mandag den 16. april 2007

"det er let nok at kritisere, men..."

Sune syntes for længe siden jeg skulle have en hund der skulle hedde Snuseren, for at matche bloggens lille Hvæser. I dag fandt jeg den, på RUC! Den stod i solen og lugtede til et mødeopslag, som handler om Kritik! Se:
"Konference om samtidens kritik og kritik af samtiden den 26.-27. april på RUC. Konferencen Kritik i dag lægger op til en bred diagnose af, hvad det i dag vil sige at være kritisk, at stille kritiske spørgsmål, at lave kritisk teori og kritiske samtidsdiagnoser af tidens tendenser og samfundets krisetegn. Spørgsmålet er med andre ord helt grundlæggende: hvad er kritik, hvem er de kritiske og hvad er det kritisable i dag? Er der overhovedet brug for kritik i dag, og hvilken type af kritik, er der i så fald er brug for?
Kan man kritisere uden at kende samtiden – og kan en ordentlig samtidsdiagnose omvendt undgå at være kritisk? (...)"
Når vi nu altid er så satans kritiske her på bloggen, var spørgsmålene måske værd at overveje. Se programmet, og vovsen, på:
http:// www.ruc.dk/ upload/ application/ pdf/ ab381472/ informationer.pdf

Pressenævnet frikender ForskerForum

For et par dage siden (14/4-2007) skrev redaktøren på HippoCampus (RUCs alternative blad - mere om det senere) Nina Trige Andersen under denne overskrift om sagen mod FORSKERforum, som netop i går modtog denne blogs hyldest:
"De universitetsansattes medlemsblad, ForskerForum, bruger metoder, der er i strid med god presseskik, mener Peter Bogason, forvaltningsprofessor på RUC. Men den kritik har Pressenævnet nu skudt ned med en utvetydig frikendelse af ForskerForum.

Despotisk ledelse på RUC og kollegialt angiveri. Det var nogle af påstandene i ForskerForums artikler i november og december 2006. Men ForskerForum havde ikke reel dækning for historierne, mener Peter Bogason, der indklagede ForskerForum for Pressenævnet for brud på god presseskik. Pressenævnet har imidlertid ikke fundet grundlag for at udtale kritik af ForskerForums journalistiske praksis.

Foreløbigt punktum
Pressenævnets frikendelse sætter et foreløbigt punktum i sagen efter en heftig og langvarig storm over de ansattes medlemsblad. En storm, der blandt andet indeholdt en opfordring fra 12 professorer til fagforeningerne DJØF og DM om at trække den økonomiske støtte ud af ForskerForum, mens andre universitetsansatte gik til forsvar for det kontroversielle medlemsblad. ForskerForum er kontroversielt, fordi det går tæt på konflikterne i universitetsverdenen, og ofte bruger anonyme kilder til at understøtte historier om for eksempel kritik af ledelsen. At de ofte lægger sig ud med de højere lag i universitetsverdenen, lægger ForskerForum da heller ikke skjul på. På forsiden har de hver gang dette citat fra Helge Sander:
”Jeg kender godt bladet ForskerForum, men jeg er forlængst holdt op med at læse det”."

søndag den 15. april 2007

Respekt! - Uhyggeligt!

Honnør for bladet FORSKERforum, som i sit seneste nummer (203) bringer et såkaldt 'Frihedsindeks' over statsindflydelse, politisering, struktur og styring samt forskernes medindflydelse og forskningsfrihed i Danmark og en række af de lande, som vi normalt sammenligner os med. Gæt hvem der ligger i bunden? Dermed besvarer bladet spørgsmål, som ministeren ikke ville svare på i Folketinget (under debatten om L140).
Jørgen Øllgaards store bidrag til bladet er respektindgydende, og denne historie er mildest talt uhyggelig læsning.

fredag den 13. april 2007

Mener de akademiske råd noget ?

