Faget Musikvidenskab og dets særlige problematik

af Linda Maria Koldau, professor i Musikvidenskab

Når man i Aarhus Universitetets bygning 1580, Langelandsgade 139 (den såkaldte ”Kaserne”), tager elevatoren, så kan man læse: ”4. sal: Afdeling for Musik”. En ukendt person har så med filtpen forandret afdelingens navn: ”Musikvidenskab”. Personen har faktisk sat fokus på et afgørende problem. Fra afdelingens og universitetets dokumenter kan man se, at der, også iblandt selve kollegiet, hersker tvivl, om man nu hedder ”Musik” eller ”Musikvidenskab”. For offentligheden virker det ligegyldigt. Men faktisk ligger her hele afdelingens grundlæggende problem.

Fordi man drøfter aldrig, hvad faget nu egentligt går ud på. Fagbeskrivelsen på websiden samt studieordningen giver indtrykket, at man byder på lidt af alt. Musikpraksis, musikteori, noget som kaldes for ”musikkultur” (uden videre definition), musikhistorie, musikalsk produktion på computeren. Når man kommer udefra og kender lidt til musikuddannelsen i sine mange forskellige fagligheder, undrer man sig, hvordan alt det her kan passes ind i en eneste Bachelor-uddannelse, som kun fylder to år. Men de, som har ansvaret for denne studieordning, har jo arbejdet længe på universitetet: De vil nok vide, hvad de gør. Det troede jeg, da jeg blev ansat som den nye professor.

Min analyse efter to og et halvt år på afdelingen kommer til et andet resultat.

I medierne har der været stor omtale af min ”sag” på Aarhus Universitet. Jeg vil nu vende tilbage til udgangspunktet for hele sagen: fagets problematik og min kritik, som blev fremlagt i Weekendavisen (1. juni 2011) og i Politiken (12. juni 2011, http://politiken.dk/ debat/ ECE1306556/ professor-dansk-humaniora-er-en-skandale/). Kollegiet følte sig ramt af min faglige kritik – men de har kun svaret med personlige angreb og ikke bidraget til den faglige debat. Indtil i dag savner jeg et fagligt begrundet svar på min kritik.

Men jeg vil nu gerne tilbyde noget, som offentligheden måske har savnet fra min side. I aviserne er da ikke plads til en differentieret fremlægning af fagets problematik. Derfor gør jeg det her.
(Nota bene: Jeg har troværdig dokumentation for det, som jeg citerer – og det omhandler på ingen måde ”fortrolige” dokumenter, men arbejdsrelateret dokumentation, der på ingen måde er personfølsom.)

Læs hele analysen her:
http://ffarkiv.pbworks.com/w/file/fetch/52979164/Musikvidenskab_22042012.pdf

Århus Universitet truer Koldau med mundkurv og fyring

Ansvarsforflygtigelse, manglende evner til problemløsning, angst i ledelsen for at indrømme fejl, personlig forfølgelse af kritiker, sammenspisthed, knægtelse af ytrings- og undervisningsfrihed. Er det Århus Universitet?

Man tror det er løgn, hver gang man hører nyt om sagen angående Århus Universitets håndtering af den kritik, den musikhistoriske professor Koldau har rejst, ikke bare i forbindelse med sine egne ansættelses- og arbejdsvilkår, men også om kvaliteten af uddannelserne på de humanistiske fag som helhed. Universitetsledelsen reagerer med lukkethed, afvisning af at forholde sig til kritikkens substans og undgåelse af offentlig debat. Det seneste, som nu er sluppet ud til offentligheden igennem det åbne svar fra Koldau til sin dekan, som blev bragt på bloggen i går (se nedenfor), er, at Århus Universitet nu går helt over stregen for al anstændighed (og lovgivning må man formode?), og igennem længere tid har kørt en proces hvis sigte er, enten at skille sig af med den professor, de selv headhuntede, gennem fyring, eller totalt at ydmyge professoren gennem mundkurv og underkastelse af nedsættende forskelsbehandling i forhold til almindelige regler for akademisk arbejde.

