dette akademiske møde) som de mere aktivistiske protester, der anspores til ovenfor.
ps -- Jeg beklager de tungebrækkende fremmedord i overskriften: Fremmedord, sprogets jøder, som Adorno kaldte dem, er nødvendige når egne ord ikke rækker.

Censur på Det Naturvidenskabelige Fakultet

I uge 6 udgik et nyhedsbrev fra dekanen på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O Andersen. Det førte en masse tal rundt på sjove måder, men særlig sjov blev det i slutningen. Her læser man:

Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.

Læs det én gang til langsomt. Det står der faktisk. Dekanen har lige gennemført en blodig fyringsrunde, og nu vil han gerne "appelere" til de ansatte, at de skal holde deres kritik inden for fakultetets fire vægge - dvs. inden for de fora, hvor han selv har hele magten. Derudover gør han gældende, at de ansatte "bør" forvalte deres ytringsfrihed "med omtanke" ...

Hmmmmmmm ... jeg ville godt nok føle mig grundigt pustet i nakken, hvis jeg fik sådan en tale sendt rundt fra min chef. Pyha - jeg ville virkelig mærke sparekniven på struben og stræbe efter at forvalte min ytringsfrihed med noget som min boss, der har hånd- og halsret over mig og utallige formelle og indformelle magtmidler over for mig, ville opfatte som "omtanke".

Heldigvis har min dekan noget mere forståelse for, hvad der ligger i begrebet "ytringsfrihed" og arbejder ikke med denne type af slet skjulte trusler. Hun er ofte nok blevet skældt ud. Ikke denne gang: Tak Kirsten.

Jobbeskrivelse for minister eller embedsmand?

Der findes i videnskabsministeriets UBST (det er Universitets- og Bygningsstyrelsen) en enhed, der kalder sig Institutionspolitisk kontor. Jeg ved ikke helt hvad der gemmer sig bag betegnelsen, som minder mig om betegnelser som 'politbureau' fra sovjettiden. Men de søger nu en AC-medarbejder (læs opslaget her), eller rettere, "en dygtig kollega, der vil være med til at skabe gode rammer for de danske universiteter både nationalt og internationalt."
Ak, min sjæl, hvad kan du ønske mere?
Der er et eller andet i opslaget, der vækker mit ubehag, men jeg har svært ved at formulere hvad det præcist er. Måske er det bare noget rent sprogligt, det generelt spin-agtige lingo, som er med til at gøre det helt uklart hvad den embedsmand m/k, der søges, faktisk skal foretage sig. En af formuleringerne er:

"Du skal bl.a. analysere udfordringer,
udforme politiske initiativer og føre dem ud i livet."

Øhh, jeg troede det var politikere og ministre, der udformer politiske initiativer. Men måske har er det i sådanne formuleringer, at en bestemt ambitiøs ånd i UBST, og hos UBST's direktør Jens Peter Jacobsen, skinner igennem - en ambition om politisk magt? Så vidt jeg ved håbede JPJ i sin tid, at evalueringen sidste år af universitetsloven alene kunne gennemføres som en øvelse i evaluering uden at medføre egentlige lovændringer. Måske handler det nu om at komme lovgiverne i forkøbet.
Man har sagt (fx. her), at den nye videnskabsminister ikke har politiske erfaringer. Måske er den største udfordring ikke så meget politikerne på Christiansborg som de institutionspolitiske ambitioner i videnskabsministeriet.

Universitetsledelsens fiasko

Universitetets nye ledere har fejlet, og de er derfor ikke ledere for os. Deres formelle beføjelser er selvsagt intakte, og vi ansatte er nødt til at gøre, som de siger, men de er vores chefer og vores bosser, ikke vores ledere, skriver Sune Auken .

Læs kronikken her !!!

Fortættet hygge på geo KU og AU

Fra en varm underjordisk kilde i omegnen af Geologisk Institut v. KU bringer vi her en læk, simpelthen fordi den ikke længere kan holdes tilbage. Ikke vores ord igen, og bloggens kildebeskyttelse er absolut. – (red.).