Læser man referaterne fra nye de akademiske råd på universiteterne, er det slående, at de sjældent formulerer nogen selvstændig stillingtagen, der afviger fra ledelsen. Det støtter den karakteristik af dem som rene ekspeditionskontorer uden reel indflydelse, som for nyligt blev fremsat i FORSKERforum (nr. 202, s. 12, marts 2007).
Jeg vil give et eksempel, som stammer fra Århus Universitets møde i Det Akademiske Råd på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet den 26/2-2007 (referatet findes p.t. på nettet her), men det kunne lige så godt have været fra andre AR-møder ved andre fakulteter. Her er et citat fra referatet, om ranking og indikatormodellen for basismidlerne, som netop nu diskuteres her på bloggen:
"Udmøntning af globaliseringspuljen indenfor forskning.
Dekanen orienterede om aftalen om globaliseringsmidlerne. Af særlige interesse for Aarhus Universitet er midlerne til forskning og uddannelse, som efter den fulde udmøntning af globaliseringsmidlerne stiger fra 11 til 16 mia. kr., hvormed Barcelona-målsætningen på 1 % af BNP opfyldes. Ikke alle globaliseringsmidlerne er endnu udmøntet til konkrete formål. Det vil ske ved de årlige finanslovsforhandlinger.
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har lagt op til, at fordelingsprincippet ændres – ikke kun for globaliseringsmidlerne, men for alle basismidler. Et forslag har været forelagt Rektorkollegiet. Heri indgik fordelingsparametrenes omkostningseffektivitet, forskningskvalitet, uddannelseskvalitet og videnspredningskvalitet. Formålet med et nyt fordelingsprincip er blandt andet at sikre en større konkurrence universiteterne imellem, hvilket medfører, at et universitet kan få reduceret sin basisbevilling, hvis kvaliteten falder i lighed med situationen i f.eks. England og Norge."

Mønsteret er: dekanen orienterer rådet - men rådet er tavst? I al fald siger referatet intet om hvad rådet så mente om det emne, orienteringen omhandlede. (Det kunne da fx tænkes, at de mente, at det var uhensigtsmæssigt, at man i uheldigste fald kunne risikere at fyre gode forskere som følge af nedskæringer pga. uventede ændringer i tildelingen af midler ... )

torsdag den 12. april 2007

Til nye læsere og lidt om AC

Bloggens redaktion har fået overvældende mange positive henvendelser fra forskerkolleger på alle universiteter over initiativet til at ytre en besindig men kritisk røst vendt mod videnskabsministeriets management-hysteri, og der er ingen tvivl om at den lede mod de nye ledelseslag, som for få dage siden omtaltes i dagbladet Information, vil brede sig med de tiltag til "kvalitetsindikatorer", som truer med at føre til reel ranking af danske universiteter (og vil kræve nye ressourcer til point-tælling og andre demotiverende procedurer som fuldt vil kunne måle sig med den berygtede ø-tid til lærere i Folkeskolen og andre centralistiske tiltag).

Til nye bloglæsere: rul ned til "seneste kommentarer i højre-spalten" hvis du vil tjekke ny debat om tidligere postede indlæg. Der har senest været debat om indikatorsystemet (her) - som videnskabsministeriet i lukkede forhandlinger forsøger at påtvinge universitetsverdenen. Der er en vis utilfredshed med AC's rolle (Akademikernes Centralorganisation) - som en bidragyder skrev:
"Kan vi på universiteterne bekæmpe disse Kafka’ske tiltag? Måske, men det vil nok kræve at langt flere af kollegerne træder frem og protesterer – måske også organiserer sig. Genoplivning af 80ernes universitetslærerforening som et alternativ til de eksisterende akademikerorganisationer, hvis interesse for universitetsansattes forhold ikke er til at få øje på, kunne være en mulighed. En udmeldelse af DJØF, DM, IDA osv. i større stil kunne gøre det klart for disse organisationer, at det er helt uacceptabelt, at AC konstant forhandler helt henover hovedet på universitetsansatte i alle forskningspolitiske spørgsmål."

AC's rolle har også undret mig, især da jeg så, at AC har deltaget i udarbejdelsen af strategirapporten fra Globaliseringsrådet (som spillede en vis rolle i forbindelse med regeringens politikken for universiteterne). Jeg skrev til AC's repræsentant i Globaliseringsrådet Sine Sunesen for at høre, om AC bakker op om rapportens forskningspolitik. Sine Sunesen svarede i dag (12/4-2007):

Kære Claus Emmeche
Indledningsvis er det nok vigtigt at oplyse om, at Globaliseringsrådet alene var rådgivende i forhold til regeringen, og at strategien og forslagene i globaliseringsstrategien står for regeringens egen regning.

