Session om forskningsfrihed fredag d. 6. marts på AU

Forskningsfrihed

Som led i Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde 2015, der i år afholdes ved Aarhus Universitet, arrangerer Danish Research Network for Philosophy of Science en session om forskningsfrihed.

Sessionen finder sted fredag d. 6.3.,  kl. 13.00-15.15 i Mogens Ziegler Stuen (Konferencecenteret , Frederik Nielsens Vej 2-4, http://www.studenterhusfonden.dk/konferencecenter/vejviserkort.aspx) med følgende foredrag og efterfølgende diskussion:

Torsten Wilholt, Leibniz Universität Hannover: 

Epistemology and Scientific Autonomy (13.00-13.45)

Finn Collin, Københavns Universitet: 

Freedom of research in the ”enterpreneurial university” (13.45-14.30)

David Budtz Pedersen, Københavns Universitet: 

The structure of open access research – implications for academic freedom (14.30-15.15).

Alle er velkomne.

Kontaktperson for arrangementet:

Hanne Andersen, Professor (MSO), Centre director

Centre for Science Studies

Dept. of Mathematics, Aarhus University

Ny Munkegade

DK-8000 Aarhus C, DENMARK

ps: i det oprindelige opslag indsneg der sig en dato-fejl. Men mødet er altså fredag d. 6. marts. Der er et samlet program for hele mødet her:

http://konferencer.au.dk/fileadmin/konferencer/DFS2015_Foreloebigt_program.pdf

Dimensionering: Er ræven sat til at vogte høns?

Går uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen Ingeniørforeningens ærinde i hele dimensioneringssagen?

Læs indlægget i Universitetsavisen:
http://universitetsavisen.dk/debat/dimensionering-er-raeven-sat-til-vogte-hons 

Forskningsfrihed og medbestemmelse

Forskerforum kunne på deres hjemmeside d. 30/9 bringe en nyhed om at universiteternes minister, Sofie Carsten Nielsen, endnu ikke har afleveret den redegørelse til Folketinget, hvor hun skal fortælle, hvordan hun mener, det går med med­bestemmelsen på universiteterne – selv om den formelt set burde være afleveret for tre måneder siden.

     Hvis nogle skulle have glemt det: Forskningsfrihed og medbestemmelse har i høj grad noget med hinanden at gøre. Dét amerikanerne kalder "shared governance" og som vi kalder universitetsdemokrati, dvs. at de som arbejder på universiteterne har ikke alene har ret til at blive "hørt", men også reel indflydelse på beslutningerne – dét blev jo i vid udstrækning afskaffet i Danmark med universitetsloven fra 2003, samtidig med at man fastholdt, at "universiteterne har forskningsfrihed". Men forskningsfrihed er måske mange ting? Handler den fx ikke også om hvilken vej forskningen på et givet felt skal gå? Forskerne har på papiret frihed til at beslutte retningen for deres forskning, men hvordan ser virkeligheden ud?

     Tilsyneladende blæser sådanne spørgsmål i vinden. Derfor er det værd at bemærke, at sociologiprofessor Heine Andersen, en aktiv emeritus, sammen med en anden aktiv emeritus, Mette Jensen, har igangsat en undersøgelse af forskningsfrihedens tilstand på de danske universiteter. Det var da også på tide! Gælder friheden mon både for de forskere, der skriver ansøgninger om eksterne midler og henter dem hjem, de som ansøger men ikke får, og de som ikke ansøger men alligevel forsker? Og hvad gør universiteterne mon for at beskytte forskningsfriheden?

     DM og DJØF bakker op om undersøgelsen med økonomisk støtte, men blander sig ikke i resultatet, der må forventes at få karakter af en saglig kortlægning i form af en hvidbog. Også Sociologisk Institut, Københavns Universitet støtter projektet økonomisk. Desuden støttes projektet af en følgegruppe med faglig ekspertise. Både generelle tendenser, konkrete sager (i evt. anonymiseret form) og principielle udfordringer vil blive behandlet. Kontakt Heine Andersen, hvis du har ideer til ting, det er værd at huske i den sammenhæng!

Kvalitet er mange ting

Dette er den lange udgave af et læserbrev bragt i Information 8. marts 2014. Jeg tillader mig at "kuppe" bloggen med et indlæg omkring undervisning, da jeg mener, at den igangværende debat omkring "kvalitet" kan få vidtgående konsekvenser for universitetsansattes arbejdsforhold. Ikke mindst på universiteter, hvor der samtidigt er sat gang i spareøvelser.
Hanne Tange, Lektor i Engelsk og Globale Studier, AAU

Hvad er kvalitet? Hvordan kan vi måle kvalitet? Sådanne spørgsmål er de seneste måneder blev drøftet i forhold til universiteternes uddannelser. Først konkluderede Produktivitetskommissionen, at kvalitet hang sammen med kandidaternes indtægt, og at en uddannelse inden for eksempelvis økonomi bedre kunne betale sig for samfundet end klassisk humanistiske fag som filosofi eller litteraturvidenskab. Siden hørte vi ACE konkludere, at omkring halvdelen af vores uddannelser ikke var rettet mod arbejdsmarkedets behov. Om omkring en måned kommer så politikeres bud på, hvordan universiteter kan indrettes, således at man sikrer såvel ”relevans” som ”kvalitet.” Det kan godt få en lektor til at ligge vågen med mareridt om målsætninger kvantificeret i form af et minimum antal timer om ugen eller krav om undervisning altid skal varetages af forskere.  

