Om fornuftens instrumentalisering

Der er lige nu en vigtig udsendelse på P1 som bl.a. sætter universiteternes udviklingskontrakter og styrelseslov ind i en større sammenhæng med udviklingen af den offentlige sektor: "Det er idioti at bruge så mange ressourcer på at formulere mål for offentlige institutioner og kontrollere om de bliver opfyldt. Og mål- og evalueringskulturen skaber også uansvarlige medarbejdere og borgere. Det mener dr. phil. Verner C. Petersen, fra Handelshøjskolen i Århus. Han opfordrer de ansvarlige medarbejdere til civil ulydighed mod ”evalueringstyranniet”." Udsendelsen kan høre her. Kan anbefales.
PS: En tidligere udsendelse med V.C.Petersen, her, om hans bog Vildveje i Velfærdsstaten, her

Videnskabernes Selskabs oplæg til revision af universitetsloven

Videnskabernes Selskab holdt deres forskningspolitiske årsmøde, som det er femgået af dagspressen (omtale her), og dette års hvidbog (note 1) udgør et virkeligt grundigt og vigtigt debatoplæg når universitetsloven skal ændres. Hvidbogen foreslår bl.a. instruktionsbeføjelsen ændret, den paragraf der lovliggør indskrænkning af den enkeltes forskningsfrihed ved at institutlederen kan pålægge medarbejderen opgaver, såsom myndighedsopgaver, og i den resttid der bliver tilbage kan forskeren så “frit” forske, som det hedder, “indenfor universitetets forskningsstrategiske rammer” som angives i udviklings-“kontrakten.” Denne er reelt ikke en kontrakt men ministerielt dikteret, lidt a la en femårsplan for bestemte strategiske mål. Planerne aftales mellem minister og bestyrelse, og skal så implementeres i nye mere specificerede aftaler mellem rektorat og dekaner på de enkelte fakulteter, og så een gang til ned på institutniveau. Et byzantinsk system af hierarkisk kontrol, som PR-mæssigt ser pænt ud og foregiver at topledelsen kan prioritere strategisk, men reelt er en bureaukratisk papirtiger.
Hvidbogen har en del pænt at sige om den eksisterende lov, især om intentionerne med den, og dens tilgang er en grundlæggende imødekommenhed over for samfundet og det politiske niveaus ret til at være med til at styre den anvendte forskning, uden at det går ud over universiteternes grundforskning. Her skal den dog kun på det kraftigstes anbefales, ikke anmeldes.

På mødet holdt professor i offentlig forvaltning ved Århus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen et oplæg med titlen “Universitetsloven - Hvad skal revideres?”, som fortjener et referat [note2]. Grønnegård analyserede det Sanderske universitetssystem med særligt henblik på styringsformerne. Samfundet har via staten legitim adkomst til rammesætning og gennemsigtig resultatrapportering, så spørgsmålet er blot hvordan og hvor meget skal staten styre. Hele universitetssystemet er økonomisk sårbart i forhold til bevillinger (tænk blot på massefyringerne nu på KU-Nat), men Grønnegaard koncentrerede sig om selve loven, som regulerer forholdet mellem stat og universiteter, samt de interne magtforhold.

Formelt er hovedelementerne i statens styring 1) det lidt mystiske begreb, der hedder “selveje indenfor den offentlige forvaltning”, 2) tilskudsfinanciering fastlagt i finanslov, 3) udviklingskontrakt mellem bestyrelse og minister, 4) statslig akkreditering af uddannelser, og 5) en lovbestemt hensigtserklæring om størst mulig åbenhed omkring bestyrelsens arbejde.

Nu findes der så to forskellige styringsmodeller i den offentlige forvaltning, (forudgående) ex ante, baseret på centrale planer og godkendelser med efterfølgende kontrol, og en mere decentral ex post, der opererer med grundlæggende spilleregler og en rapportering, der giver grundlag for en efterfølgende kritisk vurdering af indsatsen. Problemet ifølge Grønnegård er, at vi i dag har fået en sammenblanding af de to med totalt set alt for mange styringsmidler. Universitetslovens logik, eller ideologisk bestemte grundtanke mht. styring, er ex post (selvejet og tilskudsfinanciering), men for det første er problemet, at selvejet de facto er rent symbolsk (jf. formuleringen “indenfor den offentlige forvaltning” [note3]); tilskudsreglerne er fastsat ved finansloven, ikke ved en særskilt financieringslov som det kendes fra friskoleordningen. For det andet, kombineret med stærk central styring af ex post-arten (udviklingskontrakter, akkreditering og hele tanken om en stærk “strategisk” forskningsstyring) bruges der rigtig meget administrativ og politisk energi på kontrol, uden at man nødvendigvis opnår mere eller bedre forskning på gulvplan.

Løsningen er, siger Grønnegård, at tone rent flag og satse på een styringsmodel. Han foretrækker ex post med selveje, klare financieringsregler som er langsigtede, troværdige, og indebærer en pligt til at kunne forklare sig overfor Rigsrevision. Konsekvensen formulerede Grønnegård markant: 1) Drop kontrakter: Kontraktparadigmet passer ikke ind i selvejemodellen - tænk på at den politiske dagsorden svinger konstant på kort sigt mht. hvad det “strategisk” vigtige for samfundet er; her ville en stabil financieringsordning a la friskolerne være mere langsigtet - desuden får man ikke megen ud af den brugte energi på udviklingskontrakterne i bunden af systemet. 2) Drop akkreditering - vi har sjældent set så ambitiøse forsøg på supercentral regulering på et så lidet kvalificeret grundlag!

