Kritik af pseudovidenskab censureret

Diskussion og kritik af uredelighed i forskning, ligesom diskussioner om forskningsfrihed, forudsætter ofte, at det er normal forskning vi taler om, dvs. et forskningsfelt som de fleste er enige om at betegne som videnskab og hvor forskerne nok kan være uenige om meget, men i al fald enes om paradigmets basale ideer (eller "tilgangen" eller "det teoretiske perspektiv" som man også ofte siger det på mindre naturvidenskabelige felter). UVVU, Udvalget for Videnskabelig Uredelighed er udformet primært med sigte på sager, hvor en forsker indenfor et iøvrigt sundt videnskabeligt felt fusker, snyder, konstruerer data eller manipulerer på andre måder, der udgør et klart brud på de videnskabelige normer for god, redelig forskning – og almindelig anstændighed, kan man tilføje. Men der er mange forskningsfelter, hvor karakteren af den "videnskab", der udføres, er langt mere usikker. Det fik mig til at tænke, at et af UVVUs problemer måske er, at UVVU ikke er gearet til at dømme noget som redeligt vs. uredeligt, når forskningen ikke er "normal", men allerede lettere suspekt i hele sin karakter, fx politiseret eller dybt ideologisk influeret, og mere har karakter af en religiøs eller politisk sekt. Det er let nok at forestille sig en samfundstænker eller en filosof, som ærligt og redeligt udarbejder sin i egne øjne banebrydende samfundstænkning eller filosofi på måder, som de fleste kolleger ikke anerkender som "god videnskab", men som han selv og medlemmerne af den særlige videnskabelige stamme eller sekt opfatter som relevant, seriøs, vigtig, og hvor de videnskabelige normer måske også er overholdt, måske lige bortset fra at det hele mere lugter mere af ideologi end af videnskab. Men også indenfor de mere 'våde' og 'hårde' videnskaber kan den slags forekomme (tænk på eugenik, frenologi, UFO-forskning eller kold fusion). I den engelsksprogede verden er der forskellige og kun delvist overlappende begreber for den slags, "patologisk videnskab", "junk science", pseudoscience, m.v. (se nærmere på Wikipedia).
    Jeg tror UVVU er bedre til at tage sig af bevidst fusk i god normal videnskab end til sager, som angår "fringe science" med varierende patologier. Sidstnævnte begreb kan jo både dække hvad Kuhn ville kalde "revolutionær videnskab", som blot endnu ikke er anerkendt men starter med nogle få forskeres vilde ideer, og så det som dårligt nok kan testes, efterprøves, og som måske langsomt opløses hvis det underkastes et kritisk-rationelt syrebad. Vi har tilsyneladende et mellemfelt af teorier og tilgange, hvor vi ikke er sikre på at forskningen overhovedet vil blive stående som videnskab, men hvor områdets marginale (eller spekulative, eller ideologiske) præg ikke forhindrer de deltagende forskere i at "arbejde efter reglerne", ærligt og måske endda også redeligt.

Anledningen til disse overvejelser er at jeg fandt ud af, at Weekendavisen har censureret, eller i al fald afvist at bringe, et vægtigt og kritisk indlæg af Jørgen Øllgaard om deres egen dækning af Helmuth Nyborg og sagen om hans forskning i IQ, som UVVU har dømt uredelig. Nyborgs kritikere, herunder de, som indklagede ham for UVVU, finder ikke, at UVVUs dom er hård og tydelig nok; omvendt opfatter Nyborg sig selv som offer for en politisk proces, og senest er UVVU selv blevet kritiseret i et indlæg i Weekendavisen (d. 24/1-2014, #4, s. 12) af psykologen Anders Gade, som selv skriver at Nyborg går imod "den generelle holdning blandt intelligensforskere", og tegner et billede af Nyborgs forskningsfelt som marginalt, dvs. ikke-anerkendt blandt flertallet af psykologer, demografer m.v., men holdt i hævd af en mindre sekt, som af og til har held til at publicere i særnumre af bestemte tidsskrifter. 