 
”Kvalitet” er mange ting. På DMs debatmøde formulerede en studenterrepræsentant det som ”kvalitetstid sammen med en underviser.” Det synes jeg, er en fin formulering, som jeg gerne vil tilslutte mig.  Og så vil jeg da gerne komme med nogle eksempler på, hvad ”kvalitetstid” kan være på en bacheloruddannelse.

Først vil jeg understrege, at der kan være fin ”kvalitetstid” i en forelæsning. Selv underviser jeg i fag, hvor de studerende skal forholde sig til abstrakt teori. Det kan være svært, hvis man kommer direkte fra gymnasiet og ikke har så mange erfaringer med ”verden.” Her kan det fungere udmærket med en forelæsning, hvor lektoren illustrerer de teoretiske pointer med billeder, videoklip eller historier fra dagspressen. Disse kan så samtidigt give inspiration til senere projektarbejde. 

På andre fag betyder ”kvalitetstid”, at de studerende sidder på mindre hold, hvor der er mulighed for dialog.  Her er det klart, at jo større holdene er, jo mindre direkte kontakt har de studerende med deres underviser. For selv om det måske kun er de samme 10-12, der selv kommer med input, betyder antal noget i forhold til min evne til at kende de studerende og sikre, at alle en gang imellem kommer til orde. Det er ”kvalitet” på en sproguddannelse, hvor de studerende har brug for at træne deres mundtlige og skriftlige engelsk.

Endelig er ”kvalitetstid” vejledning af de studerende. Jeg er selv flyttet over i et PBL- miljø og kan mærke, hvor meget det betyder, at de studerende har en nær kontakt til en projektvejleder, som kan give dem ordentligt feedback på deres arbejde. Jeg har tidligere oplevet, hvordan vejledning var skåret ned til et minimum, hvilket betød, at de studerende ikke altid fik at vide, hvad der var skidt og kanel i deres afleveringer. Derfor mødte jeg studerende på 5. semester, som ikke vidste, hvordan man skruer en opgave sammen. Det er IKKE ”kvalitet.”

"Kvalitet" er mange ting, og det betyder, at vi indretter vores undervisning på mange forskellige måder. Disse passer skidt med en formel, hvor "kvalitet" sættes lig 10-12 timers ugentlig, forskningsbaseret undervisning.

Kritik af pseudovidenskab censureret

Diskussion og kritik af uredelighed i forskning, ligesom diskussioner om forskningsfrihed, forudsætter ofte, at det er normal forskning vi taler om, dvs. et forskningsfelt som de fleste er enige om at betegne som videnskab og hvor forskerne nok kan være uenige om meget, men i al fald enes om paradigmets basale ideer (eller "tilgangen" eller "det teoretiske perspektiv" som man også ofte siger det på mindre naturvidenskabelige felter). UVVU, Udvalget for Videnskabelig Uredelighed er udformet primært med sigte på sager, hvor en forsker indenfor et iøvrigt sundt videnskabeligt felt fusker, snyder, konstruerer data eller manipulerer på andre måder, der udgør et klart brud på de videnskabelige normer for god, redelig forskning – og almindelig anstændighed, kan man tilføje. Men der er mange forskningsfelter, hvor karakteren af den "videnskab", der udføres, er langt mere usikker. Det fik mig til at tænke, at et af UVVUs problemer måske er, at UVVU ikke er gearet til at dømme noget som redeligt vs. uredeligt, når forskningen ikke er "normal", men allerede lettere suspekt i hele sin karakter, fx politiseret eller dybt ideologisk influeret, og mere har karakter af en religiøs eller politisk sekt. Det er let nok at forestille sig en samfundstænker eller en filosof, som ærligt og redeligt udarbejder sin i egne øjne banebrydende samfundstænkning eller filosofi på måder, som de fleste kolleger ikke anerkender som "god videnskab", men som han selv og medlemmerne af den særlige videnskabelige stamme eller sekt opfatter som relevant, seriøs, vigtig, og hvor de videnskabelige normer måske også er overholdt, måske lige bortset fra at det hele mere lugter mere af ideologi end af videnskab. Men også indenfor de mere 'våde' og 'hårde' videnskaber kan den slags forekomme (tænk på eugenik, frenologi, UFO-forskning eller kold fusion). I den engelsksprogede verden er der forskellige og kun delvist overlappende begreber for den slags, "patologisk videnskab", "junk science", pseudoscience, m.v. (se nærmere på Wikipedia).
    Jeg tror UVVU er bedre til at tage sig af bevidst fusk i god normal videnskab end til sager, som angår "fringe science" med varierende patologier. Sidstnævnte begreb kan jo både dække hvad Kuhn ville kalde "revolutionær videnskab", som blot endnu ikke er anerkendt men starter med nogle få forskeres vilde ideer, og så det som dårligt nok kan testes, efterprøves, og som måske langsomt opløses hvis det underkastes et kritisk-rationelt syrebad. Vi har tilsyneladende et mellemfelt af teorier og tilgange, hvor vi ikke er sikre på at forskningen overhovedet vil blive stående som videnskab, men hvor områdets marginale (eller spekulative, eller ideologiske) præg ikke forhindrer de deltagende forskere i at "arbejde efter reglerne", ærligt og måske endda også redeligt.