Grønnegård understregede, på samme måde som hvidbogen fra Videnskabernes Selskab, at med hensyn til ledelse var det tidligere kollegiale selvstyre ikke bare noget godt, man skulle ønske sig tilbage til. Men den ny ledelse og magtfordeling kan til gengæld beskrives som et topstyret hierarki med stærke ledere, som gerne vil vise deres værd og spille med musklerne; der skal foregå en topstyret “strategisk udvælgelse, prioritering og udvikling” (men hvem prioriterer egentlig?), hvor der kan udføres forskningsopgaver “for en minister efter aftale med denne” og hvor ledelsen kan “pålægge medarbejderne at løse bestemte opgaver”, og hvor der endelig er overskydende forskningstid indenfor universitetets forskningsstrategi. Der er her to grunde til kritik, 1) det strider voldsomt mod universiteternes tradition og den kultur, der befordrer det videnskabelige arbejde; 2) vi begynder at se, at denne magt bliver brugt, fx i forbindelse med ansættelser og bemandingsplaner.

Opsummerende er konsekvenserne af universitetsloven en bureaukratisering, hvor der går ressourcer fra kernen (forskning og undervisning); en utilsigtet lukkethed omkring budget, prioritering og udviklingskontrakter, stik imod lovens hensigt; interessekonflikt mellem kerneopgaver og myndighedsbetjening (loyalitetsproblemer, jf. også Hvidbogen); en prioritering på et uoplyst ikke-fagligt grundlag; og en risiko for politisk følgagtighed i topstyret, der overtilpasser sig de politiske signaler. Her foreslår Grønnegård som løsning at man præciserer proces- og indholdsåbenhed, sikrer den individuelle forskningsfrihed (med ligestilling af alle videnskabelige medarbejdere), dropper strategisk planlægning på institutniveau og indfører et bevillingssystem, der understøtter decentralisering.

Loven som den er nu har negative, utilsigtede konsekvenser og understøtter en dobbelt centralisering, hvor magten ligger i ministeriet og hos laget af rektorer og dekaner, men ikke i bestyrelserne (med folk der nok har ledelseserfaring, men ikke nødvendigvis kender til forskning, og som måske mødes 5-6 gange pr. år). De formår ikke at sætte sig igennem. Grønnegård pegede på empiriske undersøgelser indenfor studiet af offentlig forvaltning [note4], som klart peger på, at centraliseret kontrol nok kan give gode resultater ved løsning af rutineopgaver, men hvis det handler om innovative og uprogrammerede opgaver (hvortil man vel må regne forskning) opnås de bedste resultater gennem deltagerbaserede beslutningssystemer. Alt i alt et overbevisende ikke-ideologisk men rent funktionelt argument for at genoverveje en ny udformning af et levende universitetsdemokrati, et ord Grønnegård ikke selv anvendte.

Noter
[1] Peter Harder, Carl Bache, Mogens Flensted-Jensen, Lene Koch, Søren-Peter Olesen & Kaj Sand-Jensen (2009): Kvalitet og styring i fremtidens universiteter: Ejerskab, ledelseskultur og de faktiske følger af universitetsloven (januar 2009). Udgivet af Forskningspolitisk Udvalg i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab (et debatoplæg til Forskningspolitisk Årsmøde den 22. jan., 2009). (pdf her; også omtalt her).
[2] Jørgen Grønnegård Christensen: “Universitetsloven - Hvad skal revideres?”, oplæg til Forskningspolitisk Årsmøde i Videnskabernes Selskab, den 22. januar 2009. (tak for tilladelse til benyttelse her af slides i pdf).
[3] jf. indlæg om tilsyn og kontrol på denne blog.
[4] Andrews et al. (2009):”Centralization, Organizational Strategy, and Public Service Performance”, Journal of Public Administration Research and Theory, Vol. 19, No. 1, 57-80.

PS:
her til morgen kunne man i P1 (og her) genhøre Steen Buscks skarpe karakteristik af faglighedens forfald på dagens topstyrede universitet sendt første gang i maj 2008 (omtalt tidligere her).
PPS:
det er også værd at erindre om næste uges åbne høring i AC om universitetslovsrevisionen i 2009 (her), samt om det efterfølgende akademiske møde i Nationalkommiteen for Videnskabshistorie og Videnskabsfilosofi om forskningsbegrebet og forskningskvalitet (her).

Stå aldrig til søs ...

For nogle dage siden skrev Dansk Industris forskningspolitiske spindoktor Charlotte Rønhof i en kommentar i Information, "Flåde i høj sø", at

"ingen rigtig kan forklare, hvorfra ministeriets konkrete ønsker til udviklingskontrakterne kommer - og hvilket politisk mandat, der ligger bag. Eller hvorfor det er det ene og ikke det andet parameter, der skal indgå i den kommende model til fordeling af basismidlerne",

og dét er sådan set meget godt set. Det kræver lidt mere kremlologiske evner helt at tolke hendes egen udmelding — som helhed og om at

"ministeriet på mange måder er overladt til at tolke på uklare politiske udmeldinger. Og set fra institutionernes side kan styringen derfor fremstå som ministeriel embedsmandsstyring - ikke som politisk styring efter samfundsbehov."

