God videnskabspolitisk 1. maj!

"Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres."

De problemer, som citatet, bragt i en tidligere 1. maj-klumme, peger på, er lige så aktuelle i dag som for tre år siden, da Johanne Schmidt-Nielsen fremførte dem sin kronik. Men én ting synes at stå klarere denne 1. maj, hvor vi nærmer os den afsluttende behandling i Folketinget af forslaget til en ny universitetslov, som stik imod demokratiets interesser risikerer at styrke management- og universitetslederlagets magtpositioner, frem for hensynet til demokrati, på universitetet såvel som i samfundet, og hensynet til faglighed, videnskabernes mangfoldighed og befolkningens tillid til den offentlige forskning, som næppe er øget af den seneste tids skandaler: Den videnskabelige forskning på universiteterne underlægges i stigende grad en global tendens til korporativ statsstyret markedsgørelse, som af de økonomiske eliter tænkes i forlængelse af de enkelte nationers (stort set ens) strategi for at klare sig i en såkaldt global konkurrence om ressourcer og egen vækst. Forskningens industrialisering, entreprenørgørelse og videnskabernes underlæggelse af de politisk-administrative eliter truer selve videnskaben.
I den kontekst er selve begrebet om "samfundets vidensproduktion" allerede et politiseret begreb. Universiteter ses i stigende grad som industrier, og ledes som sådanne. Syddansk Universitet fejrer fx 1. maj med at indrykke en stillingsannonce (dagens Politiken, 4. sektion s.7) for en ny universitetsdirektør med ordene ”Bliv en del af en af Danmarks førende vidensvirksomheder”. Ledelserne samler sig, bl.a. i interesseorganisationen "Danske Universiteter", for at bevare status quo, så "os i rektoratet" (som en universitetsdirektør konstant omtalte sig selv på et møde om universitetsledelse arrangeret af Preben Melander på CBS i april) ikke mister én tomme af magten.
På universiteterne er "videnspolitik" blevet til vidensmanagement og vidensøkonomi. På en dag som denne er der grund til at minde om, at fænomenet viden, i form af videnskabeligt frembragt erkendelse, kun gennem en enorm reduktion lader sig forstå, håndtere og udveksle som en vare. Hvis regering, ministerier og universitetsledelser har en videnspolitik som går i ét med de rent økonomiske hensyn, er der her og nu brug for en bredere kultur- og værdipolititisk begrundet videnskabspolitisk indsats for at sikre de videnskabelige dyder, udfoldelse af videnskabelig kritik såvel mod dårlig forskning som mod administrativt mismanagement, og styrke snarere end svække videnskabernes mangfoldighed.
Videnskabspolitikken må dæmme op for illusionen om universitetet som en vidensfabrik, som kan styres og (om)organiseres oppefra som en virksomhed, i beslutningsprocesser der helt afkobler de faglige miljøer. En sådan illusion omsat til praksis er akademisk kapitalisme, og den kan være lige så farlig som akademisk maoisme. God 1. maj!

