Viser opslag med etiketten kvalitetsmål. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kvalitetsmål. Vis alle opslag

mandag den 29. oktober 2012

Bibliometriske fristelser

Ros til Forskerforum for sin kritiske indgang til nyheden d. 19/9 (her) om at den "upopulære" Bibliometriske Forskningsindikator fortsætter, efter den noget lemfældige evaluerings- og høringsproces' afslutning. Indlægget nærlæste høringssvarene, og bemærkede at politikerne valgte at overhøre den kritik af BFI-modellen, der lå i svarene fra de mange centrale aktørers side.
Ris til Forskerforum for den aktuelle nyhed (d. 29/10, her) med overskriften "Indikator: Bedst forskningskvalitet pr. forsker". Man kan kun ryste på hovedet af den tilgang, der er valgt her. Første sætning slår grundtonen an:
"KU står for 32 pct. af landets samlede forskningskvalitet, AU for 25, DTU for 14, Aalborg for 10, SDU for 9, CBS for 4 og RUC for 3.5 pct."
Herre Jemini! Havde der så stået x % af landets forskning, altså en størrelse man kunne have et vist håb om at opgøre kvantitativt. Nu hævder artiklen, at man kan bruge BFI-statistikken til at sætte procenttal på forskningskvalitet når man sammenligner analoge fakulteter! Det er noget af en påstand!
Det bliver værre endnu. Ganske vist siges det, at "BFI kan ikke afkodes til individniveau." Men hvad gør Forskerforum så? Citat:
"FORSKERforum har derimod udregnet uni-fakulteternes publicerings-score over for hinanden (publikationspoint pr. vip-forskningsårsværk (...). Og her er der et par overraskelser, for det er ikke nødvendigvis de store forskermiljøer, som scorer højest."
Det er da muligt, at denne tal-leg kan føre til "overraskelser", men den er dybt uheldig, og mere meningsløs end bare problematisk. Ikke alene ud fra et rent fagligt-bibliometrisk synspunkt. Den bidrager også til en tendens, man ser til at en del yngre forskere tager hele BFI-modellens postulater og reifikationer for gode varer, og begynder at tælle egne "publikationspoint" sammen, eller skele til om det tidsskift, det er mest hensigtsmæssigt at sende en artikel til, tilfældigvis figurerer på høj- eller lav-niveau ifølge BFI's såkaldte autoritetslister. Forskerforums forfatter vil måske forsvare sig med, at det nævnes, at modellen er omdiskuteret:
"BFI-statistikken er omstridt, men Forskningsstyrelsen og politikerne retfærdiggør målemetoden med, at uni-rektorerne mener, at det er den mindst ringe metode til kvalitetsmåling."
Jammen ikke engang rektorformanden eller Forskningsstyrelsens egne folk påstår, at den måler kvalitet! Hvis der er noget, den er "mindst ringe" til, så er det at fordele forskningskroner mellem universiteterne ud fra produktivitet – ikke kvalitet. Modellen kan tværtimod som utilsigtet konsekvens medføre et volumenræs, som reelt nedsætter kvaliteten. For at sige det meget kort: Hellere een god artikel per forsker hvert tredje år, end 15 dårlige på 3 år, som koger suppe på det samme, er sjuskede, forkerte, eller bare ligegyldige og intetsigende. Også selvom en god artikel ikke giver lige så mange BFI-point (og dermed kroner) til universitetet som 15 dårlige. — Som en god kollega sagde til mig for få dage siden: Der skrives for meget og læses for lidt. Det er bare ikke så let at måle input i form af læst materiale som output i form af skrive-kværnens lette strøm af publikationer.

ps:
En opsamlende liste af pro et contra for BFI kan ses her.

lørdag den 24. september 2011

Liberal forskningspolitik frister til uredelighed

Den 17. august i år skrev Informations journalist Lise Richter (her) om hvordan antallet af indsendte forskningsartikler er steget så markant, at det lægger peer review systemet under pres, og det bliver sværere at finde fagfolk til at kontrollere indholdet. Resultatet er, at der bliver publiceret dårligere og i værste fald mere uredelig forskning.
Sådan lyder advarslen fra medredakørrer og fagfællebedømmere på videnskabelige tidskrifter. En af de forskere der citeres er Søren Nors Nielsen, p.t. gæsteforsker på Shanghai University og medredaktør på et tidskrift indenfor økologiske modeller.
Hans iagttagelser af udviklingen i den kvalitetssikring, som videnskabsfolk selv udøver overfor deres egne publikationer, peger på en bekymrende tendens. Man er pludselig er begyndt at kvalitetssikre alt andet end forskningen selv, og de ekstra opgaver skal forskerne jo så også bruge tid på.
I Søren Nors Nielsens baggrundsnotat "Liberal forskningspolitik frister til uredelighed" (som vi har fået lov til at bringe her) til Informations artikel skriver han bl.a.:
"Værst er det dog, at et stigende antal forskere tilsyneladende fravælger at udføre denne forskernes egne kvalitetskontrol, med længere publikationstid til følge. Et stigende antal manuskripter har meget svært ved at kunne opnå det krævede antal reviews. Der synes at være færre og færre kvalificerede forskere fra samme felt, der er villige til at investere tid i at gennemlæse og konstruktivt kritisere en anden forskers arbejde. Det skyldes, at dette simpelthen ikke værdsættes tilstrækkeligt om overhovedet under det eksisterende system, ligesom den anseelse, der er forbundet med arbejdet som editor eller reviewer, kan ligge på et meget lille sted. Desuden indgår emner som: “kunsten at skrive en artikel og at bedømme den”, ikke i tilstrækkelig grad i uddannelserne. Men det er nu engang, de skuldre og den kvalitetssikring vor egen forskning hviler på. Eller har man tænkt sig, at forskningsministeriet skulle lave en afdeling for dette?

Det var kvantiteten, men hvad sker med kvaliteten? Et øget antal artikler forkastes stort set med det samme, fordi de ikke har det niveau, et manuskript forventes at være på, når de bliver indsendt. Det virker simpelthen som om, at en del forskere er så opmærksomme på, at reviewprocessen er under pres, at de siger: “går den så går den”, og går den, har man endnu en publikation i hus. Kvaliteten er lavere, men tidsskriftets citations-index er det samme.

Summa summarum: der bliver indsendt flere og flere manuskripter, med lavere kvalitet og endog øget frekvens af snyd i videste forstand. Samtidig er forskernes egen faglige kontrol under stærkt pres og muligvis allerede forringet. Altsammen udløst af manglende indsigt i forskningsprocessen fra denne regerings side."
Nu har vi snart en ny regering, og en ny forskningsminister. Lad os som tidligere nævnt håbe, at det bliver en person med indsigt - også i de videnskabelige bedømmelsesprocesser, der slet ikke har godt af at pålægges en ydre incitamentstruktur (den bibliometriske forskningsindikator) som medfører volumenræs og måske, imod hensigten, mindre kvalitet.

søndag den 19. juni 2011

Satse på kvalitet eller satse på rangliste-position?

I artiklen "Review of University Rankings Offers a Comprehensive Critique of the Process" af Aisha Labi (The Chronicle of Higher Education, 17. juni, 2011) omtales en ny rapport om den stigende betydning af anvendelsen de årlige hitlister over universiteter, Global University Rankings and Their Impact (kan hentes her).

Rapporten, som er bestilt af organisationen European University Association (EUA) der omfatter 850 universiteter i 47 lande, er EUAs første nålestiksoperation ind i et meget kontroversielt felt. EUAs medlemsuniversiteter udtrykte behov for en guide til at finde ud af hvad der er op og ned i de mange forskellige rankings, der efterhånden er på markedet, og en af de ting, rapporten peger på, er at der kommer flere, og mere specialiserede ranglister de kommende år. Den danske formand for det tidligere rektorkollegium (nu "Danske Universiteter", rettelig: Danske Universitetsledere) Jens Oddershede er med i EUA-redaktionsgruppen for rapporten.

Rapporten ser på de mest kendte rankings - det er: Shanghai Academic Ranking of World Universities (ARWU); Times Higher Education World University Ranking (Times Higher Education, nu i samarbejde med Thomson Reuters); World’s Best Universities Ranking – US News & World Report i samarbejde med Quacquarelli Symonds, US; den russiske Global Universities Ranking, Reitor; Europakommissionens EU University-Based Research Assessment, AUBR Working Group; den hollandske Leiden Ranking, Leiden University; den taiwanesiske Performance Rankings of Scientific Papers for World Universities, Higher Education Accreditation and Evaluation Council; og seks yderligere mindre kendte ranking-virksomheders lister. Hensigten i rapporten er ikke at ranke disse!