Professor Linda Maria Koldau havde forud udvist gode initiativer såsom oplægget til en generel debat om de almene aspekter i sagen, den 17. maj 2011 via debatarrangementet "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", som vi omtalte på bloggen sidste år (her); et debatarrangement som fulgtes op af en længere artikel i Weekendavisen af Klaus Wivel d. 1. juni 2011. For læsere, der ikke kender til baggrunden for sagen, skal jeg her citere få uddrag af Wivels artikel:

"I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker. (...) Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet. (...)

Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik- og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet. Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger. (...)

Koldau har samlet sin historie i en over 200 sider stor mappe af mail-udvekslinger, rapporter, møde-referater og situationsanalyser, som dækker perioden fra september 2009 til november 2010. I hendes mappe kan man følge professorens forsøg på at få ledelsen og de andre kolleger til at forstå, at hun var fejlplaceret. [Ledelsen har stadig ikke taget skridt til at løse problemet fx gennem en omplacering af Koldau på AU, min tilføjelse, CE]
Mappen viser, at sagen har to aspekter. Det ene, det personlige, handler om professoren. Koldaus budskab er, at hun blev placeret på Musikafdelingen på Institut for Æstetiske Fag, hvor hendes musik- og kulturhistoriske kvalifikationer ifølge hendes egne observationer blev betragtet som »gammeldags« og derfor ubrugelige.
Det viser hen mod det andet aspekt af sagen. Koldau er et eksempel på en splid, der er større end den, der har hersket på hendes institut. Hun bærer ikke alene vidnesbyrd om humanistiske fag under forandring, men om et eksistentielt drama på danske humaniora som sådan. (...) I dag lyder budskabet, at det gælder om at skære uddannelserne til, så langt flere studerende end før på en afmålt og kortere studietid kan tilegne sig viden til brug i en verden under hastig forandring. Man tilrettelægger i høj grad også uddannelserne efter, hvad man mener, der er brug for på den anden side af studierne - og man breder viften af tværfaglige muligheder ud." (...)

Niels Lehmann, leder på Institut for Æstetiske Fag, undrer sig over, at hun føler sig fejlplaceret. (...) I særlig grad læses mappen som en stadig mere forbitret kamp mellem Koldau og hendes fagleder Pia Rasmussen. Her støder to forskellige temperamenter for alvor sammen - en dirrende og desperat forsker med et aristokratisk forhold til kultur og kvalitet over for en venlig, men bestemt fagleder, der vil have alle til at lære af hinanden. »Jeg synes jo ikke,« skriver Pia Rasmussen sidste år, »du sådan helt adskilt fra os kommer her og stiller noget allerede færdigt, nemlig dig ;-) til rådighed, men at du som et vidende menneske med al din erfaring, indgår i et samarbejde med os, og at vi i dette samarbejde alle rykker os langsomt og over tid, sliber nogle kanter af hinanden, opdager synergier, vi kan udnytte hos hinanden osv.«
Men Koldau mener ikke, at hun er kommet til Aarhus for at få slebet »nogle kanter« af. Hun vil ikke gå på kompromis med ekspertise og effektivitet. Og man fornemmer i mappen, at hun efterhånden får hele lærerstaben og ledelsen imod sig.
Kvinden, der er fascineret af u-både (i efteråret udkom hendes bog om myten om u-både i film og medier), dykker mere og mere isoleret rundt, som månederne går. Hun føler sig mobbet og ydmyget, hvad der gør, at hun får rygsmerter og søvnbesvær og må sygemelde sig over længere perioder."

Siden Wivels artikel har fakultetet fået ny dekan, Mette Thunø. Men det fritager vel ikke ledelsen dens ansvar for det problem en tidligere dekan var med til at skabe ved at lokke Koldau til Århus under falske løfter om at ville kunne fortsætte sin faglige linie og være med til at løfte faget til internationalt niveau?

Sagen er et markant eksempel på hvor galt det kan gå, når en universitetsmanager (fx en dekan) hen over hovedet på et lokalt fagligt miljø (som sandsynligvis hellere havde set en anden faglig profil i afdelingens professorat, fx en hjemmegroet) indsætter en forsker med en anden faglig ballast i en fremskudt stilling som professor. Og endda uden at indføre vedkommende forsker i relevante forskelle på dansk og tysk akademisk og universitetspolitisk kultur. Og hvor konflikten forstærkes ved at institutlederen og den efterfølgende dekan undlader at forsøge at løse problemet.