Danske universiteter for vidensdiversitet

I vores underskriftindsamling fra 2008 for en bedre forskningspolitik beskrev vi om baggrunden for protesten, at vi oplever et system, hvor "Samfundsnytte reduceres til erhvervsnytte, og forskningspolitik opsluges af industripolitik. Det offentlige universitet bliver ikke set som en institution, der kan sikre, at alle uanset social baggrund kan få adgang til uddannelse, og at den fri forskning, der er en nødvendig betingelse for demokratiet, kan udfolde sig."
Den forfejlede forskningspolitik har et ensidigt og ensliggørende fokus på universiteter som noget, hvis primære opgave er at bidrage til erhvervslivets konkorrenceevne. VTU kan ikke kaldes et ministerium for videnskab, det er et ministerium for erhvervsrelevant forskning, udvikling og innovation, og det er samtidig en enorm propagandamaskine, der hver dag, fra sine styrelser, råd og departementer, udspyr pressemeddelelser og rapporter, der er bestilt til at underbygge regeringens verdensbillede, at verden kun handler om økonomi, at alt kan købes og sælges, og at nationen Danmark bedst kan sammenlignes med en koncern på et marked. Der er i sig selv intet i vejen med industriforskning og industristøtte, men hvorfor skal det gå via institutioner, hvis sigte og formål er et bredere end en økonomisk bundlinie? For at maskere omfanget af statslig subvention til erhvervslivet?
Derfor er der i disse år mere end nogensinde behov for at artikulere hvilke andre værdier end de økonomiske universiteterne står for. De danske universiteter – og jeg taler ikke her om den forening af rektorer og bestyrelsesformænd, som kalder sig ved dette navn, men om selve de danske universiteter – omfatter andet end monofakultære handels- og ingeniørskoler, og har en rigere videnskabsdiversitet, end den, man finder på DTU eller CBS. Igen, det er fint, at vi har såvel CBS og DTU, de er absolut nødvendige, og de er sikkert også bedre til at hive erhvervssamarbejdsaftaler og en håndfuld patenter hjem end de juridiske, teologiske, humanistiske, samfunds- og lægevidenskabelige fakulteter. Men hvor ville det være klædeligt for interesseorganisationen Danske Universiteter, hvis formand Oddershede lidt oftere lod mangfoldigheden skinne igennem, i stedet for, som en politisk støver, blot at følge efter det spor som er lagt ud af det folketingspolitisk muliges kunst, og tilmed foregive (som sagen [her] om det politiske forlig om den bibliometriske forskningsindikator fra juni 2009 viste) at repræsentere universitetsforskerne selv.
Universiteterne rummer mange former for videnskab og viden. Såvel videnskabsdiversiteten og vidensdiversiteten skal vi værne om, for den trues af ensliggørelse med fokus på kun den viden, der kan hente penge hjem til et institut. Forskning er andet en erhvervslivets F&U. Dette er ikke ensbetydende med, at de nuværende universiteters former for disciplinbaseret akademisk videnskab er de eneste mulige, eller repræsenterer nogen evig ramme for skabelse af viden. Tværtimod må den akademiske videnskab selv bestandigt kritiseres, udvikles, diskuteres, sættes til debat. Forskere som Nils Bredsdorff og Heine Andersen har kritiseret tendensen til at opfatte kritik som uhøflig dadel og dermed sløvt indrette sig i sit eget paradigme, med skyklap- og øreprop-forstærket borgfred med kolleger på naboinstitutter, som har andre tilgange eller teoretiske opfattelser, så et stort kritisk læringspotentiale går tabt. Mange flere tværvidenskabelige initiativer ville kunne støttes bedre under andre institutionelle rammer. Og en endimensionel form for akademisering af mange fag har sikkert ofte forskertset muligheder for at udvikle højere vidensdiversitet, og producere nye former for viden.
Denne diskussion føres alt for sjældent i Danmark, men kan opleves flere i andre lande, for den neoliberale reduktion af videnskab til forskning og udvikling er globalt dominerende. Danske universiteter burde bidrage til den globale debat om vidensdiversitet og betingelserne mangfoldighed i videnskaberne. Indtil vi er dér, må vi i Danmark hente inspiration fra stemmer i den internationale debat, der markerer opposition mod globale kognitive endimensionalisering.
En sådan er filosoffen og litteraten Boyan Manchev, som er tilknyttet International College of Philosophy i Paris og New Bulgarian University i Sofia, og som med forelæsningen "The metaseminar. Theses on education and the experience of critical thought" (her), har formuleret ét af de steder, man kan begynde. I sine refleksioner over universitetets nuværende udfordringer udtrykker han, ofte i paradoksale vendinger, universitetets nødvendighed for et demokratisk samfund som et kritikkens værksted.

"the university must be an inviolable territory of critical thinking. A place where education and thought must not only be defended but also challenged: a place for the praxis and ethos of thought. This does not imply withdrawing from actuality and contact with the world; on the contrary, it means a space where the actuality of the world can be considered in a disinterested, in other words critical way (any critical position must be disinterested per se). Consequently, in forming a capacity for critique, the creation and development of critical instruments are a compulsory, immanent element of education. They are the second main task of the university as an institution of critical thinking. This critical realm – a realm of discernment, judgment and crisis (according to the etymology of krisis) at the heart of the public sphere – is by definition void. It is the non-appropriable void at the heart of the public sphere, belonging to no private interest that sets the conditions of its political existence. It is the intense but empty, ownerless heart of democracy. It does not appropriate, but possesses immanent resistance to any appropriation. And the university is the modern institution that has the supra-political function of defending and realizing this void." (Hele essayet her)