   Et andet meget interessant bidrag til debatten er som nævnt et indlæg af forskningsjournalisten Jørgen Øllgaard fra december, som Weekendavisen åbenbart har afvist at bringe, men som nu kan læses i sin helhed på Øllgaards blog (se her, jeg kan anbefale at man med det samme ruller ned til den fulde version med overskriften "2. Nærmere gennemgang...").

Måske er Nyborg således ikke bare Nyborg, men kan udsættes for et skema, hvor der i al fald foreligger den mulighed, at han hverken er Nyborgs Nyborg, eller UVVUs, eller kritikernes, men en helt fjerde type (som både Anders Gade og Jørgen Øllgaards indlæg kan tolkes som antydende). Dog vil Øllgaard hævde, at Nyborg både er uredelig, politiserende og patologisk pseudovidenskabelig, og det er ikke mit ærinde her at benægte, at det Nyborg bedriver, er politik iført en videnskabelig kittel.

    Men da jeg hverken er IQ- eller Nyborg-ekspert er min pointe blot at pege på det fjerde kvadrat (og en fjerde Nyborg) som en logisk mulighed, som UVVU ikke har så let ved at håndtere. Lå Lomborg mon ikke i samme kvadrat? Skal UVVU også tage sig af sager om uredelig politisk propaganda?

Nogle henvisninger:
UVVU's officielle side. Dansk Wikipedias side om Nyborg. Helmuth Nyborgs egen hjemmeside. Morgen Kjeldgaard, som var med til at indbringe sagen for UVVU, har et informativt website om eugenik generelt, og om Nyborg-sagens kronologi og mange dokumenter. Jørgen Øllgaard: "Skamløst: WA hvidvasker Helmuth Nyborgs fusk".

Eksperter og videnskabsfolk i den offentlige debat

Af Thomas Aastrup Rømer

Nu skal Marlene Wind sidde og kukkelure alene på sit kontor efter kammeratlige samtaler med hendes ledere, offentlig udskældning og pinlige breve fra ledende politikere til hendes rektor, selvom hun blot har gjort sin pligt, og selvom Messerschmidt, Pind og Kjærsgaard har handlet i en blanding af ren egeninteresse og mangel på viden om, hvad en videnskabsmands opgave er i et oplyst demokrati. Dette har intet at gøre med et par bandeord. Derimod arbejder en distinktion, der hedder forskning=objektivitet / politik=subjektivitet rundt omkring hos hele flokken, inklusiv i øvrigt hos videnskabsministeren (se Politiken, d. 16. juni), og den distinktion er fuldstændig uvidenskabelig. Lad mig nævne to misforståelser i forbindelse hermed:


1.

Den første misforståelse er, at en videnskabsmand skulle være en ekspert. Vi har vænnet os til at bruge ekspertbegrebet, men det skal vi holde op med. I al fald bør det reserveres til de mindst tænksomme forskere. Inden for mit eget område, udannelsesforskningen, er dem, der udtaler sig som eksperter, altid dem der ved mindst om sagerne, og jeg har ikke grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes inden for andre samfundsvidenskabelige områder. En ekspert kan gengive viden indenfor et afgrænset felt, men han har ingen sans for viden om denne viden. Altså for hvad han ikke ved, og hvilke filosofiske og etiske forudsætninger, som hans viden er indlejret i. Han fremturer med andre ord med sætninger som ”forskningen viser…” eller ”hvis dit så dat...”. Sikre tegn på ekspertise, men et lige så sikkert tegn på mangel på videnskabelighed. Desuden har eksperten altid et udvendigt forhold til den altså meget begrænsede viden, som han har. Han kan referere den ene og den anden undersøgelse, og arbejde med en eller anden model, men netop via denne afstand til sit stof, afslører han sig selv i videnskabelig mangel. Men hvad er så det videnskabelige? Det er, at man ved, at ethvert faktum er en del af en dialog og strid om sandhedens og tingenes karakter. Videnskabelig viden er dialogisk viden. Historierne om, hvordan al stor videnskab er blevet til i strid er utallige. En ægte videnskabsmand har blandet sig i denne strid. Han har sat sin person ind i foretagendet. Den største videnskab er derfor dybt personlig. Jo mere en forsker har blandet spyt med sin egen videnskabelige traditions dialog og strid, desto mere videnskabsmand er han. Men dermed umuliggøres også ekspertrollen, for hvordan kan man gengive denne strid, som man selv er en del af, som om den skulle være et objektivt og interesseløst faktum? Det kan man heller ikke. Den videnskabelige formidler er derfor ikke en ekspert, men derimod en intellektuel, som kommer fra et dialogisk og stridbart område og bevæger sig ind i en anden form for strid, nemlig den almene offentlighed. Det er strid mod strid. Der er ingen objektivitet løsrevet fra subjektivitet eller diskussion i denne proces. Eller rettere: Eksperten finder bare objektivitet, mens videnskabsmanden finder hele den æter, hvori det videnskabelige ord bader, og som er grundlaget for objektiviteten - og det grundlag er ikke objektivt.

