Session om forskningsfrihed fredag d. 6. marts på AU

Forskningsfrihed

Som led i Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde 2015, der i år afholdes ved Aarhus Universitet, arrangerer Danish Research Network for Philosophy of Science en session om forskningsfrihed.

Sessionen finder sted fredag d. 6.3.,  kl. 13.00-15.15 i Mogens Ziegler Stuen (Konferencecenteret , Frederik Nielsens Vej 2-4, http://www.studenterhusfonden.dk/konferencecenter/vejviserkort.aspx) med følgende foredrag og efterfølgende diskussion:

Torsten Wilholt, Leibniz Universität Hannover: 

Epistemology and Scientific Autonomy (13.00-13.45)

Finn Collin, Københavns Universitet: 

Freedom of research in the ”enterpreneurial university” (13.45-14.30)

David Budtz Pedersen, Københavns Universitet: 

The structure of open access research – implications for academic freedom (14.30-15.15).

Alle er velkomne.

Kontaktperson for arrangementet:

Hanne Andersen, Professor (MSO), Centre director

Centre for Science Studies

Dept. of Mathematics, Aarhus University

Ny Munkegade

DK-8000 Aarhus C, DENMARK

ps: i det oprindelige opslag indsneg der sig en dato-fejl. Men mødet er altså fredag d. 6. marts. Der er et samlet program for hele mødet her:

http://konferencer.au.dk/fileadmin/konferencer/DFS2015_Foreloebigt_program.pdf

Lund-dekan forbyder "overdreven" kritik

Krænkende. En dekan på Lunds Universitet har i et notat indført regler som forbyder "gentagen og overdreven" kritik af forskningskolleger, som opfattes som "krænkende". Den kritiske filosof, som er anledningen til dekanens regler, har nu klaget til den svenske ombudsmand og forlanger erstatning.
       Erik J. Olsson er professor i filosofi på Lunds Universitet i Sverige. For omkring et år siden løb han ind i problemer, han aldrig have troet mulige. Han havde i flere omgange kritiseret en kollegas forskning på et forskningsseminar, hvilket jo næppe er opsigtsvækkende men en normal del af forskningens liv. Men kritikken og reaktionerne på den udviklede sig efterhånden til en heftig sag, som endte med at fakultetets dekan skrev et dekret med særlige adfærdsregler for professorens afdeling. En af reglerne bekendtgør eksemelvis, at "hyppig og overdrevet kritik" er forbudt, uden at det specificeres hvad der ligger i "overdreven" (man må antage at kun dekanen kan afgøre dette).
       Det virker i mine øjne helt bizart, og associerer umiddelbart til den stemning af tanke- og meningskontrol, der herskede i Stalintiden i det tidligere Sovjet. Og da det foregår på en afdeling for filosofi kan man jo heller ikke undgå at komme til at tænke på myndighedernes forhold til Sokrates i det gamle Athen. Uanset om disse associationer er ude af proportion, er det trist at der overhovedet gives en anledning til dem i et land som Sverige. Når man læser dekanens notat (som på svensk kaldes en PM, og kan læses her) virker hendes påbud vilkårlige og uforståelige. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv om noget lignende ville kunne forekomme i Danmark, og må desværre erkende, at jo, selvom det er langt ude, er det desværre ikke en umulig tanke, fordi også i Danmark køres universiteterne i stigende grad som private virksomheder, hvor ledelsen blander sig i de rent faglige anliggender og forventer "loyalitet" af de ansatte. Man overser, at undertrykkelse af den frie akademiske debat er ganske illoyalt imod selve universitetets idé.
       Erik Olsson følte sine almindelige rettigheder til at ytre sig gået så nær, at han indklagede Lunds Universitet for den svenske Justitiekansler (JK), der som institution er delvist uafhængig af regering og domstole og minder om den danske ombudsmand (se anmeldelsen her). Klagen lød på krænkelse af ytrings-, forsamlings og informationsfriheden. Også en af Olssons kolleger på den filosofisk afdeling klagede til Justitiekansleren (se her). Sagen afventer Justitiekanslerens afgørelse senere dette efterår, og har været omtalt i Sydsvenskan (her), og det DJØF-lignende blad Jusektidningen (her).
       Erik Olsson har med god grund valgt at klage over sagen som et brud på fundamentale menneskerettigheder. For mig er der ingen tvivl om, at dekanen også har forbrudt sig imod den akademiske frihed, som omfatter flere ting, bl.a. forskningsfrihed, om hvilken Matthew W. Finkin og Robert C. Post i deres For The Common Good - Principles of American Academic Freedom skriver at denne udøves indenfor rammerne af bestemte disciplin-specifikke standarder og at "Contestation drives the conversation that constitutes ordinary scholarly life" (p. 56); men også frihed til at udtrykke kritik indenfor murerne, om hvilken Finkin & Post skriver "Freedom of intramural speech (...) renders any institutional policy or decision a fair subject for faculty comment or criticism. (...) It is a liberty of the workplace expression rarely encountered – or tolerated – in the business world" (p. 124).
       Det er en sag, som nogle vil sige blot er en storm i et glas vand, men som ved dekanens uheldige håndtering har udviklet sig til at blive en meget principiel sag. Lad os håbe, at Justitiekansleren kan se det, og ikke køber evt. forsøg til at reducere det til en sag om misforstået dekan-loyalitet og "samarbejdsproblemer".

KU cowboy uden karma - sagen om Timo Kivimäki udstiller universitetsledelsens principløshed

Fyr først! Spørg bagefter!
Det synes at være devisen i KU-toppens seneste ageren i sagen om den spion-sigtede samfundsforsker Timo Kivimäki, som netop er blevet fyret fra Københavns Universitet (se bl.a. her). Man fyrer ham, ikke begrundet i, at han har gjort noget forkert som forsker med nærmere angivelse af hvori præcis hans kommunikation med "fremmede magter"(/"extra-universitære stakeholders"?) er gået over stregen, men begrundet i, at det ikke ser så pænt ud for KUs "anseelse" /status /branding, at en spionsigtet nu også er blevet dømt i det juridiske system som spion. Man fyrer ham for at se pæn ud. Bagefter spørger man PET om, hvad det egentlig var for en grænse, han overskred. En grænse, som samfundsvidenskabelig dekan Troels Østergaard Sørensen, ifølge seneste radioavis, heller ikke kender - og derfor efterspørger.
    Man kan resummere sagen således: "Han overskred grænsen (siger PET) – vi må fyre ham! Og så må vi hellere spørge PET, hvor grænsen egentlig går..."
    Det ser altså grimt ud. Det minder om sagen om PET, sms'erne, rockerne i Køge og den mistede ministerpost til Henrik Sass Larsen, besluttet af statsministeren. Sådan er det åbenbart blevet i Danmark. PET regerer eller insinuerer, og topledelserne, hvad enten det er i Socialdemokratiet eller på universitetet, retter ind og evner ikke, eller har ikke mod, til at tænke principielt. I stedet bekymrer man sig om "den offentlige mening". Føj.

Høringssvar på forskningsindikator-evaluering

Høringssvar på udkastet til evalueringen af den bibliometriske forskningsindikator (BFI) er nu ankommet (vi fik fristen udstrakt til 1. juli), og en af de ting, der nok vil blive diskuteret, er modellens omfordeling af midler i forhold til de samlede basismidler og modellens omkostninger.

    Før BFI opererede man med en 50-40-10 model, dvs. 50% af de nye basismidler fordeltes efter uddannelses-output, 40% efter evne til at tiltrække eksterne midler, og 10% efter færdige ph.d.'er. Den nye model hedder 45-25-20-10, dvs. 45% efter uddannelses-taxameter, 25% efter publikationer (BFI), 20% efter eksterne midler, og 10% efter ph.d.-produktion. (Repræsentanter for Hum- og Samf-fagene har været glade for nedgangen fra 40 til 20% af vægten af belønningen for at tiltrække eksterne midler, og man kan spørge, hvorfor det det element overhovedet skal have nogen vægt). Ifølge Finansloven for 2012 er de samlede basismidler til de danske universiteter 8,1 mia. kr. 
    Kun nye midler fordeles efter den nye 45-25-20-10 model, hvilket i 2012 er 720 mio. kr., så af disse fordeles således 25% efter BFI. Ifølge udkastet (her) der sendtes i høring fremgår, at "Hvis man sammenligner fordelingen i 2012 med hvordan den ville have været med den gamle 50-40-10-model (uden BFI), er omfordelingseffekten på 1,6 prosent." (s. 23 i udkastet). Hertil bemærkede en af mine kolleger: "Ethvert system som bruger 26 millioner kroner og oceaner af ubetalt forskningstid for de medvirkende forskere på at omfordele 1.6 mio. kr. pr. 100 mio. kr. må anses for absurd. Dette er ingen undtagelse." 
    Jesper W. Schneider og Kaare Aagaard udtrykker det sådan: "Betragter man den minimale omfordeling og sammenholder den med den til tider ophedede debat omkring BFI, fremstår hele øvelsen i udpræget grad som 'stor ståhej for ingenting', uanset om man anskuer det fra et universitetsperspektiv eller en politisk/administrativ vinkel" (s. 249 i kapitlet (her) om BFI i bogen Dansk Forskningspolitik Efter Årtusindskiftet). De tilføjer dog, at den alligevel kan bidrage til en udvikling med potentielt negative effekter, og de giver den danske BFI en anderledes kritisk behandling end evalueringsudkastet. Schneider og Aagaard sammenligner BFI med den oprindelige "norske model" og fremfører fire kritikpunkter: 1. Uklare målsætninger og mangelfuldt forarbejde; 2. Uklare incitamenter (de stiller spørgsmål ved, om vi overhovedet "i Danmark har brug for en model med incitamenter til øget akademisk publicering" (s.254)); 3. Fastlåsning af midler indenfor hovedområderne (hvad man ikke har i Norge); 4. Problematisk dokumentationssystem og datakvalitetssikring.
    Noget af kritikken går igen i de høringssvar, vi nu kan offentliggøre her på bloggen, nemlig fra Dansk Magisterforening (her); Akademikernes Centralorganisation (her) og Faggruppe 68 (her) som undertegnede er formand for. Vi modtager gerne supplerende høringssvar til offentliggørelse. 
    DM citerer bloggen og Finn Hansson for bl.a. det snævre kommissorium og det ensidige fokus på dekanernes meninger. Med hensyn til spørgsmålet om forskningskvalitet spørger DM retorisk, om man måler det værdifulde, eller værdsætter det målbare? Herefter slår DM i sit svar ned på et helt principielt spørgsmål, menlig publiceringsfrihed: Det er

"DM’s grundlæggende opfattelse, at beslutningen om, hvordan og hvor et forskningsresultat bedst offentliggøres ikke er et strategisk ledelsesspørgsmål eller skal være incitamentstrukturer, som desuden danner grundlag for tildeling af en større eller mindre del af de samfundsmæssige forskningsressourcer. Publicering er en naturlig og indbygget del af enhver forskningsproces, og må som sådan være omfattet af den samme forskningsfrihed som selve forskningen, og det må være op til forskeren/forskergruppen selv at vurdere, hvordan den bedste og mest effektive publicering kan foretages.
     Hermed indikerer DM også, at foreningen er helt enig i, at forskningsresultater naturligvis skal publiceres og gøres til genstand for en åben akademisk debat, som er den mest effektive måde at bringe forskningen fremad. I denne sammenhæng kan det således undre, at det i rapporten fremstår som om at publiceringskrav i peer reviewede videnskabelige tidsskrifter eller monografier mv. ikke har været et tema ved danske universiteter før BFI blev introduceret. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Alle danske universiteter har mindst de sidste 20 år haft forskellige procedurer og aftaler om forskningspublicering/forskningsvogtning, hvor der har været krav om jævnlig publicering i en eller anden relevant form efter peer review af det indleverede materiale.  (...) denne historiske kontekst nævnes end ikke i rapporten."