Ønsker Dansk Industri endnu mere politisk styring af forskningen? Det lover ikke godt!

Flere omtaler, bedre formidling? - Styr dig!

Alle siger, at formidling er vigtigt. Og ministeriet vil også styre denne parameter, både gennem udviklingskontrakter (som ikke har ret meget med kontrakter at gøre) og gennem det halvautomatiske ranking-system, man er ved at opbygge (modeller for "kvalitetsindikatorer" til "konkurrenceudsættelse" af basismidler). Tilsyneladende mener de i Videnskabsministeriet, at universiteternes ansatte ikke blander sig nok i den offentlige debat. Det indgår således som et af de generelle krav til universiteterne, formuleret i de såkaldte udviklingskontrakter, at universiteterne skal at "øge antallet af omtaler i den skrevne presse registreret i Infomedia" og lignende databaser "med fem procent i 2010". Jeg ved ikke om de 5 % gælder alle universiteter, men af artiklen i Universitetsavisen d. 28/9 fremgår, at "ministeriet nu har opstillet 16 fælles målområder som samtlige universiteter skal forholde sig til". Rektorkollegiets formand Jens Oddershede mener, at det vil "gøre det lettere at sammenligne hvem der klarer sig godt og dårligt i konkurrencen i fremtiden". Oddershede siger, at de 16 punkter giver et indblik i hvilke kriterier ministeriet planlægger at fordele pengene efter i fremtiden.
Målet om øgning af medieomtale er blot ét eksempel på, at man ofte tror at "mere" er "bedre", og at kvalitet er det samme som produktivitet - at "flere omtaler" svarer til bedre formidling, mere indsigt, bredere oplysning. — Hvordan styrer vi nu indekset for graden af bullshit pr. omtale i Infomedia?

Mellemfristet forskningspolitik

Jo mere man læser Videnskabsministeriets sider, jo mere økonomi-jargon lærer man, i dag således ordet mellemfristet, der dukker op i beskrivelsen af de såkaldte udviklingskontrakters indhold:

"Udviklingskontrakten er et væsentligt redskab i relationen mellem universitetet og Videnskabsministeriet. Formålet med udviklingskontrakten er at skabe en gensidig forståelse mellem universitetet og Videnskabsministeriet om målsætningerne for universitetet på mellemfristet sigt."

Citatet er fra UBST, universitets- og bygningsstyrelsens brev af 25/5 (se under UBST nyheder 2/7-2007) og de fleste af bloggens læsere vil vide at udviklingskontrakterne er ministeriets centrale styringsredskab overfor universiteterne. I et tilhørende skema fås "en liste (læs her) med 16 aktiviteter som universiteterne forventes at opstille mål for med denne nye generation af udviklingskontrakter." Brevet er tilsyneladende forfattet af Jens Peter Jacobsen, som måske er økonom (?) men i al fald direktør for UBST. Læser man listen slår det én i hvor høj grad der lægges op til en samkøring af udviklingskontrakterne med hele arbejdet med at fratage universiteterne basismidlerne, dvs. omdanne ("konkurrenceudsætte") disse til indikator- eller ranking-styrede kvasi-markedsøkomiske udvekslingsenheder.

Forskningsledelse og forskningsfrihed

Hvor går grænsen mellem den individuelle forskningsfrihed, som ikke er lovbeskyttet i Danmark, og den noget mere uhåndgribelige størrelse "institutionel forskningsfrihed"? Vi har før tangeret emnet (fx i indlæg d. 16. aug. og 18. aug.) og bemærket, at de enkelte universiter (som KU) eller institutter kan tage skridt til at befæste den individuelle forskningsfrihed, udover universitetsloven af 2003.

Hvordan ser det ud andre steder? Ikke altid helt så godt. DTU's udviklingskontrakt 2006-2008 (kan ses her) taler kun i generelle vendinger om den institutionelle forskningsfrihed:

“3. Forskning
DTU arbejder aktivt for at udfolde den institutionelle forskningsfrihed til langsigtet gavn for erhvervsliv og samfund. Det sker ved en bevidst ledelsesindsats, fastholdt i kontrakter mellem direktionen og ledelsen af institutterne, der sigter mod at vedligeholde og udbygge forskningens infrastruktur og mod at nurse de tidlige talenter.”

- Hvordan virker dette i praksis, hvordan nurser DTU-ledelsen deres talenter? Tjaeh, det kan vi jo reelt ikke vide noget om, så i stedet vil vi anvende scenarie-metoden kendt fra debatoplægget "Forsknings- og ytringsfriheden på universiteterne" fra Videnskabernes Selskab, hvor man giver en række "beretninger fra en fiktiv fremtid". Antag således følgende, tænkte situation: Hans Hansen er ansat som lektor på et universitet indenfor fagområdet F, hvor han dyrker sit speciale Fx. Nu rygtes det, at Hans Hansen af sin institutleder er blevet pålagt at skifte forskningsemne, og en kollega til Hans Hansen fra et andet universitet, der synes det lyder som en klar krænkelse af forskningsfriheden, henvender sig til Hans Hansens institutleder, for at høre, om rygtet taler sandt. Kollegaen får dette svar:

"Hans Hansen har i en overgangperiode fået lov til at forfølge sin interesse for Fx, men er nu blevet bedt om at formulere et forskningsprojekt indenfor det område, afdelingen skal varetage, nemlig Fy. Der er således ikke tale om at begrænse en forskers frihed, men at den pågældende i en periode har fået frihed til at forske uden for afdelingens fokusområde."

