Flere omtaler, bedre formidling? - Styr dig!

Alle siger, at formidling er vigtigt. Og ministeriet vil også styre denne parameter, både gennem udviklingskontrakter (som ikke har ret meget med kontrakter at gøre) og gennem det halvautomatiske ranking-system, man er ved at opbygge (modeller for "kvalitetsindikatorer" til "konkurrenceudsættelse" af basismidler). Tilsyneladende mener de i Videnskabsministeriet, at universiteternes ansatte ikke blander sig nok i den offentlige debat. Det indgår således som et af de generelle krav til universiteterne, formuleret i de såkaldte udviklingskontrakter, at universiteterne skal at "øge antallet af omtaler i den skrevne presse registreret i Infomedia" og lignende databaser "med fem procent i 2010". Jeg ved ikke om de 5 % gælder alle universiteter, men af artiklen i Universitetsavisen d. 28/9 fremgår, at "ministeriet nu har opstillet 16 fælles målområder som samtlige universiteter skal forholde sig til". Rektorkollegiets formand Jens Oddershede mener, at det vil "gøre det lettere at sammenligne hvem der klarer sig godt og dårligt i konkurrencen i fremtiden". Oddershede siger, at de 16 punkter giver et indblik i hvilke kriterier ministeriet planlægger at fordele pengene efter i fremtiden.
Målet om øgning af medieomtale er blot ét eksempel på, at man ofte tror at "mere" er "bedre", og at kvalitet er det samme som produktivitet - at "flere omtaler" svarer til bedre formidling, mere indsigt, bredere oplysning. — Hvordan styrer vi nu indekset for graden af bullshit pr. omtale i Infomedia?

Den dræbende konsensus omkring universitetet

Uanset hvad man mener om FORSKERforum (ikke sandt, Thomas?) har bladet nu og da yderst læseværdige indslag, som man ikke finder andre steder. Interviewet i det seneste nummer med Ole Lange, som netop er gået på pension fra et professorat i erhvervshistorie på Copenhagen Business School, finder jeg så væsentligt, at jeg simpelthen har valgt at gengive det in extenso her på bloggen:

Den dræbende konsensus omkring universitetet

Universitetsforskere har en pligt til at være kritiske efter bedste faglige overbevisning, men klimaet omkring universitetet indbyder til tavshed,
mener professor Ole Lange, som er gået på pension efter et langt akademisk liv som klassisk intellektuel

”Universitetslærere og journalister har det til fælles, at de ikke skal være enige med magthaverne. De skal være kritiske, gå til dem, være pågående og aggressive og stille spørgsmål efter bedste faglige overbevisning. Den kritiske journalistik har det ikke godt, men jeg tror på, at den kritiske journalistik nok skal vende tilbage, for der er et behov for den slags i et demokrati. Jeg er mere bekymret for universitetet”.

Sådan lyder statement’et fra professor Ole Lange, som har levet et langt akademisk liv som kritisk råbehoved. Han har udtalt sig som en klassisk intellektuel på en bred bane, om økonomi, politik, erhvervshistorie, moral, sport med meget mere – selv om han blot er uddannet faghistoriker. Ved siden af jobbet som universitetslærer har han tilmed profileret sig som en meget aktiv kommentator på INFORMATION og JYLLANDS-POSTEN. Nu er han blevet 70 år og er netop fratrådt sin stilling som professor i historie ved CBS i København.
”Konsensus er noget af det værste, et samfund kan have! I dag er det politiske klima inficeret, så politikere og presse og magthavere er enige om de store linier, og det giver vanskelige vilkår for de kritiske røster, som skal være der i et demokrati. Når der er politisk konsensus om noget, så er det også et signal til pressen om, at det behøver man ikke skrive noget om. Det betyder for eksempel, at pressen ikke har interesseret sig for de store reformer, som universiteterne og forskningen har været udsat for i de seneste år”.

