lørdag den 24. marts 2007

Udkast til et forskningspolitisk credo

Nu har der nogle gange på bloggen været påtaler af den tendens, bloggen var skrevet ud fra. Det er derfor på tide, at der bliver gået til bekendelse. Hvad tror vi på forskningspolitisk? Det er ikke nok at forsage Sander og alle hans gerninger og alt hans væsen. Hvis ikke vi er villige til selv at arbejde med at formulere - eller reformulere - alternativet, går kritikken ikke på to ben. Det følgende er et omrids af mit bud.

Et forskningspolitisk credo altså. Det må selvfølgelig blive tentativt, men derfor er det ikke mindre nødvendigt - også for at kritikken af os kan ramme os. Man kunne kalde det en art forskningspolitisk falsifikationisme: Hvis ikke man gør sig tydelig og kritiserbar (men NB ikke kritisabel!), bliver man umulig at diskutere med, hvad der straks straffer sig af ironiske bagveje, idet man vil blive ramt af uberettiget kritik, fordi kritikeren ikke kan se, hvad det er, han kritiserer. En passende straf for ikke at have formuleret sig præcist nok må vel være, at man ikke bliver kritiseret præcist nok.

For mit eget vedkommende lyder credoet således: Jeg tror på det borgerlige universitet,
Jeg tror på den universitære åndsfrihed som et umisteligt samfundsmæssigt gode, der blev forsvaret imod den revolutionære universitetsforståelses ensretning i halvfjerdserne, og jeg tror på forsvaret af denne åndsfrihed imod de angreb, nutidens enøjede universitetspolitik udsætter den for. Alle disse tre punkter må forstås i deres sammenhæng med hinanden.

En central uenighed i striden mellem den borgerlige og den revolutionære universitetsforståelse udsprang af deres forskellige syn på forholdet imellem menneske og samfund og en deraf følgende forskel i deres syn på universitetets funktion. For den revolutionære er det borgerlige samfund en undertrykkelsesmekanisme, der holder mennesket i et greb af ideologi, uvidenhed og falsk bevidsthed. Universitetet skal derfor angribe og nedbryde den falske bevidsthed med henblik på en fornyet forståelse af de objektive forhold i samfundet (altså undertrykkelsen) og en deraf følgende fundamental, revolutionær forandring af samfundet i mere menneskevenlig retning.
Det borgerlige universitet hævder i modstrid med dette, at det borgerlige samfund med alle sine bræk og brøst er menneskets rette omgivelser, at der altså fundamentalt er tale om et fællesskab og ikke om en undertrykkelsesstruktur. Det tror på en fundamental loyalitet imellem samfund og borgere, som kan være af meget forskellig karakter, men som har det grundlæggende træk, at samfundsmagten skal opfatte sig som forpligtet over for borgernes interesse, og at borgerne på deres side ikke må nedbryde samfundet for deres egne interessers skyld. Derfor bliver universitetet et led i samfundets interne balance. Det skal sikre, at samfundet har adgang til den bedst mulige forståelse af en række emner, der er relevante for samfundet og dets indbyggere, og det skal sikre, at der i loyalitet med samfundet kan rettes sagligt begrundet kritik af problemer i samfundet. Samtidig er det det borgerlige universitets kendetegn, at det bevarer og udvider samfundets base af viden og fortolkninger ud fra den betragtning, at ingen ved, hvad hvem har brug for at vide nu, og endnu mindre hvad hvem har brug for at vide imorgen. Havde man i 1970'ernes begyndelse fortalt os, at arabisk ville blive et centralt fag på universitetet i 2007, var man blevet grinet baglæns ud af auditoriet.

Det borgerlige universitets sejr over det revolutionære er et gode for både samfund, borgere og universitet. Det sikrer, at samfundet har adgang til en selvkritik, der er loyal over for det, og som det derfor trygt kan låne øren, idet kritikken sigter imod at forbedre samfundet, ikke imod at nedbryde det.

Problemet er imidlertid, at universitetets helt centrale samfundsmæssige funktion er blevet glemt. I stedet har vi fået en økonomisk kalkule, som sigter imod at universitetets arbejde skal omsættes til mest mulig samfundsmæssig nytte på andre og reducerede vilkår. Nytte defineres her som to ting: 1) Økonomisk fremgang, særligt for erhvervslivet 2) løsning af konkrete og af samfundet enten opstillede eller på forhånd legitimerede problemer. Dette sker ganske vist bag en række floskler om grundforskning og forskningsfrihed, men reduktionen bliver ikke mindre af den grund, for i den konkrete udmøntning af politikken trækkes der hele tiden imod erhverslivet, og der trækkes imod den anvendte forskning, mens grundforskningen - skønt den givet er universitetets vigtigste funktion - opfattes som det, der skal legitimere sig - og vel at mærke legitimere sig på vilkår, som ikke er dens egne.

