Viser opslag med etiketten forskningsanalyse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forskningsanalyse. Vis alle opslag

onsdag den 1. oktober 2014

Forskningsfrihed og medbestemmelse

Forskerforum kunne på deres hjemmeside d. 30/9 bringe en nyhed om at universiteternes minister, Sofie Carsten Nielsen, endnu ikke har afleveret den redegørelse til Folketinget, hvor hun skal fortælle, hvordan hun mener, det går med med­bestemmelsen på universiteterne – selv om den formelt set burde være afleveret for tre måneder siden.
     Hvis nogle skulle have glemt det: Forskningsfrihed og medbestemmelse har i høj grad noget med hinanden at gøre. Dét amerikanerne kalder "shared governance" og som vi kalder universitetsdemokrati, dvs. at de som arbejder på universiteterne har ikke alene har ret til at blive "hørt", men også reel indflydelse på beslutningerne – dét blev jo i vid udstrækning afskaffet i Danmark med universitetsloven fra 2003, samtidig med at man fastholdt, at "universiteterne har forskningsfrihed". Men forskningsfrihed er måske mange ting? Handler den fx ikke også om hvilken vej forskningen på et givet felt skal gå? Forskerne har på papiret frihed til at beslutte retningen for deres forskning, men hvordan ser virkeligheden ud?
     Tilsyneladende blæser sådanne spørgsmål i vinden. Derfor er det værd at bemærke, at sociologiprofessor Heine Andersen, en aktiv emeritus, sammen med en anden aktiv emeritus, Mette Jensen, har igangsat en undersøgelse af forskningsfrihedens tilstand på de danske universiteter. Det var da også på tide! Gælder friheden mon både for de forskere, der skriver ansøgninger om eksterne midler og henter dem hjem, de som ansøger men ikke får, og de som ikke ansøger men alligevel forsker? Og hvad gør universiteterne mon for at beskytte forskningsfriheden?
     DM og DJØF bakker op om undersøgelsen med økonomisk støtte, men blander sig ikke i resultatet, der må forventes at få karakter af en saglig kortlægning i form af en hvidbog. Også Sociologisk Institut, Københavns Universitet støtter projektet økonomisk. Desuden støttes projektet af en følgegruppe med faglig ekspertise. Både generelle tendenser, konkrete sager (i evt. anonymiseret form) og principielle udfordringer vil blive behandlet. Kontakt Heine Andersen, hvis du har ideer til ting, det er værd at huske i den sammenhæng!

tirsdag den 29. maj 2012

At tilpasse sig i vidensøkonomien

Har I set Information i dag (29/5, s.12-13), "Da forskerne kom op i elfenbenstårnet" (her)? Meget interessant omtale af Birgitte Gorm Hansens forskning. Læs det straks!
    Jeg er først nu - dvs. alt for sent - blevet opmærksom på hendes ph.d.-afhandling fra 2011, som kan ses og hentes her. Jeg må desværre vente med at læse den til sommerferien, jeg har for travlt nu :-(
    Mange tak til Lise Richter fra Information - også for den tankevækkende opfølgende artikel (her).
    Pludselig ser det lysere ud – ingen vil længere vedkende sig den endimensionale Sander-doktrin. Men som en kollega slog koldt is i blodet og sagde i dag: det er også let at foreslå anden fordeling af strategiske og frie midler, nu hvor globaliseringspuljen alligevel løber ud snart...

lørdag den 7. april 2012

Universitetspolitiske møder i april

En lille reminder:
Husk det NSU-symposium (Nordisk Sommeruniversitet) på RUC om universiteternes fremtid, som Jesper tidligere annoncerede (her på bloggen), man kan stadig nå at indsende forslag til indlæg.
Vær også opmærksom på en bogreception og debatseminar på KU-Amager om lignende emner, den 27/4 (annonceret her), i anledning om en ny bog om videnspolitik.

tirsdag den 13. marts 2012

Universitetet mellem retorik og realiteter

Social Kritik nr. 129 er på gaden (se her) - et temanummer om universitetet mellem retorik og realiteter, redigeret af Tine Rask Eriksen, og med bidrag af Øjvind Larsen: DET NØDVENDIGE DEMOKRATI PÅ UNIVERSITETET, Jørgen Øllgaard: USYNLIGE HÆNDER BAG UNI-REFORMERNE, Hans Hauge: UNIVERSITETSRETORIKKEN RETORISK BETRAGTET, Mogens Ove Madsen: DET ENTREPRENANTE UNIVERSITET ER I STÆRK FREMMARCH, Cathrine Hasse: UNIVERSITETET: MED TEKNOLOGIFORSTÅELSE SOM FORANDRINGSAGENT, og Anders Frøslev Jensen & Claus Emmeche: FRA MARKEDSUNIVERSITET TIL DET BÆREDYGTIGE UNIVERSITET.

Tine Rask Eriksen skriver i sin introducerende opsang, at de ansatte må lægge frygten til side og i stedet agere som modige, kreative og kritiske aktører, både lokalt og internationalt. Der er brug for at den lyserøde S-SF-R regering magter at håndtere de aktuelle realiteter via en ny universitetslov, som kan åbne for nye veje. Veje som bryder med en politisk detalje styring og skaber nye (ledelses)rammer for væsentlige uddannelser og videnskabeligheder som platform for de studerendes og de ansattes hverdag.

Ps:
Når du nu alligevel bestiller et nummer via tidskriftets website, så husk også at købe nr. 128, dét med bidraget af Birger Steen Nielsen: VINDEN BLÆSER PÅ SPØRGSMÅL OG SVAR - OM KRITISK HUMANISME OG UNIVERSITETETS OPGAVE IDAG.
pps:
For selve tidsskriftet tak til Benny Lihme og Selskabet til fremme af Social Debat for at nære et uafhængigt, kritisk åndehul i den hjemlige andemadstilgroede andedam.

mandag den 13. februar 2012

SYMPOSIUM 2012: FUTURES OF THE UNIVERSITY

NORDISK SOMMERUNIVERSITET
Nordic Summer University

Ad-hoc symposium 27.-29. April 2012
Roskilde University, Denmark

Call for Papers - Deadline 15th March 2012

Universities in Europe, have in the last decade, been through a period of structural and organizational changes. There is a growing political focus on results from research activities, but at the same time an increasing pressure to do more teaching. In the process of controlling and directing the academic work, new financial and bureaucratic procedures are introduced and exercised on both the university as system and the researcher/lecturer as individual. This calls for an open and creative discussion about the university both as idea and institution, and its possible ‘futures’.

Questions which concern the current development include: Is the present development therefore an important departure from the Humboldtian system of research-based university education? Will the policies from the Bologna process undermine the tradition of the freedom of enquiry in the universities? Will this development increase the quality of the academic work or rather lead to the homogenisation and loss of diversity which still exist between universities in Europe? Do those political attempts, such as getting direct control of the research activities and the curriculum in the university education, threaten the university as a free institution in the Humboldt tradition? Will they change the university's role as the basis for a democratic society? What kind of future for the universities is that current higher education policies are forming for us? What are the possibilities for the universities? Should the university as idea be protected as a world Cultural Heritage?
The symposium, drawing on the research and experiences of the participants, will discuss above important matters. It aims to have some understanding of the overall situation, as well as identify the areas where further research and discussions are needed. We would also like to discuss different scenarios for possible university ‘futures' and to create directions for the university's role in future society.
The ad-hoc symposium, will as part of discussions, prepare a proposal (a manchet) for a coming three year NSU study circle on the theme: “The futures of the University” to be presented at the NSU summer session 2012.

Abstract Submission
Word limit: 350 words with a short biography.
Send it to: nsu-symp-papers [at] ruc.dk
Submission deadline: the 15th March 2012. Authors will be notified by 20th March 2012.
Nordic as well as international participants are welcome. Participants without presentations are welcome too. Presentations may be made either in English or in one of the Scandinavian languages.