Pessimist
Mens han tror, at den kritiske journalistik nok skal komme tilbage, så er han mere pessimistisk, når det gælder universiteterne:
”Tidligere var der plads til nogle skæve hoveder, der gik på tværs og råbte op. Men sådan nogle gamle idioter som mig dør ud. Disciplineringsprocessen fra kandidat til fast lektorstilling er lang, så når man kommer op i begyndelsen af fyrrerne, så er kanterne slidt af. Det indebærer en accept af, at rammerne for forskningsfriheden er blevet indskrænket, og at forskningen styres. Så der bliver desværre færre og færre, der har stædigheden, stamina’en og dygtigheden til at kunne agere kritisk som de gamle intellektuelle typer”.
En anden ting som taler imod en modbølge er, at universitetet er en stor og tung organisation med stor inerti. Har man en gang begrænset frihedsgraderne og accepteret, at økonomiske interesser får indflydelse på, hvad universiteterne skal lave og hvad forskerne skal forske i, så bliver det utrolig vanskeligt at rulle tiden tilbage, for det handler om en hel kultur.
”Disciplineringen er diskret. Det er jo ikke sådan, at du direkte ekskluderes / fyres, hvis du ikke laver det, som systemet ønsker. Det er et sofistikeret system, hvor forskningens finansiering styrer, hvad der skal forskes i. Hvis man ikke tilpasser sig disse temaer, så får man ingen penge”, siger professoren. ”I dag opslås megen forskning som programmer, hvor det er usikkert, hvordan udvælgelsen sker. Forskerne vælger derfor at formulere deres projekter efter, hvad de tror er mest opportunt. Og når projekter udvælges, så vælges det, som er mindst kontroversielt. Sådanne mekanismer lærer man at kende og indrette sig efter. I den proces sker der en sofistikeret disciplinering”.

Tavse forskere: Bekvemmelighed
”I dag har forskerne lært at tie af bekvemmelighedsgrunde. De risikerer at blive udsat for kritik fra politikere, presse, erhvervsliv, kolleger eller deres ledelser. I stedet vælger man at begrave sig i sin snævre faglighed”, mener han. En forklaring på universitetslæreres spage protester over politikernes beskæring af universiteternes demokrati i 2001-2005 lød, at folk var travlt optaget af deres fag.
”Men bagved ligger også bekvemmelighed og sløvhed. Kun få reagerede, resten var passive. Nogle var gået over på den anden side: De havde måske forsømt deres faglige udvikling og var blevet universitetsbureaukrater. Ved skæbnens ironi og altså delvis selvforskyldt har reformerne gjort dem overflødige, for de er nogle steder blevet erstattet af mere moderne management-typer”.
At de unge ikke protesterer over underminering af universitetets frihedsrammer er forståeligt: ”De kender jo ikke andet end at skulle søge eksterne bevillinger eller arbejde med på programmer. De snævre rammer er et livsvilkår, som de ikke stiller spørgsmålstegn ved. Vil man frem, så skal man hæfte sig på et emne, som myndighederne finder relevant. Så skal man finde en vejleder, som er interesseret og som kan promovere projektet. Man skal altså tilpasse sig, for at komme frem”.
Men hvis universitetsforskere ikke vil kæmpe for deres forskningsfrihed, fortjener de den så?
”Det er jo det sædvanlige problem ved demokratiet: Man sætter først pris på friheden, når rettighederne er forsvundet”.

Solidariteten mangler
Professoren undrer sig over, hvad politikerne kan slippe afsted med.
”Der er nok ikke nogen samfundssektor, som har oplevet så store forandring på så kort tid som universitetssektoren. Men det kan undre, at det sker under dække af en politisk konsensus, og pakket ind i nysprog om ’afbureaukratisering’, ’globalisering’, ’konkurrence’ osv. Hermed skjules meget store indgreb i demokratiet gennem brugen af åbne og generelle formuleringer. Og de bliver ikke anfægtet af pressen i den hellige konsensus’ navn. Og heller ikke af de fagkyndige, som burde kende konsekvenserne. De som burde påpege de uheldige konsekvenser, opfører sig taktisk og tier, og det giver stort spillerum for nysproget”.
Professoren er også overrasket over, hvad nogle magthavere kan slippe afsted med:
”Det var fx chokerende, da ACs formand Sine Sunesen for nylig udtalte til den store gruppe deltidslærere - som universiteterne er afhængige af, men som underbetales - at hvis de var utilfredse med deres arbejdsvilkår, så kunne de jo bare finde sig et andet arbejde! Det er total negligering, når den fagforeningsparaply, som skal varetage deltidslærernes interesser, kan udtale sig så usolidarisk: Hun erklærer jo, at deres dårlige vilkår er deres personlige problem – ikke et fælles”.