Anledningen til disse overvejelser er at jeg fandt ud af, at Weekendavisen har censureret, eller i al fald afvist at bringe, et vægtigt og kritisk indlæg af Jørgen Øllgaard om deres egen dækning af Helmuth Nyborg og sagen om hans forskning i IQ, som UVVU har dømt uredelig. Nyborgs kritikere, herunder de, som indklagede ham for UVVU, finder ikke, at UVVUs dom er hård og tydelig nok; omvendt opfatter Nyborg sig selv som offer for en politisk proces, og senest er UVVU selv blevet kritiseret i et indlæg i Weekendavisen (d. 24/1-2014, #4, s. 12) af psykologen Anders Gade, som selv skriver at Nyborg går imod "den generelle holdning blandt intelligensforskere", og tegner et billede af Nyborgs forskningsfelt som marginalt, dvs. ikke-anerkendt blandt flertallet af psykologer, demografer m.v., men holdt i hævd af en mindre sekt, som af og til har held til at publicere i særnumre af bestemte tidsskrifter. 

   Et andet meget interessant bidrag til debatten er som nævnt et indlæg af forskningsjournalisten Jørgen Øllgaard fra december, som Weekendavisen åbenbart har afvist at bringe, men som nu kan læses i sin helhed på Øllgaards blog (se her, jeg kan anbefale at man med det samme ruller ned til den fulde version med overskriften "2. Nærmere gennemgang...").

Måske er Nyborg således ikke bare Nyborg, men kan udsættes for et skema, hvor der i al fald foreligger den mulighed, at han hverken er Nyborgs Nyborg, eller UVVUs, eller kritikernes, men en helt fjerde type (som både Anders Gade og Jørgen Øllgaards indlæg kan tolkes som antydende). Dog vil Øllgaard hævde, at Nyborg både er uredelig, politiserende og patologisk pseudovidenskabelig, og det er ikke mit ærinde her at benægte, at det Nyborg bedriver, er politik iført en videnskabelig kittel.

    Men da jeg hverken er IQ- eller Nyborg-ekspert er min pointe blot at pege på det fjerde kvadrat (og en fjerde Nyborg) som en logisk mulighed, som UVVU ikke har så let ved at håndtere. Lå Lomborg mon ikke i samme kvadrat? Skal UVVU også tage sig af sager om uredelig politisk propaganda?

Nogle henvisninger:
UVVU's officielle side. Dansk Wikipedias side om Nyborg. Helmuth Nyborgs egen hjemmeside. Morgen Kjeldgaard, som var med til at indbringe sagen for UVVU, har et informativt website om eugenik generelt, og om Nyborg-sagens kronologi og mange dokumenter. Jørgen Øllgaard: "Skamløst: WA hvidvasker Helmuth Nyborgs fusk".

EPOKE Seminar, DPU, 14. Oktober 2013

How Not to Fix Our Public Universities: An Overview of the American Case
Christopher Newfield, Professor of Literature & American Studies, Department of English, University of California

Fiscal austerity and other public sector changes are encouraging governments around the world to look to the private sector and private funding for the next round of university development. The United States has been on this path for thirty years, and there is abundant evidence on the effects of what some call privatization. The talk will review this evidence, show how the U.S. system is caught in a negative feedback loop, and suggest the need for paradigm shifts in funding methods and public missions.

Following the presentation there will be an open discussion.

Admission to the seminar is free, but registration is mandatory at: https://auws.au.dk/Christopher_Newfield_Presentation

Monday October 14^th in room A403 at 9.30 – 12.00.

Opgør med den danske kandidatuddannelse?

Jeg er et levn fra fortiden. Jeg blev indskrevet, den gang man talte om Odense og ikke Syddansk Universitet, og da grunduddannelsen i Engelsk gav ret til titlen exam. art. Jeg husker, da de indførte BA graden. Der blev indkaldt til måde i Engelsk Fagråd, og vi unge fik besked på, at vi i hvert fald IKKE måtte stoppe efter 3 år. Alle vidste jo, at en ordentlig uddannelse varede mindst fire år.  Det er godt nok længe siden.

For et par dage siden modtog jeg et Call for Papers fra Dansk Universitetspædagogisk Tidsskrift. Næste års tema er faglig progression, og det satte nogle tanker i gang. For hvad er det egentlig, vi har gjort ved den danske kandidatuddannelse? Giver det overhovedet mening i dag at tænke i sammenhængende, femårige forløb?  Internationalt, nationalt og institutionelt er ting under forandring – og alt taler for, at vi er ved at gå bort fra princippet om kandidatuddannelsen som en faglig specialisering.   

Internationalt har i sær Bologna Aftalen fra 1999 haft betydning for de danske kandidatuddannelser.  Hensigten var at fremme studerendes mulighed for at rejse mellem europæiske universiteter. Det krævede et system, der var sammenligneligt og gennemskueligt, og man pressede på for at få indført den anglo-amerikanske BA-MA struktur.  I første omgang har justeringen været sproglig, således at man har indført kandidattitlen MA som officiel oversættelse af cand. mag. Men vil vi følge tendensen på det globale uddannelsesmarked, kommer vi til at overveje: 1) om en MA fortsat skal tage fem år, når den i andre lande kan klares på fire; og 2) om ikke MA skal løsrives fra BA delen, som vi kender det fra det britiske system.

