Åh nej, det er godt nok træls, men dét her må bare ud: Dekanen, også kendt som John Renner, ved det megastore post-fusionerede såkaldte "science"-fakultet ved Københavns Universitet (som inkluderer den tidligere Landbohøjskole og det tidligere naturvidenskabelige fakultet) har besluttet — eller gennemtrumfet? — at ansættelseskategorien "adjunkt" er en saga blot.
No tenure-track positions at the University of Copenhagen!!!
Tenure-track???
For nye læsere: Det var den mulighed universitetet havde for at tiltrække lovende unge forskertalenter, at de ved at blive ansat i et tidsbegrænset adjunktur på vilkår, der mindede om en fast lektorstilling (pligt til såvel forskning som undervisning), kunne kvalificere sig til en sådan efter endt adjunkt-forløb. Det var en mulighed for at give forskerspirer en ekstra motivation til at forblive ved universitetet, så de ikke — pga. af usikre ansættelsesvilkår — sivede til industrien eller andre erhverv.
(Når kategorien tenure-track – eller frit oversat "en-tidsbegrænset-ansættelse-som-der-er-en-stor-chance-for-kan-blive-permanent-hvis-du-gør-dit-job-godt" – bedre kendes på engelsk end på dansk, skyldes det, at man i Danmark siden 2003-universitetsloven og relaterede kalamiteter har undermineret den ansættelsessikkerhed (tenure), som ikke blot begrundedes i en stilling "i det offentlige" (til lavere løn), men primært i det offentliges interesse i beskyttelse af forskningens autonomi og uafhængighed af politiske og økonomiske interesser).
Det er ingen nyhed at antallet af adjunktstillinger i en årrække især på dette fakultet har været for nedadgående, og at flere og flere yngre forskere er ansat på kortvarige projektpenge som post-docs (som ikke har samme pligt til undervisning). Men – og dét er hermed rygtet jeg videre-kolporterer til det offentlige rum, for som almindelig ansat udenfor ledelses-lagkagen bliver man ikke informeret om den slags – nu har dekanen altså indført, at adjunkt-stillinger er et fortidslevn på "science"-KU. Begrundelsen henstår i det uvisse. Min kilde, en landskendt sektionsleder på "science", vil helst ikke have sit navn frem. Kilden siger, at det er blevet debatteret internt, men ser samtidig skræmt ud ved mødet med mine vantro øjne: jeg har ikke hørt om det her før.
(ps: "Hvad er en sektionsleder?" vil nogen så spørge. Det er en ny kategori i ledelses-lagkagen, som vi i et senere blogindlæg vender tilbage til.)
Viser opslag med etiketten tavshedskultur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tavshedskultur. Vis alle opslag
torsdag den 21. februar 2013
søndag den 4. marts 2012
„Samarbejdsvanskeligheder“ – hvordan de bliver skabt på Aarhus Universitet
af Linda Maria Koldau, professor på Aarhus Universitet
Min ”sag” på Aarhus Universitet har skabt stor medieopmærksomhed. Heldigvis har debatten flyttet sig meget hurtigt til de egentlige problemer på danske universiteter og især Aarhus Universitet: ytringsfrihed, ensstrenget ledelse ifølge Universitetsloven, ansvarforflygtigelse, en tvivlsom debatkultur, tavshedskulturen mv.
Mens debatten fokuserer på disse afgørende problemer, har Aarhus Universitet alligevel haft held i sin strategi at stemple min sag som en ”personalesag” der omhandler ”samarbejdsvanskeligheder”. Det bliver slået fast i hver eneste ytring fra AUs side, senest i interviewet med bestyrelsesformand Michael Christiansen – som jeg kender personlig og som var chokeret at høre om mine arbejdsvilkår da jeg mødtes med ham for en venskabelig og meget frugtbar samtale den 12. oktober 2010.
Hvad er det for nogle ”samarbejdsvanskeligheder”? Universitetet foretrækker at ikke ytre sig om dem, og offentligheden kan kun formode at der må være nogle alvorlige problemer, som til sidst er eskaleret i ”Koldau-sagen”.
Det er kendt i hele Danmark, at ordet ”samarbejdsvanskeligheder” bliver brugt, når en arbejdsgiver vil skille sig ad med en ubekvem medarbejder uden at komme i en juridisk klemme. Ordet opfattes uvilkårligt som vidnesbyrd om, at medarbejderen har været besværlig, ikke ønskede at tilpasse sig de givne arbejdsvilkår, ikke var beredt til dialog og kompromis.
Jeg er imidlertid træt af denne strategi. Jeg elsker det at komme i kontakt med personer, at diskutere alle mulige temaer, at dele min viden, at høre om andres meninger og perspektiver. Det var en glæde for mig at komme til Danmark, hvor jeg, som gæsteprofessor i Odense, havde oplevet et klima, som er åben for kontakt, dialog, samarbejde.
Og så gik det galt på Aarhus Universitet. Det tog mig 8–10 måneder at forstå, hvor de virkelige problemer ligger – for at gennemskue et skræmmende system, som ingenting har med ”universitet” i international forstand at gøre. Jeg har en stor erfaring i universitetsadministration og universitetspolitik. Derfor kan jeg hurtigt genkende strukturer og adfærdsmønstre inden vor det akademiske miljø. Det er ubekvemt for en ledelse. Og det er endnu mere ubekvemt, hvis en medarbejder, der ikke får duelige arbejdsvilkår, begynder at kræve dem og ønsker at tale om de problemer, som der findes.
AUs ledelse svarer på sådan noget med tavshed eller benægtelse. Hvis medarbejderen bliver ved med at ansøge om samtalemuligheder og problemløsninger, begynder da chikaner. Og værre. Hvis medarbejderen tager det sidste skridt og vender sig til offentligheden, mister medarbejderen alle sine venner, bliver isoleret – og så kommer da hurtigt en fyringstrussel.
Jeg har skrevet en kronologi over mine oplevelser på Aarhus Universitet (her). Skridt for skridt, fra godt til skidt. Fra den headhuntede stjerneprofessor til den problematiske ansatte – til ”Koldau-sagen”. Der findes faktisk anonyme fagfæller, der offentligt omtaler mig som ”paranoid”, og universitetet tilbyder mig venligst psykologhjælp. Som jeg på ingen måde har brug for: jf. diagnosen af en professionel psykolog.
Nej: Problemerne ligger andre steder. Jeg vil invitere den interesserede læser at selv danne sig et billede, hvor de ligger, hvordan de opstår, og hvordan en ”vidensinstitution” som Aarhus Universitet håndterer dem.
Min ”sag” på Aarhus Universitet har skabt stor medieopmærksomhed. Heldigvis har debatten flyttet sig meget hurtigt til de egentlige problemer på danske universiteter og især Aarhus Universitet: ytringsfrihed, ensstrenget ledelse ifølge Universitetsloven, ansvarforflygtigelse, en tvivlsom debatkultur, tavshedskulturen mv.
Mens debatten fokuserer på disse afgørende problemer, har Aarhus Universitet alligevel haft held i sin strategi at stemple min sag som en ”personalesag” der omhandler ”samarbejdsvanskeligheder”. Det bliver slået fast i hver eneste ytring fra AUs side, senest i interviewet med bestyrelsesformand Michael Christiansen – som jeg kender personlig og som var chokeret at høre om mine arbejdsvilkår da jeg mødtes med ham for en venskabelig og meget frugtbar samtale den 12. oktober 2010.
Hvad er det for nogle ”samarbejdsvanskeligheder”? Universitetet foretrækker at ikke ytre sig om dem, og offentligheden kan kun formode at der må være nogle alvorlige problemer, som til sidst er eskaleret i ”Koldau-sagen”.
Det er kendt i hele Danmark, at ordet ”samarbejdsvanskeligheder” bliver brugt, når en arbejdsgiver vil skille sig ad med en ubekvem medarbejder uden at komme i en juridisk klemme. Ordet opfattes uvilkårligt som vidnesbyrd om, at medarbejderen har været besværlig, ikke ønskede at tilpasse sig de givne arbejdsvilkår, ikke var beredt til dialog og kompromis.
Jeg er imidlertid træt af denne strategi. Jeg elsker det at komme i kontakt med personer, at diskutere alle mulige temaer, at dele min viden, at høre om andres meninger og perspektiver. Det var en glæde for mig at komme til Danmark, hvor jeg, som gæsteprofessor i Odense, havde oplevet et klima, som er åben for kontakt, dialog, samarbejde.
Og så gik det galt på Aarhus Universitet. Det tog mig 8–10 måneder at forstå, hvor de virkelige problemer ligger – for at gennemskue et skræmmende system, som ingenting har med ”universitet” i international forstand at gøre. Jeg har en stor erfaring i universitetsadministration og universitetspolitik. Derfor kan jeg hurtigt genkende strukturer og adfærdsmønstre inden vor det akademiske miljø. Det er ubekvemt for en ledelse. Og det er endnu mere ubekvemt, hvis en medarbejder, der ikke får duelige arbejdsvilkår, begynder at kræve dem og ønsker at tale om de problemer, som der findes.
AUs ledelse svarer på sådan noget med tavshed eller benægtelse. Hvis medarbejderen bliver ved med at ansøge om samtalemuligheder og problemløsninger, begynder da chikaner. Og værre. Hvis medarbejderen tager det sidste skridt og vender sig til offentligheden, mister medarbejderen alle sine venner, bliver isoleret – og så kommer da hurtigt en fyringstrussel.
Jeg har skrevet en kronologi over mine oplevelser på Aarhus Universitet (her). Skridt for skridt, fra godt til skidt. Fra den headhuntede stjerneprofessor til den problematiske ansatte – til ”Koldau-sagen”. Der findes faktisk anonyme fagfæller, der offentligt omtaler mig som ”paranoid”, og universitetet tilbyder mig venligst psykologhjælp. Som jeg på ingen måde har brug for: jf. diagnosen af en professionel psykolog.
Nej: Problemerne ligger andre steder. Jeg vil invitere den interesserede læser at selv danne sig et billede, hvor de ligger, hvordan de opstår, og hvordan en ”vidensinstitution” som Aarhus Universitet håndterer dem.
lørdag den 25. februar 2012
Ytringsfrihed og ”kollegial fortrolighed”
Et centralt spørgsmål i Koldau-sagen, der bør trækkes tydeligere frem, vedrører begrebet ”kollegial fortrolighed” som begrænsning af ytringsfrihed. Af pressereferater er det fremgået, at advarslen til Koldau bla. er begrundet, i at hun har tilsidesat hensyn til ”kollegial fortrolighed” (Information d. 18.2.). Jeg mener ikke tidligere at have set, at vores ytringsfrihed skulle være begrænset af et sådant hensyn, og jeg ser meget frem til, at Ombudsmanden tager stilling til, om en sådan yderligere begrænsning kan være i overensstemmelse med gældende principper om ytringsfrihed.
Jeg skal sige, at jeg bla. som medlem af Praksisudvalget ved KU har haft lejlighed til at sætte mig ind i meget af, hvad der findes af regler og udredninger af relevans for universitetsansattes ytringsfrihed. I kølvandet på Tamil-sagen blev der udarbejdet en omfattende betænkning, der bla. mundede ud i en ”Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed” (Justitsministeriet 2006). Hverken i den flere hundrede sider lange udvalgsbetænkning eller i vejledningen forekommer begrebet ”kollegial fortrolighed”. Faktisk slår denne vejledning fast, at der er en meget vidtgående ret til at ytre sig frit, så længe man ikke udtaler sig på vegne af institutionen, og så længe man respekterer formelle regler om tavshedspligt og injurielovgivning. Det er klart, at man ikke må videregive fortrolighedsklausulerede oplysninger, fx personoplysninger fra bedømmelsesudvalg ol. Man har også ret til at udtale offentlig kritik af arbejdsstedet, selvom man ikke i forvejen har fremført den ad interne kanaler. Udover de formelle regler henviser vejledningen til den såkaldte loyalitetspligt, der godt nok er vanskelig at præcisere, men iflg. vejledningen består i, at ”offentligt ansatte ikke [må] ytre sig i urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold indenfor eget arbejdsområde”. Og det er så vidt jeg har kunne se, ikke det som Koldau anklages for, og heller ikke noget, som kan definere begrebet ”kollegial fortrolighed”.
Heller ikke i de mange etiske koder og udredninger om god videnskabelig praksis, som jeg har været igennem, er jeg stødt på begrebet ”kollegial fortrolighed”. Det er yderst dunkelt, hvad fortrolighedskrav kan indeholde ud over, det som er tavshedsbelagt i gældende regler vedr. personfølsomme oplysninger mv., og derfor er det også umuligt at få øje på en begrundelse. Hensyn til retssikkerhed vil normalt tilsige, at det angives præcis, hvad det er for en udtalelse, der udgør en overtrædelse, og hvorfor. Det er ikke fremgået. Det virker derfor som et begreb, der er opfundet til lejligheden. Det vil kunne gøre enhver kritik af kvaliteten på egen institution til en overtrædelse af hensynet til ”kollegial fortrolighed”. Jeg mener, det er en alvorlig trussel. Vi vil være helt prisgivet til ledelsens vilkårlighed, hvis dette indtil videre helt luftige begreb anerkendes som grundlag for disciplinære sanktioner.
Desværre kommer truslen til at virke endnu en grad mere skræmmende på baggrund af tegn, der er kommet til syne i den seneste uge. Det drejer sig om de kollegiale reaktioner, nærmere bestemt den ambivalente holdning i forhold til ytringsfriheden, som kolleger til Koldau, men også andre universitetsfolk har afsløret. Det viser sig, at kolleger, der føler sig ramt af kritikken, tilsyneladende er parat til at give køb på principper om ytringsfrihed, når det gælder om at få stoppet denne kritik. Oven i købet med appel til ledelsen om indgreb. Tåkrummende pinligt, grænsende til det tragi-komiske, kommer det frem i det indlæg, som Svend Erik Larsen bragte i Information d. 22. febr., hvor han forsøger at nedgøre den professor, han som formand for hendes bedømmelsesudvalg var med til at kalde som professor. Men også i kollegaen Henrik Kaare Nielsens kronik fra dagen før, og som flere eller ellers fornuftige forskere har nikket anerkendende til, springer det i øjnene: ingen af dem går i forsvar for Koldaus ret til at ytre sig. I stedet appelleres til, at ledelsen overfor Koldaus forsøg på at undergrave afdelingens omdømme må ”tage affære” for at stoppe ”smadringen af et fagligt miljø”.
Mange kolleger i Koldaus fagmiljø er åbenbart frastødt af hende som person. Om det nu skyldes universitetsloven, post-modernismen eller menneskenaturens almindelige skrøbelighed, Voltaire-udtrykket ”jeg er uenig i alt hvad du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det” har trange kår. Festtalernes hyldest til oplysningsideer og Humboldt-universitetet rækker ikke langt, når idealerne skal stå deres prøve, fx hvis en person på en eller anden måde kommer i konflikt med flertallet.
Man kan håbe, at Ombudsmanden vil underkende dette mystiske ad hoc begreb, og at vore faglige organisationer også vil følge sagen til dørs.