Rapporten finder, at rankings især er dårlige til at sige noget om uddannelsernes kvalitet når universiteterne skal sammenlignes, fx af kommende studerende, bl.a. fordi der er så stort et fokus på forskningssiden:
"The report confirms that most international rankings focus predominantly on indicators related to the research function of universities. Attempts to measure the quality of teaching and learning generally involve the use of proxies, often with a very indirect link to the teaching process, and are rarely effective. The importance of links to external stakeholders and environments are largely ignored. Where existing data is used, it is often not used consistently, and reputational factors have in many cases disproportional importance. Taken together, this leads to an oversimplified picture of institutional mission, quality and performance, and one that lacks relevance for the large majority of institutions, especially at a time when diversification and individual institutional profiling are high on agendas across Europe." (p. 7).
Om de begrænsede fordele hedder det,
"the arrival of global rankings over the last few years has focused considerable attention on higher education, and put the spotlight on universities that are increasingly being compared nationally and internationally. Rankings have certainly helped to foster greater accountability and increased pressure to improve management practices. They have encouraged the collection of more reliable data and in some countries have been used to argue for further investment in higher education. Although it is said they can be used to guide consumer choice, there is little convincing evidence that they do so (except in Asia or via the CHE Ranking in Germany)." (p. 8)
Selvom rankings ifølge rapporten både har fordele og ulemper, kan ulemperne ikke opvejes af fordelene:
"at present it would be difficult to argue that the benefits offered by the information they provide, given the lack of transparency that we have observed, are greater than the ‘unwanted consequences of rankings’. For there is a danger that time invested by universities in collecting and using data and statistics in order to improve their performance in the rankings may detract from efforts to progress in other areas such as teaching and learning or community involvement."
Rapporten peger også på, at værdierne for de tal, der indgår i de enkelte listers indikatorer kan manipuleres (og giver en række eksempler, alene af den grund vil den sikkert læses med stor grundighed af de enkelte universitetssekretariater), og endelig peges på det helt generelle problem ved udefra påførte indikatorer optrædende som incitamenter, at indikatorerne ikke forbliver eksterne i forhold til det, de måler, men selv bliver en del af og ændrer systemet (som vi før har omtalt her). Med rapportens ord:
"In an attempt to improve their positions in the rankings, universities are strongly tempted to improve their performance specifically in those areas which are measured by ranking indicators." (p. 15)
Endelig peges på det absurde i fænomener som "top-500" lister over verdensklasse-universiteter: Der er måske omkring 16.000 universiteter i verden med meget forskellige opgaver og profiler, men der vil altid være plads til kun 500 på en sådan 'global league'-tabel. Den vil intet kunne sige om generelle kvalitetsløft over en længere periode, eller hvor godt et lokalt universitet er i forhold til lokale og nationale formål. Kun et fåtal af universiteter er anlagt med den hensigt at kunne det samme, som de tunge forskningsuniversiteter som Stanford, Oxford og Cambridge kan.

Bortset fra de nævnte overordnede pointer rummer rapporten et væld af interessant information om den besynderlige sport det er at reducere kvalitet og mangfoldighed til numre på en lineær skala (ufortalt, at der selvfølgeligt også gennemgås mere sofistikerede forsøg på at repræsentere mangfoldigheden, såsom The European Multidimensional University Ranking System, "U-Multirank"). Det er altsammen noget, de store ranking-firmaer med mere eller mindre held spinder guld på. Verden vil bedrages, og politikere vil stadig efterspørge tal, flere tal og flere tal om tal. Hvis tale er sølv, er tal blevet guld, og meta-tal åbenbart Gud.

søndag den 10. oktober 2010

SOCIALISTUNIVERSITET!!!

Det viser sig, at næsten alt, hvad Ghandi eller Sitting Bull ikke har sagt, har Roy Zimmerman sagt. Her fra sangen ”Socialist” (Sangen er her):


How many socialists does it take to screw in a light bulb?
Too many
4 to requisition the light bulb
4 more to process the requisition in triplicate
8 to manufacture the light bulb
3 to subsidize the manufacturing
3 to procure the light bulb
2 to supervise the manufacturing and procurement process
7 to warehouse the light bulb for an indeterminate length of time
4 to deliver the light bulb to the wrong address
4 more to redeliver the light bulb
6 to receive the light bulb
and 1 to screw it up
47



Man bemærke sig ordspillet i sidste linje, hvor ”screw in” bliver til ”screw it up”.


Lyder det bekendt? Ja, ikke. Konspirationen er hermed afsløret. Siden universitetsloven er vi blevet et rendyrket socialistuniversitet. Men de snedige sataner gemmer det bag andre ord. Det hedder således ”strategi” og ikke ”fireårsplan”. Men der er ingen tvivl: If it walks like a duck. Det ér dem, og de har tilmed udviklet konceptet: Nu om dage skal vi til slut bruge 6 socialister til at evaluere pæren og 1 til at holde MU-Samtale med den.

tirsdag den 3. november 2009

Førende tidsskrifter og "main-streaming" af forskningen

Jeg vil gerne sige velkommen til to nye deltagere her på bloggen, Leif Hansen og Jesper W. Schneider, som er nærmere præsenteret på vores netværksliste. Begge bidrog for nylig til et møde (se her) afholdt på Danmarks Biblioteksskole om forskningsevaluering og forskningsbiblioteker. Man kan nu downloade noter, dvs. slides fra mødet (her), inklusive Leifs og Jespers, og jeg håber at vende tilbage til deres oplæg senere - ellers må I selv råbe op! I dette indlæg skal jeg begrænse mig til at videreformidle et oplæg ved Birger Hjørland med titlen "Skal bibliotekerne være de undertryktes vagthund?" Hans resumé af oplægget er:
Enhver måde at forskningsevaluere på har konsekvenser på den måde at noget vælges til, andet vælges fra. De fleste modeller vil fx nedprioritere danske tidsskrifter og dermed måske også danske forskningstraditioner – selvom disse naturligvis principielt også kan formidles i ”internationale” tidsskrifter. I andre forbindelser har man foreslået at én af bibliotekernes funktioner i fremtidens digitale samfund kan være et korrektiv til markedskræfter og dominerende ideologier. Skal bibliotekerne være beskytter af nationale forskningstraditioner og mindre dominerende specialer? Eller er "main-streaming" af forskningen principielt en god ting?
Birger Hjørland satte fingeren på flere ømme punkter. Som det også er blevet påpeget af Charlotte Engberg, Cathrine Hasse, Jesper Eckhardt Larsen og Karen Lisa Salamon fra Humanistisk Forum i Politiken (her el. her), så er der fare for, at mål og midler byttes om, så midlet til kommunikation af viden, artiklerne, bliver selve målet for forskningen, hvad der fører til rent volumenræs. Måling af målopfyldelse bliver i sig selv målet, indikatoren bliver til en incitamentstruktur, som også Lars Geer Hammershøj har udtrykt det.
Et andet ømt punkt er ranking eller 'niveaudeling af tidskrifter' som forskningsstyrelsen kalder det. Nogle af de tekniske/naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige faggrupper har i deres deling i to niveauer skelnet til Journal Impact Factor (JIF, der publiceres i Journal Citation Reports [JCR] af firmaet Thomson Reuters, det tidligere ISI). En universel anvendelse af JIF vil ifølge Birger Hjørland betyde en nedprioritering af særlige danske og europæiske forskningstraditioner; formidling på alle andre sprog end engelsk; små specialer; alternativer til mainstream; og af nye teorier og tilgange. Hjørland benyttede som case dansk psykologi. Der findes i Danmark en særegen, meget grundlæggende og meget rig tradition for grundforskning i psykologiens grundlag, herunder det psykiske som et særligt genstandsområde der hverken kan reduceres til neurobiologi, biologi eller sociologi, en tradition som bl.a. henter næring i den såkaldte virksomhedsteori eller kulturhistoriske skole. I Jens Mannens afskedsforslæsning (af 7/11-2008, kan læses her) som Hjørlund citerer fra, hedder det
"Når jeg har valgt at lade titlen på min [afskeds]forelæsning i dag være et spørgsmål, nemlig ”Findes der en særlig dansk psykologi?”, så er en af grundene, at jeg tit er blevet stillet over for spørgsmålet af kolleger og især studerende og ikke har været helt tilfreds med mine svar. En anden grund er, at der på det seneste er dukket en bekymring op blandt en del kolleger, fordi de føler, at nogle af de krav, der stilles til os af vores arbejdsgivere og diverse bevillingsgivere, fonde osv., presser os væk fra en særlig dansk tradition og i retning af, hvad man – nok med en vis negativ ladning – kalder mainstream psychology, ikke uden grund sagt på engelsk." (...) "I det seneste nummer af tidsskriftet Psyke & Logos, der nok mere end noget andet står for en særlig dansk tilgang til psykologien, udtrykker redaktørerne Benny Karpatschof og Bo Møhl således i deres indledning til temanummeret om psykologiens videnskabelighed en stærk bekymring for, at de nye bevillingskriterier for forskningen vil presse dansk psykologi væk fra den særlige almenpsykologiske og såkaldt subjektorienterede tilgang, som er karakteristisk for den." (...) "Den ene redaktør, Benny Karpatschof (...) er bange for, at tidsskriftet, der ellers er udkommet med to tykke bind om året siden 1980, kan blive nødt til at lukke, fordi det ikke mere er meriterende at skrive i det i forhold til karriere og bevillinger. Meget betegnende kaldte redaktørerne deres indledning om den særlige danske psykologis situation: ”Vejet og fundet for let?” "
Hjørlands bemærker, at Psyke & Logos er ikke med i JCR og figurerer i alle tilfælde lavt i internationale rangordninger. Men danske forskningsbiblioteker har understøttet den danske psykologiske forskning, herunder de publikationer danske psykologer publicerer i (og citeres af). Psyke & Logos findes naturligvis på danske folke- og forskningsbiblioteker.
Uanset det faktum, at den 'særligt danske' tradition ikke nødvendigvis er speciel dansk, og som Hjørland mere end antyder det, burde være formidlet stærkere i internationale fora, bl.a. i engelsksprogede tidskrifter, så er det vigtigt, at der også er fora på dansk, hvor nye og grundlæggende tanker kan ikke bare finde udfoldelse og afprøves, men også formidles til et dansk publikum. (Man kan finde Jens Mammen og Niels Engelsteds publikationer på mammen.engelsted.net).
Hjørlands anden case er dansk samfundsforskning, byggende på sociologen Heine Andersen (her fra bloggen) som i 1998 publicerede en undersøgelse af danske samfundsforskeres præferencer for forskningstidsskrifter [note 1]. Heine undersøgte hvorvidt tidsskrifter kan siges at udgøre et “monolitisk” hierarki, eller om der er tale om et “pluralistisk” system, dvs. med forskellige opfattelser af, hvilke tidsskrifter, der er de vigtigste. Baseret på analysen af 788 danske samfundsforskere, en sammenligning med citationsdata og referering til andre undersøgelser, peget undersøgelsen på et pluralistisk billede og kun en moderat konsensus blandt forskere om hvilke tidsskrifter, der er de vigtigste. Heine Andersens undersøgelse styrker og generaliserer ifølge Hjørlund Mammen’s vurdering.
Med andre ord: Hvad der anses for ”førende tidsskrifter” er en delvis subjektiv, delvis paradigmespecifik vurdering, der hænger sammen med teoretiske og metodologiske holdninger. Herved kommer en national forskningsindikator, i al fald som den er udformet nu som en bestemt prioriteret liste over tidsskrifter, til at risikere fravalg af bestemte forskningstraditioner, små specialer og nye teorier og tilgange.
Dette er en af grundene til af mange af de faggrupper, som har rådgivet ministeriet, har så stærke forbehold overfor indikatoren, som tilfældet er. [note 2]
[note 1]: Hjørland refererer til:
• Andersen, Heine (1998). Prestige og indflydelse i samfundsvidenskaberne – Vurderinger hos danske forskere. Københavns Universitet, Sociologisk Institut. (engelske version se nedenfor)
• Andersen, Heine (2000). "Influence and reputation in the social sciences – How much do researchers agree?" Journal of Documentation, 56(6), 674-692. [download her] (tak til Heine)
[note 2] Se også notatet "Mareridt, damage control, eller forskningsrelevante kvalitetskriterier? - Notat om faggruppernes forbehold overfor den bibliometriske forskningsindikator efter niveaudelingsprocessen og indtastning af tidskriftlisterne pr. 15/9-2009", kan downloades her.