Disciplin- og videnskabsteoretisk set er det også en case om en ringe udforsket konfliktuel dialektik som hersker imellem et givet universitetsvidenskabeligt felt (musikvidenskab) som et fag dvs. en eller flere forskningsbaserede uddannelser, versus som et landskab af videnskabelige discipliner, paradigmer eller forskningsmæssige tilgange i indbyrdes spænding. Ofte har den lokale faglige elite (repræsenteret ved fagleder og studienævn) en betydelig indflydelse, da antal studerende eller STÅer betyder indtjening, der igen er potentiel forskerrekruttering, også på den videnskabelige disciplinære profil af feltet lokalt, og spænding og konflikt mellem fag og disciplin vil altid kunne tage forskellige former.

Selvfølgelig er historien også dels en oprørende historie om dansk jantelov og småtskårenhed – det er en skammelig kendsgerning, at den slags også findes i akademia – og dels om specielle forhold omkring faget musikvidenskab. Personer med kendskab til det musikvidenskabelige miljø på AU belyser dette aspekt. En kilde udtaler:

"Jeg er bange for, at Koldau har været udset til at skulle spille forskellige roller, uden at de implicerede parter har set dette enkle faktum i øjnene. For AU som sådan har hun været den stjerneprofessor, som skulle højne AUs og instituttets stilling, men for de enkelte kolleger på instituttet har hun været den alt for begavede ”pain in the ass”. Resultatet er den ødelæggelse, som hun har været udsat for."

"Det hele bunder i hendes første tid på instituttet og definitionen af det, at være professor på musikvidenskab og dette specielle instituts historie. Instituttet var et af de mest marxistisk prægede institutter på AU i halvfjerdserne. Deraf kom drejningen væk fra den klassiske musik og kultur og retningen imod den folkelige populærkultur. Faglederen er barn af denne historie, og AU har været det sted, hvor hun allermest frit har haft mulighed for at udfolde sin glæde ved den side af musikken. En professor er en person, som får lidt mere i løn for at undervise. Punktum! Og en professor skal et institut have for at kunne bestå som en selvstændig enhed. Punktum. En professor er ikke andet! Dette er det aldeles rædselsfuldt afgrænsede område, som Koldau får at udfolde sig på. Aldeles uhørt for hende, aldeles besynderligt, fordi denne konstruktion ikke findes ret mange andre steder, og slet ikke udenfor Danmarks grænse. Men efterhånden som tiden flytter sig væk fra halvfjerdserne bliver dette forhold enten ligeså stille ændret, eller, hvad der er tilfældet her, det består, og nu med den ret, at det har bestået historiens prøve."

Kommentaren illustrerer magtforholdet mellem den undervisningsfaglige elite på et institut (jeg ved ikke hvor speciel musikvidenskab er, trods sin fortid) og en af de disciplinære eliter, som altså i sagen her udgør en minoritet der, som omtalt i et tidligere indlæg (her), reelt er frataget sin undervisningsfrihed, en af de i dag glemte akademiske værdier.

Hvor er fagforeningen henne i denne sag? Forhåbentligt på pletten, kunne man ønske, i forsvaret for et af sine medlemmers rettigheder, og åbent protesterende imod dårlige arbejdsbetingelser, ledelsens forsømmelighed og forsøg på knægtelse af ytringsfrihed og bizarre former for afstraffelse såsom individuelle særkrav om X antal timers fysisk tilstedeværelse ugentligt? Fagforeningen må da være den, der gennemskuer ledelsens lukkethedsstrategi, protesterer imod inhabile konsulenter, som ledelsen køber til at udrede psykologiske stemninger, samarbejsformer og til at dømme den subjektivt oplevede mobning for ikke-objektivt eksisterende? Tilsyneladende ikke. Jeg har i al fald ikke set mange tegn på et sådant arbejde. Man kan frygte, at fagforeningen i denne sag reducerer sig selv til at agere mægler mellem to parter, hvilket ville være en helt forfejlet opfattelse af sin rolle, i stedet for at optræde som den ansattes repræsentant.