Jeg skal sige, at jeg bla. som medlem af Praksisudvalget ved KU har haft lejlighed til at sætte mig ind i meget af, hvad der findes af regler og udredninger af relevans for universitetsansattes ytringsfrihed. I kølvandet på Tamil-sagen blev der udarbejdet en omfattende betænkning, der bla. mundede ud i en ”Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed” (Justitsministeriet 2006). Hverken i den flere hundrede sider lange udvalgsbetænkning eller i vejledningen forekommer begrebet ”kollegial fortrolighed”. Faktisk slår denne vejledning fast, at der er en meget vidtgående ret til at ytre sig frit, så længe man ikke udtaler sig på vegne af institutionen, og så længe man respekterer formelle regler om tavshedspligt og injurielovgivning. Det er klart, at man ikke må videregive fortrolighedsklausulerede oplysninger, fx personoplysninger fra bedømmelsesudvalg ol. Man har også ret til at udtale offentlig kritik af arbejdsstedet, selvom man ikke i forvejen har fremført den ad interne kanaler. Udover de formelle regler henviser vejledningen til den såkaldte loyalitetspligt, der godt nok er vanskelig at præcisere, men iflg. vejledningen består i, at ”offentligt ansatte ikke [må] ytre sig i urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold indenfor eget arbejdsområde”. Og det er så vidt jeg har kunne se, ikke det som Koldau anklages for, og heller ikke noget, som kan definere begrebet ”kollegial fortrolighed”.
Heller ikke i de mange etiske koder og udredninger om god videnskabelig praksis, som jeg har været igennem, er jeg stødt på begrebet ”kollegial fortrolighed”. Det er yderst dunkelt, hvad fortrolighedskrav kan indeholde ud over, det som er tavshedsbelagt i gældende regler vedr. personfølsomme oplysninger mv., og derfor er det også umuligt at få øje på en begrundelse. Hensyn til retssikkerhed vil normalt tilsige, at det angives præcis, hvad det er for en udtalelse, der udgør en overtrædelse, og hvorfor. Det er ikke fremgået. Det virker derfor som et begreb, der er opfundet til lejligheden. Det vil kunne gøre enhver kritik af kvaliteten på egen institution til en overtrædelse af hensynet til ”kollegial fortrolighed”. Jeg mener, det er en alvorlig trussel. Vi vil være helt prisgivet til ledelsens vilkårlighed, hvis dette indtil videre helt luftige begreb anerkendes som grundlag for disciplinære sanktioner.
Desværre kommer truslen til at virke endnu en grad mere skræmmende på baggrund af tegn, der er kommet til syne i den seneste uge. Det drejer sig om de kollegiale reaktioner, nærmere bestemt den ambivalente holdning i forhold til ytringsfriheden, som kolleger til Koldau, men også andre universitetsfolk har afsløret. Det viser sig, at kolleger, der føler sig ramt af kritikken, tilsyneladende er parat til at give køb på principper om ytringsfrihed, når det gælder om at få stoppet denne kritik. Oven i købet med appel til ledelsen om indgreb. Tåkrummende pinligt, grænsende til det tragi-komiske, kommer det frem i det indlæg, som Svend Erik Larsen bragte i Information d. 22. febr., hvor han forsøger at nedgøre den professor, han som formand for hendes bedømmelsesudvalg var med til at kalde som professor. Men også i kollegaen Henrik Kaare Nielsens kronik fra dagen før, og som flere eller ellers fornuftige forskere har nikket anerkendende til, springer det i øjnene: ingen af dem går i forsvar for Koldaus ret til at ytre sig. I stedet appelleres til, at ledelsen overfor Koldaus forsøg på at undergrave afdelingens omdømme må ”tage affære” for at stoppe ”smadringen af et fagligt miljø”.
Mange kolleger i Koldaus fagmiljø er åbenbart frastødt af hende som person. Om det nu skyldes universitetsloven, post-modernismen eller menneskenaturens almindelige skrøbelighed, Voltaire-udtrykket ”jeg er uenig i alt hvad du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det” har trange kår. Festtalernes hyldest til oplysningsideer og Humboldt-universitetet rækker ikke langt, når idealerne skal stå deres prøve, fx hvis en person på en eller anden måde kommer i konflikt med flertallet.
Man kan håbe, at Ombudsmanden vil underkende dette mystiske ad hoc begreb, og at vore faglige organisationer også vil følge sagen til dørs.
torsdag den 23. februar 2012
Koldau er ikke en enlig svale på AU
Tavshedskulturen på AU (og de øvrige danske universiteter) ser ud til at være mere end en kultur, måske snarere en af ledelsen systematiseret form for repressiv intolerance. Da alle ansatte altid har et eller andet i klemme hos et alt dominerende og stadigt ekspanderende hierarki af ledelse og administration, siger ingen eller meget få noget; de, der udtaler sig mest kritisk, er studerende eller tidligere ansatte. Det er i al fald den tanke, man får, når man har fulgt den seneste debat.
Der er ganske vist forskere som Henrik Kaare Nielsen, der (i Inf. 20/2) mener, at Koldau-sagen er for speciel til at kunne bruges som eksempel i en strukturel kritik i det nye management-vælde. Nu indeholder historiske hændelser altid særegenheder og specielle træk, men der er vel ingen begivenheder i noget socialt rum, der udspiller sig i et strukturelt vacuum, så jeg forstår ikke, hvorfor enkeltstående hændelsesforløb ikke skulle kunne bruges til at belyse og gøre os klogere på almene problemer (der findes en tilsvarende misforståelse omkring case-studier, som Bent Flyvbjerg gør op med i kapitlet om 'Eksemplets magt' i bogen Rationalitet og Magt).
Det er da også tydeligt, at selv for skeptiske debattører som Henrik Kaare Nielsen og Finn Hansson (her), vækker Koldau-sagen narrative strukturer til live i deres bevidsthed, såsom 'professorvældet', og det gælder sikkert også for de af Koldaus lokale musikvidenskabelige kolleger, der ikke selv har ønsket hendes fagprofil og særlige fokus hidkaldt til afdelingen. Når H.K. Nielsen skriver om sagen, at
"Den drejer sig om konkrete, lokale samarbejdsproblemer, som i al korthed synes at bunde i sammenstødet mellem en tysk universitetstradition, hvor en professor pr. definition har ret og magt til at lægge linjen for faget, og en dansk tradition, hvor hierarkiet siden 1970 har været mere udfladet, og hvor fagudviklingen er foregået demokratisk og har haft plads til forskellige opfattelser og prioriteringer."kan dette aspekt sikkert have noget på sig, bortset fra at Nielsen helt vil reducere sagen til en lukket sag om samarbejdsproblemer. Det er da muligt, at Koldau ville have trivedes bedre i den universitetsstruktur, vi havde i Danmark før 1970, hvor professorer var statsembedsmænd med ansættelsesgaranti og vidtgående frihed til selv at lægge den faglige linie. Men at Koldau er på kant med eller tromles af sit lokale studienævn, og at hun evt. opleves arrogant eller besværlig, er jo intet argument for at ledelsen så bare har lov til at give hende mundkurv på, udstede fyringstrusler eller kan italesætte og effektuere konflikten som en 'sag', endda en 'personalesag', i stedet for åbent at komme på banen og møde kritik og argumenter med modargumenter, som det sig hør og bør på et hvilket som helst universitet — uanset om det er et professorvælde, et lektorvælde med demokratiske træk eller det administrationsvælde, som de AU-studerende kalder dagens universitet.
Men det er da klart, at det også i Koldau-sagen er interessant at høre vidneudsagn om lignende oplevelser. Jeg bed i al fald mærke i følgende udtalelse:
"Værre er, at lighederne mellem min egen ansættelse ved Aarhus Universitet og Koldaus er aldeles slående: Også jeg modtog et kald, dvs. blev headhunted, til et professorat ved Aarhus Universitet. Også jeg oplevede, at ledelsen valgte at reagere med repressive trusler på faglig funderet kritik. Tilsyneladende bruges meningsterror, repression og fyringstrusler systematisk, når universitets ledelse ikke kan lide kritik."
fremsat af Roy Langer, fhv. professor i kommunikation ved Aarhus Universitet, i en kommentar (her) til Svend Erik Larsens besynderlige og lidet skønne forsøg (her på bloggen, og i Information) på at retouchere AU's oprindelige billede af hendes internationale omdømme og 'distinction' som forsker, og med en skolastisk distinktion mellem headhunting og kaldelse at benægte, at AU headhuntede Koldau. Den ene retouchering kan hurtigt følge den anden; man fornemmer, at Larsen og AU-toppen allerede nu glæder sig til helt at kunne fjerne hendes billede fra AUs hjemmesider.
Og man forstår, at Koldau ikke er en enlig svale, som har oplevet AU's systemiske intolerance overfor kritik – måske slet ingen undtagelse, anomali, måske blot en person, som bare ikke har forstået at stikke piben ind, fingeren i jorden, og holde op med at tro på sig selv som noget særligt. Der er andre, og måske kommer vi til at høre om endnu flere.
torsdag den 1. december 2011
Dekanalt diktatur: mega-size fits all !
Uigennemsigtighed, kassetænkning og topledelsens banken underledere på plads er elementer i det våde fusionscirkus på KU.
Den almindelige universitetsbefolkning har igennem den sidste tid kunnet følge med fra sidelinien*) i den topstyrede fusionsproces på de våde fakulteter på KU. Som vi beskrev det d. 28/9 (her) er det lettere bizart at se, hvordan en håndfuld magtfulde managers uden faglige argumenter kan gennemtrumfe så gennemgribende organisatoriske ændringer, når argumenterne for dem er så tvivlsomme, som de er.
Det er forstemmende, men i en vis udstrækning forståeligt, at så relativt få protesterer offentligt - en stille hovedrysten har været den dominerende diskrete protestform. Det kan muligvis skyldes, at folk er bange for at blive fyret, eller ønsker at positionere sig bedst med indsigten i de reelle magtforhold, eller bare har det bedst med at bruge energi på ting, der er en vis fornuft i, mens den verden som management udgør, opfattes - selv af institutledere - som irrationel og drevet af en logik hinsides det faglige og saglige.
Man må spørge: hvis der har været problemer med et fagligt overlap mellem fx de fysikere, kemikere og matematikere, der sidder på LIFE's Institut for Grundforskning, og deres tilsvarende kolleger på NBI og HCØ på det naturvidenskabelige fakultet (noget jeg iøvrigt ikke har set analyseret), hvorfor kan man så ikke blot finde konkrete måder, de enkelte forskningsgrupper kan øge deres samarbejde på?
Der er forkel på at undersøtte faglige synergier og samarbejder, og gennemtrumfe en "one mega-size fits all"-model, der som princip knæsætter, at alle institutter skal være over 100 medarbejdere. Hvad er problemet i, at fx IND (naturfagsdidaktik) og DIKU (datalogi) hører til fakultetets mindre institutter? IND er jo af Nat-dekanen selv opgraderet fra center til institut for godt fire år siden, og på IND er man glade for sin institutstatus og det 'brand' som Danmarks største didaktiske miljø, som holdet her har arbejdet på at opbygge. Hverken IND, DIKU eller IMF (Institut for de Matematiske Fag) har ønsket fusion.
For at give et eksempel på de forsøg, der trods alt har været fra de faglige miljøers side på at argumentere rationelt imod dekanernes "grovskitse", kan vi tage matematik. Her protesterede seks forskergruppeledere, Susanne Ditlevsen, Ian Kiming, Ib Madsen, Bergfinnur Durhuus, Ryszard Nest og Mogens Steffensen. I et høringssvar til dekan N. O Andersen af 25/10 anfører de seks forskere:
"At lægge matematik og statistik ved LIFE, eller dele deraf, ind under IMF anser vi for en naturlig konsekvens af fusionen, som vil være uproblematisk både fagligt og administrativt, da statistik generelt anses for at være et matematisk fag. Reelle faglige synergieffekter kan imidlertid kun forventes at opstå ved en fysisk sammenlægning af enhederne.Hvad er dekanatets svar? At sidde argumenterne overhørig, og med slet skjult arrogance, i det endelige "input" til bestyrelsen for KU, at skrive
Helt anderledes forholder det sig med datalogi. Det er udtryk for et stærkt forældet syn på datalogi at regne det for meget nært beslægtet med de matematiske fag, selvom det i sit udspring og i sin tidlige udvikling var stærkt inspireret af matematik og stadig anvender avanceret matematik i nogle af dets discipliner, ligesom fysisk gør. Den kraftige udvikling af datalogi i andre retninger end matematisk har man både internationalt og nationalt (bortset fra Syddansk Universitet) forlængst taget konsekvensen af, således at der idag stort set ikke findes matematikinstitutter af betydning, som også omfatter datalogi. Dette indebærer ikke, at vi ikke anser det for et vigtigt mål at udnytte og forstærke forskningsmæssige kontaktflader mellem fagene. Der er i forvejen gang i værdifuldt samarbejde mellem grupper af medarbejdere ved IMF og DIKU, men en administrativ sammenlægning vil hverken fremme eller obstruere en videre udvikling heraf.
Netop på grund af fagenes forskellighed m.h.t. metode og formål vil et sammenlagt IMF og DIKU ikke kunne administreres på kvalificeret vis uden en opdeling i afdelinger, altså indførelse af et yderligere administrativt lag, og med risiko for en opdeling af de matematiske fag stik imod de senere års positive udvikling mod et samlet IMF med en stærk fælles identitet. Denne udvikling er ikke mindst begrundet i de stærke undervisningsmæssige relationer mellem de matematiske fag, som der ikke er samme behov og tradition for m.h.t. datalogi.
Endelig skal det påpeges, at en sammenlægning af IMF og DIKU, på grund af de to discipliners forskellighed, vil medvirke til at udviske begge fags profil, både i det internationale forskersamfund og ikke mindst overfor studerende, for hvem faglig identitet er en vigtig motivationsfaktor og drivkraft; vi risikerer at miste tiltrækningskraft.
Alt i alt ser vi ingen væsentlige fordele ved den foreslåede sammenlægning af IMF og DIKU. Der foreligger ikke solide argumenter for at foretage dette omsiggribende eksperiment, som går stik imod international praksis, og som vil kunne medføre en række væsentlige ulemper af både faglig, undervisningsmæssig og administrativ karakter for begge institutter."
"Fakultetsledelserne ser i kommentarerne et betydeligt engagement fra ansattes og studerendes side. En række kommentarer har ledt til justering af de organisatoriske rammer for enkelte institutter i grovskitsen, hvor der her særligt skal peges på forslaget om at inkludere Institut for Naturfagenes Didaktik (IND) som en fag-/forskergruppe i Department of Mathematics, Statistics and Computer Science." (s. 7 i: "Bidrag fra LIFE og NAT til beslutningsgrundlag, der skal forelægges bestyrelsen den 15. december 2011", Det Biovidenskabelige Fakultet og Det Naturvidenskabelige Fakultet d. 25/11-2011)Det, ledelsen her henviser til er kun, at IND var grovskitsens varme grød hvis højere skæbne man i første omgang gik udenom, IND var en anomali, mere end en stabsfunktion (med egen forskning med et vigtigt mål nemlig bedre undervisning og mindre frafald), men alt for lille til uni-size i dekanatets snævre opfattelse af institutstørrelse.
Når dekanatet således selv skaber et dilemma, må konsulentbistand træde til; en arbejdsgruppe nedsættes med en afdelingsdirektør i IBM Søren Damgaard som formand og deltagelse af DIKU's institutleder. Gruppen barsler så d. 15/11 med en rapport ("Analyse af forskning og undervisning inden for it på Københavns Universitet"), som i første omgang holdes hemmelig for medarbejderne på de implicerede institutter, og som anbefaler, at IND og DIKU slås sammen, men at der samtidig skabes en centerlignende konstruktion på tværs af fakulteter, "et tværfagligt Copenhagen Center for Informatics (CCI)" som må formodes at skulle bruges bl.a. som brevpapir til at søge eksterne midler, måske lidt ligesom de tværfaglige klynger og deres spin-off centre.