Socialdemokraternes svigt
Lange har ikke afholdt sig fra at blande sig i den politiske offentlighed. Det var derfor ikke overraskende, at Berlingske i 70-års fødselsdagsomtalen betonede hans politiske ståsted til venstre. At Lange har lavet kritisk erhvervshistorie gav ham titel af ”Storkapitalens mistillidsmand”.
Og Lange er sur på Socialdemokraterne:
”De er medskyldige i den ødelæggende konsensus og manglen på kritisk debat om forskningen og universiteterne, for partiet har været med på alle den borgerlige regerings reformer. Partiet har svigtet de principper, som fremgår af partiprogrammet, nemlig at universiteterne skal producere kritisk viden! Partiet bidrager dermed til at undergrave demokratiet, når de lader politisk og strategisk styring samt økonomiske interesser få direkte indflydelse på, hvad universiteterne skal lave. Faglighed og uafhængighed kommer i anden række”, mener Lange. ”Det er beskæmmende, for partiet har masser af folk med indsigt. Mange af dem udtrykker da også privat beklagelse over udviklingen – fx Mogens Lykketoft – men de gør ikke noget aktivt for at værne om universitetet. Men der er jo heller ikke mange stemmer i forskning”.

Når erhvervsfolk blander sig
Han er oprigtigt bekymret over det politiske klima, og over ændringen i de politiske og administrative beslutningsprocesser. For ti år siden var det utænkeligt, at eksterne interessenter og erhvervslivet kunne blande sig i universiteternes indre liv. Men det sker i dag som en selvfølgelighed. Erhvervslivet har også fået en helt anden fremtrædende indflydelse på universiteterne.
”I begyndelsen af 1990’erne - under den gamle styrelseslov - var der en erhvervsmand, som hed Asger Aamund, som var formand for handelshøjskolens Styrelsesråd og som gik ud i BØRSEN med en skarp kritik af hele sektoren: ’Vi beskyttede hinanden, meninger blev undertrykt, så medarbejderdemokratiet burde afskaffes’. De udsagn skabte så meget uro og protester, og et læserbrev spurgte til, om Aamund kunne give eksempler. Det kunne han ikke, og så måtte han træde tilbage fra sin post på handelshøjskolen”, fortæller Ole Lange.
Det er historiens ironi. For det første fordi sådanne protester ikke ville komme i dag. Og for det andet fordi Aamund jo så rigtigt i forhold til de politiske vinde.
Ole Lange finder det kendetegnende for det politiske klima, at erhvervsfolk i stigende grad prøver at blande sig i universiteternes aktiviteter. Han fortæller historien om AP-Møller skibsreder Jess Søderberg, som ikke kan lide Langes synspunkter og i kulissen gav et råd til CBS’s ledelse: ”Skaf jer da af med den mand”.
Måske har det virket stødende på skibsrederen, at professoren ikke tager med fløjshandsker på erhvervslivets folk. Hans sidste værk er biografien ’Stormogulen’, en kritisk moppedreng om Odenses store industrimagnat, C.F.Tietgen. Den fik anmelderroser og god respons i offentligheden.
Men i begyndelsen af september var universitetskarrieren endegyldigt slut; der blev afholdt en velbesøgt afskedsreception for ham på CBS, hvor kollegerne i øvrigt overraskede ham ved at udgive et hyldestskrift med mange bidrag. Men lige nu er han træt, på genoptræning efter en hjerneblødning d. 7 maj.
Er der noget, han ikke vil savne?
”Slagsmålet om ressourcer”, lyder det uden tøven. ”Men jeg vil savne mit fag ’erhvervshistorie’ og de gode kolleger ...”