Den sidste pointe leder tanken hen på de nationale tendenser. Studerende i dag er mere villige til at skifte til et andet studium efter endt BA. Engelskstuderende fortsætter på Global Communications, historiestuderende vælger International Studies, og det har konsekvenser for den mulighed der er for at specialisere sig. I stedet for faglig dybde får vi i stigende grad tværfaglighed, og det kan vel være udmærket. Samtidigt lægges der fra politisk side op til, at professionsbachelorer skal optages frit på universiteternes kandidatuddannelser. Det har tidligere krævet 1-1½ faglig opgradering, men tidsånden siger, at den slags er spild af tid.  

En sidste tendens, der går imod ideen om en kandidatuddannelse som et sammenhængende, femårigt forløb, er organisatorisk. Et af mantraerne på Aarhus Universitet har været, at man skal skabe ”det indre uddannelsesmarked.” Studerende skal frit kunne sammensætte en uddannelse af de fag inden for eksempelvis Humaniora og Samfundsvidenskab, som de synes, er spændende.  Hvor vidt de så skal hedde ”cand. soc. et. mag” eller ”cand. scient. soc. (BSS)” melder historien ikke noget om. Måske fordi ingen studerende endnu har testet denne model? 

Jeg er sådan set positiv overfor, at vi giver de studerende flere valgmuligheder. Men har princippet om fri bevægelighed ikke også en pris?  I min verden er der forskel på, om man underviser et hold fagspecialister, eller en gruppe, hvor nogle forventer faglig specialisering, mens andre har brug for et introduktionskursus.  Men det er nok, fordi jeg er gammeldags.

Forringede karriereveje ved "science"-KU

Åh nej, det er godt nok træls, men dét her må bare ud: Dekanen, også kendt som John Renner, ved det megastore post-fusionerede såkaldte "science"-fakultet ved Københavns Universitet (som inkluderer den tidligere Landbohøjskole og det tidligere naturvidenskabelige fakultet) har besluttet — eller gennemtrumfet? — at ansættelseskategorien "adjunkt" er en saga blot.
No tenure-track positions at the University of Copenhagen!!! 
Tenure-track??? 
For nye læsere: Det var den mulighed universitetet havde for at tiltrække lovende unge forskertalenter, at de ved at blive ansat i et tidsbegrænset adjunktur på vilkår, der mindede om en fast lektorstilling (pligt til såvel forskning som undervisning), kunne kvalificere sig til en sådan efter endt adjunkt-forløb. Det var en mulighed for at give forskerspirer en ekstra motivation til at forblive ved universitetet, så de ikke — pga. af usikre ansættelsesvilkår — sivede til industrien eller andre erhverv.

(Når kategorien tenure-track – eller frit oversat "en-tidsbegrænset-ansættelse-som-der-er-en-stor-chance-for-kan-blive-permanent-hvis-du-gør-dit-job-godt" – bedre kendes på engelsk end på dansk, skyldes det, at man i Danmark siden 2003-universitetsloven og relaterede kalamiteter har undermineret den ansættelsessikkerhed (tenure), som ikke blot begrundedes i en stilling "i det offentlige" (til lavere løn), men primært i det offentliges interesse i beskyttelse af forskningens autonomi og uafhængighed af politiske og økonomiske interesser).

Det er ingen nyhed at antallet af adjunktstillinger i en årrække især på dette fakultet har været for nedadgående, og at flere og flere yngre forskere er ansat på kortvarige projektpenge som post-docs (som ikke har samme pligt til undervisning). Men – og dét er hermed rygtet jeg videre-kolporterer til det offentlige rum, for som almindelig ansat udenfor ledelses-lagkagen bliver man ikke informeret om den slags – nu har dekanen altså indført, at adjunkt-stillinger er et fortidslevn på "science"-KU. Begrundelsen henstår i det uvisse. Min kilde, en landskendt sektionsleder på "science", vil helst ikke have sit navn frem. Kilden siger, at det er blevet debatteret internt, men ser samtidig skræmt ud ved mødet med mine vantro øjne: jeg har ikke hørt om det her før.

(ps: "Hvad er en sektionsleder?" vil nogen så spørge. Det er en ny kategori i ledelses-lagkagen, som vi i et senere blogindlæg vender tilbage til.)

Bibliometriske fristelser

Ros til Forskerforum for sin kritiske indgang til nyheden d. 19/9 (her) om at den "upopulære" Bibliometriske Forskningsindikator fortsætter, efter den noget lemfældige evaluerings- og høringsproces' afslutning. Indlægget nærlæste høringssvarene, og bemærkede at politikerne valgte at overhøre den kritik af BFI-modellen, der lå i svarene fra de mange centrale aktørers side.
Ris til Forskerforum for den aktuelle nyhed (d. 29/10, her) med overskriften "Indikator: Bedst forskningskvalitet pr. forsker". Man kan kun ryste på hovedet af den tilgang, der er valgt her. Første sætning slår grundtonen an:

"KU står for 32 pct. af landets samlede forskningskvalitet, AU for 25, DTU for 14, Aalborg for 10, SDU for 9, CBS for 4 og RUC for 3.5 pct."

Herre Jemini! Havde der så stået x % af landets forskning, altså en størrelse man kunne have et vist håb om at opgøre kvantitativt. Nu hævder artiklen, at man kan bruge BFI-statistikken til at sætte procenttal på forskningskvalitet når man sammenligner analoge fakulteter! Det er noget af en påstand!
Det bliver værre endnu. Ganske vist siges det, at "BFI kan ikke afkodes til individniveau." Men hvad gør Forskerforum så? Citat:

"FORSKERforum har derimod udregnet uni-fakulteternes publicerings-score over for hinanden (publikationspoint pr. vip-forskningsårsværk (...). Og her er der et par overraskelser, for det er ikke nødvendigvis de store forskermiljøer, som scorer højest."