More information:
Symposium fee: 67€ (paid on arrival) including 2-night accommodation (shared with 2 or 4 persons), symposium dinner, lunches, coffees and teas. Single accommodation can also be arranged with different fees.
Preliminary program can be found: from the 20th March 2012 on www.nsuweb.net where you can also find more information about NSU and sign up for the newsletter.
Registration: from 15th March 2012. (Further notice on registration at www.nsuweb.net from 15th March)

Coordinator: Jesper Jorgensen E-mail: jesperjo [at] ruc.dk

søndag den 20. november 2011

Politisk epistemologi - ny ph.d.-afhandling

hentet fra hum.ku.dk/kalender/2011/november/politisk-epistemologi/

David Budtz Pedersen forsvarer sin ph.d.-afhandling:

Politisk epistemologi. Om begrundelser, normer og konsekvenser af nye organisationsformer i offentlige vidensinstitutioner

Tid: 25. november 2011 kl. 13.00 - af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis 13.00

Sted: København, Studiestræde 6, Studiegården, Anneks A

Arrangør: Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet

Bedømmelsesudvalg:
Lektor Jan Faye, formand (Københavns Universitet)
Professor Aant Elzinga (Göteborgs Universitet)
Docent Karen Siune (Aarhus Universitet)

Leder af forsvarshandlingen:
Lektor Maja Horst (Københavns Universitet)


Et antal eksemplarer af afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Njalsgade 76.
Et resumme af afhandlingen kan ses her:
http://hum.ku.dk/kalender/2011/november/politisk-epistemologi/Resume.pdf/

søndag den 6. november 2011

Så tænk da stort om humaniora!

Humaniora har det slemt, måske endda kronisk slemt? Se blot på de seneste indlæg her på bloggen. Hvorfor er det altid humanister – som jo rent økonomisk fylder som peanuts i det samlede regnskab – der mest skal være i forsvarsposition, og som synes hårdest ramt af nedskæringer? Somme tider endda fyringer, jeg har – og nu gider jeg ikke længere tie stille med den information – modtaget et ubekræftet forlydende om at de p.t. fyrer humanistiske forskere på SDU, Syddansk Universitet, på et af sprogfagene. Det er sgu' da utroligt! Hvorfor skal det foregå i stilhed? Hvorfor protesterer de ramte ikke højlydt? Hvor er fagforeningerne - vores fagforening, DM?

Nå, og hvorfor ikke tage og vende bøtten på hovedet og sige nu, nu må det høre op. Nu må der tænkes stort om humaniora. Hvis humaniora (af mystiske grunde) har været den grimme ælling i forskningspolitikken, så lad den nu komme ud af andegården og folde sig ud til en smuk svane!
Nogenlunde sådan lyder opfordringen fra to svenske humanister og idehistorikere Anders Ekström og Sverker Sörlin i det norske blad Forskningspolitikk no. 2, 2011 (her), som har stillet sig spørgsmålet om denne "fula ankunge" (som er grim ælling på svensk). Det er en meget vigtig kronik. Et par citater, frit oversat:
"Mere og mere er den den forskningspolitiske debat blevet forskudt i retning af at handle om økonomisk vækst og innovation. Og intet galt med det, vi har brug for innovation. Problemet er, at debatten er blevet så ensidig, at de som vil diskutere samfundsmæssige værdier, spørgsmål om historisk bevidsthed, erindring, tolerance, mening, tro, og som med energi engagerer sig i en kritisk diskussion om, hvad slags samfund vi lever i, og hvor vores politiske, økonomiske og kulturelle arrangementer er ved at føre os hen - at sådanne mennesker, som bemærkelsesværdigt ofte er humanister, opfattes som forstyrrende eller direkte unødvendige. (...)
Man kan faktisk spørge, om det virkelig er humaniora der er i krise eller det ikke snarere er en krise, som bunder i et samfund, der er besat af enkle og målbare fremgangsmåder, og som har svært ved at formulere, og frem for alt tilpasse menneskelige, kulturelle og økologiske værdier i modsætning til de rent økonomiske. Alle siger, at disse værdier skal følges ad og sammen vokse, men det ser det ikke ud til at de gør. Nedvurderingen af humaniora, både som forskningsfelt og af humanisternes kompetencer som individer, er i sig selv et tydeligt bevis."
Ud over at anerkende humanioras specifikke problemer, er tiden nu inde til at se nogle mere offensive udspil også fra de danske humanistiske miljøer.

lørdag den 27. august 2011

Dansk indsats for biodiversitet trues af nedskæringer og skæv forskningspolitik

Flemming Rune var i 2006 ansat som seniorforsker på Center for Skov & Landskab ved Landbohøjskolen (KVL). Der arbejde han bl.a. (som man kan læse her) med naturbeskyttelse, skovøkologi og naturens udvikling i skovene. Det var lige før Helge Sanders universitetsfusioner og de efterfølgende fyringsrunder i flere omgange på KU, både på det naturvidenskabelige fakultet og på 'Life'-fakultetet, som det indfusinerede KVL så optimistisk blev døbt.
Flemming Rune er botaniker, og havde allerede i 2006 arbejdet i mange år på bogen Grønlands Vilde Planter –et rigt illustreret værk med bekrivelser af de ca. 500 plantearter der findes i Grønland, som netop er udkommet. Det kan man høre mere om i den sidste udgave af programmet Natursyn i P1. Udsendelse må anbefales (hør den her) ikke blot til de, som er interesseret i biodiversitet, Grønland og naturbeskyttelse. Den bør også høres af alle med interesse for universitets- og forskningspolitik, ikke mindst forskningspolitikerne her op til valgkampen.
Flemming Rune var ansat på KU indtil årsskiftet 2010/2011. Han får i udsendelsen sagt særdeles væsentlige ting om et af de områder, Grønlands botanik, som er smuldret bort som forskningsfelt på universitetet. Det er ikke bare trist for KU, det turde være særdeles pinligt for den nuværende regering, der hævder at være interesseret i at udvikle Danmark som et videnssamfund. For det gælder ikke bare Grønlands botanik, det gælder hele det botaniske felt, ja hele den beskrivende biologi, som fyringsrunderne i 2009 og 2010 sammen med de løbende ændringer i forskningsfinansieringen har decimeret til næsten lig nul.
Derfor er det også hårrejsende at høre (jf. Claus Baggersgards artikler i Universitetsavisen d. 23/8, d. 25/8 og 26/8) hvordan biologi på KU igen skal stå for skud med nedskæringer og fyringer. Det er simpelthen skandaløst.
Det fremgår af institutlederens slides på et stormøde 15/8 om situationen (slide nr4 her) at for ca. 6 år siden fik det naturvidenskabelige fakultet ca. 2/3 af sine midler som basismidler og 1/3 som eksterne - idag er det omvendt, og tendensen fortsætter. Det må der sættes en stopper for, for det er direkte skadeligt for grundforskningens rennomé at den skal leve op til eksterne bevillinghaveres ønsker og egne strategier. Biologisk grundforskning har i for vid udstrækning lagt sig i halen på den bioteknologiske og biomedicinske industri.
Flemming Rune beklager med rette, at der ikke længere uddannes klassiske botanikere ved KU. Og det er jo værre end det. Jeg er selv uddannet biolog fra KU, ikke med systematisk botanik eller zoologi som speciale, men et grundigt artskendskab indgik som basalt element i den samlede studieprofil. De biologistuderende i dag kan ikke mere specialisere sig i den samme vifte af biofag over molekylærniveau, og de opnår et utilstrækkeligt artskendskab.
Det er ikke bare et problem for biolgerne, det er et problem for Danmarks evne til at spille sammen med andre nationer i bevarelsen af biodiversiteten.
Hvem kan kende vores sjældne græsser om et par generationer? Det bioteknologiske fokus i forskningen er blevet for ensidigt og har været med til at udgrænse en række klassiske fagområder. Det har mindsket vidensdiversiteten på universitetet og i samfundet i det hele taget.
Som Flemming Rune siger, "De sidste 10 år har vi mistet mere naturvidenskabelig viden en nogensinde før". Vi bliver dummere. Vi bliver dårligere til at håndtere biodiversitet. Det ender med at nutidens biologer kun kan sekventere gener, men ikke ved hvilke arter de undersøgte gener egentligt kommer fra. De amatørbiologiske foreninger (Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Botanisk Forening osv) kan ikke løfte opgaven alene, og er iøvrigt selv afhængige af at være i et produktivt samspil med universitetsforskningen.
Som nation har Danmark et ansvar, ikke bare for den syddanske, men for hele rigsfællesskabets natur. Det bliver en meget vigtig opgave for en kommende regering at rette op på videnstabet, ikke mindst på hele miljøområdet. Den biologiske forskning lider af en skæv forskningspolitik med vigende basismidler, for stor del ekstern finansiering af korte projekter, konsulentgørelse af forskningen og ensidige relevans-kriterier i forskningspolitikken.
Universitetsmiljøerne skal opmuntres til igen at kunne forske i grundvidenskabelige emner relateret til naturbeskyttelse. Oprustning af vidensdiversitet og beskyttelse af biodiversitet må igen gå hånd i hånd.