Også AC kritiserer, at man kun har valgt at inddrage universiteternes ledelser, og ikke de aktive forskere. Evalueringsrapporten viser efter AC’s vurdering, 

"at der fra universitetsledelsernes side mere er tale om en passiv opbakning end aktiv støtte til BFI. Universiteterne foretrækker BFI i mangel af bedre alternativer, fordi den har vist sig at give nyttig ledelsesinformation og gøre det muligt at sammenligne publiceringsadfærden på tværs af universiteter."

Endvidere finder AC det også problematisk, 

"når flere universiteter anvender BFI som grundlag for den interne fordeling af forskningsmidler. Det vil være bekymrende, hvis BFI mere generelt kommer til at være bestemmende for fordelingen af forskningsbevillinger mellem fakulteter og institutter. En sådan udvikling risikerer at ”straffe” forskningsområder uden en stærk tradition for kvantitativ måling af forskningens omfang og resultater og at hæmme innovation og nytænkning i forskningsmiljøerne."

Denne udvidede brug af BFI ligger ikke i den oprindelige grund til at indføre den, og det er en brug som Fagligt Udvalg i BFI-organisationen selv har advaret imod. Endelig peger AC, ligesom Faggruppe 68, på at 

"Mange faggrupper der dækker vidt forskellige forskningsfelter har det problem, at 20%-reglen om hvad der hører til ”det bedste” ekskluderer en række videnskabelige specialers tidsskrifter fra højniveaustatus. Det sker selv om de både har et højt niveau, anses for førende på feltet blandt feltets egne forskere og udgør den vigtigste publiceringskanal for det pågældende speciale. Det sker alene fordi de udgrænses af andre højniveau tidsskrifter fra andre videnskabelige specialer i faggruppen. En løsning kunne her være at øge antallet af faggrupper selvom også dette vil være forbundet med problemer."

Den største omkostning ved DFI er måske ikke så meget de økonomisk-administrative omkostninger  og tidsforbruget (evalueringen skønner kun faggruppernes samlede timeforbrug for 2012 til 2,7 årsværk) som den ændrede måde man kommer til at opfatte forskning på. (Schneider og Aagaard: Implementeringen af indikatoren har skabt "en italesættelse og nogle afledte effekter, der er mere adfærdsændrende, end hvad selve indikatorens økonomiske omfordeling burde tilsige", op.cit., p. 255). 
     Her indikerer BFI en sygdom i opfattelsen af videnskab som noget, der skal forvaltes fordistisk som en bil- eller brødfabrik. Der er behov for at bryde med det billede. Som DM påpeger: "Forskning må og skal bygge på en tillid til, at forskerne anvender de ressourcer, som bliver stillet til rådighed for dem, på den bedst tænkelige måde – også selv om det ikke er alle forskningsprojekter, som nødvendigvis fører til en artikel i et højt estimeret tidsskrift med mange citationer inden for de første år efter publiceringen."

Danske Universitetsforskere står uden samlet organisation

Det er ingen hemmelighed, at danske universitetsforskere længe har manglet en organisation, der kunne repræsentere dem som kollegialt interessefællesskab. Den organisation, som før havde det mere ærlige navn Rektorkollegiet hedder i dag Danske Universiteter (D.U.), og er en leder-organisation, hvor rektorkollegiet, formandskollegiet og underudvalg for universitetsdirektører m.v. samles. Men D.U. forsøger gerne i udtalelser til medier og politikere at fremstå som talende på vegne af hele universitetsverdenen, også universitetsforskerne, selvom der ofte er interessemodsætninger mellem ledere og de ledte på de danske universiteter. Når det sker, pådrager D.U. sig et legitimitetsproblem.

Sammenlign den let manipulerende passage fra D.U.'s hjemmeside (her):

"Danske Universiteter er mødested for universiteternes ledelser og medarbejdere, som i Danske Universiteter kan drøfte universiteternes fælles problemer, tage fælles initiativer og repræsentere de danske universiteter over for politikere, ministerier og samarbejdspartnere."

med denne mere sandfærdige sætning fra D.U.'s vedtægter (her):

"Danske Universiteter er mødested for Formandskollegiet og Rektorkollegiet, som i Danske Universiteter kan drøfte fælles problemer, tage fælles initiativer og repræsentere de danske universiteter over for myndigheder og andre aktører i samfundet."

Jeg foreslår, at D.U. underkaster sine hjemmesider et peer review, og iøvrigt i sin kommunikation husker at erindre om, at man repræsenterer et leder-perspektiv. 


Hvor er det akademiske medarbejder-perspektiv? Det er en skam, at danske universitetsforskere står splittet i forskellige fagforeninger og ikke har en samlet organisatorisk platform at tale ud fra, når man ser bort fra FORSKERforum (eller i al beskedenhed, denne blog, der jo forslår som en akademisk skrædder i helvede). 
Mogens Ove Madsen, som d. 20/6 havde en vigtig kronik i Information om den akademiske frihed (her), er en af de forskere, der har foreslået en sådan struktur (bl.a. i sin 2009-bog Universitetets Død). Det ville være fint, hvis DM og DJØF (men gerne også de andre akademiske fagforeninger) kunne starte med at finde sammen om en platform - eksempelvis ganske enkelt kaldet Danske Universitetsforskere - som kunne agere kontravægt til universitets-rektorer, -bestyrelsesformænd, -direktører og hvad der nu ellers er af sildesalat indenfor dén verden, og formulere en klar politik for en mere mangfoldig og fri organisering af universitetsforskningens verden.

„Samarbejdsvanskeligheder“ – hvordan de bliver skabt på Aarhus Universitet

af Linda Maria Koldau, professor på Aarhus Universitet

Min ”sag” på Aarhus Universitet har skabt stor medieopmærksomhed. Heldigvis har debatten flyttet sig meget hurtigt til de egentlige problemer på danske universiteter og især Aarhus Universitet: ytringsfrihed, ensstrenget ledelse ifølge Universitetsloven, ansvarforflygtigelse, en tvivlsom debatkultur, tavshedskulturen mv.
Mens debatten fokuserer på disse afgørende problemer, har Aarhus Universitet alligevel haft held i sin strategi at stemple min sag som en ”personalesag” der omhandler ”samarbejdsvanskeligheder”. Det bliver slået fast i hver eneste ytring fra AUs side, senest i interviewet med bestyrelsesformand Michael Christiansen – som jeg kender personlig og som var chokeret at høre om mine arbejdsvilkår da jeg mødtes med ham for en venskabelig og meget frugtbar samtale den 12. oktober 2010.

Hvad er det for nogle ”samarbejdsvanskeligheder”? Universitetet foretrækker at ikke ytre sig om dem, og offentligheden kan kun formode at der må være nogle alvorlige problemer, som til sidst er eskaleret i ”Koldau-sagen”.

Det er kendt i hele Danmark, at ordet ”samarbejdsvanskeligheder” bliver brugt, når en arbejdsgiver vil skille sig ad med en ubekvem medarbejder uden at komme i en juridisk klemme. Ordet opfattes uvilkårligt som vidnesbyrd om, at medarbejderen har været besværlig, ikke ønskede at tilpasse sig de givne arbejdsvilkår, ikke var beredt til dialog og kompromis.

Jeg er imidlertid træt af denne strategi. Jeg elsker det at komme i kontakt med personer, at diskutere alle mulige temaer, at dele min viden, at høre om andres meninger og perspektiver. Det var en glæde for mig at komme til Danmark, hvor jeg, som gæsteprofessor i Odense, havde oplevet et klima, som er åben for kontakt, dialog, samarbejde.
Og så gik det galt på Aarhus Universitet. Det tog mig 8–10 måneder at forstå, hvor de virkelige problemer ligger – for at gennemskue et skræmmende system, som ingenting har med ”universitet” i international forstand at gøre. Jeg har en stor erfaring i universitetsadministration og universitetspolitik. Derfor kan jeg hurtigt genkende strukturer og adfærdsmønstre inden vor det akademiske miljø. Det er ubekvemt for en ledelse. Og det er endnu mere ubekvemt, hvis en medarbejder, der ikke får duelige arbejdsvilkår, begynder at kræve dem og ønsker at tale om de problemer, som der findes.
AUs ledelse svarer på sådan noget med tavshed eller benægtelse. Hvis medarbejderen bliver ved med at ansøge om samtalemuligheder og problemløsninger, begynder da chikaner. Og værre. Hvis medarbejderen tager det sidste skridt og vender sig til offentligheden, mister medarbejderen alle sine venner, bliver isoleret – og så kommer da hurtigt en fyringstrussel.

Jeg har skrevet en kronologi over mine oplevelser på Aarhus Universitet (her). Skridt for skridt, fra godt til skidt. Fra den headhuntede stjerneprofessor til den problematiske ansatte – til ”Koldau-sagen”. Der findes faktisk anonyme fagfæller, der offentligt omtaler mig som ”paranoid”, og universitetet tilbyder mig venligst psykologhjælp. Som jeg på ingen måde har brug for: jf. diagnosen af en professionel psykolog.
Nej: Problemerne ligger andre steder. Jeg vil invitere den interesserede læser at selv danne sig et billede, hvor de ligger, hvordan de opstår, og hvordan en ”vidensinstitution” som Aarhus Universitet håndterer dem.

Ytringsfrihed og ”kollegial fortrolighed”

Et centralt spørgsmål i Koldau-sagen, der bør trækkes tydeligere frem, vedrører begrebet ”kollegial fortrolighed” som begrænsning af ytringsfrihed. Af pressereferater er det fremgået, at advarslen til Koldau bla. er begrundet, i at hun har tilsidesat hensyn til ”kollegial fortrolighed” (Information d. 18.2.). Jeg mener ikke tidligere at have set, at vores ytringsfrihed skulle være begrænset af et sådant hensyn, og jeg ser meget frem til, at Ombudsmanden tager stilling til, om en sådan yderligere begrænsning kan være i overensstemmelse med gældende principper om ytringsfrihed.