Institutlederne på IND og DIKU havde som egen lønlig højeste prioritet at forblive selvstændige institutter, da de grundlæggende deler den faglige vurdering af meningsløse fusioner som de 6 matematikere ovenfor. Men samtidig er de så "pragmatiske", at de fremfor "at have ret men køres over af en lastbil", hellere vil tie og overleve, dvs. forsøge at agere strategisk ved at tilslutte sig en ringere løsning a la den hemmelige rapports idé. Denne blev først frigivet på intranet sidst i november - jeg fatter ikke hvorfor den skulle holdes hemmelig. Men i dekanernes input til bestyrelsen optræder rapporten blot som et bilag og man fremturer med en sammenlægning af matematik, datalogi og didaktik.
Instituttet skal hedde "Department of Mathematics, Statistics and Computer Science", men bliver også et institut for didaktik og vidensskabsteori (sidstnævnte fordi Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier allerede tidligere i år blev tvunget ind under IND, som omtalt her). Kilder på fakultetet vil vide, at institutleder på IMF, Erik Kjær Pedersen opfatter sig som fyret (heldigt for ham at han kan gå tilbage til sit professor-job på instituttet), og reelt er fusionen netop også dette: De nuværende mellemledere fritstilles, og kan efter eget ønske søge jobbet som leder af et af de nye megainstitutter.
Institutter på dagens universiteter er ved at miste deres betydning som faglige enheder, og overgår til at være administrative serviceenheder samt styringsredskaber i topledelsens udøvelse af magt og forvaltning. Hvad med den faglige identitet?
Hvad med den status, som de faglige miljøer igennem et institut kan oparbejde i offentligheden, som fx Institut for Statskundskab (nu en saga blot på AU) eller institutter som DIKU, Institut for Idræt, for slet ikke at tale om de geologiske og geografiske fags institutter, nu truet på KU? Hvis fire fakulteter skal fusioneres til to, hvorfor skal så alle institutter partout berøres? Tæller faglige argumenter ikke længere på universitetet?
*) noter
"Fusionsprojekt uændret efter første høring" (Universitetsavisen 19/10), Universitetsavisens opsamling "Alt om fusioner" (her); "Det færdige fusionsoplæg fra LIFE og NAT", KU-intranet (med dokumenter) sidst rettet 28/11 (kopi); og tilsvarende for SUND/Farma; "KU-dekaner laver tvangsfusioner" (Forskerforum 28/11); "Nu skal bestyrelsen bare sige ja" (Universitetsavisen 29/11-2011). Der er bestyrelsesmøder d. 6. dec. (hvor det ikke er på dagsordenen) og den 15. dec. (hvor dagsordenen endnu ikke er tilgængelig). Det er iøvrigt kritisabelt at offentliggørelsen af referater halter langt bagefter.
torsdag den 27. oktober 2011
Faglig viden og universitetsmanagement adskilles
Center for Børnelitteratur, der lå på DPU i Emdrup, skal tvangsforflyttes til Århus, som led i den topstyrede om- eller disorganisering af Aarhus Universitet. Vi skrev om sagen allerede 19/3-2011 (her) men det er tilsyneladende ikke blevet bedre. I et indlæg i AU-bladet Univers fra 18/10 (her) spørger AU-lektor Thomas Aastrup Rømer:
"Hvorfor skal dette ske? Er der nogen, der har ønsket det? Studerende? Forfatterskolen? Forlagene? De pædagogiske forskningsmiljøer? Skolerne? Dansklærerforeningen? Internationale litteraturforskningsmiljøer? Forskningsmiljøerne i Aarhus? Nej, ingen, og stort set alle har protesteret i alle mulige medier. Alle var glade og tilfredse, og børnelitteraturforskningen blomstrede som aldrig før, men nu skal det ødelægges. Ingen bifalder flytningen. Ingen! Men hvorfor gør dekanen dette?"
Det eneste svar må være, at dekaner skal vise deres chef, at de foretager sig noget, og en af de få synlige beviser for at de gør det, som endda bliver stående for eftertiden, er organisatoriske omlægninger. Og så under brug af de samme ulidelige mantraer om 'kritisk masse', styrkelse, synergier: her er uddrag af dekanens svar (samme sted):
"Når vi flytter en velfungerende forskningsenhed fra København til Aarhus, er det, fordi der her er potentiale til at skabe en større og endnu stærkere enhed. I Aarhus integreres Center for Børnelitteratur i Institut for Æstetik og Kommunikation, hvor centerets medarbejdere kan slutte sig til andre stærke miljøer inden for litteratur, medievidenskab og dramaturgi. Flere og flere børn og unge bevæger sig i dag sømløst rundt mellem forskellige medieplatforme, så her er der en række indlysende faglige overlap omkring børnekultur, som man på forskningssiden kan drage stor nytte af. Beliggenheden tæt på VIA UC med Danmarks største læreruddannelse er også en oplagt mulighed for samarbejde."
Jammen hvis børn kan bevæge sig rundt mellem medieplatforme, skulle man tro, at forskere kunne samarbejde på tværs, uden at skulle sidde klinet op ad de samme campus- eller institut-skilte!?
Århus-rokaderne sker og skete topstyret, uden ordentlig inddragelse af de faglige miljøer, som typisk ikke ønsker sammenlægninger og disorganisering af fx DMU, eller Det Humanistiske og Det Teologiske Fakultet. Det samme er nu ved at ske i København (se bloggen d. 28/9) — ironisk nok fordi de våde KU-dekaner har onde drømme om at "konkurrencen" fra AU/Emdrup, RUC og Aalborg i Ballerup vil frarøve dem studerende, hvis de ikke spiller med de organisatoriske "muskler". Det er den samme tomme retorik, der på én gang styrer og slører spillet. Læser man papirerne på KU-intranet i forbindelsen med reduktionen af fire våde fakulteter til to, er det samme mønster, der gør sig gældende. Der er så godt som ingen faglig opbakning til omlægningerne, men de faglige miljøer reagerer kun spagt defensivt, begrænser kritikken til det taktiske, og søger at redde hvad reddes kan, fordi man kynisk vurderer, at en egentlig protest er uden virkning: Så skandaløst topstyret er det universitetssystem, den nye forskningsminister har arvet fra Sander-epoken. Resultatet bliver nye lange klyngebetegnelser for megainstitutter (fx "Institut for Ernæring, Fysiologi og Idræt", "Institut for Matematik, Statistik og Datalogi") som - før de næste fyringsrunder - blot vil bestå af det samme elementer, der før var miljøer med en vis identitet.
onsdag den 22. juni 2011
Eksperter og videnskabsfolk i den offentlige debat
Af Thomas Aastrup Rømer
Nu skal Marlene Wind sidde og kukkelure alene på sit kontor efter kammeratlige samtaler med hendes ledere, offentlig udskældning og pinlige breve fra ledende politikere til hendes rektor, selvom hun blot har gjort sin pligt, og selvom Messerschmidt, Pind og Kjærsgaard har handlet i en blanding af ren egeninteresse og mangel på viden om, hvad en videnskabsmands opgave er i et oplyst demokrati. Dette har intet at gøre med et par bandeord. Derimod arbejder en distinktion, der hedder forskning=objektivitet / politik=subjektivitet rundt omkring hos hele flokken, inklusiv i øvrigt hos videnskabsministeren (se Politiken, d. 16. juni), og den distinktion er fuldstændig uvidenskabelig. Lad mig nævne to misforståelser i forbindelse hermed:
1.
Den første misforståelse er, at en videnskabsmand skulle være en ekspert. Vi har vænnet os til at bruge ekspertbegrebet, men det skal vi holde op med. I al fald bør det reserveres til de mindst tænksomme forskere. Inden for mit eget område, udannelsesforskningen, er dem, der udtaler sig som eksperter, altid dem der ved mindst om sagerne, og jeg har ikke grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes inden for andre samfundsvidenskabelige områder. En ekspert kan gengive viden indenfor et afgrænset felt, men han har ingen sans for viden om denne viden. Altså for hvad han ikke ved, og hvilke filosofiske og etiske forudsætninger, som hans viden er indlejret i. Han fremturer med andre ord med sætninger som ”forskningen viser…” eller ”hvis dit så dat...”. Sikre tegn på ekspertise, men et lige så sikkert tegn på mangel på videnskabelighed. Desuden har eksperten altid et udvendigt forhold til den altså meget begrænsede viden, som han har. Han kan referere den ene og den anden undersøgelse, og arbejde med en eller anden model, men netop via denne afstand til sit stof, afslører han sig selv i videnskabelig mangel. Men hvad er så det videnskabelige? Det er, at man ved, at ethvert faktum er en del af en dialog og strid om sandhedens og tingenes karakter. Videnskabelig viden er dialogisk viden. Historierne om, hvordan al stor videnskab er blevet til i strid er utallige. En ægte videnskabsmand har blandet sig i denne strid. Han har sat sin person ind i foretagendet. Den største videnskab er derfor dybt personlig. Jo mere en forsker har blandet spyt med sin egen videnskabelige traditions dialog og strid, desto mere videnskabsmand er han. Men dermed umuliggøres også ekspertrollen, for hvordan kan man gengive denne strid, som man selv er en del af, som om den skulle være et objektivt og interesseløst faktum? Det kan man heller ikke. Den videnskabelige formidler er derfor ikke en ekspert, men derimod en intellektuel, som kommer fra et dialogisk og stridbart område og bevæger sig ind i en anden form for strid, nemlig den almene offentlighed. Det er strid mod strid. Der er ingen objektivitet løsrevet fra subjektivitet eller diskussion i denne proces. Eller rettere: Eksperten finder bare objektivitet, mens videnskabsmanden finder hele den æter, hvori det videnskabelige ord bader, og som er grundlaget for objektiviteten - og det grundlag er ikke objektivt.
Det er alle ganske vist ikke enige med mig i. Lars Qvortrup, som er uddannelsesekspert, skrev f.eks. i en leder i DPU’s magasin Asterisk, nr.22 og i Berlingske Tidende d. 3. november, at OECD mente, at vi kun kunne sikre vores børnebørns velfærd i 2090, hvis vi indrettede vores uddannelsessystem efter PISA-målingerne, og han hævdede i et læserbrev i Weekendavisen d. 20. maj, at han dermed ikke udtrykte nogen værdier. Her taler den rene ekspert, mens ”videnskabsmanden” forbliver tavs. Videnskabsmanden ville kunne vurdere disse OECD-synspunkters normative forankring, og sætte sine egne og hans samfunds værdier i spil, så enhver kunne se, hvad den pågældende ”ekspertise” er lavet af. Et andet eksempel fandt jeg hos kommunikationsdekan Claus Holm, som i en kronik i Information d, 20/10-2010 skrev, at den moderne intellektuelles primære opgave er at løbe efter bevillinger og finde metoder til at besvare spørgsmål, som andre, f.eks. magthaverne, konkurrencestaten eller de nye magtfulde universitetsledelser, stiller. Holm fremlægger dette som et objektivt faktum, uden at forholde sig til, om denne udvikling er god. Dermed kommer han til at producere en objektivitet, som hans emne slet ikke kan bære. Det emne, han drøfter, er netop fyldt med en normativitet, der har arbejdet i 2000 år, og manglen på etisk refleksion i forbindelse med behandlingen er dette emne er derfor nærmest uvidenskabelig. Derfor udtrykker Holm sig også ”kun” som ekspert.
2.
Den anden misforståelse er, at en videnskabsmand skal afholde sig fra at drøfte værdier; at han tager sig af fakta, mens politikere tager sig af værdierne. Disse problemer har rod i den udbredte misforståelse, at man uden videre kan og bør adskille videnskab og værdier. Denne diskussion har pågået siden den moderne videnskabs fødsel, og den arbejder som en pulserende spændstighed i vores kultur. Omdannes denne puls til mekanik, som hos Pind og de andre, forfalder både videnskab og etik. Man skal tværtimod værne om dette ”er-bør” forhold som en kostelig skat, der har afstedkommet initiativrigdom, ideer og udvikling i hele vores kulturkreds. Hvis man glemmer denne skat - hvis man lader det ene udelukke det andet - så forfalder videnskaben, forstået som en stor vestlig kulturel præstation, til teknokratisk forskning, som enhver totalitær asiatisk stat kan bedrive - og alt det vigtige, værdierne, går til i abstrakte lister og politiske rævekager. Den vestlige samfundsvidenskab og humaniora er grundlæggende set en frihedsbevægelse, og hvis man indkapsler denne frihed i ”ekspertise”, politiseres videnskaben på en rigtig grim måde. Hvis Pind og de andre slipper af sted med at bede Wind om at gøre det modsatte af sin pligt, dvs. beder hende om at være ekspert frem for professor og videnskabsmand, så skamrider de det grundlag, som de selv udtaler sig i. Hele vores politiske system, vores demokrati og vores folkelige tradition er ikke lavet af eksperter, men af engagerede videnskabsmænd, der ikke går og tager kasketter af og på for til sidst at kløjes i det, så kulturblinde politikere kan få fri bane. Og når Messerschmidt endda går så vidt som til at henvende sig til Københavns Universitet og taler om ”universitets interesser” (hvilket er fuldstændigt irrelevant i denne sammenhæng), og når rektors og institutlederens forsvar i medierne er alt for tøvende, så må alle frihedselskende mennesker råbe vagt i gevær. Det er den rene og skære destruktion af en central del af vores frihedstradition, og i forhold til det er ord som ”valgflæsk” og ”indre svinehund” nærmest høflighedsfraser.
Derudover vil jeg tilføje, at der inden for andre områder findes beslægtede sager. I Århus kommune må pædagoger, så vidt jeg har forstået det, kun udtale sig kritisk om en kommunal konceptpædagogik (som er meget detaljerende og foreskrivende) som privatpersoner. Som ansatte pædagoger må de ikke. Tværtimod skal de ”føle sig” som dele af Børn- og Ungemagistraten, som det totalitært hedder. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig situationer, hvor kasketterne snubler over hinanden. Resultatet er, at der ingen offentlig diskussion føres i kommunen vedrørende pædagogiske spørgsmål. Alle bliver dummere, mens bureaukratiet ruller af sted helt uden modstand.
Vi har så travlt med at uddele kasketter til hinanden, at ingen efterhånden må se på de forskellige emner i sin forskningsmæssige og værdimæssige helhed eller sige, hvad de slet og ret mener om dette eller hint. Det er meget foruroligende for demokratiet, fordi hele værdidiskussionen til sidst overlades til politikere og deres embedsmænd. Jeg glæder mig til, at professor Wind er tilbage fyldt med viden, energi, holdninger og alle de danske ord, der falder hende ind, uanset om folk mener, de er sande eller falske eller er rimelige eller ej, og jeg synes, at vi skulle fremme den form for aktivitet i stedet for at lytte til de bovlamme eksperter, der tror, de ved noget særligt, og som dermed kommer til at fremture i langt mere mekanisk og skjult politisk aktivitet end en virkelig professor.
