Fra en læser har jeg som respons på indlægget i går modtaget nogle oplysninger til viderebringelse i forbindelse med Isabelle Brunos forskning. I hendes bog, À vos marques, prêts... cherchez ! La stratégie européenne de Lisbonne, vers un marché de la recherhce, Éditions du croquant, 2008. [Klar, parat... forsk! Den europæiske Lissabon-strategi mod et forskningens marked] analyseres tekster og aktører i Lissabon-strategien og dens strategiske forløbere og analysen understreger, at Sander & Co ikke har opfundet særlig meget selv, men blot er ved at applicere (dog med sjælden energi) et program udtænkt af det tunge europæiske erhvervsliv og OECD og endeligt udformet i EU-Kommissionen.
Bogens analyse fremhæver, at en af de mere originale aspekter ved Lissabon-processen er, at den ikke lovgiver på området, men sætter regeringerne i konkurrence mod hinanden ud fra princippet om Méthode ouverte de coordination, der fungerer ud fra principperne: incitament, konkurrence mellem ligestillede og gensidig overvågning, bl.a. ved bestandig at se, hvor langt man selv og konkurrenterne er nået på vejen mod de tre procent, jf. diverse pressemeddelelser fra Videnskabsministeriet, som fokuserer på at nå målet, men ikke på hvad målet egentligt er. Som Karen Siune kommenterede (i Information 3/9-2008), "om man når den ene eller anden procentdel bliver hurtigt til et spørgsmål om det enkelte lands placering i den europæiske konkurrence landene imellem, hvilket ikke er en konkurrence om at være et funktionsdygtigt videnssamfund."
Her kommer så et link (fra Akkrediteringsrådets hjemmeside) til et "Bologna-seminar" i London: En konference arrangeret af European Association for Quality Assurance in Higher Education (ENQA) – der "[...] will discuss, among others, the current trends in TNE [Transnational Education] landscapes, the influence of the OECD/UNESCO Guidelines on the development of regulatory frameworks at institutional, national and international levels, the impact of the Guidelines on quality provision of TNE, and their implementation in the regional networks”. (link) Det er svært at sige om det kan bruges til noget i den aktuelle diskussion af kvalitetssikring af forskning, andet end til at lodde stemningen. Det er ikke ligefrem græsrødderne, der er inviteret...
Dette sporede så læseren ind på Susan Wrights interview med Ole Henckel fra 2008, “The Bologna process: a voluntaty method of coordination and marketisation?” (Teaching and Learning vol. 1(2): 1-24; kan hentes i her), hvor man bl.a. kunne læse, at der i ENQA har været en kamp mellem evaluerings- og akkrediteringstilhængere. Artiklen er "rigtig god at få forstand af, og interviewformen sætter en livlig ramme om den. Særligt i afsnittet, hvor SW udbryder ”What! The Rome Treaty didn’t give the EU a judicial basis for setting up Erasmus”!"
Min informant har dog denne kommentar:
"abstractet spørger: "which interests were involved and which were excluded”, og dér mangler måske noget. Aktørerne i artiklen er – ud over Kommissionen – særligt rektorsammenslutninger og andre fra den forsknings- og uddannelsespolitiske sfære (og det er også dem, der interesserer Ole Henckel, så det skal han ikke lastes for), men alligevel: Hvor får Kommissionen sine visioner fra? Og hvad sker der egentlig i tiden mellem rektorernes Magna Charta og Bologna-->Lissabon-deklarationen? Isabelle Bruno identificerer i Klar, parat, forsk her en række nøgletekster og –aktører:
- Blandt de første (teksterne) bl.a. en rapport [link til flyer] fra 1997 udarbejdet af to af Kommissionens økonomer, P. Caracostas & U. Muldur med titlen: Society, the endless frontier (med reference til bogen Science, the endless frontier af Roosevelts videnskabelige rådgiver V. Bush). Men, pointeres det, med den signifikante forskel, at i visionen for det 21. årh., “research, innovation and skills are no longer ends in themselves but have to meet individual and social needs and develop in close interaction with various socio-economic activities” ! (Muligvis er det 'bare' en drejebog for indførelsen af det her modus-2-begreb, som vist ligger forud. Det ved jeg ikke).
- Blandt de sidste (aktørerne): OECD selvfølgelig men iflg. I. Bruno i høj grad også indflydelsesrige lobbyorganisationer ikke mindst European Round Table of Industrialists (link), som nedsætter arbejdsgrupper (om f.eks. competitiveness), der sender deres anbefalinger (kan også ses på hjemmesiden) til Rådet og Kommissionen! Det må være alle industri-organisationers moder... og model..."
Måske er DI, organisationen Dansk Industri, et lokalt oversættelsesbureau?
Iøvrigt findes endnu en artikel om emnet på engelsk med Bruno som medforfatter: Isabelle Bruno, Sophie Jacquot and Lou Mandin (2006): "Europeanization through its instrumentation: benchmarking, mainstreaming and the open method of co-ordination . . . toolbox or Pandora’s box?", Journal of European Public Policy 13:4 (June): 519–536.
onsdag den 28. oktober 2009
tirsdag den 27. oktober 2009
Framing og kvalitetssikring af historien
For nyligt skrev videnskabshistorikeren Kristian Hvidtfelt Nielsen (KHN) i Politiken (her), at "Baggrunden for den voldsomt stigende interesse for forskningsindikatorer er, at mange landes forskningssystemer oplever et øget behov for at kunne allokere midler til de mest succesfulde forskningsmiljøer på en mere neutral og billig måde."
Ud over det pudsige i at et forskningssystem kan have oplevelser, er udsagnet rent historisk set ikke videre informativt. Hvorfor 'oplever' systemet' dette påståede behov? Hvem har skabt behovet? Fordyrede fordelingsprocesser? Hvad er historien?
Indlægget i Politiken og KHNs tilsvarende indlæg om samme emne på Videnskab.dk (her) er framet ret problematisk som et valg mellem to ligestillede former for 'kvalitetssikring', men for det første er dette jo ikke tilfældet, og for det andet forholder KHN sig slet ikke specifikt til videnskabsministeriets nationale forskningsindikator, selvom konteksten henviser hertil, og begge artikler for den uindviede læser vil kunne opfattes som konkluderende (som der står i manchetten hos Videnskab.dk): "Forskningsindikatorer er en mere objektiv måde at vurdere kvaliteten af forskning på end peer review." selvom det tilføjes, at "den er ikke fejlfri". Og taler vi om Videnskabsministeriets bibliometriske forskningsindikator er det med det objektive jo mildest talt omstridt.
Bortset fra det, viderebringer KHN i sidstnævnte indlæg 10 såkaldte 'bud' eller regler for fornuftig anvendelse af forskningsindikatorer, formuleret af en ansat ved Thompson Reuters - i stil med "Overvej om de tilgængelige data er tilstrækkelige til at analysere forskningen med hensyn til de ønskede kvalitetsparametre"; "Sammenlign kun sammenlignelige størrelser (ikke æbler og pærer)", etc. og hvis det endelig skal være, er den slags regler selvfølgelig udmærkede. Men når nu KHN ikke selv vil sige det, så må jeg understrege, at videnskabsministeriets forskningsindikator befinder sig helt hinsides denne bibliometriske snusfornufts pædagogiske rækkevidde.
Tilbage til spørgsmålet - hvor kommer dog det hele fra? Måske er det korte svar, at bibliometrien (der har sin egen komplicerede videnskabshistorie som jeg ikke er ekspert i) på et tidspunkt opdages som et muligt redskab i en hel værktøjskasse af nye politisk-administrative måder at tænke-og-styre på helt generelt (bl.a. kendt som New Public Management); måder, som netop anvender indikatorer, efterligning af konkurrence mellem virksomheder, og nationale sammenligninger, som de kendes fra utallige OECD-anbefalinger. I et nyt særnummer af Minerva (vol. 47, issue 3, 2009) kredser flere af artiklerne om spørgsmålet, ikke mindst Isabelle Bruno med artiklen "The ‘‘Indefinite Discipline’’ of Competitiveness Benchmarking as a Neoliberal Technology of Government". Heri peges på, at "benchmarking subjects policy-makers to a disciplinary technology that operates without law enforcement but with peer pressure and reputational incentives", en ny form for blød magtudøvelse, en 'governmentalitet', som virker gennem hvad der iscenesættes som en rationel proces af samarbejde og konkurrence om at nå - eksempelvis - Barcelona-målsætningen (om at hvert land skal anvende 3% af BNP på forskning).
Og hvem har så ansvaret for, at vi også har fået denne højere form for djøfisme i Danmark? Det er vel ingen overraskelse, at den neoliberale rygende pistol er regeringens. Læser man regeringens udspil til reformer af uddannelse og forskning og iværksætteri i Danmark, alias Globaliseringsrådets publikation "Fremgang, Fornyelse og Tryghed. Strategi for Danmark i den globale økonomi – de vigtigste initiativer" (Regeringen, april 2006 [her]) er det jo næsten som en drejebog for det hele. Jf. afsnit 7.1: "Universiteter med en høj kvalitet i forskning, uddannelse og videnspredning skal have en forholdsmæssig større andel af de samlede basismidler. Samtidig skal en del af de konkurrenceudsatte forskningsmidler uddeles i konkurrence mellem universiteterne." Etc. etc.
På s. 11 læser man at "[Globaliserings]Rådet blev nedsat i april 2005 til at rådgive regeringen om en strategi for Danmark i den globale økonomi. Rådet har været bredt sammensat med medlemmer fra bl.a. fagforeninger, erhvervslivets organisationer, virksomheder, uddannelser og forskning."
Okay. Hvem repræsenterede den frie forskning i rådet? AC's repræsentant? Næppe. Professor Niels Egelund fra DPU? Han var vel mest med pga. af sin ekspertise i Folkeskolen. Jeg kan ikke på listen over de 26 rådsmedlemmer finde nogen oplagte kandidater til den rolle.
Nåeh jo. Der var jo hele fem ministre med som rådsmedlemmer, og en af dem var Minister for videnskab, teknologi og udvikling...
Ud over det pudsige i at et forskningssystem kan have oplevelser, er udsagnet rent historisk set ikke videre informativt. Hvorfor 'oplever' systemet' dette påståede behov? Hvem har skabt behovet? Fordyrede fordelingsprocesser? Hvad er historien?
Indlægget i Politiken og KHNs tilsvarende indlæg om samme emne på Videnskab.dk (her) er framet ret problematisk som et valg mellem to ligestillede former for 'kvalitetssikring', men for det første er dette jo ikke tilfældet, og for det andet forholder KHN sig slet ikke specifikt til videnskabsministeriets nationale forskningsindikator, selvom konteksten henviser hertil, og begge artikler for den uindviede læser vil kunne opfattes som konkluderende (som der står i manchetten hos Videnskab.dk): "Forskningsindikatorer er en mere objektiv måde at vurdere kvaliteten af forskning på end peer review." selvom det tilføjes, at "den er ikke fejlfri". Og taler vi om Videnskabsministeriets bibliometriske forskningsindikator er det med det objektive jo mildest talt omstridt.
Bortset fra det, viderebringer KHN i sidstnævnte indlæg 10 såkaldte 'bud' eller regler for fornuftig anvendelse af forskningsindikatorer, formuleret af en ansat ved Thompson Reuters - i stil med "Overvej om de tilgængelige data er tilstrækkelige til at analysere forskningen med hensyn til de ønskede kvalitetsparametre"; "Sammenlign kun sammenlignelige størrelser (ikke æbler og pærer)", etc. og hvis det endelig skal være, er den slags regler selvfølgelig udmærkede. Men når nu KHN ikke selv vil sige det, så må jeg understrege, at videnskabsministeriets forskningsindikator befinder sig helt hinsides denne bibliometriske snusfornufts pædagogiske rækkevidde.
Tilbage til spørgsmålet - hvor kommer dog det hele fra? Måske er det korte svar, at bibliometrien (der har sin egen komplicerede videnskabshistorie som jeg ikke er ekspert i) på et tidspunkt opdages som et muligt redskab i en hel værktøjskasse af nye politisk-administrative måder at tænke-og-styre på helt generelt (bl.a. kendt som New Public Management); måder, som netop anvender indikatorer, efterligning af konkurrence mellem virksomheder, og nationale sammenligninger, som de kendes fra utallige OECD-anbefalinger. I et nyt særnummer af Minerva (vol. 47, issue 3, 2009) kredser flere af artiklerne om spørgsmålet, ikke mindst Isabelle Bruno med artiklen "The ‘‘Indefinite Discipline’’ of Competitiveness Benchmarking as a Neoliberal Technology of Government". Heri peges på, at "benchmarking subjects policy-makers to a disciplinary technology that operates without law enforcement but with peer pressure and reputational incentives", en ny form for blød magtudøvelse, en 'governmentalitet', som virker gennem hvad der iscenesættes som en rationel proces af samarbejde og konkurrence om at nå - eksempelvis - Barcelona-målsætningen (om at hvert land skal anvende 3% af BNP på forskning).
Og hvem har så ansvaret for, at vi også har fået denne højere form for djøfisme i Danmark? Det er vel ingen overraskelse, at den neoliberale rygende pistol er regeringens. Læser man regeringens udspil til reformer af uddannelse og forskning og iværksætteri i Danmark, alias Globaliseringsrådets publikation "Fremgang, Fornyelse og Tryghed. Strategi for Danmark i den globale økonomi – de vigtigste initiativer" (Regeringen, april 2006 [her]) er det jo næsten som en drejebog for det hele. Jf. afsnit 7.1: "Universiteter med en høj kvalitet i forskning, uddannelse og videnspredning skal have en forholdsmæssig større andel af de samlede basismidler. Samtidig skal en del af de konkurrenceudsatte forskningsmidler uddeles i konkurrence mellem universiteterne." Etc. etc.
På s. 11 læser man at "[Globaliserings]Rådet blev nedsat i april 2005 til at rådgive regeringen om en strategi for Danmark i den globale økonomi. Rådet har været bredt sammensat med medlemmer fra bl.a. fagforeninger, erhvervslivets organisationer, virksomheder, uddannelser og forskning."
Okay. Hvem repræsenterede den frie forskning i rådet? AC's repræsentant? Næppe. Professor Niels Egelund fra DPU? Han var vel mest med pga. af sin ekspertise i Folkeskolen. Jeg kan ikke på listen over de 26 rådsmedlemmer finde nogen oplagte kandidater til den rolle.