Der er derfor brug for, at nogen fastholder og kæmper for, at både universitetet og samfundet lider skade, hvis ikke universitetet får lov at operere frit - i borgerlig loyalitet med samfundet og netop derfor kritisk over for samfundet. Dette må ske i en løbende kritisk stillingtagen til nye initiativer på området og med et konstant blik på konsekvenserne af allerede implementerede strukturer. Det må også ske med skarphed, ikke blot fordi der er meget at kritisere, men også fordi den bedøvende enighed imellem de største partier og ledelsesstrukturernes entydige magt over de ansatte nødvendiggør anvendelsen af den skarpe lud.

4 kommentarer:

Claus Emmeche sagde ...

Jeg har først en redaktionel kommentar. Det er godt at lade de 1000 forskellige politiske holdninger blomstre i bloggens diskussioner. Mine egne hvæsere skal ikke forstås som nogen generel linie for bloggen. Og så min personlige kommentar:

Fint at overveje alternativer, men behøves et "credo"? (selve ordet kommer af "trosbekendelse"). Man kan vel godt pragmatisk kritisere forringelser af en samfundsinstitution ud fra konkrete erfaringer af institutionens virke før og efter forringelserne ... uden at skulle erklære sig loyal mod "det borgerlige samfund". Jeg skulle have fat i den store danske encyklopædi og se under "borgerlig" (som har adskillige betydninger) og "loyalitet" for at støtte mit forsøg på at forstå dit credo: Mener du, at eksempelvis samfundsvidenskaberne skal levere samfundskritik der er loyal overfor samfundet? Der er noget der skurer i mine ører. Loyal kan betyde lovlydig og det skal vi jo alle være, og det kan betyde "trofasthed overfor magthavere, arbejdsplads mv" - men det er vel ikke lige dét du mener, at fx sociologi og filosofi skal afkræves loyalitet i den forstand? Det bliver pinagtigt at drage de forskningspolitiske konsekvenser. Er bekendelser af tro på borgerlighed nu blevet nødvendige for at virke troværdig? Jeg ved godt du ikke mener borgerlig i partipolitisk forstand, og heller ikke borgerlig i dagligdags forstand som det at have en konventionel tankegang, men måske skulle man så finde et mere præcist ord. Demokratisk? I så fald kunne vi vel ønske os et mere demokratisk universitet.

Lennart Kiil sagde ...

Godt og ærligt indlæg.

Men.

Hvorfor ikke snakke om det 'åbne samfund' eller det 'liberale demokrati' i stedet for det borgerlige over for det revolutionære?

Så vidt jeg kan se, trækker credoet da en del på Karl Popper?

Heine Andersen sagde ...

Sunes credo er uden tvivl velment, men for snævertsynet og naivt - men kan jo ikke læse det anderledes end at en form for ideologisk binding og indsnævring skal erstattes med en anden. Ordet "loyalitet" er et gummibegreb, som er direkte farligt at stille op som krav til videnskaben. Tænk hvis det fx kom ind i et videnskabsetisk kode. Så kunne forskere blive indklaget for mangel på borgerlig loylalitet overfor samfundet. Mangel på "Loyalitet" er ofte blevet anvendt som fyringsgrund, hvis ledelsen absolut ikke kunne finde nogen konkret forseelse hos en, som man gerne ville skaffe sig af med.

Sune Auken sagde ...

Sune Auken said...
Tre svar:

Claus Emmeche

Herligt at få en udfordring til et synspunkt. Det var der til det samme. Det er uakademisk at gå i takt, hvis ikke man indimellem spørger, hvordan det fælles fodslag ser ud. Vi ligger i en strid om ord, og som akademikere ved, så er en strid om ord alt andet end en strid om ord. Jeg er enig med dig i, at mine ord kan betyde rigtig mange forskelige ting, og at nogle af disse er uheldige i sammenhængen. Lad os ride en tur til:

Credo? Uha. Guilty as sin! Ærgerligt selv at skulle udlægge sine retoriske virkemidler: Hvis du kigger nøjere efter, ligger den apostolske trosbekendelse lige inde bagved i min tekst. En forsagelse (Sander og alle hans gerninger og alt hans væsen) og en tredobbelt erklæring af den positive tro, som knytter sig til tre samhørige elementer (en treenighed!). Alle fagfolk går rundt med et medlem af et andet fag i maven, som græder og vil ud. Min er teolog. Bemærk dog også det let ironiske lys, som den intertekstuelle reference knytter til mit eget højst mådelige, tentative og omtrentlige credo: Mit hjemmesløjd over for apostolicum – uha igen.

