Den ekstrauniversitære virkelighed

En af de mere særprægede fænomener i debatten om universiteterne er forestillingen om, at universiteterne ikke er en del af virkelighed. Man kan i ramme alvor høre højt engagerede medarbejdere i højt estimerede organisationer tale om, at universiteterne skal ”orientere sig mere efter virkeligheden” eller om, at det er et chock for vores kandidater, når de ”kommer ud i den virkelige verden”.
Ontologisk betragtet giver antagelsen selvsagt ingen mening. Selv hvis man mener, at tilværelsen er en tom illusion eller dyrker en anden variant over temaet ”virkeligheden findes ikke”, vil man ikke mene, at universiteterne er mere illusoriske end resten af den i det tilfælde ikke-eksisterende virkelighed. Hvis virkeligheden findes, findes universiteterne selvfølgelig som en del af den.

Men mærkeligt nok kan debattørerne stå i en universitetssammenhæng omgivet af universitetsfolk på alle sider og hævde, at de repræsenterer ”virkeligheden” i modsætning til os andre quasivirkelige personager. Den retoriske pointe med manøvren er selvfølgelig, at da vi i bedste fald har en eller anden afledt eksistens, og de repræsenterer den egentlige virkelighed, så skal vi skynde os at indtage en ærbødig kropsholdning og i øvrigt optræde ancillært i forhold til dem.

Det giver en forvreden debat, det giver et forvredent billede af universiteterne, det giver et forvredent billede af de studerendes virkelighed, og det giver et forvredent billede af universiteternes samfundsmæssige rolle. Hvis vi udelukkende definerer universiteterne tjenende i forhold til, hvem der nu måtte repræsentere ”virkeligheden”, overser vi, at der er og skal være et langt mere dynamisk forhold. Universiteterne skal også kunne gå op imod andre instanser, og de skal kunne hævde, at deres synspunkt er lige så sandt eller sandere end, hvad der fremstilles som virkeligt andre steder. Det er faktisk en adækvansbetingelse for overhovedet at uddanne eller bedrive forskning.
Jeg har for alt for længe siden i en fagteoretisk sammenhæng foreslået termen ”den ekstratekstuelle virkelighed”, fordi jeg manglede et ord, der kunne refererer til den del af virkeligheden, som ligger uden for teksten, uden at skubbe teksten ud af virkeligheden. Så må jeg på den baggrund i al fredsommelighed foreslå ”den ekstrauniversitære virkelighed”. Vi kan godt lide vores omverden, vi synes bestemt, at den findes, men vi er ret sikre på, at vi også selv findes: Universiteterne er en del af virkeligheden helt på lige fod med resten af den virkeligt virkelige verden. Og det at være uden for universiteterne giver ikke en en privilegeret ontologisk status, som bør følges op af tilsvarende handling.

Vi har tilbragt de sidste 8-10 år med at lade vores omverden definere os på en ukonstruktiv måde. Vi har ikke haft så meget valg, men vi har alt for ivrigt underlagt os taleformer, der var grundlæggende destruktive for os. Det er på tide, at vi på universiteterne tydeligere fastholder, at vi findes, og at vi har en betydning.

God proletarisk forskerfridag!

"1. maj forkynder parolen om 8-timers
arbejdsdag. Men heller ikke når dette
krav er blevet opfyldt, vil 1. maj dagen
blive opgivet. Sålænge arbejdernes kamp
mod bourgeoisi og regering finder sted,
sålænge ikke alle krav er blevet opfyldt,
sålænge vil majdagen være udtryk for disse
krav. Og når bedre tider oprinder og
arbejderne i hele verden er blevet befriet,
– også da vil menneskeheden sikkert
helligholde den 1. maj til erindring om
udståede kampe og lidelser."

