onsdag den 21. december 2011

Årets gang på AU

Nu hvor vi nærmer os nytår, er det almindeligt at udsende en rapport om det forgange år. 2011 har for os på AU været præget af FUP - som Lea Wierød så passende har døbt rektors reformer. Der hvor vi måske har mærket det mest, er i de dele af AUs organisation, der som mit institut
ligger i grænselandet mellem to fakulteter. Fire emner har især præget gangdebatten her på det gamle ASB Institut for Sprog og Erhvervskommunikation. Det er rektors Master plan, ønskerunden, lokalisering og samlæsning.
Op til den store dag i marts, hvor rektor fremlagde sin plan, havde der været en del spekulationer om instituttets fremtidige placering. Folk var bange for, at rektors holdning, om at "sprog var sprog," ville betyde, at vi skulle lægges ind under Humanioras mastodontinstitutter. Så folk var lettede, da ledelsen accepterede, at vi fulgte med resten af den gamle handelshøjskole over på det nye Fakultet for Erhverv og Samfundsvidenskab. Der stod godt nok et eller andet med småt om øget samarbejde med humaniora, men på det tidspunkt var det ikke klart, hvad det betød. Mere om det under samlæsning.
Efter den store "reform-tale-dag" i marts fulgte så "ønskerunden." Bemærk navnet - det er som taget ud af Orwell, for mange af de personer, der nu blev sendt til kompetenceafklaring, havde ikke noget særligt ønske om nye arbejdsopgaver. Alligevel blev dygtige institutsekretærer sendt af sted til møder hos konsulenter, som hjalp dem med at skrive ansøgninger til stillinger, som ingen
endnu havde defineret indholdet af. Derfor havde konsulenterne også svært ved at hjælpe folk med at lave en relevant kompetenceprofil. Det hjalp ikke, at ønskerunden foregik midt i sekretærernes eksamensplanlægning, så det var en god nyhed for alle, da det lykkedes institutlederen at få taget de fleste af vores lokale administratorer ud af ønskerunden.
Det næste vi så snakkede om var lokalisering. FUP princippet er vist, at vi alle skal flytte (mon universitetsdirektøren har aktier i et flyttefirma?). Vi her på handelshumanistisk institut var jo blevet forpligtet til mere samarbejde med de human-humanistiske fag, så vi fik derfor besked på, at vi - i 2012 - skulle pakke bøger og studerende sammen og så flytte op på AU 8000 C. Og så kom jo så alle rygterne om hvordan det rent praktisk skulle gøres. Nogle mente, vi kom til at dele kontorer, andre kæmpede for at alle fra det gamle ASB institut skulle sidde sammen, og så var der sådan nogen som undertegnede, der tog cyklen op ad bakken for at konstatere, at jeg sådan set havde lige så meget til fælles med humanioras kulturforskere som instituttets eksperter i strategisk virksomhedskommunikation.
Årets sidste tema er samlæsning. Som jeg skrev længere oppe, havde vi glemt at læse det, der stod med småt tilbage i marts, så vi blev noget overraskede, da vi i september blev bedt om at udpege kandidat- og BA kurser til samlæsning. Samlæsning blev fortolket som fælles kurser for de humanistiske og erhvervssproglige uddannelser, og man (læs ledelsen) mente, at moduler svarende til 20 ECTS på BA såvel som kandidat ville være passende. På BA betød det for os handelshumanister, at 40 % af sproguddannelsernes obligatoriske fag nu skulle samlæses. Vi pointerede, at uddannelserne har forskellige mål (vi uddanner tolke, humaniora uddanner gymnasielærere), at vi ville få svært ved at finde et auditorium, der kunne rumme alle AUs engelskstuderende, og at den tid, der skulle bruges til fællesfag på cand. mag. og cand. linc. merc., ville gå fra den tid, vores tolkestuderende fik til at udvikle deres sproglige kompetencer. Vi venter stadig på dommen - og krydser så bare fingre for, at beslutningstagerne kan kende forskel på sprog og (erhvervs-)sprog.
Men ellers har vi det godt her på AU . . . . .

lørdag den 3. december 2011

De uhørte

to Aarhus-historier om universitetslivet

Af Lea Wierød, ph.d.-studerende ARTS AU

Som man råber i ørkenen, får man svar. Sådan kan man på teologsprog udtrykke frustrationen over ikke at blive hørt. Her følger to historier om netop denne følelse.