Nu skal Marlene Wind sidde og kukkelure alene på sit kontor efter kammeratlige samtaler med hendes ledere, offentlig udskældning og pinlige breve fra ledende politikere til hendes rektor, selvom hun blot har gjort sin pligt, og selvom Messerschmidt, Pind og Kjærsgaard har handlet i en blanding af ren egeninteresse og mangel på viden om, hvad en videnskabsmands opgave er i et oplyst demokrati. Dette har intet at gøre med et par bandeord. Derimod arbejder en distinktion, der hedder forskning=objektivitet / politik=subjektivitet rundt omkring hos hele flokken, inklusiv i øvrigt hos videnskabsministeren (se Politiken, d. 16. juni), og den distinktion er fuldstændig uvidenskabelig. Lad mig nævne to misforståelser i forbindelse hermed:
1.
Den første misforståelse er, at en videnskabsmand skulle være en ekspert. Vi har vænnet os til at bruge ekspertbegrebet, men det skal vi holde op med. I al fald bør det reserveres til de mindst tænksomme forskere. Inden for mit eget område, udannelsesforskningen, er dem, der udtaler sig som eksperter, altid dem der ved mindst om sagerne, og jeg har ikke grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes inden for andre samfundsvidenskabelige områder. En ekspert kan gengive viden indenfor et afgrænset felt, men han har ingen sans for viden om denne viden. Altså for hvad han ikke ved, og hvilke filosofiske og etiske forudsætninger, som hans viden er indlejret i. Han fremturer med andre ord med sætninger som ”forskningen viser…” eller ”hvis dit så dat...”. Sikre tegn på ekspertise, men et lige så sikkert tegn på mangel på videnskabelighed. Desuden har eksperten altid et udvendigt forhold til den altså meget begrænsede viden, som han har. Han kan referere den ene og den anden undersøgelse, og arbejde med en eller anden model, men netop via denne afstand til sit stof, afslører han sig selv i videnskabelig mangel. Men hvad er så det videnskabelige? Det er, at man ved, at ethvert faktum er en del af en dialog og strid om sandhedens og tingenes karakter. Videnskabelig viden er dialogisk viden. Historierne om, hvordan al stor videnskab er blevet til i strid er utallige. En ægte videnskabsmand har blandet sig i denne strid. Han har sat sin person ind i foretagendet. Den største videnskab er derfor dybt personlig. Jo mere en forsker har blandet spyt med sin egen videnskabelige traditions dialog og strid, desto mere videnskabsmand er han. Men dermed umuliggøres også ekspertrollen, for hvordan kan man gengive denne strid, som man selv er en del af, som om den skulle være et objektivt og interesseløst faktum? Det kan man heller ikke. Den videnskabelige formidler er derfor ikke en ekspert, men derimod en intellektuel, som kommer fra et dialogisk og stridbart område og bevæger sig ind i en anden form for strid, nemlig den almene offentlighed. Det er strid mod strid. Der er ingen objektivitet løsrevet fra subjektivitet eller diskussion i denne proces. Eller rettere: Eksperten finder bare objektivitet, mens videnskabsmanden finder hele den æter, hvori det videnskabelige ord bader, og som er grundlaget for objektiviteten - og det grundlag er ikke objektivt.
Det er alle ganske vist ikke enige med mig i. Lars Qvortrup, som er uddannelsesekspert, skrev f.eks. i en leder i DPU’s magasin Asterisk, nr.22 og i Berlingske Tidende d. 3. november, at OECD mente, at vi kun kunne sikre vores børnebørns velfærd i 2090, hvis vi indrettede vores uddannelsessystem efter PISA-målingerne, og han hævdede i et læserbrev i Weekendavisen d. 20. maj, at han dermed ikke udtrykte nogen værdier. Her taler den rene ekspert, mens ”videnskabsmanden” forbliver tavs. Videnskabsmanden ville kunne vurdere disse OECD-synspunkters normative forankring, og sætte sine egne og hans samfunds værdier i spil, så enhver kunne se, hvad den pågældende ”ekspertise” er lavet af. Et andet eksempel fandt jeg hos kommunikationsdekan Claus Holm, som i en kronik i Information d, 20/10-2010 skrev, at den moderne intellektuelles primære opgave er at løbe efter bevillinger og finde metoder til at besvare spørgsmål, som andre, f.eks. magthaverne, konkurrencestaten eller de nye magtfulde universitetsledelser, stiller. Holm fremlægger dette som et objektivt faktum, uden at forholde sig til, om denne udvikling er god. Dermed kommer han til at producere en objektivitet, som hans emne slet ikke kan bære. Det emne, han drøfter, er netop fyldt med en normativitet, der har arbejdet i 2000 år, og manglen på etisk refleksion i forbindelse med behandlingen er dette emne er derfor nærmest uvidenskabelig. Derfor udtrykker Holm sig også ”kun” som ekspert.
2.
Den anden misforståelse er, at en videnskabsmand skal afholde sig fra at drøfte værdier; at han tager sig af fakta, mens politikere tager sig af værdierne. Disse problemer har rod i den udbredte misforståelse, at man uden videre kan og bør adskille videnskab og værdier. Denne diskussion har pågået siden den moderne videnskabs fødsel, og den arbejder som en pulserende spændstighed i vores kultur. Omdannes denne puls til mekanik, som hos Pind og de andre, forfalder både videnskab og etik. Man skal tværtimod værne om dette ”er-bør” forhold som en kostelig skat, der har afstedkommet initiativrigdom, ideer og udvikling i hele vores kulturkreds. Hvis man glemmer denne skat - hvis man lader det ene udelukke det andet - så forfalder videnskaben, forstået som en stor vestlig kulturel præstation, til teknokratisk forskning, som enhver totalitær asiatisk stat kan bedrive - og alt det vigtige, værdierne, går til i abstrakte lister og politiske rævekager. Den vestlige samfundsvidenskab og humaniora er grundlæggende set en frihedsbevægelse, og hvis man indkapsler denne frihed i ”ekspertise”, politiseres videnskaben på en rigtig grim måde. Hvis Pind og de andre slipper af sted med at bede Wind om at gøre det modsatte af sin pligt, dvs. beder hende om at være ekspert frem for professor og videnskabsmand, så skamrider de det grundlag, som de selv udtaler sig i. Hele vores politiske system, vores demokrati og vores folkelige tradition er ikke lavet af eksperter, men af engagerede videnskabsmænd, der ikke går og tager kasketter af og på for til sidst at kløjes i det, så kulturblinde politikere kan få fri bane. Og når Messerschmidt endda går så vidt som til at henvende sig til Københavns Universitet og taler om ”universitets interesser” (hvilket er fuldstændigt irrelevant i denne sammenhæng), og når rektors og institutlederens forsvar i medierne er alt for tøvende, så må alle frihedselskende mennesker råbe vagt i gevær. Det er den rene og skære destruktion af en central del af vores frihedstradition, og i forhold til det er ord som ”valgflæsk” og ”indre svinehund” nærmest høflighedsfraser.
Derudover vil jeg tilføje, at der inden for andre områder findes beslægtede sager. I Århus kommune må pædagoger, så vidt jeg har forstået det, kun udtale sig kritisk om en kommunal konceptpædagogik (som er meget detaljerende og foreskrivende) som privatpersoner. Som ansatte pædagoger må de ikke. Tværtimod skal de ”føle sig” som dele af Børn- og Ungemagistraten, som det totalitært hedder. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig situationer, hvor kasketterne snubler over hinanden. Resultatet er, at der ingen offentlig diskussion føres i kommunen vedrørende pædagogiske spørgsmål. Alle bliver dummere, mens bureaukratiet ruller af sted helt uden modstand.
Vi har så travlt med at uddele kasketter til hinanden, at ingen efterhånden må se på de forskellige emner i sin forskningsmæssige og værdimæssige helhed eller sige, hvad de slet og ret mener om dette eller hint. Det er meget foruroligende for demokratiet, fordi hele værdidiskussionen til sidst overlades til politikere og deres embedsmænd. Jeg glæder mig til, at professor Wind er tilbage fyldt med viden, energi, holdninger og alle de danske ord, der falder hende ind, uanset om folk mener, de er sande eller falske eller er rimelige eller ej, og jeg synes, at vi skulle fremme den form for aktivitet i stedet for at lytte til de bovlamme eksperter, der tror, de ved noget særligt, og som dermed kommer til at fremture i langt mere mekanisk og skjult politisk aktivitet end en virkelig professor.
onsdag den 10. november 2010
Fyring af forskningsleder på Rigshospitalet
Denne sag er da rystende, man tror næsten det er løgn. Læs på Videnskab.dk (her den 9/11) om Rigshospitalets fyring af molekylærbiolog og forskningsleder Henrik Leffers fra Afdeling for Reproduktion og Vækst. Hvis bare halvdelen af de oplysninger Videnskab.dk bringer frem om årsagen til fyringen står til troende, har Rigshospitalets forskningsledelse et alvorligt problem. Og hvis de nægter at udtale sig med henvisning til, at der er tale om en personalesag, hjælper det næppe for deres troværdighed, for "samarbejdsvanskeligheder" et et mærkat, enhver ledelse vilkårligt kan klæbe på en medarbejder som fyringsgrund.
Jeg har endnu ikke helt forstået hvad det er, der er foregået, men som en af bloggens korrespondenter nævnte for mig i går om sagen:
"Er det i øvrigt ikke et pædagogisk skoleeksempel på hvordan en institutions "overordnede forsknings- og kommunikationsstrategi" kan stå i vejen for at der bliver lavet nybrydende forskning?"
Det tjener såvel Videnskab.dk som Henrik Leffers til ære, at de har bragt sagen frem i offentligheden. Lad os håbe, at det er muligt at kan komme dybere ned i den og få be- eller afkræftet påstanden om de helt uantagelige grunde til fyringen, som artiklen implicerer.
Hvis det er sandt, at den forskning og de resultater, som Leffers har nået frem til, af strategisk-økonomiske grunde er ubekvemme for afdelingen, og at dette endvidere er hovedårsagen eller blot en medvirkende årsag til fyringen (eller bare til evt. gnidninger i samarbejdet), er det mildest talt rystende, og efterlader i så fald en skamplet, ikke blot på ledelsen, men også på de konkurrerende videnskabelige miljøer, der har omgivet Leffers forskningsgruppe.
Jeg har endnu ikke helt forstået hvad det er, der er foregået, men som en af bloggens korrespondenter nævnte for mig i går om sagen:
"Er det i øvrigt ikke et pædagogisk skoleeksempel på hvordan en institutions "overordnede forsknings- og kommunikationsstrategi" kan stå i vejen for at der bliver lavet nybrydende forskning?"
Det tjener såvel Videnskab.dk som Henrik Leffers til ære, at de har bragt sagen frem i offentligheden. Lad os håbe, at det er muligt at kan komme dybere ned i den og få be- eller afkræftet påstanden om de helt uantagelige grunde til fyringen, som artiklen implicerer.
Hvis det er sandt, at den forskning og de resultater, som Leffers har nået frem til, af strategisk-økonomiske grunde er ubekvemme for afdelingen, og at dette endvidere er hovedårsagen eller blot en medvirkende årsag til fyringen (eller bare til evt. gnidninger i samarbejdet), er det mildest talt rystende, og efterlader i så fald en skamplet, ikke blot på ledelsen, men også på de konkurrerende videnskabelige miljøer, der har omgivet Leffers forskningsgruppe.
søndag den 31. oktober 2010
Afskedigelser på DIKU og fordele for ledelsen
ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)
Hvordan skal forskningen styres? Skal den styres af de enkelte forskere, eventuelt i fællesskab og med en åben debat? Skal den styres udefra efter nogle overordnede målsætninger der bliver diskuteret lige så åbent som andre politiske beslutninger, eller skal den styres af små kliker, som er ude på at pleje deres egne interesser?
Udviklingen på DIKU (Datalogisk Institut Københavns Universitet) over de sidste fem år, tyder på at det mest er det sidste der er tilfældet. Der er dog ikke tale om en samlet plan, men mere om en gradvis udvikling hvor lederne udnytter de muligheder der opstår.
Instituttet har ikke haft en klar placering i forhold til andre fag på universitetet. Det har haft lige så mange berøringspunkter med humaniora som med andre fag på det naturvidenskabelige fakultet, som det organisatorisk var og er en del af.
I forhold til andre fag på universitetet har DIKU til gengæld været ret anvendelsespræget, og dets ledende stilling i den tidlige udvikling af brugen af IT i Danmark, har ført til en vis selvtilstrækkelighed og et ønske om at være sig selv nok. Alt sammen faktorer som gjorde instituttet sårbart overfor påvirkninger fra andre dele af universitetet.
I december 2005 blev DIKU bedt om at komme med input til en evaluering af dets undervisning. Dets input var i nogen grad præget af en irritation over at blive pålagt opgaven, hvad evalueringsudvalget også bemærkede. Mere alvorligt var det, at evalueringen i sin rapport i maj 2006 beskrev at frafaldet og gennemførelsestiden var langt højere end for andre datalogiske uddannelser, og det fik en kraftig omtale i pressen.
Det var lige efter at Ralf Hemmingsen var tiltrådt som rektor, og det forlød ovenfra at instituttets ansatte ikke skulle diskutere rapporten eller forsvare instituttet i pressen. Også selvom det var let at argumentere for at de lange studietider og en del af frafaldet skyldtes at datalogistuderende ofte kunne opnå vellønnede stillinger før de var færdige. (Det forlød at datalogistuderende i studenterjob tjente over 200 kroner i timen.)
I stedet for at diskutere forbedringer af selve datalogiuddannelsen, annoncerede Ralf Hemmingsen i stedet i juni 2006 at universitetet ville oprette en række nye kombinationsuddannelser: IT og kognition, eScience og IT og sundhed som ikke må forveksles med SundhedsIT på IT Universitetet.
Behovene og interessen blandt mulige studerende var ikke undersøgt på forhånd. Det lod til at uddannelserne i stedet var taktisk begrundet. I hvert fald fortalte Ralf Hemmingsen på et senere møde på DIKU, at de nye uddannelser skulle forhindre at DIKU blev lagt ind under ITU.
Ralf Hemmingsen annoncerede også at IT skulle være en del af alle uddannelser på universitetet, at alle studerende skulle have en slags udvidet IT-kørekort, og der skulle oprettes et nyt center for It innovation - CITI - som kunne støtte og sikre det.
En konsekvens af omtalen var at antallet af ansøgere til DIKU faldt kraftigt i 2006, der kom diskussioner af det store frafald og Computerworld brugte ligefrem udtrykket dødsspiral. Alligevel blev der ikke gjort noget ekstra for at tiltrække flere studerende.
I begyndelsen af 2007 tiltrådte så den ansatte institutleder. Ledelsen havde oprindelig ønsket en institutleder udefra som kunne skabe fornyelse, men var i stedet endt med at ansætte en leder som var uddannet fra DIKU og endda havde været institutleder tidligere, men som nu var ansat på DTU.
Der havde været flere planer om at instituttet skulle flytte til nye lokaler på Amager, og der havde været flere udsættelser. I slutningen af 2007 blev det annonceret at en del af instituttets ansatte skulle flytte til Amager hvor de skulle have lokaler sammen med CITI. Begrundelsen fra instituttets ledelse var, at Ralf Hemmingsen havde annonceret en udflytning af instituttet, så det var nødvendigt at nogen flyttede derud, for at han ikke skulle tabe ansigt.