onsdag den 28. oktober 2009

Den diskrete styring af dansk forskningspolitik

Fra en læser har jeg som respons på indlægget i går modtaget nogle oplysninger til viderebringelse i forbindelse med Isabelle Brunos forskning. I hendes bog, À vos marques, prêts... cherchez ! La stratégie européenne de Lisbonne, vers un marché de la recherhce, Éditions du croquant, 2008. [Klar, parat... forsk! Den europæiske Lissabon-strategi mod et forskningens marked] analyseres tekster og aktører i Lissabon-strategien og dens strategiske forløbere og analysen understreger, at Sander & Co ikke har opfundet særlig meget selv, men blot er ved at applicere (dog med sjælden energi) et program udtænkt af det tunge europæiske erhvervsliv og OECD og endeligt udformet i EU-Kommissionen.
Bogens analyse fremhæver, at en af de mere originale aspekter ved Lissabon-processen er, at den ikke lovgiver på området, men sætter regeringerne i konkurrence mod hinanden ud fra princippet om Méthode ouverte de coordination, der fungerer ud fra principperne: incitament, konkurrence mellem ligestillede og gensidig overvågning, bl.a. ved bestandig at se, hvor langt man selv og konkurrenterne er nået på vejen mod de tre procent, jf. diverse pressemeddelelser fra Videnskabsministeriet, som fokuserer på at nå målet, men ikke på hvad målet egentligt er. Som Karen Siune kommenterede (i Information 3/9-2008), "om man når den ene eller anden procentdel bliver hurtigt til et spørgsmål om det enkelte lands placering i den europæiske konkurrence landene imellem, hvilket ikke er en konkurrence om at være et funktionsdygtigt videnssamfund."
Her kommer så et link (fra Akkrediteringsrådets hjemmeside) til et "Bologna-seminar" i London: En konference arrangeret af European Association for Quality Assurance in Higher Education (ENQA) – der "[...] will discuss, among others, the current trends in TNE [Transnational Education] landscapes, the influence of the OECD/UNESCO Guidelines on the development of regulatory frameworks at institutional, national and international levels, the impact of the Guidelines on quality provision of TNE, and their implementation in the regional networks”. (link) Det er svært at sige om det kan bruges til noget i den aktuelle diskussion af kvalitetssikring af forskning, andet end til at lodde stemningen. Det er ikke ligefrem græsrødderne, der er inviteret...
Dette sporede så læseren ind på Susan Wrights interview med Ole Henckel fra 2008, “The Bologna process: a voluntaty method of coordination and marketisation?” (Teaching and Learning vol. 1(2): 1-24; kan hentes i her), hvor man bl.a. kunne læse, at der i ENQA har været en kamp mellem evaluerings- og akkrediteringstilhængere. Artiklen er "rigtig god at få forstand af, og interviewformen sætter en livlig ramme om den. Særligt i afsnittet, hvor SW udbryder ”What! The Rome Treaty didn’t give the EU a judicial basis for setting up Erasmus”!"
Min informant har dog denne kommentar:
"abstractet spørger: "which interests were involved and which were excluded”, og dér mangler måske noget. Aktørerne i artiklen er – ud over Kommissionen – særligt rektorsammenslutninger og andre fra den forsknings- og uddannelsespolitiske sfære (og det er også dem, der interesserer Ole Henckel, så det skal han ikke lastes for), men alligevel: Hvor får Kommissionen sine visioner fra? Og hvad sker der egentlig i tiden mellem rektorernes Magna Charta og Bologna-->Lissabon-deklarationen? Isabelle Bruno identificerer i Klar, parat, forsk her en række nøgletekster og –aktører:
- Blandt de første (teksterne) bl.a. en rapport [link til flyer] fra 1997 udarbejdet af to af Kommissionens økonomer, P. Caracostas & U. Muldur med titlen: Society, the endless frontier (med reference til bogen Science, the endless frontier af Roosevelts videnskabelige rådgiver V. Bush). Men, pointeres det, med den signifikante forskel, at i visionen for det 21. årh., “research, innovation and skills are no longer ends in themselves but have to meet individual and social needs and develop in close interaction with various socio-economic activities” ! (Muligvis er det 'bare' en drejebog for indførelsen af det her modus-2-begreb, som vist ligger forud. Det ved jeg ikke).
- Blandt de sidste (aktørerne): OECD selvfølgelig men iflg. I. Bruno i høj grad også indflydelsesrige lobbyorganisationer ikke mindst European Round Table of Industrialists (link), som nedsætter arbejdsgrupper (om f.eks. competitiveness), der sender deres anbefalinger (kan også ses på hjemmesiden) til Rådet og Kommissionen! Det må være alle industri-organisationers moder... og model..."
Måske er DI, organisationen Dansk Industri, et lokalt oversættelsesbureau?
Iøvrigt findes endnu en artikel om emnet på engelsk med Bruno som medforfatter: Isabelle Bruno, Sophie Jacquot and Lou Mandin (2006): "Europeanization through its instrumentation: benchmarking, mainstreaming and the open method of co-ordination . . . toolbox or Pandora’s box?", Journal of European Public Policy 13:4 (June): 519–536.

tirsdag den 20. oktober 2009

Galilei og den store nordiske bibliometristrid

Videnskabens klassiske normer, som universalitet og upartiskhed, betyder bl.a. at et udsagns sandhedsværdi skal bedømmes på dets indhold og ikke på hvem der har ytret det. Alligevel låner mange udsagn autoritet fra de videnskabens helte, hvis visdomsord er uddestilleret gennem videnskabshistoriens interesse for det unikke og excellente.
Tag nu Galilei. Han skal have sagt noget i stil med "mål alt, hvad der kan måles, og gør det måleligt, som endnu ikke kan måles!" Er dette diktum nu selv videnskabeligt? Hvis vi antager, at udsagnet er udtryk for den højeste videnskab, kan vi så finde metoder til at måle dets sandhedsværdi? Eller måske måle den forskningskvalitet, som ligger bag?

Vi vender tilbage til Galilei efter en lille bibliometrisk omvej. I forlængelse af mit indlæg om den svenske bibliometri-debat, har jeg modtaget flere viderebringelsesværdige oplysninger fra bloggens netværk (tusind tak!). Det handler om det 21. århundredes store nordiske bibliometristrid. Sverige synes i forhold til Danmark befolket med bibliometrikere, og man kunne derfor undre sig over hvorfor man ikke allerede i Sverige har indført modeller a la den norske. Måske fortæller striden hvorfor.
Jeg må lige indskyde, at bibliometri betragtet som grundforskning på grænsen af videnskabssociologi, informationsvidenskab og lignende discipliner, har min store respekt. Men der går formodentlig ingen lige linier fra bibliometrisk forskning til dens anvendelse eller misbrug som quasi-politisk administrativt redskab. (Man kan jo også være en habil demograf uden at gå ind for malthusianisme om politisk ideologi).
Det forlyder, at debatten i Sverige har været betændt og personlig. På et tidspunkt overvejede man den "norske model", men politisk vendte man på en tallerken, og gik nu i stedet ind for en model udarbejdet af Ulf Sandström, som jeg nævnte i mit sidste indlæg. Sandströms model var ellers blevet voldsomt kritiseret af eksperter som bidrog til i en svensk udredning ("Resurser för kvalitet" - Staten Offentliga Utredningar (SOU 2007:81) [her]), men ikke desto mindre fandt den sine tilhængere politisk, og udredningen endte med at indeholde en så kraftig kritik af den norske model, at det førte til løftede øjenbryn fra det norske Universitets- og Høgskolerådet, som bad om en mere saglig omgang med den norke model i den videre behandling af udredningen.
Sandström er meget kritisk overfor den "norske model", men ikke i forhold til dens formål. Han er tilhænger af ressourcetildeling på baggrund af bibliometriske indikatorer, og har endda talt varmt for bibliometrisk evaluering af forskere på individuelt niveau - noget de fleste bibliometrikere klart afviser. I forhold til den norske model, vil Sandström ikke acceptere at fuldstændige publikationstællinger kan anvendes (alene) i en fordelingsindikator. For ham er citationsanalyser altafgørende. For mange er citationsanalyser den eneste bibliometriske metode, der kan sige noget om 'kvalitet'. Det er velkendt, at citationsanalyser nødvendigvis er mere retrospektive end publikationsanalyser; kendere på feltet siger, at for at undersøge citationer til artikler publiceret i 2008, skal man minimum vente 3 og gerne 5 år, før man kan foretage en seriøs undersøgelse. Og det er også velkendt, at datagrundlaget for citationsanalyser begrænser disse til de "våde" områder. Rationalet for den "norske model" er netop de problemstillinger (og andre) der knytter sig til citationsanalyser. Det fremgår bl.a. af en artikel om den "norske model" af Jesper W. Schneider fra Danmarks Biblioteksskole (Schneider, J.W. 2009: "An outline of the bibliometric indicator used for performance-based funding of research institutions in Norway", European Political Science 8(3): 364-378). Artiklen diskuterer den norske models rationale i forhold til citationsanalyser. Schneider synes at mene, at den norske model, hvis man altså absolut ønsker at ressourcer tildeles efter output eller performance, er det mindste onde, men at man ud fra et rent fagligt perspektiv må sige, at ”performance-based funding” er temmelig problematisk – spørgsmålene er flere end svarene.

