Outsourcing Uni/You

En del af artiklerne på sitet edu-factory handler om mange forskellige ting, som Jan Løhmann Stephensen antydede i sin introduktion nedenfor. En af artiklerne hedder "Outsourcing U/You: Online Education, Contigent Faculty, and Open-Source Unionism" og er skrevet af Eileen Schell fra Syracuse University. Jeg har talt med Robin May Schott, også indskrevet på bloggen, om den. Jeg synes den er interessant, fordi den peger på nogle af de tendenser til at universiteter begynder at agere som private virksomheder på et marked, det man betegner som "akademisk kapitalisme" (se tidligere indlæg herom). Eileen Schell skriver

"Many American colleges and universities, like manufacturing and technology firms, regularly "outsource" jobs to save on labor costs and have been doing so for years: dining services, physical plant maintenance, parking services, and the list goes on. Outsourcing teaching is also a familiar phenomenon for many four-year colleges and universities." (...) "the shift from the traditional tenure model of academic labor to the contingent academic labor model is itself a form of outsourcing".

Herhjemme kender vi jo til hudløshed fænomenet 'akademiske løsarbejdere' der på daglejerbetingelser arbejder i årevis med at undervise på specielle kurser, som enten ingen af de fastansatte VIP har lyst til at undervise på (fx basale redskabskurser i bachelordelen) eller er kvalificerede til (fx nye specialkurser på nye uddannelser eller kurser som kræver særlige, fx tværdisciplinære kompetencer som ingen af den faste stab fuldt ud besidder).
Artiklen beskriver også mere ekstreme tilfælde af 'for-profit' universiteter, hvis hele organisering og virke er indrettet på at tjene penge; University of Phoenix er her skræmmebilledet. Mange af disse profituniversiteter (for nu at bruge et dansk ord) har sat sig på markedet for on-line uddannelser, hvor de konkurrerer med de traditionelle. Eileen Schell: "distance education as a market is not confined to the private-for-profit sector.(...) most traditional colleges and universities have also developed online courses, setting up "for-profit subsidiaries" in the hopes of literally keeping up with the Jones—like Jones International University". Schell diskuterer de modsat rettede historier om succes eller deroute for løst ansatte akademikere, som begiver sig ind på on-line markedet. Hun kritiserer "trivialization of contingent academic labor and a dismissal of any collective approaches to changing its conditions" og forestillingen om, at "Contingency is to be accepted, capitalized upon, and celebrated. This entrepreneurial rhetoric of the happy adjunct plays right into the entrepreneurial rhetoric of outsourcing and online education".
Hendes artikel slutter med at diskutere de nye muligheder internettet giver for at organisere ikke bare lærere, men også studerende i kampen for bedre vilkår, karakteristisk kaldet open-source unionism – hun har set "many students joining in the struggle to organize contingent faculty and educate the general public about the working conditions of non-tenure-line faculty. If the collective voice of students can be joined with that of contingent faculty and with full-time faculty as well, we have a fighting chance."

Robin May Schott her på bloggen har sendt mig sin reaktion på artiklen (og har godkendt indlægget her). Robin skriver, "the article focusses on the following problem areas:
1) for-profit education
2) on-line education
3) adjunct faculty
4) work-place environment
5) labor organizing in academia
So one might ask, which of these factors are relevant in Denmark, or in Europe more generally?" — og Robin May Schott svarer :
"1) For-profit education is hardly relevant in Denmark. There have been new masters courses for professionals in which students (or their employers) are charged fees, in contrast to public education. But this isn't a for-profit institution as such. (The courses often don't make a profit, and the universities are not for-profit.) I will say that I was teaching in Tirana, Albania this spring, where this phenomenon is quite widespread, for example, New York University of Tirana. It is a major issue of how to address this development. On the one hand, for-profit universities can easily be a money-making scam that makes empty promises to students about the recognition that their degree will have. I met many people who insisted that these for-profit universities were an abomination. On the other hand, and to be fair, I met two people working in such institutions who defended them. One claimed that it was easier to make changes in the small for-profit universities than in the large conservative public universities, still bearing the inheritance of the old bureaucracies. One issue facing these academics was the two-tiered pay-scale. People with foreign academic positions were paid on salaries comparable to foreign salaries. The locals were paid by local standards. The difference is huge.
The issues regarding for-profit universities are academic legitimacy, credibility and pay equity. And of course, there is the general issue of how education in developing countries can be used as a field of exploitation for students who long to fulfil the dreams associated with Western countries.
2) As for on-line education, this is beginning to develop in Europe I expect, though I don't know that much of it in Denmark. There are courses and programs that cross geographical distances, but these are not exclusively on-line. The phenomenon is much more developed in the U.S.
3) The issue of adjunct faculty is, however, a major problem in Denmark that we all know about. And one can go on and on about this. It shows lack of vision and commitment on all levels of educational policy.
4) The issue of work place environment is also a major issue at many Danish institutes. Having been housed for years at a department at KU, I could say a mouthful about that. Issues here involve lack of gender equity and diversity, lack of resources, lack of leadership, etc.
5) The issue of union organizing in academia, however, is a moot issue in Denmark. There is nothing comparable to the welfare system in the U.S. Even ph.d. students here are offered reasonable salaries. I have not become engaged in union debates to know how adequately they function. But I have had experiences with unemployment, and that is of course an exercise in humiliation."

Der er hermed lagt op til diskussion, også af spørgsmålet om organisering af de universitets- (løst og mere-eller-mindre-fast) ansatte. Dette er jo ikke en fagforeningsblog og vi kan frit rose og/eller kritisere fagforeningernes (somme tider noget spage) rolle i hele den universitære forandringsproces, vi iagttager, og enkelte af os, fx Heine, har efterlyst en anden type, mere professionsorienteret interesseorganisation. Skal denne kun omhandle forskning, eller også undervisning? Og kan en sådan repræsentere både fastansatte professorer og undervisningsassistenter på daglejervilkår?

Hvad er Universitets globale rolle i det 21. århundrede?

Hele foråret har denne debat raset på en mailkæde blandt en yderst international flok akademikere og kritikere. Højdepunkter og centrale indspil herfra er nu blevet lagt ud til fri læsning på hjemmesiden www.edu-factory.org.

Som navnet delvist antyder, var det oprindelige udgangspunkt for diskussion en konstatering af, at Universitetet i dagens globale vidensøkonomi synes at have erstattet fabrikken som paradigmatisk felt for kampen mellem den (intellektuelle) arbejderklasse og den (kognitive) kapitalisme. En kamp, som primært vedrører ejerskabsforholdet til produktionsmidlerne (dvs. infrastruktur, viden og intellekt) og produkter (viden og rettigheder), sociale og arbejdsmiljømæssige faktorer, samt institutionens, processernes og produkternes samfundsmæssige relationer og forpligtelser. Dette markerer altså enden på en vis borgfred omkring institutionens privilegerede, fri rolle i samfundet (om end forestillingen om denne hidtidige, ophøjede status også i et vist omfang er ramt af den historiske glemsels velsignelser). Og nu, i en verden og en økonomi, som i stadigt tiltagende grad baserer sig på – og endnu væsentligere: som forstår sig selv som baseret på – udnyttelse og kapitalisering af viden og vidensformer, bliver indsatsen forhøjet fra begge sider. Kampen er rykket inden for murene.

Emnerne har været mange: eurocentrisme og sprogpolitik (læs: problematikken vedrørende akademisk engelsk), dokument- og filformater (’åbne formater’ vs. Microsoft), administrationsteknikker og ledelsesstrategier, webbaseret undervisning, de intellektuelles rolle, Foucault, Foucault, Foucault, studenterbevægelser og netværk, studiegæld, sygeforsikring o. lign problematikker samt meget andet, som det vil være umuligt at nævne her. Meget af det interessant, andet knap så interessant.

