lørdag den 26. januar 2008

Tagselvbord15 - nu med ekstra megen refleksion

Jeg har nu lavet 15 point i det humanistiske fakultets formidlings"målings"system. Dette svarer til en peer reviewet videnskabelig artikel.

Hvad er det, der er sket i de foregående mange blogindlæg fra min hånd?

Det humanistiske fakultet på Københavns Universitet har et forslag om "måling" af forskningsformidling i høring. Det ligner det forskningskvalitetsmålingssystem, dekanatet sidste år gennemførte trods massive protester (og som hverken havde noget med en måling eller med videnskabelig kvalitet at gøre, men som stadig idag på godt orwellsk hedder et forskningskvalitetsmålingssystem). Formidlings"målings"systemet giver point for en række aktiviteter. Pointsystemet skal danne basis for en konkurrencebaseret omfordeling af midlerne internt på humaniora. Altså: mange point = penge ind, få point = penge ud. Systemet, som det foreligger i høringsudkastet, er indrettet således, at det til hver en tid belønner den, der formidler langt højere end den, der forsker. Og vores mest værdifulde medarbejdere bliver til hver en tid dem, der anmelder meget i dagbladene. Ingen kan forske sig til det pointtal et par ugentlige boganmeldelser giver. Men vi foredragsholdere kan også være med. Således er de syv eksterne faglige foredrag, jeg holder i denne måned, mere værd end en videnskabelig monografi, der har passeret peer review. Dette er ikke seriøst.

Men endnu mindre seriøst bliver det af, at der gives point for aktiviteter, der kan udføres på meget kort tid såsom at give interviews og lave blogindlæg uden krav til, hvor gode eller lødige disse indlæg skal være. Derfor har jeg i de foregående - informationstomme - indlæg på få minutter kunnet lave lige så mange point, som hvis jeg havde skrevet en artikel i et velmeriteret videnskabeligt tidsskrift. Systemet er et tag-selv-bord, der opfordrer til underlødighed. QED.

11 kommentarer:

Curt Hansen sagde ...

Imponerende! Var der noget der hed gentagelsens pædagogik? Det ser ud til at den vil vinde frem med det nye pintsystem... Læs uddybende kommentarer og lederen i Information i dag her.

Thomas Söderqvist sagde ...

(Min Google Reader havde diarré her i morges, nu forstår jeg hvorfor :-). Det er jo egentlig dybt fascinerende, at en fakultetsledelse kan foreslå et så dumt system! Sune, kan du ikke lægge ud de pågældende dokumenter, fx i arkivet?
Der er vel ikke andre fakulteter der er i gang med noget lignende, vel?

Lennart sagde ...

Ak, havde det bare været lige så let at få penge for sine artikler, som at få point i det humanistiske fakultets formidlings "målings" system.

Sune Auken sagde ...

Pintsystem. Ok, det var en skrivefejl Kurt, men jeg er helt med på den! Der er noget øllet over det. Jeg sender en fil til Claus med systemet i al sin nøgne absurditet.

Sune Auken sagde ...

Sandheden er faktisk, så vidt jeg har forstået den, at FI er i gang med noget så dumt, og at vores ledelse i og for sig bare forsøger at foregribe begivenhedernes gang for at få et mere nuanceret system igennem, end det FI kommer med. Forvent yderligere og meget mere omfattende dumheder snart.

Lennart sagde ...

I øvrigt har vi ovre på forsker.net et godt tilbud til forskere, der ønsker at formidle.

Vi har redaktionelt filter på, og rådgiver og vejleder, så forskerne forhåbentligt bliver bedre formidlere i processen.

Vi ville nok ikke have accepteret dine 14 første Tagselvbord indlæg ;)

Se:
http://forsker.net/blog/lennart-kiil/hvordan-fungerer-forskernet.html

Claus Emmeche sagde ...

Tak for dit über-spam slam formidlingsshow, Sune. Jeg kan se at Curt (her) allerede har lagt et link til fakultetets pointsystem ud, som kan downloades her.

Sune Auken sagde ...

Lennart har selvfølgelig ret: En ordentlig screening havde ikke ladet de første 14 indlæg passsere (medmindre man havde aftalt det som led i netop sådan en type show, som det jeg opførte igår). Problemet er, at det ikke løser problemet. Selv det reflekterede blogindlæg er skrevet på omtrent 20 minutter. At skrive 15 af dem ordentligt og seriøst er ikke nogen stor arbejdsmæssig belastning. Det tager måske en enkelt arbejdsdag, hvis man vil gøre rigtig meget ud af dem. Så svarer de stadig i pointhonorering til, at man har skrevet en peer reviewed artikel i et videnskabeligt tidsskrift, hvad der under ingen omstændigheder kan gøres på under en måned - og det er tilmed meget optimistisk sat. Som systemet ser ud, straffes forskeren for at forske og belønnes for at formidle. Dekanens udsagn til Information om, at incitamentstrukturen i dette her system leder forskerne rigtigt i forhold til ledelsens intentioner, er forhåbentlig udtryk for en misforståelse

Unknown sagde ...

Dekanen svarer i Information i dag

Claus Emmeche sagde ...

Se på Ålborg?
Det skal, som KU-Hum dekanen bemærker, selvfølgelig huskes at der er tale om et udkast i høring. Men det lader til, at det humanistiske fakultets dekanat i København endnu en gang, ligesom det var tilfældet med forskningen - og måske i et forsøg at komme kvantiseringstænkningen i forkøbet - har udtænkt et endnu mere omfangsrigt system til at måle og veje aktivitet, hvor omkostningerne og de (i økonomisk forstand) "perverse effekter" truer med at overstige den gevinsten i forhold til et øget incitament til at formidle mere.
Ved Aalborg Universitet vil enkelte huske, at man for nogle år siden indførte et særligt bonussystem, hvor de forskere, der ringes op af journalister hver anden morgen, og derfor særligt hyppigt citeres i pressen som eksperter, får en ekstra lønmæssig bonus for deres indsats. Dette behøver de enkelte ikke selv holde styr på, da indsatsen måles via det lokale universitetsbiblioteks egen vidensbase. En øget formidlingsindsats belønnes kontant efter et rimeligt simpelt system. Til efterfølgelse?

Curt Hansen sagde ...

Ålborg-systemet er meget tvivlsomt. Lykke Friis har helt ret: "det er lysten, der driver en til at deltage i samfunds-debatten og ikke pengene" (mere om Ålborgs bonusordning her).