jø

Censur eller amatørisme?

af Finn Hansson

Information har i fredagens avis en historie om et speciale i sociologi, der havde analyseret ledelses og samarbejdsforhold i DR-symfoniorkestret – og resultaterne var tilsyneladende ikke munter læsning for lederne i DR – i hvert fald kunne de ikke lide de kritiske kommentarer fra menige orkestermedlemmer om ledelsen. Og hvad gør de så, lægger pres på Sociologisk Institut og truer med at afbryde alle former for samarbejde, hvorefter instituttet lægger pres på den studerende for at få omskrevet konklusioner med den begrundelse, at der er forskningsetiske problemer i afhandlingen.
DR har handlet hysterisk (men det kunne man i den aktuelle situation for institutionen næsten have forudset) – værre er, at Sociologisk Institut har handlet som amatører i denne sag. Det fremgår af artiklen i Information, at den studerende har skrevet afhandlingen med sine konklusioner efter interviews med en række orkestermedlemmer og havde fået sin vejleders accept af det faglige indhold – som så skulle sendes til orientering hos de involverede i DR som aftalt på forhånd. Havde instituttet på forhånd lavet en formel aftale med DR og den studerende om under hvilke betingelser resultaterne kunne offentliggøres fuldt ud eller kun delvis, var den pinlige situation med at presse den studerende til at trække specialet tilbage og omskrive det undgået. En aftale om hvad og hvordan resultater fra en undersøgelse kan offentliggøres beskytter normalt den studerende for censurlignende indgreb – og hvorfor der ikke på falderebet blev lavet en aftale om, at følsomme oplysninger, der kunne opfattes som fortrolige, ikke kunne offentliggøres, vides ikke. Men på det tidspunkt er sagen kommet ud af kontrol, fordi Instituttet lader sig kyse af DR’s trussel om at afbryde fremtidigt samarbejde. det vil på sigt være langt værre for DR end for instituttet, da DR og andre organisationer profiterer voldsomt på specialestuderende gratisarbejde, når de undersøger dele af en organisation.
Det er foruroligende at et universitetsinstitut – endda mit ’gamle’ institut, i den grad undlader at gå i brechen for kritisk forskning og dermed medvirker til censur – især når store og magtfulde organisationer forsøger at censurere kritik.
Hvad angår DR’s opfattelse af forskning lader vi citatet fra divisionsleder fra DR Morten Pankokes formuleringer stå på skærmen: ’Hun havde sagt at hun ville undersøge hvordan sådan en organisme fungerede, men endte med et helt andet resultat og det mener vi ikke er videnskabsetisk holdbart’ - for DR’s ledelse er forskning noget der ender med forudsigelige resultater!

Finn Hansson, sociolog, lektor i forskningsledelse på Institut for ledelse, politik og filosofi, CBS.

(indlægget modtaget d. 5/10-2007)

KU censurerer speciale efter pres fra DR

"En specialestuderende skrev lidt for indgående om DR's ledelse. Det resulterede i en trusselsmail fra DR til institutleder og vejleder, som pressede den studerende til at trække specialet tilbage". Således skriver journalisten Kristian Villesen i dagens Information. Det er en sag, der er meget pinlig for Sociologisk Institut, og for hele Københavns Universitet. Læs hele artiklen i dagens Information (kopi her).

Det er åbenbart ikke alle, der skal måles og vejes?

I universitetsverdenen mærker vi i stigende grad, hvordan politikerne ønsker at måle og veje alle vores aktiviteter, og i de fleste områder af den offentlige sektor vil man kunne nikke genkendende til den situation. Med én enkelt undtagelse: Folkekirken!

DR nyheder havde i går et indlæg om dette paradoks:

Folkekirken vil ikke måles og vejes

02. okt. 2007 09.03 Indland

Alt i samfundet bliver efterhånden talt op, evalueret og givet karakterer. Men ikke Folkekirken. Vil man vide, hvor mange, der kommer i kirken eller bliver konfirmeret, må man lede forgæves.