Citatet ovenfor stammer fra skriftet "Wie entstand die Maifeier?" fra 1894, om festligholdelsen af 1. maj, hvor Rosa Luxemburg fortæller om historien bag "tanken om at bruge en proletarisk fridag som middel til opnåelse af 8-timers arbejdsdag". Dagen i dag er en fin anledning til at reflektere over begreberne solidaritet, klasser, forskere og forskningspolitik. Har forskningspolitik da noget med klasseanalyse at gøre? - Måske.
Men for at starte med solidaritet, har det slået mig, hvordan enkelte kolleger enten så lidt forvirrede eller vantro på mig, når jeg bragte begrebet op, fx i forbindelse med solidaritet med de nyligt fyringsvarslede på DPU (jf. de seneste dages indlæg), eller lettere irriteret har antydet, at begrebet solidaritet har en moraliserende tone: Pådut mig venligst ikke solidaritet med folk jeg ikke kender/ foragter/ anser for at være konkurrenter/ for ikke lave rigtig videnskab/ for at være mig uvedkommende. Solidaritet er fra gamle dage, dengang samfundet var et klassesamfund, og det er det ikke mere – mener 25% af danskerne, ifølge en undersøgelse omtalt i dag i Politiken (til gengæld er godt 50% enige/delvist enige i udsagnet "Danmark er et klassesamfund"). Ifølge undersøgelsen opsummeret i et diagram s. 162 i Lars Olsen, Eliternes Triumf. Da de uddannede klasser tog magten (Rødovre: Sohn 2010) er der en klar sammenhæng mellem indkomst og oplevelse af klasseforskelle: Jo mere du tjener, jo færre klasseforskelle oplever du. Forskere, der tilhører det, som Lars Olsen kalder kultur- og uddannelseseliten, og som ligger i den høje ende af indkomstskalean, vil typisk i mindre grad opleve Danmark som et klassesamfund. På den anden side stemmer de typisk på centrum-venstre-partier, der i højere grad end de borgerlige har blik for klasseskel.
Forskere er de facto lønarbejdere, men de lever, i endnu højere grad i dag med de stigende krav om at være entreprenante, søge eksterne projektpenge etc. end for 15 år siden, i dét, man med livsformsanalysens ord kalder "den karrierebundne livsform":

"Her er arbejdet målet. Aflønningen inden for denne livsform er en form for handel, hvor arbejdsgiveren køber kvalifikationer frem for tid, og arbejdsbegrebet står i stærk kontrast til lønarbejderlivsformens. Det drejer sig ikke om at stille krav til virksomheden eller være solidarisk med kollegerne. Det drejer sig om at stille krav til sig selv. Ved at avancere opnår man det egentlige mål med sin indsats: ansvar, indflydelse og dispositionsfrihed." (citat). I modsætning hertil er lønarbejderlivsformen karakteriseret ved at "den enkelte sælger sin arbejdskraft i en bestemt tid til en aftalt pris. Man stiller sig til rådighed og lader sig sætte i arbejde. Arbejdet udføres ikke i kraft af et engagement i selve arbejdet, men snarere for at få en indkomst, der er forudsætningen for at realisere sig selv i tilværelsen uden for arbejdstiden."

(derfor er en max-grænse på arbejdsdagens længde afgørende, og er heldigvis i dag kommet ned under 6 x 8 timer/uge).
Man fristes til at sige, at entreprenør- eller konsulentgørelsen af forskningen tenderer til at gøre forskerens livsform lig med den selvstændiges livsform som "er udledt af, at producenten i den enkle vareproduktion [læs: professoren med sin forskergruppe] selv ejer sin virksomhed [projektpenge]. I denne livsform skelnes ikke mellem arbejde og fritid. Hele familien [forskergruppen] indgår i produktionsenheden, og de daglige gøremål smelter sammen i et virke, rettet mod det mål at sikre en fortsat drift af virksomheden."
Måske er det derfor, at 'solidaritet' for forskere (hvad enten de forsker i iskerner fra Grønland eller i branding af iskager) har en anden valeur end det har for mange andre lønarbejdere:

"Menneskers adfærd er forankret i deres livsform; det er gennem den, de forstår så centrale begreber som arbejde, familie, fritid og frihed, der danner en strukturel helhed i den enkelte livsform. Begreberne kan således ikke anvendes af to forskellige livsformer uden at føre til misforståelser. Dermed bliver den strukturelle livsformsanalyse et redskab, der er særlig egnet til at indfange kulturelle forskelle, der eksisterer mellem bærere af helt forskellige kulturer. Den forklarer samtidig fænomenet kulturel blindhed eller livsformscentrisme, nemlig det at mennesker bundet til hver sin livsform ikke erkender de dybe kulturelle forskelle, men i stedet prøver at anvende og tolke begreberne i egen livsformsbetinget betydning." (citat).