Det er da muligt, at denne tal-leg kan føre til "overraskelser", men den er dybt uheldig, og mere meningsløs end bare problematisk. Ikke alene ud fra et rent fagligt-bibliometrisk synspunkt. Den bidrager også til en tendens, man ser til at en del yngre forskere tager hele BFI-modellens postulater og reifikationer for gode varer, og begynder at tælle egne "publikationspoint" sammen, eller skele til om det tidsskift, det er mest hensigtsmæssigt at sende en artikel til, tilfældigvis figurerer på høj- eller lav-niveau ifølge BFI's såkaldte autoritetslister. Forskerforums forfatter vil måske forsvare sig med, at det nævnes, at modellen er omdiskuteret:

"BFI-statistikken er omstridt, men Forskningsstyrelsen og politikerne retfærdiggør målemetoden med, at uni-rektorerne mener, at det er den mindst ringe metode til kvalitetsmåling."

Jammen ikke engang rektorformanden eller Forskningsstyrelsens egne folk påstår, at den måler kvalitet! Hvis der er noget, den er "mindst ringe" til, så er det at fordele forskningskroner mellem universiteterne ud fra produktivitet – ikke kvalitet. Modellen kan tværtimod som utilsigtet konsekvens medføre et volumenræs, som reelt nedsætter kvaliteten. For at sige det meget kort: Hellere een god artikel per forsker hvert tredje år, end 15 dårlige på 3 år, som koger suppe på det samme, er sjuskede, forkerte, eller bare ligegyldige og intetsigende. Også selvom en god artikel ikke giver lige så mange BFI-point (og dermed kroner) til universitetet som 15 dårlige. — Som en god kollega sagde til mig for få dage siden: Der skrives for meget og læses for lidt. Det er bare ikke så let at måle input i form af læst materiale som output i form af skrive-kværnens lette strøm af publikationer.

ps:
En opsamlende liste af pro et contra for BFI kan ses her.

Vejsidebomber eller kontravægte. Med tak til Christian Nissen

Jeg var ikke så lidt imponeret over, at Christian Nissen afleverede DMs ledelsesstafet til mig. Han og jeg har tidligere krydset klinger over universitetsledelse (han klarede sig i øvrigt bedst, sandt at sige, skønt jeg stadig mener, at jeg har ret). Hans anmeldelse af min bog Hjernedød var venligt kritisk, ganske kontant og heltigennem kvalificeret. Men vi står meget forskellige steder i debatten. At han derfor helt af sig selv sender ledelsesstafetten videre til mig, er ganske flot, og det var hans suveræne ret at sende den med et godt skarpt spørgsmål. Det lød sådan her:

De færreste kritikere af universiteternes ”enstrengede ledelsesform” ønsker sig tilbage til ”stænderforsamlingerne” fra før 2003, som havde et tydeligt præg af ”skabsledelse”. Men det kniber med klare alternativer. Du har i din bog ”Hjernedød - til forsvar for det borgerlige universitet” foreslået, at de akademiske råd skal have mere magt og have mulighed for at vælte de ansatte ledere. Altså at der i lov og vedtægter indføjes nogle paragrafbårne ”vej-bump” for ikke at sige ”vejsidebomber”.

Kan du ikke hjælpe diskussionen videre med en mindre formalistisk og mere konstruktiv løsning?

Det satte mig ganske mange grå hår i hovedet at få svaret på sådan et drilsk spørgsmål. Men mit svar kan dog nu læses her.

Fra forskning til forståelse?

- fra universitet til erhvervssamarbejde - og fra atomaffald til forskerpark. 
DTU er et af de danske universiteter, med mest myndighedsbetjening og mest erhvervssamarbejde. Myndighedsbetjeningen kom bl.a. ind gennem universitetsfusionerne i 2007, hvor en række sektorforskningsinstitutioner, herunder Risø, blev lagt sammen med DTU. Erhvervssamarbejderne kommer desuden for DTU's vedkommende ganske oplagt ved at DTU som teknisk højskole i er front med forskning på en række områder, som har de produktive erhvervs interesse.
     I juni måned kunne man læse (her), at "To af de største virksomheder på det danske energimarked går nu aktivt ind i etableringen af Risø Park, cleantech-forskerparken som efter planen kommer til at ligge lige øst for det nuværende Risø, Danmarks nationale forskningscenter for vedvarende energi."
      Planerne skaber så "en kedelig varm kartoffel" for politikerne, for som Anne Albinus skriver på sin blog (her),

"En cleantech-forskerpark formet som en rock-guitar skal opføres ved Risø, og det harmonerer dårligt med et slutdepot for radioaktivt affald. Tidligere udtalelser vidner ellers om, at affaldet godt kunne blive på Risø. Nu bruges der argumenter imod som jordskælvszone og vandstandsstigning. Noget der ikke er blevet nævnt i de 50 år, Risøs forsøgsreaktorer har ligget der. (...) 6 steder i 5 udkantskommuner er udpeget som potentielle modtagere af det radioaktive affald. Feltet indesnævres til 2-3 i 2012/13. De 5 borgmestre står samlet i deres protest mod at aftage affaldet, og de støttes af flere borgergrupper."