Kunne Koldau have gjort nogen ting anderledes? Sikkert, men jeg ser her bort fra de "løsninger", som i sidste instans ville være ensbetydende med et identitetsskift som forsker og person. Det er altid let at være bagklog og jeg er selv glad for, at jeg ikke har skullet kæmpe ene person imod en samlet AU-ledelse og (store dele af et tilsyneladende) samlet lærerkollegium, men ja, hun kunne langt tidligere have sagt fra over for den strategi, som AU-toppen har om at køre sager som disse som personsager (eller "personalesag"). Hun kunne fra den dag konflikten tegnede sig klart for hende, have skrevet om den, det hele, ganske ensidigt og subjektivt, på en personlig blog, og dermed offentliggjort alt. Og tilladt modindlæg og kommentarer fra de, der som hende selv ville stå frem. Synd at hun ikke fik hjælp af andre AU-kolleger udi webbaseret kommunikation, sociale medier og lignende ekspertiser. Det havde muligvis ikke kunnet rense luften helt, men det ville have spændt ben for AUs betonbunker af en mediestrategi og måske tilskyndet ledelsen til at handle konstruktivt.

Universitetsledelser har alt for længe haft held til at køre konflikter (også når de er begrundet i almene besparelser og truende fyringer) som personalesager, der lukkes (hvad der klart vanskeliggør journalistisk behandling af dem), og hvor fagforeningerne i samme bevægelse spindes ind i samme lukkethedsmodus, og ikke kan udtale sig, ikke kan rejse protester, ikke kan bruge det offentlige rum til at argumentere for og imod, og dermed i alvorligste fald reelt reducerer sig selv til en clearingsinstans for forhandlinger om små frynsefordele i de nærmere betingelser ved afskedigelse eller – hvad ledelsen kan mistænkes at gå efter – frivillig fratrædelse imod et hold-kæft bolsje af nogle måneders ekstra løn. En del af den virkelige skandale er, at en dansk professor har ingen reel ansættelsessikkerhed (har ikke tenure) og kan opsiges på grund af samarbejdsvanskeligheder, blot alle de juridiske spidsfindigheder om procedurer overholdes. En professor kan altså ytre sig kritisk i offentligheden, den formelle ytringsfrihed kan universitsledelsen naturligvis ikke fratage en borger, men hvis universitetsledelsen finder, at professorens udtalelser skader fagets image og truer kunderne bort, kan universitetsledelsen – i stedet for at handle lærende, problemløsende og konstruktivt – åbenbart indlede en proces, hvorigennem den via konsulenter renser sig selv for anklager om mobning og andre fejl, og ensidigt beslutte at "ophøre samarbejdet", som det hedder. Kan fagforeningerne gøre noget ved dette? Skal de forsøge at ændre denne grundlæggende urimelighed?

Linda Maria Koldaus offentliggørelse af sit svar til dekanen rejser mange og endnu ubesvarede spørgsmål ved den proces, der er gået forud. Men for selve det, som et bekymret evalueringspanel forud for modifikationen af universitetsloven sidste år kaldte "den frie akademiske debat" kan man håbe, at brevet er en milepæl på vejen mod større åbenhed om de strukturelle problemer ved de danske universiteter.

For mig at se har Koldau nemlig selv en helt central pointe: Sagen synliggør med al pinlig tydelighed universitets gennemgående strategi, nemlig at universitetets strukturelle problemer skal forvandles til den enkelte ansattes personlige problem. Den ansatte kan så irettesættes eller fyres, mens de strukturelle problemer får lov til at køre videre uforstyrret. Hvad ligner det?

Kære dekan, vil du nu fyre mig med det samme?

Kære dekan Mette Thunø

Jeg har udtalt mig i medierne om nogle problemer på Aarhus Universitet. Det er åbenbart meget hårdt for dig. Jeg har fremlagt en analyse af de problemer, som jeg har oplevet i den humanistiske uddannelse på mit fakultet. ”Jeg er dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til”: Det var min konklusion, som jeg publicerede i Politiken den 11. juni 2011. Der var flere end hundrede personer, også fra Aarhus Universitet, som takkede mig for min kritik: Endelig tør da nogen sætte navn til den kendte skandale!
I januar har jeg så turdet stå frem med en artikel hvor jeg viser, at nogle af uddannelsesstrukturerne på Aarhus Universitet nøjagtigt ligner det, som man kender fra DDR. At der mangler den grundlæggende frihed, som er forudsætning for nytænkning, innovation og kreativitet på et universitet.
Det er min kritik. Weekendavisen derimod syntes, at min arbejdssituation på Aarhus Universitet er så skandaløs, at journalisten Klaus Wivel skrev en leder om mig den 1. juni 2011.