Nåeh jo. Der var jo hele fem ministre med som rådsmedlemmer, og en af dem var Minister for videnskab, teknologi og udvikling...
Etiketter:
forskningsindikator,
teori,
videnspolitik
mandag den 26. oktober 2009
Forskning som gave, rigdom og overskud
Jeg talte for nyligt med en nybagt kandidat, som mente, at det med forskningsfrihed var lidt hippieagtigt. Hun vedkendte sig dog sin hippiearv og bakkede op om begrebet. Det inspirerede mig til denne stærkt hippieagtige epistel.
Den grundlæggende maxime i videnskabens kontrakt med samfundet, som den ses af den borgerlige regering, er "noget for noget". Viden for penge, eller kompetencer, uddannelse og erkendelse for frihed og autonomi. Men i videnskabens egen intellektuelle 'økonomi' dominerer gaveprincippet. Viden er gaver (eller forslag til gaver - videnspåstande) til fællesskabet. Ny erkendelse udveksles mod anerkendelse. Konkurrence handler om anerkendelseskampen mellem forskere eller forskergrupper om at opnå ny erkendelse.
Forskningens produkt er dens indhold, en værdi der ikke som penge kan udveksles med alt andet.
Hverken i samfundskontrakten eller i den lokale gaveøkonomi er der tale om et nulsumspil: Viden bliver ikke mindre af at blive delt, og samfundet bliver ikke mindre af at betale til forskning, tværtimod, det kan kun udvikles til en rig mangfoldighed af muligheder på basis af ny viden.
En ide om udveksling og "noget for noget", er måske ikke i sig selv et problem, hvis blot der også levnes plads til overskuddets gavelogik.
Problemet opstår, hvis gaven - ny viden - kun måles på sin pris, ikke sit indhold. Det er tanken, der tæller, siger man om gaver. Fra tanke til faktura, siger Sander om forskning.
Med hvilken logik skal samfundets kontrakt med forskningen skrives? Gavens eller fakturaens?
Som det står skrevet om lån og mål: "hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det?" (Luk.6, v34) - "Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (v38).
Hvis samfundet alene måler videnskab med pantelånerens fokus på forrentning, vil gavens logik og den store undren langsomt svinde ud af forskningen. Så vil samfundet ikke mere få et helt så topfyldt mål i favnen. (Som nationaløkonomen Nina Smith siger i sidste FORSKERforum (nr. 228, s. 18): "hvis man detailregulerer os og tager frihedsgraderne, så mister vi motivationen og begynder at arbejde 37 timer - som er samfundets 'normalarbejdstid'. Og så kommer universitetet virkelig på den...").
Og til det med hippierne: Forskningsfrihed og academic freedom går selvfølgelig længere tilbage end 1968. Det var 68'erne, som gjorde op med forskningsfriheden i elfenbenstårn-udgaven, og krævede forskning for folket, ikke for profitten. Senere krævede de borgerlige forskning for erhvervslivet, og socialdemokraterne drejede det til forskning for velfærd. Det kan godt være, at forskningspolitikken skal give såvel folket, velfærden og profitten hver sit, men der skal også være plads til mere end det. Hvis forskning endelig skal være "for" noget, må det være for udviklingen af en menneskelig civilisation, der er så rig, at den har råd til såvel nyttig som tilsyneladende ganske unyttig forskning.
Den grundlæggende maxime i videnskabens kontrakt med samfundet, som den ses af den borgerlige regering, er "noget for noget". Viden for penge, eller kompetencer, uddannelse og erkendelse for frihed og autonomi. Men i videnskabens egen intellektuelle 'økonomi' dominerer gaveprincippet. Viden er gaver (eller forslag til gaver - videnspåstande) til fællesskabet. Ny erkendelse udveksles mod anerkendelse. Konkurrence handler om anerkendelseskampen mellem forskere eller forskergrupper om at opnå ny erkendelse.
Forskningens produkt er dens indhold, en værdi der ikke som penge kan udveksles med alt andet.
Hverken i samfundskontrakten eller i den lokale gaveøkonomi er der tale om et nulsumspil: Viden bliver ikke mindre af at blive delt, og samfundet bliver ikke mindre af at betale til forskning, tværtimod, det kan kun udvikles til en rig mangfoldighed af muligheder på basis af ny viden.
En ide om udveksling og "noget for noget", er måske ikke i sig selv et problem, hvis blot der også levnes plads til overskuddets gavelogik.
Problemet opstår, hvis gaven - ny viden - kun måles på sin pris, ikke sit indhold. Det er tanken, der tæller, siger man om gaver. Fra tanke til faktura, siger Sander om forskning.
Med hvilken logik skal samfundets kontrakt med forskningen skrives? Gavens eller fakturaens?
Som det står skrevet om lån og mål: "hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det?" (Luk.6, v34) - "Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (v38).
Hvis samfundet alene måler videnskab med pantelånerens fokus på forrentning, vil gavens logik og den store undren langsomt svinde ud af forskningen. Så vil samfundet ikke mere få et helt så topfyldt mål i favnen. (Som nationaløkonomen Nina Smith siger i sidste FORSKERforum (nr. 228, s. 18): "hvis man detailregulerer os og tager frihedsgraderne, så mister vi motivationen og begynder at arbejde 37 timer - som er samfundets 'normalarbejdstid'. Og så kommer universitetet virkelig på den...").
Og til det med hippierne: Forskningsfrihed og academic freedom går selvfølgelig længere tilbage end 1968. Det var 68'erne, som gjorde op med forskningsfriheden i elfenbenstårn-udgaven, og krævede forskning for folket, ikke for profitten. Senere krævede de borgerlige forskning for erhvervslivet, og socialdemokraterne drejede det til forskning for velfærd. Det kan godt være, at forskningspolitikken skal give såvel folket, velfærden og profitten hver sit, men der skal også være plads til mere end det. Hvis forskning endelig skal være "for" noget, må det være for udviklingen af en menneskelig civilisation, der er så rig, at den har råd til såvel nyttig som tilsyneladende ganske unyttig forskning.
tirsdag den 20. oktober 2009
Galilei og den store nordiske bibliometristrid
Videnskabens klassiske normer, som universalitet og upartiskhed, betyder bl.a. at et udsagns sandhedsværdi skal bedømmes på dets indhold og ikke på hvem der har ytret det. Alligevel låner mange udsagn autoritet fra de videnskabens helte, hvis visdomsord er uddestilleret gennem videnskabshistoriens interesse for det unikke og excellente.
Tag nu Galilei. Han skal have sagt noget i stil med "mål alt, hvad der kan måles, og gør det måleligt, som endnu ikke kan måles!" Er dette diktum nu selv videnskabeligt? Hvis vi antager, at udsagnet er udtryk for den højeste videnskab, kan vi så finde metoder til at måle dets sandhedsværdi? Eller måske måle den forskningskvalitet, som ligger bag?
Vi vender tilbage til Galilei efter en lille bibliometrisk omvej. I forlængelse af mit indlæg om den svenske bibliometri-debat, har jeg modtaget flere viderebringelsesværdige oplysninger fra bloggens netværk (tusind tak!). Det handler om det 21. århundredes store nordiske bibliometristrid. Sverige synes i forhold til Danmark befolket med bibliometrikere, og man kunne derfor undre sig over hvorfor man ikke allerede i Sverige har indført modeller a la den norske. Måske fortæller striden hvorfor.
Jeg må lige indskyde, at bibliometri betragtet som grundforskning på grænsen af videnskabssociologi, informationsvidenskab og lignende discipliner, har min store respekt. Men der går formodentlig ingen lige linier fra bibliometrisk forskning til dens anvendelse eller misbrug som quasi-politisk administrativt redskab. (Man kan jo også være en habil demograf uden at gå ind for malthusianisme om politisk ideologi).
Det forlyder, at debatten i Sverige har været betændt og personlig. På et tidspunkt overvejede man den "norske model", men politisk vendte man på en tallerken, og gik nu i stedet ind for en model udarbejdet af Ulf Sandström, som jeg nævnte i mit sidste indlæg. Sandströms model var ellers blevet voldsomt kritiseret af eksperter som bidrog til i en svensk udredning ("Resurser för kvalitet" - Staten Offentliga Utredningar (SOU 2007:81) [her]), men ikke desto mindre fandt den sine tilhængere politisk, og udredningen endte med at indeholde en så kraftig kritik af den norske model, at det førte til løftede øjenbryn fra det norske Universitets- og Høgskolerådet, som bad om en mere saglig omgang med den norke model i den videre behandling af udredningen.
Sandström er meget kritisk overfor den "norske model", men ikke i forhold til dens formål. Han er tilhænger af ressourcetildeling på baggrund af bibliometriske indikatorer, og har endda talt varmt for bibliometrisk evaluering af forskere på individuelt niveau - noget de fleste bibliometrikere klart afviser. I forhold til den norske model, vil Sandström ikke acceptere at fuldstændige publikationstællinger kan anvendes (alene) i en fordelingsindikator. For ham er citationsanalyser altafgørende. For mange er citationsanalyser den eneste bibliometriske metode, der kan sige noget om 'kvalitet'. Det er velkendt, at citationsanalyser nødvendigvis er mere retrospektive end publikationsanalyser; kendere på feltet siger, at for at undersøge citationer til artikler publiceret i 2008, skal man minimum vente 3 og gerne 5 år, før man kan foretage en seriøs undersøgelse. Og det er også velkendt, at datagrundlaget for citationsanalyser begrænser disse til de "våde" områder. Rationalet for den "norske model" er netop de problemstillinger (og andre) der knytter sig til citationsanalyser. Det fremgår bl.a. af en artikel om den "norske model" af Jesper W. Schneider fra Danmarks Biblioteksskole (Schneider, J.W. 2009: "An outline of the bibliometric indicator used for performance-based funding of research institutions in Norway", European Political Science 8(3): 364-378). Artiklen diskuterer den norske models rationale i forhold til citationsanalyser. Schneider synes at mene, at den norske model, hvis man altså absolut ønsker at ressourcer tildeles efter output eller performance, er det mindste onde, men at man ud fra et rent fagligt perspektiv må sige, at ”performance-based funding” er temmelig problematisk – spørgsmålene er flere end svarene.
Sandström har udviklet en model, der efter sigende tager højde for det problem i den norske model, at denne fokuserer på volumen snarere end indhold, indikerer aktivitet snarere end kvalitet: Det sker ved at inkludere citationsanalyser i fordelingsnøglen. Her må man spørge, hvordan dette løser de fundamentale problemer ved citationsanalyser, at de er retrospektive og kun egnede til 'våde' områder? Sandströms svar er estimering og forudsigelse. Han tager udgangspunkt i en sandsynlighedsfordeling kaldet Waring, og ud fra denne forsøger han at estimere performance for de enkelte institutioner. Sandströms model er sammensat af to indikatorer, dels en velkendt og afprøvet relativ citationsindikator (ofte kaldet ”Crown-indikatoren”), som måler citationer per publikation set i forhold til gennemsnittet indenfor emneområdet, og dels en produktionsindikator. Produktionsindikatoren forsøger at estimere størrelsen af en institutions videnskabelige produktion. Denne metode er til gengæld uprøvet i forhold til institutioner, og den baserer sig på ufuldstændige data. Produktionsindikatoren bygger på antal publikationer per forsker. Da man ikke har fuldstændige data, anvender man Waringfordelingen til at estimere dette antal. I sidste ende bliver produktionstallet ”kvalitetsjusteret” gennem en multiplikation med citationsindikatoren. Dermed kommer modellen ifølge Sandström til i højere grad at afspejle videnskabelig kvalitet frem for ”bare” aktivitet.
Warringfordeling er tidligere brugt indenfor bibliometrien til at forudsige landes videnskabelige produktion. Sandström bryder fordelingen ned i mindre enheder (emneområder og institutioner) og her har han mødt en hel del kritik, fordi det er kendt at Waring-fordelingens estimationskraft bryder sammen ved mindre enheder. Waring-fordelingen forsøger at estimere produktion per forsker, altså hvor mange publicerer 0, 1, 2 publikationer osv. indenfor et område. Da Sandström udelukkende baserer sig på data fra citationsindekser (Thompson Reuters) er han nødt til at gætte på produktiviteten for fx humanistiske forskere, som så sættes til en konstant der gælder for alle! Det korte af det lange er, at Sandströms model ikke måler konkrete resultater fra fx det foregående år, men forsøger at estimere og forudsige performance for alle emneområder, skønt grundlaget er baseret på et begrænset datasæt fra Thompson Reuters (dvs. data er af ældre dato). Grunden til at Sandström mener, at modellen er legitim, er at han har modelleret den i forhold til de komplette norske data (fra den norske model) og har fundet en stor sammenhæng. Sandströms pointe synes derfor at være, at man kan gøre det hele meget lettere - skønt aldeles ugennemsigtigt for enkelte forskere og institutioner - ved hjælp af modellen. Og derudover indeholder modellen citationer! Problemet er bare, at vi ikke ved, hvordan modellen fungerer på mindre valide data end de norske (de norske data er jo komplette på grund af modellen), og at man ved, at Waring-fordelingen flader sammen ved mindre enheder. Dette er unægtelig et usikkert grundlag for en fordelingsindikator.
(For de teknisk interesserede: Her er en kritik af Waring-modellen ved Tore Lund fra Chalmers Bibliotek. Det forlyder, at det svenske videnskabsråd i næste uge offentliggør en grundig redegørelse og kritik af Waring-modellen. Den danske universitetsstyrelse (UBST) under Videnskabsministeriet lavede allerede d. 12/11-2007 et notat til fordel for en norsk fremfor en svensk model med impact-mål: her). Som et kuriosum skal siges, at man i Belgien, hvor Waring-fordelingens ophavsmand Wolfgang Glänzel (indenfor bibliometrien) holder til, ikke anvender den, tværtimod er man ved at gå over til et system der ligner det norske for Hum-Samf-området.
Så meget i denne omgang for den store nordiske bibliometristrid (fortsættelse følger sikkert). Hvordan, vil nogle måske spørge, kan 'almindelige' forskere overhovedet tage bibliometri seriøst? Det ville være rart, hvis vi kunne betragte bibliometri blot som et forskningsredskab og som et fagområde blandt andre. A la bibliografi. Som redskab til finde mønstre, ikke til at måle det umålelige.