Hvis begrebet solidaritet ligger os forskere lidt fjernt, kan et være godt at repetere det (fx fra samme kilde), og erindre om dets særlige rod i den fagbevægelse, de fleste af os forhåbentligt er medlem af, hvor det opstod som en "erkendelse i arbejderklassen af, at den enkelte arbejder ikke alene kan udrette noget over for kapitalejerne og de politiske magthavere; det kræver et handlingsfællesskab, hvor den enkelte tilslutter sig og indordner sig under et kollektiv, hvis organisatoriske form er fagforeningen". Eller som det mere kuldslået beskrives på Wikipedia (i dette hjørne) anvendes solidaritet [solidarism] om det i Sandinavien så velkendte

"system of labor arrangement in which labor unions and capitalists jointly set wages below market clearing levels. From this arrangement, labor receives full employment and wage leveling [min fremhævelse, CE], while capitalists pay less for labor, and do not have to worry about their employees being "poached" by firms who can offer more. This arrangement is traditionally enforced through employer organizations. The arrangement is destabilized during economic booms, when firms cheat on the system and surreptitiously raise "compensation", rather than pay, in the form of increased benefits, safety, or other forms of indirect payment."

Det interessante er her, at det solidariske 'arrangement' (som skal sikre lige løn for lige arbejde men periodisk destabiliseres af økonomiske booms) i et neoliberalt kommercialiseret universitetsystem permanent destabiliseres af fænomener som udtynding af basismidler til fordel for eksterne midler og 'strategisk' forskning, headhunting af særligt højt ydende forskere, og hele den karrierebestemte livsforms manglende resistens imod strukturel nedbrydning af kollektive overenskomster med fx indførelsen af individuelle bonus- og kvalifikationstillæg, differentiering i ledelseshierakier m.v.
Den neoliberalistiske forskningspolitik, vi har i Danmark i dag, medvirker således til at nedbryde solidariteten mellem forskere. Denne politiks opkomst kan, som vist i Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne. Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald (Kbh.: Gyldendal 2008), ses som et direkte resultat af magtforskydninger i overklassen, specielt Fogh-regeringen og den økonomiske overklasses held til at bryde alliancen mellem den kulturelle overklasse og arbejderklassen; jævnfør debatterne om kulturradikalisme og om smagsdommeri og ekspertvælde. I Lykkebergs optik iagttager man fx følgende:

"Det aktuelle dominansforhold mellem den økonomiske og kulturelle overklasse afdækkes i den kulturelle overklasses strategier til forsvar for forskningens autonomi: Man kan på forskningsområdet aldrig på forhånd vide, hvad der vil vise sig profitabelt, og hvor det næste gennembrud finder sted. Den kulturelle overklasse hævder et priviligeret indblik i det processer, der i sidste instand giver økonomisk vækst. Den kulturelle overklasse forsøger med andre ord at legitimere sin autonomi på den økonomiske overklasses præmisser." (s. 70).

Lad os herfra forsøge at blive bedre til at supplere en målrationel argumentation for fri forskning (at den på lang sigt er forudsætning for økonomisk vækst) med en offensiv værdirationel argumentation – at den bidrager til at udvikle en mangfoldigere civilisatorisk rigdom og forståelse.
At ideen om solidaritet mellem offentligt ansatte forskere – ikke bare imellem de kolleger og fagfæller man til dagligt konkurrerer med om forskningsmidler og anerkendelse, men også på tværs af meritokratisk bestemte karriereniveauer og på tværs af forskellige fagområder – har store odds imod sig er altså ikke så underligt.
Det gør det ekstra vigtigt at støtte Mogens Ove Madsen, som i bogen Universitetets Død. Kritik af den nyliberale tendens (Kbh.: Frydenlund 2009, se også FORSKERforum nr. 232, marts 2010) argumenterer for oprettelsen af et samlet forskerforbund i Danmark, fx som et kartel for universitetsansatte i de eksisterende fagforeninger på området. Som Finn Hansson fra CBS skriver i FORSKERforum nr.232 s.29: "efter universitetsloven fra 2003 skulle det være åbenlyst for alle, at der er et reelt modsætningsforhold mellem ledelse og ansatte på universiteterne. Lederne er nu ansat til at lede og har fået instrumenter til dette og de universitetsansattes indflydelse er blevet reduceret til samarbejdscirkulærets rettigheder".
Regeringens politik har tydeliggjort, at forskernes karrierelivsform ikke overskrider forskerens status som lønarbejder (det være sig med nok så meget social og kulturel kapital); arbejdsgiveren leder og fordeler arbejdet, hyrer og fyrer – og på KU og på AU efter forgodtbefindende. Det er på tide at genopfinde solidariteten, og huske, at fejringen af 1. maj ikke hører en svunden epoke til (som Googles i dagens anledning modificerede logo ellers kunne antyde), industrisamfundet er på ingen måde et overstået stadium når videnskaben selv gøres til en industri og forskerne proletariseres. God 1. maj!