Nu påtænker du at give mig en advarsel. Bland andet på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Du benytter dig derudover af to konsulentrapporter for at begrunde din påtænkte advarsel. Disse konsulenter har du ansat for at ”udrede samarbejdsvanskelighederne” på min afdeling. De fik en fordrejende baggrundsbeskrivelse fra dig, og på denne præmis har de til sidst leveret det ønskede resultat, som de blev betalt for.
Du kalder disse ”eksterne virksomhedskonsulenter” for ”professionelle” og ”uvildige”. Jeg kan derimod bevise, at den ene ikke er ekstern og har begået grove formale fejl, mens den anden – den første konsulents gode ven – ikke har talt sandt og mangler kompetence i universitetsverdenen. Deres endelige rapporter udtrykker udelukkende universitetsledelsens perspektiv.

Nu skal jeg altså få en advarsel. Den skal indlede en bødeperiode med klare adfærdsregler. Jeg skal få husarrest på mit kontor. Jeg bliver tvunget til en debat, hvor jeg ikke længere har lov til at omtale, hvad mit fag er og hvem jeg selv er. Jeg skal følges og evalueres af din konsulent. Jeg skal sige skriftligt undskyld til de kollegaer, som har krænket mig.
Det betyder: Jeg skal ydmyges og min identitet skal slettes.

Ingen af disse adfærdsregler kan løse nogen af de problemer som har fået lov til at køre uforstyrret på mit institut og min afdeling i mange år. Derimod er dine adfærdsregler konstrueret til at være så ekstreme og ydmygende, at jeg uundgåeligt må enten afvise dem fra starten eller fejle i at overholde dem. Dermed har du det perfekte påskud for at kunne fyre mig.

Du giver mig en frist til 1. februar at svare på dine bebrejdelser. Mit svar er: Din advarsel er ubegrundet. Den bygger på en overtrædelse af retten til ytringsfrihed og på to utroværdige rapporter.

Lad mig nu lige stille nogle spørgsmål til dig, kære dekan. Desværre fik jeg jo aldrig lov til at drøfte disse spørgsmål internt med dig.

Hvorfor nægter du dit ledelsesansvar? Du gør alt for at forhindre, at der tales om min ansættelse – om hvordan din forgænger headhuntede mig og ansatte mig under forkerte forudsætninger. Du og din institutleder gør alt for at forhindre, at de alvorlige problemer, som er opstået i min arbejdssituation, drøftes. Selvom jeg har anmodet om det i halvandet år, indtil jeg til sidst så mig tvunget at vende mig til offentligheden. Du gør alt for at dysse ned, at ledelsen har begået fejl – og at ledelsen har et ansvar at rette disse fejl.

Hvorfor taler du ikke om mobning eller ”krænkende adfærd”, hvis det er kendt at netop det findes på min afdeling? Du forsøger at forpligte mig til at sige undskyld til de kollegaer, som har udelukket, krænket og chikaneret mig.

Hvorfor er du ligeglad med at din institutleder ikke overholder de regler, som universitets personalepolitik forpligter ham til? Han har ignoreret mine anmodninger om at drøfte problemerne i min arbejdssituation, han har suspenderet mig fra en eksamen efter afleveringsfristen og han har aldrig ført de sygefraværssamtaler med mig, som han er forpligtet til. Jeg ville gerne have fremlagt for ham, hvordan min arbejdssituation påvirker mig og gør mig syg.

Hvorfor holder du dig ikke til dine egne aftaler? Hvorfor fornægter du nu det evalueringsmøde, som du selv har fastlagt? Er du bange for de glimrende evalueringer jeg har fået fra mine studerende, nu hvor jeg endelig har fået lov til at undervise historiske kurser?

Hvad er det for en debatkultur på Aarhus Universitet? ”Det har du misforstået” – ”Det har jeg aldrig sagt” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede du tegner” – ”Din holdning er ikke tidssvarende”: Det er ledelsens argumentation på mit institut. På tysk kalder man det for ”Totschlagargumente”: Argumenter, som slår modparten ihjel. Min ekspertise, mit kendskab til de internationale forhold i faget bliver kaldt for ”grøftegravning” og ”forældet”. Hvorfor undrer det dig, at jeg ikke længere ønsker at udsætte mig for sådan en ”debat”?