Hans Hansen oplever det ikke således. Han blev ansat på universitetet med en klar international profil indenfor Fx. Derfor oplever han pålægget om at skifte emne som et urimeligt diktat. Hvad er pointen i dette hypotetiske tankeeksperiment? At spørge: Kan en institutleder agere sådan i forhold til sine underordnede? Er det god forskningsledelse og respekt for den akademisk frihed?

I Tim Knudsens indlæg "Åndsfrihedens udhuling på universiteterne" (Information d. 22/9-2006) skriver han:

"Formelt set var den enkelte forskers forskningsfrihed allerede fjernet et årti før. Men det fik ikke større effekt, fordi en institutleder fortsat skulle vælges. Nu bliver universiteternes ledere fra rektor til institutledere udnævnt. Lederne kan de facto lettere gribe ind. Eksempelvis krævede en institutleder af en professor, at han forlod det forskningsområde, som han havde meriteret sig på over 30 år for at koncentrere sig om den forskning, som institutlederen prioriterede. Professoren, der var fyldt 60, forlod i stedet Danmark."

Det skal hertil bemærkes, at nogle mener, at er sket den ændring siden da, således at institutlederens magt nu er noget stækket: Spørgsmålet om man befinder sig indenfor forskningsprofilen, skulle nu være lagt op på universitetsniveau, hvad der skulle give videre rammer. Hertil må vi spørge, om det er nedfældet i nogen regler? Betyder det fx, at en institutleder ikke på eget initiativ, uden dekan eller rektors godkendelse, kan tage skridt til at indskrænke en forskers arbejde med et bestemt emne? Er retstilstanden klar?

Hertil udtaler Jens Vraa-Jensen fra DM (Dansk Magisterforening) følgende i en mail til undertegnede af 21/8 (citeret med tilladelse fra J.V.-J.):

"Vi har fra DM over for VTU fremført, at det er et problem, at forskningsfriheden i den nuværende lov alene er defineret (og beskyttet?) som en residual forstået som den tid, der er tilbage når de pålagte opgaver (typisk undervisning og/eller kontraktforskning) er løst. Vi har fremført overfor ministeriet, at det giver institutlederen mulighed for at pålægge en kontroversiel forsker så mange pålagte opgaver, at der ikke er tid til overs til at udøve sin forskningsfrihed i. Svaret har været, at det i givet fald ville være i strid med den indledende bestemmelse i universitetsloven, hvoraf det fremgår at en af universitetets forpligtelser er at forsvare forskningsfriheden, og denne bestemmelse vil i givet fald (efter ministeriets logik) bliver overtrådt, hvis institutlederen pålægger den enkelte bundne opgaver, som fylder hele den betalte arbejdstid. Det store problem i denne form for logik er jo, at det ikke er den samme (institutlederen) som har muligheden for at pålægge bundne opgaver, som også har ansvaret for universitetets generelle forpligtelse til at forsvare forskningsfriheden som sådan. Vi har derfor plæderet for, at der skal være en større lovsikret sikring af forskningsfrihed end blot denne residual, som jo endda yderligere begrænses af universitetets strategiplaner, som fremgår af udviklingskontrakten.

I tiden efter vedtagelsen af universitetsloven og under processen med udarbejdelse af vedtægter m.v. var der nogle institutioner, som forsøgte med en yderligere indskrænkning til, at forskningsfriheden ikke skulle kunne udøves inden for det samlede universitets strategi, men begrænses til det enkelte instituts strategiplaner. Dette blev trods alt afvist af ministeriet, så det fremgår (mig bekendt) af alle vedtægter og udviklingskontrakter, at det er den samlede strategiplan, som danner begrænsningen – men det er jo i sig selv også slemt nok."

Ja, slemt nok er det mht. niveauet svarende til "universitetets samlede strategi", men værre er det, at der i en udviklingskontrakt (som fx DTU's) kan være indskrevet en passus om den institutionelle forskningsfrihed, som kan misbruges og bestemt ikke hjælper en forsker, der påbydes at skifte forskningsemne. Den slags skift kan man sagtens forestille sig at ledelsen vil ønske som svar på behov for nye kilder til funding, for at forfølge mere politisk set opportune forskningsretninger, mere "strategisk" eller kommercialiserbar forskning, osv. - med andre ord hensyn, som er den egentlige forskning fremmed.

Det er altså et klart behov for at lovfæste den individuelle forskningsfrihed på de af de danske forskningsinstitutioner, som vil være rigtige universiteter. Underforstået er naturligvis opfyldelse af rammebetingelser som dokumentation og publiceringspligt (forskningsfrihed legitimerer ikke inaktivitet) og kompetencebaggrund (forskningen sker med baggrund i fagligt relevante kompetencer).