Men hvad man nu end personligt bekender sig til, interesserer sig for eller tænder på, tjener denne meningsudveksling i det mindste i sig selv som en påmindelse om, at Universitetet som institution faktisk altid allerede har været indvævet i en anden globalisering end den, som i den dominerende forsknings-, undervisnings- og bevillingspolitiske diskurs fremhæves som årsag til at Universitetet i dag må radikalt nytænkes og omstruktureres. Med andre ord en påmindelse om, at globalisering også kan være fri vidensdeling, udveksling og diskussion samt individuel mobilitet, og ikke blot økonomisk globalisering. Samt at denne form for transnational udveksling faktisk er blevet efterprøvet med stor succes, og at den måske rettere bør betragtes som den historiske forløber for den økonomiske globalisering, frem for rollen som den ensidigt økonomiske optiks defensivt reaktive vedhæng, som den oftere og oftere tilskrives. Men også en påmindelse om, at denne overleverede udvekslingstradition, netop, som mange af bidragene påpeger, er hårdt trængt af ikke blot den økonomiske globaliserings faktuelle udfordringer, men især af den politiske diskurs, som ofte i overdreven grad legitimerer sig selv og alle mulige andre interesser og ideologiske kæpheste med henvisning hertil.

Humaniora Nu!

Humaniora Nu! - et møde i Politikens Hus (v. Rådhuspladsen i København), torsdag 7.juni kl. 16:30 - 18:30.
Hvad sker der med den humanistiske viden, forskning og undervisning i dag?
Humanistisk forskning og uddannelse er i dag under pres. Hvor er humaniora på vej hen? Er der plads til sprogfag, historie, litteratur, filosofi og andre kulturfag, hvis vidensidealer måske ikke er af direkte nytte for erhvervslivets innovation, den danske identitetsopbygning eller den globale oplevelsesøkonomi?
Har humaniora stadig relevans som intellektuelt, kritisk bidrag til samfundet?
www.humanistiskforum.dk og Politiken inviterer til debatmøde!
Paneldeltagere:
• Jørn Lund, sprogforsker og direktør, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
• Jens Erik Kristensen, idéhistoriker og lektor, Danmarks Pædagogiske Universitet
• Karen Lisa Salamon, antropolog og lektor, Danmarks Designskole
• Ordstyrer: Anita Bay Bundegaard
Tilmelding til arrangementet via Politiken

PS: husk også mødet den 1. juni, "Research, Politics, Money - and Journalism", omtalt tidligere her.

Hvem vedtog universitetsloven?

Da begrebet "realpolitik" har været nævnt nogle gange her på bloggen, kan det være relevant lige at se på, hvem der egentlig stemte for Lov 140, Universitetsloven d. 8. maj. Den stadfæster, at ministeren kan pålægge universiteterne bestemte forskningsopgaver, at forskningsfrihed kun gælder indenfor rammerne af "udviklingskontrakterne" (en orwellsk term, der hører hjemme i bullshit-arkivet), og at individuel forskningsfrihed til enhver tid er op til ledelsens forgodtbefindenden. Folketingets hjemmesider oplyser følgende:

"Lovforslaget vedtoges med 106 stemmer (V, S, DF, KF og
Elisabeth Arnold (RV), Lone Dybkjær (RV), Elsebeth
Gerner Nielsen (RV) og Niels Helveg Petersen (RV), SF)
mod 7 (Morten Østergaard (RV), Martin Lidegaard (RV),
Ole Glahn (RV) og Simon Emil Ammitzbøll (RV), EL).

Kommentar:
----------
Elisabeth Arnold, Lone Dybkjær, Elsebeth Gerner Nielsen
og Niels Helveg Petersen (RV) stemte ved en fejl for, de
skulle have stemt imod."

Altså et massivt flertal for loverforslaget. Tilsyneladende er det altså kun Enhedslisten og ca. halvdelen af den radikale gruppe, der bekymrer sig om forskningsfrihed.
Det undrede mig, at SF tilsyneladende stemte for lovforslaget, og jeg har forsøgt at få en forklaring fra Anne Grete Holmsgaard, der er SF's ordfører på området. Hun siger, at SF ellers var imod lovforslaget, og kan ikke forklare, hvorfor de så stemte for (hun var ikke selv til stede ved afstemningen). Uanset hvad, må man konstatere, at det for tiden ikke er i Folketinget forskningsfriheden har sine mest solide støtter.

Dekreteret overfokusering på hastighed

(...) "jeg er betænkelig ved alt for megen statsstyring af universiteternes ledelsesdispositioner. Det harmonerer i hvert fald ikke med ånden i universitetsloven. Generelt er jeg bekymret for, at en dekreteret overfokusering på hastighed kan kompromittere kvaliteten af vores uddannelser. Det nytter jo ikke at skabe en incitamentsstruktur, hvor det kan betale sig at sænke overliggeren, så alle kan kravle over. Regeringen har jo sagt, at vi skal have universiteter i verdensklasse. Men det får man ikke ved at give med den ene hånd og tage med den anden." — prorektor Lykke Friis, til nyhedsbrevet KUreren, 23. maj, 2007.

Kritisk hyldest til Sankt Peter

I Berlingske Tidende er kronikken mandag den 21. maj skrevet af professor Peter Harder. Harder beskriver, hvordan regeringens "ubegribelige nævenyttighed er godt på vej til at undergrave hele den offentlige sektor. Ingen fornuftige mennesker holder i længden til at få at vide på tusind forskellige måder, hvordan de skal gøre deres arbejde". Han skelner imellem to forskellige typer af professionel identitet, "Landsknægten" og "Ridderen": "Ridderen handler af indre drift og for ærens skyld, mens landsknægten kun gør, hvad han bliver betalt for fra dag til dag." Harder identificerer det problem, at den gode universitetsforsker er ridder, men at den indblanderiske politik, der føres på området, kun fremmer en landsknægtmentalitet.

Kronikken opfordrer til, at der sværges "fane-ed ved et ledelseskoncept, der passer til en kreativ økonomi og en moderne ridder-identitet". Denne opfordring går to veje: Vi forskere skal acceptere og støtte op om, at der skal ledes på universiteterne, mens politikerne skal holde op med at ville detailregulere over universtiteterne. Uden at Harder selv tydeliggør det helt, har hans faneed også et tredje træk, nemlig billedet af hvordan lederen på universitetet så skal opføre sig. Lederen skal nemlig heller ikke detailregulere forskernes arbejde, men har i stedet to forpligtelser: 1) At gribe ind, når tingene ikke fungerer, og lade folk arbejde i fred, når de gør, og 2) At have det visionære overblik, som tillader, at der langtidsplanlægges visionært på området.


Jeg har før her på bloggen talt pænt om Peter Harder, og jeg vil gerne gøre det igen. Harder har tidligere haft næsen fremme i forskningspolitske spørgsmål og er tidligere blevet angrebet på særdeles ubehagelig og underlødig vis af videnskabsministeren. Det er godt, at han ikke stikker piben ind, men bliver ved. Han er en ridder med street cred, en forskningspolitikkens Sankt Peder. Og det er tilmed godt, hvad han skriver: Dels er kronikken en strålende præsentation af problemerne i den nuværende universitetspolitik (Claus?), dels er den et konstruktivt forsøg på at give et bud på en forbedring af situationen (Thomas?).

Men - duellanter og akademikere - jeg står stadig lidt spørgende. Hvis ledelsen var, som Harder beskrev den, var jeg med ved fanen, men dels er jeg i tvivl om, hvorvidt den er det, og mine egne erfaringer har ikke overbevist mig, dels er jeg lidt i tvivl om, hvad karakteren af faneeden egentlig er. Betyder den, at man så skal holde mund, hvis nu man er meget meget meget uenig med en ledelsesbeslutning? Hvor langt rækker herre-vassalforholdet? Når vi uværgerligt nogle steder kommer til at få mere herskesygt anlagte ledere (alt kan jo kaldes "handlekraft" nu om dage), hvordan slipper vi så af med dem igen? Indklager dem for Gud og Kongen?

Altså: Jeg er med på kritikken, jeg er med på visionen. Jeg står lidt tvivlende over for realiteten. Jeg deltager gerne i en videre diskussion...

