Hen over sommeren har det været både fornøjeligt og lidt løjerligt at se en række af mine KU-kollegers pludselig udtrykke stor interesse for multidisciplinaritet og tværvidenskabelighed. Man ringes op af nære og fjerne kolleger, og hører om deres drømme om transdisiplinære nyskabelser eller, mere pragmatisk, påtrængende samfundsproblemer, det kunne værd at takle fra hver sin videnskabelige synsvinkel. Og jo, jeg holdt ikke mig selv for god til at melde mig ind i koret – jeg elsker tværvidenskab, og synes da også, at jo, ja, det kunne da være et forsøg værd, og virkelig spændende. Men hvorfor nu denne pludselige interesse for tværvidenskab?
Måske skal forklaringen i sidste ende søges i KU's voksende egenkapital. Som Information beskrev i går (her) har statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen se nærmere på universiteternes store opsparinger, og den problematik er velkendt: Det er ikke lang tid siden det var det stort forklaringsproblem for KU's bestyrelse, at egenkapitalen vokser, samtidig med at man på mange institutter, fx Biologi på Science, men også mange steder på Life, med gru oplevede, at der blev skåret ned på staben for at få budgettet til at hænge sammen, mens egenkapitalen holdtes hellig.[1]
Men som moderne ledelsestænkning er i dag, er det et tabu blot at tilbageføre de ekstra midler til de enkelte afdelingers budgetter (tabuet aflæses sprogligt i vendinger som "at smøre det tyndt ud over det hele", det associerer til et rent spild). Ledelsen vil ikke overraskende meget hellere give sig selv magt til at bestemme, hvad overskuddet benyttes til, med andre ord, hvad der skal forskes i. Og skønt det rygtes (her) at den nye forskningsminister har afskrevet Helge Sanders doktriner, er det som om ledelsen stadig lever i Sanders og den akademiske kapitalismes verden, hvor konkurrence er et absolut plus, nærmest et axiom. Så selvfølgeligt skal man have forskerne til at konkurrere om adgang til disse midler.
KU-toppen, som jo har defineret en "strategi" (kaldet 2016, se her), afsætter så en pulje med 400 mio. kr. til forskning og 80 mio. til uddannelse (se fx her), og definerer herefter reglerne i det ny matador-spil, fx at man helst vil have "våde" og "tørre" fakulteter til at samarbejde; det skal være store projekter (ansøgninger under 10 mio. tages ikke rigtigt alvorligt) osv. — At de ansatte forskere kunne få den tanke, at vi nu skal skrive ansøgninger og konkurrere om at få del i vores egne penge (som Thure Hauser udtrykte det i et debatindlæg her) ser man selvfølgeligt stort på.
Nu er matadorspillets procedurer lidt forskellige fra fakultet til fakultet, for de enkelte dekaner og deres underledere får også noget at skulle have sagt. Nye regler om langsigtet "indlejring" og "medfinansiering" dukker op hen over sommeren, og får nogle af spillerne til at aflyse aftalte møder og drømme, efter at have talt med en dekan eller institutleder med andre prioriteringer. Man er vel realist.
Matadorspillet spilles ad to gange, først med korte interessetilkendegivelser (dog med budgetskitser) fra de tvær-fakultære forskergrupper, som i sommerens løb hurtigt har fundet sammen om skrivearbejdet. De blev her ved månedsskiftet kanaliseret via institutlederne, som jo også spiller med, op til dekanaterne. Så er det dekanernes tur (eller det, som i nysprog hedder fakulteternes "ledelsesteam", mellem venner "LT") til at udpege toppen af poppen, som så bedes om at udforme egentlige uddybende ansøgninger. Hvordan dekanerne enes om hvad der er god, vigtig, potentielt banefrydende, ægte tværdisciplinær (og ikke bare tværfakultær) forskning, véd jeg ikke, og kan ikke tyde det ud af de mange procedurebeskrivelser på intranettet, men det er sikkert noget med at få nogle internationale ekspertpaneler til at skrive bedømmelser og anbefalinger, som dekanerne så (ligesom ved besættelse af nye akademiske stillinger) kan skele til i deres endelige beslutning om hvilke af 'deres' forskere, der skal støttes. I det hele taget er det en sjov tanke, at de enkelt-fakultære dekaner skal afgøre hvad der kan være god tværfakultær forskning, som dekanerne så i par eller større klynger kan søge rektor om penge til. Dette er selvfølgelig kun en ufuldstændig gengivelse af den eksplicitte procedure, men gode forbindelser og hård, intern lobbyisme er helt klart de underforståede og mindre transparante elementer af spillet.
