At tilpasse sig i vidensøkonomien

Har I set Information i dag (29/5, s.12-13), "Da forskerne kom op i elfenbenstårnet" (her)? Meget interessant omtale af Birgitte Gorm Hansens forskning. Læs det straks!
    Jeg er først nu - dvs. alt for sent - blevet opmærksom på hendes ph.d.-afhandling fra 2011, som kan ses og hentes her. Jeg må desværre vente med at læse den til sommerferien, jeg har for travlt nu :-(
    Mange tak til Lise Richter fra Information - også for den tankevækkende opfølgende artikel (her).
    Pludselig ser det lysere ud – ingen vil længere vedkende sig den endimensionale Sander-doktrin. Men som en kollega slog koldt is i blodet og sagde i dag: det er også let at foreslå anden fordeling af strategiske og frie midler, nu hvor globaliseringspuljen alligevel løber ud snart...

Universitetet mellem retorik og realiteter

Social Kritik nr. 129 er på gaden (se her) - et temanummer om universitetet mellem retorik og realiteter, redigeret af Tine Rask Eriksen, og med bidrag af Øjvind Larsen: DET NØDVENDIGE DEMOKRATI PÅ UNIVERSITETET, Jørgen Øllgaard: USYNLIGE HÆNDER BAG UNI-REFORMERNE, Hans Hauge: UNIVERSITETSRETORIKKEN RETORISK BETRAGTET, Mogens Ove Madsen: DET ENTREPRENANTE UNIVERSITET ER I STÆRK FREMMARCH, Cathrine Hasse: UNIVERSITETET: MED TEKNOLOGIFORSTÅELSE SOM FORANDRINGSAGENT, og Anders Frøslev Jensen & Claus Emmeche: FRA MARKEDSUNIVERSITET TIL DET BÆREDYGTIGE UNIVERSITET.

Tine Rask Eriksen skriver i sin introducerende opsang, at de ansatte må lægge frygten til side og i stedet agere som modige, kreative og kritiske aktører, både lokalt og internationalt. Der er brug for at den lyserøde S-SF-R regering magter at håndtere de aktuelle realiteter via en ny universitetslov, som kan åbne for nye veje. Veje som bryder med en politisk detalje styring og skaber nye (ledelses)rammer for væsentlige uddannelser og videnskabeligheder som platform for de studerendes og de ansattes hverdag.

Ps:

Når du nu alligevel bestiller et nummer via tidskriftets website, så husk også at købe nr. 128, dét med bidraget af Birger Steen Nielsen: VINDEN BLÆSER PÅ SPØRGSMÅL OG SVAR - OM KRITISK HUMANISME OG UNIVERSITETETS OPGAVE IDAG.
pps:
For selve tidsskriftet tak til Benny Lihme og Selskabet til fremme af Social Debat for at nære et uafhængigt, kritisk åndehul i den hjemlige andemadstilgroede andedam.

Koldau er ikke en enlig svale på AU

Tavshedskulturen på AU (og de øvrige danske universiteter) ser ud til at være mere end en kultur, måske snarere en af ledelsen systematiseret form for repressiv intolerance. Da alle ansatte altid har et eller andet i klemme hos et alt dominerende og stadigt ekspanderende hierarki af ledelse og administration, siger ingen eller meget få noget; de, der udtaler sig mest kritisk, er studerende eller tidligere ansatte. Det er i al fald den tanke, man får, når man har fulgt den seneste debat.

Der er ganske vist forskere som Henrik Kaare Nielsen, der (i Inf. 20/2) mener, at Koldau-sagen er for speciel til at kunne bruges som eksempel i en strukturel kritik i det nye management-vælde. Nu indeholder historiske hændelser altid særegenheder og specielle træk, men der er vel ingen begivenheder i noget socialt rum, der udspiller sig i et strukturelt vacuum, så jeg forstår ikke, hvorfor enkeltstående hændelsesforløb ikke skulle kunne bruges til at belyse og gøre os klogere på almene problemer (der findes en tilsvarende misforståelse omkring case-studier, som Bent Flyvbjerg gør op med i kapitlet om 'Eksemplets magt' i bogen Rationalitet og Magt).

Det er da også tydeligt, at selv for skeptiske debattører som Henrik Kaare Nielsen og Finn Hansson (her), vækker Koldau-sagen narrative strukturer til live i deres bevidsthed, såsom 'professorvældet', og det gælder sikkert også for de af Koldaus lokale musikvidenskabelige kolleger, der ikke selv har ønsket hendes fagprofil og særlige fokus hidkaldt til afdelingen. Når H.K. Nielsen skriver om sagen, at

"Den drejer sig om konkrete, lokale samarbejdsproblemer, som i al korthed synes at bunde i sammenstødet mellem en tysk universitetstradition, hvor en professor pr. definition har ret og magt til at lægge linjen for faget, og en dansk tradition, hvor hierarkiet siden 1970 har været mere udfladet, og hvor fagudviklingen er foregået demokratisk og har haft plads til forskellige opfattelser og prioriteringer."

kan dette aspekt sikkert have noget på sig, bortset fra at Nielsen helt vil reducere sagen til en lukket sag om samarbejdsproblemer. Det er da muligt, at Koldau ville have trivedes bedre i den universitetsstruktur, vi havde i Danmark før 1970, hvor professorer var statsembedsmænd med ansættelsesgaranti og vidtgående frihed til selv at lægge den faglige linie. Men at Koldau er på kant med eller tromles af sit lokale studienævn, og at hun evt. opleves arrogant eller besværlig, er jo intet argument for at ledelsen så bare har lov til at give hende mundkurv på, udstede fyringstrusler eller kan italesætte og effektuere konflikten som en 'sag', endda en 'personalesag', i stedet for åbent at komme på banen og møde kritik og argumenter med modargumenter, som det sig hør og bør på et hvilket som helst universitet — uanset om det er et professorvælde, et lektorvælde med demokratiske træk eller det administrationsvælde, som de AU-studerende kalder dagens universitet.

Men det er da klart, at det også i Koldau-sagen er interessant at høre vidneudsagn om lignende oplevelser. Jeg bed i al fald mærke i følgende udtalelse:

"Værre er, at lighederne mellem min egen ansættelse ved Aarhus Universitet og Koldaus er aldeles slående: Også jeg modtog et kald, dvs. blev headhunted, til et professorat ved Aarhus Universitet. Også jeg oplevede, at ledelsen valgte at reagere med repressive trusler på faglig funderet kritik. Tilsyneladende bruges meningsterror, repression og fyringstrusler systematisk, når universitets ledelse ikke kan lide kritik."

fremsat af Roy Langer, fhv. professor i kommunikation ved Aarhus Universitet, i en kommentar (her) til Svend Erik Larsens besynderlige og lidet skønne forsøg (her på bloggen, og i Information) på at retouchere AU's oprindelige billede af hendes internationale omdømme og 'distinction' som forsker, og med en skolastisk distinktion mellem headhunting og kaldelse at benægte, at AU headhuntede Koldau. Den ene retouchering kan hurtigt følge den anden; man fornemmer, at Larsen og AU-toppen allerede nu glæder sig til helt at kunne fjerne hendes billede fra AUs hjemmesider.

Og man forstår, at Koldau ikke er en enlig svale, som har oplevet AU's systemiske intolerance overfor kritik – måske slet ingen undtagelse, anomali, måske blot en person, som bare ikke har forstået at stikke piben ind, fingeren i jorden, og holde op med at tro på sig selv som noget særligt. Der er andre, og måske kommer vi til at høre om endnu flere.

SYMPOSIUM 2012: FUTURES OF THE UNIVERSITY

NORDISK SOMMERUNIVERSITET
Nordic Summer University

Ad-hoc symposium 27.-29. April 2012
Roskilde University, Denmark

Call for Papers - Deadline 15th March 2012

Universities in Europe, have in the last decade, been through a period of structural and organizational changes. There is a growing political focus on results from research activities, but at the same time an increasing pressure to do more teaching. In the process of controlling and directing the academic work, new financial and bureaucratic procedures are introduced and exercised on both the university as system and the researcher/lecturer as individual. This calls for an open and creative discussion about the university both as idea and institution, and its possible ‘futures’.

Questions which concern the current development include: Is the present development therefore an important departure from the Humboldtian system of research-based university education? Will the policies from the Bologna process undermine the tradition of the freedom of enquiry in the universities? Will this development increase the quality of the academic work or rather lead to the homogenisation and loss of diversity which still exist between universities in Europe? Do those political attempts, such as getting direct control of the research activities and the curriculum in the university education, threaten the university as a free institution in the Humboldt tradition? Will they change the university's role as the basis for a democratic society? What kind of future for the universities is that current higher education policies are forming for us? What are the possibilities for the universities? Should the university as idea be protected as a world Cultural Heritage?
The symposium, drawing on the research and experiences of the participants, will discuss above important matters. It aims to have some understanding of the overall situation, as well as identify the areas where further research and discussions are needed. We would also like to discuss different scenarios for possible university ‘futures' and to create directions for the university's role in future society.
The ad-hoc symposium, will as part of discussions, prepare a proposal (a manchet) for a coming three year NSU study circle on the theme: “The futures of the University” to be presented at the NSU summer session 2012.

Abstract Submission
Word limit: 350 words with a short biography.
Send it to: nsu-symp-papers [at] ruc.dk
Submission deadline: the 15th March 2012. Authors will be notified by 20th March 2012.
Nordic as well as international participants are welcome. Participants without presentations are welcome too. Presentations may be made either in English or in one of the Scandinavian languages.

More information:
Symposium fee: 67€ (paid on arrival) including 2-night accommodation (shared with 2 or 4 persons), symposium dinner, lunches, coffees and teas. Single accommodation can also be arranged with different fees.
Preliminary program can be found: from the 20th March 2012 on www.nsuweb.net where you can also find more information about NSU and sign up for the newsletter.
Registration: from 15th March 2012. (Further notice on registration at www.nsuweb.net from 15th March)

Coordinator: Jesper Jorgensen E-mail: jesperjo [at] ruc.dk

Tværvidenskab og det truede humanistiske koralrev

af Cathrine Hasse*

Det er ikke noget under at humaniora i dag opleves som det mindst prestigefyldte felt indenfor forskningen selvom der er blevet uddannet flere og flere humanistiske kandidater, og de ydermere efter endt uddannelse er blevet taget godt imod i det danske og udenlandske erhvervsliv og samfund.