I januar 2008 annoncerede den ansatte institutleder at han havde sagt op og vendte tilbage til sin tidligere stilling på DTU. På et møde for instituttets ansatte fortalte han i detaljer om hvordan han havde følt sig dårligt behandlet af rektoratet og den øverste ledelse, og at det var årsagen til at han trådte tilbage.
Den tidligere viceinstitutleder blev konstitueret institutleder, og siden fastansat efter et kortvarigt opslag af stillingen. Han havde ingen tidligere erfaring som leder. De fleste af de øvrige medlemmer af det såkaldte lederteam var også ret unge og uerfarne.
Udflytningen af en del af instituttet blev gennemført i foråret 2008. Omkring en tredjedel af de videnskabelige medarbejdere fik kontorer på Amager selvom al undervisningen og de fleste møder fortsat foregik på Østerbro. Det faglige miljø blev brudt endnu mere i stykker end det allerede var.
De annoncerede planer for CITI var i mellemtiden skrumpet kraftigt, så centeret stort set kun bestod af den ansatte leder, hans sekretær og de Ph.d. studerende han havde haft med sig. Samtidig blev en del af instituttets ansatte udnævnt til eScience og flyttet over i en kælder i nabobygningen til DIKU.
I den følgende periode var der flere daværende og tidligere studerende som diskuterede offentligt om DIKU skulle nedlægges helt, og flere studerende sagde at de hellere måtte gøre deres studium færdigt før DIKU måtte lukke.
I september 2008 startede IT og Sundhed med kun 10 studerende, selvom der ifølge planerne minimum skulle være 25. Det lykkedes ikke at skaffe nok studerende til at IT og Cognition eller eScience kunne starte. (En intern vittighed om eScience lød: ”I år har vi uddannelsen, næste år får vi måske studerende.”)
I december 2008 blev det annonceret at der skulle ske en massefyring på instituttet. En af lederne på instituttet udtalte at dekanatets tal var forkerte, men ledelsen sagde samtidig at det var håbløst at protestere. Beslutningen var taget ovenfra.
Fyringen blev sat i værk fra slutningen af december 2008 og i januar 2009. Det lod til at ledelsen var instrueret i at de ansatte skulle presses til at acceptere noget der lignede frivillige fratrædelser. I hvert fald har jeg ikke kendskab til nogen hvor fratrædelsen reelt var frivillig.
På andre punkter var ledelsen ikke helt så velforberedt. Der kom en absurd situation på et lærermøde, hvor institutlederen ikke ville fortælle hvem der var fyret, selvom de alle havde fået besked, så de videnskabelige medarbejdere senere selv måtte lave en liste ud fra hvad de hver især havde hørt. Det havde jo en del praktisk betydning, blandt andet for undervisningen i foråret.
I efteråret 2008 var der blevet holdt et strategiseminar, men ledelsen havde ikke udarbejdet en ny strategi baseret på det. Derfor stod den meget frit da der skulle foretages fyringer. Når ingen andre kendte strategien, kunne ingen af de fyrede argumentere for at deres fyring ikke var sagligt begrundet.
Efter fyringsrunden blev der lavet en omorganisering, som øjensynligt var baseret på ledelsens og universitetets strategiske planer. Gruppen på Amager skulle støtte humanisterne i deres IT, herunder undervise i programmering, mens den såkaldte billedgruppe skulle arbejde sammen med sundhedsvidenskab. Tilbage var den såkaldte algoritmikgruppe der måske ender som en del af Niels Bohr Instituttet.
I 2010 lavede DIKU revyen en parodi på filmen Der Untergang med en studieleder i hovedrollen som Hitler, der fortalte hvordan instituttet var ved at blive udraderet.
Se http://www.youtube.com/watch?v=_TtatVaMvk8
I oktober 2010 viste det sig at udviklingen var gået langt bedre på DIKU end budgetteret, så fyringerne faktisk havde været overflødige. Til gengæld har fyringsrunden haft flere fordele for instituttets ledelse. Den har gjort det muligt at slippe af med en række erfarne forskere som ganske vist var ressourcer, men som en mindre erfaren ledelse kunne opfatte som en trussel.
Fyringerne frigjorde stillinger til områder som skulle udbygges, og til unge forskere som kunne få en avancementstilling og måske var mindre kritiske overfor ledelsen. Desuden er flere af de fyrede fortsat som eksterne lektorer, så ledelsen kan få lavet samme undervisning med langt mindre omkostninger.
Der er ikke noget som viser at fyringerne har været planlagt for at opnå de fordele. De er blevet udnyttet efterhånden som de er opstået, og nu er de synlige. Det kan betyde at der i fremtiden vil komme tilsvarende fyringsrunder på andre institutter, når det er tydeligt hvordan ledelsen kan få fordele af en fyringsrunde.
(Redaktionel kommentar: Fra et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)
Hvordan skal forskningen styres? Skal den styres af de enkelte forskere, eventuelt i fællesskab og med en åben debat? Skal den styres udefra efter nogle overordnede målsætninger der bliver diskuteret lige så åbent som andre politiske beslutninger, eller skal den styres af små kliker, som er ude på at pleje deres egne interesser?
Udviklingen på DIKU (Datalogisk Institut Københavns Universitet) over de sidste fem år, tyder på at det mest er det sidste der er tilfældet. Der er dog ikke tale om en samlet plan, men mere om en gradvis udvikling hvor lederne udnytter de muligheder der opstår.
Instituttet har ikke haft en klar placering i forhold til andre fag på universitetet. Det har haft lige så mange berøringspunkter med humaniora som med andre fag på det naturvidenskabelige fakultet, som det organisatorisk var og er en del af.
I forhold til andre fag på universitetet har DIKU til gengæld været ret anvendelsespræget, og dets ledende stilling i den tidlige udvikling af brugen af IT i Danmark, har ført til en vis selvtilstrækkelighed og et ønske om at være sig selv nok. Alt sammen faktorer som gjorde instituttet sårbart overfor påvirkninger fra andre dele af universitetet.
I december 2005 blev DIKU bedt om at komme med input til en evaluering af dets undervisning. Dets input var i nogen grad præget af en irritation over at blive pålagt opgaven, hvad evalueringsudvalget også bemærkede. Mere alvorligt var det, at evalueringen i sin rapport i maj 2006 beskrev at frafaldet og gennemførelsestiden var langt højere end for andre datalogiske uddannelser, og det fik en kraftig omtale i pressen.
Det var lige efter at Ralf Hemmingsen var tiltrådt som rektor, og det forlød ovenfra at instituttets ansatte ikke skulle diskutere rapporten eller forsvare instituttet i pressen. Også selvom det var let at argumentere for at de lange studietider og en del af frafaldet skyldtes at datalogistuderende ofte kunne opnå vellønnede stillinger før de var færdige. (Det forlød at datalogistuderende i studenterjob tjente over 200 kroner i timen.)
I stedet for at diskutere forbedringer af selve datalogiuddannelsen, annoncerede Ralf Hemmingsen i stedet i juni 2006 at universitetet ville oprette en række nye kombinationsuddannelser: IT og kognition, eScience og IT og sundhed som ikke må forveksles med SundhedsIT på IT Universitetet.
Behovene og interessen blandt mulige studerende var ikke undersøgt på forhånd. Det lod til at uddannelserne i stedet var taktisk begrundet. I hvert fald fortalte Ralf Hemmingsen på et senere møde på DIKU, at de nye uddannelser skulle forhindre at DIKU blev lagt ind under ITU.
Ralf Hemmingsen annoncerede også at IT skulle være en del af alle uddannelser på universitetet, at alle studerende skulle have en slags udvidet IT-kørekort, og der skulle oprettes et nyt center for It innovation - CITI - som kunne støtte og sikre det.
En konsekvens af omtalen var at antallet af ansøgere til DIKU faldt kraftigt i 2006, der kom diskussioner af det store frafald og Computerworld brugte ligefrem udtrykket dødsspiral. Alligevel blev der ikke gjort noget ekstra for at tiltrække flere studerende.
I begyndelsen af 2007 tiltrådte så den ansatte institutleder. Ledelsen havde oprindelig ønsket en institutleder udefra som kunne skabe fornyelse, men var i stedet endt med at ansætte en leder som var uddannet fra DIKU og endda havde været institutleder tidligere, men som nu var ansat på DTU.
Der havde været flere planer om at instituttet skulle flytte til nye lokaler på Amager, og der havde været flere udsættelser. I slutningen af 2007 blev det annonceret at en del af instituttets ansatte skulle flytte til Amager hvor de skulle have lokaler sammen med CITI. Begrundelsen fra instituttets ledelse var, at Ralf Hemmingsen havde annonceret en udflytning af instituttet, så det var nødvendigt at nogen flyttede derud, for at han ikke skulle tabe ansigt.
I januar 2008 annoncerede den ansatte institutleder at han havde sagt op og vendte tilbage til sin tidligere stilling på DTU. På et møde for instituttets ansatte fortalte han i detaljer om hvordan han havde følt sig dårligt behandlet af rektoratet og den øverste ledelse, og at det var årsagen til at han trådte tilbage.
Den tidligere viceinstitutleder blev konstitueret institutleder, og siden fastansat efter et kortvarigt opslag af stillingen. Han havde ingen tidligere erfaring som leder. De fleste af de øvrige medlemmer af det såkaldte lederteam var også ret unge og uerfarne.
Udflytningen af en del af instituttet blev gennemført i foråret 2008. Omkring en tredjedel af de videnskabelige medarbejdere fik kontorer på Amager selvom al undervisningen og de fleste møder fortsat foregik på Østerbro. Det faglige miljø blev brudt endnu mere i stykker end det allerede var.
De annoncerede planer for CITI var i mellemtiden skrumpet kraftigt, så centeret stort set kun bestod af den ansatte leder, hans sekretær og de Ph.d. studerende han havde haft med sig. Samtidig blev en del af instituttets ansatte udnævnt til eScience og flyttet over i en kælder i nabobygningen til DIKU.
I den følgende periode var der flere daværende og tidligere studerende som diskuterede offentligt om DIKU skulle nedlægges helt, og flere studerende sagde at de hellere måtte gøre deres studium færdigt før DIKU måtte lukke.
I september 2008 startede IT og Sundhed med kun 10 studerende, selvom der ifølge planerne minimum skulle være 25. Det lykkedes ikke at skaffe nok studerende til at IT og Cognition eller eScience kunne starte. (En intern vittighed om eScience lød: ”I år har vi uddannelsen, næste år får vi måske studerende.”)
I december 2008 blev det annonceret at der skulle ske en massefyring på instituttet. En af lederne på instituttet udtalte at dekanatets tal var forkerte, men ledelsen sagde samtidig at det var håbløst at protestere. Beslutningen var taget ovenfra.
Fyringen blev sat i værk fra slutningen af december 2008 og i januar 2009. Det lod til at ledelsen var instrueret i at de ansatte skulle presses til at acceptere noget der lignede frivillige fratrædelser. I hvert fald har jeg ikke kendskab til nogen hvor fratrædelsen reelt var frivillig.
På andre punkter var ledelsen ikke helt så velforberedt. Der kom en absurd situation på et lærermøde, hvor institutlederen ikke ville fortælle hvem der var fyret, selvom de alle havde fået besked, så de videnskabelige medarbejdere senere selv måtte lave en liste ud fra hvad de hver især havde hørt. Det havde jo en del praktisk betydning, blandt andet for undervisningen i foråret.
I efteråret 2008 var der blevet holdt et strategiseminar, men ledelsen havde ikke udarbejdet en ny strategi baseret på det. Derfor stod den meget frit da der skulle foretages fyringer. Når ingen andre kendte strategien, kunne ingen af de fyrede argumentere for at deres fyring ikke var sagligt begrundet.
Efter fyringsrunden blev der lavet en omorganisering, som øjensynligt var baseret på ledelsens og universitetets strategiske planer. Gruppen på Amager skulle støtte humanisterne i deres IT, herunder undervise i programmering, mens den såkaldte billedgruppe skulle arbejde sammen med sundhedsvidenskab. Tilbage var den såkaldte algoritmikgruppe der måske ender som en del af Niels Bohr Instituttet.
I 2010 lavede DIKU revyen en parodi på filmen Der Untergang med en studieleder i hovedrollen som Hitler, der fortalte hvordan instituttet var ved at blive udraderet.
Se http://www.youtube.com/watch?v=_TtatVaMvk8
I oktober 2010 viste det sig at udviklingen var gået langt bedre på DIKU end budgetteret, så fyringerne faktisk havde været overflødige. Til gengæld har fyringsrunden haft flere fordele for instituttets ledelse. Den har gjort det muligt at slippe af med en række erfarne forskere som ganske vist var ressourcer, men som en mindre erfaren ledelse kunne opfatte som en trussel.
Fyringerne frigjorde stillinger til områder som skulle udbygges, og til unge forskere som kunne få en avancementstilling og måske var mindre kritiske overfor ledelsen. Desuden er flere af de fyrede fortsat som eksterne lektorer, så ledelsen kan få lavet samme undervisning med langt mindre omkostninger.
Der er ikke noget som viser at fyringerne har været planlagt for at opnå de fordele. De er blevet udnyttet efterhånden som de er opstået, og nu er de synlige. Det kan betyde at der i fremtiden vil komme tilsvarende fyringsrunder på andre institutter, når det er tydeligt hvordan ledelsen kan få fordele af en fyringsrunde.
onsdag den 13. oktober 2010
Fordomsbekæmpelse
Nedenstående brev er i aftes og her i morges blevet sendt til så mange VIP-ansatte på DTU som muligt. Jeg fortsætter i løbet af dagen Jeg glæder mig til at læse svarene. Indtil videre er det blevet til en bunke mailer-deamons, en serie out-of-office replies og de første par svar. Det bliver sjovt.
Kære DTU-ansatte
Jeg skriver til dig og dine kolleger for at få svar på et spørgsmål, som har undret mig i nogle uger. Jeg er ansat som lektor ved Københavns Universitet og deltager ofte i debatter om universiteternes forhold. I en sådan debat med mig i DRs Deadline den 27. september sagde DTUs rektor, Lars Pallesen, følgende:
Det er en god gammel tradition i Danmark for, at forskere blander sig i universiteternes styring og den slags. Sådan en debat har vi også på DTU. Den debat er det meget vigtig, at vi fører hele tiden.
Mit problem er helt simpelt: Jeg kan ikke finde den kritiske debat om DTUs styring, som Lars Pallesen talte om, og alle mine fordomme om DTUs ledelse protesterer i mig. De siger ”tavshedskultur”, ”kammeratlige samtaler” osv osv. Imidlertid kan det bare være en ideologisk styret fejlreaktion fra min side, fordi jeg som forskningspolitisk engageret er tilbøjelig til at tillægge mine modparter handlinger, som passer ind i mit verdensbillede.
Derfor beder jeg nu om jeres hjælp for at få besvaret følgende, ret banale spørgsmål:
1) Hvordan blander forskerne på DTU sig i universitetets styring?
2) Hvordan udspiller debatten om universitetets styring sig på DTU?
Jeg gør for en god ordens skyld opmærksom på, at jeg betragter svar på spørgsmålene som offentlige, at jeg deler dem umiddelbart med Lise Richter fra Information, og at man derfor bør indskærpe det, hvis man ønsker at tale anonymt. Jeg gør også opmærksom på, at den dokumentariske værdi af anonyme udsagn er meget begrænset.
