Udkast til et forskningspolitisk credo

Nu har der nogle gange på bloggen været påtaler af den tendens, bloggen var skrevet ud fra. Det er derfor på tide, at der bliver gået til bekendelse. Hvad tror vi på forskningspolitisk? Det er ikke nok at forsage Sander og alle hans gerninger og alt hans væsen. Hvis ikke vi er villige til selv at arbejde med at formulere - eller reformulere - alternativet, går kritikken ikke på to ben. Det følgende er et omrids af mit bud.

Et forskningspolitisk credo altså. Det må selvfølgelig blive tentativt, men derfor er det ikke mindre nødvendigt - også for at kritikken af os kan ramme os. Man kunne kalde det en art forskningspolitisk falsifikationisme: Hvis ikke man gør sig tydelig og kritiserbar (men NB ikke kritisabel!), bliver man umulig at diskutere med, hvad der straks straffer sig af ironiske bagveje, idet man vil blive ramt af uberettiget kritik, fordi kritikeren ikke kan se, hvad det er, han kritiserer. En passende straf for ikke at have formuleret sig præcist nok må vel være, at man ikke bliver kritiseret præcist nok.

For mit eget vedkommende lyder credoet således: Jeg tror på det borgerlige universitet,
Jeg tror på den universitære åndsfrihed som et umisteligt samfundsmæssigt gode, der blev forsvaret imod den revolutionære universitetsforståelses ensretning i halvfjerdserne, og jeg tror på forsvaret af denne åndsfrihed imod de angreb, nutidens enøjede universitetspolitik udsætter den for. Alle disse tre punkter må forstås i deres sammenhæng med hinanden.

En central uenighed i striden mellem den borgerlige og den revolutionære universitetsforståelse udsprang af deres forskellige syn på forholdet imellem menneske og samfund og en deraf følgende forskel i deres syn på universitetets funktion. For den revolutionære er det borgerlige samfund en undertrykkelsesmekanisme, der holder mennesket i et greb af ideologi, uvidenhed og falsk bevidsthed. Universitetet skal derfor angribe og nedbryde den falske bevidsthed med henblik på en fornyet forståelse af de objektive forhold i samfundet (altså undertrykkelsen) og en deraf følgende fundamental, revolutionær forandring af samfundet i mere menneskevenlig retning.
Det borgerlige universitet hævder i modstrid med dette, at det borgerlige samfund med alle sine bræk og brøst er menneskets rette omgivelser, at der altså fundamentalt er tale om et fællesskab og ikke om en undertrykkelsesstruktur. Det tror på en fundamental loyalitet imellem samfund og borgere, som kan være af meget forskellig karakter, men som har det grundlæggende træk, at samfundsmagten skal opfatte sig som forpligtet over for borgernes interesse, og at borgerne på deres side ikke må nedbryde samfundet for deres egne interessers skyld. Derfor bliver universitetet et led i samfundets interne balance. Det skal sikre, at samfundet har adgang til den bedst mulige forståelse af en række emner, der er relevante for samfundet og dets indbyggere, og det skal sikre, at der i loyalitet med samfundet kan rettes sagligt begrundet kritik af problemer i samfundet. Samtidig er det det borgerlige universitets kendetegn, at det bevarer og udvider samfundets base af viden og fortolkninger ud fra den betragtning, at ingen ved, hvad hvem har brug for at vide nu, og endnu mindre hvad hvem har brug for at vide imorgen. Havde man i 1970'ernes begyndelse fortalt os, at arabisk ville blive et centralt fag på universitetet i 2007, var man blevet grinet baglæns ud af auditoriet.

Det borgerlige universitets sejr over det revolutionære er et gode for både samfund, borgere og universitet. Det sikrer, at samfundet har adgang til en selvkritik, der er loyal over for det, og som det derfor trygt kan låne øren, idet kritikken sigter imod at forbedre samfundet, ikke imod at nedbryde det.

Problemet er imidlertid, at universitetets helt centrale samfundsmæssige funktion er blevet glemt. I stedet har vi fået en økonomisk kalkule, som sigter imod at universitetets arbejde skal omsættes til mest mulig samfundsmæssig nytte på andre og reducerede vilkår. Nytte defineres her som to ting: 1) Økonomisk fremgang, særligt for erhvervslivet 2) løsning af konkrete og af samfundet enten opstillede eller på forhånd legitimerede problemer. Dette sker ganske vist bag en række floskler om grundforskning og forskningsfrihed, men reduktionen bliver ikke mindre af den grund, for i den konkrete udmøntning af politikken trækkes der hele tiden imod erhverslivet, og der trækkes imod den anvendte forskning, mens grundforskningen - skønt den givet er universitetets vigtigste funktion - opfattes som det, der skal legitimere sig - og vel at mærke legitimere sig på vilkår, som ikke er dens egne.

Der er derfor brug for, at nogen fastholder og kæmper for, at både universitetet og samfundet lider skade, hvis ikke universitetet får lov at operere frit - i borgerlig loyalitet med samfundet og netop derfor kritisk over for samfundet. Dette må ske i en løbende kritisk stillingtagen til nye initiativer på området og med et konstant blik på konsekvenserne af allerede implementerede strukturer. Det må også ske med skarphed, ikke blot fordi der er meget at kritisere, men også fordi den bedøvende enighed imellem de største partier og ledelsesstrukturernes entydige magt over de ansatte nødvendiggør anvendelsen af den skarpe lud.