Jeg skal sige, at jeg bla. som medlem af Praksisudvalget ved KU har haft lejlighed til at sætte mig ind i meget af, hvad der findes af regler og udredninger af relevans for universitetsansattes ytringsfrihed. I kølvandet på Tamil-sagen blev der udarbejdet en omfattende betænkning, der bla. mundede ud i en ”Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed” (Justitsministeriet 2006). Hverken i den flere hundrede sider lange udvalgsbetænkning eller i vejledningen forekommer begrebet ”kollegial fortrolighed”. Faktisk slår denne vejledning fast, at der er en meget vidtgående ret til at ytre sig frit, så længe man ikke udtaler sig på vegne af institutionen, og så længe man respekterer formelle regler om tavshedspligt og injurielovgivning. Det er klart, at man ikke må videregive fortrolighedsklausulerede oplysninger, fx personoplysninger fra bedømmelsesudvalg ol. Man har også ret til at udtale offentlig kritik af arbejdsstedet, selvom man ikke i forvejen har fremført den ad interne kanaler. Udover de formelle regler henviser vejledningen til den såkaldte loyalitetspligt, der godt nok er vanskelig at præcisere, men iflg. vejledningen består i, at ”offentligt ansatte ikke [må] ytre sig i urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold indenfor eget arbejdsområde”. Og det er så vidt jeg har kunne se, ikke det som Koldau anklages for, og heller ikke noget, som kan definere begrebet ”kollegial fortrolighed”.

Heller ikke i de mange etiske koder og udredninger om god videnskabelig praksis, som jeg har været igennem, er jeg stødt på begrebet ”kollegial fortrolighed”. Det er yderst dunkelt, hvad fortrolighedskrav kan indeholde ud over, det som er tavshedsbelagt i gældende regler vedr. personfølsomme oplysninger mv., og derfor er det også umuligt at få øje på en begrundelse. Hensyn til retssikkerhed vil normalt tilsige, at det angives præcis, hvad det er for en udtalelse, der udgør en overtrædelse, og hvorfor. Det er ikke fremgået. Det virker derfor som et begreb, der er opfundet til lejligheden. Det vil kunne gøre enhver kritik af kvaliteten på egen institution til en overtrædelse af hensynet til ”kollegial fortrolighed”. Jeg mener, det er en alvorlig trussel. Vi vil være helt prisgivet til ledelsens vilkårlighed, hvis dette indtil videre helt luftige begreb anerkendes som grundlag for disciplinære sanktioner.

Desværre kommer truslen til at virke endnu en grad mere skræmmende på baggrund af tegn, der er kommet til syne i den seneste uge. Det drejer sig om de kollegiale reaktioner, nærmere bestemt den ambivalente holdning i forhold til ytringsfriheden, som kolleger til Koldau, men også andre universitetsfolk har afsløret. Det viser sig, at kolleger, der føler sig ramt af kritikken, tilsyneladende er parat til at give køb på principper om ytringsfrihed, når det gælder om at få stoppet denne kritik. Oven i købet med appel til ledelsen om indgreb. Tåkrummende pinligt, grænsende til det tragi-komiske, kommer det frem i det indlæg, som Svend Erik Larsen bragte i Information d. 22. febr., hvor han forsøger at nedgøre den professor, han som formand for hendes bedømmelsesudvalg var med til at kalde som professor. Men også i kollegaen Henrik Kaare Nielsens kronik fra dagen før, og som flere eller ellers fornuftige forskere har nikket anerkendende til, springer det i øjnene: ingen af dem går i forsvar for Koldaus ret til at ytre sig. I stedet appelleres til, at ledelsen overfor Koldaus forsøg på at undergrave afdelingens omdømme må ”tage affære” for at stoppe ”smadringen af et fagligt miljø”.

Mange kolleger i Koldaus fagmiljø er åbenbart frastødt af hende som person. Om det nu skyldes universitetsloven, post-modernismen eller menneskenaturens almindelige skrøbelighed, Voltaire-udtrykket ”jeg er uenig i alt hvad du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det” har trange kår. Festtalernes hyldest til oplysningsideer og Humboldt-universitetet rækker ikke langt, når idealerne skal stå deres prøve, fx hvis en person på en eller anden måde kommer i konflikt med flertallet.

Man kan håbe, at Ombudsmanden vil underkende dette mystiske ad hoc begreb, og at vore faglige organisationer også vil følge sagen til dørs.

Kære dekan, vil du nu fyre mig med det samme?

Kære dekan Mette Thunø

Jeg har udtalt mig i medierne om nogle problemer på Aarhus Universitet. Det er åbenbart meget hårdt for dig. Jeg har fremlagt en analyse af de problemer, som jeg har oplevet i den humanistiske uddannelse på mit fakultet. ”Jeg er dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til”: Det var min konklusion, som jeg publicerede i Politiken den 11. juni 2011. Der var flere end hundrede personer, også fra Aarhus Universitet, som takkede mig for min kritik: Endelig tør da nogen sætte navn til den kendte skandale!
I januar har jeg så turdet stå frem med en artikel hvor jeg viser, at nogle af uddannelsesstrukturerne på Aarhus Universitet nøjagtigt ligner det, som man kender fra DDR. At der mangler den grundlæggende frihed, som er forudsætning for nytænkning, innovation og kreativitet på et universitet.
Det er min kritik. Weekendavisen derimod syntes, at min arbejdssituation på Aarhus Universitet er så skandaløs, at journalisten Klaus Wivel skrev en leder om mig den 1. juni 2011.

Nu påtænker du at give mig en advarsel. Bland andet på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Du benytter dig derudover af to konsulentrapporter for at begrunde din påtænkte advarsel. Disse konsulenter har du ansat for at ”udrede samarbejdsvanskelighederne” på min afdeling. De fik en fordrejende baggrundsbeskrivelse fra dig, og på denne præmis har de til sidst leveret det ønskede resultat, som de blev betalt for.
Du kalder disse ”eksterne virksomhedskonsulenter” for ”professionelle” og ”uvildige”. Jeg kan derimod bevise, at den ene ikke er ekstern og har begået grove formale fejl, mens den anden – den første konsulents gode ven – ikke har talt sandt og mangler kompetence i universitetsverdenen. Deres endelige rapporter udtrykker udelukkende universitetsledelsens perspektiv.

Nu skal jeg altså få en advarsel. Den skal indlede en bødeperiode med klare adfærdsregler. Jeg skal få husarrest på mit kontor. Jeg bliver tvunget til en debat, hvor jeg ikke længere har lov til at omtale, hvad mit fag er og hvem jeg selv er. Jeg skal følges og evalueres af din konsulent. Jeg skal sige skriftligt undskyld til de kollegaer, som har krænket mig.
Det betyder: Jeg skal ydmyges og min identitet skal slettes.

Ingen af disse adfærdsregler kan løse nogen af de problemer som har fået lov til at køre uforstyrret på mit institut og min afdeling i mange år. Derimod er dine adfærdsregler konstrueret til at være så ekstreme og ydmygende, at jeg uundgåeligt må enten afvise dem fra starten eller fejle i at overholde dem. Dermed har du det perfekte påskud for at kunne fyre mig.

Du giver mig en frist til 1. februar at svare på dine bebrejdelser. Mit svar er: Din advarsel er ubegrundet. Den bygger på en overtrædelse af retten til ytringsfrihed og på to utroværdige rapporter.

Lad mig nu lige stille nogle spørgsmål til dig, kære dekan. Desværre fik jeg jo aldrig lov til at drøfte disse spørgsmål internt med dig.

Hvorfor nægter du dit ledelsesansvar? Du gør alt for at forhindre, at der tales om min ansættelse – om hvordan din forgænger headhuntede mig og ansatte mig under forkerte forudsætninger. Du og din institutleder gør alt for at forhindre, at de alvorlige problemer, som er opstået i min arbejdssituation, drøftes. Selvom jeg har anmodet om det i halvandet år, indtil jeg til sidst så mig tvunget at vende mig til offentligheden. Du gør alt for at dysse ned, at ledelsen har begået fejl – og at ledelsen har et ansvar at rette disse fejl.

Hvorfor taler du ikke om mobning eller ”krænkende adfærd”, hvis det er kendt at netop det findes på min afdeling? Du forsøger at forpligte mig til at sige undskyld til de kollegaer, som har udelukket, krænket og chikaneret mig.

Hvorfor er du ligeglad med at din institutleder ikke overholder de regler, som universitets personalepolitik forpligter ham til? Han har ignoreret mine anmodninger om at drøfte problemerne i min arbejdssituation, han har suspenderet mig fra en eksamen efter afleveringsfristen og han har aldrig ført de sygefraværssamtaler med mig, som han er forpligtet til. Jeg ville gerne have fremlagt for ham, hvordan min arbejdssituation påvirker mig og gør mig syg.

Hvorfor holder du dig ikke til dine egne aftaler? Hvorfor fornægter du nu det evalueringsmøde, som du selv har fastlagt? Er du bange for de glimrende evalueringer jeg har fået fra mine studerende, nu hvor jeg endelig har fået lov til at undervise historiske kurser?

Hvad er det for en debatkultur på Aarhus Universitet? ”Det har du misforstået” – ”Det har jeg aldrig sagt” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede du tegner” – ”Din holdning er ikke tidssvarende”: Det er ledelsens argumentation på mit institut. På tysk kalder man det for ”Totschlagargumente”: Argumenter, som slår modparten ihjel. Min ekspertise, mit kendskab til de internationale forhold i faget bliver kaldt for ”grøftegravning” og ”forældet”. Hvorfor undrer det dig, at jeg ikke længere ønsker at udsætte mig for sådan en ”debat”?

Og hvorfor skal alt under alle omstændigheder forblive internt på Aarhus Universitet? Du forsøger at fastlåse mig i nogle fiktive aftaler om ”fortrolighed” og ”loyalitet”, som aldrig er blevet truffet. Du truer mig, hvis jeg skulle offentliggøre noget fra konsulentrapporterne. Det gør jeg ikke – selvom der udelukkende bliver talt negativt om mig, mens alle andre navne er slettet. Hvorfor er det et problem for dig, at rapporternes indhold bliver kendt, når de sætter jo alene mig i et dårligt lys?

Hvorfor har Aarhus Universitet det så svært med at offentligt redegøre for, hvad ledelsen gør og hvordan I behandler jeres ansatte?

Jeg kan forsikre dig, kære dekan, at der findes mange personer på instituttet og fakultetet, som er enige med mig og gerne ville støtte min kritik. Men de er bange for chikaner og fyringsvarsler. Når de ser på min situation på Aarhus Universitet, kan de også godt forblive bange. Skal det være ånden på dit ”Faculty of Arts”?