Rent magtmæssigt, med hensyn til forholdet mellem akademisk elite (eller de bedste spillere blandt forskerne) og administrativ elite (de øvre niveauer i den enstrengede ledelse) kan man spørge, om 2016-puljen yderligere vil styrke bestemte 'patron-klient'-lignende relationer, som mange steder er dukket op som følge af den antidemokratiske 2003-reform af universiteternes ledelse og den generelt voksende mængde eksterne midler, som sætter nye skel mellem forskere og afdelinger.[2] Der vil komme mange nye grupper og initiativer med interessante navne, sikkert også nye MSO'er og uddeling af andre duelighedstegn, men lad os håbe, at der også kommer ny og god forskning ud af det. Topstyringen, som matador-2016 er et eksempel på, forhindrer ikke noget sådant, men måske ville mindre kunstige og mere genuint forsker-initierede samarbejder, understøttet af en god basis-økonomi, gøre forskningen lettere, måske endog mere effektiv, og fordelingen af midler mere gennemskuelig.
Og hvornår begynder diskussionen om det ubetvivleligt gode i tværvidenskabelighed, hvis selve den disciplinbaserede videnskab ikke tilsvarende støttes?
Noter
[1] KU er selvfølgelig ikke enestående, tendensen er global. Antropologen Marshall Sahlins artikel "The conflicts of the faculty" fra Antropology News, Jan. 2008 (her), er blot én kort og klar beskrivelse af samme problematik, ud af en hel malstrøm af litteratur.
[2] Se fx Claus Baggersgaard 2010: "Det nye A- og B-hold" (her), "Forskerhotel eller centersucces" (her), og (leder (her) med Richard Bisgaard): "Skæbnetime for universiteterne", Universitetsavisen 25/3 og 6/5. Se også flere gode artikler i Kaare Aagaard og Niels Mejlgaard (red.) 2012: Dansk Forskningspolitik efter Årtusindskiftet, Aarhus Universitetsforlag.
Viser opslag med etiketten bureaukrati. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bureaukrati. Vis alle opslag
torsdag den 6. september 2012
onsdag den 21. marts 2012
Ledelsestyranni på AU - Aarhus stander i våde
Jørgen Grønnegård Christensens kritiske analyse af de rystende forhold på Århus Universitet må desværre anbefales (se kronikken i dagens Politiken, eller her).
tirsdag den 13. september 2011
Debat om nye tidsnormer på KU-Hum
[2. udgave]
Stig Hjarvard og Nete Nørgaard Kristensen har på VIPernes vegne lavet en kritisk gennemgang af dekanatets udkast til arbejdsnormsaftale. Læs den – og mød op til stormødet med dekanatet i morgen og gør jeres til at synliggøre for dekanatet at vi som medarbejdere finder udkastet problematisk på flere helt afgørende punkter.
Nye tidsnormer på det humanistiske fakultet på KU: Fra en medblogger har jeg fået den kritiske kommentar, som fortjener at blive læst og cirkuleret (download denne her).
En del af baggrundsdokumenterne ligger på KU's intranet, og kan sikkert have interesse for sammenlignende studier, så det er hermed gjort alment tilgængeligt: Såvel den gamle aftale fra 2009 som diverse anden dokumentation, i denne mappe (her).
Hvis jeg får tid, vender jeg tilbage med en kommentar — ellers er der nu frit slag her!
ps:
fra: https://intranet.ku.dk/hum/VIPaftale/Sider/VIP_arbejdstid.aspx
Den 1. juli 2009 trådte en ny fælles aftale i kraft om arbejdstidsnormer for VIP-personalet på fakultetet. I følge aftalen skulle den evalueres efter to år. I forbindelse med evalueringen valgte dekan Kirsten Refsing at opsige den gældende aftale med henblik på at indgå en ny og mere fleksibel aftale med fællestillidsmanden for VIP.
Evalueringen foregik elektronisk ved hjælp af et spørgeskema, godkendt af dekanen og fællestillidsmanden for VIP og udsendt på mail til alle ansatte.
A- og B-siden er nu tæt på at indgå en aftale - læs udkastet i boksen 'dokumenter' - og derfor indkaldes der til stormøde om udkastet til aftale, hvor der er mulighed for at høre nærmere om aftalen og dens indhold samt give kommentarer til dette.
| Stormøde |
om aftale for arbejdstidsnormer for fakultetets HVIP-medarbejdere. A- og B-siden er tæt på at indgå en aftale om arbejdstidsnormer. Der indkaldes derfor til stormøde om aftaleudkastet:
Onsdag den 14/9 kl. 15.15 til 16.30 i Multisalen (lokale 21.0.54).
