Af Thomas Aastrup Rømer
Nu skal Marlene Wind sidde og kukkelure alene på sit kontor efter kammeratlige samtaler med hendes ledere, offentlig udskældning og pinlige breve fra ledende politikere til hendes rektor, selvom hun blot har gjort sin pligt, og selvom Messerschmidt, Pind og Kjærsgaard har handlet i en blanding af ren egeninteresse og mangel på viden om, hvad en videnskabsmands opgave er i et oplyst demokrati. Dette har intet at gøre med et par bandeord. Derimod arbejder en distinktion, der hedder forskning=objektivitet / politik=subjektivitet rundt omkring hos hele flokken, inklusiv i øvrigt hos videnskabsministeren (
se Politiken, d. 16. juni), og den distinktion er fuldstændig uvidenskabelig. Lad mig nævne to misforståelser i forbindelse hermed:
1.
Den første misforståelse er, at en videnskabsmand skulle være en ekspert. Vi har vænnet os til at bruge ekspertbegrebet, men det skal vi holde op med. I al fald bør det reserveres til de mindst tænksomme forskere. Inden for mit eget område, udannelsesforskningen, er dem, der udtaler sig som eksperter, altid dem der ved mindst om sagerne, og jeg har ikke grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes inden for andre samfundsvidenskabelige områder. En ekspert kan gengive viden indenfor et afgrænset felt, men han har ingen sans for viden om denne viden. Altså for hvad han ikke ved, og hvilke filosofiske og etiske forudsætninger, som hans viden er indlejret i. Han fremturer med andre ord med sætninger som ”forskningen viser…” eller ”hvis dit så dat...”. Sikre tegn på ekspertise, men et lige så sikkert tegn på mangel på videnskabelighed. Desuden har eksperten altid et udvendigt forhold til den altså meget begrænsede viden, som han har. Han kan referere den ene og den anden undersøgelse, og arbejde med en eller anden model, men netop via denne afstand til sit stof, afslører han sig selv i videnskabelig mangel. Men hvad er så det videnskabelige? Det er, at man ved, at ethvert faktum er en del af en dialog og strid om sandhedens og tingenes karakter. Videnskabelig viden er dialogisk viden. Historierne om, hvordan al stor videnskab er blevet til i strid er utallige. En ægte videnskabsmand har blandet sig i denne strid. Han har sat sin person ind i foretagendet. Den største videnskab er derfor dybt personlig. Jo mere en forsker har blandet spyt med sin egen videnskabelige traditions dialog og strid, desto mere videnskabsmand er han. Men dermed umuliggøres også ekspertrollen, for hvordan kan man gengive denne strid, som man selv er en del af, som om den skulle være et objektivt og interesseløst faktum? Det kan man heller ikke. Den videnskabelige formidler er derfor ikke en ekspert, men derimod en intellektuel, som kommer fra et dialogisk og stridbart område og bevæger sig ind i en anden form for strid, nemlig den almene offentlighed. Det er strid mod strid. Der er ingen objektivitet løsrevet fra subjektivitet eller diskussion i denne proces. Eller rettere: Eksperten finder bare objektivitet, mens videnskabsmanden finder hele den æter, hvori det videnskabelige ord bader, og som er grundlaget for objektiviteten - og det grundlag er ikke objektivt.
Det er alle ganske vist ikke enige med mig i. Lars Qvortrup, som er uddannelsesekspert, skrev f.eks. i en
leder i DPU’s magasin Asterisk, nr.22 og i
Berlingske Tidende d. 3. november, at OECD mente, at vi kun kunne sikre vores børnebørns velfærd i 2090, hvis vi indrettede vores uddannelsessystem efter PISA-målingerne, og han hævdede i et læserbrev i Weekendavisen d. 20. maj, at han dermed ikke udtrykte nogen værdier. Her taler den rene ekspert, mens ”videnskabsmanden” forbliver tavs. Videnskabsmanden ville kunne vurdere disse OECD-synspunkters normative forankring, og sætte sine egne og hans samfunds værdier i spil, så enhver kunne se, hvad den pågældende ”ekspertise” er lavet af. Et andet eksempel fandt jeg hos kommunikationsdekan Claus Holm, som i en
kronik i Information d, 20/10-2010 skrev, at den moderne intellektuelles primære opgave er at løbe efter bevillinger og finde metoder til at besvare spørgsmål, som andre, f.eks. magthaverne, konkurrencestaten eller de nye magtfulde universitetsledelser, stiller. Holm fremlægger dette som et objektivt faktum, uden at forholde sig til, om denne udvikling er god. Dermed kommer han til at producere en objektivitet, som hans emne slet ikke kan bære. Det emne, han drøfter, er netop fyldt med en normativitet, der har arbejdet i 2000 år, og manglen på etisk refleksion i forbindelse med behandlingen er dette emne er derfor nærmest uvidenskabelig. Derfor udtrykker Holm sig også ”kun” som ekspert.