Og nu tilbage til Galilei. Nu påstod han jo ifølge legenden ikke, at man skulle gøre det måleligt, som de facto ikke kan måles. Men sjovt nok er indledende citat er muligvis falsk, selvom det er tilskrevet Galilei millioner af gange. En historiker siger om spørgsmålet: "Although Galileo is quoted with these words in a large number of publications, the authenticity of the sentence is highly dubious because no one has ever provided a precise bibliographical reference for where to find it in Galileo’s works." (...) "Notwithstanding its increasing popularity, referring to this expression as a quotation from Galileo is a striking example of academic sloppiness." (Andreas Kleinert 2009: "Der messende Luchs", NTM Zeitschrift für Geschichte der Wissenschaften, Technik und Medizin 17(2): 199-206). Bibliografisk arbejde som korrektion af scientometrisme og lemfældig bibliometri?
Tag nu Galilei. Han skal have sagt noget i stil med "mål alt, hvad der kan måles, og gør det måleligt, som endnu ikke kan måles!" Er dette diktum nu selv videnskabeligt? Hvis vi antager, at udsagnet er udtryk for den højeste videnskab, kan vi så finde metoder til at måle dets sandhedsværdi? Eller måske måle den forskningskvalitet, som ligger bag?
Vi vender tilbage til Galilei efter en lille bibliometrisk omvej. I forlængelse af mit indlæg om den svenske bibliometri-debat, har jeg modtaget flere viderebringelsesværdige oplysninger fra bloggens netværk (tusind tak!). Det handler om det 21. århundredes store nordiske bibliometristrid. Sverige synes i forhold til Danmark befolket med bibliometrikere, og man kunne derfor undre sig over hvorfor man ikke allerede i Sverige har indført modeller a la den norske. Måske fortæller striden hvorfor.
Jeg må lige indskyde, at bibliometri betragtet som grundforskning på grænsen af videnskabssociologi, informationsvidenskab og lignende discipliner, har min store respekt. Men der går formodentlig ingen lige linier fra bibliometrisk forskning til dens anvendelse eller misbrug som quasi-politisk administrativt redskab. (Man kan jo også være en habil demograf uden at gå ind for malthusianisme om politisk ideologi).
Det forlyder, at debatten i Sverige har været betændt og personlig. På et tidspunkt overvejede man den "norske model", men politisk vendte man på en tallerken, og gik nu i stedet ind for en model udarbejdet af Ulf Sandström, som jeg nævnte i mit sidste indlæg. Sandströms model var ellers blevet voldsomt kritiseret af eksperter som bidrog til i en svensk udredning ("Resurser för kvalitet" - Staten Offentliga Utredningar (SOU 2007:81) [her]), men ikke desto mindre fandt den sine tilhængere politisk, og udredningen endte med at indeholde en så kraftig kritik af den norske model, at det førte til løftede øjenbryn fra det norske Universitets- og Høgskolerådet, som bad om en mere saglig omgang med den norke model i den videre behandling af udredningen.
Sandström er meget kritisk overfor den "norske model", men ikke i forhold til dens formål. Han er tilhænger af ressourcetildeling på baggrund af bibliometriske indikatorer, og har endda talt varmt for bibliometrisk evaluering af forskere på individuelt niveau - noget de fleste bibliometrikere klart afviser. I forhold til den norske model, vil Sandström ikke acceptere at fuldstændige publikationstællinger kan anvendes (alene) i en fordelingsindikator. For ham er citationsanalyser altafgørende. For mange er citationsanalyser den eneste bibliometriske metode, der kan sige noget om 'kvalitet'. Det er velkendt, at citationsanalyser nødvendigvis er mere retrospektive end publikationsanalyser; kendere på feltet siger, at for at undersøge citationer til artikler publiceret i 2008, skal man minimum vente 3 og gerne 5 år, før man kan foretage en seriøs undersøgelse. Og det er også velkendt, at datagrundlaget for citationsanalyser begrænser disse til de "våde" områder. Rationalet for den "norske model" er netop de problemstillinger (og andre) der knytter sig til citationsanalyser. Det fremgår bl.a. af en artikel om den "norske model" af Jesper W. Schneider fra Danmarks Biblioteksskole (Schneider, J.W. 2009: "An outline of the bibliometric indicator used for performance-based funding of research institutions in Norway", European Political Science 8(3): 364-378). Artiklen diskuterer den norske models rationale i forhold til citationsanalyser. Schneider synes at mene, at den norske model, hvis man altså absolut ønsker at ressourcer tildeles efter output eller performance, er det mindste onde, men at man ud fra et rent fagligt perspektiv må sige, at ”performance-based funding” er temmelig problematisk – spørgsmålene er flere end svarene.
Sandström har udviklet en model, der efter sigende tager højde for det problem i den norske model, at denne fokuserer på volumen snarere end indhold, indikerer aktivitet snarere end kvalitet: Det sker ved at inkludere citationsanalyser i fordelingsnøglen. Her må man spørge, hvordan dette løser de fundamentale problemer ved citationsanalyser, at de er retrospektive og kun egnede til 'våde' områder? Sandströms svar er estimering og forudsigelse. Han tager udgangspunkt i en sandsynlighedsfordeling kaldet Waring, og ud fra denne forsøger han at estimere performance for de enkelte institutioner. Sandströms model er sammensat af to indikatorer, dels en velkendt og afprøvet relativ citationsindikator (ofte kaldet ”Crown-indikatoren”), som måler citationer per publikation set i forhold til gennemsnittet indenfor emneområdet, og dels en produktionsindikator. Produktionsindikatoren forsøger at estimere størrelsen af en institutions videnskabelige produktion. Denne metode er til gengæld uprøvet i forhold til institutioner, og den baserer sig på ufuldstændige data. Produktionsindikatoren bygger på antal publikationer per forsker. Da man ikke har fuldstændige data, anvender man Waringfordelingen til at estimere dette antal. I sidste ende bliver produktionstallet ”kvalitetsjusteret” gennem en multiplikation med citationsindikatoren. Dermed kommer modellen ifølge Sandström til i højere grad at afspejle videnskabelig kvalitet frem for ”bare” aktivitet.
Warringfordeling er tidligere brugt indenfor bibliometrien til at forudsige landes videnskabelige produktion. Sandström bryder fordelingen ned i mindre enheder (emneområder og institutioner) og her har han mødt en hel del kritik, fordi det er kendt at Waring-fordelingens estimationskraft bryder sammen ved mindre enheder. Waring-fordelingen forsøger at estimere produktion per forsker, altså hvor mange publicerer 0, 1, 2 publikationer osv. indenfor et område. Da Sandström udelukkende baserer sig på data fra citationsindekser (Thompson Reuters) er han nødt til at gætte på produktiviteten for fx humanistiske forskere, som så sættes til en konstant der gælder for alle! Det korte af det lange er, at Sandströms model ikke måler konkrete resultater fra fx det foregående år, men forsøger at estimere og forudsige performance for alle emneområder, skønt grundlaget er baseret på et begrænset datasæt fra Thompson Reuters (dvs. data er af ældre dato). Grunden til at Sandström mener, at modellen er legitim, er at han har modelleret den i forhold til de komplette norske data (fra den norske model) og har fundet en stor sammenhæng. Sandströms pointe synes derfor at være, at man kan gøre det hele meget lettere - skønt aldeles ugennemsigtigt for enkelte forskere og institutioner - ved hjælp af modellen. Og derudover indeholder modellen citationer! Problemet er bare, at vi ikke ved, hvordan modellen fungerer på mindre valide data end de norske (de norske data er jo komplette på grund af modellen), og at man ved, at Waring-fordelingen flader sammen ved mindre enheder. Dette er unægtelig et usikkert grundlag for en fordelingsindikator.
(For de teknisk interesserede: Her er en kritik af Waring-modellen ved Tore Lund fra Chalmers Bibliotek. Det forlyder, at det svenske videnskabsråd i næste uge offentliggør en grundig redegørelse og kritik af Waring-modellen. Den danske universitetsstyrelse (UBST) under Videnskabsministeriet lavede allerede d. 12/11-2007 et notat til fordel for en norsk fremfor en svensk model med impact-mål: her). Som et kuriosum skal siges, at man i Belgien, hvor Waring-fordelingens ophavsmand Wolfgang Glänzel (indenfor bibliometrien) holder til, ikke anvender den, tværtimod er man ved at gå over til et system der ligner det norske for Hum-Samf-området.
Så meget i denne omgang for den store nordiske bibliometristrid (fortsættelse følger sikkert). Hvordan, vil nogle måske spørge, kan 'almindelige' forskere overhovedet tage bibliometri seriøst? Det ville være rart, hvis vi kunne betragte bibliometri blot som et forskningsredskab og som et fagområde blandt andre. A la bibliografi. Som redskab til finde mønstre, ikke til at måle det umålelige.
Og nu tilbage til Galilei. Nu påstod han jo ifølge legenden ikke, at man skulle gøre det måleligt, som de facto ikke kan måles. Men sjovt nok er indledende citat er muligvis falsk, selvom det er tilskrevet Galilei millioner af gange. En historiker siger om spørgsmålet: "Although Galileo is quoted with these words in a large number of publications, the authenticity of the sentence is highly dubious because no one has ever provided a precise bibliographical reference for where to find it in Galileo’s works." (...) "Notwithstanding its increasing popularity, referring to this expression as a quotation from Galileo is a striking example of academic sloppiness." (Andreas Kleinert 2009: "Der messende Luchs", NTM Zeitschrift für Geschichte der Wissenschaften, Technik und Medizin 17(2): 199-206). Bibliografisk arbejde som korrektion af scientometrisme og lemfældig bibliometri?
Etiketter:
forskningsindikator,
kvalitetsmål,
viden
mandag den 19. oktober 2009
Den norske model katastrofal for Danmark
Hvad vil indførelsen af "den norske model" - en dansk bibliometrisk forskningsindikator som redskab i tildeling af forskningsmidler - betyde for humniora og samfundsfag?
En af vores svenske forbindelser er Ulf Sandström, som er docent ved Linköpings Universitet og den Kungl. Tekniska Högskolan, specialist i forskningspolitiske studier, finansierings- og publiceringsanalyser samt strukturspørgsmål indenfor universitetsverdenen, og iøvrigt fortaler for anvendelse af indikatorer til fordeling af forskningsmidler, blot det er de 'rigtige' (mere herom senere). Han udgav den rapport, Nationella särdrag i nordisk publiceringsutveckling 1998–2006, jeg henviste til i indlægget om organisationen "Danske Universiteter". Rapporten analyserer den nordiske publiseringsudvikling ud fra forskellige indikatorer og metoder. (Norge afviger markant fra det generelle mønster i positiv retning, og rapporten søger at forklare de bemærkelsesværdige ændringer og diskuterer resultatet i lyset af den model, som for nyligt indførtes af den svenske regering. Rapporten ingår i serien "Forskning om Forskning", se forskningspolitik.se). Jeg blev især nysgerrig omkring det spørgsmål, den rejser om Danmarks særstilling - jævnfør dette citat fra konklusionen,
En af vores svenske forbindelser er Ulf Sandström, som er docent ved Linköpings Universitet og den Kungl. Tekniska Högskolan, specialist i forskningspolitiske studier, finansierings- og publiceringsanalyser samt strukturspørgsmål indenfor universitetsverdenen, og iøvrigt fortaler for anvendelse af indikatorer til fordeling af forskningsmidler, blot det er de 'rigtige' (mere herom senere). Han udgav den rapport, Nationella särdrag i nordisk publiceringsutveckling 1998–2006, jeg henviste til i indlægget om organisationen "Danske Universiteter". Rapporten analyserer den nordiske publiseringsudvikling ud fra forskellige indikatorer og metoder. (Norge afviger markant fra det generelle mønster i positiv retning, og rapporten søger at forklare de bemærkelsesværdige ændringer og diskuterer resultatet i lyset af den model, som for nyligt indførtes af den svenske regering. Rapporten ingår i serien "Forskning om Forskning", se forskningspolitik.se). Jeg blev især nysgerrig omkring det spørgsmål, den rejser om Danmarks særstilling - jævnfør dette citat fra konklusionen,
"Klart är att vi ytterligare kan belysa säregenheter i den norska utvecklingen, men att förklara varför Danmark ligger avsevärt högre än övriga nordiska länder tarvar andra och mer djupgående undersökningar",så jeg spurgte Ulf Sandström for at høre hans mening om hvorvidt det vil betyde en styrkelse af den danske position, at Danmark nu vil indfører den samme incitamentstruktur på universitetsområdet, som man har indbygget i "den norske model" med tildeling af midler på basis af en kvantitativ bibliometrisk forskningsindikator med tidskrifter delt i to niveauer? Hans svar er, at
"Det blir en katastrof för Danmark. Humaniora och samhällsvetenskap låses fast vid sina nationella publiceringskanaler och intjänar alltmer lättförtjänta poäng på lokal publicering. Incitamenten är helt fel i en norsk-danska modellen. Sannolikt påverkar detta inte naturvetenskap och medicin."Danske skeptikere fra humaniora ogs samfundsvidenskab er nok enig med Sandström hvad angår det katastrofale, omend ud fra helt andre argumenter. Spørgsmålet om "lokal publicering" er indviklet og endnu uafklaret for så vidt angår hvad fx monografier som udkommer på danske universitetsforlag skal tælle, men det er klart en risiko at såvel autoritetslister over tidskrifter som fastlåste retningslinier for publiceringskanaler kan virke konserverende i forhold til mulighederne for nye innovative tilgange og vinkler på humaniora og samfundsvidenskab.
Etiketter:
forskningsfinanciering,
forskningsindikator,
Humaniora,
innovation
torsdag den 15. oktober 2009
Svensk strid om forskningsindikator
Fra et velinformeret medlem af denne blogs netværk har jeg modtaget informationer fra den svenske bibliometridebat:
"Jeg nævnte forleden noget om den svenske debat om bibliometri. Nu har jeg fået et par links. Muligvis er I i de danske faggrupper opdaterede mht. denne debat, for den er egentlig meget relevant.