Til sidst et ord om forskningsledelse. Det vigtigt at huske, at god forskningsledelse ikke behøver at stride imod en håndhævelse af respekten for den individuelle forskningsfrihed: Den gode leder formår oftest at samle selv individualister om fælles projekter og undgå, at en afdeling falder fra hinanden i serielt isolerede småprojekter, hvis det er det, som er bekymringen. Men når god ledelse fejler og der opstår konflikter om fx valg af forskningsemne, er der brug for en klarere retstilstand, som sikrer forskningsfriheden bedre.

Professionshøjskoler

Jeg opdagede pludselig en interessant klingende masterafhandling fra RUC, april 2007, skrevet af Astrid Høgh Olsen og Marianne Bredberg, som hedder Professionshøjskoler, eller oversat til internationalis og med undertitel: University Colleges - based on Bourdieu's field theory and analysis. Her er en sammenfatning af afhandlingen:

"Denne masterafhandling tager sit udgangspunkt i en uddannelsesreform, hvor de mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner fusioneres til få, flerfaglige professionshøjskoler. Interesser og modsætninger er omdrejningspunktet i afhandlingen. Teoretisk tages der udgangspunkt i Bourdieus feltteori. Desuden inddrages professionsteori til at belyse specifikke danske professionsproblematikker. Ud fra analysegenstand og teoriramme foretages der en feltanalyse, med fokus på interessemodsætninger og magt i feltet. Empiren består af væsentlige dokumenter fra væsentlige agenter. Der konstrueres væsentlige positioner og konflikter positionerne imellem. Der foretages desuden en dybdegående analyse af agenternes og positionernes interesser, samt deres anvendelse af forskellige kapitalformer som led i at få deres interesser igennem. Ud fra feltanalysen konkluderes, at uddannelsesreformen er styret af et økonomisk rationale, hvor der sker en markedsgørelse af uddannelsesfeltet. Reformen fremstår som et centralistisk tiltag fra politisk side, hvor de kommende professionshøjskoler vil blive styret på baggrund af udviklingskontrakter med Undervisningsministeriet. Desuden er der tegn på, at uddannelsesreformen vil bidrage til forandringer af professionernes fagidentiteter og handlingsrationaler.
Nøgleord:
Professionshøjskoler, Bourdieu, feltanalyse, interessemodsætninger, professioner."

Da bloggen som bekendt hungrer efter teoretiske redskaber til at analysere omlægningerne på universiteterne slog det mig, at der måske var noget at lære her, og jeg kontaktede de to forfattere.
- Hvad har fået jer igang med at foretage denne analyse?
“Oprettelse af professionshøjskoler fandt vi interessant, fordi der er tale om en stor uddannelsesreform, der tilsyneladende er gået næsten upåagtet hen i medier og fagblade. Derfor benævner vi reformen ”Den usynlige uddannelsesreform”.
Igennem vores foranalyse af problemfeltet blev vi opmærksomme på store interessekonflikter, der var på spil: Hvem ville fusionere med hvem? Hvem ville slet ikke fusionere? Hvilke argumenter blev anvendt i kampen for og imod oprettelse af professionshøjskoler?
Det blev tydeligt for os, at der var tale om konfliktfyldte praktiske, politiske processer med interesser, der ikke tydeligt fremgik af dokumenter og øvrig argumentation. Dette lagde op til at anvende Bourdieus teorier og metodeanvisninger med fokus på en feltanalyse, hvor vi kunne afdække sammensatte sammenhænge og interesser, som agenternes og positionernes strategier muligvis skulle tilgodese."

- Hvorfor er Bourdieu's tilgang nyttig her, og kunne denne også anvendes på analysen af de igangværende reformer på universiteterne?
“De igangværende reformer på universiterne mener vi har fællestræk med kampen omkring oprettelse af professionshøjskoler: Sparsom offentlig debat, udviklingskontrakter, øget markedsgørelse af uddannelsessektoren, central politisk styring, sparsomme muligheder for reel indflydelse på processen samt politiske og praktiske magtkampe. På sigt forestiller vi os, at reformerne får betydning for de studerendes fagidentitet og handlingsrationaler, når de allerede under uddannelsen bliver mødt med stigende krav om øget erhvervsrettethed og flerfaglighed.
Derfor vil en Bourdieusk feltanalyse, af de igangværende reformer på universiteterne, kunne afdække de mere skjulte og upåagtede interesser, der ikke ses tydeligt i debatten."

- Hvordan kan de aktører, I har analyseret, udnytte resultaterne af analysen?
“Vores analyseresultater, mener vi, vil kunne anvendes forskelligt, afhængigt af agenternes ”point of view”. Nogle agenter (de dominerende i feltet) vil sikkert hævde, at der overhovedet ikke finder en konflikt sted, men at der er tale om en ligeværdig og demokratisk proces. Andre (fx agenter uden reel indflydelsesmulighed på reformprocessen) vil måske kunne anvende analyseresultaterne til at blive opmærksomme på ”spillet” - om magt og indflydelsesmuligheder eller mangel på samme. Vores analyseresultater kan, optimistisk set, bidrage til en øget erkendelse, bevidstgørelse og ikke mindst offentlig debat om det værdiskifte, der accelererer indenfor uddannelsessektoren, samt sætte fokus på den afdemokratisering, som der er tegn på i de igangværende uddannelesreformprocesser.”