Det her er mit svar. Hvad vil du nu gøre, dekan Mette Thunø? Får jeg min advarsel – eller vil du fyre mig med det samme?

Med venlig hilsen

Linda Maria Koldau
Professor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet

Undervisningsfrihed og publiceringsfrihed

De akademiske friheder er under angreb i disse år, på direkte og mere subtile måder. En subtil form for angreb sker gennem New Public Management, som påtvinger forskerne eksterne incitamenter, som er ydre i forhold de måder, videnskabernes faglige miljøer selv har reguleret deres videnskabelige virke på, dvs. efter rent videnskabelige kvalitetskriterier. Et omdiskuteret eksempel er den bibliometriske forskningsindikator (DBF). Forskningsstyrelsen har netop afholdt et stormøde med faggrupperne om "forlagsproblematikken", dvs. hvordan man tæller videnskabeligt output på områder, hvor forskerne især publicerer bøger og bogbidrag. Ministeriet vil v.h.a. DBF ikke bare tælle, dokumentere og synliggøre forskningen i en database (hvilket er fint nok), men gennem belønning til universiteterne anspore forskerne til at publicere i tidskrifter, bogserier og på forlag, som ligger på et særligt højt "niveau". – Men det forsøger forskerne jo i forvejen; problemet er, at de ikke gives nogen universel algoritme, der omsætter forskerens fagspecifikke fornemmelse for kvalitet til en statsautoriseret liste af pointgivende tidskrifter og forlag. På mødet havde jeg i frokostpausen lejlighed til at tale med Hans Fink om en anden akademisk frihed, nemlig undervisningsfriheden, i anledning af et aktuelt indlæg af Linda Maria Koldau i Politiken d. 9. januar om denne ret oversete frihed.

For undervisningsfrihed er ikke, som en googlehjerne ellers kunne tro, at have fri for timer på uni eller i skolen. I 2003 udgav fire filosoffer, idé- og videnskabshistorikere ved Århus Universitet, Hans Fink, Peter C. Kjærgaard, Helge Kragh og Jens Erik Kristensen, den læseværdige bog Universitet og videnskab. Universitetets idéhistorie, videnskabsteori og etik. Et af bogens formål var at beskrive kernen i selve universitetsbegrebet, nemlig

A. Tæt forbindelse mellem forskning og uddannelse

B. Forskningsfrihed

C. Undervisningsfrihed

D. Selvstyre

E. Videnskabens enhed

Der er tale om principper og idealer, der aldrig har været fuldt realiserede, men, som Hans Fink skriver (s. 12), "ikke desto mindre både før og nu er blevet set som mål at stræbe efter eller kæmpe for". Bogen udkom samme år som vedtagelsen af Helge Sanders lov om universiteter. Loven var et voldsomt anslag mod flere af de selvsamme principper. Med afskaffelsen af demokratisk valgte ledere, fakultets- og institutråd gjorde loven med ét slag bogens beskrivelser af disse kollegiale organer for selvstyret, og af hvad et universitet i det hele tager er, forældede.

Men der er al mulig grund til ikke at glemme principperne og vedblive med at kæmpe for dem.

Det gælder også undervisningsfrihed. Det er ganske vist ikke meget bogen skriver om dette element i den akademiske frihed, andet end at studienævnene, som indstiller studieordninger til godkendelse, har ligelig repræsentation af studenter og lærere fra det pågældende studium (hvad de stadig har), og at "Den enkelte lærer har ofte i samspil med sine undervisningshold en betydelig frihed med henblik på undervisningens konkrete indhold og form, og alle lærere har i princippet pædagogisk metodefrihed." Desuden anføres, at "Universitetets undervisningsfrihed er forbundet med de studerendes uddannelsesfrihed" (som også er begrænset af bl.a. mangel på fri adgang til alle studier).

Det er trist at undervisningsfrihed, allerede før 2003-loven, generelt behandledes stedmoderligt, og at de universitetsansatte ikke i højere grad har opfattet den som en integral men truet del af den akademiske frihed generelt, der som bekendt omfatter forskningsfrihed (herunder frihed til valg af publiceringsform); retten til at ytre sig frit, såvel indenfor universitetets mure, hvor der bør herske selvstyre i akademiske anliggender, som udenfor murene; samt altså undervisningsfrihed. Ideelt set skal universitetets uafhængighed af økonomiske og politiske interesser sikres ved en udstrakt grad af akademisk frihed og institutionelt selvstyre.

Undervisningsfriheden (Lehr- und Lernfreiheit) er det humboldske element, som skal give underviserne frihed til at udbyde forelæsninger, seminarer og kurser indenfor de områder, hvor de faktisk er kompetente og kan yde forskningsbaseret undervisning, og de studerende frihed til at følge den undervisning, de virkelig ser som essentiel for deres uddannelsesproces. Enheden af forskning og undervisning indenfor universitetet som organisatorisk ramme er den dag i dag stadig en vigtig forudsætning for såvel produktionen af ny viden som dens videregivelse under uddannelsesforløbet.

Men denne enhed er truet og undervisningsfriheden knægtes på forskellig vis. Mest markant ved at universiteterne underlægges en bureaukratisk akkrediteringsinstitution, som skal blåstemple nye såvel som gamle tiltag på undervisningssiden, og dermed indskrænker universiteternes autonomi. En anden indskrænkning er mindre synlig og sker, når undervisningsfriheden opfattes alene som universitetets – ikke den enkelte forskers.

Mht. forskningsfriheden udgør 2011-revisionen af universitetsloven en forbedring, fordi det præciseres, at forskningsfriheden ikke blot er hele universitetets, men også den enkelte forskers (§2 stk. 2, "Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken"). Tilsvarende eksplicitering findes ikke mht. undervisningsfriheden. End ikke ordet nævnes i loven! Den konflikt, der blev beskrevet i L. M. Koldaus indlæg d. 9/1, henviser til en situation, hvor den enkelte forskers undervisningsfrihed udelukkes af universitetet selv i skikkelse af et studienævn, som repræsenterer en bestemt faglig majoritet, der undviger åben diskussion om interessekonflikter mellem forskellige tilgange indenfor et bredt fagområde, og som forhindrer, at en forsker der repræsenterer ekspertise indenfor et bestemt underfelt, kan udfolde sit talent her. Ud over det triste forhold, at en sådan konflikt i det konkrete tilfælde (jf. også Klaus Wivels artikel "Hjem til Århus" i Weekendavisen 1/6-2011) er et sindsbillede på en inkompetent og ansvarsforflygtigende universitetsledelse, ligger der et principielt problem her:

Princippet om undervisningsfrihed har alt for længe ligget underdrejet og er truet af glemsel. På den baggrund er det trods alt glædeligt, at de fire århusianske tænkere huskede det! Lad os håbe, at også ledelsen af Århus Universitet (og verdenseliten) har format til at erindre princippet om undervisningsfrihed – og om at det gælder såvel for den headhuntede Loke som for den menige forskermasse af Tordenskjolds soldater.

ps

- Koldaus indlæg berørte også adgangen til ph.d.-studier; det har jeg modtaget flere kommentarer på, og vender tilbage til senere.

Englisk is the fjutur

Vi her at Buyaharbour Universiti is veri satisfyed vit the idea that all law and talk and edukajsons shuld bi en englis. Vi suport heartlike that al vi skuld talk and writ is englis. It maks veri gut sens and is a relly thruthought think by Sofy Carsten Nelson of the Radikale Left (hier). Vi ar a lidtl bit bekymret that Hanne Tange from Yearhouse Universytet kud be rid in at det somtimes vill slow our speak and mak it difikut for danske stutents to asg komplikatet kvæstions an vill make them lørn slow and everything you now . Båt vi ar globalisered enok til at we do når vorry veri mush. Id is also tu hart to vurry in englsk så vi hav tu stop. Tzank ju sofy. Thanks for coffi. For tu be bestest in the hole glåbalised wørld, we have hiret the extellentest konsultand tu helb ås impruve aur levl of understatement.

Forsvar de offentlige universiteter i Grækenland

Velkommen tilbage fra sommerferien! - måske tilbage fra Grækenland? Landet er andet end turisme. Alverdens lærde akademier kan spore deres rødder tilbage til den græske antik, længe før universiteter opstod i middelalderen. I dag er Grækenland på grund af sin nyere historie et af de europæiske lande med de stærkeste traditioner for akademisk selvstyre og forskning og uddannelse på universiteterne som offentlige goder. Disse goder er nu truet, og græske akademikere beder om støtte fra europæiske kolleger:

We appeal to our colleagues from the international academic community, who have experienced the consequences of similar reforms, to support us in our struggle to defend education as a public good. We fight, together with our British, French, Dutch, Italian, Spanish and other colleagues, for the respect of the academic tradition of the European universitas in current conditions.

We ask you to send electronically the appeal below, signed with your name and indicating your academic status and institutional affiliation, to the Initiative of Greek Academics (europeanuniversitas1@gmail.com) or sign online at http://www.petitiononline.com/mod_perl/signed.cgi?GRUNIV

The support of the international academic community will prove invaluable for the upcoming developments not only in Greek Universities but in respect to public European Higher Education as a whole.

Læs mere om baggrunden i den fulde opfordring her.

KU's mediestrategi og Marlene Winds akademiske frihed

Jeg er enig i nedenstående indlæg og regner og KU-rektorens afvisning af sanktioner mod Wind som en af de få gode ting, der er at sige om sagen. En anden god ting er at mange, også forskere, tager bladet for munden og forsvarer Marlene Winds ytringsfrihed. Men læsningens af dagens Information (artiklen af Simon Fancony "Hele Winds institut blev bedt om ikke at tale med pressen", se her) er hårrejsende, harm- og opsigtsvækkende, og man håber næsten ikke historien står til troende.

Men hvis den gør tegner der sig et blakket og forstemmende billede af en universitetsledelse, der i en debat om en kontroversiel forsker tror, at det bedste vil være at forsøge at styre 'krisen' eller 'sagen', endda tror at de kan 'lukke' en sag ved at henstille til medarbejderne på Winds institut om ikke at ytre sig i sagen, men og i stedet henvise journalister til samme institutledelse!

Hvis det også er sandt, at denne kommunikationsstrategi udgår fra højeste sted, dvs. rektor, står der et billede tilbage af et rektorat, der taler med to tunger – med den ene tunge afviser det åbne brev fra Messerschmidt om indgreb overfor Wind, og med den anden tunge instruerer institutlederen i hvordan debatten om Wind skal håndteres, nemlig ved at forsøge at lukke den ned.