Let's brand it together

'Hvæseren' her har før gøet op om den om-sig-gribende akademiske kapitalisme: tendenserne til at universiteterne i deres adfærd kommer til at ligne private virksomheder (tendenser, som ikke er overraskende når man tænker på presset på universiteterne i retning af erhvervssamarbejder, søgning af eksterne midler, understøttet af ministeriets udviklingskontrakter, konkurrenceudsættelse af basismidler m.v). På Århus Universitet har de ansatte nu nået smertegrænsen for en særlig afart af akademisk kapitalisme: brand-blending. Dagbladet Information skrev i går, at 'Forskningens Døgn' på Aarhus Universitet blev afholdt under temaet 'Spiselig forskning', og at Arla var hovedsponsor med et 250.000 kroners sponsorat. Markedsføringen bestod blandt andet af tre styk meterhøje mælkekartoner, der var stillet op udenfor universitet. For Carsten Løfting, lektor ved Institut for Sprog, Litteratur og Kultur, var reklamesøjlerne, med deres altdominerende Arla-logo, en klar overskridelse af, hvor grænsen går for erhvervslivets synlighed og sammenkobling med universitetet.

"Kartonerne var provokerende, fordi de umiskendeligt var en kampagne for Arla, støttet af universitetet. Det var et sponsorat vendt på hovedet," siger Carsten Løfting. Han har indledt en underskriftindsamling, der netop er blevet sendt med et vedhæftet brev til rektor og universitetets bestyrelse. 76 medarbejdere på Humanistisk Fakultet har skrevet under. — Klip fra dagbladet Information 18/5-2007: "En del af markedsføringen i forbindelse med Forskningens Døgn på Aarhus Universitet bestod af store mælkekartoner som disse. Det har nu rejst en debat om, hvorvidt universitetet har solgt ud til erhvervslivet. Foto: Polfoto/Ole Lind". Læs hele artiklen fra Information og protestbrevet her.

Akkreditering og universitetspolitik

"Som noget nyt skal alle universitetsuddannelser godkendes centralt i et akkrediteringsråd - og det vil få konsekvenser for det danske uddannelsessystem, viser et nyt speciale fra Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Først og fremmest vil det føre til øget markedsorientering af uddannelsessystemet, fortæller Morten Høyer, der har skrevet specialet." Læs hele artiklen "Akkreditering skærper liberalisering" her...

Politisk Sprechverbot mod "uredelige" forskere

Det er ikke noget bloggen her har skrevet meget om, men mon ikke nogen kan huske dette:

"Religionshistoriker Tim Jensen, Syddansk Universitet, kritiseres skarpt af den radikale politiker, Naser Khader, og Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste, for at fremsætte løgnagtige og politisk motiverede påstande om hhv. Demokratiske Muslimer og Muhammed-tegningerne. Juste indklager Jensen for videnskabelig uredelighed." (fra artikel i Jyllands-Posten, d. 4/2-2007, her)

Det var grotesk at "videnskabelig uredelighed" — et begreb der omhandler fx fusk med data eller andre grove brud på de videnskabelige normer, og som i Danmark behandles af Udvalget for Videnskabelig Uredelighed — og trussel om at rejse en "sag" herom, benyttes som politisk våben af en redaktør på et stort dagblad imod en forsker, som blot udtaler sig om et politisk omstridt emne. Flere af bloggens læsere kan måske huske referatet fra et møde om forskningsfrihed på Københavns Universitet, som i kraft af prodekan Katherine Richardsons bidrag også kom til at handle om ytringsfrihed: Hun var kommet ud for, at en person havde udøvet lettere psykisk terror ved at afkræve hende en tilbagekaldelse af en kritik, hun havde ytret om Galathea-ekspeditionens mediepolitik, og som denne person åbenbart var uenig i, og som, i stedet for at imødegå hendes udtalelser i et modindlæg i offentligheden, nu gennem en privat kontakt forsøgte at presse hende til at trække sin kritik tilbage, inden et bestemt fastsat tidspunkt (!), thi ellers ville denne person rejse en klage over hendes påståede "uredeliged" overfor hendes ledelse. I dag kan KU's Universitetsavisen (her) så afsløre, at det igen er en redaktør på Jyllandsposten, som har ført sig frem på denne måde.
Man skal bemærke, at sagen her (som med Tim Jensen) ikke handler om Richardsons forskningsfrihed, men hendes ytringsfrihed som forsker i en sag, hvor hun som professionel person har en særlig indsigt i et sagsforhold som er politisk omstridt, og derfor udtaler vurderinger, der kan være relevante og gavnlige for den offentlige diskussion om emnet. Det ville være ret grotesk, hvis man skulle kunne indklage hende for "uredelighed" eller på anden måde undertrykke ikke blot hendes konstitutionelle ret til, men også professionelle og moralske pligt til, at bidrage til debatten som på én gang forsker og borger. (Ytringsfrihed og Jyllands-Posten ... var der nogen der sagde dobbeltmoral?)
Den her på bloggen navnkundige professor i statskundskab Erik Albæk skev for nyligt i Weekendavisen sammen med Asbjørn Sonne Nørgaard, at forskere ikke må udtale sig som Tim Jensen eller Katherine Richardson, uden at foretage specielle svingninger med deres kasket (eller doktorhat, som vi jo mangler her til lands):

"En sådan kasket kunne også virke disciplinerende på forskerne selv - så de, når de tager hatten på, ville være nødt til overveje, om deres kommentarer står på et forskningsmæssigt fundament, om vurderingerne beror på den særlige ekspertise, de har opnået gennem deres forskning, eller om de blot udtaler sig som private borgere. Uden kasket. Og uden at prætendere, at der er tale om forskningsformidling." (Weekendavisen 3/5-07)

Som om folk tror at alle udtalelser fra forskere og eksperter er "forskningsformidling". Denne manøvre ville slide mange hatte i stykker, og "disciplineringen" ville reelt føre til selvcensur. Det positivistiske etos — at være klar i mælet om sin ekspertises begrænsninger mht. hvilke af ens påstande, der er udtryk for ens professionelle ekspertise, og hvilke ikke — er da udmærket, men man undervurderer folks dømmekraft, hvis man tror de ikke kan se forskel på forskeren i rollen som forsker og forskeren i rollen som debattør i offentligheden. Desuden er der situationer, hvor rollen som borger og forsker er uadskillelig, og sagen om Richardson (som udover at være forsker også er er prodekan for formidling på KU's naturvidenskabelige fakultet) og hendes mediepolitik-kritik illustrerer dette.
Her har det tidligere omtalte debatoplæg fra Det Kongelige Videnskabernes Selskab en aldeles mere afbalanceret holdning, og hele afsnit 10 ("Videnskabsmanden og hans private politiske holdning") kan med fordel genlæses; det taler for et fornuftigt samspil mellem det politiske systems og forskningssystemets kerneydelser. Heri står bl.a.:

"At kræve, at forskere ikke har meninger, ville være lige så absurd, som at kræve, at politikerne fungerede uden nogen viden om verden" (...) "I stedet for at prøve at fjerne alle holdninger fra det faglige, bør man derfor gøre eksplicit opmærksom på alle personlige faktorer, der spiller en rolle for, at man kan tage stilling til budskabet" (...) der findes "ikke faglige eller politiske argumenter, kun gode og dårlige argumenter".

Og det er i al fald svært at kalde trusler om retsag eller klage til ledelsen for et godt argument.
Samme spørgsmål debatteres i det nye nummer (nr. 9, 18/5-2007) af Magisterbladet, hvor Jens Morten Hansen, lettere traumatiseret af Lomborg-sagen, repræsenterer den strammer-positivistiske holdning, og Niels Åkerstrøm Andersen indtager en mere Kongelig tiltro til demokratiet, og maner til en besindig og tænksom omgang med medier: mediernes brug og misbrug af ekspertise skal ikke føre til at samfundsforskere trækkes i retten og stilles for uredelighedens domstol.

Søhest i angrebsstilling

I bekymring over, hvad de betragter som en ensidig ledelsesvenlig redaktionel linje på det officielle organ RUCnyt, har en række studerende på RUC oprettet tidsskriftet HippoCampus der søger at dække universitetets anliggender fra en mere fri og kritisk vinkel.