Borgerlig? Det har, som du har lugtet, ikke med en bekendelse til partierne til højre for midten i folketingssalen at gøre. Jeg er et meget passivt medlem af SF (og har en enkelt gang været ekskluderet for kontingentrestance – jeg skylder vistnok stadig 300 kr.), men jeg er dog medlem og har det fint med det. Pointen er en anden, dobbelt. Pointen er nemlig for det første at afgrænse min position over for den revolutionære universitetsforståelse. Det har den helt centrale grund, at kritikken af ændringerne på universitetet ikke må kunne slås i hartkorn med en tidligere tids revolutionære universitetskritik, som er og bør være død. Det er ikke et spørgsmål om, at jeg ønsker at fremme nogen specielt venstreorienteret dagsorden i universitetets strukturer (ikke medmindre det er blevet et venstreorienteret monopol at gå ind for forskningsfrihed – og så vidt er vi ikke kommet og kommer det forhåbentlig heller ikke). Når jeg ikke har valgt ”demokratisk”, er det fordi, det kunne læses ind i det revolutionære én gang til, men jeg mener selvfølgelig, at universitetet har centrale demokratiske funktioner. Pointen er for det andet, at jeg ønsker at betone universitetets loyalitet over for samfundet. Dermed er vi fremme ved det næste ord, nemlig:

Loyal? Ok. Mangfoldigt ord igen. Jeg går ind for nogle typer af loyalitet og er modstander af andre. Lad mig præcisere: Hvem er loyal på den bedste måde: Den, der siger dig det, du gerne vil høre, eller den, der siger dig det, du har brug for at høre? Og hvem er klogest: Den, der forlanger den første type af loyalitet af sine undergivne, eller den, der forlanger den anden? Universitetets loyalitet skal være så udpræget den anden: Den skal ideelt set kunne analysere og kritisere samfundet til bunds, og den erkendelse, universitetet fremarbejder, kan give grunde til at forandre samfundet – endda fundamentalt. Men det må foregå inden for rammerne af det borgerlige demokrati (og nu begynder vi at køre i ring). Deraf følger også, at det ikke er en hvilken som helst positivt eksisterende samfundsstruktur, universitetet skal opfatte sig som loyal over for. Jeg tror ikke, at vi er ret langt fra hinanden...

Lennart Kiil

Modig? Tak, men nej. Jeg har såmænd blot udtrykt en lidt skarp holdning blandt venner og ikke sagt noget, jeg ikke ville være villig til at sige i så mange andre sammenhænge. Det gør jeg ganske trygt og uden nogen form for nervøsitet. Det eneste, der er marginalt modigt, er selve det at spille positivt ud, da det er lidt mere intellektuelt risikobetonet end at forblive i den kritiske modus. Hvis der er mod repræsenteret her på bloggen, så ligger den i selve det, at der kritisere opad imod instanser, dekanat, rektorart, bestyrelse, ministerium, der har magten over vores arbejdsliv. Men: Ingen bliver hængt, ingen bliver skudt ved daggry. Der skal mere til mod.

Popper? Tjo. Jeg har stor respekt for ham. Det må en hermeneutiker som jeg næsten have, fordi der er så mange forbindelsespunkter. Mit indtryk er – uden at have studeret det store værk – at Poppers læsninger af Platon og Hegel er noget hårdt førte og temmelig reduktive i'et. Men de af hans artikler, jeg har læst (nogle af dem fra Kritisk rationalisme), husker jeg som imponerende.

Åbent samfund? Any day, og det forudsætter blandt andet et universitet, der ikke er blevet ringforlovet med for snævre erkendelsesinteresser.

Liberalt demokrati? Ok, hvis bare jeg ikke dermed bliver meldt ind i venstre, hvis forhold til universitetets frihed jeg anser for pervers: Frihed er, når regeringen bestemmer det hele og erhvervslivet resten. Ikke at socialdemokraterne er meget bedre på dette punkt, men jeg har dog stadig forhåbninger til dem.

Heine Andersen

Ikke læse det anderledes? Læs igen.

Loyal: Se ovenfor.

Naiv: Tja, det må du selv om.