"Just hjemkommet fra Fur i går aftes i frygteligt vejr, så at jeg lige ku' nå DNF, så kan jeg heller ikke komme idag, fordi jeg skal have fat i mine børnebørn ved 15-tiden - lidt ærgerligt (ikke børnebørnene - de er bare pragtfulde).
Fik I osse diskuteret den nuværende KU situation?? En nyhed: Jeg var omkring Geol Inst, AU, og der har de hidtil ikke rigtigt hørt om 'fortætningsprocessen' som relevant for dem - det er den nu, der stod flyttekasser overalt - wellcome to the 'real world' ! Er det ikke fortrøstningsfuldt - det er ikke kun os det går ud over (jeg har forstået, at alle andre universiteter faktisk vinder penge ved 'huslejeaftalen', hvorfor det jo er umuligt at få rektorkollegiet til at protestere over dette, hvis dette stadigt existerer). Og jeg kan med stolthed fortælle, at på det storkommunale plan med sammenlægning af museer under deres ansvar, der går det om muligt endnu værre: naturhistoriske museer bliver presset af de mange flere kulturinst/-paver på finansiering og det hele - de hygger sig li'som fortættede univ med færre ansatte, så at vi nu vel skal fortættes endnu mere.
Det mest sindsyge (måske ??): Geolog bibliotek hér er blevet helt lukket - bøgerne bliver vel smidt ud, for hvem gider læse sådan noget gammelt bras, der ikke er på nettet ??
M v h - kan i 'hygge videre' ... X"

Fyringer af universitetsforskere set fra et akademisk perspektiv

Hele fyringsbølgen på KU og andre universiteter gør een vred, forarget og bekymret. Det er meget ubehageligt at se en række kolleger forlade universitetet på den måde. Kritik af ledelse, aktioner og protester har ikke været nok til for alvor at trænge igennem til de ansvarlige, som behændigt har spillet ansvarets bold op, ned, eller over på ting, der hives frem som uafvendelige.
   Nu er det altid ubehageligt at fyre ansatte pga. økonomisk krise uanset hvilken virksomhed, det drejer sig om, men når det handler om forskere, er der en yderligere ubehagelighed, som jeg skal forsøge at forklare. Men først lidt baggrund.
Normalt er det gængs praksis på et universitet, at man i en række centrale anliggender kan skelne akademiske spørgsmål fra økonomiske, selvom de i praksis er og måske bliver mere og mere sammenvævede. Et eksempel: Een ting er finansiering af en forskeransættelse, noget andet er bedømmelsen af den person, der skal ansættes, som værende kvalificeret til opgaven. Disse to ting implicerer to forskellige sæt procedurer, og dette er som sagt gængs praksis. Det åbner for, at der kan eksistere forskere, der udfører forskning til fx en ph.d.- eller doktorafhandling ud af egne lommer, men som får den bedømt akademisk ved et universitet og dermed - såfremt bedømmelsen falder positivt ud - anerkendes for deres forskning. Det er ikke tit, men det forekommer. Der findes endvidere en hel del æres-, gæste- og adjungerede professorater, som ikke koster universitetet ret meget, men som igen er en reel og symbolsk anerkendelse af en forskningskompetence eller et resultat af en særlig art.
Normalt opfattes forskere på offentlige universiteter som de danske, som fast ansat. Det betyder, at man skal have taget af kassen (som i den aktuelle sag i Århus [her]), begået videnskabelig uredelighed, eller have udvist grove tjenstlige forsømmelser, før man bliver fyret. Vi har ganske vist ikke tenure i angelsaksisk forstand, og fyringerne denne og sidste vinter har ganske vist voldsomt relativeret begrebet "fast ansat" – og det er i en vis forstand trist at se, at de akademiske fagforeningerne kører så lav medieprofil og ikke i højere grad agerer kamporganisationer, men fokuserer indsatsen på at yde psykologisk bistand til de ramte. Men alligevel er det stadigvæk normen, at udfører man sit job som forsker og underviser tilfredsstillende, så fortsætter man i stillingen når man een gang er kommet igennem det hækkeløb af grundige bedømmelser og kortfristede stipendier, der ligger forud for enhver opnåelse af et lektorat eller professorat.
   Den vilkårlige, dvs. alene økonomisk begrundede (eller som de ramte har udtrykt det: pga. mismanagement), afskedigelse af en forsker føles meget ubehageligt, ikke blot økonomisk men også akademisk set; dvs. ikke bare fordi den enkelte rammes på sin indtægt, men i høj grad også set i forhold til den akademiske /videnskabelige anerkendelse, der er knyttet til en universitetsansættelse. Dette ubehag styrkes igennem den lange liste af kriterier for fyring, som universitetsledelsen forud for prikkerunden forsyner institutledernes eksekutivkommiteer med, fordi denne liste inkluderer – udover meget subjektive og newspeak-agtige egenskaber som omstillingsparathed og samarbejdsevne – akademiske kriterier. Herved sammenblandes den økonomiske begrundelse med en akademisk, og det billede, som fyringsrunden efterlader af de ramte, er ét af "de måske egnede", dvs. de, som faldt under en akademisk overlægger, som universitetsledelsen selv bestemmer højden af ud fra de p.t. gældende konjunkturer.
De fyrede forskere bør kompenseres, ikke alene ved forsøg på genplacering i andre, senere stillinger (en manøvre som rummer sine egne vanskeligheder) eller andre økonomisk set relevante tiltag, men også akademisk:
   Kunne man derfor ikke overveje – fx som overenstkomstkrav – en permanent ordning, der sikrer, at VIP som fyres uden anden grund end nedskæringer beholder deres titel som professor ved universitetet, fx æresprofessor, dvs. stilles frit hvad angår lønarbejde, men sikres fortsat at kunne repræsentere universitetet og retten til overfor tredjepart at sige, at man er tilknyttet universitetet?
Det ville være et udtryk for ånden i den historie, som rektor Ralf Hemmingsen selv så ofte har alluderet til (eller er det blot noget jeg har drømt?) – anekdoten om fysikeren Isidore Rabi, som afbrød den daværende rektor Dwight D. Eisenhowers tale til "de ansatte", ved at indskyde "Sir, vi er ikke ansatte, vi er universitetet" (genfortalt flere steder).
   Jeg tror, at en klarere markering af en skelnen mellem en økonomisk begrundet fyring og en fortsat akademisk tilknytning ville betyde en del for mange af de fyrede, og det ville være en tilkendegivelse og ligge i forlængelse af det særegne ved en universitetsansættelse som forsker i forbindelse med det funktionelt begrundede privilegium, samfundshensynet til uafhængig skabelse af viden, som forskningsfrihed er.
Det ville måske også i visse tilfælde kunne mindske mistanken om, at begrundelser for at den ene fremfor den anden prikkes er en delvis skelen til hvad der er politisk – eller økonomisk! – opportunt at forske i.
   En sådan ordning ville støtte forbindelsen mellem videnskab og universitet, en forbindelse som i dag er under pres. Den ville være et beskedent bidrag til at understøtte videnskabens (for at bruge L. Dastons ord) "moralske økonomi" forstået som dens system af anerkendelse: Man kan, pga. dårlig økonomi eller mismanagement, fyres økonomisk, men ikke akademisk. Så længe vi ikke har tenure, og når almindelige illusioner om fast ansættelse i staten fordamper, ville en sådan ordning da være det mindste universitetet kunne tilbyde i respekt for sin videnskabelige kapital.