Seminar om Videnskab og demokrati

Den 5.-6. marts 2009 afholdes et seminar på Det Humanistiske Fakultet i København, der vil interessere rigtig mange af denne blogs læsere: Se nærmere om mødet her!

Et bidrag til kritikken af videnssamfundet

Filosoffen Asger Sørensen, som er med i bloggens netværk, har begået et bemærkelsesværdigt skrift, som sikkert vil interessere læserne. Det er netop offentliggjort på nettet (her; kopi her) og bærer den modhårstrygende titel Videnssamfundet. En undergravelse af videnskab og demokrati. Det fortjener en længere omtale og vil med garanti provokere til diskussion. Jeg vil som appetitvækker i første omgang nøjes med at gengive resumméet:

"Det er blevet almindeligt at omtale vores samfund som et videnssamfund. Spørgsmålet er imidlertid både, hvad der menes med det, altså hvad et videnssamfund egentlig kan siges at være, og om det er en passende betegnelse for den samlede logik i vores nuværende samfund. Det er disse spørgsmål, der vil blive nærmere diskuteret i det følgende specielt i forhold til videnskab, forskning og videregående uddannelser. Konklusionen bliver desværre, at de bærende strukturer og dynamikker i vores nuværende samfund ikke støtter udviklingen af videnskabelig viden trods de mange politiske erklæringer om at prioritere forskning og uddannelse. Vores nuværende fokus på viden kan derfor bedst betragtes som et symptom på, at vi faktisk er ved at miste vores sikre greb om viden, på samme måde som man først begynder at tale om f.eks. tillid og etik, når de ikke længere er selvfølgeligheder."

Dissensus konference

I fredags deltog jeg i konferencen Dissensus – Research Politics, Money and Journalism (www.dissensus.dk), som var blevet arrangeret af foreningen for Danske videnskabsjournalister. Det var en overraskende god konference, med en række gode indlæg om videnskabens sande tilstand i det aktuelle politiske landskab. Der var selfølgelig et meget bredt udsnit af tolkninger repræsenteret, lige fra ”det skal nok gå, hvis vi strammer os an” til konkrete opråb til aktivisme. Ministeren meldte afbud med de sædvanlige ritualer om at netop denne konference havde været vigtig for ham, men at der ikke var tid osv.. Mit eget indlæg indholdt en diagnose af både de amerikanske og danske tilstande i forskningsverdenen og kan læses her. Konferences hjemmeside har desuden korte referater og vil muligvis også streame indlæggende på et tidspunkt.

"det er let nok at kritisere, men..."

Sune syntes for længe siden jeg skulle have en hund der skulle hedde Snuseren, for at matche bloggens lille Hvæser. I dag fandt jeg den, på RUC! Den stod i solen og lugtede til et mødeopslag, som handler om Kritik! Se:
"Konference om samtidens kritik og kritik af samtiden den 26.-27. april på RUC. Konferencen Kritik i dag lægger op til en bred diagnose af, hvad det i dag vil sige at være kritisk, at stille kritiske spørgsmål, at lave kritisk teori og kritiske samtidsdiagnoser af tidens tendenser og samfundets krisetegn. Spørgsmålet er med andre ord helt grundlæggende: hvad er kritik, hvem er de kritiske og hvad er det kritisable i dag? Er der overhovedet brug for kritik i dag, og hvilken type af kritik, er der i så fald er brug for?
Kan man kritisere uden at kende samtiden – og kan en ordentlig samtidsdiagnose omvendt undgå at være kritisk? (...)"
Når vi nu altid er så satans kritiske her på bloggen, var spørgsmålene måske værd at overveje. Se programmet, og vovsen, på:
http:// www.ruc.dk/ upload/ application/ pdf/ ab381472/ informationer.pdf