Det er alle ganske vist ikke enige med mig i. Lars Qvortrup, som er uddannelsesekspert, skrev f.eks. i en leder i DPU’s magasin Asterisk, nr.22 og i Berlingske Tidende d. 3. november, at OECD mente, at vi kun kunne sikre vores børnebørns velfærd i 2090, hvis vi indrettede vores uddannelsessystem efter PISA-målingerne, og han hævdede i et læserbrev i Weekendavisen d. 20. maj, at han dermed ikke udtrykte nogen værdier. Her taler den rene ekspert, mens ”videnskabsmanden” forbliver tavs. Videnskabsmanden ville kunne vurdere disse OECD-synspunkters normative forankring, og sætte sine egne og hans samfunds værdier i spil, så enhver kunne se, hvad den pågældende ”ekspertise” er lavet af. Et andet eksempel fandt jeg hos kommunikationsdekan Claus Holm, som i en kronik i Information d, 20/10-2010 skrev, at den moderne intellektuelles primære opgave er at løbe efter bevillinger og finde metoder til at besvare spørgsmål, som andre, f.eks. magthaverne, konkurrencestaten eller de nye magtfulde universitetsledelser, stiller. Holm fremlægger dette som et objektivt faktum, uden at forholde sig til, om denne udvikling er god. Dermed kommer han til at producere en objektivitet, som hans emne slet ikke kan bære. Det emne, han drøfter, er netop fyldt med en normativitet, der har arbejdet i 2000 år, og manglen på etisk refleksion i forbindelse med behandlingen er dette emne er derfor nærmest uvidenskabelig. Derfor udtrykker Holm sig også ”kun” som ekspert.

2.

Den anden misforståelse er, at en videnskabsmand skal afholde sig fra at drøfte værdier; at han tager sig af fakta, mens politikere tager sig af værdierne. Disse problemer har rod i den udbredte misforståelse, at man uden videre kan og bør adskille videnskab og værdier. Denne diskussion har pågået siden den moderne videnskabs fødsel, og den arbejder som en pulserende spændstighed i vores kultur. Omdannes denne puls til mekanik, som hos Pind og de andre, forfalder både videnskab og etik. Man skal tværtimod værne om dette ”er-bør” forhold som en kostelig skat, der har afstedkommet initiativrigdom, ideer og udvikling i hele vores kulturkreds. Hvis man glemmer denne skat - hvis man lader det ene udelukke det andet - så forfalder videnskaben, forstået som en stor vestlig kulturel præstation, til teknokratisk forskning, som enhver totalitær asiatisk stat kan bedrive - og alt det vigtige, værdierne, går til i abstrakte lister og politiske rævekager. Den vestlige samfundsvidenskab og humaniora er grundlæggende set en frihedsbevægelse, og hvis man indkapsler denne frihed i ”ekspertise”, politiseres videnskaben på en rigtig grim måde. Hvis Pind og de andre slipper af sted med at bede Wind om at gøre det modsatte af sin pligt, dvs. beder hende om at være ekspert frem for professor og videnskabsmand, så skamrider de det grundlag, som de selv udtaler sig i. Hele vores politiske system, vores demokrati og vores folkelige tradition er ikke lavet af eksperter, men af engagerede videnskabsmænd, der ikke går og tager kasketter af og på for til sidst at kløjes i det, så kulturblinde politikere kan få fri bane. Og når Messerschmidt endda går så vidt som til at henvende sig til Københavns Universitet og taler om ”universitets interesser” (hvilket er fuldstændigt irrelevant i denne sammenhæng), og når rektors og institutlederens forsvar i medierne er alt for tøvende, så må alle frihedselskende mennesker råbe vagt i gevær. Det er den rene og skære destruktion af en central del af vores frihedstradition, og i forhold til det er ord som ”valgflæsk” og ”indre svinehund” nærmest høflighedsfraser.