Med venlig hilsen
Sune Auken
PS: For ikke at blive fanget i firewalls etc er denne mail blevet sendt ud i mindre klynger. Den er forsøgt sendt til samtlige forskere på universitetet, men det er foregået ved manuel indtastning, og der kan være fejl – læs: Der vil være fejl – en del steder.
torsdag den 5. august 2010
Universitetspolitisk gåde 2: Samfundsinteresse eller ledelsesinteresse
Et væsentligt argument for at indføre den enstrengede ledelse på universiteterne var, at man gerne ville sikre, at universiteterne ikke lukkede sig om sig selv. Ønsket er der ikke noget i vejen med: Samfundet har brug for uafhængig viden, viden der bliver til med henblik på at skabe viden, der ikke er bundet til personlige, organisatoriske og ideologiske interesser.
Men og men og atter men, prøv nu at høre, hvordan det lød i det interne nyhedsbrev, da dekanen på Det Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O. Andersen, var blevet kritiseret efter endnu en bloddryppende fyringsrunde:
Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.
Her skal vi godt nok ikke have nogen vidensudveksling med samfundet, som ledelsen ikke har styr på. Organisationen – eller rettere: ledelsens interesser – kommer først. Og så er der fyringssagen på det nu hedengangne DPU. Da det blev ham forelagt, at fyringerne stred imod forkningsfriheden, sagde AUs direktør:
Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere.
Lad være, at argumentet ikke holder i forhold til fyringssagen, som simpelthen var et angreb på et forskningsmiljø, ledelsen ikke kunne lide. Det centrale her er, at ledelsesretten, en rent intern funktion, til hver en tid går forud for forskningsfriheden, en afgørende samfundsmæssig værdi.
Gåde: Hvis formålet med indførelsen af den enstrengede ledelsesstruktur var at vende universiteterne mere udad imod samfundet, hvorfor bliver den så ikke afskaffet, når det viser sig, at det reelle resultat er, at vi har fået organisationer, der lukker sig om sig selv, og hvor ledelsesinteresser til hver en tid går forud for samfundsinteresser?
Men og men og atter men, prøv nu at høre, hvordan det lød i det interne nyhedsbrev, da dekanen på Det Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O. Andersen, var blevet kritiseret efter endnu en bloddryppende fyringsrunde:
Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.
Her skal vi godt nok ikke have nogen vidensudveksling med samfundet, som ledelsen ikke har styr på. Organisationen – eller rettere: ledelsens interesser – kommer først. Og så er der fyringssagen på det nu hedengangne DPU. Da det blev ham forelagt, at fyringerne stred imod forkningsfriheden, sagde AUs direktør:
Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere.
Lad være, at argumentet ikke holder i forhold til fyringssagen, som simpelthen var et angreb på et forskningsmiljø, ledelsen ikke kunne lide. Det centrale her er, at ledelsesretten, en rent intern funktion, til hver en tid går forud for forskningsfriheden, en afgørende samfundsmæssig værdi.
Gåde: Hvis formålet med indførelsen af den enstrengede ledelsesstruktur var at vende universiteterne mere udad imod samfundet, hvorfor bliver den så ikke afskaffet, når det viser sig, at det reelle resultat er, at vi har fået organisationer, der lukker sig om sig selv, og hvor ledelsesinteresser til hver en tid går forud for samfundsinteresser?
onsdag den 24. marts 2010
Fyringerne er en skandale
Det er i dag blandt de ansatte - såvel nuværende som fyrede - på fakulteterne LIFE, SCIENCE og FARMA på KU en udbredt enighed om, at fyringerne er en skandale. Det er ikke en sag man lige glemmer. Institutledere, dekaner og rektor er i flere omgange blevet opfordret til at omgøre beslutningerme, og institutlederne er blevet opfordret til at tage deres tøj og gå i protest, og opfordringen kan med samme ret udstrækkes til dekaner og rektor. Alt dette er velkendt, de seneste numre af Universitetsavisen og hvad der ellers er skrevet om det bevidner det til fulde. Hvorfor så skrive mere, og hvorfor ikke helllere se fremad, som ledelsen altid opfordrer til, eller “udtale sig med omtanke”, læs: holde mund af hensyn til dårlig presse og yderligere faldende studenteroptag (jf. Sune Aukens indlæg her). Hvorfor ikke nu lægge låg på kritikken og komme videre? Være lidt konstruktiv?
Når vi her på bloggen Forskningsfrihed? ikke agter hurtigt at glemme det skete, er det for det første fordi, vi ikke mener, at ansvaret for fyringerne er placeret tilstrækkeligt klart, fx havde den internt uenige bestyrelse for KU såvel som hele det politiske niveau og primært Videnskabsministeriet et betydeligt medansvar. For det andet fordi en fortsat diskussion er helt nødvendig for at rense luften, da man skal huske på, at de berørte afdelinger mange år fremover vil lide under nedskæringerne, og at de forskningsgrupper, det er gået ud over, ikke lige sådan kan genopbygges på kort tid, ligesom de kurser og den undervisning, der berøres, heller ikke uden videre kan lappes sammen og erstattes af stordriftundervisning, som om kvaliteten var intakt. For det tredje fordi det nye universitetssystem siden 2003 har indebåret en ny diskurs omkring ledelse – forskningsledelse, administrativ ledelse, nødvendigheden af strategisk prioriteringer, handlekraftighed, og lignende ad nauseam gentagne mantra – som skal fremmane et idealbillede af en visionær og handlekraftig universitetsleder, som med klare mål, stor klogskab og kompetence, opbakning og faglig respekt fra og inddragelse af medarbejderne kan styre sin organisation igennem tider med modgang såvel som medgang. Et billede, der står i grel modsætning til den virkelighed de ansatte faktisk oplever, og som derfor råber på analyse og kritisk diskussion, netop med henblik på at lære og konstruere bedre løsninger på universitetsledelse, herunder analysere betingelserne for at tale om en egentlig højtillidsstragegi, ikke blot mellem universiteteledelse og politikere, som det internationala evalueringspanel fokuserede på, men også mellem ledere og ansatte, for at genvinde i det mindste en vis grad af tillid hos de ansatte til ledelsen, hvor mistillid nu dominerer. For det fjerde, for at bidrage til analyse og kritik ikke bare af selve den prioritering, der ligger i overhovedet at fyre såkaldt fast ansatte medarbejdere på universitetet (fremfor at udskyde bygge- o.a. projekter), hvilket i vores øjne var en fatal beslutning, men også mere detaljeret at spørge til hensigtsmæssigheden i de valg, ledelsen traf i den situation, givet vi accepterer (hvad vi ikke gør) præmisserne at der skulles skæres stillinger væk. På det sidste punkt viser det sig, at valget af de personer, der så fyres, i mange tilfælde virker så bizart, mærkværdigt og uretfærdigt, og fremkalder ekstra vrede og frustration, selvfølgelig primært blandt de ramte, men også blandt studerende og kolleger, der kender de ramte.
Sidstnævnte problematik vil jeg tage op her, gennem et konkret eksempel på en af de fyrede, som har valgt indvilget i at stå frem. Først må to ting understreges. 1) Det er altid i en sådan situation uretfærdigt, når en forsker fyres, og jeg påstår ikke, at dekan og institutleder i dette tilfælde med større ret kunne have valgt at fyre kolleger til den pågældende, hvor absurditeten ville forekomme mindre. Det ved jeg ikke nok om de lokale forhold til, og det er ikke dét ærinde, jeg er ude i. For mig at se viser sagen, at alle forskere på universitetet i dag er såvel meget dygtige, loyale, pligtopfyldende og ekstremt pressede rent arbejdsmæssigt, så uanset hvem man fyrer virker det altid som en blodig uretfærdighed. 2) Da jeg kender personen som tidligere studiekammerat og emnemæssigt har interesseret mig for en del af hans forskning, kan jeg bevidne sagens absurditet; jeg har kun et vist kendskab til hans videnskabelige virke, men ved intet om hans kolleger på det pågældende fakultet, som ikke er mit. Jeg har altså ikke et objektivt ‘view from nowhere’ på den forskning, der foregår på det fakultet. Til gengæld kunne jeg godt ønske mig, at flere kolleger til de fyrede forskere offentligt ville lufte deres forundring, harme og vrede over massefyringerne, ganske enkelt fordi det er helt nødvendigt, at vi genopfinder solidariteten som forskere. Vi befinder os under det vilkår, at vi både er lønslaver som andre lønmodtagere med – især i krisetider – usikre ansættelsesvilkår, og samtidig lever vi en evig karrierelivsform i indbyrdes konkurrence om de samme midler og cigarkasser. Vores karrierelivsform har fået os til at glemme vores lønmodtagerlivsform*, og vi anser ikke længere fagforeninger som kollektive kamporganisationer (man kan tvivle på om de overhovedet selv anser sig sådan), men som konsulentbureauer for individuel psykologhjælp, hvis vi skulle være så uheldige at få brug for det.
Søren Nors Nielsen er lektor ved Institut for Farmaci og Analytisk Kemi. Han har en baggrund som cand.scient. i biologi, og det første, man får øje på på hjemmesiden (her), under rubrikken Presse, er at SNN “er medlem af KU´s forskerpanel indenfor klimaforskning og besvarer spørgsmål omkring økologiske modeller og økosystemer.” Instituttet tæller afdelinger med navne som Lægemiddelteknik, Drug Transporters, Tungtopløselige lægemiddelstoffer, Farmaceutisk Fysisk kemi, Kemisk toksikologi og miljøkemi (hvortil SNN hører), Nanomedicin, Lægemiddelmetabolisme og Analytisk kemi. Det er et stort institut, og det fremgår af personalelisten, at dekanen er ansat ved samme institut som professor.
Skønt det ikke har noget med fyringen at gøre, må jeg nævne, at Søren er med i en nystartet lokal blog kaldet Forskningens Vilkår (her) på KU, og vi havde talt om, at han evt. kunne skrive indlæg til bloggen om ‘synergi-rapporten’ som han havde været aktiv i drøftelserne af (synergier mellem de våde fakulteter), da han d. 22/1 mailer mig dette: “Jeg var i gang med at forberede et par blog-indlæg; men blev så "prikket" - en mobilopringning i toget på vej til foredrag på et PhD-kursus i Kiel, - det blev ikke helt så koncentreret som det skulle. Nu er den sidst uge så gået med at "komme sig" - ringe til fagforening m.m. og aftale af "høringsmøder" hvor der reelt ikke kan ske en dyt - allerhøjst kan man slippe mere eller mindre heldigt ud af systemet - weekenden kommer til at gå med at skrue et "forsvar" sammen.”
Herefter følger adskillige mails og telefonsamtaler. Søren skriver d. 1/2: “Psykisk er det totalt hamrende uvirkeligt - jeg har i den grad knoklet for denne institution, underviste for 3 og 2 år siden 166 resp. 175% årsbyrde og opretholdt trods det en acceptabel publiceringsfrekvens - i et håb om en senere påskønnelse - og tjaahhh...”
SNN har systemanalyse og modellering som hovedkompetence og han fortæller også, at “modellering er iflg. FLN-rapporten indsatsområde på både FARMA og
KU, - men der er i hvert fald ikke forsøgt noget her.”
Om kollegers reaktioner på hans fyring hedder det, at “Målløshed har været manges reaktion - faktisk har de nærmeste kollegaer reageret med "et minuts stilhed" før de kunne snakke igen”. Endvidere, at “Jeg fik selv en mistanke da det pludselig blev klart, at jeg var tæt på et MSK-tillæg - men blev afvist med temmelig uforståeligt argumenterede begrundelser, - jeg har derfor en fornemmelse af, at man allerede der havde planer om at pege på mig.”
Af korrespondancen fremgår det meget tydeligt, at han har haft meget svært ved at få at vide, hvilke kriterier for fyring der gjorde, at det netop var ham, der var blandt de prikkede. Han skriver d. 17/2 til DM, “Når man nu ikke kan få en begrundelse for fyringen - burde man da kunne søge aktindsigt i egen sag og simpelthen bede dem om at forelægge kopier til dokumentation af kommunikation af forsøg på eksempelvis reallokering - som det hævdes i notatet - og når mit område decideret nævnes som indsatsområde i FLN-rapporten burde det vel som minimum have været seriøst forsøgt”. Senere, d, 24/2: “Det viser sig at man ikke har udleveringspligt - da det er intern kommunikation på KU - dvs. man kan have søgt reallokering eller lade være - det kan man ikke få lov til at finde ud af. Der er ikke sket ret meget - da jeg blot har skullet sidde og vente på store fyredag i dag. I mellemtiden er min tillidsmand blevet syg, kan ikke fungere som bisidder og jeg fik same morgen som jeg skulle endeligt fyres tildelt en ny. Jeg er allerede blevet tildelt rådgiver nr. 2 hos Mercuri-Urval. Så meget for rådgivning/orientering af de fyringsvarslede”.
Jeg fik hans høringssvar af 19/1 på fyringen tilsendt, som efter aftale med Søren nu gøres tilgængelig her. Jeg vil opfordre læseren til selv at danne sig sit indtryk, men for mig er der ingen tvivl om at den mand undervisnings- og forskningsmæssigt er placeret flot, højt over overliggeren for hvad der med rimelighed kan forventes af en forsker på KU-Farma. Så sent som sidste år forsvarede han en doktorgrad i et andet EU-land. Høringssvaret vidner også om, at han til tider har haft meget hårde arbejdsbetingelser, store ansvarsområder og meget undervisning: “Fra min ansættelse steg min undervisningsbyrde støt, og kulminerede for 2 og 3 år siden, således at jeg de to år underviste på et niveau svarende til 175% , respektive 166% årsværk. Denne situation var selvfølgelig uholdbar, hvilket også gentagne gange blev fremhævet af instutlederen ved MUS-samtaler; men jeg havde tidligere erklæret mig villig til i en årrække at yde en ekstra indsats, indtil en løsning kunne findes og denne aftale agtede jeg at holde.”
Jeg fik også ledelsens svar af 24/2 på hans høringssvar (her). Dette svar er er absolut blottet for argumentation. Teksten gentager nærmest hypnotiserende alle hans anker, og afslutter så med at bekræfte fyringen med ordene: “Afskedigelsen af dig skyldes ene og alene den opståede beklagelige budgetsituation. Der er tale om en relativ vurdering af dig i forhold til andre sammenlignelige medarbejdere, hvor fakultetet er nået frem til, at du er en af de medarbejdere, som fakultetet under de givne forhold bedst kan undvære. Det understreges endvidere, at du ikke ville være blevet afskediget, såfremt KU ikke skulle reducere budgettet.” Hvori den relative vurdering nærmere består anføres ikke. Brevet slutter “Tak for din indsats for FARMA. Du ønskes al mulig held og lykke fremover.”
En sådan sag er meget forstemmende, og for de primært ramte må det være forfærdeligt. Men som sagt er det også særdeles ubehageligt for de, som ikke blev fyrede og for universitetet som helhed. Der burde i Danmark, ligesom i andre civiliserede lande, indføres skærpet ansættelsessikkerhed for universitetesforskere – af hensyn til forskningsfriheden, som man ellers hylder, men som unægtelig er svær at realisere hvis man fyres, eller hvis man skal gå og være bange for at vælge forskningsområder som ledelsen ikke bryder sig. En sådan skærpet sikkerhed i ansættelsen skulle gælde uindskrænket på alle universiteter forudsat at forskeren levede op til de almindelige krav om forskning og undervisning. Interne budgetkriser på et universitet skal ikke kunne føre til fyringer, men højst til at bestyrelsen midlertidigt sattes under administration af Finansministeriet indtil økonomien var genoprettet og en anden universitetsledelse fundet.