DTU-toppen er ellers glade for projektet: "vi nu har direkte adgang til indspil fra store nationale og globale virksomheder. Siemens og SEAS-NVE vil være i stand til at se de kommercielle udfordringer, som vi står over for, når vi skal videreudvikle forskerparken. De kan sætte fingeren på, hvad der er afgørende for, at de spændende virksomheder vi vil tiltrække også rent faktisk går hen og vælger os, siger Anders Bjarklev, rektor på DTU, som Risø i dag er en del af" (citat her).
     Men det er ikke så sært, at fx bornholmerne ikke bryder sig om affaldsdelen af planen. Som det udtrykkes (her): "Nu er det så vi spørger fra Udkantsdanmark: Hvis affaldet ikke er farligt, hvorfor kan det så ikke blive liggende på Risø, hvor det ligger? Risø var oprindeligt med på den liste på 22 steder, som GEUS, statens rådgiver i geologiske anliggender, udpegede, så det må altså være muligt at bruge det område."
     Det er et rigtigt godt spørgsmål, som fortjener ikke bare politikernes, men også DTU-ledelsens eget svar. Og det er et spørgsmål, der er for vigtigt til alene at overlade til DTU, ledelse såvel som forskere. Og det er da også en udfordring, men måske burde tænke mere kreativt over. Som en kommentator foreslår på samme sted: "Byg et slutdepot på Risø, der kunne stå som et kulturhistorisk monument over fortidens fejltrin."
      DTU og de virksomheder, der står bag planerne om cleantech-forskerparken synes måske det er upassende, hvis parken skal bygges med et affalds-tempel i centrum. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor ikke lade et sådant monoment være kernen i en ny forskerpark – til evig påmindelse om teknovidenskabens vidtrækkende og ofte helt uforudsete konsekvenser?
     Følg med og bliv grundigt informeret om sagen på den særlige side om et dansk slutdepot for lav og mellemaktivt affald, Anne Albinus har oprettet. Anne Albinus har også sendt bloggen indlægget nedenfor.

(note tilføjet 4.11.2013 af C.E.: henvisningen til bloggen Eftertanke virker ikke længere, da Kristeligt Dagblad i maj lukkede eftertanke.dk, men se i stedet Anne Albinus' blog atomposten.blogspot.dk ). 

Fra Forskning til Forståelse
af Anne Albinus

Den tidligere atomforsøgsstation Risø skal omdannes til en cleantech-forskerpark, og før det kan ske, skal betydelige mængder af radioaktivt affald fjernes. Det er blevet besluttet at deponere affaldet på 30 – 100 meters dybde i et område, som skønnes egnet efter en geologisk vurdering.

For tiden er 6 lokaliteter inde i billedet: Thyholm, Skive Vest, Thise, Kertinge Mark, Rødbyhavn samt Østermarie. Det drejer sig om områder, der ikke har haft noget påviseligt udbytte af atomforsøgsstationens virksomhed, men som vil komme til at lide under de forventelige følger af en sådan deponering: faldende turistindtægter, større problemer med at tiltrække nye arbejdspladser osv. Med Kertinge som mulig undtagelse er der tale om udkantsområder, der allerede nu har betydelige udviklingsproblemer.

I betragtning af at det handler om farligt affald, hvoraf noget også vil være farligt om titusinder af år, har der været meget lidt offentlig debat om dette emne. Det er også svært at få de fornødne oplysninger om sagen: Politikerne henviser til eksperterne, eksperterne henviser til hinanden, alle skyder ansvaret fra sig. Man får det indtryk, at det her er noget, der skal overstås og glemmes så hurtigt som muligt.

Måske ved de ansvarlige godt, at beslutningsgrundlaget ikke kan stå for en nærmere undersøgelse, eller også har de bare givet op overfor et problem, de synes er uoverskueligt. Sagen om Risø-affaldet viser, at der er et stort behov for at finde andre og bedre måder at træffe beslutninger i sager af denne art.

Universiteterne har eller kan fremskaffe den fornødne ekspertise til at skaffe et overblik over problemer, hvor flere forskellige fagområder skal bidrage til beslutningsgrundlaget. De har den uafhængighed af særinteresser, som vil give deres anbefalinger troværdighed, og den videnskabelige verdens debatkultur vil sørge for, at argumentationen bag anbefalingerne er i orden. Et universitet kan som institution bedre end den enkelte videnskabsmand modstå pression udefra, og endelig kan universiteterne pege på forbedringer i de almene skoleuddannelser, som vil øge befolkningens mulighed for at deltage i debatten om disse beslutninger.

Universiteterne har kort sagt muligheden for at bidrage væsentligt til løsningen af disse vanskelige spørgsmål. Tiden må vise, om de også har viljen.