Alligevel kunne man forleden læse at den nye nationale aftale om at prioritere støtten til små humanistiske fag betyder, at vi i Danmark i 2012 nedlægger uddannelser, der arbejder med små specialiserede emner som serbokroatisk, tjekkisk, bulgarsk og polsk kultur. Disse små uddannelser betegnes ofte ’sprogfag’, men er reelt også kulturfag. Det anses for økonomisk urentabelt at holde liv i de få akademikere, der i dag anvender deres forskningsliv på at skabe viden ikke alene om sprog, men også kultur indenfor disse områder. 34 småfag reduceres til 14, der så til gengæld ydes mere i støtte.

Udviklingen mod en gråtoning af humaniora har været i gang i lang tid. Der er, som det også er fremgået af forskningsrådenes årsrapporter, generelt sket et fald i de enheder, der arbejder med humanistisk forskning i Danmark. På de tilbageværende institutioner er der tale om ofte langvarige forblødninger. På KU-fransk var der 16 VIP'er i 1999 og 3 i dag. På tysk er det nogenlunde det samme. Siden 2003 er antallet af fastansatte litterater på RUC halveret. Et lille fag som folkloristik er nedlagt på KU. På CBS rasles med sablerne for at skære i de erhvervssproglige kandidatgrader i sprogene spansk, fransk og tysk. Mange andre truede områder kunne nævnes, men det er svært at få et mere konkret samlet overblik af nedskæringer på det humanistiske område.

Humanvidenskaberne defineres generelt (sammen med samfundsvidenskaberne) som det område af forskningen, der giver os en dybere forståelse af, hvem vi er som mennesker. Tab af små humanistiske fag er også et tab for dybere indsigt i disse aspekter. De vil mangle, når vi skal udvikle de nye tværfag, der ser ud til at blive fremtidens fag på universiteterne.

Viden om mennesket som tænkende og skabende væsen i det globale kludetæppe af kulturer er meget afgørende for Danmarks muligheder for at udvikle nye måder at markere sig på. I stedet for at skære ned og nedlægge burde fremsynede politikere investere i bedre betingelser for at den humanistiske mangfoldighed kan vokse og udvikle sig på egne præmisser. Det gælder eksempelvis indenfor det teknologiske område, hvor udviklingen langt hen ad vejen bestemmes af alle mulige andre aktører end humanisterne selv. Ud over lukninger af fagområder og nedskæringer i staben står humaniora nemlig overfor nogle meget store teknologiske udfordringer i de kommende år, som der simpelthen ikke er afsat bevillinger til. De sundhedsvidenskabelige, tekniske og naturvidenskabelige områder får alle mere i taxametertilskud end de humanistiske fag med den begrundelse, at de har behov for at investere i teknologier og laboratorier. I takt med den teknologiske udvikling med anvendelse af infrarøde stråler og røntgenstråler i fag som kunsthistorie og arkæologi, ’data-mining’ i fag som historie og helt nye teknologiske muligheder for at udvikle forskningen gennem blogs, videobriller, interaktive tavler og streaming-teknologier på områder som pædagogik, litteratur og psykologi kan man frygte at sådanne nødvendige investeringer enten undgås eller vil føre til nye nedskæringer, da taxametermidlerne slet ikke kan følge med denne udvikling. Og for de store områders vedkommende er der ydermere kommet langt mere pres på undervisningsindsatsen, så mange oplever deres forskningstid som yderst presset. Her kan teknologi frem for at blive en ny mulighed blive oplevet som en besværlig spændetrøje, hvis der ikke afsættes flere midler til efteruddannelse og humanistisk-teknologiske laboratorier. Mange af de små sprogfag, der nu nedlægges kunne have fået tumleplads til nye projekter i sådanne eksperimentarier.

Når den form for nytænkning er helt fraværende i debatten kan det dels skyldes, at mange humanister simpelthen giver op og koncentrerer sig om at overleve dagen og vejen. Det kan også skyldes, at humanistiske forskere, i højere grad end kolleger fra de andre forskningsområder, oplever at de skal legitimere deres forskning gennem ’nyttiggørelses’ diskurser. Hvor forskere på andre hovedområder kan forske i risikofyldt grundforskning i ’andre dimensioner’ eller spekulative forestillinger om stamceller, så skal humanister i stigende grad legitimere deres forskning med henblik på det umiddelbare økonomiske potentiale – som eksempelvis ’oplevelsesøkonomi’. Der er ikke plads til at arbejde med sjove grundforskningsspørgsmål, hvis man oplever et konstant pres på at levere fakturaer for tankerne.

Samtidig oplever humanistiske forskere, at der er meget lidt reel offentlig interesse for (og medieomtale af) deres faktiske forskningsområder. Dette blev allerede bekræftet for år tilbage i tænketanken ’Forsk og Fortæl’ nedsat af videnskabsministeriet, hvoraf det fremgik at humanistiske forskere, i modsætning til øvrige forskere, ganske vist udtaler sig til medierne, men sjældent om deres egne forskningsemner. Dermed mangler offentligheden og politikerne også indblik i den mangfoldighed, der nu trues af de kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er positivt at erhvervslivet er blevet bekymret for de konstante nedskæringer på det humanvidenskabelige område, men vi mangler at både befolkning og politikere bakker op. Vi skal dyrke variationer af alle mulige slags i de tværvidenskabelige konstellationer og de skal bygge på en mangfoldighed af indsigtsfulde mennesker, der har specialviden også på områder ingen politikere fatter nytten af. Derfor er behov for en bred opbakning til et broget humanistisk koralrev med plads til studier af old-indianske kulturer, polske folkesange og Pontoppidans samlede værker hvis vi for alvor skal skabe nytænkende tværvidenskab.

* Cathrine Hasse, professor i kulturelle læreprocesser, AU

Videnskab og kapital går hånd i hånd

"Derfor vil DI og KU gerne sammen med ministeriet udarbejde nye måder at måle værdien af universiteternes erhvervssamarbejde på: I stedet for sluthåndtrykket mellem forsker og erhvervsmand skal de to gå hånd i hånd fra starten."

Hånd i hånd? Hvor yndigt. Mon ikke den betalende hånd overtager føringen?

I en fælles artikel i dag i Berlingske, som i opsætning ligner en annonce for et bryllup, proklamerer en ledende repræsentant for Københavns Universitet, prorektor Thomas Bjørnholm, og Charlotte Rønhof fra Dansk Industri, at nu skal det entrepreneuriske universitet måles bedre end hidtil. De langer ud efter den måde, den årlige måling af "værdien af erhvervssamarbejde" til Videnskabsministeriet sker på: "Når universitetets evne til at omsætte sin viden til gavn for erhvervslivet måles og vejes, fokuseres der nemlig på antallet og indtjeningen af patenter, licenser og samarbejdsaftaler" og ifølge forfatterparret repræsenterer det ikke de ægte værdier af ægteskabet mellem videnskab og kapital:

"Konkret foreslår vi, at man også måler på tre nye parametre. For det første på størrelsen af virksomhedernes investeringer i forskning og forskeruddannelse. Kan man forestille sig et bedre kvalitetsstempel for erhvervssamarbejde end private investeringer i forskningsmiljøer og forskeruddannelser? Dette kan både være i form af hårde kontanter til forskning og apparatur og som bidrag i form af arbejdstid, forsøgsmateriale, forsøgsanlæg etc. i fælles forskningsrådsbevillinger, samt ved at se på antallet af ph.d.-stillinger, som erhvervslivet er med til at finansiere. For det andet bør man måle, hvor megen offentlig videndeling universiteterne er involveret i, ligesom forskningsbevillinger med erhvervsdeltagelse og private fonde er vigtige indikatorer. For det tredje bør man måle på, hvor meget ny viden der bliver skabt og formidlet til samfundet i form af fælles publikationer."

Som glans- eller forbillede bruger forfatterparret geokemikeren Susan Stipp, en professor ved det nano-science center på Kemisk Institut, KU, hvor Bjørnholm selv kommer fra. Hun er, hører vi,

"er en af de forskere, erhvervslivet elsker. Hun leverer spændende forskningsresultater, udgiver originale forskningsartikler og har blik for relationer og samarbejde med erhvervslivet. Mærsk Olie og Gas, BP og andre virksomheder er en naturlig del af Stipps aktiviteter, og de investerer tocifrede millionbeløb i hendes forskning." (...) "Hele Stipps forskningsgruppe på 50 medarbejdere er betalt af eksterne forskningsmidler, som erhvervet dermed får stor glæde af. Samtidig bliver den viden, hun frembringer, til gavn for små og store virksomheder, som kan bruge resultaterne til f.eks. at forbedre deres modeller for olieudvinding."

Det er jo næsten for godt til at være rigtigt. Og jeg er næsten ked af at være nødt til at nævne skribentparrets idealbillede af en nanoforsker ved navn, for min hensigt her er på ingen måde at beklikke denne uden tvivl dygtige og entreprenante forsker, men at stille spørgsmålstegn ved om vi virkelig skal dreje skruen endnu en omgang i retning af kommercialisering og erhvervsretning af universitetet:

Er det Københavns Universitets opgave at agere forskerhotel for olieindustriens forsøg på at presse de sidste olieresserver mere effektivt ud af jorden?

Debatmøde om fremmedsprogene

debatmøde 20. januar

DO YOU
SPEAK
ENGLISH?
SPRECHEN SIE DEUTSCH?
PARLEZ-VOUS FRANCAIS?
QING WEN, NIN SHOU ZHONGWEN MA?

Norge har allerede en national handlingsplan for fremmedsprog.
I Danmark planlægger regeringen en strategi for fremmedsprog, der skal sikre at sproguddannelserne matcher ’samfundets behov’. Men hvilke behov har samfundet? Hvordan samarbejder man i uddannelsessystemet om sprogfagene og hvad betyder sproglig mangfoldighed eller mangel på samme for dansk kulturliv? Politiken og Copenhagen Business School sætter fremmedsprogene til debat.

Oplæg:
Fremmedsprogene i uddannelsessystemet: status
v/ Lisbeth Verstraete Hansen, lektor, CBS

Norges handlingsplan for fremmedsprogene
v/ Steinar Nybøle, leder af Fremmedspråksenteret, Norge

Den nationale strategi for fremmedsprog
v/ Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K)

Muligheder for samarbejde i uddannelsessystemet
v/ Hanne Leth Andersen, Prorektor, RUC

Hvad betyder samfundets behov for fremmedsprog fra et kulturelt ståsted?
v/ Bjørn Bredal, Politiken

Paneldebat v/ oplægsholderne

Tid og sted:
Torsdag 20. januar 16.30-18.30
i Pressen, Politikens Hus, Vester Voldgade 33, København .