AC fandt generelt, at regeringens oplæg på forskningsområdet var sobert og fremadrettet, men at vi også havde følgende overordnede kritikpunkter:

1) at der manglede en investeringsplan (som siden er kommet),
2) at politisk styring og prioritering af forskning bør foregå på de overordnede linjer og ikke som en detaljeret udvælgelse af forventede vækstområder og succerige projekter
3) at målinger af forskningskvalitet skal tilpasses de enkelte videnskabelige hovedfelter og forskningsfelter - antal citationer/publikationer fanger ikke hele kvaliteten
4) I takt med forøgelsen af ph.d.-optaget må man også gradvis øge antallet af postdoc-, adjunkt- og lektorstillinger, så der tegner sig tydelig og troværdige karriereveje.

Der var desuden enighed i ACs forretningsudvalg om, at AC generelt skulle være opmærksom på de risici, der er for uheldige følger af regeringens forslag. Der blev bl.a. peget på, at en større andel af forskningsmidlerne i fri konkurrence kunne medføre flere tidsbegrænsede forskeransættelser. Endvidere at politisk styring af forskningsmidlerne kunne indsnævre rammerne for den frie forskning, og at kvalitet i forskningen også handlede om at se på andet end naturvidenskabelige og tekniske områder. Disse synspunkter forfægter vi løbende i vores brede dialog med ministeriet og andre aktører.

AC's sekretariat følger arbejdet med indikatormodellen, men at vi ikke er blevet inddraget og foreløbig er vi kun blevet informeret om arbejdet via Rektorkollegiet, idet der ikke er fremlagt noget officielt samlet udspil til model fra ministeriet. Derfor har modellen hidtil kun været til - kritisk - drøftelse i AC's Uddannelses- og Forskningspolitiske Udvalg og har endnu ikke været præsenteret for bestyrelsen.

med venlig hilsen
Sine Sunesen

Jeg synes det er en alt for spag holdning AC har indtagt i denne sag. Det ville være rart nu at få åbnet processen med arbejdet med indikatormodellen for den undrende og i stilhed afventende universitetsoffentlighed, så vi ikke skal nøjes med de - i heldigste fald - indforståede henvisninger fra dekanblogs m.v. Hele protestbølgen på KU-Humaniora imod pointsystemet viser, at det ikke nødvendigvis altid er det smarteste blot at vente til at ledelse og embedsværk har udarbejdet, færdigforhandlet og reelt besluttet sig for en bestemt model. Vi vil slet ikke have den slags ranking - der er mig bekendt ikke nogen dokumenterede positive effekter af ranking for universiteternes forskningskvalitet.

Åbningen af disse forhandlinger, eller bare et løft af en flig af sløret, er et godt eksempel på en sag for professionel, opsøgende kritisk journalistik.

Borgerjournalistik

Bloggen her er ny (januar 2007) og jeg ved ikke om den kan kaldes et eksempel på borgerjournalistik - et begreb, som netop har været diskuteret på P1-programmet Harddisken som spørger:
"Er bogerjournalistik en død sild i Danmark?
I Danmark har borgerjournalistikken, hvor grupper af private slår sig sammen for at producere medie-alternativer til det etablerede, ikke særligt meget vind i sejlene. Det ene medie efter det andet tilbyder deres læsere og seere blogging - at folk kan skrive deres egne tekster på mediets website - men det er på ingen måde en trussel imod de etablerede medier ... og det er vel heller ikke meningen, set fra mediernes side."

Svaret herfra lyder: Jeg har for stor respekt til godt journalistisk håndværk til at ville påstå, at bloggen her, kan komme op på siden af opsøgende, undersøgende journalistik. Værdien i bloggen her er bla., at den tillader forskere at ihukomme deres rolle ikke blot som professionelle tavse funktionærer, men netop som forskere, undersøgere, og i samfundsanliggender også intellektuelle, dogmekritikere, kald det hvad du vil. Om det så svarer til et bestemt begreb om borgerjournalistik, ved jeg ikke. Måske, for husk, at bloggen er en modvægt til den tavshedskultur, som desværre har bredt sig på de danske universiteter, og som vitterligen er en uting slige steder.
Harddisken har selv en blog, hvor man kan diskutere borgerjournalistik her.

tirsdag den 10. april 2007

Forhandlinger i Folketinget om L140

Fra: FORSKERforum nyt, modtaget d. 10. april 2007:

Fusionsuniversiteteter - Danmark kører solo
Folketingets Videnskabsudvalg har i morgen de afsluttende 'politiske forhandlinger om lovforslag L140 om "fusionsuniversiteter". Udvalget må finde sig i, at universitetsminister Helge Sander ikke vil besvære sig med at sammenstille den drastiske danske reform med vilkår i udlandet. Han hverken kan eller vil fortælle, hvordan det danske varierer fra de andre nordiske lande, Storbritannien, Holland, Tyskland og USA.
Det fremgår af svar til Videnskabsudvalget: ”Organiseringen og styringen varierer fra land til land. Der er ingen entydig model herfor”, svarede ministeren med tilføjelsen: ”For regeringen har det ikke været afgørende at etablere en løsning svarende til andre landes, men derimod at finde den løsning, som er bedst for Danmark”.
Men når ministeren ikke vil svare på spørgsmål om globaliserede sammenligninger, så kan dagens nummer af FORSKERforum fortælle, at de danske politikere kører solo og det danske fusionsuniversitetet bliver ganske enestående: Kun i få lande har man stats- og top-styring, som ligner (Nordkorea er dog ikke undersøgt).

lørdag den 7. april 2007

Politiserende embedsmandsvælde

Da den første redaktør navngav denne blog "professorvældet" protesterede flere professorer, som - med rette - mente, at navnet var misvisende, fordi dét, som det nu handlede om, var at kritisere det nye embedsmandsvælde, som stod bag universitetsreformerne og den nye universitetslov, snarere end det hedengangne professorvælde.
Der er bestemt behov for kritisk belysning af det nye embedsmandsvælde. Men det er, selv i et demokrati som Danmark, svært at trænge ind bag de lukkede processer omkring ministerierne, hvor afgørende beslutninger om rammerne for offentlig dansk forskning tages. Embedsmandsværket er jo nærmest pr. definition anonymt, og selvom bestemte centrale topembedsmænd sandsynligvis har haft en væsentlig betydning for den nye universitetslov, ja, selv for udformningen af de nye universiteters vedtægter - en rolle man næppe kan tiltænke ministeren selv - så er de som professionelle magtudøvere som regel godt skjult i en tåge af anonymitet og lukkethed.
Derfor var det interessant at læse Jørgen Ølgaards artikel "Edderkopperne bag det nye regime" i FORSKERforum nr. 199 (nov. 2006, s. 22-23) - et forsøg på at afdække centrale knudepunker i Sanders ministerielle embedsnetværk. Man bemærker blandt andet:
• skiftet til et forvaltningsregimen, der politiserer, og hvor de mere saglige argumenter og indsigter tendentielt spiller en mindre rolle i beslutningsprocessen (en kilde udtaler: "der skete en modernisering af forvaltningen. Det gav plads til dygtige og professionelle karriere-embedsmænd, som dog ikke har særlig forstand på forskning")
• fascinationen af selve magtspillet (det siges fx om vicedirektør Rene Bugge Bertramsen, at "Han er en helt moderne embedsmand. Han interesserer sig ikke for forskning, men for 'det politiske game'. Det handler om at finde løsninger, at håndtere magt, ikke hvad resultatet bliver i praksis. Konsekvenserne ude på institutionerne er han ligeglad med").
Artiklen diskuterer selvkritisk faren for at tillægge individuelle embedsmænd en alt for stor betydning, fordi embedsværket også arbejder i teams, og uanset om de konkrete udtalelser om navngivne embedsmænd i artiklen kan underbygges eller ej, er det primært selve skiftet i tilgang fra det saglige til det politiserende, der vækker til eftertanke. Ikke underligt, at de senere års universitetsreformer og -fusioner har manglet saglige argumenter og dokumentation for, at de tilsigtede effekter ved reformerne ville indtræffe.