Dekanernes matadorspil og KU-2016 puljen

Hen over sommeren har det været både fornøjeligt og lidt løjerligt at se en række af mine KU-kollegers  pludselig udtrykke stor interesse for multidisciplinaritet og tværvidenskabelighed. Man ringes op af nære og fjerne kolleger, og hører om deres drømme om transdisiplinære nyskabelser eller, mere pragmatisk, påtrængende samfundsproblemer, det kunne værd at takle fra hver sin videnskabelige synsvinkel. Og jo, jeg holdt ikke mig selv for god til at melde mig ind i koret – jeg elsker tværvidenskab, og synes da også, at jo, ja, det kunne da være et forsøg værd, og virkelig spændende. Men hvorfor nu denne pludselige interesse for tværvidenskab?
     Måske skal forklaringen i sidste ende søges i KU's voksende egenkapital. Som Information beskrev i går (her) har statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen se nærmere på universiteternes store opsparinger, og den problematik er velkendt: Det er ikke lang tid siden det var det stort forklaringsproblem for KU's bestyrelse, at egenkapitalen vokser, samtidig med at man på mange institutter, fx Biologi på Science, men også mange steder på Life, med gru oplevede, at der blev skåret ned på staben for at få budgettet til at hænge sammen, mens egenkapitalen holdtes hellig.^[1]
     Men som moderne ledelsestænkning er i dag, er det et tabu blot at tilbageføre de ekstra midler til de enkelte afdelingers budgetter (tabuet aflæses sprogligt i vendinger som "at smøre det tyndt ud over det hele", det associerer til et rent spild). Ledelsen vil ikke overraskende meget hellere give sig selv magt til at bestemme, hvad overskuddet benyttes til, med andre ord, hvad der skal forskes i. Og skønt det rygtes (her) at den nye forskningsminister har afskrevet Helge Sanders doktriner, er det som om ledelsen stadig lever i Sanders og den akademiske kapitalismes verden, hvor konkurrence er et absolut plus, nærmest et axiom. Så selvfølgeligt skal man have forskerne til at konkurrere om adgang til disse midler.
     KU-toppen, som jo har defineret en "strategi" (kaldet 2016, se her), afsætter så en pulje med 400 mio. kr. til forskning og 80 mio. til uddannelse (se fx her), og definerer herefter reglerne i det ny matador-spil, fx at man helst vil have "våde" og "tørre" fakulteter til at samarbejde; det skal være store projekter (ansøgninger under 10 mio. tages ikke rigtigt alvorligt) osv. — At de ansatte forskere kunne få den tanke, at vi nu skal skrive ansøgninger og konkurrere om at få del i vores egne penge (som Thure Hauser udtrykte det i et debatindlæg her) ser man selvfølgeligt stort på.
     Nu er matadorspillets procedurer lidt forskellige fra fakultet til fakultet, for de enkelte dekaner og deres underledere får også noget at skulle have sagt. Nye regler om langsigtet "indlejring" og "medfinansiering" dukker op hen over sommeren, og får nogle af spillerne til at aflyse aftalte møder og drømme, efter at have talt med en dekan eller institutleder med andre prioriteringer. Man er vel realist.
     Matadorspillet spilles ad to gange, først med korte interessetilkendegivelser (dog med budgetskitser) fra de tvær-fakultære forskergrupper, som i sommerens løb hurtigt har fundet sammen om skrivearbejdet. De blev her ved månedsskiftet kanaliseret via institutlederne, som jo også spiller med, op til dekanaterne. Så er det dekanernes tur (eller det, som i nysprog hedder fakulteternes "ledelsesteam", mellem venner "LT") til at udpege toppen af poppen, som så bedes om at udforme egentlige uddybende ansøgninger. Hvordan dekanerne enes om hvad der er god, vigtig, potentielt banefrydende, ægte tværdisciplinær (og ikke bare tværfakultær) forskning, véd jeg ikke, og kan ikke tyde det ud af de mange procedurebeskrivelser på intranettet, men det er sikkert noget med at få nogle internationale ekspertpaneler til at skrive bedømmelser og anbefalinger, som dekanerne så (ligesom ved besættelse af nye akademiske stillinger) kan skele til i deres endelige beslutning om hvilke af 'deres' forskere, der skal støttes. I det hele taget er det en sjov tanke, at de enkelt-fakultære dekaner skal afgøre hvad der kan være god tværfakultær forskning, som dekanerne så i par eller større klynger kan søge rektor om penge til. Dette er selvfølgelig kun en ufuldstændig gengivelse af den eksplicitte procedure, men gode forbindelser og hård, intern lobbyisme er helt klart de underforståede og mindre transparante elementer af spillet.
     Rent magtmæssigt, med hensyn til forholdet mellem akademisk elite (eller de bedste spillere blandt forskerne) og administrativ elite (de øvre niveauer i den enstrengede ledelse) kan man spørge, om 2016-puljen yderligere vil styrke bestemte 'patron-klient'-lignende relationer, som mange steder er dukket op som følge af den antidemokratiske 2003-reform af universiteternes ledelse og den generelt voksende mængde eksterne midler, som sætter nye skel mellem forskere og afdelinger.^[2] Der vil komme mange nye grupper og initiativer med interessante navne, sikkert også nye MSO'er og uddeling af andre duelighedstegn, men lad os håbe, at der også kommer ny og god forskning ud af det. Topstyringen, som matador-2016 er et eksempel på, forhindrer ikke noget sådant, men måske ville mindre kunstige og mere genuint forsker-initierede samarbejder, understøttet af en god basis-økonomi, gøre forskningen lettere, måske endog mere effektiv, og fordelingen af midler mere gennemskuelig.
     Og hvornår begynder diskussionen om det ubetvivleligt gode i tværvidenskabelighed, hvis selve den disciplinbaserede videnskab ikke tilsvarende støttes?

Noter
[1] KU er selvfølgelig ikke enestående, tendensen er global. Antropologen Marshall Sahlins artikel "The conflicts of the faculty" fra Antropology News, Jan. 2008 (her), er blot én kort og klar beskrivelse af samme problematik, ud af en hel malstrøm af litteratur.
[2] Se fx Claus Baggersgaard 2010: "Det nye A- og B-hold" (her), "Forskerhotel eller centersucces" (her), og (leder (her) med Richard Bisgaard): "Skæbnetime for universiteterne", Universitetsavisen  25/3 og 6/5. Se også flere gode artikler i Kaare Aagaard og Niels Mejlgaard (red.) 2012: Dansk Forskningspolitik efter Årtusindskiftet, Aarhus Universitetsforlag. 