Pluspris 20 kr. (+gebyr 10 kr.) Alm. pris 40 kr. (+ gebyr 10 kr.)

Reserver plads på www.politikenbillet.dk

Fyring af forskningsleder på Rigshospitalet

Denne sag er da rystende, man tror næsten det er løgn. Læs på Videnskab.dk (her den 9/11) om Rigshospitalets fyring af molekylærbiolog og forskningsleder Henrik Leffers fra Afdeling for Reproduktion og Vækst. Hvis bare halvdelen af de oplysninger Videnskab.dk bringer frem om årsagen til fyringen står til troende, har Rigshospitalets forskningsledelse et alvorligt problem. Og hvis de nægter at udtale sig med henvisning til, at der er tale om en personalesag, hjælper det næppe for deres troværdighed, for "samarbejdsvanskeligheder" et et mærkat, enhver ledelse vilkårligt kan klæbe på en medarbejder som fyringsgrund.
Jeg har endnu ikke helt forstået hvad det er, der er foregået, men som en af bloggens korrespondenter nævnte for mig i går om sagen:
"Er det i øvrigt ikke et pædagogisk skoleeksempel på hvordan en institutions "overordnede forsknings- og kommunikationsstrategi" kan stå i vejen for at der bliver lavet nybrydende forskning?"
Det tjener såvel Videnskab.dk som Henrik Leffers til ære, at de har bragt sagen frem i offentligheden. Lad os håbe, at det er muligt at kan komme dybere ned i den og få be- eller afkræftet påstanden om de helt uantagelige grunde til fyringen, som artiklen implicerer.
Hvis det er sandt, at den forskning og de resultater, som Leffers har nået frem til, af strategisk-økonomiske grunde er ubekvemme for afdelingen, og at dette endvidere er hovedårsagen eller blot en medvirkende årsag til fyringen (eller bare til evt. gnidninger i samarbejdet), er det mildest talt rystende, og efterlader i så fald en skamplet, ikke blot på ledelsen, men også på de konkurrerende videnskabelige miljøer, der har omgivet Leffers forskningsgruppe.

Kaffepausesamtale om instrumentaliseringen af sprogfag

Der var debat i Deadline i søndags om de små sprogfag, og så er det vel passende at referere fra en samtale - tænkt eller virkelig - jeg overværede i pausen til et seminar, mellem en håndfuld udøvende sprogforskere, filosoffer og humanister, som jeg i tidens ånd og af visse hensyn brutalt vil nummerere:

1. professor:
Så I også den sene Deadline i søndags? I bekræftende fald: Hvem havde fat i den lange ende & ikke mindst: hvad kunne én af os have sagt på en bedre måde?

2. professor:
Jeg så udsendelsen. Jeg synes Bjørn Bredal havde fat i mange lange ender, når han f.eks. talte om sproget som en art "tænkehat", og om nødvendigheden af, at universiteterne tænker i længere baner, og at det ikke kan være de studerendes studievalg, der afgør om fag skal findes eller ej. Refsing taler som en administrator, hun er en smooth operator, man hører slet ikke hendes bekymring, kun når hun bliver direkte angrebet. Og når Charlotte Rønhof taler om sprog som "redskaber", så bliver man jo helt dårlig ...

1. professor:
D'accord, ganske kongeniale følelser vældede op i mig, og lignende fortolkninger havde jeg, kære kollega. Sproget er jo netop ikke (kun) et instrument, jf. mit eget skrift fra (...).

3. professor:
Var det ikke en meget "glat" debat? Jeg synes som jer, at Bredal gjorde det bedst, fordi han understregede, hvordan de meningsløse mekanismer (studentersøgning mm) lægger alt øde, uden at nogen behøver at tage ansvar. Bredal var afbalanceret, ikke spor "Humanist til hest" (jf. titlen på hans bog om Montaigne); rart urokkelig i sit forsvar for humanistisk omgang med fremmedsprog.
Rønhofs "sprog som værktøj" hører jeg desværre ofte på mit eget universitet, så jeg er vaccineret. Og jeg vil endda vove den hårrejsende påstand, at hun er blevet bedre til at skelne mellem sine egne interesser som lobbyist for industrien og samfundets generelle behov end tidligere.
Det er jo sandt, at virksomhederne ikke i stort omfang efterspørger specialistviden inden for sprog. Men det, man glemmer at få med er, at det gør de ikke, fordi de sender deres materiale ud til oversætterbureauerne… Dén "efterspørgsel", dét samfundsbehov er der ingen, der rigtigt fanger!
Mht. gymnasieskolen vil jeg minde om Peter Harders regnestykke, fra hans artikel "Kvalitet på universitetet: reform eller tilintetgørelse?" i Helge Sander (red.), Fremtidens universiteter, Gyldendal, 2009. pp. 109-120. Hans pointer gælder selvfølgelig også de andre gymnasiale sprogfag.

[3. professor hiver bogen op af mappen og bladrer frem]:

[Om ødelæggelsen af gymnasieuddannelsen]:
"Det andet punkt drejer sig om en konsekvens af reformen som endnu er usynlig uden for universiteterne, nemlig demonteringen af gymnasielærernes faglige kvalifikationer - samtidig med at de faglige krav der stilles til dem i gymnasiet er eksploderet.
Når det hidtil har været usynligt, skyldes både at uddannelserne først går i gang nu, og at forværringen i vilkårene er et resultat af forskellige faktorer som ikke er tænkt sammen. Faktorerne er følgende:
• Afskaffelsen af sidefagssuppleringen (dvs det halve års viderekvalifikation der var bygget ind i pædagogikum-ordningen)
• Flytningen af BA-projektet til 3. år, der skubbede sidefaget videre op på overbygningsdelen - med det resultat at der nu kun er tre kvarte årsværk til hovedfaget (ud over specialet)
• Kravet om et professionsmodul, som tager ét af de tre kvarte årsværk
• De løbende nedskæringer, som gør at et kvart årsværk nu svarer til 2 timer i 12 uger
• Den planlægte omlægning af taxameteret, som betyder at kandidaterne skal blive færdige totalt uden forsinkelse
Jeg skriver dette i fuld bevidsthed om at det er næsten uforståeligt for outsidere - det er faktisk en del af pointen! Det gælder nemlig mange af de ting der sker i øjeblikket: ingen kan overskue konsekvenserne, men det bliver tvunget igennem alligevel, hen over hovedet på dem der skal få det til at fungere.
Det mest skræmmende er de faglige kvalifikationer på hovedfaget. Da jeg studerede, var et hovedfag på to år, dvs. at der (i nutidens regneenheder) ud over specialet var 6 kvarte årsværk. I firserne blev det skåret ned til halvandet år, svarende til 4 kvartårskurser. Nu bliver der så 2 faglige emnekurser tilbage. Hovedfagsfagligheden er skåret ned med 67% i forhold til de gymnasielærere der går af i disse år.
Oven i det kommer så at hovedfaget i den tradition der endnu lever, var stedet for faglig fordybelse, hvor man som studerende brugte typisk 3-4 år og gik til mange flere kurser end man tog eksamen i. Hovedfaget har været stedet for den identitetsbærende faglighed, den som gjorde at man følte sig sikker over for eleverne i gymnasiet. Universiteterne har ikke råd til at ignorere de økonomiske realiteter, så samtidig med at det faglige indhold formelt er skåret ned til en tredjedel, vil man sikkert finde veje til eliminere det faglige overskud som de studerende hidtil har lagt oven i af egen drift. Hvis finansministeriet får sin vilje, vil fremtidige gymnasielærere derfor have modtaget i alt 48 timers faglig undervisning på deres hovedfag.
Der er kort sagt lagt op til en kolossal faglig deroute, og den bliver sendt direkte videre til eleverne i ungdomsuddannelserne - hvor forventningen pudsigt nok netop er blevet at læreren skal kunne øse af sit vældige faglige overskud i forhold til hele fagrækken."
(Uddrag fra siderne pp. 118-120)

1.Professor:
Meget præcist. Nå, men om Refsing: man skulle tro, man havde fundet ny art gople. Hun havde vist været på kommunikationskursus hjemmefra, og måske derfor lykkedes det hende lidt for godt at få minimeret omfanget af de reformer, hun planlægger. Som jeg hører hende, er det en form for generaliserede "områdestudier", hun lægger op til, hvor fremmedsprogene indgår som en komponent blandt andre.

4.Professor:
Hmm, jo. En lignende model er afprøvet på CBS som hhv "Europæiske studier" og ”Amerikanske Studier” på et af institutterne. Europæiske Studier har haft stor og stigende søgning og var i år en af de allermest søgte uddannelser på CBS og blev bl.a. af den grund beordret til ekstra optag, da VTU-krævede, at universiteterne tog flere ind. Men ledelsen havde også besluttet, at uddannelsen skulle afvikles. Selv om den ret beset gav ”dobbeltkompetencer”. Nu genopstår uddannelsen tilsyneladende på et naboinstitut dog med noget mindre sprog og uden humanistisk vinkling. Det var i øvrigt det forløb, der resulterede i, at en højtprofileret USA-ekspert rejste til SDU… (se cbsobserver.dk: humanistiske omraadestudier droppet paa cbs).

3.professor:
For mig var det sandhedens øjeblik, da Refsing (kommunikationskursus eller ej) i én katastrofal sætning om DIs våde drøm (dobbeltkompetencer) sagde - her citeret efter hukommelsen: "Ja, kemikeren, der kan tysk, kan så et fag og et sprog"… Kan I se problemet? Sprog er ikke et fag!!!
Hvis selv HUM-dekanen for DKs største og ældste universitet ikke på landsdækkende TV er i stand til at slå fast, at sprogstudier også er et FAG, at sprogstudier er en FAGLIGHED, så er der ikke noget at sige til, at det hele kører af sporet.

1. professor:
På det helt overordnede organisatoriske plan er problemet, at universitetsledelserne i varierende grad ser ned på sprog som faglighed og kun vil høre tale om det som værktøjsdisciplin.

2. professor:
Det, jeg mener, man skulle gøre fra et overordnet fremmedsprogsuddannelses-synspunkt er at tænke samarbejde mellem forskellige uddannelsesinstitutioner, så man kunne få det bedste fra begge verdener. Der er selvfølgelig mange, der skal sluge nogle kameler! Men med det alternativ, der tegner sig på KUA, er det da at foretrække. Ledelserne er vist ikke vildt interesserede. De skal jo konkurrere.