Hvis det er sandt, er det alt efter temperament forstemmende, dystert, skandaløst, oprørende. For i så fald er det et eksempel, der lægger en lille brik til det billede, der i dag desværre har tegnet sig af universiteterne som topstyrede, politisk styrede institutioner, der tager alle mulige andre hensyn end hensynet til den akademiske friheds trivsel og udøvelse af fri forskning, undervisningsfrihed og fri tale såvel indenfor som udenfor murene.

Her er et lille uddrag af artiklen:

[institutleder] Lars Bo Kaspersen mener ikke, at han bevidst har prøvet at udsætte nogen for censur. Han siger endvidere til Information at han derefter havde en korrespondance med medarbejderne, hvor han understreger, at der ikke var tale om censur.
»Jeg mener på ingen måde, at jeg har censureret eller forbudt nogen at sige noget. Jeg ville bare opfordre til, at man var en smule forsigtig af hensyn til Marlenes situation.«
— Kan du uddybe det?
»Hvis der var nogle, der blev kontaktet omkring ytringsfriheden og ville tage en diskussion med Marlene om ytringsfrihedsaspektet, så syntes jeg bare, de skal henvise til mig eller dekanen, da det jo er en principiel diskussion for hele universitetet.«
— Men det er svært at opfatte mailen som andet, end at man ikke skal udtale sig?
»Det forstår jeg godt, men det er også derfor, jeg op til flere gange understreger over for de forskellige medarbejdere, at de må sige, hvad de vil,« siger Lars Bo Kaspersen.

Det lyder som om Kaspersen har fortrudt 'strategien' når den efterfølgende er afsløret, og i ramme alvor mener at kunne beskytte en medarbejder udsat for hetz ved at styre mediernes håndtering af sagen og lukke den. Nu er Kaspersen desværre ikke kun institutleder og i den forstand chef for Wind, han er også (i al fald efter hvad hjemmesiden hævder) professor på samme institut og deler således denne rolle (i al fald formelt) med et pænt stort kollegium af ansatte forskere på Institut for Statskundskab. Institutlederen skulle hellere have glemt alt om lederlagets fantasier om kommunikationsstrategier og forsøgt at optræde som én blandt ligemænd, en kollega og fagfælle og bidraget – som universitetsansat forsker – til at forsvare Marlene Winds akademiske frihed, ikke ved at lukke sagen, men åbne for en bred og langt mere grundlæggende diskussion af den rolle, forskere har i medierne, som eksperter, orakler og intellektuelle (en start kunne være at læse Gitte Meyers glimrende kommentar i Information d. 21/6, her).

Som professor Susan Wright fra DPU har fremført ved tidligere lejligheder er sager som denne velegnede til at rejse spørgsmålet: Hvem forsvarer den akademiske frihed? Det er i al fald ikke universitetsledelserne, der skal tage 'politiske' hensyn (i denne sag = hensyn til regeringen) og derfor i sådanne sager mister troværdighed som autonome.

I diskussionen om Marlene Winds bidrag til debatten det hidtil mest været debatteret om hun havde ret i sin kritik af grænseaftalen, om hendes sprogbrug kunne støde (især politikere og andre kommentatorer), og om hun som forsker måtte bidrage med politiske analyser (hvad hun selvfølgeligt må). Diskussionen har i mindre grad handlet om de friheder, hun har som universitetsansat forsker til at ytre sig i det offentlige rum.

Ganske vist har videnskabsminister Sahl-Madsen fremført at alle forskere har "ytringspligt til at deltage i den offentlige debat". Det er en forfriskende markering i betragtning af udtalelser fra anonyme forskere, der indrømmer at de undgår eksponering netop af frygt for at få politisk tæv eller at der ses misbilligende på dem fra fag-kollegers side. Men ministerens betragtning synes mere grundet i vidensøkonomi end i forsknings- eller akademisk frihed: Når samfundet betaler forskerne, har forskerne pligt til at levere viden tilbage til samfundet, bl.a. som et vidensbidrag til den demokratiske debat.

Men har sagen noget med forskningsfrihed at gøre? Alle vil sige, at ingen har begrænset Winds forskningsfrihed, dette handler om noget helt andet, hendes ytringsfrihed (eller ytringspligt) samt karakteren og formen af disse ytringer. Men det har selvfølgelig meget at gøre med personens status af forsker – ytringerne er forskningsbaserede. Ikke i snæver positivistisk forstand (hvor ethvert udsagn af vurderingsmæssig art, der ikke kan belægges med kvantitativ empiri, dømmes ude). Men i den forstand at de fremsættes af en forsker, der er godt inde i sit stof, som i denne sag er af bred samfundsvidenskabelig karakter. Wind er samfundsforsker og ytrer sig om samfundsforhold med udgangspunkt i sin forskning. Sådanne ytringer er ikke selv videnskabelige (der er ikke tale om at de skal leve op til de normer for videnskabelig kommunikation, der gælder i forbindelse med tidskrifter og konferencer i retsvidenskab, statskundskab osv.) men populære og gerne skarpe bidrag til debatten i det offentlige rum. Så selv om ytringerne ikke er videnskabelige, er de i bred forstand forskningsbaserede, og burde således også ses som omfattet af den akademiske frihed, som fremfor alt bør beskyttes – ikke af dekaner og institutledere etc. – men af "akademiet", her, faglige kolleger i generel forstand, faglige sammenslutninger, videnskabelige fora og selskaber.

Vi bør ikke glemme, at akademiske frihed er et sammenhængende sæt af friheder, udøvet under professionelt ansvar, som består af såvel forskningsfrihed, undervisningsfrihed, og frihed til at udtrykke sig kritisk om handlinger og begivenheder af politisk, økonomisk eller social art såvel indenfor som udenfor universitetets mure ("freedom of intramural and extramural expression" som de også kaldes).

Sidstnævnte frihed er ikke til for universitetsledelsens (eller dens strategiers) skyld. Friheden til at udtrykke sig frit som forsker udenfor universitetets mure er heller ikke identisk med enhver borgers ytringsfrihed (og i sagen her har Marlene Wind jo heller ikke benyttet sin platform som almindelig borger, som Marlene i kæret, men som professor Wind). Det er en frihed, som beskytter forskerens mulighed for at fremme viden, hvilket kræver, at forskeren er aktivt engageret i sit arbejde. Hvis forskerfællesskabet (bl.a. på Institut på Statskundskab) oplever deres universitet som repressivt vil de være tilbøjelige til former for selvcensur og selvbegrænsning, som strider imod den tryghed og tillid som fri forskning og undervisning kræver. Når vi som her har at gøre med normale bidrag til debatten (vi kan se bort fra spørgsmålet om injurerende, racistiske o.l. udtalelser), skal det videnskabelige personale ikke bekymre sig om at kunne blive straffet eller på anden vist hængt ud for at udtrykke deres vurderinger, holdninger og overbevisninger. I den forstand er friheden til at ydtrykke sig åbent om forhold udenfor universitetets mure – som en organisk del af den akademiske frihed – retfærdiggjort ved nærmest et praktisk hensyn, en art profylaktisk ordning der skal lette udførelsen af de pligter, der ellers påhviler forskeren, og lette beskyttelsen af forsknings- og undervisningsfriheden.[1]

Derfor, hvis man endelig skal tale om mediestrategier, er det en meget uheldig strategi at give Marlene Wind mundkurv på, opfordre hendes kolleger på instituttet til at holde kæft, og forsøge at tie sagen død. Det styrker tavshedskulturen i akademia, mens man burde forsøge at opnå det modsatte. En mediestrategi, hvis man endelig skal have sådan et bæst, burde animere den frie akademiske debat og styrke muligheden for at udtrykke sig frit, også om alt udenfor universitetets mure.

Note [1]. Formuleringen her er inspireret af Matthew W. Finkin & Robert C. Post 2009, For the Common Good - Principles of American Academic Freedom. New Haven: Yale University Press.

”Ekspert” i medierne

Deltagelse i den offentlige debat er en kontaktsport - også for forskere. Der følger knubs med. Tonen er skarp og ofte personlig, og reglerne for, hvem der vinder og taber en debat, er nogen helt andre end i den akademiske verden.

Internt i den akademiske verden kan man som forsker godt vælge at tage slagsmålet, men man kan også og helt legitimt tage den mere med ro. Hvis ens sag er god nok, skal det nok blive opdaget, og sker det ikke i morgen, så sker det om 5 år. Ad hominem-argumenter er dømte tabere i den sammenhæng. Derfor kan det stadig være uhyre indædt, hvad der foregår, og stridigheder universitetsfolk imellem kan være langvarige og nedgroede til det parodiske. Men fagligheden fører hele tiden et meget stort ord – også når debatterne på andre måder bliver perfide.

Offentlige diskussioner fungerer anderledes. Hvis man som forsker formulerer sig med alle sine vanlige forbehold og mellemregninger, kommer man ingen vegne. Et synspunkt skal skærpes for at kunne slå igennem, og den, der er villig til at trække sin formulering ét skridt videre, end der er streng faglig dækning for, har langt bedre chancer for at få sit synspunkt opdaget. Dermed er forskere fødte tabere i offentligheden, hvis ikke de lærer at gebærde sig på en helt anden måde, end de normalt ville som forskere.

En central forskel imellem faglige og offentlige diskussioner er, at andre dagsordner end de rent faglige har langt større indflydelse i den offentlige debat. Der er ofte – måske altid – andre dagsordner end de rent faglige på spil i en videnskabelig debat, men deres relative vægt er langt mindre. I offentlig debat kan man ofte have så ret, man vil, hvis man ikke kan sælge budskabet og modstå presset fra modgående interesser, kommer man alligevel ingen vegne. Man må også kunne håndtere, at det budskab, der reelt kan overleve en nyhedsjournalistisk behandling, er et, der er forenklet langt hinsides, hvad man normalt venter at møde i sin faglige sammenhæng.

Dette bliver på mange måder sværere, ikke lettere af rollen som ”ekspert”. Ekspert er af en række gode grunde et ord, forskere meget sjældent anvender om sig selv, men det sættes så meget des hyppigere på dem som en etiket i forbindelse med deres offentlige fremtræden.

En del af baggrunden for ekspertetiketten er, at den giver etosvægt til det fremførte. Når eksperten taler, repræsenterer han eller hun et vidensniveau, der ikke i sig selv kan gengives inden for rammerne af den offentlige debat. Resultatet kan præsenteres – ikke eller kun i begrænset omfang begrundes. I visse tilfælde fordi det kræver for megen tid og opmærksomhed at forklare baggrunden for resultatet; det gælder megen samfundsfaglig og humanistisk viden. I andre tilfælde, fordi de nødvendige vidensforudsætninger simpelthen ligger hinsides, hvad lægmand overhovedet kan tilegne sig; det gælder typisk inden for natur- og sundhedsvidenskabelige sammenhænge.