Den første handler om de traditionsrige studenterkollegier i Universitetsparken i Aarhus. Disse får netop nu flotte, moderne køkken-alrum i seks af sine ni blokke. Ikke desto mindre mener et flertal i kollegiernes bestyrelse - som dog ikke tæller nogen af bestyrelsens beboerrepræsentanter - at kollegierne har en yderligere ’fremtidssikring’ nødig, hvorfor man planlægger en gennemgribende ombygning. Den vil gøre værelserne større og udstyre dem med eget køkken og bad, og vil således betyde nærmest en halvering af antallet af værelser samt en betydelig huslejestigning.

Den anden historie, som udspiller sig samme sted og samme tid, har at gøre med den igangværende ’faglige udviklingsproces’ (i folkemunde ofte refereret til som ’FUP’) ved Aarhus Universitet. Denne får netop nu studerende ved det tidligere Teologiske Fakultet til at ty til pressen med deres frustrationer over at blive overhørt af universitetsledelsen hvad angår beslutningen om at de skal flytte ud af deres – ligeledes nyrenoverede – bygninger på Tåsingegade.

Ligheden mellem de to her fremdragne situationer består i, at disse beslutninger foretages (eller rettere: er blevne foretaget) efter et top-down-prinicip, der lader ethvert indspil fra de faktiske implicerede studenter, VIP’er eller beboere (eller, for at benytte FUPs terminologi: ’brugere’) ude af betragtning.

Indspil har det ellers, i begge de her nævnede situationer, ikke skortet på. Ligesom de studerende på det tidligere Teologiske Fakultet lige nu organiserer sig for at undgå det, de selv betegner som ødelæggelsen af et velfungerende studiemiljø, går beboerne på parkkollegierne (og andre, der støtter sagen) i hobetal sammen for at forsøge at råbe bestyrelsen op. Der laves støttegrupper, hjemmesider, presseindslag og protestmøder.

Ej heller fattes sobre argumenter hos disse protestbevægelser. De studerende på det tidligere Teologiske Fakultet frygter nemlig forringelse af studiemiljøet, bl.a. i kraft af nedlæggelsen af deres fagbibliotek og bortarkivering af bøger, der ikke er ’hyppigt anvendte/udlånte’, som det hedder. Beboerne på parkkollegierne ser en alvorlig forringelse af kollegielivet ved ombygningen, ligesom de påpeger misforholdet mellem reduktionen i kollegiernes værelsesantal og det fremdeles udtalte behov for at huse studerende i Aarhus.

Hvad de omfattende protester til gengæld savner, er simpelthen nogen, der lytter. Ledelse og bestyrelse forbeholder sig i begge disse sager den suveræne beslutningsret. ’Brugerne’ inviteres ganske vist til møder og gives tid til at stille spørgsmål; men dette er blot for at informere dem om, hvilke beslutninger, der allerede er trufne, og som ’brugerne’ nu skal indstille sig på at leve med.

Så prisværdigt det end er, at FUP og parkkollegiernes bestyrelse vil sætte ’brugerne’ i centrum og lave fremtidssikring, kunne det dog nok være ønskeligt for ’brugeren’ at have blot en liden indflydelse på, hvad hun bliver sat i centrum af. Det er dejligt, at man tager hensyn til ’brugernes’ behov, men den deduktive metode, man anvender for at bestemme disse behov, lader ikke til at være velvalgt. Fx er en del af kollegiebestyrelsens begrundelse for ombygningen, at de ’gætter på, at kvinder ikke finder det specielt tillokkende at skulle dele bad og toilet med 14 andre’, som bestyrelsesformanden et sted udtaler. Med denne vending hentyder han ganske vist til kollegiernes skæve kønsfordeling. Men, som beboerne spørger, hvorfor er denne overhovedet et problem? Ydermere kan man spørge sig, om det virkelig er optimalt at basere så vigtige valg som disse på gæt, når nu ’brugerbehovets’ empiriske virkelighed så højrøstet falbyder sig?