Galilei og den store nordiske bibliometristrid

Videnskabens klassiske normer, som universalitet og upartiskhed, betyder bl.a. at et udsagns sandhedsværdi skal bedømmes på dets indhold og ikke på hvem der har ytret det. Alligevel låner mange udsagn autoritet fra de videnskabens helte, hvis visdomsord er uddestilleret gennem videnskabshistoriens interesse for det unikke og excellente.
Tag nu Galilei. Han skal have sagt noget i stil med "mål alt, hvad der kan måles, og gør det måleligt, som endnu ikke kan måles!" Er dette diktum nu selv videnskabeligt? Hvis vi antager, at udsagnet er udtryk for den højeste videnskab, kan vi så finde metoder til at måle dets sandhedsværdi? Eller måske måle den forskningskvalitet, som ligger bag?

Vi vender tilbage til Galilei efter en lille bibliometrisk omvej. I forlængelse af mit indlæg om den svenske bibliometri-debat, har jeg modtaget flere viderebringelsesværdige oplysninger fra bloggens netværk (tusind tak!). Det handler om det 21. århundredes store nordiske bibliometristrid. Sverige synes i forhold til Danmark befolket med bibliometrikere, og man kunne derfor undre sig over hvorfor man ikke allerede i Sverige har indført modeller a la den norske. Måske fortæller striden hvorfor.
Jeg må lige indskyde, at bibliometri betragtet som grundforskning på grænsen af videnskabssociologi, informationsvidenskab og lignende discipliner, har min store respekt. Men der går formodentlig ingen lige linier fra bibliometrisk forskning til dens anvendelse eller misbrug som quasi-politisk administrativt redskab. (Man kan jo også være en habil demograf uden at gå ind for malthusianisme om politisk ideologi).
Det forlyder, at debatten i Sverige har været betændt og personlig. På et tidspunkt overvejede man den "norske model", men politisk vendte man på en tallerken, og gik nu i stedet ind for en model udarbejdet af Ulf Sandström, som jeg nævnte i mit sidste indlæg. Sandströms model var ellers blevet voldsomt kritiseret af eksperter som bidrog til i en svensk udredning ("Resurser för kvalitet" - Staten Offentliga Utredningar (SOU 2007:81) [her]), men ikke desto mindre fandt den sine tilhængere politisk, og udredningen endte med at indeholde en så kraftig kritik af den norske model, at det førte til løftede øjenbryn fra det norske Universitets- og Høgskolerådet, som bad om en mere saglig omgang med den norke model i den videre behandling af udredningen.
Sandström er meget kritisk overfor den "norske model", men ikke i forhold til dens formål. Han er tilhænger af ressourcetildeling på baggrund af bibliometriske indikatorer, og har endda talt varmt for bibliometrisk evaluering af forskere på individuelt niveau - noget de fleste bibliometrikere klart afviser. I forhold til den norske model, vil Sandström ikke acceptere at fuldstændige publikationstællinger kan anvendes (alene) i en fordelingsindikator. For ham er citationsanalyser altafgørende. For mange er citationsanalyser den eneste bibliometriske metode, der kan sige noget om 'kvalitet'. Det er velkendt, at citationsanalyser nødvendigvis er mere retrospektive end publikationsanalyser; kendere på feltet siger, at for at undersøge citationer til artikler publiceret i 2008, skal man minimum vente 3 og gerne 5 år, før man kan foretage en seriøs undersøgelse. Og det er også velkendt, at datagrundlaget for citationsanalyser begrænser disse til de "våde" områder. Rationalet for den "norske model" er netop de problemstillinger (og andre) der knytter sig til citationsanalyser. Det fremgår bl.a. af en artikel om den "norske model" af Jesper W. Schneider fra Danmarks Biblioteksskole (Schneider, J.W. 2009: "An outline of the bibliometric indicator used for performance-based funding of research institutions in Norway", European Political Science 8(3): 364-378). Artiklen diskuterer den norske models rationale i forhold til citationsanalyser. Schneider synes at mene, at den norske model, hvis man altså absolut ønsker at ressourcer tildeles efter output eller performance, er det mindste onde, men at man ud fra et rent fagligt perspektiv må sige, at ”performance-based funding” er temmelig problematisk – spørgsmålene er flere end svarene.