Dagsorden
a) Dekan Ulf Hedetoft fortæller om aftalen og intentionerne bag
b) Fællestillidsrepræsentant Peter B. Andersen giver sit syn på aftalen
c) Spørgsmål
onsdag den 16. marts 2011
Tale til blokerende studerende på INSS den 15. marts og IKK den 16. marts
De studerende på Humaniora blokerer i denne uge institutterne på skift i protest imod de alt for få undervisningstimer, de får på deres uddannelse. Nedenstående er manuskriptet til den tale, jeg holdt i den anledning i går og i dag.
Lad os begynde med en helt simpel ting, nemlig grunden til at I er her på universitetet – jeg mener ikke i dag, men sådan i al bred almindelighed. Jeg er ligeglad med jeres personlige grunde. De kan være vigtige nok and all that jazz, men grunden til, at samfundet vælger at I skal kunne uddanne jer her. Den årsag er, at uanset hvor meget I får tudet ørerne fulde af familie og bekendte og af CEPOS og Dansk Industri om, hvor ubrugelige I er, så er I en af de største uddannelsesmæssige succeser, dette her land kan præstere. Det koster ingen verdens penge at uddanne jer, og I får alle sammen – nogle gange efter en smule besvær, men alligevel – arbejde i en ubegribeligt bred vifte af jobs, og I beholder dem til jeres dages ende.
Helt banalt: Disse uddannelser er oprettet og opretholdes, fordi samfundet har brug for jer, og fordi samfundet har brug for jer veluddannede. Lad ikke nogen bilde jer andet ind. Når I derfor kræver en bedre uddannelse, går I ikke blot jeres eget ærinde, I går samfundets. I er universitetets ”produkt”, og samfundet har brug for, at der er kvalitet i det produkt. Go get ´em!
Men her skal man være forsigtig: Vær opmærksom på, at I som studerende og vi som ansatte har helt parallelle interesser, og at begge grupper går ned, hvis ikke vi holder fast i det. For at kompensere for den elendige økonomi er vi på vores side blevet tvunget ud i ubegribelige mængder af merarbejde, som vi formentlig aldrig nogensinde får tilbage som løn eller afspadsering, og lige nu ser det ud til, at belønningen for det er, at man rykker på grænsen imellem forskning og undervisning, så man kan få endnu flere arbejdstimer ud af os.
Nuvel, når krybben er tom, bides hestene – og alt det. Vi kan vælge at spille et nulsumsspil med hinanden, så får vi endnu dårligere arbejdsvilkår, og I får måske lidt flere timer, men I får det af udslidte demoraliserede og dårligt forberedte lærere. Jeg ville ikke anbefale det til min værste fjende.
Eller vi kan vælge at kigge på, hvor problemerne egentlig kommer fra og løse dem. Prøv at lægge mærke til, hvad der sker, når denne type af problemer opstår. Når vi kan se, at der ingen penge er at undervise de studerende for, hvad er så den første reaktion: Alle skynder sig hen til håndvasken. For sejren har mange fædre, men nederlaget er moderløst. Da man skulle have den nye universitetslov igennem i 2003, var et et de primære argumenter, at det ville give en klar ansvarsfordeling. Så skulle man tro, at vi nu kunne tage problemet og aflevere det helt enkelt ét sted: Denne instans har ansvaret, derfor skal denne instans løse problemet. Men hvad sker der. Ministeren peger på universitetet. Topledelsen i Nørregade holder bare kæft og venter på at problemerne driver over, en strategi som vi alle sammen ved fungerede ideelt i Penkowasagen, og derfor ender aben Gudhjælpemig hos dekanen, som ikke kan gøre ret meget andet med den end at sende den videre ned på institutterne og de ansatte, som så kommer til at bære byrden. Læg mærke til, at dette fungerer stik modsat alle påstande om ansvar i systemet. Jo mindre magt, en instans har over situationen, des mere ansvar får samme instans for den. Kompetencer og ansvar følges ikke ad.
Problemet findes derfor i universitetsstrukturen. Vores ledelse har almagt over os, og de har almagt over institutionens økonomi. Når I og vi tilsammen leverer en STÅ og dermed udløser penge til universitetet, så afleveres de penge ikke til os, men i Indre By. Her er pengene så med til at lønne alle cheferne, reklamekampagnerne, informationsmedarbejderne og de forkromede byggeprojekter, inden de sendes videre ned til fakultetet, hvor der så igen ryger en bid, før de kommer til institutterne, hvor der så igen ryger en bid, før de når frem til faktisk at blive omsat i lønkroner, som der kan købes undervisning for. Vi, I og jeg, er langt de vigtigste personer på universiteterne. Vi er samtidig dem, som ved, hvad der egentlig foregår i forskningen og undervisningen, og vi er også dem, som har mindst indflydelse på, hvordan universiteter fungerer, og dem til hvem pengene kommer til allersidst, når alle andre har taget deres.