Et sådant system har vi ikke nu. Hvad kan ledelsen gøre i dag, hvis den endelig er tvunget til at fyre? Der er i al fald disse tre muligheder:
1. Indrømme, at det alligevel bliver mere eller mindre tilfældigt for den samlede styrke af afdelingen, eller den generelle kvalitet af forskningen, om man fyrer den ene eller den anden, og derfor – i ydmyg indrømmelse af en sådan faktisk usikkerhed – lade princippet russisk rulette gøre sig gældende: Man fyrer pr. lodtrækning. Dette ville være en opadtil adlydende handling med indbygget høj protest og signalværdi. Ingen institutleder eller dekan har valgt dette.
2. Det stik modsatte: at forsøge at leve op til idealet om strategisk prioritering og åbent gå ud med en strategi, og sige noget i stil med “Vi satser fra nu af ikke ikke længer på forskningsemnerne X, Y og Z, men kun på Y og Z, så nu fyrer vi hele afdeling X, fra professorer og nedefter. Ingen universitetsleder har tilsyneladende valgt det. Der er ikke set skygge af åbne erklærede strategier, om så nødstrategier for de nedskæringsramte områder.
3. Den på KU-Farma (og måske også Life og Science-fakulteterne) valgte mulighed: Køre en lukket, frygtbaseret og magtfuldkommen procedure, hvor de ansatte må slutte sig til, at de, der fyres, bare ikke var “inde i varmen”, eller evt. fejlede på nogle andre kriterier end de sædvanlige: De var dårligere til at gøre deres hoser grønne hos lederen, eller måske dårligere til at trække eksterne midler hjem. Det eneste sted, hvor sidstnævnte er blevet ekspliciteret åbent som den vigtigste parameter på ansættelses(u)sikkerhed er forskerhotellet DTU-kemi (som omtalt bl.a. her). Eksperten i forskningsevaluering og -ledelse ved KU, Hanne Foss Hansen kalder det en trusselsstrategi. Den har vi så med fyringerne på LIFE, FARMA og SCIENCE også fået på KU. Det er en skandale for et universitet at havne der.
* Note:
Når vi her på bloggen Forskningsfrihed? ikke agter hurtigt at glemme det skete, er det for det første fordi, vi ikke mener, at ansvaret for fyringerne er placeret tilstrækkeligt klart, fx havde den internt uenige bestyrelse for KU såvel som hele det politiske niveau og primært Videnskabsministeriet et betydeligt medansvar. For det andet fordi en fortsat diskussion er helt nødvendig for at rense luften, da man skal huske på, at de berørte afdelinger mange år fremover vil lide under nedskæringerne, og at de forskningsgrupper, det er gået ud over, ikke lige sådan kan genopbygges på kort tid, ligesom de kurser og den undervisning, der berøres, heller ikke uden videre kan lappes sammen og erstattes af stordriftundervisning, som om kvaliteten var intakt. For det tredje fordi det nye universitetssystem siden 2003 har indebåret en ny diskurs omkring ledelse – forskningsledelse, administrativ ledelse, nødvendigheden af strategisk prioriteringer, handlekraftighed, og lignende ad nauseam gentagne mantra – som skal fremmane et idealbillede af en visionær og handlekraftig universitetsleder, som med klare mål, stor klogskab og kompetence, opbakning og faglig respekt fra og inddragelse af medarbejderne kan styre sin organisation igennem tider med modgang såvel som medgang. Et billede, der står i grel modsætning til den virkelighed de ansatte faktisk oplever, og som derfor råber på analyse og kritisk diskussion, netop med henblik på at lære og konstruere bedre løsninger på universitetsledelse, herunder analysere betingelserne for at tale om en egentlig højtillidsstragegi, ikke blot mellem universiteteledelse og politikere, som det internationala evalueringspanel fokuserede på, men også mellem ledere og ansatte, for at genvinde i det mindste en vis grad af tillid hos de ansatte til ledelsen, hvor mistillid nu dominerer. For det fjerde, for at bidrage til analyse og kritik ikke bare af selve den prioritering, der ligger i overhovedet at fyre såkaldt fast ansatte medarbejdere på universitetet (fremfor at udskyde bygge- o.a. projekter), hvilket i vores øjne var en fatal beslutning, men også mere detaljeret at spørge til hensigtsmæssigheden i de valg, ledelsen traf i den situation, givet vi accepterer (hvad vi ikke gør) præmisserne at der skulles skæres stillinger væk. På det sidste punkt viser det sig, at valget af de personer, der så fyres, i mange tilfælde virker så bizart, mærkværdigt og uretfærdigt, og fremkalder ekstra vrede og frustration, selvfølgelig primært blandt de ramte, men også blandt studerende og kolleger, der kender de ramte.
Sidstnævnte problematik vil jeg tage op her, gennem et konkret eksempel på en af de fyrede, som har valgt indvilget i at stå frem. Først må to ting understreges. 1) Det er altid i en sådan situation uretfærdigt, når en forsker fyres, og jeg påstår ikke, at dekan og institutleder i dette tilfælde med større ret kunne have valgt at fyre kolleger til den pågældende, hvor absurditeten ville forekomme mindre. Det ved jeg ikke nok om de lokale forhold til, og det er ikke dét ærinde, jeg er ude i. For mig at se viser sagen, at alle forskere på universitetet i dag er såvel meget dygtige, loyale, pligtopfyldende og ekstremt pressede rent arbejdsmæssigt, så uanset hvem man fyrer virker det altid som en blodig uretfærdighed. 2) Da jeg kender personen som tidligere studiekammerat og emnemæssigt har interesseret mig for en del af hans forskning, kan jeg bevidne sagens absurditet; jeg har kun et vist kendskab til hans videnskabelige virke, men ved intet om hans kolleger på det pågældende fakultet, som ikke er mit. Jeg har altså ikke et objektivt ‘view from nowhere’ på den forskning, der foregår på det fakultet. Til gengæld kunne jeg godt ønske mig, at flere kolleger til de fyrede forskere offentligt ville lufte deres forundring, harme og vrede over massefyringerne, ganske enkelt fordi det er helt nødvendigt, at vi genopfinder solidariteten som forskere. Vi befinder os under det vilkår, at vi både er lønslaver som andre lønmodtagere med – især i krisetider – usikre ansættelsesvilkår, og samtidig lever vi en evig karrierelivsform i indbyrdes konkurrence om de samme midler og cigarkasser. Vores karrierelivsform har fået os til at glemme vores lønmodtagerlivsform*, og vi anser ikke længere fagforeninger som kollektive kamporganisationer (man kan tvivle på om de overhovedet selv anser sig sådan), men som konsulentbureauer for individuel psykologhjælp, hvis vi skulle være så uheldige at få brug for det.
Søren Nors Nielsen er lektor ved Institut for Farmaci og Analytisk Kemi. Han har en baggrund som cand.scient. i biologi, og det første, man får øje på på hjemmesiden (her), under rubrikken Presse, er at SNN “er medlem af KU´s forskerpanel indenfor klimaforskning og besvarer spørgsmål omkring økologiske modeller og økosystemer.” Instituttet tæller afdelinger med navne som Lægemiddelteknik, Drug Transporters, Tungtopløselige lægemiddelstoffer, Farmaceutisk Fysisk kemi, Kemisk toksikologi og miljøkemi (hvortil SNN hører), Nanomedicin, Lægemiddelmetabolisme og Analytisk kemi. Det er et stort institut, og det fremgår af personalelisten, at dekanen er ansat ved samme institut som professor.
Skønt det ikke har noget med fyringen at gøre, må jeg nævne, at Søren er med i en nystartet lokal blog kaldet Forskningens Vilkår (her) på KU, og vi havde talt om, at han evt. kunne skrive indlæg til bloggen om ‘synergi-rapporten’ som han havde været aktiv i drøftelserne af (synergier mellem de våde fakulteter), da han d. 22/1 mailer mig dette: “Jeg var i gang med at forberede et par blog-indlæg; men blev så "prikket" - en mobilopringning i toget på vej til foredrag på et PhD-kursus i Kiel, - det blev ikke helt så koncentreret som det skulle. Nu er den sidst uge så gået med at "komme sig" - ringe til fagforening m.m. og aftale af "høringsmøder" hvor der reelt ikke kan ske en dyt - allerhøjst kan man slippe mere eller mindre heldigt ud af systemet - weekenden kommer til at gå med at skrue et "forsvar" sammen.”
Herefter følger adskillige mails og telefonsamtaler. Søren skriver d. 1/2: “Psykisk er det totalt hamrende uvirkeligt - jeg har i den grad knoklet for denne institution, underviste for 3 og 2 år siden 166 resp. 175% årsbyrde og opretholdt trods det en acceptabel publiceringsfrekvens - i et håb om en senere påskønnelse - og tjaahhh...”
SNN har systemanalyse og modellering som hovedkompetence og han fortæller også, at “modellering er iflg. FLN-rapporten indsatsområde på både FARMA og
KU, - men der er i hvert fald ikke forsøgt noget her.”
Om kollegers reaktioner på hans fyring hedder det, at “Målløshed har været manges reaktion - faktisk har de nærmeste kollegaer reageret med "et minuts stilhed" før de kunne snakke igen”. Endvidere, at “Jeg fik selv en mistanke da det pludselig blev klart, at jeg var tæt på et MSK-tillæg - men blev afvist med temmelig uforståeligt argumenterede begrundelser, - jeg har derfor en fornemmelse af, at man allerede der havde planer om at pege på mig.”
Af korrespondancen fremgår det meget tydeligt, at han har haft meget svært ved at få at vide, hvilke kriterier for fyring der gjorde, at det netop var ham, der var blandt de prikkede. Han skriver d. 17/2 til DM, “Når man nu ikke kan få en begrundelse for fyringen - burde man da kunne søge aktindsigt i egen sag og simpelthen bede dem om at forelægge kopier til dokumentation af kommunikation af forsøg på eksempelvis reallokering - som det hævdes i notatet - og når mit område decideret nævnes som indsatsområde i FLN-rapporten burde det vel som minimum have været seriøst forsøgt”. Senere, d, 24/2: “Det viser sig at man ikke har udleveringspligt - da det er intern kommunikation på KU - dvs. man kan have søgt reallokering eller lade være - det kan man ikke få lov til at finde ud af. Der er ikke sket ret meget - da jeg blot har skullet sidde og vente på store fyredag i dag. I mellemtiden er min tillidsmand blevet syg, kan ikke fungere som bisidder og jeg fik same morgen som jeg skulle endeligt fyres tildelt en ny. Jeg er allerede blevet tildelt rådgiver nr. 2 hos Mercuri-Urval. Så meget for rådgivning/orientering af de fyringsvarslede”.
Jeg fik hans høringssvar af 19/1 på fyringen tilsendt, som efter aftale med Søren nu gøres tilgængelig her. Jeg vil opfordre læseren til selv at danne sig sit indtryk, men for mig er der ingen tvivl om at den mand undervisnings- og forskningsmæssigt er placeret flot, højt over overliggeren for hvad der med rimelighed kan forventes af en forsker på KU-Farma. Så sent som sidste år forsvarede han en doktorgrad i et andet EU-land. Høringssvaret vidner også om, at han til tider har haft meget hårde arbejdsbetingelser, store ansvarsområder og meget undervisning: “Fra min ansættelse steg min undervisningsbyrde støt, og kulminerede for 2 og 3 år siden, således at jeg de to år underviste på et niveau svarende til 175% , respektive 166% årsværk. Denne situation var selvfølgelig uholdbar, hvilket også gentagne gange blev fremhævet af instutlederen ved MUS-samtaler; men jeg havde tidligere erklæret mig villig til i en årrække at yde en ekstra indsats, indtil en løsning kunne findes og denne aftale agtede jeg at holde.”
Jeg fik også ledelsens svar af 24/2 på hans høringssvar (her). Dette svar er er absolut blottet for argumentation. Teksten gentager nærmest hypnotiserende alle hans anker, og afslutter så med at bekræfte fyringen med ordene: “Afskedigelsen af dig skyldes ene og alene den opståede beklagelige budgetsituation. Der er tale om en relativ vurdering af dig i forhold til andre sammenlignelige medarbejdere, hvor fakultetet er nået frem til, at du er en af de medarbejdere, som fakultetet under de givne forhold bedst kan undvære. Det understreges endvidere, at du ikke ville være blevet afskediget, såfremt KU ikke skulle reducere budgettet.” Hvori den relative vurdering nærmere består anføres ikke. Brevet slutter “Tak for din indsats for FARMA. Du ønskes al mulig held og lykke fremover.”
En sådan sag er meget forstemmende, og for de primært ramte må det være forfærdeligt. Men som sagt er det også særdeles ubehageligt for de, som ikke blev fyrede og for universitetet som helhed. Der burde i Danmark, ligesom i andre civiliserede lande, indføres skærpet ansættelsessikkerhed for universitetesforskere – af hensyn til forskningsfriheden, som man ellers hylder, men som unægtelig er svær at realisere hvis man fyres, eller hvis man skal gå og være bange for at vælge forskningsområder som ledelsen ikke bryder sig. En sådan skærpet sikkerhed i ansættelsen skulle gælde uindskrænket på alle universiteter forudsat at forskeren levede op til de almindelige krav om forskning og undervisning. Interne budgetkriser på et universitet skal ikke kunne føre til fyringer, men højst til at bestyrelsen midlertidigt sattes under administration af Finansministeriet indtil økonomien var genoprettet og en anden universitetsledelse fundet.
Et sådant system har vi ikke nu. Hvad kan ledelsen gøre i dag, hvis den endelig er tvunget til at fyre? Der er i al fald disse tre muligheder:
1. Indrømme, at det alligevel bliver mere eller mindre tilfældigt for den samlede styrke af afdelingen, eller den generelle kvalitet af forskningen, om man fyrer den ene eller den anden, og derfor – i ydmyg indrømmelse af en sådan faktisk usikkerhed – lade princippet russisk rulette gøre sig gældende: Man fyrer pr. lodtrækning. Dette ville være en opadtil adlydende handling med indbygget høj protest og signalværdi. Ingen institutleder eller dekan har valgt dette.
2. Det stik modsatte: at forsøge at leve op til idealet om strategisk prioritering og åbent gå ud med en strategi, og sige noget i stil med “Vi satser fra nu af ikke ikke længer på forskningsemnerne X, Y og Z, men kun på Y og Z, så nu fyrer vi hele afdeling X, fra professorer og nedefter. Ingen universitetsleder har tilsyneladende valgt det. Der er ikke set skygge af åbne erklærede strategier, om så nødstrategier for de nedskæringsramte områder.
3. Den på KU-Farma (og måske også Life og Science-fakulteterne) valgte mulighed: Køre en lukket, frygtbaseret og magtfuldkommen procedure, hvor de ansatte må slutte sig til, at de, der fyres, bare ikke var “inde i varmen”, eller evt. fejlede på nogle andre kriterier end de sædvanlige: De var dårligere til at gøre deres hoser grønne hos lederen, eller måske dårligere til at trække eksterne midler hjem. Det eneste sted, hvor sidstnævnte er blevet ekspliciteret åbent som den vigtigste parameter på ansættelses(u)sikkerhed er forskerhotellet DTU-kemi (som omtalt bl.a. her). Eksperten i forskningsevaluering og -ledelse ved KU, Hanne Foss Hansen kalder det en trusselsstrategi. Den har vi så med fyringerne på LIFE, FARMA og SCIENCE også fået på KU. Det er en skandale for et universitet at havne der.