1. professor:
Tak for jeres betragtninger over, hvordan det står til med opfattelsen af sprog. Jeg genkender det jo rundt omkring, også fra mit eget fag, hvor de studerende (og nogle af lærerne) i stigende grad taler om deres eget fag som "værktøjer". Det er selvfølgelig en logisk følge af, at man i stigende grad vægrer sig mod at tale om viden og hellere bruger ordet kompetencer. Med denne glidning har man jo så at sige på forhånd foretaget en glidning i retning af instrumentalisering af alt muligt, man kan vide noget om.

Er danske fysikere bare gode eller for selvfede?

Overskriftens spørgsmål – i en knapt så spidsformuleret version – skal følgende personer snart tage stilling til, i et forum under Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) som hedder Fagligt Udvalg: Formand for dette er direktør Jørgen Søndergaard (SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) og medlemmer er docent, dr.phil. Hans Fink (Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet), professor Poul Erik Mouritzen (Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet, professor Søren Molin (BioCentrum, Danmarks Tekniske Universitet), professor Søren-Peter Olesen (Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet), professor Frede Blaabjerg (Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ålborg Universitet), og konsulent Gunnar Sivertsen (NIFU STEP, Norge). Disse personer ved selvfølgelig meget om deres egne videnskabelige felter, og efterhånden en hel del om bibliometri – Sivertsen så meget at han er opfinderen bag den norske, og nu også danske, model for forskningsmåling – men ingen af dem er fysikere eller astronomer, så vidt jeg ved.
Spørgsmålet om danske fysikere og astronomer bare er gode eller lidt for gode dukker op pga. de kriterier, som Videnskabsministeriet ved FI stiller op for god og supergod forskning: Mistanken om selvgodhed, eller "nationalt bias", som FI har kaldt det, ligger i disse tal, som er de aktuelle tal for niveaudeling af tidskrifter for 2009-artikler:

Gruppe 29 - Fysik og Astronomi
Gruppens tidsskrifter: 267 stk.
Niveau 2 tidsskrifter: 26 stk.
Niveau 2-andel verden: 19,184%
Niveau 2-andel DK: 39,509%
(aflæst 14. sept. 2010 på FI's administrative site for medlemmerne af faggrupperne).

Man ser af tallet 19% (jeg dropper decimalerne), at faggruppen pænt har overholdt kriteriet for at være et "førende" niveau 2 tidskrift (standard tidskrifter er niveau 1), nemlig ikke blot (a) de facto at være førende (jeg har tillid til at fysikerne i faggruppen faktisk kun har sat de førende i højniveau kategorien), men også (b) at max. 20% af "verdensproduktionen" målt i antal artikler må sendes ud gennem tidskrifter som er markeret til førende (med andre ord, hvis et felt som fysik havde vurderet, at der faktisk var flere tidskrifter som var førende, så man nåede op på 28 eller 33% af verdensproduktionen som publiceredes via disse, ville det stride mod FI's kriterium b). Nuvel, her har fysik-faggruppen fulgt FI's retningslinier, keine hexerei.

Men uha, tallet for "Niveau 2-andel DK" er 39%. Det er ikke godt, fysikere, det er for meget! Og det kræver en forklaring til ministeriet ... Er læseren på dette tidspunkt mystificeret, følger her et forsøg på en forklaring på ministeriets kontrolmani:
I en af vejledningerne til den igangværende "niveaudeling" – en gentagen øvelse, hvor de 68 faggrupper bedes om at revidere deres ranking af fagområdets tidskrifter, så årets tal passer til FI's rankingskriterier – skriver FI (d. 18/5-2010, brevet kan ses her, og lidt om konteksten her) at

"Resultatet af jeres niveauinddeling i forhold til dansk produktion kan godt ligge over de 20 %, men vil have indflydelse på Fagligt Udvalgs kvalitetssikring af niveauinddelingen. Vi opfordrer jer til at holde øje med den danske produktion, da Fagligt Udvalg vil kigge nærmere på de faggrupper, hvor den danske produktion ligger over 30 %."

I et andet brev, "Retningslinier for niveaudeling" også fra 18/5-2010 (her), hedder det uddybende

"I tilfælde hvor meget mere end 20 % af den danske produktion i en faggruppe bliver placeret på niveau 2, kan dette skyldes, at faget har mange danske forskere på meget højt internationalt niveau, men det kan også skyldes, at den danske produktion er koncentreret til relativt få tidsskrifter samtidig med, at autoritetslisten omfatter et forholdsvist stort antal tidsskrifter, hvor danske forskere i praksis aldrig publicerer. I sidstnævnte tilfælde kan 20 pct. reglen indebære, at en utilsigtet stor del af den danske produktion bliver placeret på niveau 2.
Fagligt udvalg har derfor besluttet, at underkaste niveaudelingen i en faggruppe en nøjere granskning af årsagerne hertil, såfremt niveauinddelingen indebærer at mere end 30 pct. af den danske produktion i 2009 er på niveau 2. Hvis årsagen er et dansk publiceringsmønster, der er koncentreret på usædvanligt få tidsskrifter i forhold til faggruppens samlede liste, vil Fagligt Udvalg drøfte behovet for at nominere færre tidsskrifter til niveau 2 med faggruppen, for at begrænse de utilsigtede virkninger."

Bortset fra den blødere formulering er der for så vidt intet nyt i forskningsstyrelsens mistænksomhed overfor de 68 videnskabelige rådgivningsgrupper, som skal fungere som rådgivnings- og legitimationsbasis for ministeriets forskningsindikator; og det omtalte Faglige Udvalg har den utaknemmelige opgave, at imødegå de tilskyndelser til kassetænkning og point-spekulation, der er indbygget i modellen. Samme slagsmål var oppe sidste år: Da skrev FI, at

"I år findes der også oplysninger om de danske publiceringer. De bør anvendes som en del af overvågningen af, at nomineringen til niveau 2 ikke er biased til gunst for særlige danske publiceringsmønstre. Derfor bør det give anledning til en kritisk granskning både i faggruppen og i Fagligt udvalg, hvis andelen af danske publiceringer i niveau 2 tidsskrifter er væsentligt højere end 20 pct" (Retningslinjer for nominering af tidsskrifter til niveau, d. 24/7-2009 [her], min fremhævelse, CE)

Dette førte til megen undren og en del kritik fra mange faggrupper, opsamlet i et notat (her), der afgik d. 5/8-2009 til FI. En af kommentarerne fra faggrupperne dengang lød:

"Det henstår helt uklart hvorfor der er denne overrepræsentation af danske artikler i niveau 2 tidsskrifter (omend det ikke kommer bag på mig). Det på ingen måde klart, om vi skal være glade for overrepræsentationen, om vi skal forsøge at bekæmpe den, eller om vi bare skal være ligeglade." (...) "Pointen er dog, at vi ikke aner hvad tallene dækker over. Og uden at vide dette vil det være omsonst at ændre adfærd pga disse tal."

Mig bekendt har FI ikke foretaget en analyse af den danske overrepræsentaion i forhold til verdensgennemsnittet, eller forelagt en sådan for de rådgivende faggrupper, som reelt sidder i den interessante rolle dels at skulle bidrage til objektive råd om konstruktionen af en indikator der skal fordele forskningsmidler, og dels repræsentere eget fagområde i forhold til andre, dvs. tage hensyn til de fagpolitiske interesser i faggruppens eget bagland af forskere indenfor det pågældende videnskabelige speciale. Og her hænger mistanken om selvfed publikationsbias stadig i luften.

Med andre ord, som led i ministeriets "kvalitetssikring" af dansk forskning, inkl. dansk fysik, skal fysikerne i faggruppen nu til at forklare Jørgen Søndergaard & co, om det virkeligt er sandt, at de er så gode, at de får så mange artikler ud i internationale tidskrifter på et så højt niveau at det udgør 39% af det danske bidrag*) til "verdensproduktionen", eller om de har et så stort nationalt bias, at de som faggruppe blot udpeger de tidskrifter til højniveau, hvor danske fysikere nu engang publicerer mest.
Og det er ikke kun fysikken, der er mistænkelig i ministeriets øjne: En optælling (her) viser, at det her pr. 14. september er 42 ud af de 68 faggrupper, som ryger op over 30%-grænsen og skal forklare sig ... med mindre de degraderer en række af deres tidskrifter fra top- til standard-niveau i ministeriets målestok.

*) Note: Altså selvfølgelig ikke 39% af den samlede verdensproduktion, her bidrager Danmark kun få promille, men at 39% af de danske bidrag til denne indenfor fysik og astronomi ligger i højniveau (niveau 2).

Chefklubbens bluff

Hvor rektorkollegiet som et organ af valgte før universitetsreformen kunne hævde en repræsentativitet i forhold til universitetsbefolkningen, er Danske Universiteter kun en interesseorganisation for universiteternes topledelse. Det fremgår tydeligt af foreningens vedtægter, hvor §3, stk 2 lyder.

Stk. 2. Organisationen omfatter Formandskollegiet, der består af formændene for universitetsbestyrelserne, og Rektorkollegiet, der består af rektorerne for universiteter under universitetsloven samt Universitetsdirektørudvalget og en række underudvalg og arbejdsgrupper, nedsat af Rektorkollegiet eller Universitetsdirektørudvalget.

Bestyrelsesformænd – rektorer – direktører.

At foreningen både i sit navn og på sin hjemmeside præstenterer sig som interesseorganisation for de danske universiteter er derfor kritisabelt, da hverken forskere, studerende eller universiteternes almindelige teknisk-administrative personale har de ringeste beføjelser til at fastlægge, hvad ”Danske Universiteter” mener. Ikke engang dekanerne har indflydelse. Danske Universiteter repræsenterer toppen og kun toppen af det danske universitetshierarki. Resten er bare bluff og lånte fjer.

Mere tvang og styring på vej til forskerne

Fremover vil forskerne miste endnu mere af deres frihed. De skal tvinges til at bruge forskningsmidler på at få deres forskning formidlet – uden at få midler til denne opgave. De bliver også frataget copyright til deres eget arbejde.

af Jørgen Burchardt, formand for Danske Videnskabsredaktører

Det vil blive konsekvenserne, hvis Videnskabsministeriet godkender forslaget ”Anbefalinger til implementering af Open Access i Danmark” fra Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Ifølge forslaget, skal forskere fremover betale for publicering af deres forskningsresultater, når de får bevillinger fra forskningsråd og andre offentlige fonde. Da der ikke er lagt op til, at fondene får tilført flere midler, vil det betyde, at forskerne fremover vil få færre forskningsmidler at råde over.

