Kritisk hyldest til Sankt Peter

I Berlingske Tidende er kronikken mandag den 21. maj skrevet af professor Peter Harder. Harder beskriver, hvordan regeringens "ubegribelige nævenyttighed er godt på vej til at undergrave hele den offentlige sektor. Ingen fornuftige mennesker holder i længden til at få at vide på tusind forskellige måder, hvordan de skal gøre deres arbejde". Han skelner imellem to forskellige typer af professionel identitet, "Landsknægten" og "Ridderen": "Ridderen handler af indre drift og for ærens skyld, mens landsknægten kun gør, hvad han bliver betalt for fra dag til dag." Harder identificerer det problem, at den gode universitetsforsker er ridder, men at den indblanderiske politik, der føres på området, kun fremmer en landsknægtmentalitet.

Kronikken opfordrer til, at der sværges "fane-ed ved et ledelseskoncept, der passer til en kreativ økonomi og en moderne ridder-identitet". Denne opfordring går to veje: Vi forskere skal acceptere og støtte op om, at der skal ledes på universiteterne, mens politikerne skal holde op med at ville detailregulere over universtiteterne. Uden at Harder selv tydeliggør det helt, har hans faneed også et tredje træk, nemlig billedet af hvordan lederen på universitetet så skal opføre sig. Lederen skal nemlig heller ikke detailregulere forskernes arbejde, men har i stedet to forpligtelser: 1) At gribe ind, når tingene ikke fungerer, og lade folk arbejde i fred, når de gør, og 2) At have det visionære overblik, som tillader, at der langtidsplanlægges visionært på området.


Jeg har før her på bloggen talt pænt om Peter Harder, og jeg vil gerne gøre det igen. Harder har tidligere haft næsen fremme i forskningspolitske spørgsmål og er tidligere blevet angrebet på særdeles ubehagelig og underlødig vis af videnskabsministeren. Det er godt, at han ikke stikker piben ind, men bliver ved. Han er en ridder med street cred, en forskningspolitikkens Sankt Peder. Og det er tilmed godt, hvad han skriver: Dels er kronikken en strålende præsentation af problemerne i den nuværende universitetspolitik (Claus?), dels er den et konstruktivt forsøg på at give et bud på en forbedring af situationen (Thomas?).

Men - duellanter og akademikere - jeg står stadig lidt spørgende. Hvis ledelsen var, som Harder beskrev den, var jeg med ved fanen, men dels er jeg i tvivl om, hvorvidt den er det, og mine egne erfaringer har ikke overbevist mig, dels er jeg lidt i tvivl om, hvad karakteren af faneeden egentlig er. Betyder den, at man så skal holde mund, hvis nu man er meget meget meget uenig med en ledelsesbeslutning? Hvor langt rækker herre-vassalforholdet? Når vi uværgerligt nogle steder kommer til at få mere herskesygt anlagte ledere (alt kan jo kaldes "handlekraft" nu om dage), hvordan slipper vi så af med dem igen? Indklager dem for Gud og Kongen?

Altså: Jeg er med på kritikken, jeg er med på visionen. Jeg står lidt tvivlende over for realiteten. Jeg deltager gerne i en videre diskussion...