Bortset fra i Københavns og Roskilde stifter er der ingen steder, der bliver holdt styr på, om kirkerne er flittigt besøgt om søndagen eller det modsatte, skriver Nyhedsavisen.

Faktisk er der ikke engang tal på, hvor mange, der bliver konfirmeret. Det eneste, der bliver noteret, er hvis en gudstjeneste helt må aflyses, fordi ingen kirkegængere møder op.

Sej fødsel
Ifølge forsker Hans Raun Iversen, der forsker i teologi, er der dog en begyndende forståelse for, at også kirken er nødt til at offentliggøre sine tal.

- Det kommer, men det er en sej fødsel, siger han til Nyhedsavisen.

Camilla Sløk, der er forsker i kirkeledelse på Copenhagen Business School er forundret over det manglende overblik.

- Det ville ikke kunne foregå andre steder i det offentlige. Folkekirken er en stor koncern med et budget på mange milliarder, men politikerne interesserer sig meget lidt for den, siger hun til Nyhedsavisen.

Ikke en virksomhed
At politikerne ikke interesserer sig for at holde mandtal i Folkekirken bekræfter formanden for Folketingets kirkeudvalg, Birthe Rønn Hornbech (V).

- Folkekirken er et trossamfund og ikke en virksomhed. Man måler ikke folkekirkens succes på, hvor mange der går i kirke, men på at evangeliet bliver forkyndt. Om folk vil høre det, er deres eget ansvar, siger hun.

Tænk nu hvis der var en politiker, måske endda en udvalgsformand, der stillede sig op og sagde: "Universitetet er en akademisk institution og ikke en virksomhed. Man måler ikke universitetets succes på, hvor mange der går til forelæsning og består eksamen, men på at der bliver forsket og undervist på højeste niveau. Om folk vil bruge det til noget, er deres eget ansvar"?

Men det var jo blot en tanke...

Institutleder-ledelse: mødepligt

Dekanen på KU's NAT-fakultet (bemærk navnet) har tildelt sine institutledere retten til at indføre tilstedeværelsespligt for de ansatte forskere - eller det modsatte, dvs. undlade dette. Mon det er, hvad ledelsesteoretikere vil kalde "et klart signal"? Hvad mon dekanen, der selv ledte hele fakultetet fra Galathea 3-skibet i foråret, egentligt mener om spørgsmålet? Og mon KU-rektoren har uddelegeret samme frisindede og tillidsfulde holdning til de andre dekaner? Vi undrer os. Læs om hele historien her. Det bliver næppe det sidste om den sag.

CBS mord på sproglig mangfoldighed

"politikerne stikker os og hele samfundet blår i øjnene ved at snakke om markedsvilkår" (...) "det faktisk er staten selv - ikke et marked - der bestemmer værdien af STÅ'ere. Og disse takster har i årevis været for nedadgående, hvorfor der skal uddannes stadigt flere kandidater for stadigt færre penge.
I det perspektiv er videnskabsministerens festtaler om eliteuddannelser nærmest vittige. Den oversætter- og translatøruddannelse, der ser ud til at måtte lade livet for STÅ-tyranniet er jo lige præcis en af Handelshøjskolens eliteuddannelser."

Sådan skriver to postdocs fra Handelshøjskolen i København (CBS) i en kronik i gårsdagens Information, som en kritik af at CBS har indledt fejringen af sin 90-års fødselsdag med at bebude en snarlig nedlæggelse af italiensk og russisk og en afskaffelse af translatørprofilen på alle andre sprog end engelsk. - Hvorfor afvikler CBS fremmedsprogsuddannelser i en globaliseringstid?