At det ikke bare er mundsvejr, demonstrerer redaktionen for fuld udblæsning i det nyeste nummer, som går direkte ind i sagen om FORSKERforums anvendelse af anonyme kilder på RUC med dækning i flere retninger og med en ganske uforfærdet indstilling. Derudover rummer nummeret et åbenmundet og ægte studenterflabet svar fra redaktionen til et efter dens mening alt for velfriseret indlæg fra RUCs institutledere. Læs svaret her. Vi skylder at bemærke, at den interne redaktionelle note, der her optræder i rødt, er helt autentisk og på god studenteravismaner er aftrykt i HippoCampus.

RUC har jo alle dage været let besat af oceanisk metaforik, og det er svaret her også, men hver sin smag. Det gode skib Forskningsfrihed? kipper med flaget, byder velkommen ombord og ønsker god vind fremover.

Oplevelsesledelse

Hvad forstår bønder sig på agurksalat? Og hvad forstår forskere sig på forskningsledelse? Jeg burde nok ikke spilde tid på at grunde alt for meget over hvilket ledelseskoncept, den nye stab af ledere på universiteterne bekender sig til. Hvad mon alle landets prorektorer-, prodekaner- og viceinstitutbestyrere -for-forskning foretrækker? Forandringsledelse måske? Det er svært at følge med i de skiftende strømninger indenfor mode, management og ledelse. Men i dag gik pråsen op for mig: Det må være oplevelsesledelse! I en invitation til dimisionsfest for Danmarks første hold Master i oplevelsesledelse, fra RUC, udtaler professor Jon Sundbo nemlig, at uddannelsen vil "bidrage til at gøre oplevelsesledelse til et vigtigt økonomisk og mentalt element i fremtidens samfund." Alene navnet, og det med det mentale, stimulerer unægteligt nysgerrigheden. Kan det mon handle om, at vores lederne både vil opleve og opleves? Er det mon derfor, at nyt fra ledelsen nu ofte har form af dagbogsreferater fra de seneste rejser? Jeg ser frem til at blive klogere, og glæder mig til mere agurksalat.

Nogle tal på forskning

I dag udsendte Center for Forskningsanalyse denne pressemeddelelse, i citat:

I 2005 blev der anvendt 12,05 mia. kr. i den offentlige sektor på forskning og udviklingsarbejde (FoU). Dansk Center for Forskningsanalyses nyeste statistik over de offentlige institutioners forsknings og udviklingsarbejde 2005 viser, at det er en stigning på 92 mio. kr. (2005-priser) svarende til knap 0,8 procent i forhold til 2004. Det offentlige finansierede selv 9,8 mia. kr., mens private og udenlandske kilder finansierede 2,2 mia. kr.

I den offentlige sektor foregår hovedparten af forskning og udviklingsarbejdet på universiteterne; i alt 7,7 mia. kr. i 2005. På sektorforskningsinstitutionerne blev der i 2005 anvendt 1,9 mia. kr. på forskning og udviklingsarbejde. Størstedelen af forskningen foregår inden for sundhedsområdet (3,5 mia. kr.) og naturvidenskab (2,7 mia. kr.).

I den offentlige sektor var godt 27.800 personer i 2005 beskæftiget med FoU-arbejde, og de udførte, hvad der svarer til i alt 15.100 FoU-årsværk.

Publikationen og den detaljerede tabelsamling over de offentlige institutioners forskningsindsats kan downloades og printes fra CFA’s hjemmeside Forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor – Forskningsstatistik 2005
Yderligere oplysninger kan fås hos statistikansvarlig Birgita Østeraas der har stået for udarbejdelsen af statistikken (tlf.: 8942 2385) bo @ cfa . au . dk

Dansk Center for Forskningsanalyse
www.cfa.au.dk

Mere om forskningsevaluering

Det siges, at det tryggeste, man kan være i nærheden af, er duellanter og akademikere, for de slår kun hinanden ihjel. Tag fx den vaklende hird, som her er fylkedes om forskningsfrihedens mærke. Thomas Söderqvist forlangte - rimeligt nok - et svar fra mig om et positivt bud på en forskningsevalueringspraksis. Derpå svarede jeg med at forsøge at afklare nogen forudsætninger. Det skal man aldrig gøre. Straks stak Claus Emmeche af i én retning og Thomas Söderqvist selv i en anden, mens Heine Andersen kort efter og i en anden tråd fandt atter en tredje retning at løbe i. Selv løber jeg trøstigt videre ad mit eget spor. Så her er vi altså - afhængig af metaforiske præferencer - enten løbende i hver sin retning eller i vild infight med hinanden. Havde jeg været modstander af os, ville jeg have udbrudt "Med sådanne fjender, hvem har brug for venner!" Men ikke desto mindre er diskussionen interessant og bør føres, og ingen skal have utak for deres indlæg. Vi kan jo heller ikke opgive vor evigt debatterende væsen for at gå i takt - det ville være ufrit, uakademisk og antiuniversitært og den slags overlader vi til vore modstandere.

Deraf følger så også, at jeg slet ikke i første omgang kan tage stilling til alle positioner, før jeg taler videre. Lad mig fortsætte af mit eget spor. Jeg er helt enig med Thomas Söderkvist i, at der skal bydes konstruktivt ind også. Da vi, dvs. Johnny Kondrup og jeg, skrev indsigelsen imod pointsystemet til forskningsmåling på humaniora, skrev vi også en førsteskitse til en alternativ tilgang. Den burde have været arbejdet videre, men lad mig nu spille den ind som et første bud på en evaluerings- og forskningssikringspraksis. Den blev fremsendt til bestyrelsen sammen med indsigelsen og et forklarende følgebrev. Som det fremgår, er det et system, der er baseret på kontrakter og evalueringer imellem dekan, institutleder og institut. Det er ikke færdig, for det forudsætter, at der skal en hel masse embedsapparater i gang med at strømline den i organisationen, men det er dog begyndelsen til et synligt alternativ. Behøver jeg at sige, at dekanatet ikke tog den alvorligt?

Så vidt det konstruktive i første omgang. Dernæst yderligere til grundlaget: Jeg mener, at evalueringsdiskussionen forbistres af, at det er meningen, at systemet skal bruges til at fordele penge efter ikke bare til at sikre bedre forskning, fordi det blandede formål åbner for en pandorasæske af fejlvisninger og taktisk tænkning: Man forsøger at lave et system, der er objektivt, som samler alle informationerne i toppen og er enkelt. Men disse krav modvirker efter min mening en forskningsevaluering, som helt enkelt er rettet imod at få en bedre videnskab. Det gælder om at tage sig godt ud i systemet ikke om at blive klogere på sin praksis.

Jeg mener, at det politiske niveau burde koncentrere sig mere om at sikre en fornuftig forskningssikring og mindre om at samle alle informationerne hos sig selv. For som beslutningsgrundlag er den type information, forskningstællinger genererer, enten tom, manipuleret, illusorisk eller alle tre dele på en gang. Heri er jeg vist uenig med Heine, som for mig at se overgiver sig for meget til realpolitikken og for lidt betoner muligheden for at forandre den rellt førte politik, og som derfor er klar til at give politikerne målinger, der ser menigsfulde ud (skønt de ikke er det, tilføjer jeg). En fornuftig politik ville derfor i forhold til forskningspolitikken stræbe efter at sikre, at der var aktivt arbejdende forskningsevalueringsstrukturer på universiteterne, men ikke kræve at deres resultater i forsimplet form skulle være grundlag for ressourcetildelingen til universiteter, fakulteter, institutter eller enkeltforskere. Ressourcefordeling er politikernes opgave, og de kan ikke overlade den til en kvalitetsmålingsmaskine.

Forskning af høj kvalitet – hvad er det?

Således spørges i dagens (14/5-07) pressemeddelelse fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen, hvor der bl.a. om Det Frie Forskningsråd står:

DFF har i årets løb også arbejdet intenst med kvalitetsbegrebet – et arbejde, der fortsætter i 2007. For det er langt fra nogen let diskussion.
– Målet er, at vi i 2007 kan komme med nogle relativt præcise bud på, hvad vi forstår ved forskning af høj kvalitet. Men det er ikke nogen helt let opgave, forklarer Nina Smith, formand for bestyrelsen for Det Frie Forskningsråd.
– På den ene side er det ikke altid muligt at kvantificere kvalitet. Omvendt skylder vi vore ansøgere en klar udmelding om, hvilke krav vi stiller for at kunne give et forskningsprojekt prædikatet forskning af høj kvalitet, fastslår hun.
I årsrapporten kan man læse mere om rådets arbejde med kvalitetsbegrebet.