Sandström har udviklet en model, der efter sigende tager højde for det problem i den norske model, at denne fokuserer på volumen snarere end indhold, indikerer aktivitet snarere end kvalitet: Det sker ved at inkludere citationsanalyser i fordelingsnøglen. Her må man spørge, hvordan dette løser de fundamentale problemer ved citationsanalyser, at de er retrospektive og kun egnede til 'våde' områder? Sandströms svar er estimering og forudsigelse. Han tager udgangspunkt i en sandsynlighedsfordeling kaldet Waring, og ud fra denne forsøger han at estimere performance for de enkelte institutioner. Sandströms model er sammensat af to indikatorer, dels en velkendt og afprøvet relativ citationsindikator (ofte kaldet ”Crown-indikatoren”), som måler citationer per publikation set i forhold til gennemsnittet indenfor emneområdet, og dels en produktionsindikator. Produktionsindikatoren forsøger at estimere størrelsen af en institutions videnskabelige produktion. Denne metode er til gengæld uprøvet i forhold til institutioner, og den baserer sig på ufuldstændige data. Produktionsindikatoren bygger på antal publikationer per forsker. Da man ikke har fuldstændige data, anvender man Waringfordelingen til at estimere dette antal. I sidste ende bliver produktionstallet ”kvalitetsjusteret” gennem en multiplikation med citationsindikatoren. Dermed kommer modellen ifølge Sandström til i højere grad at afspejle videnskabelig kvalitet frem for ”bare” aktivitet.
Warringfordeling er tidligere brugt indenfor bibliometrien til at forudsige landes videnskabelige produktion. Sandström bryder fordelingen ned i mindre enheder (emneområder og institutioner) og her har han mødt en hel del kritik, fordi det er kendt at Waring-fordelingens estimationskraft bryder sammen ved mindre enheder. Waring-fordelingen forsøger at estimere produktion per forsker, altså hvor mange publicerer 0, 1, 2 publikationer osv. indenfor et område. Da Sandström udelukkende baserer sig på data fra citationsindekser (Thompson Reuters) er han nødt til at gætte på produktiviteten for fx humanistiske forskere, som så sættes til en konstant der gælder for alle! Det korte af det lange er, at Sandströms model ikke måler konkrete resultater fra fx det foregående år, men forsøger at estimere og forudsige performance for alle emneområder, skønt grundlaget er baseret på et begrænset datasæt fra Thompson Reuters (dvs. data er af ældre dato). Grunden til at Sandström mener, at modellen er legitim, er at han har modelleret den i forhold til de komplette norske data (fra den norske model) og har fundet en stor sammenhæng. Sandströms pointe synes derfor at være, at man kan gøre det hele meget lettere - skønt aldeles ugennemsigtigt for enkelte forskere og institutioner - ved hjælp af modellen. Og derudover indeholder modellen citationer! Problemet er bare, at vi ikke ved, hvordan modellen fungerer på mindre valide data end de norske (de norske data er jo komplette på grund af modellen), og at man ved, at Waring-fordelingen flader sammen ved mindre enheder. Dette er unægtelig et usikkert grundlag for en fordelingsindikator.
(For de teknisk interesserede: Her er en kritik af Waring-modellen ved Tore Lund fra Chalmers Bibliotek. Det forlyder, at det svenske videnskabsråd i næste uge offentliggør en grundig redegørelse og kritik af Waring-modellen. Den danske universitetsstyrelse (UBST) under Videnskabsministeriet lavede allerede d. 12/11-2007 et notat til fordel for en norsk fremfor en svensk model med impact-mål: her). Som et kuriosum skal siges, at man i Belgien, hvor Waring-fordelingens ophavsmand Wolfgang Glänzel (indenfor bibliometrien) holder til, ikke anvender den, tværtimod er man ved at gå over til et system der ligner det norske for Hum-Samf-området.
Så meget i denne omgang for den store nordiske bibliometristrid (fortsættelse følger sikkert). Hvordan, vil nogle måske spørge, kan 'almindelige' forskere overhovedet tage bibliometri seriøst? Det ville være rart, hvis vi kunne betragte bibliometri blot som et forskningsredskab og som et fagområde blandt andre. A la bibliografi. Som redskab til finde mønstre, ikke til at måle det umålelige.

Og nu tilbage til Galilei. Nu påstod han jo ifølge legenden ikke, at man skulle gøre det måleligt, som de facto ikke kan måles. Men sjovt nok er indledende citat er muligvis falsk, selvom det er tilskrevet Galilei millioner af gange. En historiker siger om spørgsmålet: "Although Galileo is quoted with these words in a large number of publications, the authenticity of the sentence is highly dubious because no one has ever provided a precise bibliographical reference for where to find it in Galileo’s works." (...) "Notwithstanding its increasing popularity, referring to this expression as a quotation from Galileo is a striking example of academic sloppiness." (Andreas Kleinert 2009: "Der messende Luchs", NTM Zeitschrift für Geschichte der Wissenschaften, Technik und Medizin 17(2): 199-206). Bibliografisk arbejde som korrektion af scientometrisme og lemfældig bibliometri?

mandag den 12. oktober 2009

Hvorfor er en humanistisk artikel mere værd end en sundhedsvidenskabelig?

af Leif Hansen

I den kommende model til fordeling af de nye basisforskningsmidler, er en af intentionerne, som det har været udtrykt af ministeriet, at modellen skal stimulere og tilgodese forskningskvalitet og effektivitet.
Man har derfor udvidet den såkaldte 50-40-10-model med en ny indikator, den bibliometriske, der skal udløse point og dermed penge i fordelingsmodellen ud fra universiteternes forskningsaktivitet. Når modellen er indført endeligt i 2012 indeholder den altså 4 indikatorer, hvor universiteternes andel af uddannelsesmidler på basis af STÅ-produktion udløser 45%, deres evne til at tiltrække eksterne forskningsmidler udløser 20%, andelen af producerede ph.d. kandidater 10 % og endelig udløser den bibliometriske indikator 25%.
For at stimulere forskningskvaliteten besluttede man at opdele de pointudløsende publiceringskanaler – tidsskrifter og forlag – i en 80-20 fordeling, hvor de 20% omfatter de mest prestigefyldte publiceringskanaler, der derfor også udløser flere point end publicering indenfor de 80%.
Arbejdet med denne opdeling har ikke været problemløs, og man har da også i første omgang opgivet en opdeling af forlagene efter 80-20 mønstret. Og for tidsskrifternes vedkommende har det for mange af de faggrupper, der har arbejdet med opdelingen skabt en del vanskeligheder at gennemføre arbejdet.
Alt dette har været diskuteret meget på denne blog og i mindre grad i offentligheden. Hvad der er gået mere upåagtet hen er en beslutning om at de midler den bibliometriske indikator skal udløse først skal fordeles mellem de 4 store hovedområder, HUM, SAM, TEK/NAT og SUND, inden indikatoren bruges til at fordele midlerne mellem universiteterne indenfor det enkelte hovedområde.
Hvorledes dette er kommet i stand er ikke klart, men i et notat fra Danske Universiteter fra 28.8 i år ('Hvad skal tælle når forskningsresultater skal måles') kan man læse: "Danske Universiteter har ønsket en model, hvor bibliometrien ikke må leder til en refordeling af forskningsmidler mellem hovedområderne/fakulteterne og det ønske, har politikerne imødekommet." Det ser således ud som om det er universiteterne selv eller deres rektorer, der rejst og fået gennemført dette ønske.
Det er umiddelbart svært at forstå, hvorledes det kan være vigtigt at tage dette hensyn i forbindelse med denne enkelte indikator, når det samme ikke gælder for de øvrige indikatorer. Alene det forhold, at man med introduktionen af den bibliometriske indikator i den tidligere 50-40-10-model har ændret på de forskellige indikatorers vægt, har i sig selv sådanne konsekvenser, altså en omfordeling mellem hovedområderne.
Problemet er blot at rektorernes ønske invaliderer intentionen med modellen. Den bliver nu konserverende og udynamisk, idet intentionen er, at tidligere tiders fordeling af basisforskningsmidlerne skal være grundlaget for fordelingen mellem hovedområderne af de 25% af midlerne som den bibliometriske indikator skal udløse. Nu kunne man sige, at det vel ikke er et problem at en budgetmodel er konserverende og udynamisk, selvom det forekommer ejendommeligt, at indføre en ny budgetteringsmodel, hvis man ikke ønsker, at det skal medføre nogle ændringer.
Imidlertid har en sådan opdeling nogle højst bizarre effekter, som formodentlig er utilsigtede. Det er uklart hvorledes fordelingen af basisforskningsmidlerne på hovedområder skal opgøres præcist, da det næppe er muligt alene at opgøre universiteternes anvendelse af basisforskningsmidler på en ensartet måde, men hvis vi lige ser bort fra den teknikalitet, så er konsekvensen ganske interessant. Da man ikke kan forvente at fordelingen af basisforskningsmidlerne mellem de fire hovedområder er den samme som fordelingen af publiceringspointene, får man den effekt, at den budgetmæssige værdi af et publikationspoint er forskellig fra hovedområde til hovedområde.
Dette betyder at hovedområder, der har en større andel af publikationspoint end af basisforskningsmidler får en mindre bevilling pr. publikationspoint end hovedområder, der har en mindre andel af publikationspoint end af basisforskningsmidler. Dette kan illustreres som gjort i tabellen nedenfor.