Dér har I jeres problem. Lad ingen andre fortælle jer andet. I vil komme til at høre uendeligt med forklaringer og undskyldninger. Men hold fast: Problemet er strukturelt, og det kan ikke løses uden strukturelle ændringer.
Forestiller man sig derfor, at det ved et eller andet lykketræf og ekstremt hårdt arbejde fra alle parter lykkes os på institutniveau at få skruet noget sammen, som faktisk kører, så I være så evigt forvissede om, at man vil tage anledning heraf til at skære lidt yderligere, for det må der jo være mulighed for, når nu tingene balancerer så fint.
Derfor: Skyd de rigtige. Det helt fundamentale problem lige nu er ikke, at der mangler ressourcer til de danske universiteter, men at pengene ender alle andre steder, end der hvor de gør mest gavn: I den frie grundforskning og i uddannelsen. Det forandrer sig ikke, så længe man fastholder en struktur, hvor den reelle magt over problemerne ligger uendelig langt fra dem, som skal løse dem.
Dem, som har indrettet universitetsstrukturerne sådan, er dem, som har ansvaret. Det er politikerne. Det er Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne, som skylder en forklaring på, hvorfor den universitetssstruktur, de gennemtvang, er så umådelig dårlig til at sikre den frie grundforskning og undervisningen rimelige vilkår, selvom netop de to ting er selve grunden til, at samfundet overhovedet har universiteter. Men de skylder mere end et svar, de skylder også en løsning. Og en eller anden lille flad taxameterbonus gør det ikke. Politikerne skylder en løsning på, hvordan de penge, som samfundet giver til forskning og undervisning, faktisk kan komme til at nå frem til forskning og undervisning. De skylder et svar på, hvordan den helt grundlæggende undervisning og den frie grundforskning igen kan blive de vigtigste og ressourcemæssigt højest prioriterede aktiviteter på de danske universiteter.
Lad os begynde med en helt simpel ting, nemlig grunden til at I er her på universitetet – jeg mener ikke i dag, men sådan i al bred almindelighed. Jeg er ligeglad med jeres personlige grunde. De kan være vigtige nok and all that jazz, men grunden til, at samfundet vælger at I skal kunne uddanne jer her. Den årsag er, at uanset hvor meget I får tudet ørerne fulde af familie og bekendte og af CEPOS og Dansk Industri om, hvor ubrugelige I er, så er I en af de største uddannelsesmæssige succeser, dette her land kan præstere. Det koster ingen verdens penge at uddanne jer, og I får alle sammen – nogle gange efter en smule besvær, men alligevel – arbejde i en ubegribeligt bred vifte af jobs, og I beholder dem til jeres dages ende.
Helt banalt: Disse uddannelser er oprettet og opretholdes, fordi samfundet har brug for jer, og fordi samfundet har brug for jer veluddannede. Lad ikke nogen bilde jer andet ind. Når I derfor kræver en bedre uddannelse, går I ikke blot jeres eget ærinde, I går samfundets. I er universitetets ”produkt”, og samfundet har brug for, at der er kvalitet i det produkt. Go get ´em!
Men her skal man være forsigtig: Vær opmærksom på, at I som studerende og vi som ansatte har helt parallelle interesser, og at begge grupper går ned, hvis ikke vi holder fast i det. For at kompensere for den elendige økonomi er vi på vores side blevet tvunget ud i ubegribelige mængder af merarbejde, som vi formentlig aldrig nogensinde får tilbage som løn eller afspadsering, og lige nu ser det ud til, at belønningen for det er, at man rykker på grænsen imellem forskning og undervisning, så man kan få endnu flere arbejdstimer ud af os.
Nuvel, når krybben er tom, bides hestene – og alt det. Vi kan vælge at spille et nulsumsspil med hinanden, så får vi endnu dårligere arbejdsvilkår, og I får måske lidt flere timer, men I får det af udslidte demoraliserede og dårligt forberedte lærere. Jeg ville ikke anbefale det til min værste fjende.
