Forskningsfrihed og medbestemmelse

Forskerforum kunne på deres hjemmeside d. 30/9 bringe en nyhed om at universiteternes minister, Sofie Carsten Nielsen, endnu ikke har afleveret den redegørelse til Folketinget, hvor hun skal fortælle, hvordan hun mener, det går med med­bestemmelsen på universiteterne – selv om den formelt set burde være afleveret for tre måneder siden.

     Hvis nogle skulle have glemt det: Forskningsfrihed og medbestemmelse har i høj grad noget med hinanden at gøre. Dét amerikanerne kalder "shared governance" og som vi kalder universitetsdemokrati, dvs. at de som arbejder på universiteterne har ikke alene har ret til at blive "hørt", men også reel indflydelse på beslutningerne – dét blev jo i vid udstrækning afskaffet i Danmark med universitetsloven fra 2003, samtidig med at man fastholdt, at "universiteterne har forskningsfrihed". Men forskningsfrihed er måske mange ting? Handler den fx ikke også om hvilken vej forskningen på et givet felt skal gå? Forskerne har på papiret frihed til at beslutte retningen for deres forskning, men hvordan ser virkeligheden ud?

     Tilsyneladende blæser sådanne spørgsmål i vinden. Derfor er det værd at bemærke, at sociologiprofessor Heine Andersen, en aktiv emeritus, sammen med en anden aktiv emeritus, Mette Jensen, har igangsat en undersøgelse af forskningsfrihedens tilstand på de danske universiteter. Det var da også på tide! Gælder friheden mon både for de forskere, der skriver ansøgninger om eksterne midler og henter dem hjem, de som ansøger men ikke får, og de som ikke ansøger men alligevel forsker? Og hvad gør universiteterne mon for at beskytte forskningsfriheden?

     DM og DJØF bakker op om undersøgelsen med økonomisk støtte, men blander sig ikke i resultatet, der må forventes at få karakter af en saglig kortlægning i form af en hvidbog. Også Sociologisk Institut, Københavns Universitet støtter projektet økonomisk. Desuden støttes projektet af en følgegruppe med faglig ekspertise. Både generelle tendenser, konkrete sager (i evt. anonymiseret form) og principielle udfordringer vil blive behandlet. Kontakt Heine Andersen, hvis du har ideer til ting, det er værd at huske i den sammenhæng!

De uhørte

to Aarhus-historier om universitetslivet

Af Lea Wierød, ph.d.-studerende ARTS AU

Som man råber i ørkenen, får man svar. Sådan kan man på teologsprog udtrykke frustrationen over ikke at blive hørt. Her følger to historier om netop denne følelse.

Den første handler om de traditionsrige studenterkollegier i Universitetsparken i Aarhus. Disse får netop nu flotte, moderne køkken-alrum i seks af sine ni blokke. Ikke desto mindre mener et flertal i kollegiernes bestyrelse - som dog ikke tæller nogen af bestyrelsens beboerrepræsentanter - at kollegierne har en yderligere ’fremtidssikring’ nødig, hvorfor man planlægger en gennemgribende ombygning. Den vil gøre værelserne større og udstyre dem med eget køkken og bad, og vil således betyde nærmest en halvering af antallet af værelser samt en betydelig huslejestigning.

Den anden historie, som udspiller sig samme sted og samme tid, har at gøre med den igangværende ’faglige udviklingsproces’ (i folkemunde ofte refereret til som ’FUP’) ved Aarhus Universitet. Denne får netop nu studerende ved det tidligere Teologiske Fakultet til at ty til pressen med deres frustrationer over at blive overhørt af universitetsledelsen hvad angår beslutningen om at de skal flytte ud af deres – ligeledes nyrenoverede – bygninger på Tåsingegade.

Ligheden mellem de to her fremdragne situationer består i, at disse beslutninger foretages (eller rettere: er blevne foretaget) efter et top-down-prinicip, der lader ethvert indspil fra de faktiske implicerede studenter, VIP’er eller beboere (eller, for at benytte FUPs terminologi: ’brugere’) ude af betragtning.

Indspil har det ellers, i begge de her nævnede situationer, ikke skortet på. Ligesom de studerende på det tidligere Teologiske Fakultet lige nu organiserer sig for at undgå det, de selv betegner som ødelæggelsen af et velfungerende studiemiljø, går beboerne på parkkollegierne (og andre, der støtter sagen) i hobetal sammen for at forsøge at råbe bestyrelsen op. Der laves støttegrupper, hjemmesider, presseindslag og protestmøder.