Derudover vil jeg tilføje, at der inden for andre områder findes beslægtede sager. I Århus kommune må pædagoger, så vidt jeg har forstået det, kun udtale sig kritisk om en kommunal konceptpædagogik (som er meget detaljerende og foreskrivende) som privatpersoner. Som ansatte pædagoger må de ikke. Tværtimod skal de ”føle sig” som dele af Børn- og Ungemagistraten, som det totalitært hedder. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig situationer, hvor kasketterne snubler over hinanden. Resultatet er, at der ingen offentlig diskussion føres i kommunen vedrørende pædagogiske spørgsmål. Alle bliver dummere, mens bureaukratiet ruller af sted helt uden modstand.

Vi har så travlt med at uddele kasketter til hinanden, at ingen efterhånden må se på de forskellige emner i sin forskningsmæssige og værdimæssige helhed eller sige, hvad de slet og ret mener om dette eller hint. Det er meget foruroligende for demokratiet, fordi hele værdidiskussionen til sidst overlades til politikere og deres embedsmænd. Jeg glæder mig til, at professor Wind er tilbage fyldt med viden, energi, holdninger og alle de danske ord, der falder hende ind, uanset om folk mener, de er sande eller falske eller er rimelige eller ej, og jeg synes, at vi skulle fremme den form for aktivitet i stedet for at lytte til de bovlamme eksperter, der tror, de ved noget særligt, og som dermed kommer til at fremture i langt mere mekanisk og skjult politisk aktivitet end en virkelig professor.