Hvornår mon der indføres et indikatorbaseret kvalitetsmålingssystem for langsigtede konsekvenser af forskningsorganisatoriske innovationer udgående fra videnskabsministeriets embedsmandsværk?

torsdag den 5. april 2007

Ufrie universiteter

Jørn Lund, medlem af KU's bestyrelse, er aktuel med bogen Det Faglige Løft. I den anledning interviewes han i sidste nummer af Weekendavisen, og udtaler bl.a.:
»Så er der noget tilbage, man kunne kalde den frie forskning, og i disse år bliver den frie forskning mere og mere ufri. Det er den, staten støtter, og nu vil ministeriet i stigende grad bestemme, hvad pengene skal gå til. Man siger, at noget er vigtigere end andet og laver puljer til højteknologi. Det kan være fornuftigt i en periode med særlige indsatsområder. Men hvis man siger, at pengene skal gå til sundhedsvidenskab og naturvidenskab, men ikke humaniora, så er det igen et indgreb i universiteternes forskningsforvaltning, der ikke er klogt. Det så vi ske for nylig, hvor der kom flere midler til de såkaldte ph.d.'er. Der skulle udklækkes flere i Danmark, fandt Videnskabsministeriet ud af, og det er godt. Men så sagde man altså, at det gør vi på den måde, at halvfems procent af midlerne skal gå til de såkaldt »våde« fag, det vil sige til de naturvidenskabelige og de sundhedsvidenskabelige fag.«

Læs hele interviewet her...

onsdag den 4. april 2007

Tech Trans, patenter og innovation


KU-rektor Ralf Hemmingsen holdt for kort tid siden en tale om arbejdet med at udvikle en større teknologioverføringsenhed ved KU, som bl.a skal tage sig af patentering og, som det hedder på denne enheds hjemmeside (www.tt.ku.dk), "contribute to economic growth in society by further developing and commercialising Copenhagen University's most promising technologies and inventions in collaboration with the private sector". Jeg kommenterede rektors tale (her) og fik et længere svar, hvor Ralf Hemmingsen bl.a. skriver:
"Når Tech Trans Enheden indgår aftaler med industrien, som giver et økonomisk afkast, går 1/3 af disse indtægter tilbage til instituttet og kan således gå tilbage til forskningen. De sidste 2/3 fordeles ligeligt mellem forskergruppen og universitetet. Der er aldrig ikke tale om et valg mellem publicering og kommercialisering – begge elementer er en central del af KU´ s strategi." [...]
"Det er dog ikke kun kommercialiseringen der måles – dokumentation af forskningen er ikke mindst en del af øvelsen. Vi er i dialog med regeringen om at udvikle praktiske og realistiske resultatmål. For Københavns Universitet er det vigtigt, at de mål der udvikles faktisk er mål, som universitetet har indflydelse på. F.eks. har vi ikke indflydelse på, hvor hurtigt et lægemiddel kommer på markedet og bl.a. derfor mener jeg ikke, at vi kan måles på kommercielle indtægter fra industrien." [1]

Det sidste kan man jo kun være enig i. Men hjælper en sådan Tech Trans enhed i virkeligheden den forskning, der kun på lang sigt viser sig at være virkelig innovativ? Jeg kom til at tænke på en klumme af SDU-professor i biokemi Peter Roepstorff, som bl.a. skrev:

"Min egen forskning er et godt eksempel. Da jeg for ca. 40 år siden startede forsøg på at analysere proteiner ved en teknik kaldet massespektrometri, blev det betragtet som ren utopi, og jeg ville aldrig med dagens udmeldinger have fået bevillinger til sådan forskning. Ikke desto mindre lykkedes det efter godt 10 år, hvilket medførte, at danske virksomheder var blandt de første i verden til at udnytte denne teknik i deres udviklingsarbejde og derved fik et forspring på ca. 5 år. I dag er massespektrometri standard i alle større farmaceutiske og bioteknologiske virksomheder. Studerende, vi har uddannet, er eftertragtede i både danske og udenlandske virksomheder. Da først resultatet af det lange seje træk forelå, var det ikke svært at få bevillinger, men i startfasen var det støtte fra fremsynede virksomheder og visionære forskningsprogrammer, som løftede os." [2]

Det er nærliggende at spørge Peter Roepstorff, om han mener, at det ville have været lettere for ham at komme igennem med sin forskning, dersom der havde eksisteret en teknologioverførselsenhed som fx den, der nu er under opbygning ved KU. Hertil svarer Roepstorff:

"Jeg tror ikke en Tech Trans enhed som den rektor på KU beskriver ville have kunnet hjælpe den situation jeg beskriver i min klumme. Vejen fra en videnskabelig vision til noget der kan have praktisk/industriel anvendelse er ofte meget lang. Det væsentlige i videnskabelig forskning er, at ting, som i starten ser ud til at være ret vilde, får mulighed for at blive udviklet uden krav om umiddelbar praktisk anvendelse. I mit tilfælde tog det mere end 10 år før kombinationen af min egen forskning og udviklingen indenfor andre felter gjorde, at visionen kunne blive til praktisk virkelighed. Det næste og nærmest paradoksale var at farma- og biotek-industrien kunne se mulighederne før forskningsbevillingssystemet og universiteterne kunne. De støttede mig økonomisk inden resten af systemet kunne erkende perspektiverne. Det skal også bemærkes at jeg ikke har patenteret noget af det jeg lavede. Jeg har principielt været modstander af at offentlig financieret akademisk forskning skulle patenteres, fordi patenteringskravet medfører langt mindre udveksling af ideer og viden mellem forsknere både nationalt og internationalt. Jeg mener at det hæmmer innovativen i forskningen." [3]

Der er al mulig grund til at tage en bredere og grundigere debat om den flytning af grænserne mellem offentlig og privat financieret forskning, der foregår på universiteterne i disse år, hvis man ikke skal risikere, at de mange gode viljer etablerer strukturer, der ikke bare hæmmer den frie grundforskning, men reelt virker stik imod hensigten - også set fra erhvervlivets perspektiv.
Noter

[1] kommentar af Ralf Hemmingsen af 22/3-2007 på dennes blog (http://blogs.ku.dk/lykkeogralf/?p=309)
[2] Peter Roepstorff: "Kan Danmark blive førende videns- og innovationssamfund?", NYviden (SDU) nr. 6, 2006.
[3] email fra Roepstorff til Emmeche, d. 2/4-2007. (Tak for tilladelse til at bringe citatet).

tirsdag den 3. april 2007

Status for universiteternes selvstyre

Kort nyt: Rektorkollegiet udgiver løbende holdningsnotater, m.v. om emner, der berører universitetssektoren. For få dage siden offentliggjordes en fem siders "Status for universiteternes selvstyre - marts 2007". Opsummerende lyder det her,
"Arbejdsdelingen mellem politikerne, der som repræsentanter for vælgere og skatteborgere har en legitim interesse i, at universiteterne bruger deres bevillinger fornuftigt, og universiteternes ansvarlige ledelser, der har det faglige og strategiske ansvar for universiteternes udvikling og opgaveløsning, er også forsøgt beskrevet som en mål/middel-kæde; det vil sige en arbejdsdeling, hvor politikerne opstiller en række overordnede målsætninger, som universiteterne derefter opfylder på den måde, de ud fra deres faglige indsigt mener, bedst opfylder formålet." [...]
"Efter vedtagelsen af universitetsloven i 2003 har de danske universitetsledelser imidlertid reelt ikke fået øget deres muligheder for at disponere ledelsesmæssigt særlig meget, uanset at både forligsteksten fra 2002 og lovforslaget fra 2003 understreger behovet for at give universiteterne større frihedsgrader."

Udover at rektorerne synes at mene, at de får for lidt i løn ("Der er endnu ikke opnået politisk og administrativ forståelse for, at en professionalisering af universitetsledelsen indebærer, at aflønningen af de ansatte ledere skal følge med markedsniveauet"), nævnes en række punkter, hvor den ministerielle trang til detailstyring er et gennemgående træk. Om selveje og financiering hedder det bl.a., at "Det lykkedes aldrig at tilvejebringe den startkapital, der kunne have givet de danske universiteter reelt selveje."

mandag den 2. april 2007

Kvalitetsvægten for universitet nr. j i år t

Dekan for det Samfundsvidenskabelige Fakultet i Århus Svend Hylleberg har på sin blog i dag i to indlæg ("Fordelingen af basismidler til universiteterne" og "Forskningskvalitetsindikatoren er en hjælp til den trængte grundforskning") løftet lidt af sløret for de incitamenter og andre mekanismer, der diskuteres som det, der skal bestemme fordelingen af basismidler til de danske universiteter. Det første indlæg måtte i pdf-format for at kunne rumme den smukke formel, vi gengiver ovenfor, som Hylleberg gør sig umage for at forklare - i korthed:
"Det enkelte universitets basisbevilling for år t kan herefter beregnes som universitetets kvalitetsvægt gange universitetets basisbevilling for år (t-1) gange med forholdet mellem de samlede basisbevillinger i år t og summen af alle universiteters kvalitetsvægt gange basisbevilling for år (t-1)."