Eller vi kan vælge at kigge på, hvor problemerne egentlig kommer fra og løse dem. Prøv at lægge mærke til, hvad der sker, når denne type af problemer opstår. Når vi kan se, at der ingen penge er at undervise de studerende for, hvad er så den første reaktion: Alle skynder sig hen til håndvasken. For sejren har mange fædre, men nederlaget er moderløst. Da man skulle have den nye universitetslov igennem i 2003, var et et de primære argumenter, at det ville give en klar ansvarsfordeling. Så skulle man tro, at vi nu kunne tage problemet og aflevere det helt enkelt ét sted: Denne instans har ansvaret, derfor skal denne instans løse problemet. Men hvad sker der. Ministeren peger på universitetet. Topledelsen i Nørregade holder bare kæft og venter på at problemerne driver over, en strategi som vi alle sammen ved fungerede ideelt i Penkowasagen, og derfor ender aben Gudhjælpemig hos dekanen, som ikke kan gøre ret meget andet med den end at sende den videre ned på institutterne og de ansatte, som så kommer til at bære byrden. Læg mærke til, at dette fungerer stik modsat alle påstande om ansvar i systemet. Jo mindre magt, en instans har over situationen, des mere ansvar får samme instans for den. Kompetencer og ansvar følges ikke ad.
Problemet findes derfor i universitetsstrukturen. Vores ledelse har almagt over os, og de har almagt over institutionens økonomi. Når I og vi tilsammen leverer en STÅ og dermed udløser penge til universitetet, så afleveres de penge ikke til os, men i Indre By. Her er pengene så med til at lønne alle cheferne, reklamekampagnerne, informationsmedarbejderne og de forkromede byggeprojekter, inden de sendes videre ned til fakultetet, hvor der så igen ryger en bid, før de kommer til institutterne, hvor der så igen ryger en bid, før de når frem til faktisk at blive omsat i lønkroner, som der kan købes undervisning for. Vi, I og jeg, er langt de vigtigste personer på universiteterne. Vi er samtidig dem, som ved, hvad der egentlig foregår i forskningen og undervisningen, og vi er også dem, som har mindst indflydelse på, hvordan universiteter fungerer, og dem til hvem pengene kommer til allersidst, når alle andre har taget deres.
Dér har I jeres problem. Lad ingen andre fortælle jer andet. I vil komme til at høre uendeligt med forklaringer og undskyldninger. Men hold fast: Problemet er strukturelt, og det kan ikke løses uden strukturelle ændringer.
Forestiller man sig derfor, at det ved et eller andet lykketræf og ekstremt hårdt arbejde fra alle parter lykkes os på institutniveau at få skruet noget sammen, som faktisk kører, så I være så evigt forvissede om, at man vil tage anledning heraf til at skære lidt yderligere, for det må der jo være mulighed for, når nu tingene balancerer så fint.
Derfor: Skyd de rigtige. Det helt fundamentale problem lige nu er ikke, at der mangler ressourcer til de danske universiteter, men at pengene ender alle andre steder, end der hvor de gør mest gavn: I den frie grundforskning og i uddannelsen. Det forandrer sig ikke, så længe man fastholder en struktur, hvor den reelle magt over problemerne ligger uendelig langt fra dem, som skal løse dem.
Dem, som har indrettet universitetsstrukturerne sådan, er dem, som har ansvaret. Det er politikerne. Det er Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne, som skylder en forklaring på, hvorfor den universitetssstruktur, de gennemtvang, er så umådelig dårlig til at sikre den frie grundforskning og undervisningen rimelige vilkår, selvom netop de to ting er selve grunden til, at samfundet overhovedet har universiteter. Men de skylder mere end et svar, de skylder også en løsning. Og en eller anden lille flad taxameterbonus gør det ikke. Politikerne skylder en løsning på, hvordan de penge, som samfundet giver til forskning og undervisning, faktisk kan komme til at nå frem til forskning og undervisning. De skylder et svar på, hvordan den helt grundlæggende undervisning og den frie grundforskning igen kan blive de vigtigste og ressourcemæssigt højest prioriterede aktiviteter på de danske universiteter.
mandag den 7. marts 2011
Hvorfor var KU passive?
Af de mange mærkværdigheder i forbindelse med Penkowasagen - eller, om man vil, sagerne, forekommer ingen formentlig mere mærkværdig for den udefrakommende end universitetets reaktion på den sære episode, hvor en studentermedhjælper blev forsøgt inkrimieret for Penkowas underslæb via dokumentfalsk. Politiken sammenfatter problemet storartet:
Imidlertid er det spørgsmålet, hvorvidt dette reaktionsmønster egentlig er særlig overraskende, når man betænker de danske universiteters almindelige praksis, hvor henvendelser nedefra vanemæssigt ignoreres. Det skete, da bestyrelsen blankt afviste en henvendelse fra 144 bekymrede forskere i anledning af Det Humanistiske Fakultets system til forskningsmåling (her), det skete, da universiteterne med AU i spidsen omhyggeligt sminkede kritikken fra forskere og undervisere i forbindelse med universitetsevalueringen (som jeg har gennemgået det i Hjernedød), det sker lige nu på AU i forbindelse med den såkaldte "faglige udviklingsproces", hvor medarbejdere og studerende oplever at være sat uden for indflydelse (her). Man er helt banalt vant til at ignorere kritiske henvendelser nedefra. Man sætter sig tungt ned på sine lederstol, kigger den anden vej, irettesætter eventuelt kritikerne, og venter på at det hele går over igen.
