Om inhabilitet

Hvor meget kan KU lade sig køre rundt med af en advokat? Politiken og andre medier beretter i dag, at Penkowa har fået fjernet bedømmere med forholdsvis farverige begrundelser. Lad os derfor repetere, hvornår personer er ihabile i forvaltningslovens forstand. Her fra Kapitel 2 i forvaltningsloven :

Inhabilitet

§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag,

1) hvis vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- ellernedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,

4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller

5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Der kan under ingen omstændigheder være tale om inhabilitet i forhold til stykke 1-4, så det skal dækkes af catch-all formuleringen i punkt 5. Spørgsmålet er da om følgende omstændigheder kan være tilstrækkelig begrundelse:

For tredive år siden, da parten var 5 år gammel, skrev den relevante mulige bedømmer en artikel sammen med en person, som ca 20 år senere viste sig at udvikle modvilje imod parten.

Hvis denne type af begrundelse gives vægt, så kan hvem som helst med lidt gravearbejde underkende hvem som helst. For mig lyder det påfaldende som det punkt, hvor man skriver et "hop i havnen"-brev. En statslig myndighed kan ikke lade sig piske rundt i manegen af et fint brevhoved og en advokat med evne til at opfinde kreative begrundelser på vegne af en trættekær klient.

Konklusion én gang mere: Sagen er noget rod. Der er behov for en uvildig undersøgelse. Københavns Universitets gode navn og rygte er for længst belastet ud over al rimelighed af, at der vedblivende skvatter skeletter ud af indtil flere forskellige skabe. Det er til skade for samtlige ansatte, det er til skade for forskningen. Det er til skade for alt og alle. Gør nu noget!

Hvorfor var KU passive?

Af de mange mærkværdigheder i forbindelse med Penkowasagen - eller, om man vil, sagerne, forekommer ingen formentlig mere mærkværdig for den udefrakommende end universitetets reaktion på den sære episode, hvor en studentermedhjælper blev forsøgt inkrimieret for Penkowas underslæb via dokumentfalsk. Politiken sammenfatter problemet storartet:

Selvom politiet hurtigt fandt studenterhjælpen uskyldig og forskeren skyldig, gik der alligevel 14 måneder hvor ledelsen på universitetet var bekendt med falskneriet, før de valgte at suspendere hjerneforskeren.

Studentermedhjælperen mener, at en undskyldning er på sin plads.

»Jeg skrev til Københavns Universitet i december 2008 og fortalte om den falske anklage, fordi jeg mente, at universitetet har et ledelsesmæssigt ansvar i forhold til, hvad Milena Penkowa havde gjort. Det har været frustrerende at se, at Københavns Universitet valgte ikke at forholde sig til sagen trods de klokkeklare beviser. At de var villige til at se igennem fingre med det ledelsesmæssige svigt og samtidig fremme Milenas karriere«, siger han. (her)

Imidlertid er det spørgsmålet, hvorvidt dette reaktionsmønster egentlig er særlig overraskende, når man betænker de danske universiteters almindelige praksis, hvor henvendelser nedefra vanemæssigt ignoreres. Det skete, da bestyrelsen blankt afviste en henvendelse fra 144 bekymrede forskere i anledning af Det Humanistiske Fakultets system til forskningsmåling (her), det skete, da universiteterne med AU i spidsen omhyggeligt sminkede kritikken fra forskere og undervisere i forbindelse med universitetsevalueringen (som jeg har gennemgået det i Hjernedød), det sker lige nu på AU i forbindelse med den såkaldte "faglige udviklingsproces", hvor medarbejdere og studerende oplever at være sat uden for indflydelse (her). Man er helt banalt vant til at ignorere kritiske henvendelser nedefra. Man sætter sig tungt ned på sine lederstol, kigger den anden vej, irettesætter eventuelt kritikerne, og venter på at det hele går over igen.


Jeg skal ikke kunne sige, om det er, hvad der er sket her, men af alle oplysninger i Penkowasagen, så er den, at KU ignorerer en klage fra en studerende om ulovlige forhold, den, der har overrasket mig mindst. Selv nu kan det stort set ikke lade sig gøre at hive en reel undskyldning ud af universitetets "rektor", Ralf Hemmingsen. Hemmingsens "undskyldning" lyder:

- Jeg vil gerne beklage det forløb, en studerende har været igennem, hvor Penkowa øjensynligt har brugt hans lønoplysninger og lavet falske anklager. Det er meget svært at gardere sig mod den slags svindel, siger han til KU's hjemmeside. (her)

Beklage Penkowas handlinger kan man lige finde ud af, men selv har KUs ledelse selvfølgelig ingen fejl begået. Ledelsens manglende handling i denne sag ligner business as usual: Det kommer nedefra, ergo skal det ignoreres. Og så glemte man, at det måske var en relevant oplysning, at der denne gang var strafferetslige forhold involveret, og at man risikerede, at sagen blev ført videre ad andre, mere lydhøre kanaler - fx byretten, og at ens ubegribelige tungbagethed derfor kunne ende med at give - ja: bagslag.

... er kun et fattigt ord

De seneste dages debatter har tydeliggjort, at behovet for at finde ud af, hvor pokker pengene bliver af i universitetsverdenen er påtrængende. Her er et par fakta, som ikke burde kunne eksistere samtidig:

1) Området har fået tilført ekstra ressourcer.
2) Forskeres og underviseres ubetalte merarbejde er tårnhøjt.
3) Der skæres i undervisningen.
4)De ressourcer, der er til rådighed til fri, ubundet forskning, reduceres konstant.

