Mere om forskningsevaluering

Det siges, at det tryggeste, man kan være i nærheden af, er duellanter og akademikere, for de slår kun hinanden ihjel. Tag fx den vaklende hird, som her er fylkedes om forskningsfrihedens mærke. Thomas Söderqvist forlangte - rimeligt nok - et svar fra mig om et positivt bud på en forskningsevalueringspraksis. Derpå svarede jeg med at forsøge at afklare nogen forudsætninger. Det skal man aldrig gøre. Straks stak Claus Emmeche af i én retning og Thomas Söderqvist selv i en anden, mens Heine Andersen kort efter og i en anden tråd fandt atter en tredje retning at løbe i. Selv løber jeg trøstigt videre ad mit eget spor. Så her er vi altså - afhængig af metaforiske præferencer - enten løbende i hver sin retning eller i vild infight med hinanden. Havde jeg været modstander af os, ville jeg have udbrudt "Med sådanne fjender, hvem har brug for venner!" Men ikke desto mindre er diskussionen interessant og bør føres, og ingen skal have utak for deres indlæg. Vi kan jo heller ikke opgive vor evigt debatterende væsen for at gå i takt - det ville være ufrit, uakademisk og antiuniversitært og den slags overlader vi til vore modstandere.

Deraf følger så også, at jeg slet ikke i første omgang kan tage stilling til alle positioner, før jeg taler videre. Lad mig fortsætte af mit eget spor. Jeg er helt enig med Thomas Söderkvist i, at der skal bydes konstruktivt ind også. Da vi, dvs. Johnny Kondrup og jeg, skrev indsigelsen imod pointsystemet til forskningsmåling på humaniora, skrev vi også en førsteskitse til en alternativ tilgang. Den burde have været arbejdet videre, men lad mig nu spille den ind som et første bud på en evaluerings- og forskningssikringspraksis. Den blev fremsendt til bestyrelsen sammen med indsigelsen og et forklarende følgebrev. Som det fremgår, er det et system, der er baseret på kontrakter og evalueringer imellem dekan, institutleder og institut. Det er ikke færdig, for det forudsætter, at der skal en hel masse embedsapparater i gang med at strømline den i organisationen, men det er dog begyndelsen til et synligt alternativ. Behøver jeg at sige, at dekanatet ikke tog den alvorligt?

Så vidt det konstruktive i første omgang. Dernæst yderligere til grundlaget: Jeg mener, at evalueringsdiskussionen forbistres af, at det er meningen, at systemet skal bruges til at fordele penge efter ikke bare til at sikre bedre forskning, fordi det blandede formål åbner for en pandorasæske af fejlvisninger og taktisk tænkning: Man forsøger at lave et system, der er objektivt, som samler alle informationerne i toppen og er enkelt. Men disse krav modvirker efter min mening en forskningsevaluering, som helt enkelt er rettet imod at få en bedre videnskab. Det gælder om at tage sig godt ud i systemet ikke om at blive klogere på sin praksis.

Jeg mener, at det politiske niveau burde koncentrere sig mere om at sikre en fornuftig forskningssikring og mindre om at samle alle informationerne hos sig selv. For som beslutningsgrundlag er den type information, forskningstællinger genererer, enten tom, manipuleret, illusorisk eller alle tre dele på en gang. Heri er jeg vist uenig med Heine, som for mig at se overgiver sig for meget til realpolitikken og for lidt betoner muligheden for at forandre den rellt førte politik, og som derfor er klar til at give politikerne målinger, der ser menigsfulde ud (skønt de ikke er det, tilføjer jeg). En fornuftig politik ville derfor i forhold til forskningspolitikken stræbe efter at sikre, at der var aktivt arbejdende forskningsevalueringsstrukturer på universiteterne, men ikke kræve at deres resultater i forsimplet form skulle være grundlag for ressourcetildelingen til universiteter, fakulteter, institutter eller enkeltforskere. Ressourcefordeling er politikernes opgave, og de kan ikke overlade den til en kvalitetsmålingsmaskine.