Jeg skal ikke kunne sige, om det er, hvad der er sket her, men af alle oplysninger i Penkowasagen, så er den, at KU ignorerer en klage fra en studerende om ulovlige forhold, den, der har overrasket mig mindst. Selv nu kan det stort set ikke lade sig gøre at hive en reel undskyldning ud af universitetets "rektor", Ralf Hemmingsen. Hemmingsens "undskyldning" lyder:
Beklage Penkowas handlinger kan man lige finde ud af, men selv har KUs ledelse selvfølgelig ingen fejl begået. Ledelsens manglende handling i denne sag ligner business as usual: Det kommer nedefra, ergo skal det ignoreres. Og så glemte man, at det måske var en relevant oplysning, at der denne gang var strafferetslige forhold involveret, og at man risikerede, at sagen blev ført videre ad andre, mere lydhøre kanaler - fx byretten, og at ens ubegribelige tungbagethed derfor kunne ende med at give - ja: bagslag.
Selvom politiet hurtigt fandt studenterhjælpen uskyldig og forskeren skyldig, gik der alligevel 14 måneder hvor ledelsen på universitetet var bekendt med falskneriet, før de valgte at suspendere hjerneforskeren.
Studentermedhjælperen mener, at en undskyldning er på sin plads.
»Jeg skrev til Københavns Universitet i december 2008 og fortalte om den falske anklage, fordi jeg mente, at universitetet har et ledelsesmæssigt ansvar i forhold til, hvad Milena Penkowa havde gjort. Det har været frustrerende at se, at Københavns Universitet valgte ikke at forholde sig til sagen trods de klokkeklare beviser. At de var villige til at se igennem fingre med det ledelsesmæssige svigt og samtidig fremme Milenas karriere«, siger han. (her)
Imidlertid er det spørgsmålet, hvorvidt dette reaktionsmønster egentlig er særlig overraskende, når man betænker de danske universiteters almindelige praksis, hvor henvendelser nedefra vanemæssigt ignoreres. Det skete, da bestyrelsen blankt afviste en henvendelse fra 144 bekymrede forskere i anledning af Det Humanistiske Fakultets system til forskningsmåling (her), det skete, da universiteterne med AU i spidsen omhyggeligt sminkede kritikken fra forskere og undervisere i forbindelse med universitetsevalueringen (som jeg har gennemgået det i Hjernedød), det sker lige nu på AU i forbindelse med den såkaldte "faglige udviklingsproces", hvor medarbejdere og studerende oplever at være sat uden for indflydelse (her). Man er helt banalt vant til at ignorere kritiske henvendelser nedefra. Man sætter sig tungt ned på sine lederstol, kigger den anden vej, irettesætter eventuelt kritikerne, og venter på at det hele går over igen.
Jeg skal ikke kunne sige, om det er, hvad der er sket her, men af alle oplysninger i Penkowasagen, så er den, at KU ignorerer en klage fra en studerende om ulovlige forhold, den, der har overrasket mig mindst. Selv nu kan det stort set ikke lade sig gøre at hive en reel undskyldning ud af universitetets "rektor", Ralf Hemmingsen. Hemmingsens "undskyldning" lyder:
- Jeg vil gerne beklage det forløb, en studerende har været igennem, hvor Penkowa øjensynligt har brugt hans lønoplysninger og lavet falske anklager. Det er meget svært at gardere sig mod den slags svindel, siger han til KU's hjemmeside. (her)
Beklage Penkowas handlinger kan man lige finde ud af, men selv har KUs ledelse selvfølgelig ingen fejl begået. Ledelsens manglende handling i denne sag ligner business as usual: Det kommer nedefra, ergo skal det ignoreres. Og så glemte man, at det måske var en relevant oplysning, at der denne gang var strafferetslige forhold involveret, og at man risikerede, at sagen blev ført videre ad andre, mere lydhøre kanaler - fx byretten, og at ens ubegribelige tungbagethed derfor kunne ende med at give - ja: bagslag.
torsdag den 16. december 2010
Send ikke flere penge ...