Tabellen angiver et eksempel, der næppe ligger langt fra virkeligheden. Tallene baserer sig på Universitets- og Byggestyrelsens oplysninger om fordelingen af forskningsmidler og på fordelingen af publiceringspoint for 2008, således som billedet tegnede sig ved første opgørelse i marts 2009. Der er netop foretaget en ny opgørelse af publikationspoint, hvor jeg forventer at billedet generelt er det samme, men måske lidt værre for SUND, da især KU manglede at indrapportere væsentlige dele af deres SUND forskning ved opgørelsen i marts.
Konsekvensen er klar: en hovedområdeopdeling på basis af tidligere andel af basisforskningsmidler fører til en forskellig værdi af det enkelte publikationspoint mellem hovedområderne.
Man kan også udtrykke konsekvensen således: de mest publikationseffektive eller omkostningseffektive pr. publikation får mindst gavn af modellen og omvendt.
Dette kan næppe være hensigten med en model, der skal tilgodese og stimulere forskningskvalitet og effektivitet.
Og hvad værre er, så mister modellen nemt sin legitimitet, når det går op for forskerverdenen, at det er mere profitabelt at publicere i et humanistisk eller teknisk/naturvidenskabelig tidsskrift end i et samfunds- eller sundhedsvidenskabeligt tidsskrift. Efter lange og vanskelige diskussioner om ranking af tidsskrifter og om hvor mange point en artikel skal udløse, hvor pointen jo var at en artikel i et niveau 2 (eller 1) tidsskrift skulle udløse det samme antal point uanset fagområde, får man så nu det modsatte resultat.
Som sagt kan dette ikke have været tilsigtet, for man kan jo ikke forestille sig at Danske Universiteter og rektorerne i styregruppen for hele bibliometriprojektet (KU, AU og SDU) har været klar over at dette var konsekvensen. Derfor må man også gå ud fra at dette bliver ændret inden modellen sættes i værk, men man kan jo godt tvivle. Det er 1½ måned siden ministeriet og DU blev gjort opmærksom på problemet uden at det har medført nogen reaktion. Måske kan lidt offentlig debat hjælpe?

Leif Hansen er chefkonsulent på Copenhagen Business School

lørdag den 18. april 2009

Om fornuftens instrumentalisering

Der er lige nu en vigtig udsendelse på P1 som bl.a. sætter universiteternes udviklingskontrakter og styrelseslov ind i en større sammenhæng med udviklingen af den offentlige sektor: "Det er idioti at bruge så mange ressourcer på at formulere mål for offentlige institutioner og kontrollere om de bliver opfyldt. Og mål- og evalueringskulturen skaber også uansvarlige medarbejdere og borgere. Det mener dr. phil. Verner C. Petersen, fra Handelshøjskolen i Århus. Han opfordrer de ansvarlige medarbejdere til civil ulydighed mod ”evalueringstyranniet”." Udsendelsen kan høre her. Kan anbefales.
PS: En tidligere udsendelse med V.C.Petersen, her, om hans bog Vildveje i Velfærdsstaten, her

torsdag den 19. marts 2009

Hvem styrer bibliometriprojektet?

Er der blandt denne blogs velinformerede bidragydere en eller anden, der kan svare på, hvem der styrer arbejdet med at lave de auroritetslister over tidsskrifter, som vi skal publicere i for at få penge? Når man fra gulvet som medlem af "det forskningsudførende lag" (som det hedder nu om dage) søger at følge med, bliver man forvirret med hensyn til, hvem der bestemmer - der findes 68 faggrupper med 360 af landets førende forskere, et fagligt udvalg, en styregruppe med rektorer og direktører; dertil kontorchefer og konsulenter - og så Helge Sander. Når man hører, hvad de siger og søger på websiderne, flimrer billedet. Helge Sander må frygte, at han og hans hjælpere undergraver forudsætningerne for at "autoritetslisterne" kommer til at leve op deres navn, jf. den autoritative leksikondefinitionen på autoritet:

”autori'tet, (af lat. auctoritas 'myndighed'), evne til legitimt at kunne bestemme andres handlinger, opfattelser eller tanker samt den eller det, der besidder denne egenskab. Autoritet forbindes som regel med en hierarkisk orden og anerkendes pga. en særlig værdighed, hellighed, oprindelse eller pga. sjældne evner, ufejlbarlighed, følelsesmæssig identifikation eller legalitet.”

søndag den 1. februar 2009

Universitetsstyrelse tilrettelægger evalueringspanels arbejde, og Videnskabsministeriet måler tilrettelæggelsens succes

Betyder en formulering som
“Far tilrettelægger fristilen, så sønnen kan aflevere den inden deadline”

- at det er far, der stiller computer til rådighed, eller hjælper til med lidt inspiration, eller at far skriver hele opgaven? Betydningen er vel lige så ubestemt som i denne formulering:

“UBST tilrettelægger evalueringen, så det uafhængige internationale ekspertpanel kan aflevere evalueringen til ministeren inden udgangen af november 2009.”

Dette er et citat vedrørende evalueringen af lov om universiteter, og er hentet fra s. 7 i det tankevækkende dokument “Resultatkontrakt 2009 mellem Universitets- og Bygningsstyrelsen og Videnskabsministeriets Departement” (se her og her), hvor det bl.a. hedder, at “Kontrakten indeholder de eksternt rettede faglige mål, som UBST vil blive målt på i 2009.” Kontrakten er en spøjs læsning hvad angår “vægtning af de 17 resultatkrav” (sjovt ord, resultatkrav). Evalueringen af universitetsloven får tildelt præcist 9 %-point ud af 100. Det giver anledning til fgl. overvejelser:
- Hvor stor bonus for god opfyldelse får mon UBST-direktør Jens Peter Jacobsen?
- Hvordan vil de i ministeriet måle opfyldelsesgraden i procent? Har man overvejet at indføre 12-skalaen og ansætte en ekstern censor?
- Er det betryggende, at målemanien ikke kun udgår fra ministeriet, men i den grad gennemsyrer ministeriet og dets hele selvforståelse?

mandag den 29. december 2008

Forskningsindikator, incitamenter og kassetænkning - styrk basismidlerne!

Mens de naturvidenskabelige fakulteter gør sig klar til at nedskære og fyre forskere, arbejder Videnskabsministeriet tilsyneladende videre, trods stor modstand og vanskeligheder, med sine NPM-metoder til at 'fremme forskningskvalitet'. I et nyt “Samlet notat om den bibliometriske forskningsindikator” fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen fra 18. dec. (se her, kopi her) hedder det friskt og frejdigt, at
“Indikatoren fremmer adfærd, der skaber incitament til at publicere i de mere prestigefyldte tidsskrifter og forlag
Formålet med dette princip er at pointere, at det ikke er et formål blot at stimulere til mere publicering. Indikatoren skal skabe incitament til, at det kan betale sig at publicere i de mest anerkendte og prestigefyldte publiceringkanaler inden for fagområdet. Derfor skal der ske en niveauinddeling af autoritetslistens publiceringskanaler.”

Hele tanken om at ministeriet vil inføre incitamenter til at gøre dét, som alle forskere ved landets universiteter allerhelst vil og ønsker at havde bedre tid til, virker absurd. Professor Poul Bjerregaard ved Biologisk Institut, SDU, udtrykker det (i seneste nummer af sit fakultetsblad Perspektiv og Mening, se artiklen her) ret diplomatisk:

“Hvis autoritetslisterne virkelig slår igennem i ministeriet, således at de kommer til at betyde noget væsentligt for universiteternes økonomi, ja så vil vi nok inden længe opleve, at visse dekaner og institutledere går ind og ser meget nøje på de enkelte medarbejdere og deres publikationer. Og så kan man jo frygte, at nogle af disse dekaner og institutledere vil sige, at man som ansat skal publicere i de tidsskrifter inden for det ønskede niveau, hvor det er relativt nemmest at komme i – og ikke i det tidsskrift inden for niveauet, hvor kvaliteten er højest. Og det synes jeg er dybt uhensigtsmæssigt, siger Poul Bjerregaard. Han ser også en mulig fare for, at visse forskere i stedet for at samle én god artikel til et tidsskrift med meget høj kvalitet vil vælge at dele den op i to eller tre knapt så gode artikler, der vil være i stand til at blive optaget i mindre gode tidsskrifter inden for samme niveau. For på den måde vil institutionerne formelt kunne få to eller tre gange så megen ”valuta for pengene”. - Jeg er forfærdelig bange for den slags kassetænkning, forklarer Poul Bjerregaard.