Man kan downloade DFF's årsrapport 2006 her. Nåda, det lyder spændende, for jeg er på jagt efter nye positive alternativer til den bevidstløse kvantitative algoritme for "kvalitetsvægt" af et samlet universitet, som man leder med lys og lygte efter andetsteds i ministeriet. Da det nu ser ud til at DFF har startet en studiekreds om emnet, bliver man jo nysgerrig. Nå, - og glædeligt overrasket? Her er et citat fra rapporten:

"Som et altafgørende element i kvalitetssikringsprocessen finder vurderingen og prioriteringen mellem de enkelte ansøgninger sted i de faglige forskningsråd baseret på direkte fagkyndighed i forhold til hvert enkelt projekt. De faglige forskningsråd fungerer altså som permanente flerfaglige bedømmelsespaneler, der ud over at foretage peer review også prioriterer mellem de enkelte ansøgninger og træffer kollektive afgørelser. Denne brug af fagkyndighed i processen giver de bedste muligheder for at identificere den nyskabende, spirende og fremadrettede forskning. Særligt når denne kombineres med en vis risikovillighed fra de faglige forskningsråds side i bevillingssituationen. Organiseringen af udmøntningsprocessen i DFF er med til at sikre stabiliteten og kontinuiteten i rådets beslutninger og dermed legitimiteten og transparensen i forhold til det danske forskersamfund. Det er denne proces, der gør DFF i stand til at foretage en helhedsvurdering af projektets potentiale og ansøgers kvalifi kationer, og dermed at sikre, at kun de projekter, som er af højeste kvalitet, imødekommes." (s.5)

Se, det er da grundig, fornuftig, konkret vurdering af forskning! Man måler ikke så meget som man vurderer og fagligt bedømmer. Men der er vel ikke den helt store nyhed i dét (okay, jeg kan tage fejl for måske er det ikke essensen af det "intense arbejde med kvalitetsbegrebet"). Hmmm, kvalitet. Det er godt nok svært. Hvis man selv kender indgående til et felt, en specialitet, ja så véd man hvornår man møder det. Hvis ikke, må man bero sig på andre, fx eksperter, og hvis der ingen eksperter er (eller de har travlt med mere fornuftige ting end at bedømme fagfæller) man må måle. Men så er det ikke hvalitet, man måler...

VidenStafetten ophører

Statsbibliotekets glimrende ordning for tidskriftcirkulation, VidenStafetten, ophører. Antallet af abonnenter har været dalende, og som de skriver i et brev af 2. maj 2007, "som alle andre er vi nødt til at prioritere og effektivisere. Tidskriftlæsekredsene blev startet for at sikre en effektiv forsyning med videnskabelig information. Det formål har statsbiblioteket fortsat, men metoderne har ændret sig, og også på dette felt fortrænges papiret af det digitale." - Æv, det var da ærgerligt. Jeg ved godt jeg er gammeldags, men jeg vil nu savne kuverternes påmindelser, synet af de nye numre, den fysiske gennembladring, et fristed udenfor skærmen. Da jeg i tider som disse ikke kan tillade mig at kritisere uden jublende at komme med alternativer, foreslår jeg følgende: At Statsbiblioteket opretter en elektronisk service, indeholdende et ligeså stort antal tidskrifter, hvor man fx 1 gang pr. uge får tilsendt en mail med abstracts eller indholdsfortegnelser på nye numre. Herefter kan man selv gå ind elektronisk og downloade relevante artikler via bibliotekernes hjemmesider, fx Det Kgl. Bibliotek's e-ressourcer. Tabet ved nedlæggelse af VidenStafetten består ikke blot i fraværet af de fysiske tidskrifter, man fik tilsendt, men også den opdateringsfunktion, der ligger i at blive holdt orienteret om seneste nyt indenfor ens fagområde. En aggregeret info-liste, administreret af Statsbiblioteket, ville være et slagkraftigt alternativ til de enkelte forlags lignende info-lister, som netop kun gælder for bestemte tidskrifter eller forlag.

Konstruktive forslag til forskningsevaluering

Jeg har ingen problemer med at se svaghederne i de mange evalueringstiltag der kommer fra ministeriet. Men jeg savner til gengæld konstruktive forslag til hvordan en god forskningsevalueringspraksis ville kunne se ud. Dvs. hvordan ser den positive utopi ud? Hvad siger Sune og Claus fx.?

Universitetets ansættelsespolitik

Ved budgetmødet i akademisk råd for Det humanistiske fakultet i efteråret 2006 gennemgik Carsten Due-Nielsen fra Saxo-Instituttet udviklingen i forholdet mellem videnskabeligt og teknisk-administrativt personale og konkluderede, at hvis udviklingen fortsatte, ville de to grupper krydse hinanden om 10-15 år, således at der blev flere TAP- end VIP-ansatte. Når universiteterne fattes penge, er det en helt igennem bekymrende udvikling. Jeg håbede, at vi var hårdere ramt end de fleste fakulteter, men ved gennemlæsning af Carsten Henrichsens fremragende artikel, som der her på bloggen tidligere har været omtale af og henvisning til, finder jeg følgende passage:

"Det siger sig selv, at der med disse – voksende – krav til de ledelsesmæssige bestræbelser følger et ekspanderende forsknings- og undervisnings-bureaukrati. Det har eksempelvis på et lille fakultet som det juridiske over en 15-årig periode ført til en udvidelse af den teknisk-administrative medarbejderstab, som ikke er tilknyttet forskningen, fra en håndfuld personer til ca. 65 personer – svarende til antallet af forsknings-medarbejdere inklusive ph.d.-studerende. En sådan udvidelse af universitetsbureaukratiet er i sig selv er en ressourcemæssig belastning, men er også en udfordring for samarbejdet mellem de forskellige personalegrupper på universitetet, eftersom bureaukratiets interesser ikke nødvendigvis er sammenfaldende med det videnskabelige personales krav og ønsker."

Sideløbende med denne udvikling har vi det allerstørste besvær med at få genbesat ledigblevne VIP-stillinger. Mit eget fag, dansk litteratur, har mistet ca. 40% af sine VIP-stillinger over de sidste 15 år. Ratioen mellem studenter og lærere bliver stadig mere absurd. Måske skulle man overveje, om en forandret strategi i universiteternes ansættelsespolitik var et brugbart middel til at sikre mere og bedre forskning for de samme penge.

Evidential?

Der er kan være god ræson i såkaldt evidensbaserede beslutninger - åbenbart bare ikke i forskningspolitikken. Forskningsstyrelsen er, som omtalt d. 8/5, ved at opbygge en forskningskvalitetsmålingsenhed, og der er sat et større udvalgsarbejde igang, der skal finde indikatorer, så de danske universiteter kan sammenlignes (benchmarking) og rangordnes.
Men hvor er dokumentationen for, at det giver bedre forskning? Det spørgsmål, nærmere bestemt

[Spørgsmål S 2593]: "Hvilken dokumentation foreligger der for, at inddragelse af forskningskvalitet i kriterierne for fordeling af basismidler til forskning i Storbritannien har ført til mærkbar forbedring af både kvalitet og forskernes produktivitet, som det hævdes i regeringens debatoplæg til mødet i Globaliseringsrådet den 8.-9. december?"

stillede Per Clausen i Folketinger den 14. februar 2006 til Helge Sander, og her er hans (reelt: Videnskabsministeriets) svar:

"I regeringens debatoplæg om ”Offentlig forskning – mere konkurrence og bedre kvalitet” kan man læse følgende nederst på side 5:
”I Storbritannien indgår forskningskvaliteten i kriterierne for fordeling af basismidler til forskning. Der gennemføres med jævne mellemrum en kvalitetsvurdering af forskningen ved universiteterne. Hvert universitet opnår en samlet karakter for deres forskningsproduktion – kvalitativt såvel som kvantitativt. Kun de universiteter, der får en høj karakter, modtager basismidler til forskning. Det har medført en mærkbar forbedring af både kvaliteten og forskernes produktivitet.”
Den seneste kvalitetsvurdering blev foretaget i Storbritannien i 2001. I april 2001 blev der udgivet en guide med titlen ”A Guide to the 2001 Research Assessment Exercise”. I guiden gives en generel introduktion til principperne bag kvalitetsvurderingen. Guiden indledes bl.a. med en forklaring på, hvorfor man i Storbritannien har valgt at fordele basismidler på baggrund af forskningskvalitet:
”in the period since the first RAE [Research Assesment Exercise, indsat] in 1986 the effectiveness and productivity of the UK research base has increased substantially”. (s. 3, A Guide to the 2001 Research Assessment Exercise, Higher Education & Research Opportunities in the United Kingdom) "

hmm, og hvad dokumenterer så dette? At årsagen til den angivelige produktivitetsforøgelse er RAE-systemet? Måske går årsagskæden snarere sådan: Blair har sagt det til Fogh, som har sagt det videre til Globaliseringsrådet og Sander. Evidently ?!