Universitetets historie fra rammestyring til indholdsstyring

Denne blog har nu fået den særlige ære at opnå en plads i professionel dansk universitetshistorie. I al fald benyttes bloggens URL af universitetshistoriker Else Hansen (der selv er med i bloggens netværk) som et eksempel på fortolkninger af studenteroprøret i en artikel i det nye nummer af Uddannelseshistorie (vol 43, af Årbogen fra Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie; artiklen "Hvordan bruges universitetshistorie?" kan læses her, tak for tilladelsen til at offentliggøre den her på bloggen). Else foreslår, at når bloggens stiftere

"nærmest intuitivt valgte navnet "professorvældet" må det jo skyldes, at dette ord er rigtig godt til at sortere de "gode" fra de "onde". Jeg skriver selvfølgelig også, at navnet blev ændret efter en debat på bloggen - og at bloggen i øvrigt er præget af interessante indlæg af meget høj kvalitet."

Nu ved jeg ikke helt ved hvem "de gode" er (måske de glade 68'ere?), men navnet på URL'en skal i al fald ikke føre til at tro, at vi ønsker det gamle professorvælde tilbage, - men heller ikke 1970'ernes universitet for den sags skyld, for et sådant ønske kan kun fremføres med en naivitet, som ikke længere er mulig. Og slet ikke efter Rune Lykkebergs Kampen om Sandhederne, en bog, som gør det langt mere kompliceret at udpege historiens helte og skurke.
Det er oplagt, at universitetshistorie benyttes retorisk og forskelligt af forskelligt af parterne i den forskningspolitiske debat, herunder min egen seneste kronik i Politiken (her el. her). I dagsaktuel debat bruges historie ikke, som Else Hansen påpeger, for at fortælle om gamle dage, men for at sætte nutidens forhold i relief. Men den stærke kontrast mellem før og nu, der ofte bruges som retorisk figur i debatten, kan let forlede læseren til at tro, at alt var godt i gamle dage. Da styrelsesloven blev vedtaget af Folketingets borgerlige flertal i 1970, var det en udtalt betingelse, at der meget snart skulle oprettes et direktorat for universiteterne i Undervisningsministeriet, netop for at få mere kontrol med universiteterne. At direktoratet så først kom i 1974 skyldtes vist mest manglende kræfter i Undervisningsministeriet til at sætte den store omstrukturering i gang. Derefter gik det slag i slag med generel adgangsbegrænsning i 1977, budgetreform i 1981 (adskillelse af midler til forskning og undervisning) og så videre. Indtil Sanders periode var det mest styring af rammerne; det nye nu er, at politikerne også vil styre indholdet. Men det, som skete i 1970, var, i Else Hansens optik, først og fremmest, at politikere og studenter gik sammen om at fratage professorerne den hidtidige faglige (og administrative) dominans på universiteterne. De havde bare "glemt" at aftale, hvem der så skulle bestemme - og det er for så vidt det slagsmål, som stadig er i gang. Man kan sige, at studenterne fik den ene parole gennemført, nemlig "Bryd professorvældet", mens den anden parole "Medbestemmelse nu" blev fortolket om til noget andet end studenterne havde ønsket.