I en artikel fra Politiken om Det Konservative Folkepartis og Liberal Alliances respektive forslag til skattelettelser bemærker socialdemokraten Morten Bødskov følgende:
Det er set herfra en heltigennem agtværdig ambition, som helt sikkert vil komme på en hård prøve, når den konkret skal udmøntes i finanslove osv. Derfor kunne der allerede nu være gode grunde til at overveje alternative muligheder. Faktisk er der blevet tilført universitetetssektoren flere penge i de senere år, men de har ikke ført til forbedrede uddannelser eller til mere og bedre forskning, men er i stedet blevet ædt op af adminstration, medfinansiering, pressehåndtering og lederlønninger, hvorfor Danmark er ved at tabe en hel række vidensområder på gulvet, og vores studerende får færre og færre undervisningstimer. Men vi har flere ledere end nogensinde før, og de har bedre lønninger. Der forventes en enorm loyalitet nedefra og op, men der mangler loyalitet ovenfra og ned i systemet.
Derfor: Lad os få mere universitet for pengene. Når man på en gang kan opfinde nye lederposter og fyre forskere med begrundelse i økonomien, er systemet kørt definitivt af sporet i noget, der stærkt nærmer sig en parodi på Parkinsons lov.
Derfor:
Bryd det enstrengede ledelsessystem, så de penge, samfundet giver til forskning og uddannelse, igen kan nå frem til forskning og uddannelse.
Send ikke flere penge - send færre ledere.
»Der er ingen skattelettelser på dagsordenen for en kommende socialdemokratisk regering. Vi vil sikre fremgang i Danmark, som kommer almindelige lønmodtagere til gode. Derfor vil vi i stedet investere i uddannelse og forskning og få sat gang i Danmark«.
Det er set herfra en heltigennem agtværdig ambition, som helt sikkert vil komme på en hård prøve, når den konkret skal udmøntes i finanslove osv. Derfor kunne der allerede nu være gode grunde til at overveje alternative muligheder. Faktisk er der blevet tilført universitetetssektoren flere penge i de senere år, men de har ikke ført til forbedrede uddannelser eller til mere og bedre forskning, men er i stedet blevet ædt op af adminstration, medfinansiering, pressehåndtering og lederlønninger, hvorfor Danmark er ved at tabe en hel række vidensområder på gulvet, og vores studerende får færre og færre undervisningstimer. Men vi har flere ledere end nogensinde før, og de har bedre lønninger. Der forventes en enorm loyalitet nedefra og op, men der mangler loyalitet ovenfra og ned i systemet.
Derfor: Lad os få mere universitet for pengene. Når man på en gang kan opfinde nye lederposter og fyre forskere med begrundelse i økonomien, er systemet kørt definitivt af sporet i noget, der stærkt nærmer sig en parodi på Parkinsons lov.
Derfor:
Bryd det enstrengede ledelsessystem, så de penge, samfundet giver til forskning og uddannelse, igen kan nå frem til forskning og uddannelse.
Send ikke flere penge - send færre ledere.
lørdag den 26. juni 2010
Chefklubbens bluff
Hvor rektorkollegiet som et organ af valgte før universitetsreformen kunne hævde en repræsentativitet i forhold til universitetsbefolkningen, er Danske Universiteter kun en interesseorganisation for universiteternes topledelse. Det fremgår tydeligt af foreningens vedtægter, hvor §3, stk 2 lyder.
Stk. 2. Organisationen omfatter Formandskollegiet, der består af formændene for universitetsbestyrelserne, og Rektorkollegiet, der består af rektorerne for universiteter under universitetsloven samt Universitetsdirektørudvalget og en række underudvalg og arbejdsgrupper, nedsat af Rektorkollegiet eller Universitetsdirektørudvalget.
Bestyrelsesformænd – rektorer – direktører.
At foreningen både i sit navn og på sin hjemmeside præstenterer sig som interesseorganisation for de danske universiteter er derfor kritisabelt, da hverken forskere, studerende eller universiteternes almindelige teknisk-administrative personale har de ringeste beføjelser til at fastlægge, hvad ”Danske Universiteter” mener. Ikke engang dekanerne har indflydelse. Danske Universiteter repræsenterer toppen og kun toppen af det danske universitetshierarki. Resten er bare bluff og lånte fjer.
Stk. 2. Organisationen omfatter Formandskollegiet, der består af formændene for universitetsbestyrelserne, og Rektorkollegiet, der består af rektorerne for universiteter under universitetsloven samt Universitetsdirektørudvalget og en række underudvalg og arbejdsgrupper, nedsat af Rektorkollegiet eller Universitetsdirektørudvalget.
Bestyrelsesformænd – rektorer – direktører.