Uafhængighed: Bestil et forskningsresultat

Forskning handler om nysgerrighed, og om at bruge denne til at blive klogere, for ens egen skyld og for det
samfund, der står på spring for at udnytte den nyeste viden. Men der er forskel på, om nysgerrigheden drives af forskernes fantasi: grundforskning, eller motiveres af konkrete problemer, der skal løses: sektorforskning. Med fusionen i 2007 af flere sektorforskningsinstitutioner, blev disse to forskellige indgangsvinkler til forskning samlet til ét, under universiteterne.
Men det er lånte fjer, når sektorforskningen med de samme personer, administrative strukturer og økonomiske afhængighed af rekvirenterne, skal levere svarene under universiteternes gode navn og renommé. Man bør samtidig spørge sig selv, om sådanne opgaver overhovedet hører til på et universitet, hvis fornemmeste opgave er at forske og undervise frit samt berige samfundet på lang sigt med ny viden, hvor alene den faglige integritet og forskerens dygtighed tæller.
Et spørgsmål, som sammenslutningen af danske universiteter besvarer i en ny hvidbog ved en pure frikendelse, uden dog at gå ind i diskussionen af sektorforskningens økonomiske afhængighed af den rekvirent, der både stiller spørgsmålet og forventer svaret.
Sektorforskningen har altid været en værdifuld del af den danske forskningsverden og givet beslutningstagere og myndigheder mulighed for at vurdere konsekvenserne af forskellige scenarier ikke bare gennem gæt, men gennem undersøgelser og faglig rådgivning. Denne myndighedsrådgivning er ofte afgivet efter et tæt koordineret parløb mellem sektorforskningsinstitutionen på den ene side og ministerier, styrelser, interesseorganisationer eller private firmaer på den anden. Med myndighedsbetjeningen, fra de tidligere sektorforskningsinstitutioner, er universiteterne derfor presset ind i et minefelt, hvor deres uafhængighed er tabt og den kritiske objektivitet kan anfægtes.
Blandt giganterne i den gamle sektorforskning er Danmark Jordbrugsforskning (DJF), Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Danmark Fiskeriundersøgelser (DFU) og Skov & Landskab, hvisvigtigste rolle, samlet set, er at sikre udvikling af landbrug og fiskeri, samt vurdere tilstanden af vores miljø og natur. To sæt opgaver, der ikke altid harmonerer, og hvor en økonomisk motiveret tankegang kan tvinge opmærksomheden mod et mere produktivt landbrug på bekostning af miljøet og naturen.
Særligt DJF og DMU's nye status som fakulteter ved Aarhus Universitet kan være problematisk. I dag kommer omkring 70 procent af DJF's årlige budget, og omkring 30 procent af DMU's fra offentlige projektpuljer (samlet set omkring en halv milliard kroner), hvor Fødevareministeriet udgør den suverænt største donor. Vi har desværre set uheldige sager, hvor resultater af undersøgelserne var diskuteret igennem med de implicerede donorministerier og forskningsinstitutioner længe inden de egentlige undersøgelser blev foretaget. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, landets fornemmeste og mest kompetente sammenslutning af topforskere, pegede da også i sin forskningspolitiske rapport fra 2009 på dette problem og gav to konkrete eksempler på, hvordan sektorforskningens rapporter nedtonede de alvorlige konsekvenser for naturen af henholdsvis oppløjning af brakjorden og oppløjning af havbunden efter muslinger i Natura 2000 områder i Limfjorden.
Det var DMU, der fik til opgave at analysere konsekvenserne af at oppløje cirka 140.000 hektar brakjord og omlægge dem til intensivt landbrug. Brakjorden har i et land som Danmark, hvor naturen efterhånden ikke er
meget andet end mørtel mellem markerne, fungeret som vigtige refugier og gemmesteder for den vilde natur. Med tilladelse fra EU ville Fødevareministeriet i starten af 2008 gerne inddrage disse naturværdier, hvis samlede areal er på størrelse med Lolland-Falster, til landbrug og ville derfor kende konsekvenserne af en sådan manøvre. Den lidet overraskende og meget hurtige konklusion fra DMU, der blev leveret på bare ni dage, var, at dette ikke forventedes at skabe større problemer for hverken miljø eller natur. DMU påpegede problemer, men havde overordnet accepteret en formulering og afgrænsning af projektet, der begravede disse problemer, mens de svar ministeriet og landbruget ønskede, blev serveret i første linie. Det er ikke de menige medarbejdere på de tidligere sektorforskningsinstitutioner, der er noget galt med. De er dygtige forskere, men så længe armslængdeprincippet mellem myndigheder og forskere ikke respekteres, og så længe ministerierne gennem løbende budgettering projekt for projekt kan styre sektorforskningsinstitutionernes
økonomi, får vi aldrig den uvildige myndighedsbetjening, der er helt nødvendig for at træffe ikke bare de billigste men klogeste beslutninger.
Nøglen er en incitamentstruktur, der i sin grundvold arbejder kompromisløst med uafhængighed mellem politiske dagsordner og den forskning, der skal begrunde de politiske beslutninger samt sikre en gennemskuelighed i både økonomi og tilhørsforhold, så myndighedsrådgivningen ikke kamufleres som fri forskning. Ministerier og myndigheder skal udelukkende udstikke de overordnede linier, mens planlægningen og vægtningen af de enkelte elementer, fra projektbeskrivelse til rapportsammenskrivning overlades til de implicerede forskere og deres faglige
chefer.
De Økonomiske Råd (DØRS) er en af de få danske institutioner, der succesfuldt har formået at stå i konstruktiv opposition til enhver siddende regering. Rollen som vismandsorganisation har givet DØRS mulighed og ret til at udtale sig kritisk og uafhængigt, hvilket er sikret gennem en lige så uafhængig økonomisk struktur, hvor politikere ikke fra gang til gang giver penge til de økonomer, der kan producere de ønskede konklusioner, men udstikker en årlig økonomisk ramme, inden for hvilken DØRS selv kan administrere sine budgetter.
Denne økonomiske uafhængighed skal også sikres for de gamle sektorforskningsinstitutioner, så forskerne kan bruge deres faglighed og ikke økonomiske incitamenter som ledestjerne.
England har i mange år haft en natur- og miljøvismandsinstitution, med egen forskningsenhed: the Nature Conservancy Council (i dag opsplittet i tre regionale afdelinger), der har fungeret uafhængigt af ministerier og myndigheder, med faste budgetter, der slår vores hjemlige sektorforsknings budgetter med flere længder.
Ønsket om økonomisk og politisk uafhængighed er derfor hverken et krav om en urealistisk og urealiseret utopi eller en opfordring til at »sende flere penge«, men en nødvendighed, hvis vi fortsat vil bevare både frie, uafhængige universiteter og samtidig fortsat have en uvildig sektorforskning til gavn for vores landbrug og fiskeri samt øge indsatsen for miljøet og en dansk natur - til gavn for hele samfundet.