Budget autonomi gavner forskning

Information havde den 21/9 (kopi her) en artikel af Lise Richter om en undersøgelse foretaget af en Europæisk tænketank, der bl.a. forsøgte at klarlægge de parametre, der får de europæiske universiteter til generelt at ligge lavere end de amerikanske på økonomernes hitlister (de s.k. rankings) hvad angår "research performance". Undersøgelsen, som Kamma her fra bloggen kommenterede, viste bl.a. fgl.:

"it turns out that one of the six governance indicators reported in Table 4, namely budget autonomy, has a statistically significant effect on research performance. The others have no statistical impact on performance.
But our main result is not simply that more money or more autonomy is good for research performance. It is that more money has much more impact when it is combined with budget autonomy. To be more precise: we find that having budget autonomy doubles the effect of additional money on university research performance."
(citeret fra Philippe Aghion et al.: "Why Reform Europe's Universities?", Breugel Policy Brief, issue 2007/04, Sept. [pdf])

Det betyder, at ikke bare centralstyringen af universiteterne generelt i Danmark, men også den danske regerings kluntede forsøg på at skærpe universiteterne indbyrdes konkurrence om en fast sum penge, de hidtidige basismidler (gennem etablering af centralt definerede konkurrenceparametre for "kvalitet" i forskning, uddannelse, videnspredning og omkostningseffektivitet) ifølge de fem økonomer bag til den citerede analyse, næppe ville anses for at være en positiv faktor i forsøget på at få de danske universiteret placeret højere på de globale hitlister - hvis det skulle være det ultimative mål.

(NB: Et universitets budgetautonomi defineres som "not being required to have its budget approved by governmental authorities"; og det ser det ud til, at for de (kun) to danske universiteter, som er repræsenteret i undersøgelsens data, svarer begge mht. denne parameter maximal autonomi (?!) - det er lidt uklart for mig hvad der skal forstås ved det.)

Debatmøde om humaniora i samfundet den 2. oktober

Elfenbenstårn eller Business School? – Om Humaniora i samfundet

»Der er masser af job og penge, og så en masse unge med forkerte uddannelser. Så vi skal have flere til at interessere sig for det naturvidenskabelige og så knap så mange humanister.«

Formand for Ingeniørforeningen Lars Bytoft

»De humanistiske miljøer har for længe været lukkede om sig selv, og det er positivt, at man i stigende grad fokuserer på de områder, hvor humaniora kan bidrage til samfundets overordnede ønske om forskning som vækstmotor. Eksempelvis i relation til kultur- og sprogforståelse på det globale marked og i forhold til kommunikation og brugerdreven innovation.«

Forskningspolitisk chef i Dansk Industri Charlotte Rønhof

De humanistiske fag står i et tvetydigt forhold til offentligheden. Fagene er meget søgte blandt de unge, og mange ansatte har en skarp profil som eksperter i det offentlige rum. Men samtidig beskrives fagene fra mange sider som ubrugelige, lukkede og verdensfjerne. Blå tirsdag inviterer til en debat om humanioras identitet og rolle i samfundet. Er vi ubrugelige? Hvordan bliver vi egentlig ingeniører? Er afstanden mellem tanke og faktura god eller skadelig? Hvad skal samfundet med tanker, der ikke er vækstmotorer? Er det erhvervslivets interesser, der skal bestemme, hvad offentlige universiteter forsker og underviser i?

Paneldeltagere:

Lykke Friis, prodekan ved Københavns Universitet

Rasmus Prehn, forskningspolitisk ordfører for Socialdemokraterne

Christian Kock, Professor i retorik ved Københavns Universitet

Anders Ehlers, studenterrepræsentant i Københavns Universitets bestyrelse

Sted: Njalsgade 120, lokale 22.0.11

Tid: 2. oktober, 16.15-18.00

Arrangør: Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab

Kontakt: Lektor Sune Auken. Tlf: 22674316.

DTU INNOVATION: fordistisk forskning

Blev man for få år siden fast ansat som forsker ved et universitet, hørte det at være innovativ med til det at forske. Men som bekendt har universiteterne ændret sig. Forskning opfattes i dag som noget man bare gør, fokus er på innovation, som er kommet til at betyde "at tjene penge på nye måder". Tankegangen kan antage absurde former, som når man tror at tingene kan måles ud i tid brugt på det ene og det andet i nøjagtige portioner, ligesom det fordistiske system til effektivisering af fabriksarbejdet. Fordistisk forskning er en af DTUs nyeste innovationer:

På det største institut med ca. 300 medarbejdere, BioCentrum (BiC) blev forskerne for nyligt indkaldt til et møde hvor institutlederen var mødt op med et par konsulenter, som skulle tale til medarbejderne om innovation. Det viste sig nemlig at være et problem, at instituttets forskere ikke lever op til DTU's nye målsætning om arbejdsfordeling: 33% forskning, 33% undervisning, og 33% innovation. (Det kunne være interessant at se det officielle dokument hvor denne målsætning ekspliciteres, det er svært at udlede af DTUs officielle innovationspolitik som kan læses her).