At foreningen både i sit navn og på sin hjemmeside præstenterer sig som interesseorganisation for de danske universiteter er derfor kritisabelt, da hverken forskere, studerende eller universiteternes almindelige teknisk-administrative personale har de ringeste beføjelser til at fastlægge, hvad ”Danske Universiteter” mener. Ikke engang dekanerne har indflydelse. Danske Universiteter repræsenterer toppen og kun toppen af det danske universitetshierarki. Resten er bare bluff og lånte fjer.
mandag den 8. marts 2010
Appel til EU: gør det enkelt, tak!
"The funding of European research should be based on trust and responsible partnering. Today researchers in Europe face a lot of red tape and cumbersome financial regulations. We are not against rules. But we need to simplify. Those who have signed this declaration ask the European Council of Ministers and the Parliament to simplify the administrative procedures and the financial provisions of European research funding."
onsdag den 27. januar 2010
Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet
I et misforstået forsøg på at fremme de danske universiteters erhvervsnytte og styre deres præstationer har politikerne forvandlet dem til bureaukratiske skrumler. En absurd topstyring, et tonedøvt ministerium og dynger af rapporter, regler og kontrakter forhindrer universiteterne i at yde deres bedste til gavn for samfundet.
Det borgerlige samfund har ikke kun brug for tanker, der kan omsættes i fakturaer, men er afhængigt af en mangfoldig og dynamisk viden om en bred vifte af emner. Det borgerlige universitets formål er – til gavn for samfundet og dets borgere – at tilvejebringe, analysere, kritisere og bevare denne viden. Det sker i forskningen,
og det sker i undervisningen.
Derfor må nogen for det borgerlige samfunds skyld træde op til forsvar for det borgerlige universitet.
Udkommer 24. februar. Bogen kan bestilles her.
fredag den 8. januar 2010
Ang KUs nordiske rekord i administration. Simultantolkning.
Simultantolkning af vores "vicedirektør for kommunikation":
"Det er jo helt naturligt, og vi er også blevet sammenlagt, og vores TAP´pere forsker også, og vi har en masse muser (nåh, nej museer), og KU er i øvrigt skidegode til det hele, og vi har en bedre VIP-TAP ratio end tidligere, og vi er ved at reducere adminstrationen med 5%." (den tolkede passage kan findes her)
Her undlader vi høfligt at nævne, at Biologisk Institut i løbet af godt et år er blevet reduceret med - er det 50%? - og at der er fag på universitetet, hvor der undervises 4 timer om ugen på bachelordelen.
Genlæs lige Jasper Steen Winkels titel en gang til ... tyder den ikke i sig selv på eksistensen af et ret stort fedtlag af administratorer?
Skulle man ikke overveje at sende manden på et kursus i pressehåndtering for begyndere? Når vi nu betaler ham en "vicedirektørløn" (hvor høj er egentlig sådan en?), og han sikkert har et "vicedirektørforkommmunikationssekretariat", mon ikke der så er råd til det?
Centrale fag på KU er i sammenbrud pga. ressourcemangel. Over halvdelen af vore ansatte er i "støttefunktioner". Hvad gør vores vicedirektør for kommunikation: afgiver syv forskellige forklaringer for at skjule det åbenlyse: Administrationen er for stor, for bureakratisk og for tung - til skade for universitetet.
"Det er jo helt naturligt, og vi er også blevet sammenlagt, og vores TAP´pere forsker også, og vi har en masse muser (nåh, nej museer), og KU er i øvrigt skidegode til det hele, og vi har en bedre VIP-TAP ratio end tidligere, og vi er ved at reducere adminstrationen med 5%." (den tolkede passage kan findes her)
Her undlader vi høfligt at nævne, at Biologisk Institut i løbet af godt et år er blevet reduceret med - er det 50%? - og at der er fag på universitetet, hvor der undervises 4 timer om ugen på bachelordelen.
Genlæs lige Jasper Steen Winkels titel en gang til ... tyder den ikke i sig selv på eksistensen af et ret stort fedtlag af administratorer?
Skulle man ikke overveje at sende manden på et kursus i pressehåndtering for begyndere? Når vi nu betaler ham en "vicedirektørløn" (hvor høj er egentlig sådan en?), og han sikkert har et "vicedirektørforkommmunikationssekretariat", mon ikke der så er råd til det?
Centrale fag på KU er i sammenbrud pga. ressourcemangel. Over halvdelen af vore ansatte er i "støttefunktioner". Hvad gør vores vicedirektør for kommunikation: afgiver syv forskellige forklaringer for at skjule det åbenlyse: Administrationen er for stor, for bureakratisk og for tung - til skade for universitetet.
Abonner på:
Opslag (Atom)