Man kan kun håbe, at flere forskningspolitiske ordførere i Folketinget får øje på absurditeten i hele projektet, når universitetsloven skal revideres næste år, og at man vælger helt at skrinlægge tanken om at omlægge basismidler til "konkurrenceudsatte midler". Ellers kan voldsomme ryk i de enkelte fakulteters indtægter, som dem vi ser nu, blive endnu hyppigere og kraftigere.

tirsdag den 18. november 2008

Anbefaling: CBS Observer

Et nyt nummer af det redaktionelt uafhængige universitetsblad for Copenhagen Business School, CBS Observer, har et tema om kvalitet i forskning, kampen om basismidlerne, bibliometri m.v. Hermed tilgængeligt på vores arkiv (lignende tips modtages fortsat gerne):
Bjørn Hyldkrog & Christina D. Tvarnø: "CBS Observer Forskningstema", CBS Observer, nr. 3, nov. 2008. [inkl.: "Mindsket pres på vægtskålen" s.1, "Den ulige kamp om basismidlerne" s.9, "Regelstyring frem for selvstyre" s.10, "Forskningspolitik på afveje" s.11, "Basismidler, basismidler, ..." s. 11, "Bibliometri - forskningens nyttige tælleøvelse" s. 12 (med Leif Hansen), "Rankings - uegnet som målestok for kvalitet" s. 13 (m. Ole Stenvinkel Nilsson), "Mindre og ringere forskning for pengene" s. 14 (m. Peter Lotz), "Send dog tælleregimerne til tælling" s. 15 (m. Preben Melander)]. Bladets website her. Arkivets udgave med nævnte artikler i samlet pdf.

tirsdag den 11. november 2008

Forskningens instrumentalisering og taylorisering

Ligesom Jesper Eckhardt Larsen (nedenfor) kritiserer Per Øhrgaard i dagens Information (kronik) DI-direktøren Lars B. Goldschmidt for hans snæversynede opfattelse af forskningens samfundsnytte. Øhrgaard peger på risikoen for at man gennem overdreven instrumentalisering og målretningen af forskningen stik imod hensigten kommer til at ødelægge de kvaliterer ved den, som man iøvrigt ønskede at fremme.
En sådan ødelæggende instrumentalisering ses på flere planer, bl.a. det stadige fokus på konkurrence blandt forskerne, ikke nødvendigvis om de beste ideer, men om de pæneste tal på deres bibliometriske 'bundlinie', en tendens som kun vil forstærkes af Videnskabsministeriets planer om fordeling af basismidler "efter point". Jeg var inde på det i mit indlæg af 7/11 om scientometrisme, som kan defineres (i stil med ismer som biologisme eller sociologisme) som ideologiske anvendelser af et fag, her scientometri, på måder eller områder, som forvrænger fagets egentlige gyldighed. En læser sendte mig en kommentar til indlægget, som jeg efter aftale viderebringer her på bloggen:
Jeg takker hermed for dit indlæg (...) hvis hoved indhold jeg principielt er enig i og tillader mig i den forbindelse at gøre opmærksom på at det inddateringsinterface til databaserne der ligger bag graferne du nævner i dit indlæg er langt mere detaljerede end de offentliggjorte grafer giver udtryk for og bruges til opsamling af alle universitets ansattes aktiviteter /produktion ved flere universiteter f.eks. AAU og RUC.

Inddateringsinterfacet giver f.eks. også mulighed for at registrere de enkelte forskeres forskningsansøgninger. Både de succesfulde og de mindre succesfulde og dermed mulighed for at kortlægge en lang række produktions mål mm. I daglig tale omtales databasen på AAU som VBN databasen og danner i en række sammenhænge udgangspunkt for forhandlinger om personlige tillæg mm. Ingen tvivl om at Frederick Winslow Taylors og Henri Fayols tanker med stor succes kan anvendes af Mcdonalds anno 2008 i Danmark men at også danske universiteter søges ledet efter samme principper i 2008 bør vække undren.

Indlægget forbigår imidlertid diskussionen om det reelle behov blandt mange der ønsker at fordele forsknings resurser i en "oplevet", "reel" eller "italesat" "virkelighed" som opfattes som være præget af "resurseknaphed". Hvordan denne "resurseknaphed" er opstået i et af verdens rigeste lande synes reelt at være langt vigtigere spørgsmål at få dokumenteret end grafernes farve.

Spørgsmålets svar rummer måske den endelige forklaring på hvorfor nogle forskere til stadighed også på denne måde må dokumentere deres værdi og finde sig i at få deres "performance" eksponeret - offentligt og grafisk - stort set fra måned til måned. Jeg har i mit stille sind ofte spurgt mig selv om hvilke andre faggrupper eller enkeltpersoner der kan eller vil stå model til dette år efter år.

mandag den 27. oktober 2008

Sauvons la recherche

Fra bloggens udenrigspolitiske korrespondent, Lisbeth Verstraete Hansen, forlyder det, at der er endnu en underskriftindsamling i gang mod bibliometri-bølgen, i Frankrig (www.mlibr.org), hvor man har nedsat et akkrediteringsråd AERES (L’Agence d’évaluation de la recherche et de l’enseignement supérieur), der skal evaluere ikke blot uddannelser men også forskning, laboratorier, forskningscentre osv. Allerede i sensommeren var der ballade: Udvalgene for Kunst og Litteratur lod vide, at de i år ikke agtede at publicere lister, da de ikke syntes, at den forudgående refleksion havde været tilfredsstillende.
Det med danske øjne meget interessante er, at den ledsagende tekst til underskriftindsamlingen - måske lige bortset fra enkelte retoriske virkemidler - kunne være skrevet her...
Manglende dialog, del-og-hersk-princippet (universitet mod universitet, naturvidenskab vs social- og humanvidenskaber...).

Samtidig med underskriftindsamlingen har sammenslutningen "Sauvons la recherche" [Red forskningen] udsendt et moratorium (www.sauvonslarecherche.fr/spip.php?article2147), en appel til de forskere, der kunne tænkes at blive opfordret til at sidde i evalueringsudvalgene, og som opfordres til at tilkendegive, at de ikke agter at deltage i dette arbejde - ikke fordi de principielt er imod en form for evaluering, men fordi arbejdet foregår fuldstændig hen over hovedet på forskersamfundet. Her har indtil videre næsten 1400 - bl.a. Luc Boltanski skrevet under.
Der er frygteligt mange lighedspunkter med det, vi oplever her, og det gælder formodentlig også resten af Europa. Til orientering bringes nedenfor nogle oversatte afsnit fra ledsageteksten til den franske underskriftsindsamling mod bibliometrien. Teksten giver en ide om, hvordan det store europæiske forskningspolitik-eksperiment tager til i styrke flere og flere steder.
Lisbeth Verstraete Hansen, som hermed bydes velkommen på bloggen, takkes for substansen i dette indlæg.


Mobilisering for en befrielse af forskningen
[ http://www.mlibr.org/ ] Uddrag.

[Om Akkrediteringsrådet for forskning og undervisning, hvor udarbejdelsen af bibliometri-listerne er placeret]: Dette nye administrative og ideologiske system vil fremover pålægge forskere og undervisere ”lister over god forskning” (over god opførsel?). Evaluere, sortere, eliminere… Er vi ved at opleve forskningens 1984?
[…]
Situationen er alvorlig: Det tællelige og kvantificerbare forekommer objektivt og indiskutabelt. Måle-diskursen, fra psykometri til bibliometri, bliver den officielle diskurs. Alt tælles og sættes på lister. Desuagtet at Historien har lært os, hvad LISTER kan betyde, når de udgår fra en central magt: Man begynder med at evaluere, så sorterer man, og til sidst eliminerer man…
[…]
Vi må på det kraftigste tage afstand fra at anvende markedets lov på kultur, videnoverførsel, erkendelse og forskning. Vi ønsker at modsætte os en centraliseret statskontrols snigende infiltrering af viden, erkendelse og kultur i skoler og på universiteter. […] Vi ved alle sammen at Shanghai-rankingen er en stor komedie; der er bare ikke nogen, der har lyst til at le. Den aktuelle liberale politik er dygtig til at få os til at tro, at vi halter bagefter, at vi ikke er konkurrencedygtige: Derfor skal viden og erkendelse rettes ind efter markedskriterier… Derfor skal vi underlægges kontrol og evaluering, gå i takt.
[…]
Der findes allerede evalueringssystemer, og det har der gjort længe. Som forskere og undervisere har vi alle sammen været igennem dem, lige fra concours til publikationer. […] Selvfølgelig er det både nødvendigt og frugtbart at opretholde en kritisk refleksion over vores praksis, fordi vi i vores funktion har et ansvar såvel over for den brede og varierede kreds af studerende som over for vores medborgere, som vi skal stå til regnskab over for. Vi afviser ikke evalueringer – på betingelse af at det foregår i gensidig forståelse og dialog, som bevarer den kvalitative vurdering af vores arbejde. Vi afviser ikke dialogen, men det må være på betingelse af, at det formulerede mål (forbedre forskning og undervisning) rent faktisk svarer til de reelle motiver for foretagendet og ikke tjener snævert økonomiske interesser (budgetnedskæringer, stillingsnedlæggelser, langsom forsvinden af visse discipliner eller uddannelsesniveauer).
Situationen er kompleks. AERES er ikke bare et evalueringsråd, selv om det er den sproglige dragt, man har iklædt det. Det snedige i denne statspolitik består i at præsentere rådet, som om det tjener universitetets interesser, når det i virkeligheden skaber betingelserne for sønderrivende konflikter mellem de forskellige vidensinstitutioner. Kategoriale interesser (”bare jeg nu er på listen…”) fortrænger den almene interesse. At dele har altid været en god strategi for at gå videre uden at skulle i dialog.
[…]
[Forskningsminister] Valérie Pécresse udtalte i et interview, at ”Al forskning er en konkurrence”. Men er det ikke endnu engang at sammenblande ordene konkurrence og kappestrid [émulation = hvor enhver søger at yde sit bedste]. Jo, forskerne har brug for en kollektiv kappestrid for at reflektere over og diskutere deres forskning. Denne kappestrid bevidnes af de hundredvis af kollokvier der finder sted hvert år, og som samler franske og udenlandske forskere fra forskellige – nogle gange indbyrdes afvigende – discipliner og teoretiske traditioner. Det er fora for diskussioner, der nok kan være stormfulde, men som altid er stimulerende. Denne kappestrid næres af publikationer i frie tidsskrifter og bøger. […] Tanken fødes også af polemik og debat.
Og dér ligger problemet. Den aktuelle liste- og evalueringspolitik vil tage livet af denne tankes dynamik. Den demoraliserer forskningen, fordi den instrumentaliserer den. Tanken bliver et instrument for den ene eller den anden klan, for den ene eller den anden karriere. Den moral og den etik, som er en nødvendighed for tanken, kvæles af utilitarismen og effektivitetsdiskursen. Den statslige forskningspolitik forsøger at underlægge viden magten. Nu kan det være nok med tanken, siger denne evaluerings- og normaliseringspolitik med sine kvantitative kriterier
[…].
Den aktuelle forskningsevalueringspolitik fører til opdeling mellem fagområderne og til mistænkeliggørelse af de forskellige discipliner. Social- og humanvidenskaberne, på den ene side, er mindre og mindre velsete af magthaverne pga. den trods de byder en enkel kvantificering; på den anden side anses de eksakte videnskaber med deres kvantificerbare anvendelse for at sidde inde med sandheden om menneskets, verdens og universets måde at fungere på.
[…]
Hvilken fremtid bliver der så for de fornyende ideer, for den banebrydende tanke, der lige præcis trodser de statslige og de normative strømninger? Hvad bliver der af den frugtbarhed, der udspringer af fiaskoer og fejltagelser, og som i århundreder har drevet viden og tanken fremad? Hvad bliver der af det tidsskrift, man vil sætte i verden, men som allerede er dødfødt, fordi det ikke står på listen? Liste-politikken er en ideologi, der udglatter tanken. Den er forskningens og erkendelsens absolutte modsætning.
[…]