Temanummer om forskningskvalitet

"Det er helt klart, at vi bliver nødt til at opgive tanken om, at der nogensinde vil kunne findes et universelt anvendeligt system, der kan måle en så kompleks proces som evalueringen af kvalitet og udbredelse af forskningsviden og sætte den på enkle tal. Sådan et system kan kun stille alle discipliner lige ugunstigt og vil groft undervurdere forskernes resultater på alle områder."

Citat: Wim Blockmans, professor i middelalderhistorie ved Universiteit Leiden og rektor for NIAS (Netherlands Institute for Advanced Study in the Humanities and Social Sciences). Som formand for det hollandske The Council for the Humanities har Blockmans været blandt initiativtagerne til rapporten ’Judging research on its merits’. Citatet stod at læse som konklusion på den artikel, som oversat er bragt i det nye nummer af magasinet Humaniora (udgivet af Forskningsrådet for Kultur of Kommunikation), nr. 2, maj 2007, 22. årgang. Dette er et temanummer om "Forskningskvalitet og kvalitetsvurdering".
[Kan downloades fra ministeriets hjemmeside her; eller fra arkivet her (i Word og pdf)].

Hvilken sanering af hvilke regler?

fra FORSKERforum nyheder (www.forskerforum.dk):
10.05.2007
Sander: Regelsanering
Universitetsminister Helge Sander vil ikke kommentere det ’internationale frihedsindeks’, som FORSKERforum offentliggjorde i nr.203 og som viste, at de danske universiteters frihedsgrader via overordnet lovgivning og statsstyring er betydeligt mindre end i England, Sverige, Norge, Finland, Holland m.fl. sammenlignelige lande.
Det fremgår af et svar til Folketinget (par.20 spm.4094).
Universitetsministeren forholder sig ikke til det konkrete spørgsmål om indskrænkninger via den overordnede lovramme men konstaterer blot lakonisk, at der i Folketinget er 'et bredt flertal' (regeringen, DF og S) for styrket ledelse og for udviklingskontrakter, hvor staten og universiteterne skal indgå flerårige aftaler om strategiske målsætninger.
Hvis der skulle være problemer med frihedsgraderne, så kan de reguleres via en ’regelsanering’. Ministeren har da også nedsat en arbejdsgruppe om ’regelsanering’ med repræsentanter fra universiteterne og fra ministeriet:
”Jeg håber, at en sådan forståelse med bestyrelses-formændene betyder, at debatten om regelsanering finder ind på rette spor”, slutter ministeren.

skriv til forskningsministeren!

Fra Ivar Gjørups hjemmeside, som Sune henviste til nedenfor - med mange tak for støtten!

Egoland

Bemærk, at avisstriben Egoland (www.egoland.dk) fra dagbladet Politiken for tiden satiriserer over bl.a. forskningspolitikken. Måske skulle vi anmode om lov til at have et par af striberne herovre.

Stat, universitetet og armslængeprincipper

For få dage siden udkom på nettet, udgivet af nyhedsmagasinet Ræson, en analyse af Jens Christensen, Jan Holm Ingemann og Mogens Ove Madsen, alle fra Ålborg Universitet, af universiteternes situation: Kontrakten om afstand mellem samfundsmagt og universitet er de facto opsagt af den danske stat; frihedslogikken er afløst af en styringslogik; og samlet set mister forskningen sin sande samfundsnytte og samfundsrelevans - den bliver i stedet reduceret til kun at være et nyttigt redskab for samtidens aktuelle magthavere.
Selvom kritikken, sine steder ætsende, vil være denne blogs læsere bekendt, er der grunde til at vurdere den. Analysen er desuden bemærkelsesværdig ved at forsøge at levere et alternativ for universiteternes fremtidige udvikling (jf. Sunes credo), som bl.a. rummer følgende pinde, jeg citerer:

"Videnskabelig oplysning bør spille sammen med livsoplysning. Det bedste fra den akademiske tradition, det Humboldt’ske projekt, nemlig den frie tanke, bør gå hånd i hånd med det bedste fra dannelsestraditionen, det Grundtvig-Koldske projekt med dets opmærksomhed omkring det levende ord. Det indebærer, at sandhedssøgen og praktisk anvendelighed af viden bør gå hånd i hånd med den meningssøgen, som udgår fra spørgsmål om det gode liv og det gode samfund. Vigtigt i vor globaliserede tidsalder er også opmærksomhed om de potentialer, som mødet mellem klodens forskellige kulturer kan indebære. Først hermed realiseres universitetslovens ord om universitetet som kulturbærende institution.
En kritisk indstilling bør være et indbygget led i universiteternes virke. I hverdagssproget anvendes ordet kritik ofte om en negativ indstilling. I videnskabelig sammenhæng er kritik ensbetydende med skelneevne. Det er en central opgave for den universitære forskning at bringe tilsyneladende selvfølgeligheder frem i synligheden, til kritisk afprøvning – ja, at udfordre vanetænkning og fasttømrede ideologier.
Orienteringen mod praksis bør gå hånd i hånd med grundlagsforskning. Der er ikke noget forkert i, at forskningen kan have praktisk betydning - tværtimod. Men som modspil til den målrettede, nytteorienterede forskning er det vigtigt at fremme den forskning, der udfordrer de givne tankemønstre. Udfaldet heraf kan ikke målrettes. Resultaterne af grundlagsforskning kan netop ikke besluttes på forhånd – udfaldet må nødvendigvis være uvist.
Refleksionen over forskningens samfundsrelevans bør være et anliggende for den frie tanke. Afgørelsen af, hvad der er relevant for samfundet, beror på en værdiorienteret diskussion. Frem for at samfundsrelevans besluttes af samfundets aktuelle magthavere, bør refleksionen over relevans og nytte være et indbygget led i selve den frie forskning, ja netop et anliggende for den fri tanke.
Problemorientering og tværvidenskab bør opdyrkes. F.eks. kan vor tids globale udfordringer, som også universiteterne må forholde sig, ikke blot omdefineres til, at løsningen er teknologisk innovation, materiel vækst og øget økonomisk konkurrencekraft. Problemerne må udforskes i al deres kompleksitet, og med blik for at virkeligheden ikke er opdelt i discipliner. Helhedsorienterede tilgange er vigtige, både når det gælder afdækning af problemerne og når det drejer sig om at søge nye former for løsninger.
En pluralistisk tilgang i forskningen bør respekteres. Det erkendende og handlende menneske er et alsidigt væsen, hvis kreativitet forflygtiges ved krav om ensretning. Der må være plads til mange former for forskning på universiteterne og mange udslag af den frie forskning – f.eks. alt fra den umiddelbart nytteorienterede forskning til den dybtgående grundlagsforskning, som kan give nye og ganske uventede indsigter.
Rammerne om universiteternes virke bør respektere et princip om armslængde. Som det gælder for den kunstneriske kreativitet, kan heller ikke den frie tankes kreativitet udfolde sig ved detaljeret og målrettet styring. Det må erkendes, at ledelse af et vidensintensivt virke - som det er kendetegnende for universiteterne - er noget ganske andet end gammeldags former for industriel management. Både de politisk bestemte rammer om universiteterne og forskningsledelsen på universiteterne må indrettes på en måde, som stimulerer forskernes eget incitament til kvalitativ og dybdegående forskning."