* Note:
Antropologen Thomas Højrups pointe med disse livsformer frem for de traditionelt økonomisk bestemte klasser, var så vidt jeg husker, at de kulturelle livsformer i højere grad er bestemmende for levet liv og bevidsthed end strikt økonomisk klasse er. Min pointe er, at begge dele er bestemmende, såvel livsform som klasse. I sidstnævnte indgår den objektive magtposition i arbejdsgiver/arbejdstager-forhold. Som bekendt er det arbejdsgiverens overenskomstsikrede ret at lede og fordele arbejdet. Undtagen, i en vis forstand, på universiteterne før 2003.
lørdag den 27. februar 2010
Censur på Det Naturvidenskabelige Fakultet
I uge 6 udgik et nyhedsbrev fra dekanen på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O Andersen. Det førte en masse tal rundt på sjove måder, men særlig sjov blev det i slutningen. Her læser man:
Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.
Læs det én gang til langsomt. Det står der faktisk. Dekanen har lige gennemført en blodig fyringsrunde, og nu vil han gerne "appelere" til de ansatte, at de skal holde deres kritik inden for fakultetets fire vægge - dvs. inden for de fora, hvor han selv har hele magten. Derudover gør han gældende, at de ansatte "bør" forvalte deres ytringsfrihed "med omtanke" ...
Hmmmmmmm ... jeg ville godt nok føle mig grundigt pustet i nakken, hvis jeg fik sådan en tale sendt rundt fra min chef. Pyha - jeg ville virkelig mærke sparekniven på struben og stræbe efter at forvalte min ytringsfrihed med noget som min boss, der har hånd- og halsret over mig og utallige formelle og indformelle magtmidler over for mig, ville opfatte som "omtanke".
Heldigvis har min dekan noget mere forståelse for, hvad der ligger i begrebet "ytringsfrihed" og arbejder ikke med denne type af slet skjulte trusler. Hun er ofte nok blevet skældt ud. Ikke denne gang: Tak Kirsten.
Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.
Læs det én gang til langsomt. Det står der faktisk. Dekanen har lige gennemført en blodig fyringsrunde, og nu vil han gerne "appelere" til de ansatte, at de skal holde deres kritik inden for fakultetets fire vægge - dvs. inden for de fora, hvor han selv har hele magten. Derudover gør han gældende, at de ansatte "bør" forvalte deres ytringsfrihed "med omtanke" ...
Hmmmmmmm ... jeg ville godt nok føle mig grundigt pustet i nakken, hvis jeg fik sådan en tale sendt rundt fra min chef. Pyha - jeg ville virkelig mærke sparekniven på struben og stræbe efter at forvalte min ytringsfrihed med noget som min boss, der har hånd- og halsret over mig og utallige formelle og indformelle magtmidler over for mig, ville opfatte som "omtanke".
Heldigvis har min dekan noget mere forståelse for, hvad der ligger i begrebet "ytringsfrihed" og arbejder ikke med denne type af slet skjulte trusler. Hun er ofte nok blevet skældt ud. Ikke denne gang: Tak Kirsten.
onsdag den 27. januar 2010
Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet
I et misforstået forsøg på at fremme de danske universiteters erhvervsnytte og styre deres præstationer har politikerne forvandlet dem til bureaukratiske skrumler. En absurd topstyring, et tonedøvt ministerium og dynger af rapporter, regler og kontrakter forhindrer universiteterne i at yde deres bedste til gavn for samfundet.
Det borgerlige samfund har ikke kun brug for tanker, der kan omsættes i fakturaer, men er afhængigt af en mangfoldig og dynamisk viden om en bred vifte af emner. Det borgerlige universitets formål er – til gavn for samfundet og dets borgere – at tilvejebringe, analysere, kritisere og bevare denne viden. Det sker i forskningen,
og det sker i undervisningen.
Derfor må nogen for det borgerlige samfunds skyld træde op til forsvar for det borgerlige universitet.
Udkommer 24. februar. Bogen kan bestilles her.
tirsdag den 16. december 2008
En negativ tendens
Information havde igår nogle artikler af Kristian Villesen med overskriften "Evig brok fra uddannelseseksperter" (her, kan også ses her) og netavisen Altinget gentager historien i dag med overskriften "Forskere for negative", og i manchetten "Rektorformanden erkender en negativ tendens". — Venner! Det er på tide vi skruer smilet på og erkender, at i dagens Danmark sidestilles kritik med brok og klynk! Hvor blev de uddybende nuancer af?
fredag den 23. maj 2008
Kæmpe succes - kampagnen fortsætter
Underskriftindsamlingen for en anden forsknings- og uddannelsespolitik, som har viste sig at blive en succes, nu med over 4000 underskrifter, har lært os noget om intern kommunikation og ytringsfrihed på forskningsinstitutionerne i dagens Danmark. Mange steder er det blevet meget svært bare at sende en mail ud til de ansatte med en simpel opfordring om at gå til et website, læse og evt. underskrive en forskningspolitisk erklæring.
Ordet tavshedskultur er før blevet brugt af de akademiske fagforeninger (bl.a. DM) i deres kamp for ytringsfriheden, og det betegner desværre stadig tilstanden mange steder. Der er selvfølgelig forskelle. Et eksempel:
På websitet for underskriftindsamlingen kan man afsætte personlige kommentarer. En person, lad os kalde ham Hans Hansen, føler sig nødsaget til at notere "jeg underskriver som privatperson". Den slags trigger nysgerrigheden. Ifølge telefonbogen for Københavns Universitet, kunne det fx være Hans Peter Hansen som er, lad os sige (og navnene er her opdigtede for at beskytte den stakkels Hansen), professor på Institut for Farmaci og Analytisk Kemi på det Farmaceutiske Fakultet, men det kunne også være Hans Jørgen Hansen, som fx er statsgeolog på GEUS, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser. Det mest sandsynlige i denne gætteleg er det sidstnævnte - ikke fordi geologer er mere forsigtige end farmaceuter, men fordi sektorforskere lider under en voldsommere tavshedskultur end universitetsforskere gør - endnu!
For tendensen er klar: De ansatte føler i stigende grad ubehag ved at ytre sig. Man er bange - både for at kollegerne vil opfatte en som en kværulant, een, der ikke er "saglig" eller kan holde politik og forskning adskilt (selvom forskningspolitik også på mikroplan unægteligt involverer begge dele). Man er bange for, at man skader sin egen karriere, eller sin lokale forskergruppes muligheder for at "stå sig godt med ledelsen", det være sig på institut-, fakultets- eller universitetsniveau. Udbredelsen af patron-klient-lignende forhold mellem den ansatte og ledelsen understøttes af de nye lagserier af mellemledere, viceinstitutbestyrere, prodekaner, og tonsvis af professorer "mso" (med særlige opgaver), der knopskyder disse år - grupper som står i klientlignende afhængighedsforhold til deres overordnede, og det lægger en dæmper på lysten til at fremføre kritik. Det er snedigt fundet på!
Det uhyggelige er, at mens nogle sektorforskningsinstitutioner (som GEUS og Statens Seruminstitut) stadig er deres egne og så hierarkiske som de altid har været, er mange - fx Risø, DMU, og institutter for Fødevare- og Jordbrugsforskning - nu indfusioneret under universiteterne. Sanders regime vil hævde, at det giver dem mere forsknings- og ytringsfrihed. Vi ser den modsatte bevægelse: At universitetsforskningen er på vej til at få samme ytrings-undertrykkende kultur og hierarkiske karakter som sektorforskningen.
For at modgå tendensen til flere (med Sune Aukens udtryk) Anonyme Akademikere, må der oprettes flere åbne fora for kritisk diskussion af sager, politikker og beslutninger på de enkelte institutter og fakulteter. Ledelserne har for ofte modarbejdet en åbenhedens politik. Det er ellers i den gode leders interesse, at kritik kan ytres åbent i en læringsorienteret kultur, hvor alle bedre kan motiveres for fælles beslutninger, fremfor i en topstyret frygtens kultur, hvor alle er bange for at blive hængt ud. Interne fora og kommunikationskanaler skal selvfølgelig benyttes med omtanke, til reel og relevant debat om alle de anliggender - herunder organisatoriske, økonomiske og beslutningsmæssige - som er universitetets, også selvom de emnemæssigt overskrider en rent faglig debat om emner som sociolingvistik og endokrinologi.
Ordet tavshedskultur er før blevet brugt af de akademiske fagforeninger (bl.a. DM) i deres kamp for ytringsfriheden, og det betegner desværre stadig tilstanden mange steder. Der er selvfølgelig forskelle. Et eksempel:
På websitet for underskriftindsamlingen kan man afsætte personlige kommentarer. En person, lad os kalde ham Hans Hansen, føler sig nødsaget til at notere "jeg underskriver som privatperson". Den slags trigger nysgerrigheden. Ifølge telefonbogen for Københavns Universitet, kunne det fx være Hans Peter Hansen som er, lad os sige (og navnene er her opdigtede for at beskytte den stakkels Hansen), professor på Institut for Farmaci og Analytisk Kemi på det Farmaceutiske Fakultet, men det kunne også være Hans Jørgen Hansen, som fx er statsgeolog på GEUS, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser. Det mest sandsynlige i denne gætteleg er det sidstnævnte - ikke fordi geologer er mere forsigtige end farmaceuter, men fordi sektorforskere lider under en voldsommere tavshedskultur end universitetsforskere gør - endnu!
For tendensen er klar: De ansatte føler i stigende grad ubehag ved at ytre sig. Man er bange - både for at kollegerne vil opfatte en som en kværulant, een, der ikke er "saglig" eller kan holde politik og forskning adskilt (selvom forskningspolitik også på mikroplan unægteligt involverer begge dele). Man er bange for, at man skader sin egen karriere, eller sin lokale forskergruppes muligheder for at "stå sig godt med ledelsen", det være sig på institut-, fakultets- eller universitetsniveau. Udbredelsen af patron-klient-lignende forhold mellem den ansatte og ledelsen understøttes af de nye lagserier af mellemledere, viceinstitutbestyrere, prodekaner, og tonsvis af professorer "mso" (med særlige opgaver), der knopskyder disse år - grupper som står i klientlignende afhængighedsforhold til deres overordnede, og det lægger en dæmper på lysten til at fremføre kritik. Det er snedigt fundet på!
Det uhyggelige er, at mens nogle sektorforskningsinstitutioner (som GEUS og Statens Seruminstitut) stadig er deres egne og så hierarkiske som de altid har været, er mange - fx Risø, DMU, og institutter for Fødevare- og Jordbrugsforskning - nu indfusioneret under universiteterne. Sanders regime vil hævde, at det giver dem mere forsknings- og ytringsfrihed. Vi ser den modsatte bevægelse: At universitetsforskningen er på vej til at få samme ytrings-undertrykkende kultur og hierarkiske karakter som sektorforskningen.
For at modgå tendensen til flere (med Sune Aukens udtryk) Anonyme Akademikere, må der oprettes flere åbne fora for kritisk diskussion af sager, politikker og beslutninger på de enkelte institutter og fakulteter. Ledelserne har for ofte modarbejdet en åbenhedens politik. Det er ellers i den gode leders interesse, at kritik kan ytres åbent i en læringsorienteret kultur, hvor alle bedre kan motiveres for fælles beslutninger, fremfor i en topstyret frygtens kultur, hvor alle er bange for at blive hængt ud. Interne fora og kommunikationskanaler skal selvfølgelig benyttes med omtanke, til reel og relevant debat om alle de anliggender - herunder organisatoriske, økonomiske og beslutningsmæssige - som er universitetets, også selvom de emnemæssigt overskrider en rent faglig debat om emner som sociolingvistik og endokrinologi.
fredag den 4. januar 2008
Forskers nytårshilsen: Det bliver værre
Resummé sakset fra FORSKERforum nyheder:
04.01.2008
Forskers nytårshilsen: Det bliver værre …
Danmark har valgt at omdanne universiteter til profitskabende virksomheder under lagt et militært kommandosystem, markedsstyring og management-voodoo …
Sådan skriver RUC-professor Mogens Niss i dagens POLITIKEN-kronik. Styringen sker nu via enevældige ledere, hvor blot en enkelt idiot kan ødelægge foretagenet, fordi underordnede ingen indflydelse har. Forskningspenge uddeles efter politisk fastsatte kriterier og ikke efter faglige. Og uddannelseskvaliteten tyndes ud, fordi udbuddet skal tilpasses pop-fagligheder, der kan sælge hos studenter og aftagere.
”Styrings- og finansieringsproblemerne udgør tilsammen en giftig cocktail for landets universiteter. Giften er allerede begyndt at virke flere steder, bl.a. på RUC, men jeg tør godt spå, at det bliver meget værre i de kommende år.
Under overskriften ”Jeg anklager” peger han på Socialdemokratiske og borgerlige regeringer ansvar for at have skabt denne misere. Men han anklager også sine tavse universitetskolleger, der på trods af at de også er kritiske overfor tingenes tilstand, undlader at ytre sig offentligt om forholdene: ”Måske tror de, at der en dag kommer lysere tider. Desværre ser disse ud til at lade vente på sig, bl.a. fordi miseren ikke er begrænset til Danmark. Alligevel er det en skændsel, at Danmark på dette punkt i den grad har gjort sig til et foregangsland.
Så længe universiteterne fortsat rummer medarbejdere der ved hvad et universitet er, er der endnu tid for politikerne til at skifte kurs og til at gøre noget seriøst ved både styrings- og finansieringsproblemet. Men det er som med klimatruslen. Jo længere tid der går, jo mere uoprettelige skader”.
Iøvrigt er bloggen her netop fyldt 1 år. Det ser nu ud til, at debatten om de danske universiteter for alvor er ved at varme op. Godt nytår!
torsdag den 12. april 2007
Borgerjournalistik
Bloggen her er ny (januar 2007) og jeg ved ikke om den kan kaldes et eksempel på borgerjournalistik - et begreb, som netop har været diskuteret på P1-programmet Harddisken som spørger:
"Er bogerjournalistik en død sild i Danmark?
I Danmark har borgerjournalistikken, hvor grupper af private slår sig sammen for at producere medie-alternativer til det etablerede, ikke særligt meget vind i sejlene. Det ene medie efter det andet tilbyder deres læsere og seere blogging - at folk kan skrive deres egne tekster på mediets website - men det er på ingen måde en trussel imod de etablerede medier ... og det er vel heller ikke meningen, set fra mediernes side."
Svaret herfra lyder: Jeg har for stor respekt til godt journalistisk håndværk til at ville påstå, at bloggen her, kan komme op på siden af opsøgende, undersøgende journalistik. Værdien i bloggen her er bla., at den tillader forskere at ihukomme deres rolle ikke blot som professionelle tavse funktionærer, men netop som forskere, undersøgere, og i samfundsanliggender også intellektuelle, dogmekritikere, kald det hvad du vil. Om det så svarer til et bestemt begreb om borgerjournalistik, ved jeg ikke. Måske, for husk, at bloggen er en modvægt til den tavshedskultur, som desværre har bredt sig på de danske universiteter, og som vitterligen er en uting slige steder.
Harddisken har selv en blog, hvor man kan diskutere borgerjournalistik her.
Abonner på:
Opslag (Atom)