søndag den 12. oktober 2008

Kvalitetskontrol, videnskab og magt

Staten vil give Videnskaben (universiteterne) penge “efter kvalitet” (New Public Management, konkurrenceideologi, OECD’s globaliseringsdiskurs), men mangler en målestok for kvalitet. Staten (FI, Forsknings- og Innovationsstyrelsen i Videnskabsministeriet) beder Videnskaben (et til lejligheden opfundet system af Faglige Udvalg for 68 forskellige videnskabelige felter, plus diverse tekniske og politiske über-udvalg) om at udvikle et mål for forskningskvalitet, en såkaldt forskningsindikator, med sideblik på hvad andre har gjort (den norske model). Det er en politisk beslutning at måle ydelser og give penge derefter, men da det som måles er videnskab og ikke politik, må selve målet legitimeres i Videnskaben - derfor er udvalgene netop faglige, de repræsenterer den videnskabelige fagkyndighed og består af forskere.
Men henover sensommeren 2008 vækker det harme i de faglige udvalg, at staten (FI) blander sig i disses vurderinger. Et eksempel: et udvalg (for videnskab X) indstiller tidskrifter til ranking (niveau 1 eller 2) på en slags kanon (en autorisationsliste for de af videnskab-X’s tidskrifter der “tæller”, modsat de som dømmes ude), men oplever, at FI herpå fjerner ca. 100 tidsskrifter fra deres liste. FI mente ikke, at disse var “videnskabelige” nok, da FI ikke anså disse tidskrifters “kvalitetstjek” i form af fagfællebedømmelse, peer review, af de indsendte manuskripter, for tilstrækkelig. Udvalget for videnskab X protesterer. Staten bøjer sig, og der kommer 900 tidsskrifter med. Billedet går igen i varianter. Visse udvalg nægter helt at tage ansvaret for listerne. Hvor langt vil staten gå i sit forsøg på at styre den faglige proces? Hvor lidt troværdighed og hvor meget mere ballade kan den øverste ansvarlige, ministeren selv, tåle?
Med hvilken legitimitet kan staten intimidere videnskaben i denne sag? I en moderne stat, den være sig plansocialistisk eller neoliberalistisk, kan styring kun ske legitimt udfra rationelle og faglige, her: videnskabeligt begrundbare hensyn. Hvad gør staten, hvis disse mangler? Ligesom ord ofte faldbydes, når man mangler et begreb, kan en hel fagdisciplin byde sig til, når man mangler faglig indsigt. Har man brug for fornuftig styring, håndtering og organisering af ydelser, stiller managementvidenskab, ledelsesfilosofi, eller informationssystemer sig til rådighed og bliver selv politik. Har man brug for måling af videnskabelig kvalitet, stiller bibliometri (evt. scientometri) sig til rådighed. Helt konkret har staten/FI i denne sag udliciteret sin egen “kvalitetskontrol” af de faglige udvalgs forslag til autorisationslister til Danmarks Biblioteksskole, hvor et stort antal studerende og andre har været igang med at tjekke hvert enkelt tidsskrift og forlag for, om de overholdt kravet om fagfællebedømmelse.

Historien har udviklet sig til en farce. Staten beder 365 professorer og lektorer indenfor 68 videnskabelige feltet om at træde i karakter som smagsdommere og pege på de publikationskanaler, som repræsenterer det bedste. Så hyrer staten en bibliotekskoles studerende til at kvalitetskontrollere professorernes kvalitetskontrollister, som vejes og findes for lette. Et professorvælde, simuleret til lejligheden, og væltet igen.

tirsdag den 30. september 2008

At manipulere systemet

I den sidste udgave af Ingeniøren i fredags skrev jeg en lille klumme om et lille internationalt fagblad for eksperter i stemme-rehabilitering, som lavede et trick med impact factor systemet - med det resultat at både fagbladets 'stemme' og dermed bidragydernes status blev 'rehabiliteret'. Artiklen er sikkert af interesse for dette forum, så her er den:

I-faktoren
Det er kommet på mode at måle fagblades og forskeres status på baggrund af den såkaldte Impact factor. (Lad os for nemhedens skyld bare kalde den I-faktoren, for ligesom med talentshowet X-faktor handler den om at vise, at man duer til noget.) Man tager antallet af citationer til artikler i et fagblad de sidste to år, og dividerer det med det totale antal artikler, som fagbladet har udgivet i samme periode. Dette giver for sidste år en I-faktor for f.eks. Nature på 26,7 og for Proceedings of the National Academy of Science (PNAS) på 9,6.

Mange politikere og administratorer bruger I-faktoren som et mål for kvaliteten af deres institutioner og forskere, og dermed som udgangspunkt for bevillinger og ansættelser. Surt show for folk, som skriver til Ugeskrift for Læger, der udkommer på dansk, og derfor har en I-faktor på nul. Det er også surt show for en lang række andre tidsskrifter, som har et godt ry, men hvor emnet er lidt for specialiseret eller lokaliseret til at blive citeret flittigt.

Et godt eksempel er det Schweiziske tidsskrift Folia Phoniatrica et Logopaedica, der, som det latinske antyder, beskæftiger sig med rehabilitering af mennesker med sprog-, stemme- og kommunikationsproblemer. Med en I-faktor på 0,66 i 2007 var bladet ikke i stand til at bringe ære og penge til forfatternes institutioner, på trods af, at bladet er velanset blandt de indviede.

Derfor slog de tilbage med en slags fælles stemme. De to forskere Harm Schutte fra universitetet i Groningen, Holland, og Jan Svec fra universitetet i Palacky, Tjekkiet, udgav en artikel i bladet med den oversatte titel ‘Folias reaktion på den eksisterende trend af Impact factor-målinger’. I artiklen diskuteres problemerne, men vigtigst af alt: Sidst i artiklen citeres alle de publicerede artikler i tidsskriftet igennem de sidste to år. Resultatet er, at Folias I-faktor i år er røget op på 1,44. Det hjalp at råbe i kor.

Det er jo dejligt, fordi tidsskriftet dermed er hoppet op fra en 22.-plads til en 13.-plads i den internationale rangliste blandt rehabiliterings-fagbladene. Det betyder blandt andet, at kollegerne fra Groningen og Palacky Universitet ikke længere bliver så sure over, at de der stemmeforskere trækker ned på deres institutions I-faktor. Og det betyder også, at de hollandske og tjekkiske forskningsråd vil lytte mere til fremtidige ansøgninger om penge og forfremmelser.

Det er sikkert ikke sidste gang, det er sket. For at modstå de mange administratorer og bevillingsgivere, der i travlhedens tegn måler forskningskvalitet med et enkelt tal, vil der fremover være brug for mange gode sciento­metrister, som kan booste fagbladenes og forskernes I-faktor. Og det er vigtigt at komme i gang nu, hvor forskningsministeriet arbejder med kvalitetsindikatorer til ranking, måling og konkurrence om universiteternes basismidler.

De mange udvalg under ministeriet er lige nu i gang med at 'niveauinddele autoritetslister', som på dansk betyder at vægte udvalgte fagblade efter deres vigtighed, derunder deres impact factor. Herfra et opråb til alle forskere og fagblade: forén jer. Det gælder om at råbe i kor nu, i stedet for at græde i kor senere.
(publiceret i Ingeniøren, 26. september 2008, side 25)

fredag den 26. september 2008

Verden er politisk!

- hvad enten man vil erkende det eller fortrænge det. Nedenstående som er citeret fra Forskerforum bekræftiger at rankingsystemer er et politisk styringsværktøj.

Citat:
"26.09.2008
Ranking: DTU i top - siger DTU
Der er store udsving i universiteternes kvalitet, konstaterer dagbladet BØRSEN i dag på baggrund af en selvbestaltet ranking ”Børsen University Scorecard”.
Det er DTU, som står bag analysen – og ikke overraskende indtager DTU førstepladsen på ranglisten. Syddansk Universitet og Aarhus Universitet lander på de næste pladser, og KU i midten. Nummer sjok blandt de otte er RUC, fulgt af IT-Universitetet og Handelshøjskolen CBS og Aalborg.
BØRSENs ranking mødes af protester fra de andre universiteter, fordi den ikke er baseret på kvalitet, men på politik. På indikatoren student / vip –ratioen indtager DTU f.eks. en suveræn førsteplads med 3 studerende pr. lærer, mens CBS i den anden ende har 19 studerende pr. lærer. Placering på den indikator afhænger af bevillinger, og her er DTU åbenlyst forkælet af Regeringen.
BØRSENs selvbestaltede rankingliste offentliggøres samtidig med, at Folketinget diskuterer, hvordan Globaliseringsmilliarderne skal fordeles – og rankinglisten kan læses som en anbefaling af, at forskningspenge skal fordeles strategisk.
Rankingen er nemlig lavet ud fra DTUs ønske-kriterier. Det fremgår helt tydeligt af BØRSENs omtale, som holder mikrofon for DTU-rektor Lars Pallesen. Han er fortaler for, at de såkaldte basismidler skal fordeles efter international gennemslagskraft, kvalitet og relevans i forskningen”. Og det bør BØRSENs ranking bruges til: ”Politikerne bør beslutte, hvad vi har brug for, og så støtte de universiteter, der er dygtige til de ting, og som ligger højt på ranglisten”.
Aalborg-rektor Finn Kjærsdam har kun en kommentar: ”Hvad man gør internt på hvert universitet for at måle best-practise, må man selv om. Men jeg troede, at det hørte til god dannelse blandt universiteterne, at man ikke ligger og måler hinanden på hjemmelavede kriterier”.