Masterafhandlingen er tilgængelig fra RUC’s website, arkivet her (indgang, pdf-fil).

Tillykke til CFA !

Tillykke med de 10 år, CFA !!! Center for Forskningsanalyse har netop udsendt en art jubilæums-nyhedsbrev (se her), og der er bestemt grund til at fejre dem. Bl.a. henviser det til en fin introduktion til centerets aktiviteter gemmen 10 år.
For få dage siden informerede universitetsstyrelsen under videnskabsministeriet om at "det er tid for at påbegynde arbejdet med udviklingskontrakterne for 2008-10." De to nyheder minder mig om tre ting:
• Den tidligere Århus-rektor Lehmans beskrivelse (gengivet i en klumme for nyligt), at "det var eksplicit frivilligt, om universiteter ville indgå en kontrakt, men det var meget uklart, hvad det implicerede, hvis man ikke formulerede en", underforstået, at frivillighed var et blålys.
• Videnskabsministeriet gik forrest og viste en tredje vej for de andre ministerier i spørgsmålet om eventuel brug af tidligere (nu indfusionerede) sektorforskningsinstitutter til myndighedsopgaver (som nu kan udliciteres): Brug ikke disse, men udliciter heller ikke! Gør som vi: Opbyg Jeres egne enheder i ministeriet til de opgaver, der er brug for. Opgaven i nærværende tilfælde er en indikatormodel med tilknyttet måle- og dokumentationsapparatur. Her gik man uden om CFA og skaber nu en enhed i ministeriets forskningsstyrelse (FIST) til opgaven (som omtalt her på bloggen). Men okay, det ville nok også se sært ud, hvis ÅU, som CFA nu hører under, fik opgaven, når ÅU selv snart skal "konkurrere" med de andre universiteter om basismidlerne.
• I notatet "Udviklingskontrakter mellem Forskningsministeriet og Universiteter - Belyst med inddragelse af erfaringer fra Benchmarking og Evalueringer" fra 1998 (kan downloades her), som blev til efter en henvendelse fra daværende forskningsminister Jan Trøjborg, skrev Karen Siune, leder af CFA, og Bettina Damm følgende:

"Benchmarking, uanset at det ikke er en epokegørende ny metode, pålægger den enkelte institution at overveje sin egen situation og overveje med hvem, det er rimeligt at sammenligne institutionen. Overvejelserne kan gøres til genstand for interne drøftelser med deraf følgende opmærksomhed og eventuel selverkendelse. Sammenligningerne med andre kan gøre institutionen/universitetet i stand til at definere sine mål, som kan udtrykkes i en udviklingskontrakt, såfremt målene accepteres som relevante og gyldige mål for institutionen af kontraktpartneren, der i dette tilfælde er Forskningsministeriet eller evt. både Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet. Elementerne i den indgåede kontrakt skal gøres til genstand for almindelig åben debat, for uden denne offentlighed om målsætningen kan det ikke forventes, at institutionerne kan leve op til målsætningen. Stærke ledere har også brug for, at andre, og her ikke mindst de ved institutionen ansatte, har kendskab til målene. Ideelt set skal målene opstilles som led i en intern dialog, førend målene forhandles med den eksterne kontraktpartner in casu ministeriet." (Min fremhævelse, CE)

Det er en vældig god pointe om offentlighed, Siune & Damm her drog frem, og det må jo siges at være et meget ømt punkt i hele processen med udviklingskontrakter som vi kender den i dag, og det samspil mellem benchmarking (nu som algoritme) og udviklingskontrakter, som vi nu får, hvis det står til ministeriets planer, bliver noget anderledes. Jeg ved ikke om der er andre grunde til at CFA ikke fik opgaven end nuværende beliggenhed på ÅU, men måske skal man også benytte fødselsdagen til at sige tillykke med det! Sander siger næsten, at I nu (som ex-sektorforskere) har endnu større forskningsfrihed end før, og det lader da også til, at båndene til ministeriet, uanset om de har været løse eller snærende, nu helt er kappet. Derfor kan man måske endda ønske FIST tillykke med en ny kritisk modspiller til deres egen kvalitets- og forskningsevalueringsenhed? Lad os da håbe det.

Tillid er godt, tilsyn er bedre

Dette er hverken Adam Smiths usynlige hånd, eller den usynlige armslængde mellem de "selvejende" danske universiteter og UBST - Videnskabsministeriets specialtropper med Jens Peter Jacobsen og René Bugge Bertramsen i spidsen, også kaldet Universitets- og Bygningsstyrelsen. Det er forsidebilledet af en pjece om kontrol fra samme enhed, Udvikling af universiteter - et moderne tilsyn, øjensynligt skrevet til universiteternes bestyrelser og de øvrige lederlag, så man bedre kan tilegne sig kontrolstofskiftets cyckliske processer (også kaldet tilsynscyklussen). Om pjecen kan man læse denne intro fra kommandoens egen hjemmeside (www.ubst.dk) under nyheder (d. 18-06-2007):

"Universitets- og Bygningsstyrelsen har igangsat et arbejde med at videreudvikle styrelsens tilsyn med universiteterne. Der ønskes en mere systematisk struktur og ramme for Universitets- og Bygningsstyrelsens tilsynsaktiviteter, der tydeliggør sammenhængen mellem de enkelte aktiviteter og gør styrelsens tilsyn mere effektivt, synligt og gennemskueligt. Gennem et mere brugerorienteret tilsyn, der tager udgangspunkt i universiteternes virke, skabes der endvidere grundlag for løbende at vurdere, om der er mulighed for en forbedring af det regelsæt, der regulerer universiteternes virksomhed.
Der er udarbejdet udkast til en rapport, der beskriver rammerne for det fremtidige tilsyn med universiteterne. Universitets- og Bygningsstyrelsen vil over sommeren drøfte rapporten med universiteterne og Rigsrevisionen med henblik på at arbejde videre med det nye tilsynskoncept."