Og hvorfor skal alt under alle omstændigheder forblive internt på Aarhus Universitet? Du forsøger at fastlåse mig i nogle fiktive aftaler om ”fortrolighed” og ”loyalitet”, som aldrig er blevet truffet. Du truer mig, hvis jeg skulle offentliggøre noget fra konsulentrapporterne. Det gør jeg ikke – selvom der udelukkende bliver talt negativt om mig, mens alle andre navne er slettet. Hvorfor er det et problem for dig, at rapporternes indhold bliver kendt, når de sætter jo alene mig i et dårligt lys?

Hvorfor har Aarhus Universitet det så svært med at offentligt redegøre for, hvad ledelsen gør og hvordan I behandler jeres ansatte?

Jeg kan forsikre dig, kære dekan, at der findes mange personer på instituttet og fakultetet, som er enige med mig og gerne ville støtte min kritik. Men de er bange for chikaner og fyringsvarsler. Når de ser på min situation på Aarhus Universitet, kan de også godt forblive bange. Skal det være ånden på dit ”Faculty of Arts”?

Det her er mit svar. Hvad vil du nu gøre, dekan Mette Thunø? Får jeg min advarsel – eller vil du fyre mig med det samme?

Med venlig hilsen

Linda Maria Koldau
Professor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet

Undervisningsfrihed og publiceringsfrihed

De akademiske friheder er under angreb i disse år, på direkte og mere subtile måder. En subtil form for angreb sker gennem New Public Management, som påtvinger forskerne eksterne incitamenter, som er ydre i forhold de måder, videnskabernes faglige miljøer selv har reguleret deres videnskabelige virke på, dvs. efter rent videnskabelige kvalitetskriterier. Et omdiskuteret eksempel er den bibliometriske forskningsindikator (DBF). Forskningsstyrelsen har netop afholdt et stormøde med faggrupperne om "forlagsproblematikken", dvs. hvordan man tæller videnskabeligt output på områder, hvor forskerne især publicerer bøger og bogbidrag. Ministeriet vil v.h.a. DBF ikke bare tælle, dokumentere og synliggøre forskningen i en database (hvilket er fint nok), men gennem belønning til universiteterne anspore forskerne til at publicere i tidskrifter, bogserier og på forlag, som ligger på et særligt højt "niveau". – Men det forsøger forskerne jo i forvejen; problemet er, at de ikke gives nogen universel algoritme, der omsætter forskerens fagspecifikke fornemmelse for kvalitet til en statsautoriseret liste af pointgivende tidskrifter og forlag. På mødet havde jeg i frokostpausen lejlighed til at tale med Hans Fink om en anden akademisk frihed, nemlig undervisningsfriheden, i anledning af et aktuelt indlæg af Linda Maria Koldau i Politiken d. 9. januar om denne ret oversete frihed.

For undervisningsfrihed er ikke, som en googlehjerne ellers kunne tro, at have fri for timer på uni eller i skolen. I 2003 udgav fire filosoffer, idé- og videnskabshistorikere ved Århus Universitet, Hans Fink, Peter C. Kjærgaard, Helge Kragh og Jens Erik Kristensen, den læseværdige bog Universitet og videnskab. Universitetets idéhistorie, videnskabsteori og etik. Et af bogens formål var at beskrive kernen i selve universitetsbegrebet, nemlig

A. Tæt forbindelse mellem forskning og uddannelse

B. Forskningsfrihed

C. Undervisningsfrihed

D. Selvstyre

E. Videnskabens enhed

Der er tale om principper og idealer, der aldrig har været fuldt realiserede, men, som Hans Fink skriver (s. 12), "ikke desto mindre både før og nu er blevet set som mål at stræbe efter eller kæmpe for". Bogen udkom samme år som vedtagelsen af Helge Sanders lov om universiteter. Loven var et voldsomt anslag mod flere af de selvsamme principper. Med afskaffelsen af demokratisk valgte ledere, fakultets- og institutråd gjorde loven med ét slag bogens beskrivelser af disse kollegiale organer for selvstyret, og af hvad et universitet i det hele tager er, forældede.