Sandström har udviklet en model, der efter sigende tager højde for det problem i den norske model, at denne fokuserer på volumen snarere end indhold, indikerer aktivitet snarere end kvalitet: Det sker ved at inkludere citationsanalyser i fordelingsnøglen. Her må man spørge, hvordan dette løser de fundamentale problemer ved citationsanalyser, at de er retrospektive og kun egnede til 'våde' områder? Sandströms svar er estimering og forudsigelse. Han tager udgangspunkt i en sandsynlighedsfordeling kaldet Waring, og ud fra denne forsøger han at estimere performance for de enkelte institutioner. Sandströms model er sammensat af to indikatorer, dels en velkendt og afprøvet relativ citationsindikator (ofte kaldet ”Crown-indikatoren”), som måler citationer per publikation set i forhold til gennemsnittet indenfor emneområdet, og dels en produktionsindikator. Produktionsindikatoren forsøger at estimere størrelsen af en institutions videnskabelige produktion. Denne metode er til gengæld uprøvet i forhold til institutioner, og den baserer sig på ufuldstændige data. Produktionsindikatoren bygger på antal publikationer per forsker. Da man ikke har fuldstændige data, anvender man Waringfordelingen til at estimere dette antal. I sidste ende bliver produktionstallet ”kvalitetsjusteret” gennem en multiplikation med citationsindikatoren. Dermed kommer modellen ifølge Sandström til i højere grad at afspejle videnskabelig kvalitet frem for ”bare” aktivitet.
Warringfordeling er tidligere brugt indenfor bibliometrien til at forudsige landes videnskabelige produktion. Sandström bryder fordelingen ned i mindre enheder (emneområder og institutioner) og her har han mødt en hel del kritik, fordi det er kendt at Waring-fordelingens estimationskraft bryder sammen ved mindre enheder. Waring-fordelingen forsøger at estimere produktion per forsker, altså hvor mange publicerer 0, 1, 2 publikationer osv. indenfor et område. Da Sandström udelukkende baserer sig på data fra citationsindekser (Thompson Reuters) er han nødt til at gætte på produktiviteten for fx humanistiske forskere, som så sættes til en konstant der gælder for alle! Det korte af det lange er, at Sandströms model ikke måler konkrete resultater fra fx det foregående år, men forsøger at estimere og forudsige performance for alle emneområder, skønt grundlaget er baseret på et begrænset datasæt fra Thompson Reuters (dvs. data er af ældre dato). Grunden til at Sandström mener, at modellen er legitim, er at han har modelleret den i forhold til de komplette norske data (fra den norske model) og har fundet en stor sammenhæng. Sandströms pointe synes derfor at være, at man kan gøre det hele meget lettere - skønt aldeles ugennemsigtigt for enkelte forskere og institutioner - ved hjælp af modellen. Og derudover indeholder modellen citationer! Problemet er bare, at vi ikke ved, hvordan modellen fungerer på mindre valide data end de norske (de norske data er jo komplette på grund af modellen), og at man ved, at Waring-fordelingen flader sammen ved mindre enheder. Dette er unægtelig et usikkert grundlag for en fordelingsindikator.
(For de teknisk interesserede: Her er en kritik af Waring-modellen ved Tore Lund fra Chalmers Bibliotek. Det forlyder, at det svenske videnskabsråd i næste uge offentliggør en grundig redegørelse og kritik af Waring-modellen. Den danske universitetsstyrelse (UBST) under Videnskabsministeriet lavede allerede d. 12/11-2007 et notat til fordel for en norsk fremfor en svensk model med impact-mål: her). Som et kuriosum skal siges, at man i Belgien, hvor Waring-fordelingens ophavsmand Wolfgang Glänzel (indenfor bibliometrien) holder til, ikke anvender den, tværtimod er man ved at gå over til et system der ligner det norske for Hum-Samf-området.
Så meget i denne omgang for den store nordiske bibliometristrid (fortsættelse følger sikkert). Hvordan, vil nogle måske spørge, kan 'almindelige' forskere overhovedet tage bibliometri seriøst? Det ville være rart, hvis vi kunne betragte bibliometri blot som et forskningsredskab og som et fagområde blandt andre. A la bibliografi. Som redskab til finde mønstre, ikke til at måle det umålelige.