Ekspertetiketten repræsenterer logos med etos. Fordi det faglige argument ikke kan gennemføres, erstattes det af en etos-konstruktion: ”Dette er sandt, fordi det er sagt af en ekspert”. Der er imidlertid ganske mange faldgruber forbundet med det. Her et meget lille udvalg:

1) Faglig dygtighed og offentlig gennemslagskraft er to forskellige talenter. Nogen gange forenes de i samme person – nogen gange ikke. Det er derfor ikke givet, at det, der præsenteres som sandt af eksperten, også repræsenterer den bedst mulige viden på feltet.

2) Hvis eksperten tager alle rimelige faglige forbehold, mister han eller hun gennemslagskraft – se ovenfor.

3) Ekspertetiketten er en umådelig fristelse til at overstrække sin autoritet. Efterhånden som henvendelserne bliver flere, stiger fristelsen også til at tage sin ekspert-etos med ind på områder, hvor man ikke er i besiddelse af en speciel fagkundskab. Og man kan meget hurtigt få den tillagt, også når man vægrer sig noget, fordi det giver den journalistiske historie vægt.

4) Da vurderingen af, hvad man siger, hviler på autoriteten af en bestemt rolle snarere end på ens mulighed for at fremlægge en sammenhængende, dokumenteret argumentation, er muligheden for at nedbryde, hvad man siger, ved angreb på enten ens person eller ens rolle indbydende i en offentlig debat. Det kan ske som et forsøg på at dementere, at man er berettiget til at optræde som ekspert, eller det kan ske ved et generelt angreb på ”eksperter” og deres ret til at være klogere end andre. ”Smagsdommeren” er i denne sammenhæng ekspertens parodiske vrangbillede. Den retoriske glidning fra ”viden” til det mere arbitrære og kulturbestemte ”smag” er i denne sammenhæng betegnende. Smagsdommeren har ikke nogen egentlig viden at komme med, kun hovenhed og bedreviden. At ordet ”smag” også har andre mulige betydninger, er i netop denne sammenhæng af mindre betydning.

Slutresulatet er fra forskerens side lidet attraktivt (at den samme person godt kan være både forsker og ”mediekommunikator” ændrer ikke på dette). For at kunne spille ind i den offentlige debat må synspunktet skæres til og sælges, og jo hårdere man skærer det til, og jo skarpere man sælger det, des bedre er ens gennemslagskraft. Dette salg kan i sig selv være vigtigt, hvis det man ved, er vigtigt, så der er noget reelt tabt, hvis ikke man har held med salget. Men i det øjeblik man forlader den faglige debats sfære, befinder man sig i en situation, hvor man kan forvente at blive modarbejdet på måder, der ikke er fagfeltets, og hvor det er en glidende og usynlig grænse, der skiller ens rolle som faglig ”ekspert” fra ens rolle som almindelig debattør.

I forbindelse med debatten om Marlene Winds kritik af den nye grænsekontrol, er det derfor ikke nogen stor nyhed, at man som medieekspert kan få knubs. Det er ikke engang særlig vigtigt, at der forsøges lavet et karaktermord på Wind. Den type karaktermord kender vi i så mange andre sammenhænge, og de går kun forholdsvis sjældent ud over forskere. At en minister opgiver sit embedes værdighed og degenererer til at bruge øgenavne, er hans eget problem. Den type argumentation overbeviser alligevel kun dem, der er enige i forvejen. Selv den grumme selvmodsigelse og misforståelse af det samfundsmæssige formål med ytringsfriheden, der er i, at man på den ene side med næb og klør vil forsvare retten til at sige hvad som helst om en samfundsmæssig minoritet, på den anden side nærtagende brøler rasende af forskere, der kritiserer magten, kan vi for vores del overlade til de involverede parter. Det er ikke kønt, men det er der så meget, der ikke er.

Det egentlig interessante er, at man forsøger at få Marlene Winds overordnede til at kontrollere, hvad hun siger. Samfundet har på ingen måde brug for, at forskere er nervøse for at blande sig i den offentlige debat. Faktisk er det en af de centrale kilder, vi har til at få denne debat kvalificeret. Og ligesom det om ytringsfriheden gælder, at vi kun kan få den frie debat ved også at acceptere retten til i vidt omfang at fremsætte udsagn, vi opfatter som usympatiske og uvederhæftige (hvad der ikke gør disse udsagn til et ideal: se her og her), kan vi kun få forskningens vidensløft i den offentlige debat ved at acceptere retten til skæverter og forgrovede udsagn også fra forskerne. Man må lade debatten selv klare justitsen; hvis en forskers udsagn er underlødigt, skulle det jo være muligt at nedbygge det. At man giver sig til at ville tvinge hende til institutionelt at opføre sig på en måde, man selv anser for acceptabel, er totalitær tankegang. Men at give hende igen i offentligheden er naturligvis dagens orden.

Marlene Wind og forskere i offentligheden

Nødvendigheden af en klar beskyttelse af forskningen og af forskerens ret og pligt til at ytre sig i den offentlige debat, blev understreget idag, da professor Marlene Wind, som allerede var blevet udhængt af en minister, der optrådte helt uden interesse for sit embedes værdighed og en partileder, der efterhånden ikke kan andet end personangreb, blev påklaget af en EU-parlamentariker, der ville have rektor til at sætte hende på plads for synspunkter, han ikke delte. De samme politikere, som har gjort ytringsfriheden sakrosant, hvis det handler om retten til at kritisere etniske minoriteter er klar til at få lukket munden på forskere med magt, hvis disse kritiserer magten selv ... suk ... mere uafhængighed og større ikke mindre jobsikkerhed til forskere tak. Det er samfundskadeligt, hvis det bliver farligt for forskere at ytre sig offentligt imod magthaverne.

Uanset, hvad jeg i øvrigt mener om ham: Godt at KUs rektor står imod i denne sag. En ledelse, der giver mening, er klar til at være skjold for de ansatte.

Udsat for (og af) ledelse(n)

På KU er medarbejderinddragelse en by i Rusland
og det virker i det hele taget som om det ofte er svært for ledelsen at bryde ud af deres egen verden i diverse fakultære ledelsesteam og gøre medarbejderne interesseret i deres visioner og missioner, når kontakt til medarbejderne ikke resulterer i dialog men diktat. Den sag jeg skal fortælle om her startede ellers fint med kontakt og dialog, men endte med et diktat.

Det er en lidt personlig (beklager) historie om, hvordan jeg blev "ramt af ledelse". Gode kolleger har siden fået mig til at indse, at jeg bare alt for længe har været privilegeret – andre rammes næsten dagligt.
Det er egentligt ikke noget særligt: bare en kontorflytning. Som jeg nota bene på ingen måde har været med til at planlægge, acceptere, og knap nok effektuere. Jeg kunne bare iagttage, at nu skulle mit kontor snart (om et par dage) flyttes, fra en beliggenhed på ét institut (NBI) til et andet (kaldet IND, dvs. Naturfagsdidaktik) ved samme fakultet (Naturvidenskab, KU). Så vidt jeg forstår p.t., er det ikke ensbetydende med, at Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier (CNV), som jeg er ansat ved, forsvinder, og det ville da også være et tåbeligt træk, der kun ville kunne tolkes som min dekans ønske om at slette en af de initiativer, der stammer fra hans valgte forgængers tid.
Jeg fik nys om beslutningen om flytning ved at bygningsinspektøren ved NBI (jeg skal indskyde, at en af de mange charmer ved NBI Blegdamsvej er, at bygningerne er gamle og labyrintiske, og at man derfor ikke kan undvære en rigtig bygningsinspektør) var så venlig at sætte min emailadresse i kopifeltet da han skrev til institutlederen af IND og informerede ham om følgende:

"Vedr. Lektor Claus Emmeche flytning til Øster Voldgade 3 fra NBI,
Blegdamsvej 17!
John Renner Hansen har bedt undertegnet kontakte Institut for Naturfagenes Didaktik med henblik på Claus Emmeche snarlige overflytning til Øster Voldgade 3. Kan vi komme en dato nærmere for overflytningen? For NBI kan C.E. tage de møbler med fra Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudiers kontorer på NBI, Blegdamsvej 17, bygn. C, etage c, som de ønsker.
Med venlig hilsen ..."

Det var da sjovt, tænkte jeg d. 12/1, den dato mailen dumpede ind, hvor jeg få dage senere ville være på farten, bortrejst i to uger. Jeg nåede i al hast at skrive en afdæmpet protest om beslutningsprocessen til såvel lederne af afsender- (John Renner) og modtager-institut (Jens Dolin) som til dekanen selv (Nils O. Andersen), og fortrængte så alt om det, på behagelig afstand af internettet de næste 14 dage. Da jeg kom hjem kunne mine ph.d.-studerende på vores gang berette om den hastige flytning, som de heller ikke var blevet informeret om i god tid. Flyttefolk var allerede ved at pakke deres grej ned i kasser.