Men der er al mulig grund til ikke at glemme principperne og vedblive med at kæmpe for dem.

Det gælder også undervisningsfrihed. Det er ganske vist ikke meget bogen skriver om dette element i den akademiske frihed, andet end at studienævnene, som indstiller studieordninger til godkendelse, har ligelig repræsentation af studenter og lærere fra det pågældende studium (hvad de stadig har), og at "Den enkelte lærer har ofte i samspil med sine undervisningshold en betydelig frihed med henblik på undervisningens konkrete indhold og form, og alle lærere har i princippet pædagogisk metodefrihed." Desuden anføres, at "Universitetets undervisningsfrihed er forbundet med de studerendes uddannelsesfrihed" (som også er begrænset af bl.a. mangel på fri adgang til alle studier).

Det er trist at undervisningsfrihed, allerede før 2003-loven, generelt behandledes stedmoderligt, og at de universitetsansatte ikke i højere grad har opfattet den som en integral men truet del af den akademiske frihed generelt, der som bekendt omfatter forskningsfrihed (herunder frihed til valg af publiceringsform); retten til at ytre sig frit, såvel indenfor universitetets mure, hvor der bør herske selvstyre i akademiske anliggender, som udenfor murene; samt altså undervisningsfrihed. Ideelt set skal universitetets uafhængighed af økonomiske og politiske interesser sikres ved en udstrakt grad af akademisk frihed og institutionelt selvstyre.

Undervisningsfriheden (Lehr- und Lernfreiheit) er det humboldske element, som skal give underviserne frihed til at udbyde forelæsninger, seminarer og kurser indenfor de områder, hvor de faktisk er kompetente og kan yde forskningsbaseret undervisning, og de studerende frihed til at følge den undervisning, de virkelig ser som essentiel for deres uddannelsesproces. Enheden af forskning og undervisning indenfor universitetet som organisatorisk ramme er den dag i dag stadig en vigtig forudsætning for såvel produktionen af ny viden som dens videregivelse under uddannelsesforløbet.

Men denne enhed er truet og undervisningsfriheden knægtes på forskellig vis. Mest markant ved at universiteterne underlægges en bureaukratisk akkrediteringsinstitution, som skal blåstemple nye såvel som gamle tiltag på undervisningssiden, og dermed indskrænker universiteternes autonomi. En anden indskrænkning er mindre synlig og sker, når undervisningsfriheden opfattes alene som universitetets – ikke den enkelte forskers.

Mht. forskningsfriheden udgør 2011-revisionen af universitetsloven en forbedring, fordi det præciseres, at forskningsfriheden ikke blot er hele universitetets, men også den enkelte forskers (§2 stk. 2, "Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken"). Tilsvarende eksplicitering findes ikke mht. undervisningsfriheden. End ikke ordet nævnes i loven! Den konflikt, der blev beskrevet i L. M. Koldaus indlæg d. 9/1, henviser til en situation, hvor den enkelte forskers undervisningsfrihed udelukkes af universitetet selv i skikkelse af et studienævn, som repræsenterer en bestemt faglig majoritet, der undviger åben diskussion om interessekonflikter mellem forskellige tilgange indenfor et bredt fagområde, og som forhindrer, at en forsker der repræsenterer ekspertise indenfor et bestemt underfelt, kan udfolde sit talent her. Ud over det triste forhold, at en sådan konflikt i det konkrete tilfælde (jf. også Klaus Wivels artikel "Hjem til Århus" i Weekendavisen 1/6-2011) er et sindsbillede på en inkompetent og ansvarsforflygtigende universitetsledelse, ligger der et principielt problem her:

Princippet om undervisningsfrihed har alt for længe ligget underdrejet og er truet af glemsel. På den baggrund er det trods alt glædeligt, at de fire århusianske tænkere huskede det! Lad os håbe, at også ledelsen af Århus Universitet (og verdenseliten) har format til at erindre princippet om undervisningsfrihed – og om at det gælder såvel for den headhuntede Loke som for den menige forskermasse af Tordenskjolds soldater.

ps

- Koldaus indlæg berørte også adgangen til ph.d.-studier; det har jeg modtaget flere kommentarer på, og vender tilbage til senere.