Altså: Samfundet hælder flere penge i området, men får mindre undervisning og mindre fri forskning. Universiteterne kan da i Himlens navn ikke have sat alle pengene ind på Milena Penkowas svejtsiske bankkonto, så hvor er de blevet af?

Hvordan kan universiteternes effektive, moderne, professionelle ledere være så dårlige til at levere et resultat, uden at det får konsekvenser? De bruger flere af samfundets penge, men giver samfundet mindre tilbage end de ineffektive, umoderne amatørledere fra de foregående generationer. Til gengæld er de højere lønnede. Gak er kun et fattigt ord.

Og nej: Jeg vil stadig ikke tilbage til tiden før 2003. Det system var halvt dysfunktionelt, og det bliver ikke bedre af, at det nye system er helt dysfunktionelt. Jeg vil fremad.

Mindre undervisning???!!! No shit, Sherlock?

Sådan ca en million år efter, at det begyndte, har aviserne og ministeriet nu opdaget, at der skæres i undervisningen på universiteterne. Mit eget fag var et af de sidste, som gik ned på 12 ugers semestre, og nu skærer vi så også 1/3 af timerne per uge fra på grunduddannelsen. Det er old news, og jeg er ikke engang sur på min lokale ledelse i denne anledning, thi de har ikke meget valg med den økonomi, de sidder med.

Men NU skal der ske noget: På Politikens hjemmeside kan man således idag læse følgende:

Forskningsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) er utilfreds med de kortere semestre. Hun peger på, at taxameterbeløbene til humaniora og samfundsfag i 2010 blev løftet med over 4.000 kr. eller cirka 12 procent.

»Så vi har fra politisk side afsat midler til mere undervisning. Og der er ingen tvivl om signalerne fra mig, at så forventer vi også, at der kommer mere undervisning«, siger hun og vil følge udviklingen tæt i den kommende tid.

Nu er der bare det tricksy´e ved det, at de penge aldrig nogensinde er nået frem til de institutter, som skal udføre undervisningen. Hvor de er blevet af, aner jeg ikke, men Follow the Money, så kan det være at vi finder ud af det. De afleveres på rektoratets dørtrin, og de er derefter mærkeligt væk. Men hele byen er fuld af reklamer for Københavns Universitet - for det har vi råd til, skønt vi ikke har råd til at undervise. Og vores informationsafdelinger, hvis samfundsbetalte opgave er at få rektoratets beslutninger til at tage sig godt ud, svulmer af medarbejdere. Personligt tror jeg ikke på, at de penge nogensinde er nået frem til fakulteterne - måske kan man finde dem i en eller anden medfinansiering af et erhversprojekt på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, who knows.

Måske skulle Charlotte Sahl-Madsen overveje at spørge rektorerne, hvor F..... de ekstra midler er blevet af. Men spørg ikke på KU, for rektor hos os har for tiden alt for travlt med at være ansvarlig leder til at tage ansvar.

Det er helt tydeligt ikke ministerens ansvar, det fremgår af udsagnet. Hvor meget skal vi vædde på, at det heller ikke er nogen andres ansvar? Det er fordelene ved den enstrengede ledelse, at fordelingen af ansvar er helt klar: Ingen har det. Det eneste, der sker nu, er at køen ved håndvasken bliver rigtig lang - og det kommer der helt sikkert ikke mere undervisning ud af.

Umuligheder og fornuft

Penkowa-sagen har tilsyneladende hensat selv denne blogs i øvrigt drevne konspirationsteoretikere i lammechok. Vi står tydeligvis mundlamme tilbage.

Men hvad skal man også sige?

Selv vi kunne umuligt have forestillet os et snydenummer af det omfang. Vi kunne ikke have forestillet os, at det på nogen måde kunne tage Københavns Universitet 10 måneder at efterprøve banal dokumentation hos en svindelanklaget forsker, og vi kunne ikke tro på, at der skulle en journalist til, før det skete. Og selv en inkarnet Sanderpisker som undertegnede ville aldrig have troet, at han brugte sin magt til at sende en intrigant venindes insinuante spørgsmål ned over et forskningsråd.

Havde vi fået at vide, at der i virkeligheden var et helt klosterfuld S/M dyrkende professormunke og studinenonner i Aalborg Universitets kælder, havde vi givetvis købt historien – så paranoide er vi nemlig. Men Penkowa-sagen? Get outta here!!!

Og nu sidder man tilmed tilbage med en ret sikker fornemmelse af, at skeletterne slet ikke er færdige med at skvatte ud af skabene, ja, at man ikke engang ved, hvor alle skabene er endnu. Selv en slet romanforfatter kunne ikke have gjort det meget dårligere: Det er simpelthen for urealistisk.

Heldigvis har bloggens indsats for én gangs ikke været nødvendig. For ikke bare har andre gjort arbejdet for os, men der begynder også at blive givet plads til stemmer i den offentlige debat, som faktisk påpeger nogle af de centrale problemer på universitetsområdet. Det er som om, offentligheden endelig har åbnet sig for, at noget ikke er, som det burde være. Vanviddet i forskningsfinansieringssystemets adminstratitis aftegnes således i berlingske tidendes kronik den 6. februar, mens kontrolsystemernes uduelighed beskrives i Politikens kronik den 9. februar. Klapsalver hele vejen rundt.

Til den sidste kronik kan føjes, at Penkowa som type vil klare sig storartet i de forskellige systemer til konkurrenceudsættelse og kvalitetetssikring af den danske forskning. Nye læsere kan begynde her, og det er – tåkrummende pinligheder og ledelsesmæssige katastrofer til trods – i sig selv en god ting.