Hele denne del af forslaget bygger på et ønske om, at publicering fremover vil være baseret på, at det ikke mere er abonnenter, men forfatterne (eller i praksis deres institution), som skal betale for en udgivelse.

Forslaget er dybt problematisk. Hvis en forsker er særlig produktiv, får hun/han ikke flere midler til at publicere sine resultater for. Omvendt vil en forsker med få resultater indirekte råde over flere midler.

Denne udgivelsespraksis findes i en vis udstrækning inden for visse naturvidenskabelige og medicinske fagområder, men den passer slet ikke til humaniora og samfundsvidenskab. Inden for disse områder er andelen af publicerende forskere uden for universiteterne så høj, at systemet ikke vil kunne fungere. I visse fag er således andelen af pensionerede forskere, arbejdsløse, gymnasielektorer, præster osv. i størrelsesordenen 30 %. Generelt er den forfatterbetalte udgivelse også dybt uretfærdig på institutionsniveau, hvor universiteter med de fleste og bedste forskere skal betale for udgivelser, som de dårligere universiteter herefter gratis kan lukrere på.

Bibliotekernes udvalg har været klar over, at den nævnte forfatterbetalte publicering ikke ville give den Open Access, som de ønsker så højt. De har derfor lagt op til en løsning baseret på forfatterarkivering.

Denne løsning betyder, at statsansatte forskere ved tvang skal levere deres manuskripter til et nyt statsligt forlag drevet af bibliotekerne. Via forskernes ansættelseskontrakt skal de være forpligtet til at levere deres manuskripter. Det smarte for det offentlige er, at det får forskningsresultater kvit og frit. Ifølge planen skal manuskripterne offentliggøres gratis i bibliotekernes databaser, også selvom de – som praksis er – samtidig bliver kvalitetssikret, bearbejdet og udgivet af et fritstående forlag, hvis tidsskrift bibliotekerne hidtil har abonneret på.

Forskerne vil efter disse regler ikke mere få mulighed for frit at vælge, hvilket tidsskrift de skal publicere i. Hvis et tidsskrift ikke tillader en samtidig publicering af manuskript, vil forskeren altså ikke kunne publicere heri. Det kan meget vel være det tidsskrift, hvis profil passer bedst med artiklen og hvor chancen for optagelse er størst. Det kan også være, at forfatteren herved bliver forhindret i at publicere i det mest anerkendte tidsskrift inden for sit fag, men må nøjes med at publicere i mere sekundære udgivelser.

De foreslåede ordninger kan også stille danske forskere ringere i det internationale samarbejde. Hvis man er flere forfattere om en artikel, kan der let opstå problemer ved udgivelsen, hvis den danske forsker har stærke bindinger på sit bidrag. Forskeren kan da risikere at blive sløjfet som forfatter, selvom han/hun har ydet et kvalificeret bidrag.

Endelig har den forfatterarkiverede Open Access den generelt store ulempe, at alle tidsskrifter baseret på abonnementsindtægter vil blive ramt på økonomien. Det betyder, at forskerne vil få en dårligere behandling, når tidsskrifterne har færre midler til deres redaktionelle arbejde. Mange forskere vil endda blive ramt af, at tidsskrifter på deres område helt vil ophøre med at kunne eksisterer. De vil da stå med stærkt forringede publiceringsmuligheder.

Det sidstnævnte scenarie er meget realistisk. Det kan ses af konsekvenserne af en beslutning af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation fra 2008. De støttede tidsskrifter blev fremover tvunget til at publicere i Open Access (vel og mærke uden at få kompensation for indtægtstab). Det har blandt andet betydet, at historikere har fået seks færre tidsskrifter at skrive i. En meget stor del af fagets bedste tidsskrifter er ganske enkelt blevet puffet ud over kanten i stedet for at forskningsrådet har hjulpet dem.

Bemærk at ovenstående ikke er et indlæg mod Open Access. Forfatteren er faktisk en af dem, som siden 1980’erne har agiteret for digital forskningsformidling og som også selv i praksis har været pioner på området. Hvis jeg er modstander af noget, så er det at bibliotekarer – som ikke har forskningskvalitet og udgivelsesøkonomi som deres primære kompetencer - forsøger at tage ”patent” på Open Access og forhindrer os forskere og redaktører fra at få indflydelse på området. Ingen af de 330 mio. kr. som efterhånden er givet til DEFF er blevet givet til erfarne redaktører med ønske om at udvikle Open Access løsninger. Men det er en helt anden diskussion.

Der er mulighed for at indlevere høringssvar til Videnskabsministeriet indtil d. 9. juli. Forslaget findes her www.deff.dk/content.aspx?itemguid={BFB5A4D9-E3CA-4E42-A25E-BE11AE0B79D9}

Foreningen af Danske Videnskabsredaktører har deres kommentarer til forslaget på www.videnssamfundet.dk

Danske universiteter for vidensdiversitet

I vores underskriftindsamling fra 2008 for en bedre forskningspolitik beskrev vi om baggrunden for protesten, at vi oplever et system, hvor "Samfundsnytte reduceres til erhvervsnytte, og forskningspolitik opsluges af industripolitik. Det offentlige universitet bliver ikke set som en institution, der kan sikre, at alle uanset social baggrund kan få adgang til uddannelse, og at den fri forskning, der er en nødvendig betingelse for demokratiet, kan udfolde sig."
Den forfejlede forskningspolitik har et ensidigt og ensliggørende fokus på universiteter som noget, hvis primære opgave er at bidrage til erhvervslivets konkorrenceevne. VTU kan ikke kaldes et ministerium for videnskab, det er et ministerium for erhvervsrelevant forskning, udvikling og innovation, og det er samtidig en enorm propagandamaskine, der hver dag, fra sine styrelser, råd og departementer, udspyr pressemeddelelser og rapporter, der er bestilt til at underbygge regeringens verdensbillede, at verden kun handler om økonomi, at alt kan købes og sælges, og at nationen Danmark bedst kan sammenlignes med en koncern på et marked. Der er i sig selv intet i vejen med industriforskning og industristøtte, men hvorfor skal det gå via institutioner, hvis sigte og formål er et bredere end en økonomisk bundlinie? For at maskere omfanget af statslig subvention til erhvervslivet?
Derfor er der i disse år mere end nogensinde behov for at artikulere hvilke andre værdier end de økonomiske universiteterne står for. De danske universiteter – og jeg taler ikke her om den forening af rektorer og bestyrelsesformænd, som kalder sig ved dette navn, men om selve de danske universiteter – omfatter andet end monofakultære handels- og ingeniørskoler, og har en rigere videnskabsdiversitet, end den, man finder på DTU eller CBS. Igen, det er fint, at vi har såvel CBS og DTU, de er absolut nødvendige, og de er sikkert også bedre til at hive erhvervssamarbejdsaftaler og en håndfuld patenter hjem end de juridiske, teologiske, humanistiske, samfunds- og lægevidenskabelige fakulteter. Men hvor ville det være klædeligt for interesseorganisationen Danske Universiteter, hvis formand Oddershede lidt oftere lod mangfoldigheden skinne igennem, i stedet for, som en politisk støver, blot at følge efter det spor som er lagt ud af det folketingspolitisk muliges kunst, og tilmed foregive (som sagen [her] om det politiske forlig om den bibliometriske forskningsindikator fra juni 2009 viste) at repræsentere universitetsforskerne selv.
Universiteterne rummer mange former for videnskab og viden. Såvel videnskabsdiversiteten og vidensdiversiteten skal vi værne om, for den trues af ensliggørelse med fokus på kun den viden, der kan hente penge hjem til et institut. Forskning er andet en erhvervslivets F&U. Dette er ikke ensbetydende med, at de nuværende universiteters former for disciplinbaseret akademisk videnskab er de eneste mulige, eller repræsenterer nogen evig ramme for skabelse af viden. Tværtimod må den akademiske videnskab selv bestandigt kritiseres, udvikles, diskuteres, sættes til debat. Forskere som Nils Bredsdorff og Heine Andersen har kritiseret tendensen til at opfatte kritik som uhøflig dadel og dermed sløvt indrette sig i sit eget paradigme, med skyklap- og øreprop-forstærket borgfred med kolleger på naboinstitutter, som har andre tilgange eller teoretiske opfattelser, så et stort kritisk læringspotentiale går tabt. Mange flere tværvidenskabelige initiativer ville kunne støttes bedre under andre institutionelle rammer. Og en endimensionel form for akademisering af mange fag har sikkert ofte forskertset muligheder for at udvikle højere vidensdiversitet, og producere nye former for viden.
Denne diskussion føres alt for sjældent i Danmark, men kan opleves flere i andre lande, for den neoliberale reduktion af videnskab til forskning og udvikling er globalt dominerende. Danske universiteter burde bidrage til den globale debat om vidensdiversitet og betingelserne mangfoldighed i videnskaberne. Indtil vi er dér, må vi i Danmark hente inspiration fra stemmer i den internationale debat, der markerer opposition mod globale kognitive endimensionalisering.
En sådan er filosoffen og litteraten Boyan Manchev, som er tilknyttet International College of Philosophy i Paris og New Bulgarian University i Sofia, og som med forelæsningen "The metaseminar. Theses on education and the experience of critical thought" (her), har formuleret ét af de steder, man kan begynde. I sine refleksioner over universitetets nuværende udfordringer udtrykker han, ofte i paradoksale vendinger, universitetets nødvendighed for et demokratisk samfund som et kritikkens værksted.