lørdag den 13. august 2011

Kampen om basismidlerne - ny ph.d.-afhandling


Offentligt forsvar for ph.d.-afhandling ved Kaare Aagaard

Med henblik på erhvervelse af ph.d.-graden i samfundsvidenskab præsenterer Kaare Aagaard sin ph.d.-afhandling ved en offentlig forelæsning efterfulgt af et forsvar. Titlen for forelæsningen:
“Kampen om basismidlerne: hovedtræk i det seneste årtis transformationer af universiteternes basisbevillingssystem”

Vejledere:
Centerleder Niels Mejlgaard, Dansk Center for Forskningsanalyse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet (hovedvejleder)
Professor Hanne Foss Hansen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet (bivejleder)
Bedømmelsesudvalg:
Professor i Higher Education Studies Peter Maassen, Oslo Universitet
Professor og institutleder Mats Benner, Forskningspolitiska Institut, Lunds Universitet
Forskningsleder Carter Bloch (formand), Dansk Center for Forskningsanalyse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Tid og sted:
Forsvaret finder sted fredag d. 26. august 2011 kl. 14.15 på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet i Auditorium A1.
Reception afholdes umiddelbart efter forsvaret i kantinen, bygning 1330.

Afhandlingen kan rekvireres hos centersekretær Jane Irming, jfi@cfa.au.dk.

Afhandlingens titel og resume:
"Kampen om basismidlerne" er et forsøg på at karakterisere og forklare formen, indholdet og retningen i de forandringer, der har præget udviklingen af det danske basisbevillingssystem i perioden fra 1968 til 2010. Dette sker med udgangspunkt i en historisk institutionel ramme, der på den ene side inddrager ideers betydning som forandringsimpulser, og på den anden side fokuserer på betydningen af forskellige former for evolutionær institutionel forandring. Analysen er med dette udgangspunkt gennemført på baggrund af en tidsmæssig opdeling, der i grove træk svarer til 1970‘erne, 1980‘erne, 1990‘erne og 2000‘erne. Der skelnes i den forbindelse mellem forandringer i kriterierne for fordelingen af basismidler, forandringer i balancen mellem basismidler og andre forskningsmidler, og endeligt forandringer i såvel den interne som den eksterne styring af universiteterne med henblik på at påvirke fordelingen og anvendelsen af basismidlerne.

Overordnet viser analysen, hvordan en lang række gradvise og ofte marginale forandringsprocesser, der er løbet gennem disse forskellige dimensioner – og indimellem er blevet suppleret med mere abrupte reformer –, over tid har akkumuleret sig og resulteret i afgørende forandringer af det danske basisbevillingssystem som helhed. Selvom centrale institutionelle strukturer gennem hele perioden kontinuerligt er blevet reproduceret i genkendelige former, er der samtidig kommet en række nye finansierings- og styringslag til, der både har resulteret i en udvidelse i antallet af finansieringssystemets komponenter og en udvidelse i mængden af eksterne bindinger af basismidlerne. Med tiden er der dermed blevet skabt et mangegrenet og komplekst finansierings- og styringssystem. Parallelt hermed er der også sket en kontinuerlig udvidelse af aktør-gruppen med interesse for og indflydelse på udformningen af finansieringssystemet rettet mod universiteternes forskning. Det er karakteristisk for denne udvidelse af aktørkredsen, at den først og fremmest har kunnet konstateres i forhold til bærere af nyere innovations- og forvaltningspolitiske ideer, mens bærere af mere klassiske universitetspolitiske ideer særligt i den sidste periode af analysen er forsvundet, har ændret karakter eller er blevet marginaliserede.

onsdag den 13. april 2011

Dansk Journalistforbund lukker Forskningspolitisk Arkiv

Kære med-bloggere: Danske journalister lever stadig i 1900-tallets forståelse af "ophavsret" fra tiden før internettets frie udveksling af information. Journalistforbundet tvinger bloggen Forskningspolitisk Arkiv (her) som har fungeret fra 2007 til at lukke, men arkiv-bloggen genopstår i ny skikkelse på dette site: Forskningspolitisk Arkiv 2.0 (her).
Skulle du have interesse i fortsat adgang til det gamle arkiv, kan du kontakte mig på curthansen2@gmail.com.
Læs mere om historien her...

mandag den 28. marts 2011

Strategisk ledelse som afvikling af universitetsforskeren

Man kan undre sig over hvad "strategisk ledelse" er, når danske universiteters og universitetsledernes strategi ikke adkiller sig mere synligt fra hinanden. Alle forsøger kritikløst at tilpasse sig - ikke ændre - de økonomiske rammebetingelser som det politiske og statslige system dikterer. Der foregår muligvis forsøg på politisk påvirkning af ministerielle embedsmænd når udviklingskontrakter skal forhandles, men vi får sjældent noget at vide om det. Overordnet er billedet, at en universitetsleder ikke agerer som repræsenterende et universitet, men som ansat af en anden leder på et bestemt trin i den Store Ledelses-skala fra viceinstitutleder og op til rektor og bestyrelsesformand, og ultimativt som politisk ansat – af Folketingets til enhver tid skiftende politiske flertal. Universitetet taler ikke længere med egen stemme, og hvis det gør, er det sjældent lederlaget, der taler. Efter systemskiftet i 2001 og universitetsloven i 2003 bliver universitetet ikke blot forvaltet som en virksomhed, men gjort til en forretning. Og forretningen køres efter en for denne sektor højst problematisk flexicurity-model – med tryk på usikker fleksibilitet, korttidsansættelser, ekstern finansiering, og parantes om "security" såvel på det ansættelsesmæssige som det faglige område.
En god – og for svage sjæle rystende – illustration af denne tingenes tilstand er følgende statistik fra det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, som jeg ikke tror er specielt slemt, men netop illustrativ.
Som dekaner nu skal, tager også min på rundrejser ("dialogmøder") til institutterne med sit ledelsesteam for at lufte "strategien" for det lokale personale, VIP som TAP, løst som fast ansatte. De sidste bliver der færre og færre af.
Om udfordringerne hedder det i dekanens powerpoint slides: "At klæde fakultetet på til at tackle usikkerheden med fremtidens økonomiske rammebetingelser", og "At understøtte arbejdet med at sikre flere eksterne midler". Dekanen forsømmer at formulere denne udfordring klart (og så må bloggen her jo bidrage): "At vende tendensen til at afvikle universitetsforskere som fast ansatte med højeste grad af uafhængighed og faglig ubestikkelighed", men – skal det siges til dekanens ros – dokumenterer tendensen klart i en af sine slides som gengives her: *)

(klik evt. på figur for at forstørre)
I noten nederst kan man hente hele præsentationen.