Og nu tilbage til Galilei. Nu påstod han jo ifølge legenden ikke, at man skulle gøre det måleligt, som de facto ikke kan måles. Men sjovt nok er indledende citat er muligvis falsk, selvom det er tilskrevet Galilei millioner af gange. En historiker siger om spørgsmålet: "Although Galileo is quoted with these words in a large number of publications, the authenticity of the sentence is highly dubious because no one has ever provided a precise bibliographical reference for where to find it in Galileo’s works." (...) "Notwithstanding its increasing popularity, referring to this expression as a quotation from Galileo is a striking example of academic sloppiness." (Andreas Kleinert 2009: "Der messende Luchs", NTM Zeitschrift für Geschichte der Wissenschaften, Technik und Medizin 17(2): 199-206). Bibliografisk arbejde som korrektion af scientometrisme og lemfældig bibliometri?

Klimaforskning, forskningsklima, antiklimaks.

For få dage siden (9/1) kunne man læse denne nyhed på det internationale site Environmantal Research Web:

"New research indicates that the ocean could rise in the next 100 years to a meter higher than the current sea level – which is three times higher than predictions from the UN’s Intergovernmental Panel on Climate Change, IPCC.
The groundbreaking new results from an international collaboration between researchers from the Niels Bohr Institute at the University of Copenhagen, England and Finland are published in the scientific journal Climate Dynamics." (kilde)

I dag tikkede en mail - med overskriften "Tilstedeværelse på arbejdspladsen mandag den 19. januar" - ind hos alle ansatte på Niels Bohr Institutet fra den af dekanen ansatte institutleder:

"Jeg vil gøre opmærksom på, at alle fastansatte medarbejdere skal befinde sig i umiddelbar nærhed af deres kontor eller normale arbejdsplads på mandag den 19. januar 2009 mellem kl. 9-12 samt 13-15.
Årsagen er, at jeg som bekendt den dag er nødsaget til at meddele et begrænset antal medarbejdere [efter sigende 12 stk., C.E.], at deres stilling vil blive nedlagt som følge af de besparelser, instituttet er blevet pålagt at gennemføre. Så snart de berørte medarbejdere er blevet informeret, vil jeg igen pr. e-mail meddele, at processen er overstået.
Er det på grund af sygdom eller andet umuligt at være på sin arbejdsplads i dette tidsrum, skal det meddeles senest mandag kl. 9:00 pr. e-mail (...) eller telefon (...) til (...).
Med venlig hilsen (...)"

... "meddele, at processen er overstået" (sic!), et fromt ønske! Hvordan vil en sådan prikkerunde påvirke forskningsklimaet på NBI og, endnu voldsommere på Biologisk Institut (jf. dens medarbejderblog) og de andre berørte institutter, de kommende år?
Og mere generelt: Hvilken betydning vil det forværrede forskningsklima på de danske universiteter, der stadig bedriver grundforskning, få for den danske klimapolitik og det basale vidensberedskab, der skal danne grundlag for den? Det forringede forskningsklima kan i høj grad kan føres tilbage på det universitetssystem, den nuværende universitetslov har afstedkommet, og de vilkår for forskningsfinanciering, som binder universiteternes handlefrihed i forhold til periodiske svingninger i studentermassen på enkelte fagområder, mindsker basismidlerne i deres forvandling til konkurencepuljer.
De af regeringen og Helge Sander højt besungne globaliseringsmidler har ikke forhindret dette antiklimaks - budgetkrise, fyringer, og heraf følgende forringede studier. Vi ser en samlet, lukket, topstyret ledelse på Københavns Universitet, der nok i skåltaler, 'værdigrundlag' og personalepolitiske statements udtaler, at de ansatte er universitetet, og at den humane kapital er dets vigtigste ressource, osv., men som når det kommer til stykket har hovedfokus på at tækkes ministeren og hæge om 'egenkapitalen', som man ikke tør anvende til at afhjælpe krisen.

Vi, de ansatte på Københavns Universitet, er skuffet over den ledelse, vi har fået trukket ned over hovedet, og over dens manglende evner til at tage vare på og forsvare en vigtig ressource i det danske videnssamfund, en fri og levende grundforskning.