Det kronologiske forløb er opsummeret af Rektor for Stockholms Universitet på hans blog:blogs.su.se/kbrem/20090810.
Det ser ud til, at Vetenskapsrådet har slået sig i tøjret og først afleveret en kritisk og forbeholden rapport:www.vr.se/download/18.72e6b52e1211cd0bba8800010145/bibliometrisk_indikator.pdf
Rapporten er kritisk overfor bibliometri i almindelighed og for bibliometri i Humaniora og Samfundsvidenskab i særdeleshed. Det fremhæves i appendiks B, at
Så får vi se, se, hvordan det bliver her. Og hvornår."
Jeg kan tilføje, at Ulf Sandström (som bl.a. er konsulent på bibliometriske analyser og bestemt ikke afviser disse som fordelingsredskab) på sin svenske blok om forskningspolitik har supplerende, og ofte ret tekniske kommentarer til striden.
"Jeg nævnte forleden noget om den svenske debat om bibliometri. Nu har jeg fået et par links. Muligvis er I i de danske faggrupper opdaterede mht. denne debat, for den er egentlig meget relevant.
Det kronologiske forløb er opsummeret af Rektor for Stockholms Universitet på hans blog:
Det ser ud til, at Vetenskapsrådet har slået sig i tøjret og først afleveret en kritisk og forbeholden rapport:
Rapporten er kritisk overfor bibliometri i almindelighed og for bibliometri i Humaniora og Samfundsvidenskab i særdeleshed. Det fremhæves i appendiks B, at
”I kritiken av bibliometriska utvärderingar av forskning är det två argument som är särskilt relevanta inom humaniora och samhällsvetenskap:Det ikke sådan et resultat, regeringen havde bedt om, hvorfor rådet fik genformuleret opdraget om at tilvejebringe et beregningsgrundlag! Som Rektoren skriver, så er det svært at tolke det på anden måde, end at regeringen har underkendt rapporten fra Vetenskapsrådets analyseafdelning og ikke agter at følge anbefalingen fra rådets styrelse om at afvente med bibliometribaseret ressourcefordeling!!! Så åbenbart bliver det sådan hinsidan fra 2010.
1. Sambandet mellan å ena sidan vetenskapliga publikationer och citeringar och å andra sidan forskningsvolym och -kvalitet är svagt.
2. ISI-databasen (Web of Science) mäter inte de vetenskapliga publikationerna och
citeringarna på ett tillfredsställande sätt.
[…] Något förenklat kan Thomson Reuters kriterier för vilka publikationer som ska inkluderas i ISI-databasen beskrivas med fyra ord: de bästa, internationella, vetenskapliga tidskrifterna. Alla dessa fyra kriterier är problematiska när det gäller humaniora och samhällsvetenskap. Att begränsa sig till tidskrifter innebär att andra former för spridning av forskningsresultat, som monografier, antologier, vetenskapliga utgåvor, artiklar i dagspress, populärvetenskapliga artiklar, läromedel och rapporter exkluderas."
Så får vi se, se, hvordan det bliver her. Og hvornår."
Jeg kan tilføje, at Ulf Sandström (som bl.a. er konsulent på bibliometriske analyser og bestemt ikke afviser disse som fordelingsredskab) på sin svenske blok om forskningspolitik har supplerende, og ofte ret tekniske kommentarer til striden.
onsdag den 14. oktober 2009
Gøres indikatorer automatisk til incitamenter?
Jeg vil tage tråden op om den bibliometriske forskningsindikator, som Leif Hansens inlæg satte spørgsmålstegn ved. Efter at have sammenfattet faggruppernes forbehold i et notat (som kan læses her), har jeg modtaget en række interessante kommentarer som fortjener at blive viderebragt. Jeg vil tage lidt ad gangen. Lars Geer Hammershøj som er lektor på Institut for Pædagogik på DPU, skriver til en liste på Humanistisk Forum:
"Jeg mener at hovedindvendingen mod at anvende den bibliometriske forskningsindikator til fordeling af forskningsmidler er klar og simpel. Problemet er, at man herved gør en forskningsindikator til en incitamentstruktur for forskere og forskningsinstitutioner. Det er en alvorlig kortslutning, for herved gøres det der egentlig er en afledt effekt af forskningen - nemlig publiceringen - til målet i sig selv frem for bestræbelsen på at forske. Bibliometrien kan i flere eller bestemte tilfælde formentlig være en udmærket indikator for forskningen, men kun så længe forskingen er målet. Så snart der der oprettes incitamentstrukturer, der belønner publicering, forskydes målet væk fra bestræbelsen på at forske til bestræbelsen på at publicere. Herved transformeres bibliometrien paradoksalt nok fra at være en indikator på forskning til at blive en inddikator på viljen til at publicere.
Problemet er kort sagt, at når bibliometrien bruges til fordelingen af midler, så øger man incitamentet til at publicere på bekostning af incitamentet til at forske. Man hører allerede fra nogle af vor kolleger ved sektorforskingsinstitutioner, hvor man allerede opererer med lignende principper for forskningsindikatorer som incitamentstrukturer, at de i høj grad bliver opmærksomme på at 'koge så meget suppe' som muligt på deres forskingsresultater i form af at tænke så mange publicerede artikler som muligt, fremfor at offentliggøre resultaterne mere koncentrert og så måske bruge resten af tiden til at forske videre. Endvidere vil tendensen antagelig være, at man i højere grad forsker i eller opfordres til at forske i det, der med stor sandsynlighed vil kunne publiceres i de mest 'givende' tidsskrifter osv.. Godt nok er det stadig en begrænset del af forskingsmidlerne der fordeles efter forskingsindikator-princippet, men det er de midler der kan skrues op og ned for, hvorfor de uundgåeligt vil være i fokus, om ikke andet så for ens ledelse.
For mig at se er incitamentstrukturer som denne derfor på sigt dybt skadelig for forskingen. At det oven i købet er rektorforeningen der selv har været med til at foreslå at en øget del forskingsmidlerne skulle fordeles efter dette princip er mig uforståeligt."
Og så har Jesper Eckhardt Larsen, som er adjunkt i uddannelseshistorie på DPU, har gjort mig opmærksom på den brandaktuelle artikel "Evidence-based science policy and the systematic miscounting of performance in the humanities" af Aant Elzinga, som kan ses på denne interessante blog her.
"Jeg mener at hovedindvendingen mod at anvende den bibliometriske forskningsindikator til fordeling af forskningsmidler er klar og simpel. Problemet er, at man herved gør en forskningsindikator til en incitamentstruktur for forskere og forskningsinstitutioner. Det er en alvorlig kortslutning, for herved gøres det der egentlig er en afledt effekt af forskningen - nemlig publiceringen - til målet i sig selv frem for bestræbelsen på at forske. Bibliometrien kan i flere eller bestemte tilfælde formentlig være en udmærket indikator for forskningen, men kun så længe forskingen er målet. Så snart der der oprettes incitamentstrukturer, der belønner publicering, forskydes målet væk fra bestræbelsen på at forske til bestræbelsen på at publicere. Herved transformeres bibliometrien paradoksalt nok fra at være en indikator på forskning til at blive en inddikator på viljen til at publicere.
Problemet er kort sagt, at når bibliometrien bruges til fordelingen af midler, så øger man incitamentet til at publicere på bekostning af incitamentet til at forske. Man hører allerede fra nogle af vor kolleger ved sektorforskingsinstitutioner, hvor man allerede opererer med lignende principper for forskningsindikatorer som incitamentstrukturer, at de i høj grad bliver opmærksomme på at 'koge så meget suppe' som muligt på deres forskingsresultater i form af at tænke så mange publicerede artikler som muligt, fremfor at offentliggøre resultaterne mere koncentrert og så måske bruge resten af tiden til at forske videre. Endvidere vil tendensen antagelig være, at man i højere grad forsker i eller opfordres til at forske i det, der med stor sandsynlighed vil kunne publiceres i de mest 'givende' tidsskrifter osv.. Godt nok er det stadig en begrænset del af forskingsmidlerne der fordeles efter forskingsindikator-princippet, men det er de midler der kan skrues op og ned for, hvorfor de uundgåeligt vil være i fokus, om ikke andet så for ens ledelse.
For mig at se er incitamentstrukturer som denne derfor på sigt dybt skadelig for forskingen. At det oven i købet er rektorforeningen der selv har været med til at foreslå at en øget del forskingsmidlerne skulle fordeles efter dette princip er mig uforståeligt."
Og så har Jesper Eckhardt Larsen, som er adjunkt i uddannelseshistorie på DPU, har gjort mig opmærksom på den brandaktuelle artikel "Evidence-based science policy and the systematic miscounting of performance in the humanities" af Aant Elzinga, som kan ses på denne interessante blog her.
Etiketter:
forskningsindikator,
Humaniora,
sektorforskning
mandag den 12. oktober 2009
Hvorfor er en humanistisk artikel mere værd end en sundhedsvidenskabelig?
af Leif Hansen
I den kommende model til fordeling af de nye basisforskningsmidler, er en af intentionerne, som det har været udtrykt af ministeriet, at modellen skal stimulere og tilgodese forskningskvalitet og effektivitet.
Man har derfor udvidet den såkaldte 50-40-10-model med en ny indikator, den bibliometriske, der skal udløse point og dermed penge i fordelingsmodellen ud fra universiteternes forskningsaktivitet. Når modellen er indført endeligt i 2012 indeholder den altså 4 indikatorer, hvor universiteternes andel af uddannelsesmidler på basis af STÅ-produktion udløser 45%, deres evne til at tiltrække eksterne forskningsmidler udløser 20%, andelen af producerede ph.d. kandidater 10 % og endelig udløser den bibliometriske indikator 25%.
For at stimulere forskningskvaliteten besluttede man at opdele de pointudløsende publiceringskanaler – tidsskrifter og forlag – i en 80-20 fordeling, hvor de 20% omfatter de mest prestigefyldte publiceringskanaler, der derfor også udløser flere point end publicering indenfor de 80%.
Arbejdet med denne opdeling har ikke været problemløs, og man har da også i første omgang opgivet en opdeling af forlagene efter 80-20 mønstret. Og for tidsskrifternes vedkommende har det for mange af de faggrupper, der har arbejdet med opdelingen skabt en del vanskeligheder at gennemføre arbejdet.
Alt dette har været diskuteret meget på denne blog og i mindre grad i offentligheden. Hvad der er gået mere upåagtet hen er en beslutning om at de midler den bibliometriske indikator skal udløse først skal fordeles mellem de 4 store hovedområder, HUM, SAM, TEK/NAT og SUND, inden indikatoren bruges til at fordele midlerne mellem universiteterne indenfor det enkelte hovedområde.
Hvorledes dette er kommet i stand er ikke klart, men i et notat fra Danske Universiteter fra 28.8 i år ('Hvad skal tælle når forskningsresultater skal måles') kan man læse: "Danske Universiteter har ønsket en model, hvor bibliometrien ikke må leder til en refordeling af forskningsmidler mellem hovedområderne/fakulteterne og det ønske, har politikerne imødekommet." Det ser således ud som om det er universiteterne selv eller deres rektorer, der rejst og fået gennemført dette ønske.
Det er umiddelbart svært at forstå, hvorledes det kan være vigtigt at tage dette hensyn i forbindelse med denne enkelte indikator, når det samme ikke gælder for de øvrige indikatorer. Alene det forhold, at man med introduktionen af den bibliometriske indikator i den tidligere 50-40-10-model har ændret på de forskellige indikatorers vægt, har i sig selv sådanne konsekvenser, altså en omfordeling mellem hovedområderne.
Problemet er blot at rektorernes ønske invaliderer intentionen med modellen. Den bliver nu konserverende og udynamisk, idet intentionen er, at tidligere tiders fordeling af basisforskningsmidlerne skal være grundlaget for fordelingen mellem hovedområderne af de 25% af midlerne som den bibliometriske indikator skal udløse. Nu kunne man sige, at det vel ikke er et problem at en budgetmodel er konserverende og udynamisk, selvom det forekommer ejendommeligt, at indføre en ny budgetteringsmodel, hvis man ikke ønsker, at det skal medføre nogle ændringer.
Imidlertid har en sådan opdeling nogle højst bizarre effekter, som formodentlig er utilsigtede. Det er uklart hvorledes fordelingen af basisforskningsmidlerne på hovedområder skal opgøres præcist, da det næppe er muligt alene at opgøre universiteternes anvendelse af basisforskningsmidler på en ensartet måde, men hvis vi lige ser bort fra den teknikalitet, så er konsekvensen ganske interessant. Da man ikke kan forvente at fordelingen af basisforskningsmidlerne mellem de fire hovedområder er den samme som fordelingen af publiceringspointene, får man den effekt, at den budgetmæssige værdi af et publikationspoint er forskellig fra hovedområde til hovedområde.
Dette betyder at hovedområder, der har en større andel af publikationspoint end af basisforskningsmidler får en mindre bevilling pr. publikationspoint end hovedområder, der har en mindre andel af publikationspoint end af basisforskningsmidler. Dette kan illustreres som gjort i tabellen nedenfor.

Man kan også udtrykke konsekvensen således: de mest publikationseffektive eller omkostningseffektive pr. publikation får mindst gavn af modellen og omvendt.
Dette kan næppe være hensigten med en model, der skal tilgodese og stimulere forskningskvalitet og effektivitet.
Og hvad værre er, så mister modellen nemt sin legitimitet, når det går op for forskerverdenen, at det er mere profitabelt at publicere i et humanistisk eller teknisk/naturvidenskabelig tidsskrift end i et samfunds- eller sundhedsvidenskabeligt tidsskrift. Efter lange og vanskelige diskussioner om ranking af tidsskrifter og om hvor mange point en artikel skal udløse, hvor pointen jo var at en artikel i et niveau 2 (eller 1) tidsskrift skulle udløse det samme antal point uanset fagområde, får man så nu det modsatte resultat.
Som sagt kan dette ikke have været tilsigtet, for man kan jo ikke forestille sig at Danske Universiteter og rektorerne i styregruppen for hele bibliometriprojektet (KU, AU og SDU) har været klar over at dette var konsekvensen. Derfor må man også gå ud fra at dette bliver ændret inden modellen sættes i værk, men man kan jo godt tvivle. Det er 1½ måned siden ministeriet og DU blev gjort opmærksom på problemet uden at det har medført nogen reaktion. Måske kan lidt offentlig debat hjælpe?