"the university must be an inviolable territory of critical thinking. A place where education and thought must not only be defended but also challenged: a place for the praxis and ethos of thought. This does not imply withdrawing from actuality and contact with the world; on the contrary, it means a space where the actuality of the world can be considered in a disinterested, in other words critical way (any critical position must be disinterested per se). Consequently, in forming a capacity for critique, the creation and development of critical instruments are a compulsory, immanent element of education. They are the second main task of the university as an institution of critical thinking. This critical realm – a realm of discernment, judgment and crisis (according to the etymology of krisis) at the heart of the public sphere – is by definition void. It is the non-appropriable void at the heart of the public sphere, belonging to no private interest that sets the conditions of its political existence. It is the intense but empty, ownerless heart of democracy. It does not appropriate, but possesses immanent resistance to any appropriation. And the university is the modern institution that has the supra-political function of defending and realizing this void." (Hele essayet her)

Uafhængighed: Bestil et forskningsresultat

Forskning handler om nysgerrighed, og om at bruge denne til at blive klogere, for ens egen skyld og for det
samfund, der står på spring for at udnytte den nyeste viden. Men der er forskel på, om nysgerrigheden drives af forskernes fantasi: grundforskning, eller motiveres af konkrete problemer, der skal løses: sektorforskning. Med fusionen i 2007 af flere sektorforskningsinstitutioner, blev disse to forskellige indgangsvinkler til forskning samlet til ét, under universiteterne.
Men det er lånte fjer, når sektorforskningen med de samme personer, administrative strukturer og økonomiske afhængighed af rekvirenterne, skal levere svarene under universiteternes gode navn og renommé. Man bør samtidig spørge sig selv, om sådanne opgaver overhovedet hører til på et universitet, hvis fornemmeste opgave er at forske og undervise frit samt berige samfundet på lang sigt med ny viden, hvor alene den faglige integritet og forskerens dygtighed tæller.
Et spørgsmål, som sammenslutningen af danske universiteter besvarer i en ny hvidbog ved en pure frikendelse, uden dog at gå ind i diskussionen af sektorforskningens økonomiske afhængighed af den rekvirent, der både stiller spørgsmålet og forventer svaret.
Sektorforskningen har altid været en værdifuld del af den danske forskningsverden og givet beslutningstagere og myndigheder mulighed for at vurdere konsekvenserne af forskellige scenarier ikke bare gennem gæt, men gennem undersøgelser og faglig rådgivning. Denne myndighedsrådgivning er ofte afgivet efter et tæt koordineret parløb mellem sektorforskningsinstitutionen på den ene side og ministerier, styrelser, interesseorganisationer eller private firmaer på den anden. Med myndighedsbetjeningen, fra de tidligere sektorforskningsinstitutioner, er universiteterne derfor presset ind i et minefelt, hvor deres uafhængighed er tabt og den kritiske objektivitet kan anfægtes.
Blandt giganterne i den gamle sektorforskning er Danmark Jordbrugsforskning (DJF), Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Danmark Fiskeriundersøgelser (DFU) og Skov & Landskab, hvisvigtigste rolle, samlet set, er at sikre udvikling af landbrug og fiskeri, samt vurdere tilstanden af vores miljø og natur. To sæt opgaver, der ikke altid harmonerer, og hvor en økonomisk motiveret tankegang kan tvinge opmærksomheden mod et mere produktivt landbrug på bekostning af miljøet og naturen.
Særligt DJF og DMU's nye status som fakulteter ved Aarhus Universitet kan være problematisk. I dag kommer omkring 70 procent af DJF's årlige budget, og omkring 30 procent af DMU's fra offentlige projektpuljer (samlet set omkring en halv milliard kroner), hvor Fødevareministeriet udgør den suverænt største donor. Vi har desværre set uheldige sager, hvor resultater af undersøgelserne var diskuteret igennem med de implicerede donorministerier og forskningsinstitutioner længe inden de egentlige undersøgelser blev foretaget. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, landets fornemmeste og mest kompetente sammenslutning af topforskere, pegede da også i sin forskningspolitiske rapport fra 2009 på dette problem og gav to konkrete eksempler på, hvordan sektorforskningens rapporter nedtonede de alvorlige konsekvenser for naturen af henholdsvis oppløjning af brakjorden og oppløjning af havbunden efter muslinger i Natura 2000 områder i Limfjorden.
Det var DMU, der fik til opgave at analysere konsekvenserne af at oppløje cirka 140.000 hektar brakjord og omlægge dem til intensivt landbrug. Brakjorden har i et land som Danmark, hvor naturen efterhånden ikke er
meget andet end mørtel mellem markerne, fungeret som vigtige refugier og gemmesteder for den vilde natur. Med tilladelse fra EU ville Fødevareministeriet i starten af 2008 gerne inddrage disse naturværdier, hvis samlede areal er på størrelse med Lolland-Falster, til landbrug og ville derfor kende konsekvenserne af en sådan manøvre. Den lidet overraskende og meget hurtige konklusion fra DMU, der blev leveret på bare ni dage, var, at dette ikke forventedes at skabe større problemer for hverken miljø eller natur. DMU påpegede problemer, men havde overordnet accepteret en formulering og afgrænsning af projektet, der begravede disse problemer, mens de svar ministeriet og landbruget ønskede, blev serveret i første linie. Det er ikke de menige medarbejdere på de tidligere sektorforskningsinstitutioner, der er noget galt med. De er dygtige forskere, men så længe armslængdeprincippet mellem myndigheder og forskere ikke respekteres, og så længe ministerierne gennem løbende budgettering projekt for projekt kan styre sektorforskningsinstitutionernes
økonomi, får vi aldrig den uvildige myndighedsbetjening, der er helt nødvendig for at træffe ikke bare de billigste men klogeste beslutninger.
Nøglen er en incitamentstruktur, der i sin grundvold arbejder kompromisløst med uafhængighed mellem politiske dagsordner og den forskning, der skal begrunde de politiske beslutninger samt sikre en gennemskuelighed i både økonomi og tilhørsforhold, så myndighedsrådgivningen ikke kamufleres som fri forskning. Ministerier og myndigheder skal udelukkende udstikke de overordnede linier, mens planlægningen og vægtningen af de enkelte elementer, fra projektbeskrivelse til rapportsammenskrivning overlades til de implicerede forskere og deres faglige
chefer.
De Økonomiske Råd (DØRS) er en af de få danske institutioner, der succesfuldt har formået at stå i konstruktiv opposition til enhver siddende regering. Rollen som vismandsorganisation har givet DØRS mulighed og ret til at udtale sig kritisk og uafhængigt, hvilket er sikret gennem en lige så uafhængig økonomisk struktur, hvor politikere ikke fra gang til gang giver penge til de økonomer, der kan producere de ønskede konklusioner, men udstikker en årlig økonomisk ramme, inden for hvilken DØRS selv kan administrere sine budgetter.
Denne økonomiske uafhængighed skal også sikres for de gamle sektorforskningsinstitutioner, så forskerne kan bruge deres faglighed og ikke økonomiske incitamenter som ledestjerne.
England har i mange år haft en natur- og miljøvismandsinstitution, med egen forskningsenhed: the Nature Conservancy Council (i dag opsplittet i tre regionale afdelinger), der har fungeret uafhængigt af ministerier og myndigheder, med faste budgetter, der slår vores hjemlige sektorforsknings budgetter med flere længder.
Ønsket om økonomisk og politisk uafhængighed er derfor hverken et krav om en urealistisk og urealiseret utopi eller en opfordring til at »sende flere penge«, men en nødvendighed, hvis vi fortsat vil bevare både frie, uafhængige universiteter og samtidig fortsat have en uvildig sektorforskning til gavn for vores landbrug og fiskeri samt øge indsatsen for miljøet og en dansk natur - til gavn for hele samfundet.

Kronik fra Weekendavisen 14. august 2009

Sander, NPM-ånden og massefyringer på universiteterne

Lad mig tage stafetten op fra nedenstående indlæg ved at nævne, at Information i sin leder i dag (d. 21/1, her) udpeger Helge Sander himself som den egentlige skurk bag fyringerne i disse dage af et stort antal forskere og teknisk-administrative medarbejdere på Kemisk, Datalogisk, Biologisk Institut og Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. Det er nemlig Sander, der nægtede at udstede dispensationer for de tåbelige adgangsbegrænsende optagelsesregler, der bl.a. forhindrede mange studenter med biologi på højniveau fra gymnasiet i at komme til at læse på universitetet.
Hvis denne blogs læsere ikke har tiltroet Sander den helt store forståelse for grundforskningens betydning eller et ægte engagement i og lydhørhed overfor universiteternes særlige problemer, kan en sådan personificering af en enkelt skurk bag den elendige økonomi, taxametersystemets uegnethed, den mangelfulde økonomistyring, ledelsens negligering af alternative kriseløsninger m.v., måske forekomme uretfærdig. Man får næsten helt ondt af videnskabsministeren, ikke mindst fordi det i dag, i et nyhedsbrev forlyder, at Helge Sander har tjent 25 år i dansk politik. Herfra henvises man til ministerens CV, hvor man mindes om hvor mange veje der leder til et så højt embede, og imponeres over at Sander har siddet i ministerstolen siden 2001. For de, som ser en indre forbindelse mellem på den ene side slagord om "fra tanke til faktura", 2003-universitetslovens kommercialisering af de danske universiteter ("fakultetet kører jo rent kapitalistisk", som en af mine studerende sagde i går), og på den anden side massefyringer af forskere eller armvridning til "frivillig fratræden", er det en nærliggende tanke, at det snart er på tide at tilbyde Sander en sådan frivillig vej tilbage til fodbolden. Men det ville nok ikke ændre meget, så længe den neoliberalistiske New Public Management-ånd vandrer uhindret videre rundt i de ministerielle gang-, tanke- og styresystemer.
Lad os håbe, at de, der skal være med til at evaluere universitetsloven i år, har blik for forbindelsen mellem de økonomiske, juridiske og organisatoriske betingelser for en fri og mangfoldig grundforskning.

Klimaforskning, forskningsklima, antiklimaks.

For få dage siden (9/1) kunne man læse denne nyhed på det internationale site Environmantal Research Web:

"New research indicates that the ocean could rise in the next 100 years to a meter higher than the current sea level – which is three times higher than predictions from the UN’s Intergovernmental Panel on Climate Change, IPCC.
The groundbreaking new results from an international collaboration between researchers from the Niels Bohr Institute at the University of Copenhagen, England and Finland are published in the scientific journal Climate Dynamics." (kilde)

I dag tikkede en mail - med overskriften "Tilstedeværelse på arbejdspladsen mandag den 19. januar" - ind hos alle ansatte på Niels Bohr Institutet fra den af dekanen ansatte institutleder:

"Jeg vil gøre opmærksom på, at alle fastansatte medarbejdere skal befinde sig i umiddelbar nærhed af deres kontor eller normale arbejdsplads på mandag den 19. januar 2009 mellem kl. 9-12 samt 13-15.
Årsagen er, at jeg som bekendt den dag er nødsaget til at meddele et begrænset antal medarbejdere [efter sigende 12 stk., C.E.], at deres stilling vil blive nedlagt som følge af de besparelser, instituttet er blevet pålagt at gennemføre. Så snart de berørte medarbejdere er blevet informeret, vil jeg igen pr. e-mail meddele, at processen er overstået.
Er det på grund af sygdom eller andet umuligt at være på sin arbejdsplads i dette tidsrum, skal det meddeles senest mandag kl. 9:00 pr. e-mail (...) eller telefon (...) til (...).
Med venlig hilsen (...)"