2.
Den anden misforståelse er, at en videnskabsmand skal afholde sig fra at drøfte værdier; at han tager sig af fakta, mens politikere tager sig af værdierne. Disse problemer har rod i den udbredte misforståelse, at man uden videre kan og bør adskille videnskab og værdier. Denne diskussion har pågået siden den moderne videnskabs fødsel, og den arbejder som en pulserende spændstighed i vores kultur. Omdannes denne puls til mekanik, som hos Pind og de andre, forfalder både videnskab og etik. Man skal tværtimod værne om dette ”er-bør” forhold som en kostelig skat, der har afstedkommet initiativrigdom, ideer og udvikling i hele vores kulturkreds. Hvis man glemmer denne skat - hvis man lader det ene udelukke det andet - så forfalder videnskaben, forstået som en stor vestlig kulturel præstation, til teknokratisk forskning, som enhver totalitær asiatisk stat kan bedrive - og alt det vigtige, værdierne, går til i abstrakte lister og politiske rævekager. Den vestlige samfundsvidenskab og humaniora er grundlæggende set en frihedsbevægelse, og hvis man indkapsler denne frihed i ”ekspertise”, politiseres videnskaben på en rigtig grim måde. Hvis Pind og de andre slipper af sted med at bede Wind om at gøre det modsatte af sin pligt, dvs. beder hende om at være ekspert frem for professor og videnskabsmand, så skamrider de det grundlag, som de selv udtaler sig i. Hele vores politiske system, vores demokrati og vores folkelige tradition er ikke lavet af eksperter, men af engagerede videnskabsmænd, der ikke går og tager kasketter af og på for til sidst at kløjes i det, så kulturblinde politikere kan få fri bane. Og når Messerschmidt endda går så vidt som til at henvende sig til Københavns Universitet og taler om ”universitets interesser” (hvilket er fuldstændigt irrelevant i denne sammenhæng), og når rektors og institutlederens forsvar i medierne er alt for tøvende, så må alle frihedselskende mennesker råbe vagt i gevær. Det er den rene og skære destruktion af en central del af vores frihedstradition, og i forhold til det er ord som ”valgflæsk” og ”indre svinehund” nærmest høflighedsfraser.
Derudover vil jeg tilføje, at der inden for andre områder findes beslægtede sager. I Århus kommune må pædagoger, så vidt jeg har forstået det, kun udtale sig kritisk om en kommunal konceptpædagogik (som er meget detaljerende og foreskrivende) som privatpersoner. Som ansatte pædagoger må de ikke. Tværtimod skal de ”føle sig” som dele af Børn- og Ungemagistraten, som det totalitært hedder. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig situationer, hvor kasketterne snubler over hinanden. Resultatet er, at der ingen offentlig diskussion føres i kommunen vedrørende pædagogiske spørgsmål. Alle bliver dummere, mens bureaukratiet ruller af sted helt uden modstand.
Vi har så travlt med at uddele kasketter til hinanden, at ingen efterhånden må se på de forskellige emner i sin forskningsmæssige og værdimæssige helhed eller sige, hvad de slet og ret mener om dette eller hint. Det er meget foruroligende for demokratiet, fordi hele værdidiskussionen til sidst overlades til politikere og deres embedsmænd. Jeg glæder mig til, at professor Wind er tilbage fyldt med viden, energi, holdninger og alle de danske ord, der falder hende ind, uanset om folk mener, de er sande eller falske eller er rimelige eller ej, og jeg synes, at vi skulle fremme den form for aktivitet i stedet for at lytte til de bovlamme eksperter, der tror, de ved noget særligt, og som dermed kommer til at fremture i langt mere mekanisk og skjult politisk aktivitet end en virkelig professor.