Alle ved, at universitetsdemokratiet er dødt forlængst, men den nye universitetslov præciserer, at det påhviler ledelsen at sikre de studerende og de ansatte medindflydelse. Aarhus Universitets billede af denne medindflydelse synes at være at forelægge beslutninger til drøftelse, efter at de er taget.

torsdag den 1. december 2011

Dekanalt diktatur: mega-size fits all !

Uigennemsigtighed, kassetænkning og topledelsens banken underledere på plads er elementer i det våde fusionscirkus på KU.

Den almindelige universitetsbefolkning har igennem den sidste tid kunnet følge med fra sidelinien*) i den topstyrede fusionsproces på de våde fakulteter på KU. Som vi beskrev det d. 28/9 (her) er det lettere bizart at se, hvordan en håndfuld magtfulde managers uden faglige argumenter kan gennemtrumfe så gennemgribende organisatoriske ændringer, når argumenterne for dem er så tvivlsomme, som de er.
Det er forstemmende, men i en vis udstrækning forståeligt, at så relativt få protesterer offentligt - en stille hovedrysten har været den dominerende diskrete protestform. Det kan muligvis skyldes, at folk er bange for at blive fyret, eller ønsker at positionere sig bedst med indsigten i de reelle magtforhold, eller bare har det bedst med at bruge energi på ting, der er en vis fornuft i, mens den verden som management udgør, opfattes - selv af institutledere - som irrationel og drevet af en logik hinsides det faglige og saglige.
Man må spørge: hvis der har været problemer med et fagligt overlap mellem fx de fysikere, kemikere og matematikere, der sidder på LIFE's Institut for Grundforskning, og deres tilsvarende kolleger på NBI og HCØ på det naturvidenskabelige fakultet (noget jeg iøvrigt ikke har set analyseret), hvorfor kan man så ikke blot finde konkrete måder, de enkelte forskningsgrupper kan øge deres samarbejde på?
Der er forkel på at undersøtte faglige synergier og samarbejder, og gennemtrumfe en "one mega-size fits all"-model, der som princip knæsætter, at alle institutter skal være over 100 medarbejdere. Hvad er problemet i, at fx IND (naturfagsdidaktik) og DIKU (datalogi) hører til fakultetets mindre institutter? IND er jo af Nat-dekanen selv opgraderet fra center til institut for godt fire år siden, og på IND er man glade for sin institutstatus og det 'brand' som Danmarks største didaktiske miljø, som holdet her har arbejdet på at opbygge. Hverken IND, DIKU eller IMF (Institut for de Matematiske Fag) har ønsket fusion.
For at give et eksempel på de forsøg, der trods alt har været fra de faglige miljøers side på at argumentere rationelt imod dekanernes "grovskitse", kan vi tage matematik. Her protesterede seks forskergruppeledere, Susanne Ditlevsen, Ian Kiming, Ib Madsen, Bergfinnur Durhuus, Ryszard Nest og Mogens Steffensen. I et høringssvar til dekan N. O Andersen af 25/10 anfører de seks forskere:
"At lægge matematik og statistik ved LIFE, eller dele deraf, ind under IMF anser vi for en naturlig konsekvens af fusionen, som vil være uproblematisk både fagligt og administrativt, da statistik generelt anses for at være et matematisk fag. Reelle faglige synergieffekter kan imidlertid kun forventes at opstå ved en fysisk sammenlægning af enhederne.

Helt anderledes forholder det sig med datalogi. Det er udtryk for et stærkt forældet syn på datalogi at regne det for meget nært beslægtet med de matematiske fag, selvom det i sit udspring og i sin tidlige udvikling var stærkt inspireret af matematik og stadig anvender avanceret matematik i nogle af dets discipliner, ligesom fysisk gør. Den kraftige udvikling af datalogi i andre retninger end matematisk har man både internationalt og nationalt (bortset fra Syddansk Universitet) forlængst taget konsekvensen af, således at der idag stort set ikke findes matematikinstitutter af betydning, som også omfatter datalogi. Dette indebærer ikke, at vi ikke anser det for et vigtigt mål at udnytte og forstærke forskningsmæssige kontaktflader mellem fagene. Der er i forvejen gang i værdifuldt samarbejde mellem grupper af medarbejdere ved IMF og DIKU, men en administrativ sammenlægning vil hverken fremme eller obstruere en videre udvikling heraf.