Som man ser, er 2008 det tipping point, hvor antallet af løst ansat overgår antallet af fast ansat forskningspersonale. Jeg vil overlade til læseren selv at fremskrive udviklingen til det år, hvor der ikke længere findes fast ansat videnskabeligt personale ved universiteterne.
For den ubestikkelighed, troværdighed og faglige kontinuitet, der gerne skulle kendetegne al universitetsforskning, og for kvaliteten og prioriteringen af den undervisning, der gerne skulle være forskningsbaseret, er udviklingen ganske enkelt katastrofal, og burde animere universitetsledelsen til en mere - strategisk - og aktivistisk tilgang til disse udfordringer, fremfor at se det som et spørgsmål om blot at få personalet til at slibe hinandens albuer og bruge endnu flere timer på at skrive ansøgninger til de samme fonde for at hive eksterne midler hjem.
De akademiske fagforeninger burde reagere samlet på udviklingen. AC burde gå forrest med at udarbejde ikke bare analyser, men fremfor alt en samlet strategi for at imødegå tendensen til tømme selskabet Videnskab på universiteterne for kognitivt indhold og ændre brandet 'professor' fra fri forsker til projektansat konsulent.
Sagen er nemlig også den, at det endda er endnu værre end hvad tallene viser! En af de ting, der er gået op for mig (med en vis gru på institutionens vegne) er, at "lektor" og "professor" som stillingsbetegnelser har ændret betydning: Ifølge den ansættelsesbekendtgørelse, som er gældende i dag,**) findes der ikke længere en titel som "forskningslektor" – nu hedder det blot lektor. Det kunne lyde som en semantisk finurlighed, men den er temmelig djævelsk. Den videre betydning er, at når man ser på de enkelte institutters hjemmesider med lister over det videnskabelige personale, betyder en navneliste på 10 lektorer ikke længere 10 fast ansatte fuldtidslektorer ansat og bedømt efter åbent opslag, men kan dække over personer, der er tidsbegrænset projektansatte, dvs. i løse stillinger, på penge fra råd og fonde. Det er en temmelig uheldig udvanding af titler, som det ganske vist i mange situationer kan virke latterligt at fokusere på (hvad professor Tribini minder os om), men hvis betydning stadig gerne skulle være et kvalitetsmærke for den faglige dimension og de akademiske ydelser, som knytter videnskab og universitet sammen.


Noter:
*) her gengivet fra powerpointpræsentationen "Det Naturvidenskabelige Fakultet - Strategi, status og udfordringer…", 3. marts 2011 (kan hentes her), slide nr. 7: "Udvikling i de menneskelige ressourcer VIP: SCIENCE 2005-2010" (bearbejdet: tal for løse vs. faste er tilføjet, hvor "faste" lidt udogmatisk inkluderer tal for professorer, lektorer PLUS adjunkter, da disse i et vist omfang kan forvente mulighed for senere fast ansættelse a la 'tenure-track', som adjunkt-stillinger somme tider annonceres som).

**) "Cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter" som bl.a. kan ses her, jf. fx "Stk. 2. En stilling som lektor/seniorforsker besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæstelektorer eller i forbindelse med særlige projekter." og "§ 7. En stilling som professor besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæsteprofessor eller i forbindelse med særlige projekter."

torsdag den 14. oktober 2010

Fagforeninger, universitetsfyringer og det nye regime

ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra
et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)


Universitetsverdenen undergår for øjeblikket en transformation, hvor den presses fra en situation, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab hyldede og beskyttede de klassiske videnskabelige dyder til en institution, hvor de ligeledes klassiske modsætninger mellem arbejdsgiver og arbejdstager vinder stadigt større indpas. Retrospektivt har fagforeningen ikke spillet nogen rolle - hvilken rolle skulle den have haft på en institution, hvor ledelsen bestod af medarbejdere, der var valgt blandt og af medarbejderne selv, der i øvrigt frivilligt arbejdede langt ud over, hvad de fik løn for? Den igangværende transformation resulterer i, at medarbejderne går fra ikke at have brug for en fagforening til at få stigende behov for dennes aktive mellemkomst. Så både medarbejdere og fagforeninger gennemgår i øjeblikket en parallel proces, hvor de skal vænne sig til de nye tiders krav og ændre deres opførsel i overensstemmelse hermed. Man kan sige, at begge parter i udgangspunktet er blevet fanget med bukserne nede.

Transformationen er politisk drevet, og derfor har fagforeninger og universitetsbefolkningen selvfølgelig mulighed for at forsøge at påvirke politikernes syn og beslutninger på universitetsområdet igennem de kanaler, som nu engang eksisterer i samfundet. Det mest interessante (eller uhyggelige) er, at en del af transformationen faktisk drives af interne beslutninger i de nye universitetsledelser. Hvorfor er de nye ledelser villige til aktivt at medvirke til nedbrydningen af, hvad universitetet har stået for i århundreder? Hvorfor tilstræber de af egen kraft at indføre ultra-liberale tilstande? De, som først og fremmest hylder grundforskningens væsen og ukrænkelighed og samtidig har forståelse for uddannelsernes samfundsmæssige betydning, ville næppe frivilligt deltage i et sådant korstog. Er det for at 1) tækkes det politiske system eller 2) udleve deres egne politiske holdninger og/eller ledelsesmæssige idealer? - mest sandsynligt er nok en kombination af begge dele. Uanset hvorfor, så er resultatet, at de nye ledelser bidrager til at arbejdsgiver-arbejdstager rollerne vinder frem i universitetsverdenen og dermed kommer de til at fremstå som en forlænget arm i den aktuelle politiske værdikamp - loyaliteten går kun opad - her er ikke plads til at beskytte sine medarbejdere, deres arbejdsvilkår eller universitetets klassiske dyder. Denne interne del af transformationen bør netop en fagforening reagere kraftigt på.

Fagforeningernes rolle bør diskuteres fremadrettet og proaktivt med fokus på emner, som de skal være beredt til at gå aktivt ind i. Her anføres nogle konkrete bud på emner, der primært er af intern karakter, og som fagforeningerne bør involvere sig aktivt i.

Organisatorisk er et typisk institut opdelt i sektioner og fra årsskiftet indfører et KU-institut, hvad ledelsen kalder en retfærdig og gennemsigtig økonomimodel: De enkelte sektioner bliver økonomisk selvbærende, og deres indtægter bliver sammensat af: 1) De STÅ'er som sektionens medarbejdere har medvirket til at producere og 2) 70 % af den overhead, som sektionens medarbejdere har hjemtaget via eksterne forskningsbevillinger. På udgiftssiden skal sektionen så dække egen løn og drift. Basismidlerne, som instituttet modtager ovenfra i systemet, beholder instituttet i udgangspunktet som institutlederens "strategiske pulje".

En meget simpel model, men med vidtrækkende konsekvenser - med et slag er alle medarbejdere gået fra fast løn og til selv at skulle skaffe deres løn. Instituttets sammengængskraft er alvorligt truet, da systemet ikke rummer noget som helst element af solidaritet mellem instituttets sektioner (og man kan frygte snart heller ikke mellem sektionernes medarbejdere).

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Kan et institut bruge overhead- og STÅ-penge til lønninger?
• Er det tilladt at indføre en økonomistyring, hvor fastlønnede medarbejdere reelt overgår til at skulle skaffe deres egen løn - uden at dette forhold er stadfæstet i deres ansættelsesbrev?
• Burde dette ikke medføre, at samtlige medarbejdere skal fyres og genansættes med nye ansættelsesbreve, hvor de nye vilkår klart fremgår?