Går man til raeson.dk kan man læse hele artiklen, også i pdf-kopi (samt her i arkivet).

Forskningsfrihed og grundloven

Universitetsloven, som nu er blevet vedtaget (d. 8. maj) med 106 stemmer mod 7 ville antagelig have været grundlovsstridig i lande som Finland, Tyskland og Ungarn. I de lande er den akademiske frihed indskrevet i grundloven, og den danske lovs bestemmelse om, at ministeren kan pålægge universiteter bestemte forskningsopgaver krænker en sådan bestemmelse. Fx står i den finske grundlov: "Vetenskapens, konstens och den högsta utbildningens frihet är tryggad".

Jeg vil her iøvrigt henvise til en meget informativ oversigtsartikel fra Futuriblerne, februar 2007, skrevet af juraprofessor Carsten Henrichsen, der er formand for "Praksisudvalget" på Københavns Universitet. Carsten Henrichsen vurderer, at den danske universitetslov ville stride mod en paragraf som den i den finske grundlov.

Peer review videnskabsministeriet

Hvornår får vi en fagfællebedømmelse af de indikatormodeller, som FIST (Forsknings- og Innovationsstyrelsen i ministeriet) sidder og sveder over nu? Et rundspørge i de faglige miljøer som har et indgående kendskab til forskningssystemet (og det, der i gamle dage hed "forskningsstyring") i Danmark og internationalt, synes at vise, at ministeriet ikke trækker på universiteternes egen ekspertise. Det kan jo undre, al den stund det er temmeligt kompliceret at konstruere en indikatormodel for de mange parametre, man ønsker at ranke universiteterne efter, for at finde det enkelte universitets "kvalitetsvægt" (jf. tidligere diskussion bl.a. her). Men alt tyder på at FIST vil selv. Og der er jobskabelse i det! Og hvis nogen af denne blogs læsere er lidt hurtige, kan de endnu nå at indsende en ansøgning til stillingen som "Centerchef til opbygning af en kvalitets- og forskningsevalueringsenhed" (frist d.10/5 kl. 12, opslag her [i kopi her]). Mon ikke vi kommer til at høre en del til denne enhed i den kommende tid?
- Hvad der lyder som en opgave for Bjørn Lomborg ("Hvor får vi mest universitet for pengene?") kan nu omformuleres i regeringens betonstalinistiske ånd: Hvordan får vi mest ministerium for midlerne til dansk forskning?

Forskningsfrihed? på vej mod monopol

Information beretter idag, at DM lægger et betydeligt pres på FORSKERforum for at få bladets skarpt kritiske linje blødet op. Vi her på "Forskningsfrihed?" ser med forventning frem til det nye, tandløse blad, da vi så går en stor fremtid i møde. Tænk at have monopol på at bide de forskningspolitske topfolk i haserne. Hvor må vi nu få mange læsere, der ikke aner, hvortil de ellers skal hvile deres mødige hoveder.

Vi bliver nu de eneste, der stikker ud i et gråt, kedeligt managementlandskab. Vi bliver forskningspolitikkens anarkistiske kamæleoner, der i stedet for altid at gå i et med tapetet altid træder frem. Så opfordringen herfra må klart lyde: Se endelig at få friseret det blad. Vi er trætte af, at de går os i bedene (læseren bedes overse den indlysende kronologiske selvmodsigelse i foregående sætning). Vi gider ikke have konkurrencen fra al deres kritiske og tilmed kvalificerede journalistik, og det er så godt at få alle sine fordomme om uniformeringen af universitetsverdenen bekræftet. Go for it, DM!

Hvad var det dog, der skete?

Eftersøgningen er startet. Redaktionen er blevet opfordret til at efterlyse, ikke alene det hold humanister, der var ansat på Ålborg Universitet og som blev fyret i 2006, men også hele historien bag det: Hvad var det dog der skete? - Hvorfor skete det? Og hvordan? - Kan det ske igen? - Kan vi lære noget af historien? Havde det noget at gøre med budgetmodeller, allokeringsmekanismer, og, vi vover et øje: indikatorer? Historien er som forsvundet. Sammen med de ansatte. Bloggen starter en eftersøgning. På billedet ses et hold undersøgere, udstyret med oplysningens hjælme. Vi vil så gerne vide mere! Skulle De have set eller hørt mere om de eller det forsvundne, bedes De henvende Dem til bloggens redaktion.

KU-rektor: Befæst den individuelle forskningsfrihed

— Vi bringer her et kort referat af dagens møde, og vender senere tilbage med uddybende kommentarer, diskussion o.l.
Befæst den individuelle forskningsfrihed! Det var en af konklusionerne på dagens 'interne debatmøde' på Københavns Universitet, som var annonceret offentligt, men især henvendt til universitetets forskere, med det formål at diskutere truslerne imod forskningsfriheden. Rektor Ralf Hemmingsen indledte med at citere Alexis de Tocquevilles understregning af forskningsfriheden som nødvendig betingelse for et velstående samfund, og fulgte op med et Helge Sander-citat, som lover, at der ikke er forskel på forskningsfriheden før og efter fusionerne. Rektor noterede sig med tilfredshed, at KUs betyrelse nu har tilsluttet sig Praksisudvalgets rapport, som senere blev kommenteret af formand for udvalget Carsten Henrichsen og medlem af udvalget Peter Sandøe. Rektor kom ind på praksisudvalgets definition af forskningsfrihed som en del af den akademiske frihed — hvilket i parentes bemærket er

"the freedom to conduct research, teach, speak, and publish, subject to norms and standards of scholarly inquiry, without interference or penalty, wherever the search for truth and understanding may lead"

— som omfatter frihed til, indenfor ens videnskabelige domæne at vælge emne, stille spørgmål, vælge metoder, og fremlægge hypoteser, argumenter og resultater offentligt. Hemmingsen understregede, at det efter hans opfattelse var dræbende hvis top-styring medførte indgreb i denne frihed, at han opfattede friheden som en professionel frihed på det individuelle (og ikke kun på det institutionelle) niveau, og at KU så vidt muligt måtte sikre rammerne for forskningsfriheden.
Prodekan for formidling ved det naturvidenskabelige fakultet Katherine Richardson indrømmede i det første oplæg, at hun egentlig aldrig havde bekymret sig synderligt om trusler imod forskningsfriheden, men at hun i fredags kl. 12:22, da hun modtog en temmelig ubehagelig email (vist i uddrag på projektoren), var begyndt at spekulere over forskeres ytringsfrihed, når de blander sig i den offentlige debat: Mailens afsender truede med at gå til ledelsen, hvis ikke hun tilbagekaldte en "uredelig" påstand fra en kronik i Berlingske. Her skrev Richardson om Galathea-ekspeditionen,

"Ud over ansvaret har man reelt givet få privilegerede danske medier monopol og har dermed forment alle andre medieselskaber – danske som udenlandske – adgang ombord. Derfor har ekspeditionen kun vanskeligt kunnet profileres internationalt, og ingen af de ombordværende medier har haft et incitament til at promovere ekspeditionen overfor den udenlandske presse og lokalbefolkningen under de mange havneophold."