I den kommende model til fordeling af de nye basisforskningsmidler, er en af intentionerne, som det har været udtrykt af ministeriet, at modellen skal stimulere og tilgodese forskningskvalitet og effektivitet.
Man har derfor udvidet den såkaldte 50-40-10-model med en ny indikator, den bibliometriske, der skal udløse point og dermed penge i fordelingsmodellen ud fra universiteternes forskningsaktivitet. Når modellen er indført endeligt i 2012 indeholder den altså 4 indikatorer, hvor universiteternes andel af uddannelsesmidler på basis af STÅ-produktion udløser 45%, deres evne til at tiltrække eksterne forskningsmidler udløser 20%, andelen af producerede ph.d. kandidater 10 % og endelig udløser den bibliometriske indikator 25%.
For at stimulere forskningskvaliteten besluttede man at opdele de pointudløsende publiceringskanaler – tidsskrifter og forlag – i en 80-20 fordeling, hvor de 20% omfatter de mest prestigefyldte publiceringskanaler, der derfor også udløser flere point end publicering indenfor de 80%.
Arbejdet med denne opdeling har ikke været problemløs, og man har da også i første omgang opgivet en opdeling af forlagene efter 80-20 mønstret. Og for tidsskrifternes vedkommende har det for mange af de faggrupper, der har arbejdet med opdelingen skabt en del vanskeligheder at gennemføre arbejdet.
Alt dette har været diskuteret meget på denne blog og i mindre grad i offentligheden. Hvad der er gået mere upåagtet hen er en beslutning om at de midler den bibliometriske indikator skal udløse først skal fordeles mellem de 4 store hovedområder, HUM, SAM, TEK/NAT og SUND, inden indikatoren bruges til at fordele midlerne mellem universiteterne indenfor det enkelte hovedområde.
Hvorledes dette er kommet i stand er ikke klart, men i et notat fra Danske Universiteter fra 28.8 i år ('Hvad skal tælle når forskningsresultater skal måles') kan man læse: "Danske Universiteter har ønsket en model, hvor bibliometrien ikke må leder til en refordeling af forskningsmidler mellem hovedområderne/fakulteterne og det ønske, har politikerne imødekommet." Det ser således ud som om det er universiteterne selv eller deres rektorer, der rejst og fået gennemført dette ønske.
Det er umiddelbart svært at forstå, hvorledes det kan være vigtigt at tage dette hensyn i forbindelse med denne enkelte indikator, når det samme ikke gælder for de øvrige indikatorer. Alene det forhold, at man med introduktionen af den bibliometriske indikator i den tidligere 50-40-10-model har ændret på de forskellige indikatorers vægt, har i sig selv sådanne konsekvenser, altså en omfordeling mellem hovedområderne.
Problemet er blot at rektorernes ønske invaliderer intentionen med modellen. Den bliver nu konserverende og udynamisk, idet intentionen er, at tidligere tiders fordeling af basisforskningsmidlerne skal være grundlaget for fordelingen mellem hovedområderne af de 25% af midlerne som den bibliometriske indikator skal udløse. Nu kunne man sige, at det vel ikke er et problem at en budgetmodel er konserverende og udynamisk, selvom det forekommer ejendommeligt, at indføre en ny budgetteringsmodel, hvis man ikke ønsker, at det skal medføre nogle ændringer.
Imidlertid har en sådan opdeling nogle højst bizarre effekter, som formodentlig er utilsigtede. Det er uklart hvorledes fordelingen af basisforskningsmidlerne på hovedområder skal opgøres præcist, da det næppe er muligt alene at opgøre universiteternes anvendelse af basisforskningsmidler på en ensartet måde, men hvis vi lige ser bort fra den teknikalitet, så er konsekvensen ganske interessant. Da man ikke kan forvente at fordelingen af basisforskningsmidlerne mellem de fire hovedområder er den samme som fordelingen af publiceringspointene, får man den effekt, at den budgetmæssige værdi af et publikationspoint er forskellig fra hovedområde til hovedområde.
Dette betyder at hovedområder, der har en større andel af publikationspoint end af basisforskningsmidler får en mindre bevilling pr. publikationspoint end hovedområder, der har en mindre andel af publikationspoint end af basisforskningsmidler. Dette kan illustreres som gjort i tabellen nedenfor.

Tabellen angiver et eksempel, der næppe ligger langt fra virkeligheden. Tallene baserer sig på Universitets- og Byggestyrelsens oplysninger om fordelingen af forskningsmidler og på fordelingen af publiceringspoint for 2008, således som billedet tegnede sig ved første opgørelse i marts 2009. Der er netop foretaget en ny opgørelse af publikationspoint, hvor jeg forventer at billedet generelt er det samme, men måske lidt værre for SUND, da især KU manglede at indrapportere væsentlige dele af deres SUND forskning ved opgørelsen i marts.Konsekvensen er klar: en hovedområdeopdeling på basis af tidligere andel af basisforskningsmidler fører til en forskellig værdi af det enkelte publikationspoint mellem hovedområderne.
Man kan også udtrykke konsekvensen således: de mest publikationseffektive eller omkostningseffektive pr. publikation får mindst gavn af modellen og omvendt.
Dette kan næppe være hensigten med en model, der skal tilgodese og stimulere forskningskvalitet og effektivitet.
Og hvad værre er, så mister modellen nemt sin legitimitet, når det går op for forskerverdenen, at det er mere profitabelt at publicere i et humanistisk eller teknisk/naturvidenskabelig tidsskrift end i et samfunds- eller sundhedsvidenskabeligt tidsskrift. Efter lange og vanskelige diskussioner om ranking af tidsskrifter og om hvor mange point en artikel skal udløse, hvor pointen jo var at en artikel i et niveau 2 (eller 1) tidsskrift skulle udløse det samme antal point uanset fagområde, får man så nu det modsatte resultat.
Som sagt kan dette ikke have været tilsigtet, for man kan jo ikke forestille sig at Danske Universiteter og rektorerne i styregruppen for hele bibliometriprojektet (KU, AU og SDU) har været klar over at dette var konsekvensen. Derfor må man også gå ud fra at dette bliver ændret inden modellen sættes i værk, men man kan jo godt tvivle. Det er 1½ måned siden ministeriet og DU blev gjort opmærksom på problemet uden at det har medført nogen reaktion. Måske kan lidt offentlig debat hjælpe?
Leif Hansen er chefkonsulent på Copenhagen Business School
Etiketter:
forskningsindikator,
kvalitetsmål,
ranking
tirsdag den 15. september 2009
Forskningen i klemme mellem økonomi og politik
Kommentar fra Karen Siune
Dansk forskning er gennem de seneste 10-15 år i stadig stigende grad blevet genstand for politik. Politiske initiativer er talrige og mere talrige i Danmark end i de fleste lande vi sammenligner os med, hvis man kigger på udviklingen gennem årene, hvilket bl.a. er gjort i et nordisk projekt, der belyser udviklingen i den offentlige debat om forskningspolitik i perioden 1998 til 2007.
Konklusionen som allerede er meddelt i titlen er derfor ikke en overraskelse for de, der har beskæftiget sig med studier af dansk forskningspolitik. Men er konklusionen en overraskelse for andre? Noget tyder på at selv en forskningsminister kan blive overrasket over konsekvenserne af sin egen forskningspolitik, eller mere korrekt udtrykt overrasket over konsekvenserne af den forskningspolitik, som hans embedsværk har ført frem gennem ministeriets mange initiativer. Således tilkendegav videnskabsminister Helge Sander efter rektor Laurits Holm Nielsens kritiske tale ved årsfesten for Aarhus Universitet afholdt d. 11.9 en overraskelse over at de ministerielle initiativer, som siden universitetsloven fra 2003 i jævn strøm er tilgået universiteterne, opfattes som en mistillidserklæring til universiteternes administration og ikke mindst som mistillid til universitetsforskere, som svarer igen med at påtale at deres akademiske frihed bliver begrænset af de ministerielle initiativer.
Økonomisk styring gennem strategisk styring af målrettede midler og/ eller begrænsning af de økonomiske tilskud, som et universitet modtager, har gennem alle tider været et stærkt styringsinstrument. Deri er intet nyt ved selve instrumentet. Det, der i stigende grad gennem de sidste ti år har tiltrukket opmærksomheden, er at dette instrument bruges mere og mere håndfast, man kunne have sagt raffineret, men det er egentlig mere korrekt at sige håndfast for de politiske udmeldinger knyttet til de offentlige bevillinger lægger ikke skjul på hensigten med denne styring. Effektivitet i forskningsarbejdet, flere patenter, kommercialisering og især øget kontakt mellem universitetsforskere og det private erhvervsliv er de mest udtalte temaer på den forskningspolitiske dagsorden, og politikerne anser de tekniske videnskaber som de videnskaber, der især kan leve op til disse krav. At politikerne har klare opfattelser af nytteværdien af forskellige videnskabsdiscipliner er klart dokumenteret i den undersøgelse som CFA har gennemført som led i et EU-finansieret forskningsprojekt [note 1] om hvordan politikere og andre erhverver sig deres opfattelser af videnskab.
Men når man kan tale om forskningen som værende i klemme, så er det fordi ikke kun det økonomiske instrument men også det forskningspolitiske instrument i form af strategiske udmeldinger og særlige fonde i stigende grad er blevet anvendt gennem de seneste år. Politiske målsætninger, som ikke blot afgrænser forskningens omfang men også begrænser forskningens indhold, er blevet flere uanset at man på andre måder kan regne sig frem til, at der er tilført forskningen flere midler fra de offentlige kasser. I seneste udgave af ”Universiteter i tal”, udgivet i august for 2009, fremlægges en tabel, der smukt viser at universiteternes indtægter er steget fra 2006 til 2008. Samme tabel viser, at stigningen især har fundet sted i den del, der er tilskudsfinansieret.
”Danske universiteter har aldrig modtaget større basisbevillinger, end tilfældet er i dag” siges det i udtalelser fra Videnskabsministeriet, og i det lys skal man læse, at regeringens finanslovsudspil for 2010 viser et fald i universiteternes basisbevillinger fra 2009 til 2010 på godt 50. mio. kroner. Så det trøstende ord i forbindelse med ”Ugens tal” fra Videnskabsministeriet dateret 27.8., der har overskriften ”Markant flere basismidler til universiteterne” [note 2] er følgende: ”de offentlige bevillinger til forskning og udvikling også uddeles via det frie Forskningsråd, det Strategiske Forskningsråd, Grundforskningsfonden samt Højteknologifonden, som alle har oplevet stigninger de seneste år”.
Lige netop denne formulering viser klart, at forskningen er i klemme mellem økonomi og politik!
Dansk forskning er gennem de seneste 10-15 år i stadig stigende grad blevet genstand for politik. Politiske initiativer er talrige og mere talrige i Danmark end i de fleste lande vi sammenligner os med, hvis man kigger på udviklingen gennem årene, hvilket bl.a. er gjort i et nordisk projekt, der belyser udviklingen i den offentlige debat om forskningspolitik i perioden 1998 til 2007.
Konklusionen som allerede er meddelt i titlen er derfor ikke en overraskelse for de, der har beskæftiget sig med studier af dansk forskningspolitik. Men er konklusionen en overraskelse for andre? Noget tyder på at selv en forskningsminister kan blive overrasket over konsekvenserne af sin egen forskningspolitik, eller mere korrekt udtrykt overrasket over konsekvenserne af den forskningspolitik, som hans embedsværk har ført frem gennem ministeriets mange initiativer. Således tilkendegav videnskabsminister Helge Sander efter rektor Laurits Holm Nielsens kritiske tale ved årsfesten for Aarhus Universitet afholdt d. 11.9 en overraskelse over at de ministerielle initiativer, som siden universitetsloven fra 2003 i jævn strøm er tilgået universiteterne, opfattes som en mistillidserklæring til universiteternes administration og ikke mindst som mistillid til universitetsforskere, som svarer igen med at påtale at deres akademiske frihed bliver begrænset af de ministerielle initiativer.
Økonomisk styring gennem strategisk styring af målrettede midler og/ eller begrænsning af de økonomiske tilskud, som et universitet modtager, har gennem alle tider været et stærkt styringsinstrument. Deri er intet nyt ved selve instrumentet. Det, der i stigende grad gennem de sidste ti år har tiltrukket opmærksomheden, er at dette instrument bruges mere og mere håndfast, man kunne have sagt raffineret, men det er egentlig mere korrekt at sige håndfast for de politiske udmeldinger knyttet til de offentlige bevillinger lægger ikke skjul på hensigten med denne styring. Effektivitet i forskningsarbejdet, flere patenter, kommercialisering og især øget kontakt mellem universitetsforskere og det private erhvervsliv er de mest udtalte temaer på den forskningspolitiske dagsorden, og politikerne anser de tekniske videnskaber som de videnskaber, der især kan leve op til disse krav. At politikerne har klare opfattelser af nytteværdien af forskellige videnskabsdiscipliner er klart dokumenteret i den undersøgelse som CFA har gennemført som led i et EU-finansieret forskningsprojekt [note 1] om hvordan politikere og andre erhverver sig deres opfattelser af videnskab.
Men når man kan tale om forskningen som værende i klemme, så er det fordi ikke kun det økonomiske instrument men også det forskningspolitiske instrument i form af strategiske udmeldinger og særlige fonde i stigende grad er blevet anvendt gennem de seneste år. Politiske målsætninger, som ikke blot afgrænser forskningens omfang men også begrænser forskningens indhold, er blevet flere uanset at man på andre måder kan regne sig frem til, at der er tilført forskningen flere midler fra de offentlige kasser. I seneste udgave af ”Universiteter i tal”, udgivet i august for 2009, fremlægges en tabel, der smukt viser at universiteternes indtægter er steget fra 2006 til 2008. Samme tabel viser, at stigningen især har fundet sted i den del, der er tilskudsfinansieret.