En fremskrivning af sektionernes kommende økonomi viser, at flere er i underskud. Som nævnt beholder institutledelsen basismidlerne som en strategisk pulje og kan nu vælge at allokere penge til en sektion, så den går i økonomisk balance, eller ikke at reagere, og så må sektionen formodentlig nedlægges. Hvis ledelsen vælger delvist at dække underskuddet, må sektionen skille sig af med medarbejdere svarende til det nye underskud. I dette økonomistyringssystem er der mulighed for, at instituttets samlede regnskab er i balance eller for den sags skyld i overskud - samtidig med, at der er sektioner, der er i underskud og må gribe til afskedigelser - en situation, som alt pt. tyder på er lige om hjørnet.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Er det et instituts overordnede økonomi, der skal lægges til grund for økonomisk betingede fyringer, eller kan det ske decentralt ud fra underliggende enheders isolerede del-økonomier?

Det, at sektionerne tvinges til at tænke såvel forskning som uddannelse i kroner og ører, har andre meget uheldige konsekvenser. Den grundvidenskabelige nysgerrighed og risikovilje vil hurtigt afløses af strategisk tænkte ansøgninger til programpakker med høj succesrate hos fonde og råd, som vel at mærke udbetaler overhead. En effekt som de tidligere sektorforskningsinstitutioner vil nikke genkendende til. Arbejdet med at højne kvaliteten og løbende revidere det faglige indhold i uddannelserne, således at kandidaterne er udrustet med de rette kompetencer, kommer ligeledes til at vige for et slagsmål mellem sektionerne om at rage så mange STÅ'er til sig som muligt. Med andre ord er målet blevet at skaffe penge og ikke at producere nye interessante videnskabelige erkendelser og kandidater af højeste kvalitet - man kan sige, at selvforståelsen af universiteternes rolle svinger fra at være samfundets leverandører af ny viden og kandidater til snævert at sikre egne interne interesser (læs økonomi). Humboldt må i sandhed rotere i sin grav.

Når ovenstående sammenholdes med tendensen til færre men større bevillinger, ser fremtiden meget skræmmende ud: sektioner, der er så heldige at få f.eks. et grundforskningscenter (med tilhørende videreførselsstillinger), vil trives og ekspandere, mens de, der ikke var så heldige, må fyre medarbejdere. I diverse skåltaler kaldes dette for en nødvendig faglig fokusering, men reelt betyder det et uerstatteligt tab af faglig bredde. Institutionens faglige ekspertise vil i liberalismens hellige navn gå mod at skulle findes inden for de fagfelter, som er begunstiget med store centerbevillinger. På den lange bane vil bevillingssystemet uundgåeligt miste interessen for disse centres fagfelter og i stedet dirigere pengene imod nye fagfelter, som til den tid anses for politisk vigtige eller forskningsmæssigt interessante. På det tidspunkt vil universiteterne stå med det alvorlige problem, at de kun huser ansatte, der er fagligt forankret i gårsdagens emner. Som en universitetsansat så malende har sagt: "kun en meget meget dum landmand vælger at lægge al sin kunstgødning i et lille hjørne af marken".

En sideeffekt af de igangværende forandringer er, at universitetsbefolkningen generelt udviser en mærkbart reduceret diskussionsvilje - formodentligt pga. frygt for, hvordan de nye ledelser vil reagere overfor kritik.

• Her kan fagforeningerne medvirke til at sikre, at kritikken bliver fremført igennem et vedvarende offentligt modpres på universitetsledelser og det politiske system samt en generel oplysning af den danske befolkning om tingenes tilstand.

På et institut blev den sidste af to gennemførte massefyringer afsluttet med at en del medarbejdere fik beskeden, at de efter al økonomisk sandsynlighed vil blive fyret om 2 år. Kammeradvokaten var inde over sagen og bestemte, at man ikke kan varsle en fyring 2 år ude i fremtiden. De berørte blev derfor ikke "varslet"; men indkaldt til et personligt "orienteringsmøde om prognosen for instituttets økonomi 2010 - 2013", hvor beskeden dog stadig var "you are next in line". Om det var en varsling eller ej kan diskuteres, men det ændrer dog ikke på, at såvel ledelse som menige medarbejdere i daglig tale kalder det fyringsvarsler. Hvis logikken skal holde i instituttets udmelding, om at fremgangsmåden er den mest humane for dem som vil kunne blive berørt, må man næsten formode, at enhver fremtidig fyringsrunde afsluttes med, at "næste hold" indkaldes og informeres om, at de nu er dem, der sidder yderst.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at medarbejdere ikke bliver gjort til "dead men walking" på baggrund af mere eller mindre usikre gisninger om den økonomiske situation flere år ude i fremtiden?

Hyppigt er der ganske stor diskrepans mellem budgetter og efterfølgende regnskaber - at spå om fremtiden er i sandhed en svær kunst. På et institut blev der gennemført massefyringer proportionalt med et forventet budgetunderskud på lige over 30 mill. Kr. - et år efter viste regnskabet et reelt underskud på omkring 18 mill. kr., så en del medarbejdere blev altså fyret uden grund - det skal bemærkes, at de foretagne fyringer ikke har økonomisk effekt for det pågældende år og at der i året samtidig blev ansat nye medarbejdere svarende til omkring 8 mill. kr.). Året efter viste budgettet - sådan som tallene blev fremlagt - ikke et underskud af en størrelse, som umiddelbart kunne begrunde instituttets udmelding om "meget drastiske reduktioner i omkostningerne er nødvendige" (læs massefyring). Alligevel blev der endnu engang skredet til massefyringer, og det bliver spændende at se årets regnskab. De økonomiske prognoser maler også et meget dystert billede. Det er selvfølgelig rigtigt, at den økonomiske situation generelt er alvorlig, men at et institut f.eks. er nødt til at fyre omkring halvdelen af sit personale bare for at komme i balance forekommer i overkanten. Det er nærliggende at tænke at økonomien bruges som våben i en værdikamp, hvor ledelserne gearer institutionerne til "de nye tider". Den økonomiske begrundelse for at skride til fyringer finder ledelserne i årets budget og ikke i regnskabet. Budgetter er taknemmelige: hvis en leder ønsker at fyre medarbejdere, er forventningerne til årets budget meget meget dystre - at det så et år efter, når årsregnskabet gøres op, viser sig, at fyringerne ikke var nødvendige, betyder mindre. Hertil skal bemærkes at budgetter ofte fremlægges på en form, som er alt andet end gennemskuelig - dvs. medarbejderne har meget ringe mulighed for at gennemskue, om baggrunden for fyringer er til stede - eller om det f.eks. snarere drejer sig om fyringer, der ønskes gennemført for at reducere lønandelen (dvs. frigøre midler til bl.a. drift), men kamufleres i et budgetmæssigt røgslør.

Her er også noget at gøre for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at fyringer sker på et oplyst grundlag?
• Hvordan sikres det, at institutionerne fremlægger gennemskuelige budgetter og regnskaber?
• Hvordan sikres det, at budgetter er lavet ud fra realistiske forventninger og ikke anvendes som kamuflage for interne justeringer af udgiftsfordelingen?