Scientometri og scientometrisme som forskningsformidling

Hallo!, stor undren! - tænkte jeg, da jeg faldt over denne feature på RUCs websider. Jeg har ikke set den før, men ved ikke hvor ny den er. Går man ind på forskning.ruc.dk og via "Forskningsenheder" klikker sig frem til et institut, fx det for Globalisering, præsenteres man for et festfyrværkeri af søjle- og lagkage-diagrammer og grafer, der leder tanken hen på årsregnskabet for en større financiel virksomhed, her dog med output og bundlinier i form af antal publikationer. Jeg gad vide hvad informationsværdien af de mange diagrammer for hvert institut - endda for hver af de enkelte forskningsgrupper - egentlig er, med mindre man da lige selv skulle være universitetsdirektør, bibliometrisk sagkyndig eller ansat i den store Forsknings- og Innovationsstyrelse, i gang med at fintune sine indikatormodeller. Måske er det en slet skjult cadeau til samme styrelse? Hvad synes kommunikationsfolket og formidlingseksperterne om graferne - er det mon den bedste måde at formidle forskningen på? Repræsenterer de viden, "viden om viden" eller videnskabens instrumentalisering? Man kan endda med et enkelt klik få "vist flere grafer" (som nedenstående, klik for at forstørre) og enkelte af de mangefarvede kan ikke helt fraskrives æstetiske kvaliteter, men rationalet i tællemanien - og den ikke ringe tid, der må være medgået til at præsentere hele herligheden - fortaber sig i det uvisse.
Nu ved jeg det - heureca! Det skal selvfølgelig animere til at højne selve forskningsproduktiviteten, være et incitament! Og ja, figurer som disse virker, når man først har overvundet al blufærdighed, nærmest suggererende. Man drages langsomt til selv at sidde og måle og veje og sammenligne. Den indre bibliometriker vågner. Selv holder jeg mest af den minimalistiske æstetik, som den hosstående graf, der bereder sindet med en højere form for ro - måske endda moro.

Et bidrag til kritikken af videnssamfundet

Filosoffen Asger Sørensen, som er med i bloggens netværk, har begået et bemærkelsesværdigt skrift, som sikkert vil interessere læserne. Det er netop offentliggjort på nettet (her; kopi her) og bærer den modhårstrygende titel Videnssamfundet. En undergravelse af videnskab og demokrati. Det fortjener en længere omtale og vil med garanti provokere til diskussion. Jeg vil som appetitvækker i første omgang nøjes med at gengive resumméet:

"Det er blevet almindeligt at omtale vores samfund som et videnssamfund. Spørgsmålet er imidlertid både, hvad der menes med det, altså hvad et videnssamfund egentlig kan siges at være, og om det er en passende betegnelse for den samlede logik i vores nuværende samfund. Det er disse spørgsmål, der vil blive nærmere diskuteret i det følgende specielt i forhold til videnskab, forskning og videregående uddannelser. Konklusionen bliver desværre, at de bærende strukturer og dynamikker i vores nuværende samfund ikke støtter udviklingen af videnskabelig viden trods de mange politiske erklæringer om at prioritere forskning og uddannelse. Vores nuværende fokus på viden kan derfor bedst betragtes som et symptom på, at vi faktisk er ved at miste vores sikre greb om viden, på samme måde som man først begynder at tale om f.eks. tillid og etik, når de ikke længere er selvfølgeligheder."

Dissensus konference

I fredags deltog jeg i konferencen Dissensus – Research Politics, Money and Journalism (www.dissensus.dk), som var blevet arrangeret af foreningen for Danske videnskabsjournalister. Det var en overraskende god konference, med en række gode indlæg om videnskabens sande tilstand i det aktuelle politiske landskab. Der var selfølgelig et meget bredt udsnit af tolkninger repræsenteret, lige fra ”det skal nok gå, hvis vi strammer os an” til konkrete opråb til aktivisme. Ministeren meldte afbud med de sædvanlige ritualer om at netop denne konference havde været vigtig for ham, men at der ikke var tid osv.. Mit eget indlæg indholdt en diagnose af både de amerikanske og danske tilstande i forskningsverdenen og kan læses her. Konferences hjemmeside har desuden korte referater og vil muligvis også streame indlæggende på et tidspunkt.

Hvad var det dog, der skete?

Eftersøgningen er startet. Redaktionen er blevet opfordret til at efterlyse, ikke alene det hold humanister, der var ansat på Ålborg Universitet og som blev fyret i 2006, men også hele historien bag det: Hvad var det dog der skete? - Hvorfor skete det? Og hvordan? - Kan det ske igen? - Kan vi lære noget af historien? Havde det noget at gøre med budgetmodeller, allokeringsmekanismer, og, vi vover et øje: indikatorer? Historien er som forsvundet. Sammen med de ansatte. Bloggen starter en eftersøgning. På billedet ses et hold undersøgere, udstyret med oplysningens hjælme. Vi vil så gerne vide mere! Skulle De have set eller hørt mere om de eller det forsvundne, bedes De henvende Dem til bloggens redaktion.