Det skal indskydes, at centerets ordning med NBI har hidtil været den, at NBI, siden CNV's oprettelse i 1994, har ageret fysisk vært for CNV, som hører direkte under fakultetet. Jeg er ansat ved CNV, ikke NBI (dekanen er således min nærmeste boss). I august fortalte dekanen mig om sin vision om at samle didaktik, museumsaktivitet og videnskabsteori, rejse penge til dels et nyt museum (lad os håbe Hr. Møller er gavmild) i et hjørne af Botanisk Have, og dels til et professorat i videnskabshistorie, til besættelse med helst en international stjerne, som vil kunne "løfte opgaven", som det hedder. En hyggelig snak, hvor jeg fortalte dekanen om mine forskningspolitiske aktiviteter og bekymringer for forskningsheden, og dekanen forsikrede mig om at dekanatet ikke blander sig i hvad folk forsker i. Jeg bifaldt tanken om styrke af videnskabsteori ved fakultetet, og tænkte mest dette som konkrete samarbejder mellem underviserne i bachelorkurserne i videnskabsteori, og jeg må indrømme, at jeg ikke tænkte ikke så meget over min dekans planer sidenhen.
Dumt af mig, for dekansamtalen var selvfølgelig den første association jeg fik (eller "slutning til bedste forklaring"), da jeg modtog mailen om flytning, selvom samtalen ikke mundede ud i nogen som helst aftale om "overflytning" (forklaringen var mildt sagt utilstrækkelig).
Den udløsende årsag til mailen, viste det sig snart, var at NBI akut manglede lokaler, da en gruppe forskere som laver e-science (en slags datalogi, som NBI-institutleder Renner godt kan lide og har en vision om at alle studerende på fakultetet skal have) skulle flytte ind, og så måtte nogen jo ud. Og med dekanens store plan var det jo klart, at ud skulle naturfilosofi og videnskabsstudier. Eller rettere: Overflyttes.
Jeg klagede min nød til Renner og kritiserede forløbet. Han fralagde sig ansvar, det var dekanens bord, CNV refererer jo til fakultetet. Desuden burde jeg kende dekanens impulsivitet godt nok til ikke at være overrasket. Det er historiens morale nr. 1: Kend dine lederes psyke og foretrukne interesser, det er moses og profeterne.
Nå, nu kunne jeg jo tage det lettere flegmatisk hvor præcist jeg har kontor. Institutter og fakulteter er jo ord, der snart vil stryges i den nye universitetslov, det selvejende universitet vil fortsætte sine øvelser ud i arealkondensering, og KU ender sikkert med at leje lokaler på Lolland. Jeg fandt iøvrigt ud af, at (bl.a.) NBI-Blegdamsvej – af KU ved "mageskifte" d. 30/11, 2010 (se her) – er blevet byttet bort til staten mod (bl.a.) Observatoriet på Øster Voldgade 3 og historiske universitetsbygninger ved Frue Plads. Fysikerne sidder nu i bygninger, der tilhører staten (Universitets- og Bygningsstyrelsen), mens vi er rykket ind i et gammelt observatorium, som af historiske og museale årsager nu tilhører KU. "Tilhører" skal sikkert skrives med gåseøjne. Mageskiftet er sket mageløst tyst. Om det har nogen betydning aner jeg ikke.
Da vores lille centers flytning gik meget stærkt, kom man på NBI til at kassere en del af vores møbler – en fodfejl og en uforståelig insinuation af at gamle skrivebordene ikke er kram – så vi har siden hustlet borde og stole fra Campus Service City (nej, det er ikke en privat virksomhed, men en del af KU). Er I nogen derude, der har reoler i overskud, har vi masser af kvadratmeter til høje priser, som de godt må stå på, indtil dekanen "overflytter" flere personer og centre, eller inviterer gode venner og festlige grupperinger til at deltage i befolkningen af Observatoriet, så vi alle sidenhen kan bidrage til arealkondensering.
Nå, men NBI-lederen lovede i sin miskundhed, at CNV kan fortsætte med at afholde undervisning og møder på NBI, naturfilosofiske og videnskabsteoretiske arrangementer, som fx vores seminarrække SiV. Det ville også være svært at undvære NBI's lokale Kc7, hvor Niels Bohr i glas og ramme skuer ud over forsamlingen, og minder os om ånden på Blegdamsvej og en tid, hvor der var overskud til fordybelse, reflektion og stadig diskussion af forbindelserne mellem filosofi og videnskab.

Universitetsforskeres ansættelsessikkerhed og dagens fyringer

I et bemærkelsesværdigt indlæg i Information i dag (her) skriver Carl Bache på vegne af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalg, at forskningsfrihed og ansættelsessikkerhed hænger sammen. I en kritik af regeringens universitetspolitik hedder det, at

"Med sin misforståede opfattelse af, at der er behov for meget stram styring af forskernes kreativitet og nytænkning, har regeringen bragt dansk forskning i den absurde situation, at historisk mange forskere er fyringstruede trods historisk høje bevillinger til universiteterne de senere år."

Det er ganske korrekt. Netop nu forlyder det, at der på fusionsuniversitetet Århus er kommet udmeldinger om, at der skal fyres yderligere 50 medarbejdere på jordbrugsvidenskab (DJF/AU), og på mindst en af afdelingerne har alle over 60 år fået "et tilbud de ikke kunne afslå" - altså valget mellem særlige ordninger for aftrædelse eller direkte fyring. Det er jo ikke første gang der fyres på DJF. Og på Københavns Universitet, hvor man stadig på instiutterne for Kemi, Datalogi, Geologi/Geografi og ikke mindst Biologi slikker sårene fra de tidligere fyringsrunder, har der i dag været afholdt et stort møde på SNF (Statens Naturvidenskabelige Museum, som hører under Det Naturvidenskabelige Fakultet og omfatter museerne for Botanik, Zoologi og Geologi) hvor ledelsen, efter en todages udflugt til Røsnæs, fremlagde en kriseplan for at bedre økonomien – dvs. en plan for hvordan de som ledelse tilkæmper sig større handlefrihed ved at nedskære lønbudgettet for at øge driftsmidlerne – ved at sætte en større fyringsrunde i gang. Ialt 15 stillinger (VIP og TAP) skal nedlægges, og 8 vil ikke blive genbesat efter folks naturlige afgang. Man havde også forsøgt at tvangsnedsætte pensionsalderen, men her satte fagforeningsfolk sig så voldsomt imod, at forslaget blev trukket tilbage.

På den baggrund kan man kun bifalde, at Videnskabernes Selskab kommer op af hullerne for at forsvare den fri forskning og protestere mod fyringerne. Man kan selvfølgelig mene, at Carl Baches indledning på den nuværende dystre baggrund rummer lidt for meget sarkasme:

"Skal forskere kunne fyres? Ja, naturligvis! Forskere har ikke særligt privilegerede ansættelsesvilkår, og en såkaldt fri forsker er ikke fri i den forstand, at han bare kan gøre, som han vil, uden at skulle stå til ansvar."

Nej, forskningsfrihed er ikke, og har aldrig været frihed til ikke at lave noget (heller ikke dengang dagbladet Dagen kørte hetz imod "nulforskere" og var med til at berede vejen for den nuværende universitetslovs indskrænkning af forskningsfriheden). Forskningsfrihed er derimod frihed for den enkelte forsker til selv at vælge emne indenfor vedkommendes kompetenceområde, og metode, publiceringskanal m.v., og forskningsfrihed er ligeledes forskerkollektivets, dvs. det videnskabelige samfunds frihed til autonomt at bevæge sine interesser og prioriteringer derhen hvor de er til gavn for videnskabens fremme, uafhængigt af hvilke politiske satsninger eller lokalstrategiske målsætninger, som en ovenfra ansat dekan eller en rektor måtte finde på at formulere. Så nej, forskere skal faktisk ikke kunne fyres. Forskere har - og skal vedblive med at have - særligt privilegerede ansættelsesvilkår, der netop for denne gruppe begrænser "arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet". Dette er ikke af hensyn til forskerne som personer, men af hensyn til "arbejdsgiveren selv" forstået som det fælles samfundsmæssige gode, der er grunden til at samfundet betaler for forskning, og det er ligeledes af hensyn til troværdigheden af offentligt finansieret forskning. Ansættelsessikkerheden er en funktionelt nødvendig understøttelse af den akademiske frihed. Resten af Bache's indledning lyder:

"Den frie forsker er en nøglefigur, hvis Danmark vil styrke sin position i global sammenhæng gennem uddannelse, viden og innovation, og det forpligter. Uden den frie forsker ingen strategisk forsker. Uden den frie forsker ingen kvalitet i de videregående uddannelser. Uden den frie forskning ingen videnskabelige nybrud. Regeringen har i sin globaliseringsstrategi klart underspillet den frie forskers samfundsmæssige nøgleposition, og alligevel skal en fri forsker kunne fyres."

Ja, men det sidste er også meget forkert. Regeringen, Finans- og Videnskabsministerierne, og universiteternes ledelser må simpelthen kunne gøre det her noget bedre. Ikke engang nedlæggelse af hele afdelinger (for at undgå diskussioner om enkeltforskeres 'relevans' som i DPU-sagen) kan legitimeres. Der må andre bud på at få universiteternes budgetter til at hænge bedre sammen og måske mindske universitetsledelsernes politisk betonede begær efter at vise deres eget værd ved at agere "strategiske", oprette interne puljer til konkurrence, involvere sig i prestigeprojekter, fusionere og omorganisere. Det bliver meget interessant at se, hvad den pengestrømsanalyse, som DM snart afholder et møde om (se her), viser mht. udviklingen i de måder universiteterne faktisk benytter de offentlige midler på. Bl.a. deltager Rebacca Boden, som før har været med til at påpege de sociale omkostninger ved den engelske neoliberale forskningspolitik (her).
P.S.:
- til de fyringstruede: kontakt os gerne for information om det nye netværk for fyringstruede, se her.

Kan universitetsforskere strejke?

Det har somme tider slået mig, at det egentlig er underligt, at ingen forskere under de runder af massefyringer, som universiteterne de seneste år har oplevet (og med stor sandsynlighed vil opleve igen) har foreslået at strejke. Så var jeg til et møde, hvor nogen påstod, at vi slet ikke havde strejkeret! Det viste sig senere at være forkert. Jeg skulle dog have påstanden afkræftet af eksperter, for de tilstedeværende tillidsrepræsentanter lod den passere ubemærket. Nå, men for at gentage: Vi har som universitetsansatte medlemmer af en fagforening strejkeret. (Med mindre "vi" som nogle ganske få professorer stadig er ansat under den gamle tjenestemandsordning: Tjenestemænd har ikke strejkeret).
Vi har ret til at strejke, men kan vi strejke? Kan vi nedlægge arbejdet, sætte hårdt mod hårdt, og i næste fyringsrunde kræve, at bestyrelse, rektorer, dekaner, osv. udarbejder alternative planer til at finansiere et midlertidigt budgetunderskud, før vi genoptager arbejdet? Og lad mig, for at spænde naivitetens bue, også spørge: Kan vi sympatistrejke med fyrede universitetsforskere på andre universiteter? Jeg har tidligere spurgt mig for – teoretiske muligheder optager mig meget – bl.a. hos tillidsrepræsentanter (TR), og har fået venlige svar a la dette:

"Der er jo altid to sider af samme sag. I denne er der den oficielle fagforeningsrolle, som her er begrænset til at modvirke afskedigelserne ved at forsøge at påvirke budgetterne (og igen er fagforeningens rolle her begrænset til at bliver hørt i samarbejdsudvalgene) og at hjælpe de, der kommer i klemme ved nedskæringer.
Med hensyn til arbejdsretlige protester så er fagforeningen og jeg som TR bundet af fredspligten, som er en del af overenskomstsystemet, og som betyder, at man kun kan strejke i forlængelse af overenskomstforhandlingerne og at fagforeningen er forpligtet til at hjælpe med til at holde ro på arbejdspladsen mellem overenskomstforhandlingerne. Hvis TR opfordrer til arbejdsnedlæggelser vil vedkommende blive fyret og fagforningen blive idømt en bod, der som regel er af væsentlig størrelse. Så derfor vil DM (Dansk Magisterforening) ikke tillade at jeg opfordrer til overenskomsstridige arbejdsnedlæggelser.
Den anden side af sagen er, at jeg selvfølgelig syntes at vi alle skal påvirke med de midler vi har, som bl.a. er at få så meget pressedækning som muligt.
Det kan ikke undgå at give opmærksomhed rundt omkring, hvis man på nogle institutter vil fyre næsten en trediedel af de fastansatte. Og det er kommet som lyn fra en klar himmel - for 3 måneder siden var alt jo helt fint efter både dekanens og rektors opfattelse. Det er udpræget dårlig ledelse at man ikke har kunnet forudse de økonomiske problemer, der er årsag til nedskæringerne.
Stemningen her på stedet er faktisk temmelig oprørt, så jeg tror at der er god grobund for kraftige protester. Der er indkaldt til protestmøde (...). Jeg håber på at der vil være stor kollegial opbakning til dette og en eller andet efterfølgende respons.
Jeg kan ikke som TR opfordre til boykot af eksamen eller undervisning, men på den anden side så er det jo velkendt at fyringstrusler giver stress og at stress nedsætter modstandskraften mod de influenzaer, der altid kommer her i januar!"