Psykisk terror, som Richardson udtrykte det, men ledelsen havde bakket helt op om hende i dette forsøg på at knægte kritisk debat. Richardson konkluderede, at faren for forsknings- (og ytrings)friheden ikke kommer fra universitetsloven, men andre steder fra.
Økonomen Peter Birch Sørensen talte om forholdet mellem samfundets krav og den enkeltes forskningsfrihed: Han tog afstand fra det udbredte synspunkt, at forskningsfriheden er for vigtig til at overlade til forskerne - at det blot handler om, at "Vejen fra professor til profit" skal gøres kortere (og som en nationalbankdirektør havde sagt: "Det er sørme også en lang vej!") - den slags formuleringer antyder, at den frie forskning kun har værdi hvis den kan kommercialiseres. Sørensen mente at samfundet har en berettiget interesse i, at der sker en videnoverførsel fra universiteterne til det omgivende samfund, men han var bekymret for, at stigende krav om produktion af kommercialiserbar viden, kombineret med de stærke styringsmidler, staten har fået i forhold til universiteterne, i praksis vil føre til begrænsninger af forskningsfriheden, fordi universiteterne og de enkelte forskere vil være nødt til at fokusere på politisk udvalgte temaer, hvis de skal sikre finansieringen af deres aktiviteter. Sørensen mente ikke, at den enkeltes forskningsfrihed er tilstrækkeligt godt beskyttet (jr. §17 stk.2). Selvom det er legitimt, at staten har stærke styringsmuligheder (og her ligger Danmark i top), kræver styring stor forskningspolitisk omtanke. Han pegede på faren for at grundforskningen nedprioriteredes til fordel for anvendt og kommercielt orienteret forskning, og at fokus på patentering o.l. forvrider hele incitament- og motivstrukturen hos forskerne. Denne tendens vil forstærkes af demografiske grunde: når vi alle går på pension er vi mere interesserede i omsorg en forskning. Endelig fremførte han endnu en kritik af patenteringstanken i TechTrans-kontorerne: Selvom det enkelte universitet hypotetisk kan have gavn af patentering, er det ikke givet, at det samfundsøkonomisk set (ikke mindst i et land med mange mindre virksomheder uden egen forskning) er gavnligt, eller øger vidensspredning: Hvorfor ikke i stedet stille viden frit til rådighed for alle, der vil udnytte denne viden? Sørensen konkluderede, at man burde indføre ikke bare en ret, men en pligt til at publicere resultater.
Jeg skal kun ganske kort referere Henrichsen og Sandøes oplæg (husk selv at se Praksisudvalgets rapport), men Sandøe dvælede ved kulturforskellene hvad angår de våde områder med teamarbejde og de tørre områder (humaniora og samfundsvidenskab), hvor man har tendens til at opfatte forskningsfriheden som en gave fordi man har været dygtig i skolen, og derfor skal andre ikke blande sig i hvad man laver. Udfordringen for KU, mente Sandøe, er at nærme sig fælles normer for forskningsfrihed på alle fakulteter: Bør ikke også 'B-holdet', de løst og projekt-ansatte, have del i den samlede kage af fri forskningstid? Våde forskere (gen)bruger en stor del af deres fri forskningstid som 'medfinanciering' i de projektanssøgninger, som man var nødt til at holde gang i for at drive sit team.
Peter Harder (som er en af medforfatterne til det her på bloggen tidligere omtalte debatoplæg fra Forskningspolitisk Udvalg under Videnskabernes Selskab) pegede på det institutionelle regel-vacuum i den aktuelle overgang fra det gamle til det nye system: KU bør udfylde dette og proaktivt sikre sig imod tidens tendenser til øget statskontrol med institutionerne: Man bør undgå naivitet om de uformelle undertrykkelsesmekanismer, sagde Harder, og se nærmere på hele etikken i kontraktforskning og myndighedsopgaver. Han foreslog, meget konstruktivt, en serie "Nye spilleregler. KU som garant for forsknings- og ytringsfrihed":

• Alle forskere ansat på KU har ret til i et eller andet omfang at forske helt frit indenfor deres ansættelsesområde
• Omdefinitioner af universitetets 'forskningsstrategiske område' i udviklingskontrakter med ministeriet kan ikke gøres gældende som begrundelse for at begrænse denne ret
• Hvis myndighedsbetjening og kontraktforskning indgår med nogen vægt i ens arbejdsforpligtelse, skal dette fremgå af ansættelseskontrakten
• Det er forbudt for ansatte ved KU at indgå kontrakter med myndigheder eller virksomheder, som indskrænker deres ret til at publicere eller offentligt diskutere andre forskningsresultater end dem der direkte indgår i det konkrete forskningsprojekt, kontrakten omhandler
• Loyalitetspligten overfor KU (eller instututioner under KU) kan ikke tjenstligt forpligte medarbejdere til at afstå fra at ytre sig om forskning udført af andre KU-ansatte, eller om forskningssatsninger iværksat af ledere på KU
• Det er i tjenstlig sammenhæng forbudt for ledere på KU at nævne hensynet til loyalitet (eller risikoen for at skade forholdet til offentlige eller private interessenter) i relation til offentliggørelse af forskning eller meningsytringer herom. Undtaget er konkrete kontrakter hvor en medarbejder er omfattet af specifikke bestemmelser om loyalitet og diskretion. (Sker det alligevel, skal det rapporteres til lederens nærmeste overordnede og udløser en tjenstlig advarsel. I gentagelsestilfælde må den pågældende fratræde sin lederpost.)
  

Efter rektors afsluttende opsamling — forskningsfriheden nu er mere sårbar end under det gamle system, og meget taler for at befæste den — udspandt der sig en livlig diskussion mellem panelet af oplægsholdere og salen, men tiden til diskussion var lidt for knap, og mange spørgsmål forblev ubesvarede. Vi vender tilbage til det senere. Kommentarer?

Fusions-loven vedtages

Fra FORSKERforum nyheder, et nyhedsbrev, man kan tilmelde sig på www.forskerforum.dk:

02.05.2007
Historisk tirsdag: Fusions-loven vedtages
Loven om fusionsuniversiteter skal til 2. behandling i dag. Og tirsdag d. 8. maj stemmer Folketingets flertal - Venstre, Socialdemokraterne, DF og Konservative - den universitetslovgivning igennem, som gør Danmark til det land i den vestlige verden med den største statsstyring. Og Danmark bliver også det eneste land, hvor universiteterne pr. lov skal udføre "myndighedsopgaver" for statslige myndigheder (se dokumentation i FORSKERforum 203 [pdf])…
Radikale, SF og Enhedslisten stemmer imod lovforslaget. Enhedslistens Per Clausen har fremsat kontrære ændringsforslag, fx at alle styringselementer pilles ud af loven, at der igen indføres forskningsfrihed for den enkelte forsker (som før 1993) samt at lovforslagets detailstyring af undervisning, ledelsesformer m.m. udgår. Men disse ændringsforslag bliver nedstemt af flertallet.
Den radikale ordfører Charlotte Fischer har i mindretalsudtalelse redegjort for, hvorfor hendes parti stemmer nej:
- Regeringen har på intet tidspunkt kunnet fremlægge dokumentation for, at fusioner og større enheder i sig selv er garanti for bedre undervisning og forskning.
- Armslængden mellem politik og forskning er borte: Regeringen vil detailstyre og får med loven endnu stærkere beføjelser til at blande sig i forskningen på landets universiteter.
- De økonomiske betingelser er uklare: Når fx 42 pct. af DTUs samlede omsætning vil stamme fra ’myndighedsbetjening’ bliver hele universitetets fremtid usikker, hvis Regeringen om to år udliciterer myndighedsopgaver til andre. Økonomisk afhængighed kan dermed blive brugt til at lave pression mod institutionsledelsen og forskningen, der hermed gøres ’mere lydhøre’ over for ministres ønsker.
- Loven er samtiidig udtryk for overdreven detailregulering, som når universiteterne fx pålægges at etablere ’aftagerpaneler’, særlige undervisningsevalueringer m.m.

Accelerate the pace ... God 1. maj!

Det er i dag - ikke mindst de akademiske løsarbejdere og det videnskabelige proletariats internationale kamp- og festdag! Men mon ikke mange medlemmer af denne sultens slavehær alligevel vælger at blive hjemme i laboratorierne eller universitetsinstitutterne i den evige proces, det er, at lægge flere linier til CV'et, eller, som det hedder i teksten til dette billede (fra Mao-Kina 1978), "Accelerate the pace of the march towards the modernization of science and technology" (original her). Og kommer du nu i al for godt humør, så læs analysen af kvalitetsreformen og troen på afbureaukratisering i dagbladet Information i dag. Det handler ikke om forskning, men så alligevel, om kontrol og dokumentation og måling af det ubestemmelige, som i dag kaldes kvalitet, men koger ned til kvantitet. Vi ses til debatmødet på KU i morgen!