Ej heller fattes sobre argumenter hos disse protestbevægelser. De studerende på det tidligere Teologiske Fakultet frygter nemlig forringelse af studiemiljøet, bl.a. i kraft af nedlæggelsen af deres fagbibliotek og bortarkivering af bøger, der ikke er ’hyppigt anvendte/udlånte’, som det hedder. Beboerne på parkkollegierne ser en alvorlig forringelse af kollegielivet ved ombygningen, ligesom de påpeger misforholdet mellem reduktionen i kollegiernes værelsesantal og det fremdeles udtalte behov for at huse studerende i Aarhus.

Hvad de omfattende protester til gengæld savner, er simpelthen nogen, der lytter. Ledelse og bestyrelse forbeholder sig i begge disse sager den suveræne beslutningsret. ’Brugerne’ inviteres ganske vist til møder og gives tid til at stille spørgsmål; men dette er blot for at informere dem om, hvilke beslutninger, der allerede er trufne, og som ’brugerne’ nu skal indstille sig på at leve med.

Så prisværdigt det end er, at FUP og parkkollegiernes bestyrelse vil sætte ’brugerne’ i centrum og lave fremtidssikring, kunne det dog nok være ønskeligt for ’brugeren’ at have blot en liden indflydelse på, hvad hun bliver sat i centrum af. Det er dejligt, at man tager hensyn til ’brugernes’ behov, men den deduktive metode, man anvender for at bestemme disse behov, lader ikke til at være velvalgt. Fx er en del af kollegiebestyrelsens begrundelse for ombygningen, at de ’gætter på, at kvinder ikke finder det specielt tillokkende at skulle dele bad og toilet med 14 andre’, som bestyrelsesformanden et sted udtaler. Med denne vending hentyder han ganske vist til kollegiernes skæve kønsfordeling. Men, som beboerne spørger, hvorfor er denne overhovedet et problem? Ydermere kan man spørge sig, om det virkelig er optimalt at basere så vigtige valg som disse på gæt, når nu ’brugerbehovets’ empiriske virkelighed så højrøstet falbyder sig?

Alle ved, at universitetsdemokratiet er dødt forlængst, men den nye universitetslov præciserer, at det påhviler ledelsen at sikre de studerende og de ansatte medindflydelse. Aarhus Universitets billede af denne medindflydelse synes at være at forelægge beslutninger til drøftelse, efter at de er taget.

Branded kritik som inddæmningsstrategi

Af Hanne Tange

Nedenstående betragtninger er inspireret af Politikens opråb til ”Yngre venstreorienterede skribenter” den 11. juni 2012. Siden da har sagen om Marlene Wind bare gjort emnet mere aktuelt. For den viser, at også KUs ledere har en interesse i at få medarbejderudsagn skåret til på en måde, der på overfladen efterlader et indtryk af ytringsfrihed, men som reelt er tilpasset institutionens ønsker og behov. Det er den form for udtalelser, jeg kalder brandet kritik.

Brandet kritik bruges af ledelse og kommunikationsafdeling til at underbygge frem for at udfordre en organisations image. I en tid med whistleblowers og Wikileaks er det nemlig blevet moderne at udstille de kritiske røster. Medarbejdere har fået adgang til corporate blogs, debatfora og Facebook, hvor de kan sige deres mening uden først at konsultere mellemledere og kommunikationsmedarbejdere. I princippet giver det plads til en mangfoldighed af stemmer, herunder også de der forholder sig tøvende til ledelsens strategier. Men er der nu også tale om reel diskussion, eller handler det, som Politikens tilfælde, om at få skåret debatten til på en måde, der kan passe? Lad mig komme med et eksempel fra min egen verden: kommunikationen omkring AUs faglige udviklingsproces.

I marts 2011 havde campusavisen Univers det fælles tema: ”Et nyt og bedre Aarhus Universitet.” Kommunikationsafdelingen præsenterede her de umiddelbare reaktioner på rektors planer for det omorganiserede AU. Hele viften af medarbejdere var med. Her var tillidsmanden, professoren, den administrative medarbejder, DPU, Dansk Miljøundersøgelser og studerende fra både det ”gamle” AU og Handelshøjskolen. Så man fik kommunikeret, at AU var et fagligt favnende, mangfoldigt universitet. Samtidigt blev det signaleret, at medarbejderne havde ret til at sige, hvad de mente om det nye AU. Der blev bragt kritiske kommentarer om ”et splittet tilhørsforhold,” ”en anden stemning” og ”længere på arbejde,” så det var vel sådan set godt nok. Eller hvad?