I pjecen (her i pdf) finder man denne formulering:

""Universiteterne er selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning under tilsyn af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling."
Det betyder, jf. universitetslovens styringsbestemmelser, at universitetsbestyrelserne er ansvarlige for universitetets virke, herunder forvaltningen af universiteternes samlede ressourcer. Universiteterne har dermed et vidtgående, selvstændigt ansvar for implementeringen af den lovgivning universiteterne er underlagt, herunder de samfundsmæssige og politiske forventninger, der formuleres for universiteternes virksomhed." (s. 8)

Ærgerligt man hverken er sociolingvist eller magtteoretiker, for det er da en interessant sprogbrug. Længere fremme læser man at

"Selvejekonstruktionen har skabt en situation, hvor styrelsen skal udføre tilsynet på en ny måde, blandt andet for at sikre, at tilsynet ikke underminerer selvejet. Med universiteternes selveje er der indført en opgavefordeling mellem universiteternes ledelser og styrelse, der skaber en vis armslængde mellem universitet og styrelse. Sigtet med UBST's nye tilsynspraksis er, at den skal understøtte de intentioner, som lå bag beslutningen om universiteternes overgang til selvejende institutioner. Denne armslængde udvikles samtidig af universiteternes arbejde med at styrke institutionernes egenkontrol.
UBST skal derfor ikke udelukkende fungere som en kontrolinstans, der kun handler, når universiteterne har begået fejl. Tilsynet skal også have et udviklingsorienteret fokus, der sigter mod at understøtte universiteterne i at varetage deres forpligtelser." (s.9)

Som barnet skal lære at ville være lydig mod loven, skal UBST understøtte universiteterne i at tage ansvar for "politiske forventninger, der formuleres". For en naiv læser som undertegnede, er pjecen fyldt med mange gode intentioner, herunder hensigten at - om ikke øge så - tydeliggøre armslængdeprincippet, og skam få den, der tænker ilde derom!

Organigrammatologi

Den komparative organigrammatologi, videnskaben der studerer organisationsdiagrammer for forskellige organisationer og de historiske, sociale og semiotiske kontekster for disse diagrammer, giver anledning til interessante overvejselser i forbindelse med forsøget på at nå frem til bestemmelsen af et universitets "kvalitetsvægt" - det magiske tal, som for det enkelte universitet skal bestemme størrelsen af de "basisbevillinger", universitetet tildeles. Se fx på disse to organigrammer, først det øverste (original her, eller klik på billedet) over Århus Universitet, der nu omfatter sektorforskningsinstitutionerne Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks Jordbrugsforskning samt en Handelshøjskole.
Sammenlign med Københavns Universitet her til højre (fra planen her, følgeskrivelse her, eller klik igen). Ser man bort fra åbenlyst diagramæstetiske forskelle, og det forhold at KU's diagram klart indikerer en bred vifte af nye afdelinger i administrationen som fx innovations- og forskerservice, der naturligt hører til i ethvert postakademisk universitet, så tegner der sig interessante ligheder, såsom mangfoldigheden af forskningstyper, som det må være svært at måle output af på nogen ensartet facon. Man lægger selvfølgelig også mærke til de indfusionerede sektorforskningsinstitutioner på ÅU, som måske afstedkommer ekstra udfordringer hvad angår opnåelse af enighed om retfærdigheden i det indbyrdes vægtforhold mellem hovedindikatorerne (for kvantum videnspredning, undervisning, forrskning og formidling) som eftersøges. Hvordan skal myndighedsopgaver, fx meget store overvågnings- eller udredningsopgaver, pointgives? Se også en klummen om mysteriet om hvem der beslutter sig for disse ting, i Weekendavisen i dag.

Mere om "kvalitetetsmåling"

Sagen om det formodede system til "måling" af "kvalitet" på Københavns Universitets humanistiske fakultet bliver mere og mere fascinerende og forbløffende, som tiden skrider frem. Sidste nummer af Universitetsavisen (nr. 6, 27. april 2007) rummer først et referat fra stormødet på fakultetet om pointsystemet den 11. april 2007 og siden et indlæg om sagen af dekan Kirsten Refsing. Begge er bemærkelsesværdige.

Det mest slående udsagn på stormødet kom fra en af systemets ophavsmænd: professor Peter Harder fra Engelsk. Han vinder min respekt på dette punkt, skønt vi er uenige, dels fordi han svarer relevant på indvendinger, dels fordi han på mødet erklærede, at det vigtige ved systemet slet ikke er målingen af forskningskvalitet. Det handler i stedet

"om at Humaniora har brug for et system der kan overbevise omverden, rektor og videnskabsministeriet om at de for noget for de penge de poster ind i humaniora. "Så lad være med at kalde det kvalitetsmåling. Det er det ikke, det er et skalkeskjul," sagde Haarder."