Udmeldingen fremkaldte ikke bare løftede øjenbryn, men en række indtil videre ubesvarede spørgsmål om hvordan man slicer sin tid op på den måde. Debatten blev holdt indenfor husets fire vægge - man har oprettet en intern kommunikationskanal, et såkaldt "innovationsforum", hvor alle innovative afklaringer på den fordistiske forsknings organisering kan gives af konsulenterne. Her fremgik det bl.a.,

"At the BST group meeting on the 10th of September, where the Innovation BOOST project was presented Ole Filtenborg the Director of BiC was very clear in his statement during a discussion about whether scientists would need to spend time on innovation: Innovation is not an option - it’s an obligation just like teaching and research."

Senere måtte konsulenten trække i land:

"I think I was the first to use the 33% - at least here on this website - and it was meant as a kind of “wake up call” and a provocation, but also because I actually read the policy that way. During the last few days I have heard several other use that term, so it seems that it is generally accepted."

En professor efterlyste klarhed:

"Does it mean that we should take innovation seriously and do our best to implement it in our activities, or does it mean that we must spend in average 33% of our time on innovation (meaning that if I don’t my nearest colleague must spend 66% of his/her time)"

Uanset hvad: Der er nu basis for at ansætte mange flere Innovation Boost konsulenter på DTU. Især når man betænker, at ordet innovation sandsynligvis end ikke var indskrevet i ansættelsesbrevet for hovedparten af de nu fast ansatte forskere på stedet. Men hvordan? How to brand the boost?

Mellemfristet forskningspolitik

Jo mere man læser Videnskabsministeriets sider, jo mere økonomi-jargon lærer man, i dag således ordet mellemfristet, der dukker op i beskrivelsen af de såkaldte udviklingskontrakters indhold:

"Udviklingskontrakten er et væsentligt redskab i relationen mellem universitetet og Videnskabsministeriet. Formålet med udviklingskontrakten er at skabe en gensidig forståelse mellem universitetet og Videnskabsministeriet om målsætningerne for universitetet på mellemfristet sigt."

Citatet er fra UBST, universitets- og bygningsstyrelsens brev af 25/5 (se under UBST nyheder 2/7-2007) og de fleste af bloggens læsere vil vide at udviklingskontrakterne er ministeriets centrale styringsredskab overfor universiteterne. I et tilhørende skema fås "en liste (læs her) med 16 aktiviteter som universiteterne forventes at opstille mål for med denne nye generation af udviklingskontrakter." Brevet er tilsyneladende forfattet af Jens Peter Jacobsen, som måske er økonom (?) men i al fald direktør for UBST. Læser man listen slår det én i hvor høj grad der lægges op til en samkøring af udviklingskontrakterne med hele arbejdet med at fratage universiteterne basismidlerne, dvs. omdanne ("konkurrenceudsætte") disse til indikator- eller ranking-styrede kvasi-markedsøkomiske udvekslingsenheder.

CBS professor goes native

FORSKER forum nyheder har i dag (19.09.2007) en historie om en CBS-professor, som Jyllands-Posten har hængt ud for ekstravanagte rejsevaner. Professoren "har i en toårs-periode rejst for ialt 262.753 kr. eller i gennemsnit 21.000 kr. pr. flybillet. Professoren rejste nemlig på businessclass, hvilket tredoblede prisen. Den dyreste rejse kostede 53.470 og gik til en konference på Honolulu."
Nå, herregud - nu leger Jyllands-Posten nok Ekstrabladet? Og hører ikke netop CBS-professorer til på business-class? Skal de da ikke kunne bedrive feltstudier og tale med deres informanter i vante omgivelser?! Det fremgår af professorens hjemmeside at der et tale om Brandstudies, og at professoren er

"leder af forskningsprojekt; ”The Corporate Brand Initiative”, som omhandler udvikling/ implementering af corporate brands. Et netværk af førende globale virksomheder, som arbejder med corporate branding er blevet etableret, disse er bl.a.: Novo Nordisk, Telefonica, samt LEGO Group."