Kronik fra Weekendavisen 14. august 2009

Hvornår får vi et meningsfuldt svar?

Sagen om Mille Buch-Andersens speciale bliver ved med at klæbe til KU. Når Mille Buch-Andersen kan fremlægge skriftligt bevis for, at der har være et pres fra DRs side, hvorfor skal vi så hele tiden høre om alt muligt andet. Som tingene fremtræder, er der ingen tvivl: Der er begået en alvorlig fejl. Fordi KUs administration insisterer på at bakke op om dem, der har begået fejlen snarere end at lægge afstand, kommer historien i sin helhed til at brænde fast på institutionen. Det mest skræmmende ved hele historien er, at den tydeligt signalerer, at det kan betale sig at lægge pres på KU, hvis man er utilfreds med resultaterne af en undersøgelse foretaget med udgangspunkt i universitetet. Hvem bliver den næste, der ikke kan stå for fristelsen? Og vil KU kunne stå fast på sine grundlæggende værdier om forskningsfrihed og uafhængighed, når det sker?

Censur, forskningsetik og kritik

I sagen om specialet i sociologi, som tilsyneladende blev censureret af Sociologiske Institut på Københavns Universitet efter pres fra Danmarks Radio, har studieadministrationen under rektor givet forfatteren Mille Buch-Andersen ret i en klage hvad angår proceduren, men KU vil ikke indrømme, at det, der var tale om, reelt var et udtryk for censur (det seneste om sagen, se nederst på denne side).
Det ville klæde ledelsen af KU at indtage en mere åben holdning og lade sig interviewe om de konflikter, sagen indebar. Som sagen står nu, savnes der en grundig diskussion af forholdet mellem samfundsvidenskabelig forskningsetik og forskningsbaseret kritik af samfundsforhold. Instututledelsen på Sociologisk Institut og dekanen på det Samfundsvidenskabelige Fakultet burde være velkvalificerede til at bidrage konstruktivt til en sådan diskussion.

Samfundsvidenskabelig forskning på et uafhængigt universitet skal bl.a. hjælpe samfundet med at afdække konflikter og magtforhold, og det skal selvfølgelig ske under hensyntagen til almindelige forskningsetiske regler. Men det er svært at undgå at få den tanke, at KU her har forsøgt at maskere de facto censur som en hensyntagen til forskningsetik. Og det skal vel ikke altid være uetisk at kritisere magtstrukturer?