... "meddele, at processen er overstået" (sic!), et fromt ønske! Hvordan vil en sådan prikkerunde påvirke forskningsklimaet på NBI og, endnu voldsommere på Biologisk Institut (jf. dens medarbejderblog) og de andre berørte institutter, de kommende år?
Og mere generelt: Hvilken betydning vil det forværrede forskningsklima på de danske universiteter, der stadig bedriver grundforskning, få for den danske klimapolitik og det basale vidensberedskab, der skal danne grundlag for den? Det forringede forskningsklima kan i høj grad kan føres tilbage på det universitetssystem, den nuværende universitetslov har afstedkommet, og de vilkår for forskningsfinanciering, som binder universiteternes handlefrihed i forhold til periodiske svingninger i studentermassen på enkelte fagområder, mindsker basismidlerne i deres forvandling til konkurencepuljer.
De af regeringen og Helge Sander højt besungne globaliseringsmidler har ikke forhindret dette antiklimaks - budgetkrise, fyringer, og heraf følgende forringede studier. Vi ser en samlet, lukket, topstyret ledelse på Københavns Universitet, der nok i skåltaler, 'værdigrundlag' og personalepolitiske statements udtaler, at de ansatte er universitetet, og at den humane kapital er dets vigtigste ressource, osv., men som når det kommer til stykket har hovedfokus på at tækkes ministeren og hæge om 'egenkapitalen', som man ikke tør anvende til at afhjælpe krisen.

Vi, de ansatte på Københavns Universitet, er skuffet over den ledelse, vi har fået trukket ned over hovedet, og over dens manglende evner til at tage vare på og forsvare en vigtig ressource i det danske videnssamfund, en fri og levende grundforskning.

Forskningens instrumentalisering og taylorisering

Ligesom Jesper Eckhardt Larsen (nedenfor) kritiserer Per Øhrgaard i dagens Information (kronik) DI-direktøren Lars B. Goldschmidt for hans snæversynede opfattelse af forskningens samfundsnytte. Øhrgaard peger på risikoen for at man gennem overdreven instrumentalisering og målretningen af forskningen stik imod hensigten kommer til at ødelægge de kvaliterer ved den, som man iøvrigt ønskede at fremme.
En sådan ødelæggende instrumentalisering ses på flere planer, bl.a. det stadige fokus på konkurrence blandt forskerne, ikke nødvendigvis om de beste ideer, men om de pæneste tal på deres bibliometriske 'bundlinie', en tendens som kun vil forstærkes af Videnskabsministeriets planer om fordeling af basismidler "efter point". Jeg var inde på det i mit indlæg af 7/11 om scientometrisme, som kan defineres (i stil med ismer som biologisme eller sociologisme) som ideologiske anvendelser af et fag, her scientometri, på måder eller områder, som forvrænger fagets egentlige gyldighed. En læser sendte mig en kommentar til indlægget, som jeg efter aftale viderebringer her på bloggen:

Jeg takker hermed for dit indlæg (...) hvis hoved indhold jeg principielt er enig i og tillader mig i den forbindelse at gøre opmærksom på at det inddateringsinterface til databaserne der ligger bag graferne du nævner i dit indlæg er langt mere detaljerede end de offentliggjorte grafer giver udtryk for og bruges til opsamling af alle universitets ansattes aktiviteter /produktion ved flere universiteter f.eks. AAU og RUC.

Inddateringsinterfacet giver f.eks. også mulighed for at registrere de enkelte forskeres forskningsansøgninger. Både de succesfulde og de mindre succesfulde og dermed mulighed for at kortlægge en lang række produktions mål mm. I daglig tale omtales databasen på AAU som VBN databasen og danner i en række sammenhænge udgangspunkt for forhandlinger om personlige tillæg mm. Ingen tvivl om at Frederick Winslow Taylors og Henri Fayols tanker med stor succes kan anvendes af Mcdonalds anno 2008 i Danmark men at også danske universiteter søges ledet efter samme principper i 2008 bør vække undren.

Indlægget forbigår imidlertid diskussionen om det reelle behov blandt mange der ønsker at fordele forsknings resurser i en "oplevet", "reel" eller "italesat" "virkelighed" som opfattes som være præget af "resurseknaphed". Hvordan denne "resurseknaphed" er opstået i et af verdens rigeste lande synes reelt at være langt vigtigere spørgsmål at få dokumenteret end grafernes farve.

Spørgsmålets svar rummer måske den endelige forklaring på hvorfor nogle forskere til stadighed også på denne måde må dokumentere deres værdi og finde sig i at få deres "performance" eksponeret - offentligt og grafisk - stort set fra måned til måned. Jeg har i mit stille sind ofte spurgt mig selv om hvilke andre faggrupper eller enkeltpersoner der kan eller vil stå model til dette år efter år.

Sauvons la recherche

Fra bloggens udenrigspolitiske korrespondent, Lisbeth Verstraete Hansen, forlyder det, at der er endnu en underskriftindsamling i gang mod bibliometri-bølgen, i Frankrig (www.mlibr.org), hvor man har nedsat et akkrediteringsråd AERES (L’Agence d’évaluation de la recherche et de l’enseignement supérieur), der skal evaluere ikke blot uddannelser men også forskning, laboratorier, forskningscentre osv. Allerede i sensommeren var der ballade: Udvalgene for Kunst og Litteratur lod vide, at de i år ikke agtede at publicere lister, da de ikke syntes, at den forudgående refleksion havde været tilfredsstillende.
Det med danske øjne meget interessante er, at den ledsagende tekst til underskriftindsamlingen - måske lige bortset fra enkelte retoriske virkemidler - kunne være skrevet her...
Manglende dialog, del-og-hersk-princippet (universitet mod universitet, naturvidenskab vs social- og humanvidenskaber...).

Samtidig med underskriftindsamlingen har sammenslutningen "Sauvons la recherche" [Red forskningen] udsendt et moratorium (www.sauvonslarecherche.fr/spip.php?article2147), en appel til de forskere, der kunne tænkes at blive opfordret til at sidde i evalueringsudvalgene, og som opfordres til at tilkendegive, at de ikke agter at deltage i dette arbejde - ikke fordi de principielt er imod en form for evaluering, men fordi arbejdet foregår fuldstændig hen over hovedet på forskersamfundet. Her har indtil videre næsten 1400 - bl.a. Luc Boltanski skrevet under.
Der er frygteligt mange lighedspunkter med det, vi oplever her, og det gælder formodentlig også resten af Europa. Til orientering bringes nedenfor nogle oversatte afsnit fra ledsageteksten til den franske underskriftsindsamling mod bibliometrien. Teksten giver en ide om, hvordan det store europæiske forskningspolitik-eksperiment tager til i styrke flere og flere steder.
Lisbeth Verstraete Hansen, som hermed bydes velkommen på bloggen, takkes for substansen i dette indlæg.

Mobilisering for en befrielse af forskningen
[ http://www.mlibr.org/ ] Uddrag.

[Om Akkrediteringsrådet for forskning og undervisning, hvor udarbejdelsen af bibliometri-listerne er placeret]: Dette nye administrative og ideologiske system vil fremover pålægge forskere og undervisere ”lister over god forskning” (over god opførsel?). Evaluere, sortere, eliminere… Er vi ved at opleve forskningens 1984?
[…]
Situationen er alvorlig: Det tællelige og kvantificerbare forekommer objektivt og indiskutabelt. Måle-diskursen, fra psykometri til bibliometri, bliver den officielle diskurs. Alt tælles og sættes på lister. Desuagtet at Historien har lært os, hvad LISTER kan betyde, når de udgår fra en central magt: Man begynder med at evaluere, så sorterer man, og til sidst eliminerer man…
[…]
Vi må på det kraftigste tage afstand fra at anvende markedets lov på kultur, videnoverførsel, erkendelse og forskning. Vi ønsker at modsætte os en centraliseret statskontrols snigende infiltrering af viden, erkendelse og kultur i skoler og på universiteter. […] Vi ved alle sammen at Shanghai-rankingen er en stor komedie; der er bare ikke nogen, der har lyst til at le. Den aktuelle liberale politik er dygtig til at få os til at tro, at vi halter bagefter, at vi ikke er konkurrencedygtige: Derfor skal viden og erkendelse rettes ind efter markedskriterier… Derfor skal vi underlægges kontrol og evaluering, gå i takt.
[…]
Der findes allerede evalueringssystemer, og det har der gjort længe. Som forskere og undervisere har vi alle sammen været igennem dem, lige fra concours til publikationer. […] Selvfølgelig er det både nødvendigt og frugtbart at opretholde en kritisk refleksion over vores praksis, fordi vi i vores funktion har et ansvar såvel over for den brede og varierede kreds af studerende som over for vores medborgere, som vi skal stå til regnskab over for. Vi afviser ikke evalueringer – på betingelse af at det foregår i gensidig forståelse og dialog, som bevarer den kvalitative vurdering af vores arbejde. Vi afviser ikke dialogen, men det må være på betingelse af, at det formulerede mål (forbedre forskning og undervisning) rent faktisk svarer til de reelle motiver for foretagendet og ikke tjener snævert økonomiske interesser (budgetnedskæringer, stillingsnedlæggelser, langsom forsvinden af visse discipliner eller uddannelsesniveauer).
Situationen er kompleks. AERES er ikke bare et evalueringsråd, selv om det er den sproglige dragt, man har iklædt det. Det snedige i denne statspolitik består i at præsentere rådet, som om det tjener universitetets interesser, når det i virkeligheden skaber betingelserne for sønderrivende konflikter mellem de forskellige vidensinstitutioner. Kategoriale interesser (”bare jeg nu er på listen…”) fortrænger den almene interesse. At dele har altid været en god strategi for at gå videre uden at skulle i dialog.
[…]
[Forskningsminister] Valérie Pécresse udtalte i et interview, at ”Al forskning er en konkurrence”. Men er det ikke endnu engang at sammenblande ordene konkurrence og kappestrid [émulation = hvor enhver søger at yde sit bedste]. Jo, forskerne har brug for en kollektiv kappestrid for at reflektere over og diskutere deres forskning. Denne kappestrid bevidnes af de hundredvis af kollokvier der finder sted hvert år, og som samler franske og udenlandske forskere fra forskellige – nogle gange indbyrdes afvigende – discipliner og teoretiske traditioner. Det er fora for diskussioner, der nok kan være stormfulde, men som altid er stimulerende. Denne kappestrid næres af publikationer i frie tidsskrifter og bøger. […] Tanken fødes også af polemik og debat.
Og dér ligger problemet. Den aktuelle liste- og evalueringspolitik vil tage livet af denne tankes dynamik. Den demoraliserer forskningen, fordi den instrumentaliserer den. Tanken bliver et instrument for den ene eller den anden klan, for den ene eller den anden karriere. Den moral og den etik, som er en nødvendighed for tanken, kvæles af utilitarismen og effektivitetsdiskursen. Den statslige forskningspolitik forsøger at underlægge viden magten. Nu kan det være nok med tanken, siger denne evaluerings- og normaliseringspolitik med sine kvantitative kriterier
[…].
Den aktuelle forskningsevalueringspolitik fører til opdeling mellem fagområderne og til mistænkeliggørelse af de forskellige discipliner. Social- og humanvidenskaberne, på den ene side, er mindre og mindre velsete af magthaverne pga. den trods de byder en enkel kvantificering; på den anden side anses de eksakte videnskaber med deres kvantificerbare anvendelse for at sidde inde med sandheden om menneskets, verdens og universets måde at fungere på.
[…]
Hvilken fremtid bliver der så for de fornyende ideer, for den banebrydende tanke, der lige præcis trodser de statslige og de normative strømninger? Hvad bliver der af den frugtbarhed, der udspringer af fiaskoer og fejltagelser, og som i århundreder har drevet viden og tanken fremad? Hvad bliver der af det tidsskrift, man vil sætte i verden, men som allerede er dødfødt, fordi det ikke står på listen? Liste-politikken er en ideologi, der udglatter tanken. Den er forskningens og erkendelsens absolutte modsætning.
[…]