For de fleste i universitetsverdenen har medlemskab af en fagforening formodentlig mest været båret af en veneration overfor tidligere tiders opnåede resultater på arbejdsmarkedet. De universitetsansatte har betragtet deres ansættelse som et kald snarere end et egentlig job og derfor ikke haft noget at bruge fagforeningen til. Dette forhold har selvfølgelig også den anden vej bevirket, at fagforeningerne historisk set ikke har haft grund til at være synderlig synlige eller aktive på universitetet. De fleste havde nok foretrukket, at der ikke blev ændret på det forhold. Men udviklingen går desværre den forkerte vej, og fagforeningernes fremtidige rolle er betinget af, om de magter at skifte gear i takt med den igangværende udvikling. Der er i hvert fald nok af udeståender at kaste sig over, hvis fagforeningerne fremadrettet vil gøre en forskel i universitetsverdenen.

torsdag den 23. september 2010

Debatmøde om det neoliberalistiske universitet

Der indbydes til møde i Det Lærde Selskab:

Tirsdag den 28. september 2010 kl. 19.30 – 22.00
i Richard Mortensen Stuen, Aarhus Universitet

Lektor Mogens Ove Madsen,
(Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet)
Universitetets død

Universitetsloven fra 2003 var kulminationen på flere års markedsgørelse af uddannelser og forsk‐ning. Det frie forskningsmiljø, universitetsdemokratiet og den forskningsbaserede, dybdegående undervisning er gået eller er ved at gå heden. Det er ikke kun et dansk fænomen, men et globalt – en nyliberalistisk tendens. OECD mener, at uddannelse vil være et af fremtidens største økonomiske markeder. Men på kort tid er Danmark degraderet til en bundplacering på UNESCOs liste over akademisk frihed. I Danmark er det bl.a. et spørgsmål om ʹmest muligt for pengeneʹ – kvantitet frem for kvalitet. Jo flere studerende der består eksamen, desto bedre – uanset niveau. Jo flere forskningsartikler der publiceres, desto bedre – uanset kvalitet. Og det er en tro på, at en stærk, ansat ledelse kan gøre det bedre end det demokratiske universitet baseret på de humboldtske dyder om fri forskning og uddannelse.

Oplægsholder har forfattet bogen ʺUniversitets dødʺ (Forlaget Frydenlund) og håber at kunne råbe både universitetsfolk, politikere, fagforeninger og andre op. For ønsker vi at beholde det humboldtske universitet, er det absolut sidste udkald!

Efter foredraget vil der blive serveret ost og rød‐/hvidvin.

Medlemmer kan medtage gæster til foredraget mod betaling af kr. 50,‐ per gæst. Deltagelse bedes meddelt senest tirsdag den 21. september 2010 pr. e‐mail maj [at] teo.au.dk eller per post på vedlagte ark til Marlene Jessen, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universi‐tet, Tåsingegade 3, 8000 Århus C. Bemærk, at tilmeldingen er bindende. Se vedlagte:

tirsdag den 21. september 2010

Pengestrømsanalysen præsenteres

FOLLOW THE MONEY - KONFERENCE OM PENGESTRØMME PÅ DE DANSKE UNIVERSITETER

Bevillingerne til de danske universiteter er steget støt gennem de sidste ti år, men hvor strømmer pengene hen? Mere forskning? Bedre undervisning? Mere administration? Flottere bygninger? Øget husleje? Universitetsfusionsudgifter? Branding? Tech-trans? HR- og kommunikationsindsatser? Udarbejdelse af udviklingskontrakter, værdigrundlag, stragetiske satsninger? Opgradering af kompetencer i lederlagene, chefer, pro-dekaner, viceinstitutbestyrere o.a. funktioner?

Hør blandt andre Rebecca Boden, professor ved University of Wales, og Sue Wright, professor ved Aarhus Universitet, præsentere deres analyse af pengestrømmen ved danske universiteter til DM-konferencen Follow the Money.

Hør også videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen tale om fremtidens finansiering af universiteterne.

Spørgsmål og debat er både på dansk og engelsk.

Se program og tilmelding til mødet her.

tirsdag den 13. april 2010

Innovativ analyse (fortsat)

Her er en opfølgning på indlægget "Samarbejder mellem erhvervsliv og universiteter - innovativ analyse, spin eller aprilsnar?" fra 1/4. Det er lykkedes at komme igennem til rapportens bagmænd. Lederen af CFA (Center for Forskningsanalyse) var behjælpelig med at identificere Carter Bloch som forfatteren. På CFA's hjemmeside fremgår det at Carter Bloch er lektor ved CFA og har en ph.d. i økonomi. Han optræder også på firmaets DAMVADS hjemmeside, hvad der fik mig til at tro, at han også var ansat der, men på mit spørgsmål herom skriver han til mig, at "Jeg er ikke ansat hos DAMVAD, men arbejder som ekstern konsulent på et projekt om måling af offentlig innovation."
Jeg spurgte Carter Bloch om det samme (altså om de statistiske forhold rapporten fremstiller også er kausale, så et "styrket samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne" øger erhvervslivets konkurrenceevne, og de virksomheder, der investerer meget i forskning derfor også oplever højere produktivitet, eller om det blot er sådan, at de virksomheder, som det af mange forskellige grunde går godt for, derfor også har overskud til forskningssamarbejder med universitetet?). Samme spørgsmål sendte jeg også til den kontorchef fra FI, Thomas Alslev Christensen, som står som redaktør af rapporten. Carter Bloch svarede (d. 9/4):
"Til produktivitetsanalysen stod jeg for gennemførslen af de empiriske analyser mens DAMVAD (Michael Mark og Mark Riis) ledede projektet og havde ansvaret for skrivning af rapporten. Jeg tror ikke at der er en specifikke grund til at mit navn ikke er nævnt i rapporten, udover at det er måske DAMVAD’s standard praksis at kun angive navn på organisationer.
Jeg kan se at du allerede har skrevet til Thomas Alslev Christensen med dit spørgsmål om kausalitet, og jeg synes at han må være den helt rigtige til at svare på det da dit spørgsmål vedrører pressemeddelsen fra VTU. Har du fået svar fra ham?"
På det tidspunkt havde jeg ikke fået svar fra Thomas Alslev Christensen endnu, og jeg svarer Carter Bloch følgende:
"tak for dit svar. Nej, jeg har ikke fået svar fra Thomas Alslev Christensen endnu, men jeg vil da håbe, jeg også hører fra ham. Du skal selvfølgelig ikke tage ansvart for hvordan ministeren bruger rapporten eller kommenterer på den, men har du ikke selv som forsker en mening om det spørgsmål, jeg rejser"?
hvortil han samme dag (9/4) svarer
"Jeg vil helst ikke kommentere på ministeriets fortolkning af rapporten, og jeg kan ikke svare på dit spørgsmål uden at gøre det. Beklager meget."
Ja, det er da beklageligt! Den 12/4 kom der så et langt svar kontorchef Thomas Alslev Christensen:
"Kære Claus Emmeche
Tak for din henvendelse. Beklager, at jeg først vender tilbage nu. Jeg mener, at der er belæg for ministerens udtalelser.
Damvad har med assistance fra CFA stået for hovedskrivningen af rapporten, som du spørger til, herunder også for gennemførelsen af de statistiske analyser. Jeg har været med til at gennemskrive rapporten.
Du spørger herudover til robustheden i resultaterne vedrørende sammenhæng mellem produktivitet i virksomhederne og deres samarbejde med universiteterne, herunder særligt omkring den den kausale sammenhæng.
Af rapporten om produktivitetseffekterne fremgår det af de komparative analyser, at den gennemsnitlige produktivitet per medarbejder er højere i de forsknings- og udviklingsaktive virksomheder, der samarbejder med universitieter, i forhold til virksomheder forsknings- og udviklingsaktive virksomheder, der ikke samarbejder.

Det er generelt opfattelsen, at styrket samarbejde mellem virksomheder og universiteter bidrager til at øge erhvervslivets konkurrenceevne. Det skyldes at samarbejde om fælles projekter bidrager til videndeling, der øger viden og kompetencer hos begge parter og dermed også i virksomheden. Øget viden og kompetencer i virksomhederne svarer til øgede investeringer i FoU og/eller medarbejdere, hvilket giver anledning til produktivitetseffekter i virksomhederne.