Rettigheder kan frit krænkes

Ombudsmanden, Forskerforum og de offentlige ansattes retssikkerhed

 Bloggen har modtaget en kommentar til pressenævnets afgørelse (se her) i sagen om professor L. M. Koldaus klage over Forskerforum:

"Igen har den mindre sag en større principiel betydning end selve sagens umiddelbare genstand. Ombudsmanden har bekræftet, at ledelsen for en offentlig institution, såsom Aarhus Universitet, kan udsætte kritiske ansatte for negative sanktioner og mobbe dem ud, uden at det har nogen som helst konsekvenser for selve ledelsen. Dermed beskytter Ombudsmanden hverken den kritisk ansatte eller dens ret til ytringsfrihed. Ombudsmandens afgørelse betyder en alvorlig trussel mod de offentlige ansattes ytringsfrihed.

Pressenævnet har bekræftet, at et massemedie kan bringe forkerte udsagn om en person uden som helst konsekvens, hvis mediet bare skriver længe nok om sagen, med udokumenterede ”citater” og udsagn fra hemmelige informanter, der aldrig bliver nævnt.

Retssikkerheden hviler åbenbart på et svagt grundlag i Danmark."

Læs hele kommentaren her.

Lund-dekan forbyder "overdreven" kritik

Krænkende. En dekan på Lunds Universitet har i et notat indført regler som forbyder "gentagen og overdreven" kritik af forskningskolleger, som opfattes som "krænkende". Den kritiske filosof, som er anledningen til dekanens regler, har nu klaget til den svenske ombudsmand og forlanger erstatning.
       Erik J. Olsson er professor i filosofi på Lunds Universitet i Sverige. For omkring et år siden løb han ind i problemer, han aldrig have troet mulige. Han havde i flere omgange kritiseret en kollegas forskning på et forskningsseminar, hvilket jo næppe er opsigtsvækkende men en normal del af forskningens liv. Men kritikken og reaktionerne på den udviklede sig efterhånden til en heftig sag, som endte med at fakultetets dekan skrev et dekret med særlige adfærdsregler for professorens afdeling. En af reglerne bekendtgør eksemelvis, at "hyppig og overdrevet kritik" er forbudt, uden at det specificeres hvad der ligger i "overdreven" (man må antage at kun dekanen kan afgøre dette).
       Det virker i mine øjne helt bizart, og associerer umiddelbart til den stemning af tanke- og meningskontrol, der herskede i Stalintiden i det tidligere Sovjet. Og da det foregår på en afdeling for filosofi kan man jo heller ikke undgå at komme til at tænke på myndighedernes forhold til Sokrates i det gamle Athen. Uanset om disse associationer er ude af proportion, er det trist at der overhovedet gives en anledning til dem i et land som Sverige. Når man læser dekanens notat (som på svensk kaldes en PM, og kan læses her) virker hendes påbud vilkårlige og uforståelige. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv om noget lignende ville kunne forekomme i Danmark, og må desværre erkende, at jo, selvom det er langt ude, er det desværre ikke en umulig tanke, fordi også i Danmark køres universiteterne i stigende grad som private virksomheder, hvor ledelsen blander sig i de rent faglige anliggender og forventer "loyalitet" af de ansatte. Man overser, at undertrykkelse af den frie akademiske debat er ganske illoyalt imod selve universitetets idé.
       Erik Olsson følte sine almindelige rettigheder til at ytre sig gået så nær, at han indklagede Lunds Universitet for den svenske Justitiekansler (JK), der som institution er delvist uafhængig af regering og domstole og minder om den danske ombudsmand (se anmeldelsen her). Klagen lød på krænkelse af ytrings-, forsamlings og informationsfriheden. Også en af Olssons kolleger på den filosofisk afdeling klagede til Justitiekansleren (se her). Sagen afventer Justitiekanslerens afgørelse senere dette efterår, og har været omtalt i Sydsvenskan (her), og det DJØF-lignende blad Jusektidningen (her).
       Erik Olsson har med god grund valgt at klage over sagen som et brud på fundamentale menneskerettigheder. For mig er der ingen tvivl om, at dekanen også har forbrudt sig imod den akademiske frihed, som omfatter flere ting, bl.a. forskningsfrihed, om hvilken Matthew W. Finkin og Robert C. Post i deres For The Common Good - Principles of American Academic Freedom skriver at denne udøves indenfor rammerne af bestemte disciplin-specifikke standarder og at "Contestation drives the conversation that constitutes ordinary scholarly life" (p. 56); men også frihed til at udtrykke kritik indenfor murerne, om hvilken Finkin & Post skriver "Freedom of intramural speech (...) renders any institutional policy or decision a fair subject for faculty comment or criticism. (...) It is a liberty of the workplace expression rarely encountered – or tolerated – in the business world" (p. 124).
       Det er en sag, som nogle vil sige blot er en storm i et glas vand, men som ved dekanens uheldige håndtering har udviklet sig til at blive en meget principiel sag. Lad os håbe, at Justitiekansleren kan se det, og ikke køber evt. forsøg til at reducere det til en sag om misforstået dekan-loyalitet og "samarbejdsproblemer".