Senere citeres han for at "den såkaldet kvalitetsmåling bare er en måde at holde "de glubske ulve" på afstand". Vi, der var til stede ved mødet, kan bevidne, at professor Haarder ikke er for skarpt citeret, var hans indlæg noget, var det skarpere endnu. Jeg er enig hele vejen igennem, men drager den modsatte konklusion. Gad vide, hvad rektor og ministeriet siger til denne erklæring om at ville præsentere dem for et skalkeskjul.

Helt så skarpt formulerer dekan Kirsten Refsing sig ikke i sin KUmmentar om målesystemet. Men hun erklærer sig dog enig i et af de centrale kritikpunkter, når hun siger, at "en simpel kvalitetsindikator som fagfællebedømmelse naturligvis ikke er udtryk for en differenteret kvalitetsmåling i sig selv. Enestående og middelmådige tidsskriftsartikler der begge er fagfællebedømte vil i modellen opnå samme pointtal" og fortsætter "der findes næppe objektive og målbare vurderinger af kvaliteten af humanistisk forskning".

Vi må da vist snart til at give dimsen et andet navn end "forskningskvalitetsmålingssystem", når alle nu er enige om, at den ikke måler forskningskvalitet. At Kirsten Refsing alligevel forestiller sig, at systemet vil fremme en hensigtsmæssig adfærd, forekommer mig tvivlsomt al den stund, den adfærd, systemet åbenlyst opfordrer til, ikke så meget er fagfællebedømmelsen som en høj publikationshyppighed, da man pointbelønnes efter antallet af publicerede enheder, ikke efter hvor gode de er.

Rektorer: Hvor er selvstyret?

Nyhed udsendt af nyheder@forskeren.dk:
Statusnotat fra Rektorkollegiet oplister om politikerne har opfyldt deres løfte om "selveje" og "selvstyre" til universiteterne.
Svaret er nej. Se www.forskerforum.dk

McDonaldisering via udviklingskontrakter

"Hvorledes kan man vurdere forskning og allokere ressourcer til forskning uden at hæmme motivationen og sætte kreativiteten på spil?"
Det spørgsmål, søger Mai Linneberg, Hanne Nørreklit og Philipp Schröder, alle tre fra Handelshøjskolen i Aarhus, at belyse i et nyt bidrag, ”Profession versus udviklingskontrakter i samfundsvidenskabelig forskning: Baggrund & konsekvenser ved et paradigmeskifte” (udg. i De nye Professionelle, red. Larsen og Hein, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2007). Jeg fandt en omtale af det på Handelshøjskolens hjemmesider, fik uddybende information, og videresendte til arkivet (her...). Forfatterne spørger:

Det er regeringens ambition at stimulere ideer, opfindelser og innovation med henblik på, at Danmark skal kunne være innovativt førende og klare sig blandt de bedste globalt set. Simultant implementer Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling kvantitativt fokuserede udviklingskontrakter på de højere læreranstalter. Hænger dette mon sammen?

Forfatterne fremfører, at forskningsprofessionen siden 1960erne er blevet svækket i universiteternes transformation fra dannelsesinstitution til udannelsesinstitution. Det bevirker, at tilliden til universiteternes professionsbaserede selvstyring er forsvundet og udviklingskontrakten er blevet sat i stedet. Artiklen viser, at kontrakterne kan være effektive som disciplineringsteknik, men at man risikerer at standardisere forskningen, hvorved kontrakterne vil virke begrænsende på 'innovationen' (forfatternes ord for kreativitet og originalitet i forskningen):

"Således indebærer en øget resultatstyring en risiko for alt for stramt at definere, hvad forskning består i og en kvælning af forskernes nysgerrighed og engagement. Og i takt med denne ”McDonaldisering” af forskningen opstår faren for en forringelse af innovationsgraden."

Artiklen diskuterer også alternativer til at opløse dilemmaet mellem på den ene side at ville styre forskningen og på den anden side at ville styrke det innovative element og bibeholde motivering af medarbejderen. Se mere om bidraget her.... Jeg tror, at de tendenser forfatterne beskriver for samfundsforskningen generelt gælder megen grundforskning indenfor hovedområderne.

KU frygter også Sanders lov

Så fik medarbejderne mulighed for at se KU-ledelsens bidrag til universiteternes høringssvar på udkastet til ny universitetslov. Vi omtaler høringssvaret mere detaljeret på bloggen her... hvor der også henvises til hele dokumentet. KU udtaler sig bl.a. imod at forskningsfriheden begrænses gennem henvisning til udviklingskontrakterne, ligesom man er imod den detail-styring, som også rektorkollegiet (som tidligere omtalt her...) reagerede imod.

Hykleriet om forskningsfriheden

Hykleriet om forskningsfriheden
(kommentar) Dagbladet Information, 13. december 2006
AF: Jens Erik Kristensen.
Den største trussel mod forskningsfriheden kommer i dag entydigt fra Videnskabs-ministeriet og fra ministeren selv
Læs mere her ...