Malou Aamund vil indføre stopprøver for professorer - Konservative går videre

Under overskrifter som

"Malou Aamund udfordrer sin egen videnskabsminister med krav om at gøre professorater tidsbegrænsede", og
"Konservative: Lektorer skal også søge deres egne job. Konservative går videre end Venstre, som kun går efter professorerne."

er danske medier (se fx her og her) i dag ved at gå i selvsving over, at venstres forskningsordfører har peget på et reelt problem (som hun dog fordrejer) og foreslået en helt igennem tåbelig løsning. Det reelle problem er, at stillingsstrukturen ved de danske universiteter, som senest påpeget af Jan Faye (her) og Leif Søndergaard (her), langt fra er optimal, og kunne trænge til en grundig granskning og revision, så man eksempelvis kunne sikre de mange løst ansatte undervisningsassistenter på nogle fag bedre vilkår, og lave en kvalifikationsbetinget standard-oprykning helt op til professorniveau som i Norge. Aaminds forslag er typisk for Venstre, Danmarks mest kontrolglade liberale parti: Malou Aamund foreslår, at professorer bliver ansat for en tidsbegrænset periode på ti år i første omgang. Derefter skal et udvalg hvert femte år vurdere, om professorerne fortsat lever op til kravene med hensyn til deres videnskabelige profession og udvikling. De Konservatives halsen videre efter den limpind kan man kun trække på smilebåndet af. Men smilet stivner, når man betænker hvilken hån den slags forslag ikke mindst er imod bl.a. de mange lektorer og professorer, der knokler løs, og vilkårligt fyres, ikke mindst pga. regeringens politik med at tippe balancen mellem basismidler og eksterne midler.
Det ligner det gamle trick fra før vedtagelsen af universitetsloven af 2003: At rejse en mediehets mod nogle få såkaldte nulforskere, for at skubbe fokus væk fra de reelle problemer og benytte lejligheden til at afskaffe universitetsdemokratiet og indføre mere styring oppefra.

Formidl (i) din forskning(stid)

Jeg har netop afrapporteret min arbejdsbyrde for efteråret 2009, og det har givet mig svar på et spørgsmål, jeg for længe siden begyndte at spekulere over, nemlig: Hvornår formidler forskeren? Kernen i spørgsmålet er, at der for nylig (hvornår? Jeg ved det ikke) er blevet føjet en ekstra forpligtelse til universiteteternes opgaveportefølje: Hvor vi tidligere skulle forske og undervise, skal vi nu forske, undervise og formidle. Mit spørgsmål i det oprindelige blogindlæg var, hvor den tid egentlig skulle komme fra, al den stund vi som forskere i forvejen var fuldtidsansatte.

Jeg har nu fået svaret. Jeg angav et begrænset tal (50 timer) på min selvangivelse som "formidling". Den søde og dygtige sekretær, der håndterer vores selvangivelser, svarede tilbage "De ting du har angivet under formidling, er kun noget, der godskrives, hvis vi (læs: Instituttet) får penge for det. Ellers er det noget, der tages fra de 45 % af den lønnede arbejdstid, der er sat af til forskning." Det er jo ikke hendes skyld - don´t shoot the messenger - men budskabet er ret chokerende.

Så: forskeren formidler i sin forskningstid, og formidlingsindsatsen tages time for time fra forskningen. Det er da en oplysning værd: Universiteternes formidlingsindsats finansieres direkte fra de ansattes forskningstid, og den ansatte, der bruger tid på formidling, spænder dermed ben for sin egen forskning. Da ens forskningstimer er umålte, kan man formidle herfra og til evigheden og stadig ikke opleve nogen arbejdsreduktion på andre fronter. For sjovt nok er der ingen, der forventer, at universitetets ansatte forsker mindre af den grund.

Konklusionen er, som man kunne frygte: Formidling er ubetalt merarbejde, som forventes af den ansatte, men som blot lægges oven i den øvrige arbejdsbyrde uden kompensation. Så blev vi da dét klogere.