Det er interessante at se, hvordan visse temaer mest af alt glimrer ved deres fravær. For eksempel er der ingen, der spørger til nødvendigheden af en så omfattende omstrukturering, og de to studerende nævner – som de eneste – medinddragelse og gennemskuelighed. Hvad de øvrige angår? Tjah, deres bemærkninger efterlader et indtryk af, at de er blevet bedt om alene at forholde sig til et enkelt, meget konkret spørgsmål. Det kan så være institutternes størrelse, faglige samarbejdsmuligheder eller en fysisk flytning.

Branded kritik er at sammenligne med den inddæmningsstrategi, amerikanerne brugte under Den Kolde Krig. I stedet for at præsentere nyheder fra et ledelsesperspektiv, hvilket hurtigt gennemskues på universiteter, hvor der forskes i Statskundskab, Medievidenskab og Organisationsteori, vælger man at inddrage de kritiske røster. På den måde giver man indtryk af, at der i processen er plads til dialog og demokrati. Men bemærk også, hvordan medarbejderne primært forholder sig til konkrete emner - fysisk omrokering, institutnavne og størrelsen på faglige enheder. Det er her, vi ser inddæmningen. For ved at opfordre medarbejderne til sige, hvad de vil om mindre substantielle spørgsmål, sørger man for, at de kritiske stemmer er optaget andetsteds, mens man i ro og mag etablerer og konsoliderer et etstrenget ledelsessystem. Smart, ikke?

Udsat for (og af) ledelse(n)

På KU er medarbejderinddragelse en by i Rusland
og det virker i det hele taget som om det ofte er svært for ledelsen at bryde ud af deres egen verden i diverse fakultære ledelsesteam og gøre medarbejderne interesseret i deres visioner og missioner, når kontakt til medarbejderne ikke resulterer i dialog men diktat. Den sag jeg skal fortælle om her startede ellers fint med kontakt og dialog, men endte med et diktat.

Det er en lidt personlig (beklager) historie om, hvordan jeg blev "ramt af ledelse". Gode kolleger har siden fået mig til at indse, at jeg bare alt for længe har været privilegeret – andre rammes næsten dagligt.
Det er egentligt ikke noget særligt: bare en kontorflytning. Som jeg nota bene på ingen måde har været med til at planlægge, acceptere, og knap nok effektuere. Jeg kunne bare iagttage, at nu skulle mit kontor snart (om et par dage) flyttes, fra en beliggenhed på ét institut (NBI) til et andet (kaldet IND, dvs. Naturfagsdidaktik) ved samme fakultet (Naturvidenskab, KU). Så vidt jeg forstår p.t., er det ikke ensbetydende med, at Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier (CNV), som jeg er ansat ved, forsvinder, og det ville da også være et tåbeligt træk, der kun ville kunne tolkes som min dekans ønske om at slette en af de initiativer, der stammer fra hans valgte forgængers tid.
Jeg fik nys om beslutningen om flytning ved at bygningsinspektøren ved NBI (jeg skal indskyde, at en af de mange charmer ved NBI Blegdamsvej er, at bygningerne er gamle og labyrintiske, og at man derfor ikke kan undvære en rigtig bygningsinspektør) var så venlig at sætte min emailadresse i kopifeltet da han skrev til institutlederen af IND og informerede ham om følgende:

"Vedr. Lektor Claus Emmeche flytning til Øster Voldgade 3 fra NBI,
Blegdamsvej 17!
John Renner Hansen har bedt undertegnet kontakte Institut for Naturfagenes Didaktik med henblik på Claus Emmeche snarlige overflytning til Øster Voldgade 3. Kan vi komme en dato nærmere for overflytningen? For NBI kan C.E. tage de møbler med fra Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudiers kontorer på NBI, Blegdamsvej 17, bygn. C, etage c, som de ønsker.
Med venlig hilsen ..."

Det var da sjovt, tænkte jeg d. 12/1, den dato mailen dumpede ind, hvor jeg få dage senere ville være på farten, bortrejst i to uger. Jeg nåede i al hast at skrive en afdæmpet protest om beslutningsprocessen til såvel lederne af afsender- (John Renner) og modtager-institut (Jens Dolin) som til dekanen selv (Nils O. Andersen), og fortrængte så alt om det, på behagelig afstand af internettet de næste 14 dage. Da jeg kom hjem kunne mine ph.d.-studerende på vores gang berette om den hastige flytning, som de heller ikke var blevet informeret om i god tid. Flyttefolk var allerede ved at pakke deres grej ned i kasser.