”Danske universiteter har aldrig modtaget større basisbevillinger, end tilfældet er i dag” siges det i udtalelser fra Videnskabsministeriet, og i det lys skal man læse, at regeringens finanslovsudspil for 2010 viser et fald i universiteternes basisbevillinger fra 2009 til 2010 på godt 50. mio. kroner. Så det trøstende ord i forbindelse med ”Ugens tal” fra Videnskabsministeriet dateret 27.8., der har overskriften ”Markant flere basismidler til universiteterne” [note 2] er følgende: ”de offentlige bevillinger til forskning og udvikling også uddeles via det frie Forskningsråd, det Strategiske Forskningsråd, Grundforskningsfonden samt Højteknologifonden, som alle har oplevet stigninger de seneste år”.
Lige netop denne formulering viser klart, at forskningen er i klemme mellem økonomi og politik!
[note 1]:
Se CFA's side for SS-ERC her, inkl. rapporten The Socialisation of Scientific and Technological Research - A meta-evaluation and experimentation. Report 2009/1: E. Kalpazidou Schmidt. The Danish Centre for Studies in Research and Research Policy, Aarhus.
[note 2] :
se også den af 4.9. opdaterede kommentar, link her (red.)
søndag den 16. august 2009
Uafhængighed: Bestil et forskningsresultat
Forskning handler om nysgerrighed, og om at bruge denne til at blive klogere, for ens egen skyld og for det
samfund, der står på spring for at udnytte den nyeste viden. Men der er forskel på, om nysgerrigheden drives af forskernes fantasi: grundforskning, eller motiveres af konkrete problemer, der skal løses: sektorforskning. Med fusionen i 2007 af flere sektorforskningsinstitutioner, blev disse to forskellige indgangsvinkler til forskning samlet til ét, under universiteterne.
Men det er lånte fjer, når sektorforskningen med de samme personer, administrative strukturer og økonomiske afhængighed af rekvirenterne, skal levere svarene under universiteternes gode navn og renommé. Man bør samtidig spørge sig selv, om sådanne opgaver overhovedet hører til på et universitet, hvis fornemmeste opgave er at forske og undervise frit samt berige samfundet på lang sigt med ny viden, hvor alene den faglige integritet og forskerens dygtighed tæller.
Et spørgsmål, som sammenslutningen af danske universiteter besvarer i en ny hvidbog ved en pure frikendelse, uden dog at gå ind i diskussionen af sektorforskningens økonomiske afhængighed af den rekvirent, der både stiller spørgsmålet og forventer svaret.
Sektorforskningen har altid været en værdifuld del af den danske forskningsverden og givet beslutningstagere og myndigheder mulighed for at vurdere konsekvenserne af forskellige scenarier ikke bare gennem gæt, men gennem undersøgelser og faglig rådgivning. Denne myndighedsrådgivning er ofte afgivet efter et tæt koordineret parløb mellem sektorforskningsinstitutionen på den ene side og ministerier, styrelser, interesseorganisationer eller private firmaer på den anden. Med myndighedsbetjeningen, fra de tidligere sektorforskningsinstitutioner, er universiteterne derfor presset ind i et minefelt, hvor deres uafhængighed er tabt og den kritiske objektivitet kan anfægtes.
Blandt giganterne i den gamle sektorforskning er Danmark Jordbrugsforskning (DJF), Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Danmark Fiskeriundersøgelser (DFU) og Skov & Landskab, hvisvigtigste rolle, samlet set, er at sikre udvikling af landbrug og fiskeri, samt vurdere tilstanden af vores miljø og natur. To sæt opgaver, der ikke altid harmonerer, og hvor en økonomisk motiveret tankegang kan tvinge opmærksomheden mod et mere produktivt landbrug på bekostning af miljøet og naturen.
Særligt DJF og DMU's nye status som fakulteter ved Aarhus Universitet kan være problematisk. I dag kommer omkring 70 procent af DJF's årlige budget, og omkring 30 procent af DMU's fra offentlige projektpuljer (samlet set omkring en halv milliard kroner), hvor Fødevareministeriet udgør den suverænt største donor. Vi har desværre set uheldige sager, hvor resultater af undersøgelserne var diskuteret igennem med de implicerede donorministerier og forskningsinstitutioner længe inden de egentlige undersøgelser blev foretaget. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, landets fornemmeste og mest kompetente sammenslutning af topforskere, pegede da også i sin forskningspolitiske rapport fra 2009 på dette problem og gav to konkrete eksempler på, hvordan sektorforskningens rapporter nedtonede de alvorlige konsekvenser for naturen af henholdsvis oppløjning af brakjorden og oppløjning af havbunden efter muslinger i Natura 2000 områder i Limfjorden.
Det var DMU, der fik til opgave at analysere konsekvenserne af at oppløje cirka 140.000 hektar brakjord og omlægge dem til intensivt landbrug. Brakjorden har i et land som Danmark, hvor naturen efterhånden ikke er
meget andet end mørtel mellem markerne, fungeret som vigtige refugier og gemmesteder for den vilde natur. Med tilladelse fra EU ville Fødevareministeriet i starten af 2008 gerne inddrage disse naturværdier, hvis samlede areal er på størrelse med Lolland-Falster, til landbrug og ville derfor kende konsekvenserne af en sådan manøvre. Den lidet overraskende og meget hurtige konklusion fra DMU, der blev leveret på bare ni dage, var, at dette ikke forventedes at skabe større problemer for hverken miljø eller natur. DMU påpegede problemer, men havde overordnet accepteret en formulering og afgrænsning af projektet, der begravede disse problemer, mens de svar ministeriet og landbruget ønskede, blev serveret i første linie. Det er ikke de menige medarbejdere på de tidligere sektorforskningsinstitutioner, der er noget galt med. De er dygtige forskere, men så længe armslængdeprincippet mellem myndigheder og forskere ikke respekteres, og så længe ministerierne gennem løbende budgettering projekt for projekt kan styre sektorforskningsinstitutionernes
økonomi, får vi aldrig den uvildige myndighedsbetjening, der er helt nødvendig for at træffe ikke bare de billigste men klogeste beslutninger.
Nøglen er en incitamentstruktur, der i sin grundvold arbejder kompromisløst med uafhængighed mellem politiske dagsordner og den forskning, der skal begrunde de politiske beslutninger samt sikre en gennemskuelighed i både økonomi og tilhørsforhold, så myndighedsrådgivningen ikke kamufleres som fri forskning. Ministerier og myndigheder skal udelukkende udstikke de overordnede linier, mens planlægningen og vægtningen af de enkelte elementer, fra projektbeskrivelse til rapportsammenskrivning overlades til de implicerede forskere og deres faglige
chefer.
De Økonomiske Råd (DØRS) er en af de få danske institutioner, der succesfuldt har formået at stå i konstruktiv opposition til enhver siddende regering. Rollen som vismandsorganisation har givet DØRS mulighed og ret til at udtale sig kritisk og uafhængigt, hvilket er sikret gennem en lige så uafhængig økonomisk struktur, hvor politikere ikke fra gang til gang giver penge til de økonomer, der kan producere de ønskede konklusioner, men udstikker en årlig økonomisk ramme, inden for hvilken DØRS selv kan administrere sine budgetter.
Denne økonomiske uafhængighed skal også sikres for de gamle sektorforskningsinstitutioner, så forskerne kan bruge deres faglighed og ikke økonomiske incitamenter som ledestjerne.
England har i mange år haft en natur- og miljøvismandsinstitution, med egen forskningsenhed: the Nature Conservancy Council (i dag opsplittet i tre regionale afdelinger), der har fungeret uafhængigt af ministerier og myndigheder, med faste budgetter, der slår vores hjemlige sektorforsknings budgetter med flere længder.
Ønsket om økonomisk og politisk uafhængighed er derfor hverken et krav om en urealistisk og urealiseret utopi eller en opfordring til at »sende flere penge«, men en nødvendighed, hvis vi fortsat vil bevare både frie, uafhængige universiteter og samtidig fortsat have en uvildig sektorforskning til gavn for vores landbrug og fiskeri samt øge indsatsen for miljøet og en dansk natur - til gavn for hele samfundet.
Kronik fra Weekendavisen 14. august 2009
samfund, der står på spring for at udnytte den nyeste viden. Men der er forskel på, om nysgerrigheden drives af forskernes fantasi: grundforskning, eller motiveres af konkrete problemer, der skal løses: sektorforskning. Med fusionen i 2007 af flere sektorforskningsinstitutioner, blev disse to forskellige indgangsvinkler til forskning samlet til ét, under universiteterne.
Men det er lånte fjer, når sektorforskningen med de samme personer, administrative strukturer og økonomiske afhængighed af rekvirenterne, skal levere svarene under universiteternes gode navn og renommé. Man bør samtidig spørge sig selv, om sådanne opgaver overhovedet hører til på et universitet, hvis fornemmeste opgave er at forske og undervise frit samt berige samfundet på lang sigt med ny viden, hvor alene den faglige integritet og forskerens dygtighed tæller.
Et spørgsmål, som sammenslutningen af danske universiteter besvarer i en ny hvidbog ved en pure frikendelse, uden dog at gå ind i diskussionen af sektorforskningens økonomiske afhængighed af den rekvirent, der både stiller spørgsmålet og forventer svaret.
Sektorforskningen har altid været en værdifuld del af den danske forskningsverden og givet beslutningstagere og myndigheder mulighed for at vurdere konsekvenserne af forskellige scenarier ikke bare gennem gæt, men gennem undersøgelser og faglig rådgivning. Denne myndighedsrådgivning er ofte afgivet efter et tæt koordineret parløb mellem sektorforskningsinstitutionen på den ene side og ministerier, styrelser, interesseorganisationer eller private firmaer på den anden. Med myndighedsbetjeningen, fra de tidligere sektorforskningsinstitutioner, er universiteterne derfor presset ind i et minefelt, hvor deres uafhængighed er tabt og den kritiske objektivitet kan anfægtes.
Blandt giganterne i den gamle sektorforskning er Danmark Jordbrugsforskning (DJF), Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Danmark Fiskeriundersøgelser (DFU) og Skov & Landskab, hvisvigtigste rolle, samlet set, er at sikre udvikling af landbrug og fiskeri, samt vurdere tilstanden af vores miljø og natur. To sæt opgaver, der ikke altid harmonerer, og hvor en økonomisk motiveret tankegang kan tvinge opmærksomheden mod et mere produktivt landbrug på bekostning af miljøet og naturen.
Særligt DJF og DMU's nye status som fakulteter ved Aarhus Universitet kan være problematisk. I dag kommer omkring 70 procent af DJF's årlige budget, og omkring 30 procent af DMU's fra offentlige projektpuljer (samlet set omkring en halv milliard kroner), hvor Fødevareministeriet udgør den suverænt største donor. Vi har desværre set uheldige sager, hvor resultater af undersøgelserne var diskuteret igennem med de implicerede donorministerier og forskningsinstitutioner længe inden de egentlige undersøgelser blev foretaget. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, landets fornemmeste og mest kompetente sammenslutning af topforskere, pegede da også i sin forskningspolitiske rapport fra 2009 på dette problem og gav to konkrete eksempler på, hvordan sektorforskningens rapporter nedtonede de alvorlige konsekvenser for naturen af henholdsvis oppløjning af brakjorden og oppløjning af havbunden efter muslinger i Natura 2000 områder i Limfjorden.
Det var DMU, der fik til opgave at analysere konsekvenserne af at oppløje cirka 140.000 hektar brakjord og omlægge dem til intensivt landbrug. Brakjorden har i et land som Danmark, hvor naturen efterhånden ikke er
meget andet end mørtel mellem markerne, fungeret som vigtige refugier og gemmesteder for den vilde natur. Med tilladelse fra EU ville Fødevareministeriet i starten af 2008 gerne inddrage disse naturværdier, hvis samlede areal er på størrelse med Lolland-Falster, til landbrug og ville derfor kende konsekvenserne af en sådan manøvre. Den lidet overraskende og meget hurtige konklusion fra DMU, der blev leveret på bare ni dage, var, at dette ikke forventedes at skabe større problemer for hverken miljø eller natur. DMU påpegede problemer, men havde overordnet accepteret en formulering og afgrænsning af projektet, der begravede disse problemer, mens de svar ministeriet og landbruget ønskede, blev serveret i første linie. Det er ikke de menige medarbejdere på de tidligere sektorforskningsinstitutioner, der er noget galt med. De er dygtige forskere, men så længe armslængdeprincippet mellem myndigheder og forskere ikke respekteres, og så længe ministerierne gennem løbende budgettering projekt for projekt kan styre sektorforskningsinstitutionernes
økonomi, får vi aldrig den uvildige myndighedsbetjening, der er helt nødvendig for at træffe ikke bare de billigste men klogeste beslutninger.
Nøglen er en incitamentstruktur, der i sin grundvold arbejder kompromisløst med uafhængighed mellem politiske dagsordner og den forskning, der skal begrunde de politiske beslutninger samt sikre en gennemskuelighed i både økonomi og tilhørsforhold, så myndighedsrådgivningen ikke kamufleres som fri forskning. Ministerier og myndigheder skal udelukkende udstikke de overordnede linier, mens planlægningen og vægtningen af de enkelte elementer, fra projektbeskrivelse til rapportsammenskrivning overlades til de implicerede forskere og deres faglige
chefer.
De Økonomiske Råd (DØRS) er en af de få danske institutioner, der succesfuldt har formået at stå i konstruktiv opposition til enhver siddende regering. Rollen som vismandsorganisation har givet DØRS mulighed og ret til at udtale sig kritisk og uafhængigt, hvilket er sikret gennem en lige så uafhængig økonomisk struktur, hvor politikere ikke fra gang til gang giver penge til de økonomer, der kan producere de ønskede konklusioner, men udstikker en årlig økonomisk ramme, inden for hvilken DØRS selv kan administrere sine budgetter.
Denne økonomiske uafhængighed skal også sikres for de gamle sektorforskningsinstitutioner, så forskerne kan bruge deres faglighed og ikke økonomiske incitamenter som ledestjerne.
England har i mange år haft en natur- og miljøvismandsinstitution, med egen forskningsenhed: the Nature Conservancy Council (i dag opsplittet i tre regionale afdelinger), der har fungeret uafhængigt af ministerier og myndigheder, med faste budgetter, der slår vores hjemlige sektorforsknings budgetter med flere længder.
Ønsket om økonomisk og politisk uafhængighed er derfor hverken et krav om en urealistisk og urealiseret utopi eller en opfordring til at »sende flere penge«, men en nødvendighed, hvis vi fortsat vil bevare både frie, uafhængige universiteter og samtidig fortsat have en uvildig sektorforskning til gavn for vores landbrug og fiskeri samt øge indsatsen for miljøet og en dansk natur - til gavn for hele samfundet.