I sit andet indlæg forsøger dekanen at gengive kritikken af den slags indikatorer og dele sol (kritik) og vind (sin lederrolle som legitimerende mediator) lige:

"At undgå at blive vejet og målt er imidlertid ikke en politisk mulighed, og her synes jeg faktisk, at indførelsen af en kvalitetsindikator for forskningen er et afgjort fremskridt."
Han afslutter med denne kritik af Rektorkollegiet:
"Noget uforståeligt har Rektorkollegiet i høj grad forsøgt at promovere den såkaldte 50:40:10 model som grundlag for tildeling af forskningsmidler. Efter min opfattelse trækker denne model i alt for høj grad vægten væk fra den basale grundforskning og over mod den forskning, der umiddelbart synes anvendbar, idet modellen giver en vægt på 0.4 til de eksterne bevillinger et universitet har opnået. Og de eksterne bevillinger har jo givetvis en bias mod det anvendelsesorienterede.
Så til alle os, der også vil lægge vægt på de langsigtede mål, er forslaget om en kvalitetsindikator for forskningen baseret på opgørelser af forskningspublikationerne, vægtet efter selv en ufuldstændig kvalitetsopgørelse af publikationskanalerne, et skridt i den rigtige retning."

Det sidste kan jo nok diskuteres, og bør blive det. Bloggens læsere opfordres til at bidrage!

P.S.:
Svend Hylleberg refererer i sit første indlæg til "det såkaldte Dialogmøde mellem VTU om universiteterne den 29. november 2006" - det drejede sig, har jeg googlet mig frem til, om en "ny model for kvalitetsbaseret fordeling af basisforskningsmidlerne": Af et notat fra SDU's sider (her) fremgår fgl.:
"Universitets- og Bygningsstyrelsen (UBST) under VTU indbyder bestyrelsesformænd, rektorer og universitetsdirektører til dialog møde onsdag den 29. november 2006. Ifølge regeringens globali­seringsstrategi skal universiteterne fra 1. januar 2008 tildeles basismidler efter en samlet bedømmelse af resultater for kvalitet af forskning, uddannelse og videnspredning relativt til universi­tetets størrelse. Fra Syddansk Universitet deltager rektor Jens Oddershede i mødet."

pps: beklager fejlstavningen som nu er rettet, navnet er ikke Hyllebjerg !

Akademisk kapitalisme (II)

Dagbladet Information bringer i dag mere om effekterne af øget erhvervsorientering i forskningen, som vi før har omtalt her på bloggen under navnet akademisk kapitalisme. Hele artiklen kan læses her.
Pointen er, at når universiteterne i disse år opretter patent- og teknologioverførselskontorer, bør der udvikles politikker til at modgå tendensen til mere ensrettet forskning.
PS: til avislæserne og til mit værtsinstitut: Det er journalistens opfindelse, ikke min, at jeg skulle være professor ved NBI. Jeg er ansat som lektor og centerleder ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, som hører direkte under det Naturvidenskabelige Fakultet, og som har Niels Bohr Instituttet som sin fysiske vært.

søndag den 1. april 2007

Fusionsbølgen fortsætter

Erfaringerne fra de succesrige fusioner af de danske universiteter videreføres nu internt, og får Københavns Universitet til at lække planer om sammenlægning af de otte fakulteter til kun to. KUs fusionssekretariat fremsætter i et internt notat forslag om at fusionere det Juridiske, det Teologiske og det Samfundsvidenskabelige fakultet til et nyt fakultet for Højere Økonomisk Regulering (HØR), og at fusionere det Biovidenskabelige, Farmaceutiske, Sundhedsvidenskabelige, Humanistiske og Naturvidenskabelige fakultet til et nyt storfakultet, som skal hedde Fakultetet for Livskvalitet, Oplevelsesøkonomi og Produktion (FLOP).

Fusionssekretariatet begrunder forslaget med strategiske studier af pressemeddelelser fra videnskabsministeren, bestyrelsen og rektoratet, og udtaler i notatet, at det er bedst hurtigt og frivilligt at indlede de nødvendige omstruktureringer, der vil skabe de to største og dermed bedste fakulteter i Ørestadsregionen og Medicon Valley. Det forlyder, at der er indledt drøftelser mellem rektor og dekaner om hvem der skal forfremmes til de to nye superdekanstillinger og hvem der skal beklæde de nye poster som fakultetsoverdirektører, prærektorer og postprodekaner.