Det skal indskydes, at centerets ordning med NBI har hidtil været den, at NBI, siden CNV's oprettelse i 1994, har ageret fysisk vært for CNV, som hører direkte under fakultetet. Jeg er ansat ved CNV, ikke NBI (dekanen er således min nærmeste boss). I august fortalte dekanen mig om sin vision om at samle didaktik, museumsaktivitet og videnskabsteori, rejse penge til dels et nyt museum (lad os håbe Hr. Møller er gavmild) i et hjørne af Botanisk Have, og dels til et professorat i videnskabshistorie, til besættelse med helst en international stjerne, som vil kunne "løfte opgaven", som det hedder. En hyggelig snak, hvor jeg fortalte dekanen om mine forskningspolitiske aktiviteter og bekymringer for forskningsheden, og dekanen forsikrede mig om at dekanatet ikke blander sig i hvad folk forsker i. Jeg bifaldt tanken om styrke af videnskabsteori ved fakultetet, og tænkte mest dette som konkrete samarbejder mellem underviserne i bachelorkurserne i videnskabsteori, og jeg må indrømme, at jeg ikke tænkte ikke så meget over min dekans planer sidenhen.
Dumt af mig, for dekansamtalen var selvfølgelig den første association jeg fik (eller "slutning til bedste forklaring"), da jeg modtog mailen om flytning, selvom samtalen ikke mundede ud i nogen som helst aftale om "overflytning" (forklaringen var mildt sagt utilstrækkelig).
Den udløsende årsag til mailen, viste det sig snart, var at NBI akut manglede lokaler, da en gruppe forskere som laver e-science (en slags datalogi, som NBI-institutleder Renner godt kan lide og har en vision om at alle studerende på fakultetet skal have) skulle flytte ind, og så måtte nogen jo ud. Og med dekanens store plan var det jo klart, at ud skulle naturfilosofi og videnskabsstudier. Eller rettere: Overflyttes.
Jeg klagede min nød til Renner og kritiserede forløbet. Han fralagde sig ansvar, det var dekanens bord, CNV refererer jo til fakultetet. Desuden burde jeg kende dekanens impulsivitet godt nok til ikke at være overrasket. Det er historiens morale nr. 1: Kend dine lederes psyke og foretrukne interesser, det er moses og profeterne.
Nå, nu kunne jeg jo tage det lettere flegmatisk hvor præcist jeg har kontor. Institutter og fakulteter er jo ord, der snart vil stryges i den nye universitetslov, det selvejende universitet vil fortsætte sine øvelser ud i arealkondensering, og KU ender sikkert med at leje lokaler på Lolland. Jeg fandt iøvrigt ud af, at (bl.a.) NBI-Blegdamsvej – af KU ved "mageskifte" d. 30/11, 2010 (se her) – er blevet byttet bort til staten mod (bl.a.) Observatoriet på Øster Voldgade 3 og historiske universitetsbygninger ved Frue Plads. Fysikerne sidder nu i bygninger, der tilhører staten (Universitets- og Bygningsstyrelsen), mens vi er rykket ind i et gammelt observatorium, som af historiske og museale årsager nu tilhører KU. "Tilhører" skal sikkert skrives med gåseøjne. Mageskiftet er sket mageløst tyst. Om det har nogen betydning aner jeg ikke.
Da vores lille centers flytning gik meget stærkt, kom man på NBI til at kassere en del af vores møbler – en fodfejl og en uforståelig insinuation af at gamle skrivebordene ikke er kram – så vi har siden hustlet borde og stole fra Campus Service City (nej, det er ikke en privat virksomhed, men en del af KU). Er I nogen derude, der har reoler i overskud, har vi masser af kvadratmeter til høje priser, som de godt må stå på, indtil dekanen "overflytter" flere personer og centre, eller inviterer gode venner og festlige grupperinger til at deltage i befolkningen af Observatoriet, så vi alle sidenhen kan bidrage til arealkondensering.
Nå, men NBI-lederen lovede i sin miskundhed, at CNV kan fortsætte med at afholde undervisning og møder på NBI, naturfilosofiske og videnskabsteoretiske arrangementer, som fx vores seminarrække SiV. Det ville også være svært at undvære NBI's lokale Kc7, hvor Niels Bohr i glas og ramme skuer ud over forsamlingen, og minder os om ånden på Blegdamsvej og en tid, hvor der var overskud til fordybelse, reflektion og stadig diskussion af forbindelserne mellem filosofi og videnskab.