Forsknings- og Innovationsstyrelsen har bidraget med flere analyser og undersøgelser, der bekræfter, at der både er gevinster for virksomhederne og for universitetsforskerne ved at samarbejde.
Jeg kan her henvise til analyserne:

1. "Effektmåling af forsknings- og innovationssamarbejder ˆ fokus på innovationskonsortier" fra 2008,
http://www.fi.dk/publikationer/2008/effektmaaling-af-forsknings-og-innovationssamarbejder

2. "Analyse af forsknings- og udviklingssamarbejder mellem virksomheder og videninstitutioner" fra 2009 udgivet i serien Innovation: Analyse og Evaluering 3/2009
http://www.fi.dk/publikationer/2009/analyse-af-forsknings-og-udviklingssamarbejde-mellem-virksomheder-og-videninstitutioner/

Desuden offentliggøres inden for få dage en opdatering af effektmålingen af innovationskonsortier fra 2008. Den nye analyse viser, at en virksomheder, der har deltaget i et forsknings- og udviklingssamarbejde med universiteter og GTS-institutter, i løbet af de næste 10 år efter starten af samarbejdet oplever en merværditilvækst, der er ca. 20 mio. kroner højere end for lignende virksomheder, der ikke har været med i et samarbejde. Der er endvidere også signifikant positive beskæftigelseseffekter for virksomheder, der havde mindre end 150 medarbejdere året før de indgik i samarbejde, omend dette resultat ikke er lige så robust som det første.

Dette er dokumenteret i "An Analysis of Firm Growth Effects of the Danish Innovation Consortium Scheme", der udgives i serien Innovation: Analyse og Evaluering 3/2010. Når rapporten offentliggøres, vi jeg eftersende et eksemplar til dig.

Hvis du kommenterer min e-mail på bloggen "Forskningsfrihed", vil jeg bede dig om at citere min e-mail i sin helhed.

Med venlig hilsen
Thomas Alslev Christensen
Tak, det er hermed gjort. Det glæder mig hvis svaret bidrager til opklaringen af det spørgsmål jeg stiller. Jeg er hverken er økonom, erhvervsleder eller innovationsekspert, har ingen faglig ekspertise på området og kender ikke de analyser, som Alslev Christensen henviser til. Jeg synes dog svaret bærer lidt præg af en gentagelse af en antagelse (jf. "Det er den generelle opfattelse...") og jeg tvivler ikke på, at der netop er en sådan "generel opfattelse" af en kausal sammenhæng, jeg ville bare gerne overbevises mere præcist om årsag og virkning her, og hvad der ligger i det lidt luftige begreb "vidensdeling", og jeg må desværre sige, at jeg ikke føler min skepsis afkræftet i særlig stor grad (men ok, lige med hensyn til den industri af konsulentvirksomheder, der lever af sådanne analyser, bidrager samarbejder og vidensdeling uden tvivl til innovation).
Endelig finder jeg det lidt pudsigt, at forskerdelen af samarbejdet mellem CFA, FI og DAMVAD mener at spørgsmålet er politisk og på webersk maner afholder sig fra at svare, mens det seriøse tilløb til et fagligt svar sker fra ministerielt hold.

torsdag den 1. april 2010

Samarbejder mellem erhvervsliv og universiteter - innovativ analyse, spin eller aprilsnar?

Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) udsender rapporten Produktivitetseffekter af erhvervslivets forskning, udvikling og innovation udført af Dansk Center for Forskningsanalyse ved Århus Universitet sammen med FI og firmaet DAMVAD. FI skriver i den anledning på deres website (her) at
"Hidtil har det været vanskeligt at dokumentere de samfundsøkonomiske effekter af virksomhedernes investeringer i forskning og udvikling. Det har også været svært at få et nøjagtigt billede af det privatøkonomiske afkast i virksomhederne. Datamæssigt er der tale om den hidtil mest omfattende danske undersøgelse, der for første gang dokumenterer effekterne af virksomhedernes investeringer i forskning, udvikling og innovation."
I en pressemeddelelse af 31/3 fra FI med overskriften "Offentlig-privat samarbejde om forskning giver størst vækst" hedder det, at analysen
"når til en klar konklusion: Værdiskabelsen er stor i virksomheder, der investerer i forskning og udvikling – og størst, når virksomhederne samarbejder med universiteter og andre videninstitutioner." Ministercitat:
"- Rapporten dokumenterer, at regeringens mål om styrket samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne er den helt rigtige vej til at øge erhvervslivets indtjening og konkurrenceevne og dermed sikre arbejdspladser i Danmark, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen."
I sammenfatningen på s. 10 i rapporten fremgår med illustration:
"FoU-aktive virksomheder, der samarbejder med offentlige videninstitutioner, har gennemsnitlig 15 pct. højere produktivitet per medarbejder end FoU-aktive virksomheder, der ikke samarbejder."

(klik på figuren for at forstørre) "Figur 2 Gennemsnitlig produktivitet per medarbejder, fordelt på FoU-samarbejde med offentlige videninstitutioner."

De 15% kan jeg ikke se begrundet andre steder i rapporten end i denne passus:
"Figur 2.2 viser, at virksomheder, der har FoU-samarbejde med offentlige videninstitutioner, har en signifikant højere gennemsnitlig produktivitet per medarbejder sammenlignet med andre FoU-aktive virksomheder. Den gennemsnitlige produktivitet per medarbejder ligger på 541.000 kr. sammenlignet med 472.000 kr. hos FoU-aktive virksomheder, der ikke har FoU-samarbejde med videninstitutioner. Det er en forskel på 15 pct."
Nå, men – for nu at komme tilbage til pressemeddelelsens stemning – det er vel glædeligt? Når universiteterne piskes til erhvervssamarbejder – de tæller i incitamensstrukturen for de "konkurrenceudsatte" basismidler (der så ikke er basismidler mere) – skal det jo også helst kunne dokumenteres, at disse samarbejder er gode for vækst og innovation. Om de også er gode for universiteterne er et spørgsmål, der ikke skal tages op her. Men er de statistiske forhold, som rapporten fremstiller, også kausale relationer? – så der er grundlag for ministerens udtalelse om at "styrket samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne" øger erhvervslivets konkurrenceevne?
Er det sådan, at de virksomheder, der investerer meget i forskning derfor også "oplever" højere produktivitet, eller er det sådan, at de virksomheder, som det af mange forskellige grunde går godt for, derfor også har overskud til forskningssamarbejder med universitetet?
Jeg håber jeg kan blive klogere på det ved at nærlæse rapporten, men jeg har brug for en bedre lup. Læsere, der måtte kende svaret, må gerne blande sig!
Indtil da kan man da kun glæde sig over, at et konkret samarbejde mellem et universitet (CFA/ÅU), en virksomhed (DAMVAD) og staten (FI) kan bruges til noget så nyttigt som at legitimere regeringens forskningspolitik.

torsdag den 25. februar 2010

Universitetsledelsens fiasko

Universitetets nye ledere har fejlet, og de er derfor ikke ledere for os. Deres formelle beføjelser er selvsagt intakte, og vi ansatte er nødt til at gøre, som de siger, men de er vores chefer og vores bosser, ikke vores ledere, skriver Sune Auken .

Læs kronikken her !!!

onsdag den 20. januar 2010

Hvad er forskning?