Placeringerne i "kvalitetsundersøgelsen" er udregnet på baggrund af seks indikatorer, som ifølge BØRSEN er udvalgt ”i overensstemmelse med regerings ønske om at fremme Danmarks globalisering:
1. Rankingplacering på THES og SHANGHAI. 2. Antal studerende pr. lærer. 3. Andel af internationalt anerkendte vip’ere. 4. Andel internationale studerende. 5. Internationalt sam-publikationer. 6. Citationsindeks på teknik, naturvidenskab og sundhed.
DTU slutter som nummer et på alle indikatorer, undtaget på den internationale rankingplacering (KU og AU). Men det betyder ikke så meget, for det er den lindikator, som DTU-analysen vægter lavest. Den højest vægtede indikator (40 pct.) er citationsindekse - en stærkt omdiskuteret indikator, fordi det vægter de hårde videnskaber og tidsskrifter på bestemte videnskabsfelter (Thompsons)." Citat slut

søndag den 21. september 2008

Kosmos, verdensproduktion og forskningsindikation

I forbindelse med Forsknings- og Innovationsstyrelsens uhyrlige arbejde på at konstruere en bibliometrisk forskningsindikator (tidligere omtalt bl.a. her), har bloggen modtaget nyt fra formanden for gruppe nr. 68 (Faggruppen for Videnskabsstudier og Forskningsanalyse), Frans Gregersen, som skriver, at denne faggruppe

"er nu nået til den del af processen, der vedrører niveaudeling. Vi vil gerne bede dig formidle den liste, vi har lavet (vedlagt i pdf, [oprindeligt filnavn "Bibliometrisk forskningsindikator - Publikationskanaler - Gruppens tidsskrifter - Sorteret efter DK niveau 21 09 08.PDF"] forklaring følger nedenfor) til alle interesserede",
"Gruppen er enige om, at det vil være en god ide, om de aktive forskere på området får et indblik i arbejdet og mulighed for at få indflydelse på ranking som følger:

På listen findes i alt 585 tidsskrifter, som gruppen har fundet frem til. De forventes at udgøre brutto-listen hvorindenfor ethvert bidrag på feltet vil kunne findes. Vi har allerede nu konstateret, at der mangler visse tidsskrifter, men det er ikke det vigtigste lige nu, for der er lukket for inddatering. Ved hjælp af bruttolisten udregnes den såkaldte verdensproduktion ved at gange antallet af artikler i hvert nummer af tidsskriftet med antallet af numre i en årgang og så lægge alle tallene for de 585 tidsskrifters artikelproduktion sammen. De enkelte tidsskrifters andel af verdensproduktionen inden for gruppe 68s område er aflæselig ved at se på den kolonne, der hedder verdensprod.
Gruppe 68s medlemmer: Tinne Hoff Kjeldsen, Helge Kragh, Maja Horst, Frans Gregersen og Peter Øhrstrøm, har så fået til opgave at niveaudele tidsskrifterne. I den ene gruppe, de fineste, dem, der publicerer de bedste artikler, gruppe 2, må der højst være 20% af verdensproduktionen. I den anden gruppe, niveau 1, tilsvarende mindst 80% af verdensproduktionen.
Pointen er så, at en institution får 3 gange så mange points for en artikel i et niveau 2-tidsskrift som i et niveau 1-tidsskrift.
I den vedlagte pdf-fil kan man ikke se vores ranking anført i første kolonne til venstre. Men den er nem at aflæse ud fra pdf'en: De første 102 tidsskrifter, som er anbragt i alfabetisk rækkefølge er vores bud på de bedste, altså gruppe 2. De resterende, igen anbragt i alfabetisk rækkefølge er dem, vi anser for I DENNE SAMMENHÆNG mindre vigtige. Bemærk, at vi naturligvis anser både Science, Acta Sociologica, Explorations in Economic History, Language og Nature for uhyre vigtige tidsskrifter, blot ikke for videnskabsstudier. Der er som bekendt 67 andre grupper, der tager sig af resten af kosmos.
Vi vil på denne baggrund bede miljøet om at reagere med forslag til opgraderinger (som man kan se, er der faktisk mulighed for det, idet vi ikke har udfyldt vores kvote endnu) ved at sende velargumenterede begrundelser for sådanne til gruppens medlemmer. Forslag skal være gruppe 68 ved Peter Øhrstrøm i hænde senest d. 10. oktober (send venligst til Peter men med kopi til de andre medlemmer)."

Da visse læsere af denne blog har forskningsinteresser i faggruppe 68's emnefelt, er opfordringen herved videregivet. Resten må nøjes med at overveje, om Forskningsstyrelsen generelt i denne sag styrer for vildt eller lever op til verdensklasse.

fredag den 19. september 2008

Vejret, klimaet og internationale ranking standarder

Kigger man på temperaturen globalt, har der faktisk ikke været nogen stigning i jordens gennemsnitstemperatur siden 2000 og denne trend ser måske ud til at fortsætte et par år endnu (Ingeniøren 21/5 2008). Betyder det at klimaforandringerne er aflyst? Betyder det, at vi ikke længere skal bekymre os om kul, olie og de fossile glæder?
Næppe. Det betyder nok snare, at den årlige gennemsnitlige temperatur for jorden som sådan er et uhyre dårligt og nogle gange ligefrem misvisende billede af de faktorer der ligger bag og af de reelle problemer, hvor temperaturstigninger bare er et af symptomerne.
Dette er jo ikke ny viden. Allerede i gymnasiet lærer man om forskellen mellem klima og vejr, der jo netop er et forsøg på at skille udsigterne for en standtur næste søndag med den generelle trend over 30 år. Men sagen kompliceres yderligere. Det globale gennemsnit er måske ikke den bedste indikator, da én af de vel snart empirisk efterviste konsekvenser af klimaforandringerne, er flere ekstreme begivenheder både varme og kolde, tørre og våde.
Dertil kommer, at klimaforandringerne jo næppe er de eneste konsekvenser af vores CO2 udledende ”way of life”. Selv hvis klimaforandringerne var aflyste ville naturen i Alaska lide, hvis antallet af olieboringer blev udvidet. Vi ville unægtelig oftere opleve olieindsmurte strande. Vi ville opleve mere allergi i byer, dårligere arbejdsvilkår i de kinesiske kulminer osv. Kort sagt jordens gennemsnitstemperatur i 2007 er et dårligt mål for klimaforandringerne.

Alligevel skal de institutioner der plæderer for komplekse analyserer, inden for stort set alt hvad vi rører, vejes som var målet at fastslå om det var fornuftigt at tage på stranden i weekenden.

Et af de ranking systemer der regnes blandt de mere seriøse THE (Times Higher Education university ranking) har kun eksisteret i fire år, med lister for 2004-2007. I den periode har Københavns Universitet hoppet mellem en 54 plads og en 93 plads (S.E.= 16.8), Århus Universitet har været lidt mere stabil med pladser mellem 114 og 138 (S.E. =9.8) og DTU mellem 130 og 194 (S.E. =27.4). Det er voldsomme spring i et system, der på trods af voksende forståelse for utilstrækkeligheder stadig bruges oftere, både af universiteterne til at promovere sig selv og af udefrakommende til at dømme os. At Københavns Universitet er gået 39 pladser tilbage fra 2006 til 2007 beskriver ikke en reel kvalitetsnedgang af så voldsom karakter, hvis overhoved nogen. Og at Universidade Estadual de Campinas i Brasilien har en difference mellem sit gennemsnitlige placering og 2007 placering på 135 pladser fortæller også lidt om de enorme usikkerheder der knytter sig til et for kortsigtet og unuanceret blik på rankingslisterne. Dertil kommer, at THEs metode ikke har været konsekvent gennem sine fire år, med tilpasninger og ændringer undervejs.

THE rankingen er ikke nødvendigvis dårligt. Og kigger man på listen for 2007 har man intuitivt også en fornemmelse af, at de har fat i noget af det rigtige. De kriterier den indeholder, inddrager også både kvantitative mål for peer-review artikler og citationer samt kvalitative som forsker og studentertilfredshed. Men med de store usikkerheder der ligger i metoderne bag disse rankingsystemer kan man overvejede om de kan fordøjes så ufordøjet som det til tider sker i dag og om de har år nok på bagen til vi tør stole på de overordnede tendenser i universitetsklimaet. Som nævnt har den globale gennemsnitstemperatur i samme periode ændret sig med mindre en 0.1 grad celsius og det endda i nedadgående retning.

Det vi gør på universiteterne kan vejes. Eller rettere: der findes ideer, undervisning, forskning, formidling og forskere der ikke gør det godt nok. Bygninger kan være af en stand der er for elendig og forhold i alt fra kantinen til mødelokaler og auditorier så dårlige at nogen må gøre noget. Der findes metoder der ude der stimulerer, belønner og opfordrer til at fortsætte med at undersøge, undervise osv.

Men er det et problem at det er komplekst? Er det et problem at løsningerne kan være forskellige fra universitet til universitet eller miljø til miljø? I den sammenhæng kan rankingsystemer måske være en del af løsningen, men ud fra den i mange tilfælde optimistiske i andre tilfælde mere deprimerende devise om at man får hvad man beder om, bliver rankingsystemer og benchmarking farligt når de står alene og når de som det ses i dag bruges som vejrmålinger, hvor der er brug for viden om klimaet.
så bliver den åndelige føde, universiteterne producerer til sondemad behandlet i ”den matematiske blender, som forvandler en kvalitativ mangfoldighed af ingridienser til en ensformig grød af tal”.