Vejret, klimaet og internationale ranking standarder

Kigger man på temperaturen globalt, har der faktisk ikke været nogen stigning i jordens gennemsnitstemperatur siden 2000 og denne trend ser måske ud til at fortsætte et par år endnu (Ingeniøren 21/5 2008). Betyder det at klimaforandringerne er aflyst? Betyder det, at vi ikke længere skal bekymre os om kul, olie og de fossile glæder?
Næppe. Det betyder nok snare, at den årlige gennemsnitlige temperatur for jorden som sådan er et uhyre dårligt og nogle gange ligefrem misvisende billede af de faktorer der ligger bag og af de reelle problemer, hvor temperaturstigninger bare er et af symptomerne.
Dette er jo ikke ny viden. Allerede i gymnasiet lærer man om forskellen mellem klima og vejr, der jo netop er et forsøg på at skille udsigterne for en standtur næste søndag med den generelle trend over 30 år. Men sagen kompliceres yderligere. Det globale gennemsnit er måske ikke den bedste indikator, da én af de vel snart empirisk efterviste konsekvenser af klimaforandringerne, er flere ekstreme begivenheder både varme og kolde, tørre og våde.
Dertil kommer, at klimaforandringerne jo næppe er de eneste konsekvenser af vores CO2 udledende ”way of life”. Selv hvis klimaforandringerne var aflyste ville naturen i Alaska lide, hvis antallet af olieboringer blev udvidet. Vi ville unægtelig oftere opleve olieindsmurte strande. Vi ville opleve mere allergi i byer, dårligere arbejdsvilkår i de kinesiske kulminer osv. Kort sagt jordens gennemsnitstemperatur i 2007 er et dårligt mål for klimaforandringerne.

Alligevel skal de institutioner der plæderer for komplekse analyserer, inden for stort set alt hvad vi rører, vejes som var målet at fastslå om det var fornuftigt at tage på stranden i weekenden.

Et af de ranking systemer der regnes blandt de mere seriøse THE (Times Higher Education university ranking) har kun eksisteret i fire år, med lister for 2004-2007. I den periode har Københavns Universitet hoppet mellem en 54 plads og en 93 plads (S.E.= 16.8), Århus Universitet har været lidt mere stabil med pladser mellem 114 og 138 (S.E. =9.8) og DTU mellem 130 og 194 (S.E. =27.4). Det er voldsomme spring i et system, der på trods af voksende forståelse for utilstrækkeligheder stadig bruges oftere, både af universiteterne til at promovere sig selv og af udefrakommende til at dømme os. At Københavns Universitet er gået 39 pladser tilbage fra 2006 til 2007 beskriver ikke en reel kvalitetsnedgang af så voldsom karakter, hvis overhoved nogen. Og at Universidade Estadual de Campinas i Brasilien har en difference mellem sit gennemsnitlige placering og 2007 placering på 135 pladser fortæller også lidt om de enorme usikkerheder der knytter sig til et for kortsigtet og unuanceret blik på rankingslisterne. Dertil kommer, at THEs metode ikke har været konsekvent gennem sine fire år, med tilpasninger og ændringer undervejs.

THE rankingen er ikke nødvendigvis dårligt. Og kigger man på listen for 2007 har man intuitivt også en fornemmelse af, at de har fat i noget af det rigtige. De kriterier den indeholder, inddrager også både kvantitative mål for peer-review artikler og citationer samt kvalitative som forsker og studentertilfredshed. Men med de store usikkerheder der ligger i metoderne bag disse rankingsystemer kan man overvejede om de kan fordøjes så ufordøjet som det til tider sker i dag og om de har år nok på bagen til vi tør stole på de overordnede tendenser i universitetsklimaet. Som nævnt har den globale gennemsnitstemperatur i samme periode ændret sig med mindre en 0.1 grad celsius og det endda i nedadgående retning.

Det vi gør på universiteterne kan vejes. Eller rettere: der findes ideer, undervisning, forskning, formidling og forskere der ikke gør det godt nok. Bygninger kan være af en stand der er for elendig og forhold i alt fra kantinen til mødelokaler og auditorier så dårlige at nogen må gøre noget. Der findes metoder der ude der stimulerer, belønner og opfordrer til at fortsætte med at undersøge, undervise osv.

Men er det et problem at det er komplekst? Er det et problem at løsningerne kan være forskellige fra universitet til universitet eller miljø til miljø? I den sammenhæng kan rankingsystemer måske være en del af løsningen, men ud fra den i mange tilfælde optimistiske i andre tilfælde mere deprimerende devise om at man får hvad man beder om, bliver rankingsystemer og benchmarking farligt når de står alene og når de som det ses i dag bruges som vejrmålinger, hvor der er brug for viden om klimaet.
så bliver den åndelige føde, universiteterne producerer til sondemad behandlet i ”den matematiske blender, som forvandler en kvalitativ mangfoldighed af ingridienser til en ensformig grød af tal”.

Ranking, frie midler og konkurrence

Den igangværende finanslovpolitiske diskussion om fordelingen af frie versus strategiske midler til forskningen viser tydelige nuanceforskelle i de politiske partiers forskningspolitik. Men mindst lige så afgørende er det at få politisk fokus på det projekt, som har fået newspeak-betegnelsen konkurrenceudsættelse af en (p.t. ukendt) del af universiteternes basismidler. At man med andre ord vil overføre en del af disse midler fra basismidler til en pulje, som universiteterne får tildelt efter - hvad? Konkurrence. Om hvad? Kvalitet, hedder det. Men i realiteten efter placering på en skala, en ranking, som udregnes efter parametre som forskningsproduktion, undervisningseffektivitet, volumen af eksterne midler (som mål for evne til at samarbejde med det omgivende samfund) og formidlingsaktivitet. Præcis hvordan disse mål indbydes skal vægtes er der vist ingen, ikke engang i Universitets- og Bygningsstyrelsen, der ved endnu, men alle danske universiteter skal mådes efter samme algoritme. Som den samfundsvidenskabelige dekan Svend Hylleberg har påpeget (se her og her), får det store omfordelingskonsekvenser for de enkelte universiteter, og de risikerer samlet set at dale i kvalitet!
Her kan vi gøre opmærksom på den kritik, som David Woodhouse (som er “executive director of the Australian Universities Quality Agency”) den 7. september rejser i University World News (her) af de internationale rankings, der hvert år sender rystelser gennem de store universiteters kommandorum, når de rutcher mange pladser op eller ned på skalaen. Mange af de problemer, der klæber til world rankings vil genfindes i vores regerings lille eksperiment med at rangordne de danske universiteter. Som Woodhause påpeger,

“Rankings rely on quantification, indicators and weights, assigning weights to indicators and using the weighted scores to rank the institutions. This forces the multidimensional quality aspect into a linear scale. In this process, aspects of the institution that cannot be measured with weightings and numbers get distorted.”

Hvad der ligner en objektiv placering i et 100 m løb, er i et stort omfang et udslag af valg af vægte og opgørelsesmetoder i den matematiske blender, som forvandler en kvalitativ mangfoldighed af ingridienser til en ensformig grød af tal. På den baggrund er det opløftende at læse den socialdemokratiske forskningspolitiskeordfører Kirsten Brosbøl i sidste nummer (217) af FORSKERforum (her), hvor hun bl.a. siger, at

“Universiteter er forskellige og har forskellige styrkepositioner og udfordringer. Det er en styrke, at vi i et lille land som Danmark har en mangfoldig universitetskultur. Den skal vi værne om ved at anerkende de forskellige institutioners styrker og forskelligheder.” (...) “Det gør vi bedst ved at udvikle universiteternes styrkepositioner og deres indbyrdes samarbejde, ikke ved at ensrette dem.”

I sit indlæg imødekommer hun flere af den igangværende underskriftsindsamlings krav (hvad der kun styrker ens tro på at den har nyttet - og du kan stadig nå at skrive under...).

Videnskabsministeriets store ranking- og basismiddelbeskærings-projekt truer de danske universiteter, og man kan kun håbe, at projektet inden da, som enkelte kilder i miljøet nu ser visse tegn på, selv kuldsejler under vægten af sine egne megalomanisk forfejlede ambitioner. Indtil da er det vigtigt, som Jonas Geldmann gjorde her på bloggen i går, at genåbne diskussionen om konkrete alternativer til den nuværende forskningspolitik.