Kronik fra Weekendavisen 14. august 2009
tirsdag den 11. august 2009
Hvem er "Danske Universiteter"?
Hvem repræsenterer organisationen "Danske Universiteter"? Det kan vi tænke over, mens vi venter på svar fra sekretariatet for evalueringspanelet for universitetsloven (se indlæg her af 10/7) for vi håber stadig at kunne mødes med dem. For det vil "Danske Universiteter" jo utvivlsomt. Førhen, fx under universitetsloven før 2003 hvor rektorerne var valgte, hed organisationen Rektorkollegiet, og bestod af de valgte rektorer for de danske universiteter. Den består stadig af rektorerne. Rektorerne er bare ikke længere valgte, men ansatte, og man kan spørge, om det på linie med rektorernes egen legitimitet ændrer ved legitimiteten af organisationen? På deres hjemmeside (under dkuni.dk/organisation/rektorkollegiet/) står:
Det er beklageligt at danske forskningspolitikere ikke har øje for den tvivlsomme position, som "Danske Universiteter" i visse situationer indtager som lobbyist for lederlaget snarere end for universiteternes - forskningens og undervisningens - helhedsinteresser. At dette ikke er tilfældet, og at der mangler (som Heine Andersen tidligere har gjort opmærksom på) en tilstrækkelig slagkraftig organisation, der kan repræsentere de fagligt-videnskabelige interesser, sås i forbindelse med sommerens politiske forlig om fordeling af basismidler - som det hedder retorisk - "efter resultat".
I slutningen af juni meddeltes i hvad der lignede koordinerede pressemeddelelser fra hhs. Videnskabsministeriet (her) og Danske Universiteter (her) at, som det formuleres på sidstnævntes hjemmeside,
De radikale indgik sammen med V og K plus socialdemokraterne og (overraskende) DF med i forliget. Den 2/7 skrev Ingeniøren:
Når ret skal være ret er det da udmærket, at dette politikpapir udtaler, at modellen skal være "gennemskuelig og logisk" (det ser det bare ikke p.t. ud til at den bliver!), og heldigvis er der "kun" tale om at modellen "skal fordele nye midler og dermed ikke ændre ved den eksisterende fordeling af basismidler til universiteterne". Men der er altså forskel på rektorernes nye enighed om fordelingsnøgler for de forskellige indikatorer (således at bibliometrien nu skal veje 25%), og så et påstået eller oplevet "fælles fodslag" fra universiteterne selv, hvor der hersker en udbredt skepsis (for ikke at sige modstand) blandt forskerne om det nu er en god ide at uddele penge "efter resultat" når dette kommer til at blive gjort op, som tilfældet ser ud til at blive. Denne modstand og skepsis omfatter også forskere, der påtager sig rollen som videnskabelige rådgivere i udformingen af de nærmere optællingsmetoder ved at indgå i de 68 faggrupper, der netop nu - igen - diskuterer med FI (forsknings- og innovationsstyrelsen), hvordan de mest forudsigelige og de tåbelige bivirkninger og fejl kan undgås, når antallet af bøger om Ingemann skal ækvivaleres antallet af artikler om transkriptionsfaktorer eller Higgs partikler (denne debat er blevet lettere at følge bl.a. på dette site).
Status på arbejdet lige nu er, at 1) embedsmændene i ministeriet her i juli har bedt faggrupperne skære ned på antallet af højniveau-tidskrifter (som giver flest point) på basis af lister, der ikke skelner mellem videnskabelige bidrag, anmeldelser og smånotitser, når et tidskrifts samlede produktion skal gøres op; 2) faggruppernes ekspertise mistænkeliggøres ved at disse bedes overvåge for "bias" til fordel for danske publikationsmønstre, dvs. hvis danske forskere publicerer forholdsvis meget i de bedste tidskrifter, skal disses antal skæres ned! (bizart hvordan jantelovsprincippet her triumferer over ønsket om verdensklasse!); 3) der er endnu ingen løsning på hvordan danske forlag i topklasse kan få lov til at høste toppoint, det er mao. helt uklart, hvordan man i FI vil opfylde den politiske aftales krav om "at danske og udenlandske bogudgivelser gives de samme vilkår i forbindelse med niveauplaceringen".
Vi kan konkludere, at der her i sommer er indgået en politisk aftale om forskningens financiering, som savner evidens for at den gavner forskningens kvalitet, og som stik imod hensigten risikerer at sætte dansk forskning tilbage i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Danmark har i forhold til de øvrige nordiske lande ligget i top mht. flere indikatorer på forskningsproduktion (jf. Ulf Sandströms rapport som analyserer den nordiska publiceringsudvikling 1998-2006, her) - uden den New Public Management incitamentstruktur, vi påføres nu. Vil vi kunne fastholde denne position?
Man må også, som vi før har gjort, spørge principielt: Hvorfor skal et ministerium overhovedet udforme lister, der inddirekte griber ind i forskernes frihed til at publicere hvor de vil? Som en faggruppeformand skrev: "Da dette jo også har økonomiske konsekvenser og dermed i højeste grad er tænkt som adfærdsregulerende, må jeg anbefale min kolleger ikke at spilde tid på videnskab, men alene søge at positionere sig som faste anmeldere på de specifikke tidsskrifter, hvis anmeldelser [ifølge] FI tæller med."
Man må altså spørge, om "Danske Universiteter" repræsenterer den danske universitetsforsknings brede interesser, eller snarere det nye managementlags interesser, eller måske blot repræsenterer Jens Oddershede selv? Hvis det sidste ikke er tilfældet, havde det klædt organisationen at indtage en mere skeptisk, analytisk og evidensbaseret position til tanken om en bibliometrisk forskningsindikator som styringsredskab til fordeling af nye basismidler. Som det er nu, har "Danske Universiteter" blot ageret dikkende lammehale på det seneste af Videnskabsministeriets neoliberalt inspirerede forskningspolitiske felttog.
"Danske Universiteter er de danske universiteters interesseorganisation. Organisationen fremmer universiteternes indbyrdes samarbejde og universitetssektorens synlighed og gennemslagskraft i ind- og udland. (...)Nu er det sådan, at den universitetslov vi har haft siden 2003 har gjort det sværere at sige, hvad "de danske universiteters fælles interesser" egentlig er, fordi man har oplevet en ledelsesmæssig legitimitetskrise med et større svælg mellem det ansatte lag af ledere og disses nærmeste højejestående funktionærer på den ene side, og så "de forskningsudførende lag" dvs. de videnskabelige medarbejdere, og det teknisk-administrative personel på den anden side. Krisen handler også om de brister på tillid, der især bliver synlige i situationer med budgetkriser og massefyringer, som vi oplevede det på KU i vinter.
Danske Universiteter repræsenterer de danske universiteters fælles interesser i forhold til det øvrige samfund, herunder myndigheder og organisationer i Danmark, i Europa og i resten af verden.
Danske Universiteter behandler uddannelses- og forskningspolitiske spørgsmål på eget initiativ eller efter anmodning fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, andre ministerier, myndigheder eller organisationer."
Det er beklageligt at danske forskningspolitikere ikke har øje for den tvivlsomme position, som "Danske Universiteter" i visse situationer indtager som lobbyist for lederlaget snarere end for universiteternes - forskningens og undervisningens - helhedsinteresser. At dette ikke er tilfældet, og at der mangler (som Heine Andersen tidligere har gjort opmærksom på) en tilstrækkelig slagkraftig organisation, der kan repræsentere de fagligt-videnskabelige interesser, sås i forbindelse med sommerens politiske forlig om fordeling af basismidler - som det hedder retorisk - "efter resultat".
I slutningen af juni meddeltes i hvad der lignede koordinerede pressemeddelelser fra hhs. Videnskabsministeriet (her) og Danske Universiteter (her) at, som det formuleres på sidstnævntes hjemmeside,
"Der er i dag truffet beslutning om en model til fordeling af basismidler efter forskningsresultater. Danske Universiteter noterer med tilfredshed, at politikerne har valgt at lytte til indspillet fra universiteterne. Dermed håber Danske Universiteter, at der kan komme ro omkring fordelingen af basismidler."Læser man pressemeddelelsen fra Danske Universiteter er hovedindtrykket, at Jens Oddershede næsten ikke kan få armene ned: "Vores ønske var en enkel metode til fordeling af basismidler på baggrund af få objektive og ikke mindst i forvejen indsamlede tal. Det har vi fået nu”, udtaler talsmand for Danske Universiteter Jens Oddershede". Desværre er udtalelsen mere udtryk for ønsketænkning hvad angår enkelthed og objektivitet; modellen er slet ikke færdigudviklet, og de indsamlede tal er stadig fejlbehæftede (se nedenfor), men glæden må skyldes, at Danske Universiteter faktisk var udslagsgivende for at aftalen overhovedet kom i stand. I marts havde ikke mindst den forskningspolitiske ordfører fra Dansk Folkeparti støttet en række forskere i kritikken af modellen og dens uheldige konsekvenser for ikke mindst dansk humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning. (I skrivende stund er det slet ikke afklaret, hvordan de problemer, der dengang blev rejst, skal løses, da "den bibliometriske forskningsindikator", som modellen hedder, er et kvantitativt point-system, der favoriserer naturvidenskabelige og tekniske publikationer i internationale tidskrifter, men ikke monografien, den formidlende bog på dansk som indeholder original forskning, og andre hybride former for publikationer, som bl.a. jurister, sociologer, sprogfolk og litterater beriger dansk kultur og debat med.)
De radikale indgik sammen med V og K plus socialdemokraterne og (overraskende) DF med i forliget. Den 2/7 skrev Ingeniøren:
"Marianne Jelved, uddannelses- og forskningsordfører for De Radikale, har tidligere udtrykt stor skepsis over for det bibliometriske princip, som systemet med at tælle publicerede artikler kaldes. Men hun erkender, at universiteternes fælles fodslag har gjort det sværere at være lyseslukker:Det undrer mig at de radikale indgik den aftale. Og det er ærgerligt, at en klub af ansatte toplønnede rektorer som "Danske Universiteter" har fået positioneret sig selv som så betydningsfuldt sandhedsvidne i den forskningspolitiske debat, at selv en politisk aftale som den nævnte direkte henviser til et af deres såkaldte holdningspapirer (her), der på deres hjemmeside (her) præsenteres således: "De 8 danske universiteter [læs: rektorer] beskriver i et nyt politikpapir deres fælles forslag til model for fordeling af nye basismidler".
»Universiteterne meldte jo ud med en fælles model, og så er det lidt svært at stå på sidelinjen og være imod. Så min skepsis er lidt mindre nu,« siger hun.
Kan det her system ikke føre til en skævvridning, hvor det handler om at få publiceret så meget som muligt?
»Fuldstændig korrekt.«" (citat her)
Når ret skal være ret er det da udmærket, at dette politikpapir udtaler, at modellen skal være "gennemskuelig og logisk" (det ser det bare ikke p.t. ud til at den bliver!), og heldigvis er der "kun" tale om at modellen "skal fordele nye midler og dermed ikke ændre ved den eksisterende fordeling af basismidler til universiteterne". Men der er altså forskel på rektorernes nye enighed om fordelingsnøgler for de forskellige indikatorer (således at bibliometrien nu skal veje 25%), og så et påstået eller oplevet "fælles fodslag" fra universiteterne selv, hvor der hersker en udbredt skepsis (for ikke at sige modstand) blandt forskerne om det nu er en god ide at uddele penge "efter resultat" når dette kommer til at blive gjort op, som tilfældet ser ud til at blive. Denne modstand og skepsis omfatter også forskere, der påtager sig rollen som videnskabelige rådgivere i udformingen af de nærmere optællingsmetoder ved at indgå i de 68 faggrupper, der netop nu - igen - diskuterer med FI (forsknings- og innovationsstyrelsen), hvordan de mest forudsigelige og de tåbelige bivirkninger og fejl kan undgås, når antallet af bøger om Ingemann skal ækvivaleres antallet af artikler om transkriptionsfaktorer eller Higgs partikler (denne debat er blevet lettere at følge bl.a. på dette site).
Status på arbejdet lige nu er, at 1) embedsmændene i ministeriet her i juli har bedt faggrupperne skære ned på antallet af højniveau-tidskrifter (som giver flest point) på basis af lister, der ikke skelner mellem videnskabelige bidrag, anmeldelser og smånotitser, når et tidskrifts samlede produktion skal gøres op; 2) faggruppernes ekspertise mistænkeliggøres ved at disse bedes overvåge for "bias" til fordel for danske publikationsmønstre, dvs. hvis danske forskere publicerer forholdsvis meget i de bedste tidskrifter, skal disses antal skæres ned! (bizart hvordan jantelovsprincippet her triumferer over ønsket om verdensklasse!); 3) der er endnu ingen løsning på hvordan danske forlag i topklasse kan få lov til at høste toppoint, det er mao. helt uklart, hvordan man i FI vil opfylde den politiske aftales krav om "at danske og udenlandske bogudgivelser gives de samme vilkår i forbindelse med niveauplaceringen".
Vi kan konkludere, at der her i sommer er indgået en politisk aftale om forskningens financiering, som savner evidens for at den gavner forskningens kvalitet, og som stik imod hensigten risikerer at sætte dansk forskning tilbage i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Danmark har i forhold til de øvrige nordiske lande ligget i top mht. flere indikatorer på forskningsproduktion (jf. Ulf Sandströms rapport som analyserer den nordiska publiceringsudvikling 1998-2006, her) - uden den New Public Management incitamentstruktur, vi påføres nu. Vil vi kunne fastholde denne position?
Man må også, som vi før har gjort, spørge principielt: Hvorfor skal et ministerium overhovedet udforme lister, der inddirekte griber ind i forskernes frihed til at publicere hvor de vil? Som en faggruppeformand skrev: "Da dette jo også har økonomiske konsekvenser og dermed i højeste grad er tænkt som adfærdsregulerende, må jeg anbefale min kolleger ikke at spilde tid på videnskab, men alene søge at positionere sig som faste anmeldere på de specifikke tidsskrifter, hvis anmeldelser [ifølge] FI tæller med."