Seminar: Videnskab mellem tro og politik

Fredag d. 20. april
KUA, lokale 27.0.09

11.15 – 12.00 Lars Binderup: Tro, viden og epistemisk relativisme
Den videnskabelige videns indflydelse i liberale demokratier er kontroversiel på mindst to måder: For det første kan mindre uenigheder inden for det videnskabelige kollektiv på særligt politisk følsomme områder udnyttes politisk og gøre videnskaben til en brik i et uheldigt politisk spil. Men en anden problemstilling rejser sig, når grupperinger forkaster videnskabens autoritet som sådan og stiller krav om, at deres ’alternative form for viden’ respekteres politisk på lige fod med den ’etablerede videnskab’. Oplægget vil se på filosofiske – og politiske – strategier for svar til en epistemisk relativist, der hævder, at vi ikke kan begrunde den ’videnskabelige rationalitet’ uden at ende i en begrundelsescirkel.

12.00 – 12.45 Klemens Kappel: Liberal neutralitet og videnskabens priviligerede rolle
En vigtig normativ antagelse i det liberale demokrati er, at den liberale stat forholder sig neutral i en række religiøse og værdimæssige spørgsmål. Imidlertid har den liberale stat traditionelt tildelt videnskab en særstatus, og har netop ikke været neutral i uenigheder mellem etablerede videnskabelige opfattelser og ’alternative’ synspunkter, der afviser traditionelle videnskabelige tilgange til verden. Det til trods for, at positive og negative holdninger til videnskab undertiden kan minde om værdimæssige eller religiøse uenigheder. I mit oplæg vil jeg karakterisere dette problem, og diskutere, hvordan tilhængere af liberale demokratier kan forsvare at tildele videnskab en særlig priviligeret rolle.

12.45 – 13.30 Frokost

13.30 – 14.15 Claus Emmeche: Både viden og tro. Om politik, positivisme og postnormal videnskab
Viden og tro kan opfattes som dele af samme flerdimensionale erkendelsesmæssige spektrum, hvor viden(skabelighed) er en metode til at opnå en særlig form for tro, og en sådan tro indebærer refleksiv viden om sine egne grænser. I dag er den positivistiske opfattelse af viden overskredet som epistemologi, mens den på det politiske plan lever videre i form af "det positivistiske etos”. På områder som klimaforskning, stamcelleforskning eller bioteknologi kan det i konflikter være svært at se klare skel mellem politisk og videnskabelig overbevisning, bl.a. fordi videnskaben ikke fremstår entydigt som autoritet, men som parthaver i sager og arena for kampe, der såvel er politiske som videnskabelige. Dette er en udfordring for såvel demokratiet som for samfunds- og videnskabsteorien.

14.15 – 14.30 Kaffe

14.30 – 15.15 Jens Morten Hansen: Hellere lille og sikker end stor og usikker?
Væsentlige dele af 1900-tallets naturvidenskab er præget af konflikter mellem 'små sikre' – positivistiske - og 'store usikre' - perspektiverende - teorier, hvor langtidsholdbarheden af de samlede resultater viser, at begge tilgange er nødvendige. Klimaforskningen, Lomborg-sagen, Lauge Kock-sagen i 1930'erne og en række tidligere konflikter mellem især naturhistorikere og matematisk funderede naturforskere afspejler en række troslignende argumenter, der minder om diskussionerne i de forudgående århundreder mellem naturvidenskaben og teologien. Med udgangspunkt i en sammenligning af 'Danmarks Natur' (udgivet i 1970) og 'Naturen i Danmark' (under udgivelse) gennemgås eksempler fra naturhistorien på, hvordan begreberne 'tro' og 'viden' også giver mening i naturvidenskabelig sammenhæng.

15.15 – 16.00 Afsluttende diskussion

Tilmelding ikke nødvendig.
Kontakt: eva.agnete.krzeminski@sociology.ku.dk

Arrangør: Institut for Medier, Erkendelse og Formidling (Københavns Universitet), Satsningsområdet i teoretisk filosofi, Dansk Epistemologi Netværk

INSTITUT FOR MEDIER , ERKENDELSE & FORMIDLING
KØBENHAVNS UNIVERSITET