Det lader til, at strejker ikke er et reelt eksisterende våben i situationer med massefyringer. Det er da egentligt sært. Så hvis vi skal have forøget ansættelsessikkerhed, skal det ind som et overenskomstkrav.
Men hvad så med strejker i forbindelse med overenskomstforhandlinger? Kan fx de mange universitetsansatte, der er organiseret i DM, strejke i den sammenhæng? Her siger kilder, der kender lidt til systemet, følgende:

"Strejkeretten er svær at udnytte, fordi der er fælles forhandlinger for alle ansatte, og et flertal i hele AC skal forkaste et forhandlingsresultat for at der kan strejkes. DM kan udtræde af forhandlingsaftalen og selv sige nej, men DM har jo ikke alle universitetslærerne [som er organiseret i mange andre fagforeninger, fx DJØF], så det er risikabelt.
Ikke engang GL, som dog har alle gymnasielærere, vil kaste sig ud i en strejke alene.
Så det drejer sig om at overbevise et flertal af akademikerne om, at den samlede AC-overenskomst er for ringe."

Jeg mener, at ansættelsessikkerheden ved universiteterne i dag er blevet så forringet, og at universitetsledelserne i forbindelse med nedskæringer bruger så mange ekstra midler på at skjule dette – bl.a. i form af favorable og dyre fratrædelsesordninger, der sikkert er gode for de enkelte berørte, men som skjuler problemets omfang; og hele HR-bureaukratiet, der er ansat (!) til bl.a. at tage sig af dette – at det er på tide som overenstkomstkrav til foråret at bringe ansættelsessikkerheden i fokus; uanset om vi må, kan eller vil strejke for den eller ej. Som tidligere nævnt her på bloggen er ansættelsessikkerhed, på linie med retten til at deltage i den kollegiale styring af de akademiske anliggender, et centralt element i understøttelsen af forskningsfrihed.

Fyrede forskere danner fælles forum

Et af de mest markante anslag mod den enkelte forskers forskningsfrihed er hvis vedkommende fratages jobbet og med det adgangen til at udføre forskning og deltage i det videnskabelige samfund, som universitetet er hjemsted for.
Man kan miste jobbet på to ret forskellige måder: Fordi man har begået den alvorlige brøde at fuske og svindle med sine resultater. Eller man kan, mere typisk, miste det af grunde som er udenfor ens kontrol: Elendig økonomistyring, budgetkrise, mismanagement, nedskæringer og omprioriteringer på det universitet, man er ansat (eller, jf. DPU foråret 2010, hvis en dekan ikke finder ens forskning 'relevant'!). Det må føles umådeligt uretfærdigt når man ellers har passet sit job og ydet sit bedste. Det er også en krænkelse mod den akademiske frihed, et principielt begreb danske universiteter ellers har forpligtet sig på. Uddannelsesforskeren Terence Karran siger et sted (her) om begrebet akademisk frihed,

"most scholars of academic freedom agree it has four elements: two are substantive, and two are supportive. The first substantive element is research freedom (the right to choose the subject for research and the methodology used, and to publish and disseminate research findings). The second substantive element is the teaching freedom (including the right to determine the curriculum, the mode of teaching, the method of assessment, etc). The supportive elements are academic tenure and the right to participate in academic governance." (Times Higher Education, May 6, 2010)

Det, der skulle understøtte akademisk frihed, nemlig skærpet ansættelsessikkerhed, tenure, findes ikke i Danmark, og hvad værre er, ansættelsen som universitetsforsker synes at være blevet mere og mere usikker igennem de seneste år. Et "Notat om personaleomsætning ved universiteterne" af 5/3-2010 (her) fra Videnskabsministeriet viste, at landets otte universiteter i løbet af 2009 skar 113 forskerstilinger væk, mens den samlede personalegruppe voksede med over 500 ansatte! Mens forskergruppen af professorer, lektorer og seniorforskere er faldet med 2,2 procent, er det samlede antal ansatte steget tilsvarende 2,2 procent. Mere universitet, mindre forskning. Og den forskning der bliver tilbage er mere styret af eksterne interesser og midler end forskernes egne ideer.

I juni måned bragte nyhedsmedierne (her) dystre historier om kommende massive besparelser på universiteterne som led i regeringens spareplan. Hen over sommeren skete der i stilhed store organisatoriske omlægninger af fusionsgiganten Aarhus Universitet (kommenteret af Forskerforum her), der umiddelbart betyder, at "at nogle af de nuværende fakulteter eller schools ikke længere er selvstændige fakulteter, fx DMU, DJF, ASB (Handelshøjskolen) samt DPU (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole)." Fyringer af forskere på DPU og DJF har allerede fundet sted, og flere må forventes at følge. Er det kun et spørgsmål om tid før endnu en massefyringsrunde vil skylle ind over KU, og landets andre universiteter?

Det må vække bekymring, at vilkårlig fyring af dygtige, aktive forskere, bliver daglig kost ved de universiteter, som den nuværende statsminister gerne ser placeret på verdensranglisternes top ti. Det må bekymre, at så få politikere ser nogen problemer i den markante knægtelse af den akademiske frihed ved landets højeste institutioner for lærdom og viden. Det må bekymre, at end ikke AC og de akademiske fagforeninger formår at lancere så effektive og hørbare protester imod forskerfyringer, at de gøres til et tabu for bestyrelser, dekaner og institutledere. I stedet gøres fyring til noget, der isolerer hin enkelte berørte forsker fra det kollegiale fællesskab ved instituttet, gør ham eller hende til "en personsag", lukket af tavshedspligt og hendysset med velmenende psykolog- og konsulentstøttesamtaler, kvalifikationsdatabaser, afværgeforanstaltninger, høringspapirer, kurser og andre ritualer, som skal forvandle den systematiserede skandales irrationalitet til business as usual.

Bloggen Forskerfrihed? støtter derfor moralsk dannelsen af et netværk for fyrede forskere. Vi er i kontakt med et fremspirende netværk af fyrede og fyringstruede forskere, som er gået sammen for at opsamle erfaringer, undersøge mønstre og mekanismer i det, der burde være et no-go for enhver universitetsledelse, og diskutere modtræk. Det var da også på tide, for hvem ved, hvis de nuværende universitetspolitiske tendenser fremskrives, vil netværket hurtigt kunne komme til at rumme flere fyrede forskere end de tilbageværende ansatte. Sat på spidsen er vi alle fyringstruede med den nuværende regerings forskningspolitik.

Har en forsker ikke fusket, men bare forsket flittigt, undervist og formidlet, som der står i ansættelseskontrakten, er fyring horribelt. Støt derfor det nye Forum for Fejlagtigt Fyrede og Fyringstruede Forskere (5F). Er du selv fyret; har du været eller er du fyringstruet; er du blevet lokket til 'frivillig fratræden' eller pension før du egentligt ville, så støt netværket og slut dig til, ved at sende en mail til undertegnede (emmeche [snabela] nbi.dk), som i denne kontekst agerer bloggens kontaktperson til netværket. Netværket er åbent for interesserede, og respekterer, at langt fra alle ønsker deres medlemskab offentligt kendt.

Universitetspolitisk gåde 2: Samfundsinteresse eller ledelsesinteresse

Et væsentligt argument for at indføre den enstrengede ledelse på universiteterne var, at man gerne ville sikre, at universiteterne ikke lukkede sig om sig selv. Ønsket er der ikke noget i vejen med: Samfundet har brug for uafhængig viden, viden der bliver til med henblik på at skabe viden, der ikke er bundet til personlige, organisatoriske og ideologiske interesser.

Men og men og atter men, prøv nu at høre, hvordan det lød i det interne nyhedsbrev, da dekanen på Det Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O. Andersen, var blevet kritiseret efter endnu en bloddryppende fyringsrunde:

Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.

Her skal vi godt nok ikke have nogen vidensudveksling med samfundet, som ledelsen ikke har styr på. Organisationen – eller rettere: ledelsens interesser – kommer først. Og så er der fyringssagen på det nu hedengangne DPU. Da det blev ham forelagt, at fyringerne stred imod forkningsfriheden, sagde AUs direktør:


Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere.

Lad være, at argumentet ikke holder i forhold til fyringssagen, som simpelthen var et angreb på et forskningsmiljø, ledelsen ikke kunne lide. Det centrale her er, at ledelsesretten, en rent intern funktion, til hver en tid går forud for forskningsfriheden, en afgørende samfundsmæssig værdi.

Gåde: Hvis formålet med indførelsen af den enstrengede ledelsesstruktur var at vende universiteterne mere udad imod samfundet, hvorfor bliver den så ikke afskaffet, når det viser sig, at det reelle resultat er, at vi har fået organisationer, der lukker sig om sig selv, og hvor ledelsesinteresser til hver en tid går forud for samfundsinteresser?

Forskningsfriheden ER død

Lad os konstatere, at det nu officielt er slået fast, at forskningsfriheden er død på de danske universiteter. I forbindelse med fyringen af Jørgen Huggler, Henrik Vase Frandsen og Asger Sørensen fra DPU, kritiserer Ingrid Stage det indgreb, det er i forskningsfriheden, at et område kan sønderbombes med et pennestrøg og kalder det et alvorligt indgreb i forskningsfriheden. Hertil svarer Jørgen Jørgensen, direktør for Aarhus Universitet:

Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere. (her)

Den hellige almindelige ledelsesret går til hver en tid forud for forskningsfriheden. Dermed er den død, for lederen kan altid vælge at fjerne ressourcerne fra den forsker, som ikke retter ind. Forskeren er nu 100% afhængig af sin leders velvilje.

Spørgsmålet står tilbage: Hvad er mest nødvendigt for samfundet: Stærke ledere på universiteterne med hånd- og halsret over deres forskeres arbejde eller adgangen til uafhængig, kvalificeret viden fremsat uden hensyntagen til andet end sagforholdet?

Hvornår slipper vi dog af med den ledelsesfetichisme. Når ”stærk” og ”handlekraftig” ledelse volder langt mere skade end gavn på samfundets vitale og legitime vidensinteresser, burde selv Socialdemokraterne fatte, at universitetssystemet må reformeres grundlæggende, så ledelsensformen kommer i overensstemmelse med samfundets – ikke ledernes – interesser.