I anledningen af udgivelsen af Hvad er forskning? Normer, videnskab, samfund (red. Claus Emmeche og Jan Faye, Nyt for Samfundsvidenskaberne) afholdes i dag, d. 20. januar, kl. 15-17 et debatarrangement og bogreception på CBS, Dalgas Have 15, 2000 Frederiksberg, lokale SØ.041 hos institut for Internationale Kultur og Kommunikationsstudier.
Alle er velkomne - der er ikke tilmelding.
Se invitationen her: http://nfsv.dk/uploads/media/Invitation.pdf
Mere om bogen her.

lørdag den 9. januar 2010

Den danske forskningsindikator favoriserer bestemte publikationsmønstre mere end den norske model

af Jesper Wiborg Schneider *

I efteråret 2009 offentliggjorde Forsknings- og Innovationsstyrelsen den første ”indikator-statistik”, med publikationspoint og antal publikationer fordelt på universiteter og hovedområder. I den forbindelse har Leif Hansen i et tidligere indlæg her på bloggen diskuteret problemstillingen om at de midler den bibliometriske indikator skal udløse først skal fordeles mellem de 4 store hovedområder inden indikatoren bruges til at fordele midlerne mellem universiteterne indenfor det enkelte hovedområde. Denne praksis fører til, at publikationspointene i realiteten har forskellig værdi. Ser man på det oprindelige udgangspunkt for den danske indikator, den såkaldte ”Norske model”, så strider dette mod intentionerne om sammenlignelighed på tværs af fagområder.
En anden ”lille finurlighed” i danske indikator som også bryder med de oprindelige intentioner i den Norske model, er spørgsmålet omkring ”belønning”af forskningssamarbejder.
Universitets- og Høgskoleråd (UHR) i Norge har i publikationen Vekt på forskning (Oslo, 2004) grundigt redegjort for de teoretiske og empiriske overvejelser der ligger til grund for modellen. Et centralt element i den Norske model, såvel som den danske, er anvendelsen af fraktioneret publikationstælling. Set fra et bibliometrisk synspunkt er dette velvalgt og essentielt, hvilket jeg har redegjort for i en oversigtsartikel sidste år (Schneider, 2009). I princippet er fraktioneringen med til at ”sikre” en vis ensartethed i tildelingen af publikationspoint på tværs af emneområder med forskellige samarbejds- og publikationsmønstre.
Et eksempel kunne være en monografi indenfor humaniora udgivet på et niveau 2 forlag. En sådan publikation har oftest 1 ophav hvilket betyder, at alle 8 publikationspoint bliver tildelt en enkelt institution uden fraktionering. Når man ser på danske publikationsmønstre indenfor f.eks. klinisk medicin, så svarer dette rent faktisk til 5-7 artikler i et tidsskrift som The Lancet. Her er der typisk tale om flerforfatterskaber, omkring 4-6 ophav, måske lidt færre institutionelle ophav, og oftest internationalt samarbejde. I sådanne tilfælde fraktioneres pointene, og som anført skal der en række Lancet artikler til før man opnår den samme pointtildeling som den videnskabelige monografi indenfor humaniora. Det har vist sig i Norge, at pointfordelingen mellem f.eks. det humanistiske og sundhedsfaglige fakultet på Oslo universitet har været nogenlunde ens; de to fakulteter var i øvrigt også cirka lige store med hensyn til forskningsårsværk.
Hvorvidt denne ”lighedstankegang” er berettiget eller ej skal ikke diskuteres her. Men det skal anføres, at ingen fraktionering – altså at alle får fuld pointhøst – sandsynligvis vil føre til spekulation i delte forfatterskaber, og det er bestemt ikke hensigtsmæssigt. Men omvendt så rejser det også spørgsmålet hvorvidt fraktionering vil give et negativt incitament i forhold til forskningssamarbejder. I Norge har man valgt at se tiden an i forhold til denne problematik, og i skrivende stund er der intet der tyder på, at norske forskere tænker mere på publikationspoint end på forskningssamarbejde – tværtimod! Fraktionering har ikke haft negative effekter på dette punkt i Norge.
Nu kommer vi så til den ”lille finurlighed” i den danske indikator. Som det fremgår af punkt 6 i Forsknings- og Innovationsstyrelsens ”Samlet notat om den bibliometriske forskningsindikator”, så
”… etableres [der] et belønningssystem for samarbejde på tværs af organisationsgrænser både nationalt og internationalt, således at publikationer med forfattere fra forskellige universiteter multipliceres med 1,25, inden fraktionering foretages.”
Dette betyder f.eks. at en artikel i et niveau 2 tidsskrift med 5 ophav, hvor mindst ét ophav kommer fra en anden institution, som udgangspunkt skal dele 3,75 publikationspoint og ikke 3, eller hvert ophav får 0,75 point i stedet for 0,6 point.
Efter min vurdering er det danske ”belønningssystem for samarbejde” diskutabelt af flere grunde. For det første bryder det med et af de helt centrale principper i den Norske model, dens simpelhed og gennemsigtighed. For det andet, og langt mere problematisk, så underminerer det intentionen med fraktionering, nemlig sammenlignelighed på tværs af publikationsmønstre. Som tingene er nu, favoriseres de ”våde” fag, som allerede har en lang tradition for flerforfatterskaber på tværs af institutioner og lande. Et lignende publikationsmønster findes ikke i nær samme omfang indenfor humaniora og samfundsvidenskab.
Et kig på den første ”indikator-statistik” for Danmark, viser da også en forholdsvis stor forskel i publikationspoint mellem hovedområderne, hvor de ”våde” områder får klart flere point end humaniora og samfundsvidenskab. Sammenligner man med Norge, er den relative forskel i publikationspoint mellem hovedområderne i Danmark væsentligt større. Nu rejser spørgsmålet sig naturligvis, hvor stor ville forskellen være mellem hovedområderne hvis ikke samarbejder mellem institutioner blev belønnet med en arbitrær faktor på 1,25 – vi ved det desværre ikke da disse tal ikke er offentliggjorte.
Under alle omstændigheder må man konstatere, at den ”lille finurlighed” har økonomiske konsekvenser. Den favoriserer fagområder med bestemte publikationsmønstre, og sandsynligvis også bestemte institutioner. Den komplicerer indikatoren og bryder med de intentioner og incitamenter der ligger bag den Norske model – det er problematisk fordi det danske tiltag savner en saglig begrundelse.

Litteratur:
Schneider, J.W. (2009). An outline of the bibliometric indicator used for performance-based funding of research institutions in Norway. European Political Science, 8(3), p. 364-378.(pdf).

* Jesper Wiborg Schneider, PhD, lektor i informationsvidenskab ved Danmarks Biblioteksskole, Aalborg.

fredag den 8. januar 2010

Tillykke til Jesper Tynell

Journalisten Jesper Tynell fra DR P1's Orientering modtager i dag velfortjent Cavlingprisen "blandt andet for at dokumentere, hvordan tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og vildledte Folketinget i "kontanthjælpssagen"." (ref.). Her på bloggen skrev vi d. 18/11-2008 i et indlæg om forskningsbaseret myndighedsbetjening:
"i dag er en række sektorforskningsinstitutioner blevet en del af universiteterne og en nyere term, "forskningsbaseret myndighedsbetjening" er dukket op. Som resultatet af et glimrende stykke undersøgende journalistik redegjorde Jesper Tynell i går i P1's program Orientering (her) for de forhold, som udredningsarbejder kan underkastes, når det foregår som bestillingsforskning fra et ministerium, her Beskæftigelsesministeriet (undersøgelser af virkningerne af 300 timers reglen), og hvor forskerne konstant åndes i nakken af en følgegruppe, der består af personer fra selv samme ministerium (der sidder i gruppen ikke som repræsentanter for ministeriet, men i kraft af deres "personlige egenskaber", sic, således at følgegruppens møder undtages fra aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen), og som løbende kan formidle notater om arbejdshypoteser m.v. tilbage til rekvirenten, beskæftigelsesministeren. Kan et udredningsarbejde som dette kaldes uvildig forskning? Tynells udsendelse er klart i Cavling-klassen."
Vi ønsker herfra tillykke til Tynell og Orientering, og ser frem til flere interessante historier, bl.a. om forskningsfrihed, fra Tynells side, hvis da ikke regeringen i mellemtiden helt nedlægger DR P1.