Seminar: Videnskab mellem tro og politik

Fredag d. 20. april
KUA, lokale 27.0.09

11.15 – 12.00 Lars Binderup: Tro, viden og epistemisk relativisme
Den videnskabelige videns indflydelse i liberale demokratier er kontroversiel på mindst to måder: For det første kan mindre uenigheder inden for det videnskabelige kollektiv på særligt politisk følsomme områder udnyttes politisk og gøre videnskaben til en brik i et uheldigt politisk spil. Men en anden problemstilling rejser sig, når grupperinger forkaster videnskabens autoritet som sådan og stiller krav om, at deres ’alternative form for viden’ respekteres politisk på lige fod med den ’etablerede videnskab’. Oplægget vil se på filosofiske – og politiske – strategier for svar til en epistemisk relativist, der hævder, at vi ikke kan begrunde den ’videnskabelige rationalitet’ uden at ende i en begrundelsescirkel.

12.00 – 12.45 Klemens Kappel: Liberal neutralitet og videnskabens priviligerede rolle
En vigtig normativ antagelse i det liberale demokrati er, at den liberale stat forholder sig neutral i en række religiøse og værdimæssige spørgsmål. Imidlertid har den liberale stat traditionelt tildelt videnskab en særstatus, og har netop ikke været neutral i uenigheder mellem etablerede videnskabelige opfattelser og ’alternative’ synspunkter, der afviser traditionelle videnskabelige tilgange til verden. Det til trods for, at positive og negative holdninger til videnskab undertiden kan minde om værdimæssige eller religiøse uenigheder. I mit oplæg vil jeg karakterisere dette problem, og diskutere, hvordan tilhængere af liberale demokratier kan forsvare at tildele videnskab en særlig priviligeret rolle.

12.45 – 13.30 Frokost

13.30 – 14.15 Claus Emmeche: Både viden og tro. Om politik, positivisme og postnormal videnskab
Viden og tro kan opfattes som dele af samme flerdimensionale erkendelsesmæssige spektrum, hvor viden(skabelighed) er en metode til at opnå en særlig form for tro, og en sådan tro indebærer refleksiv viden om sine egne grænser. I dag er den positivistiske opfattelse af viden overskredet som epistemologi, mens den på det politiske plan lever videre i form af "det positivistiske etos”. På områder som klimaforskning, stamcelleforskning eller bioteknologi kan det i konflikter være svært at se klare skel mellem politisk og videnskabelig overbevisning, bl.a. fordi videnskaben ikke fremstår entydigt som autoritet, men som parthaver i sager og arena for kampe, der såvel er politiske som videnskabelige. Dette er en udfordring for såvel demokratiet som for samfunds- og videnskabsteorien.

14.15 – 14.30 Kaffe

14.30 – 15.15 Jens Morten Hansen: Hellere lille og sikker end stor og usikker?
Væsentlige dele af 1900-tallets naturvidenskab er præget af konflikter mellem 'små sikre' – positivistiske - og 'store usikre' - perspektiverende - teorier, hvor langtidsholdbarheden af de samlede resultater viser, at begge tilgange er nødvendige. Klimaforskningen, Lomborg-sagen, Lauge Kock-sagen i 1930'erne og en række tidligere konflikter mellem især naturhistorikere og matematisk funderede naturforskere afspejler en række troslignende argumenter, der minder om diskussionerne i de forudgående århundreder mellem naturvidenskaben og teologien. Med udgangspunkt i en sammenligning af 'Danmarks Natur' (udgivet i 1970) og 'Naturen i Danmark' (under udgivelse) gennemgås eksempler fra naturhistorien på, hvordan begreberne 'tro' og 'viden' også giver mening i naturvidenskabelig sammenhæng.

15.15 – 16.00 Afsluttende diskussion

Tilmelding ikke nødvendig.
Kontakt: eva.agnete.krzeminski@sociology.ku.dk

Arrangør: Institut for Medier, Erkendelse og Formidling (Københavns Universitet), Satsningsområdet i teoretisk filosofi, Dansk Epistemologi Netværk

INSTITUT FOR MEDIER , ERKENDELSE & FORMIDLING
KØBENHAVNS UNIVERSITET