Jammen så giver det hele jo mening! Det er svært at være deltagerobservatør, risikoen for at man "goes native" lurer konstant, som forklaret i passagen her:

“Participant observation is the unique anthropological method. (...) One of the difficult issues associated with this method is how to become an "invisible" insider without "going native." (...) Field work, in an attempt to develop rapport with those studied, works best when the researcher becomes wholly accepted as members of the group. This can result in a loss of perspective. However, remaining an outsider denies the researcher opportunities to truly understand the world view of those studied."

Et i sandhed vanskeligt dilemma. Lad os håbe at Novo Nordisk & Co. er villige til at støtte mere forskning på feltet (og trængte flyselskaber) med henblik på løsninger.

Fastansat deltidslærere på uni

"Hvis det ikke lykkes at finde en forhandlingsløsning nu vil Ingrid Stage gøre de løst ansatte vilkår til et af hovedtemaerne ved overenskomstforhandlingerne næste år, og det kan ende med konflikt. »Jeg har blot sagt, at vi må bruge de midler vi har, og det er et af dem,« siger hun."
Det står at læse i seneste nummer af KU's Universitetsavisen (her, nederst). Henrik Prebensen, fællestillidsrepræsentant på HUM på KU, siger at »Fakultetet har ret kynisk brugt deltidslærerstillingen som sikkerhedsventil, fordi bevillingerne gik op og ned efter politikernes forgodtbefindende«.
Universiteterne i en årrække har haft mulighed for at fastansætte deltidslærerne som undervisningsadjunkter og det sidste år også som eksterne lektorer, men det er sket i meget få tilfælde på KU. Viljen ikke har været til stede fra ledelses side. Derfor vil Henrik Prebensen have DM til at hjælpe enkeltmedlemmer, der har arbejdet som deltidsansatte uden ret til pension, med at indbringe sagen for EF-Domstolen for at køre nogle prøvesager der kan komme til at danne præcedens.
Afskaffelse af de løst ansatte undervisere vil i sig selv ikke indebære en bedre sikring af den forskningsbaserede undervisning, hvis disse konverteres til faste stillinger der alene varetager undervisning på fuld tid eller deltid. Forskningsret til alle universitetsundervisere må være konsekvensen.
Billedet er et udsnit af Maltes Spalte, der også kan ses i Universitetsavisen eller her.

Demokrati i forskningspolitikken 2

Forsknings- og Innovationsstyrelsen beder alle interesserede udtale sig om fremtidige forskningsstrategiske områder. I løbet af de sidste par måneder har kun 20 indsendt forslag (heraf 18 natur-/sundhedsvidenskabelige).

Det virker måske som et prisværdigt (demokratisk?) initiativ, men et par oplagte spørgsmål melder sig:
- Er det den mest rationelle måde at få ideer til forskningsstrategier på?
- Er det reelt et demokratisk tiltag? eller en kombination af rygdækning ('folket er blevet hørt') og disrespekt for intellektuel arbejdsdeling ('alle har en kvalificeret mening om hvad der skal forskes i')
- Mangler de fornuftige projekter at bruge tid og penge på i styrelsen?

Kunne man forestille sig at man lavede noget lignende på andre områder?
- Hvilke sygdomme skal vi prioritere i sundhedsvæsenet - giv dit bud her!
- Hvad skal børnene lære i skolen - forslag kan indsendes her!
- Hvor hurtigt synes DU man må køre på vejene?
osv.

Du kan indtaste dit bidrag til styrelsen her. Jeg tænker selv på at indsende et forslag om "En videnskabsfilosofisk afklaring af hvordan man bør foretage prioritering forskningsmidler".