Man må altså spørge, om "Danske Universiteter" repræsenterer den danske universitetsforsknings brede interesser, eller snarere det nye managementlags interesser, eller måske blot repræsenterer Jens Oddershede selv? Hvis det sidste ikke er tilfældet, havde det klædt organisationen at indtage en mere skeptisk, analytisk og evidensbaseret position til tanken om en bibliometrisk forskningsindikator som styringsredskab til fordeling af nye basismidler. Som det er nu, har "Danske Universiteter" blot ageret dikkende lammehale på det seneste af Videnskabsministeriets neoliberalt inspirerede forskningspolitiske felttog.
fredag den 10. juli 2009
Udvandet evaluering af universitetslov
Hvordan kan panelet, som skal evaluere universitetsloven, orientere sig i den danske debat om de forældede og hierarkiske ledelsesforhold på universiteterne, når det ikke tæller et eneste dansktalende medlem med kendskab til danske universitetsforhold? En læser skriver:
"Generelt er der ikke mange, der i høj grad kan nævne nogle forbedringer, når det kommer til de ansatte ledere. De områder, hvor de ansatte ledere i nogen grad har betydet forbedringer er, at de beskytter mod systemet ovenover, at de kan skære igennem på en hensigtsmæssig måde og at de har sørget for bedre koordination" (...) "Til gengæld er der mange årsager til, at de ansatte ledere ikke har forbedret arbejdspladsen. De 3 vigtigste er, at lederne træffer beslutninger hen over hovedet på de ansatte, at de ikke skaber mere tid til forskning og at ansættelsen af lederne ikke har betydet en reducering af det administrative arbejde":
(gengivelse af fig. q.19, s. 14 i Rapport-del2: klik på billedet for at forstørre)

Samt dette resultat, der er helt på linie med den kraftige opbakning til underskriftindsamlingen:
"70% mener ikke, at det videnskabelige personale inddrages tilstrækkeligt i instituttets beslutninger" (...) "Blandt de 70%, der mener at de ansatte bør inddrages mere i instituttets beslutninger, mener cirka 2 ud af 3, at der skal oprettes et institutråd, der har beslutningsmyndighed over forskningsstrategien og budgettet. Herudover er mange af den holdning, at de ansatte bør kunne vælge lederen og at de også skal kunne afsætte en leder, der ikke har opbakning".
(gengivelse af fig. q.22, s. 23 i Rapport-del2: klik på billedet for at forstørre)

Disse tal giver anledning til følgende pointer: Selvom man (lad os antage dette for argumentets skyld) skulle have sympati for regeringens neoliberale forskningspolitiske ideologi (og desuagtet at vores eget synspunkt er, at universiteterne er til for hele samfundet, ikke kun erhvervslivet), kan man konstatere, at der er langt fra ideologi til praksis, for hvad angår:
Effektivitet: så går en større og større del af de danske universiteters ressourcer til administration, og forskere har mindre tid til at forske. Det kan vises sort på hvidt, at danskerne får mindre forskning for pengene med den nuværende struktur, og vil få mere mere for pengene hvis man går over til en mere flad struktur.
Forskningsfrihed og akademisk ytringsfrihed: er denne truet under den nuværende struktur, men skulle ellers give den bedst mulige forskning for pengene, og give danske universiteter bedre muligheder for at konkurrere internationalt, både på rekruttering og på kvaliteten af forskningen. Desuden giver forskningsfrihed mulighed for at lade en slags "markedets logik" skabe værditilvæksten i det danske samfund ved at lade flest mullige mennesker kappes om at komme med de bedste nye ideer. Dette bremses af det topstyrede Sanderske universitet.
Rekruttering: Her er der klare på tegn på, at forholdene på de danske universiteter opfattes uattraktive er for udenlandske topforskere.
Best practices: De store kommercielle amerikanske universiteter lægger stor vægt på forskningsfrihed, og har fladere strukturer end danske universiteter har nu. Lad os lære af dem!
Konklusionen er klar:
Det danske samfund poster milliarder i universiteterne, og har vel krav på at få den bedst mulige forskning for pengene. Det sker ikke i dag. Derfor foreslås følgende ændringer:
• Reduktion af bureaukratiet på danske universiteter, og indførelse af en mere flad og demokratisk ledelsesstruktur (jfr. underskriftindsamlingen) med valgte institutledere, og ad den vej opnå effektiviseringsgevinster.
• Sikring af den akademiske frihed efter udenlandsk forbillede, hvor man beskytter forskningen mod politisk eller andet pres, så vi kan få den bedst mulige forskning for pengene.
"Jeg ser at den officielle evaluering er blevet forsinket (iflg. Forskerforum), og jeg læste de noget udvandede afrapporteringer fra de forskellige universiter. Så slog det mig: Kender panelet til den underskriftindsamling som jeres initiativgruppe lavede? Hvis ikke, var det så ikke en idé at delagtiggøre dem i den - måske kan man nå at påvirke den endelige rapport?Det er ganske korrekt (de udvandede afrapporteringer kan findes på ministeriets side for evalueringen her, se bilagsmaterialet til de enkelte møder), og der er bestemt grund til at trække et de markante data frem fra Forskerforums undersøgelse, ligesom der er grund til at minde udvalget om, at grunden til at det overhovedet fik det vidtgående kommissorium ikke mindst var det politiske pres på ministeren, som bl.a. underskriftindsamlingen var med til at skabe. Vi vil kontakte udvalget, som læseren foreslår. I den anden delrapport fra Forskerforum kan læses:
Man kunne også overveje at give dem link til Forskerforums undersøgelse (her: del-1, del-2 og del-3) - den giver jo et lidt mere realistisk billede af forholdene."
"Generelt er der ikke mange, der i høj grad kan nævne nogle forbedringer, når det kommer til de ansatte ledere. De områder, hvor de ansatte ledere i nogen grad har betydet forbedringer er, at de beskytter mod systemet ovenover, at de kan skære igennem på en hensigtsmæssig måde og at de har sørget for bedre koordination" (...) "Til gengæld er der mange årsager til, at de ansatte ledere ikke har forbedret arbejdspladsen. De 3 vigtigste er, at lederne træffer beslutninger hen over hovedet på de ansatte, at de ikke skaber mere tid til forskning og at ansættelsen af lederne ikke har betydet en reducering af det administrative arbejde":
(gengivelse af fig. q.19, s. 14 i Rapport-del2: klik på billedet for at forstørre)

Samt dette resultat, der er helt på linie med den kraftige opbakning til underskriftindsamlingen:
"70% mener ikke, at det videnskabelige personale inddrages tilstrækkeligt i instituttets beslutninger" (...) "Blandt de 70%, der mener at de ansatte bør inddrages mere i instituttets beslutninger, mener cirka 2 ud af 3, at der skal oprettes et institutråd, der har beslutningsmyndighed over forskningsstrategien og budgettet. Herudover er mange af den holdning, at de ansatte bør kunne vælge lederen og at de også skal kunne afsætte en leder, der ikke har opbakning".
(gengivelse af fig. q.22, s. 23 i Rapport-del2: klik på billedet for at forstørre)

Disse tal giver anledning til følgende pointer: Selvom man (lad os antage dette for argumentets skyld) skulle have sympati for regeringens neoliberale forskningspolitiske ideologi (og desuagtet at vores eget synspunkt er, at universiteterne er til for hele samfundet, ikke kun erhvervslivet), kan man konstatere, at der er langt fra ideologi til praksis, for hvad angår:
Effektivitet: så går en større og større del af de danske universiteters ressourcer til administration, og forskere har mindre tid til at forske. Det kan vises sort på hvidt, at danskerne får mindre forskning for pengene med den nuværende struktur, og vil få mere mere for pengene hvis man går over til en mere flad struktur.
Forskningsfrihed og akademisk ytringsfrihed: er denne truet under den nuværende struktur, men skulle ellers give den bedst mulige forskning for pengene, og give danske universiteter bedre muligheder for at konkurrere internationalt, både på rekruttering og på kvaliteten af forskningen. Desuden giver forskningsfrihed mulighed for at lade en slags "markedets logik" skabe værditilvæksten i det danske samfund ved at lade flest mullige mennesker kappes om at komme med de bedste nye ideer. Dette bremses af det topstyrede Sanderske universitet.
Rekruttering: Her er der klare på tegn på, at forholdene på de danske universiteter opfattes uattraktive er for udenlandske topforskere.
Best practices: De store kommercielle amerikanske universiteter lægger stor vægt på forskningsfrihed, og har fladere strukturer end danske universiteter har nu. Lad os lære af dem!
Konklusionen er klar:
Det danske samfund poster milliarder i universiteterne, og har vel krav på at få den bedst mulige forskning for pengene. Det sker ikke i dag. Derfor foreslås følgende ændringer:
• Reduktion af bureaukratiet på danske universiteter, og indførelse af en mere flad og demokratisk ledelsesstruktur (jfr. underskriftindsamlingen) med valgte institutledere, og ad den vej opnå effektiviseringsgevinster.
• Sikring af den akademiske frihed efter udenlandsk forbillede, hvor man beskytter forskningen mod politisk eller andet pres, så vi kan få den bedst mulige forskning for pengene.
lørdag den 6. juni 2009
Konference om medbestemmelse og forskningsfrihed på universiteterne
NY LOV FOR UNIVERSITETERNE
DM-konference i København, d. 11. juni, om medbestemmelse
og forskningsfrihed på universiteterne
og forskningsfrihed på universiteterne
Universitetsloven skal revideres, og DM vil have indflydelse på den. Hør DM's (Dansk Magisterforenings) formand, Ingrid Stage, og DSF’s (Danske Studerendes Fællesråds) formand Maren Astrup, fremlægge et fælles forslag til ny lov for universiteterne. Kom og vær med til at debattere forslaget og komme med input til det.
Mød tre internationale eksperter, som giver deres bud på, hvad en universitetslov bør indeholde:
- Bastian Baumann, generalsekretær i Magna Charta Observatory, som er universiteternes charter om selvstyre, selvbestemmelse og forskningsfrihed.
- Terence Karran, forsker ved University of Lincoln, som har sammenlignet graden af forskningsfrihed i europæiske lande.
- Brian Everett, uafhængig britisk konsulent, der vil sætte den danske universitetslov ind i en international sammenhæng.
09.30-10.00 Ankomst og kaffe
10.00-10.30 Velkomst og introduktion til hovedproblemerne i 2003-loven, og hvordan de er forsøgt løst i DM’s og DSF’s udkast til ændringer af universitetsloven.
Ingrid Stage, formand for DM og Maren Schmith Astrup, formand for DSF
10.30-11.30 Forskningsfrihed og selvstyre Tre oplæg om internationale syn på dagens tema:
Bastian Baumann, generalsekretær Magna Charta Observatory
Terence Karran, University of Lincoln
Brian Everett, uafhængig britisk konsulent i universitetsforhold
11.30-11.45 Kaffepause
11.45-13.00 Hvad skal universiteternes rolle være i DK
Sue Wright, DPU. Forsker i universitetsloven
Birger Steen Nielsen, Roskilde Universitet. Medinitiativtager til underskriftindsamling for en
ny universitetslov i 2008
Leif Søndergaard, formand DM’s universitetslærere
Hans Schmidt-Nielsen, formand DM’s studentersektion
13.00-14.00 Frokost
14.00-15.00 Paneldebat mellem formiddagens oplægsholdere og deltagerne i salen
Hvordan harmonerer det fremlagte forslag til lovændringer med ønsker og behov i det danske universitetssystem og på de enkelte universitetsinstitutter?
15.00-15.15 Kaffepause
15.15-16.00 Fortsat diskussion og opsamling af reaktionerne på det fremlagte forslag til en ny lov.
Afslutning og opsummering ved Leif Søndergaard, formand DM’s universitetslærere.
Tid og sted:
11. juni 2009 kl. 9.30-16.00 i DM, Nimbusparken 16, 2000 Frederiksberg
Konferencen er gratis og tilmelding sker efter først til mølle-princippet.
Etiketter:
forskningsfrihed,
møder,
universitetslovsevaluering
fredag den 5. juni 2009
Dead higher class universities - work in progress
Ethnographies of Educational Work and Reform
Thursday 18 June, Room D219
EPOKE Seminar:
Open discussion of work in progress by three guest researchersThursday 18 June, Room D219
EPOKE Seminar:
10.00-11.15 ‘From teacher to bureaucrat: Passionate people and dead bodies, an ethnographic study of bureaucrats at work in an Australian state education bureaucracy’
Sarah Robinson, PhD student, University of Western Australia
11.30-12.45 ‘Universities, temporalities and the Research Practices of Sociologists’
Nicola Spurling, PhD student, University of Lancaster, UK
13.00-14.00 Lunch
14.15-15.30 ‘The Class Character of Higher Education Reform’
Elizabeth Rata, Associate Professor, University of Auckland, New Zealand
18.00: Dinner at Restaurant Riz Raz, Kompagnistræde 20, Kbh. K
OPEN TO ALL - Buffet DKK 89,-; to book a place contact
hmiah [at] dpu.dk - Deadline Wednesday 17 June noon
Abstracts
Sarah Robinson’s paper is based on a 10-month ethnographic study of the working lives of bureaucrats in an Australian state Department of Education. Through ethnography, she brings the actors onto centre stage to speak for themselves. They appear as passionate and committed people, who struggle to find a balance between the structural constraints of the bureaucratic world and their own beliefs, values and ethics. sarah [at] sarahrobinson.dk
Nicola Spurling asks: What does the everyday research practice of sociologists entail and how is it enabled and constrained by government policies and universities? Drawing on empirical research, this paper explores the intersections and interactions of policy, universities and the careers and everyday work of some UK sociologists. The paper discusses insights offered by conceptualising sociologists’ research practices from several different socio-temporal and institutional standpoints. n.spurling [at] lancaster.ac.uk
Elizabeth Rata’s new study examines how the reform of the governance and management of knowledge creation and distribution in New Zealand, England and Italy is deeply implicated in restructuring the new middle class. e.rata [at] auckland.ac.nz
Public Seminar - All Welcome
The Danish School of Education
Tuborgvej 164, 2400 Copenhagen NV
Tuborgvej 164, 2400 Copenhagen NV
Abonner på:
Opslag (Atom)