Netop på grund af fagenes forskellighed m.h.t. metode og formål vil et sammenlagt IMF og DIKU ikke kunne administreres på kvalificeret vis uden en opdeling i afdelinger, altså indførelse af et yderligere administrativt lag, og med risiko for en opdeling af de matematiske fag stik imod de senere års positive udvikling mod et samlet IMF med en stærk fælles identitet. Denne udvikling er ikke mindst begrundet i de stærke undervisningsmæssige relationer mellem de matematiske fag, som der ikke er samme behov og tradition for m.h.t. datalogi.

Endelig skal det påpeges, at en sammenlægning af IMF og DIKU, på grund af de to discipliners forskellighed, vil medvirke til at udviske begge fags profil, både i det internationale forskersamfund og ikke mindst overfor studerende, for hvem faglig identitet er en vigtig motivationsfaktor og drivkraft; vi risikerer at miste tiltrækningskraft.

Alt i alt ser vi ingen væsentlige fordele ved den foreslåede sammenlægning af IMF og DIKU. Der foreligger ikke solide argumenter for at foretage dette omsiggribende eksperiment, som går stik imod international praksis, og som vil kunne medføre en række væsentlige ulemper af både faglig, undervisningsmæssig og administrativ karakter for begge institutter."
Hvad er dekanatets svar? At sidde argumenterne overhørig, og med slet skjult arrogance, i det endelige "input" til bestyrelsen for KU, at skrive
"Fakultetsledelserne ser i kommentarerne et betydeligt engagement fra ansattes og studerendes side. En række kommentarer har ledt til justering af de organisatoriske rammer for enkelte institutter i grovskitsen, hvor der her særligt skal peges på forslaget om at inkludere Institut for Naturfagenes Didaktik (IND) som en fag-/forskergruppe i Department of Mathematics, Statistics and Computer Science." (s. 7 i: "Bidrag fra LIFE og NAT til beslutningsgrundlag, der skal forelægges bestyrelsen den 15. december 2011", Det Biovidenskabelige Fakultet og Det Naturvidenskabelige Fakultet d. 25/11-2011)
Det, ledelsen her henviser til er kun, at IND var grovskitsens varme grød hvis højere skæbne man i første omgang gik udenom, IND var en anomali, mere end en stabsfunktion (med egen forskning med et vigtigt mål nemlig bedre undervisning og mindre frafald), men alt for lille til uni-size i dekanatets snævre opfattelse af institutstørrelse.
Når dekanatet således selv skaber et dilemma, må konsulentbistand træde til; en arbejdsgruppe nedsættes med en afdelingsdirektør i IBM Søren Damgaard som formand og deltagelse af DIKU's institutleder. Gruppen barsler så d. 15/11 med en rapport ("Analyse af forskning og undervisning inden for it på Københavns Universitet"), som i første omgang holdes hemmelig for medarbejderne på de implicerede institutter, og som anbefaler, at IND og DIKU slås sammen, men at der samtidig skabes en centerlignende konstruktion på tværs af fakulteter, "et tværfagligt Copenhagen Center for Informatics (CCI)" som må formodes at skulle bruges bl.a. som brevpapir til at søge eksterne midler, måske lidt ligesom de tværfaglige klynger og deres spin-off centre.

Institutlederne på IND og DIKU havde som egen lønlig højeste prioritet at forblive selvstændige institutter, da de grundlæggende deler den faglige vurdering af meningsløse fusioner som de 6 matematikere ovenfor. Men samtidig er de så "pragmatiske", at de fremfor "at have ret men køres over af en lastbil", hellere vil tie og overleve, dvs. forsøge at agere strategisk ved at tilslutte sig en ringere løsning a la den hemmelige rapports idé. Denne blev først frigivet på intranet sidst i november - jeg fatter ikke hvorfor den skulle holdes hemmelig. Men i dekanernes input til bestyrelsen optræder rapporten blot som et bilag og man fremturer med en sammenlægning af matematik, datalogi og didaktik.
Instituttet skal hedde "Department of Mathematics, Statistics and Computer Science", men bliver også et institut for didaktik og vidensskabsteori (sidstnævnte fordi Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier allerede tidligere i år blev tvunget ind under IND, som omtalt her). Kilder på fakultetet vil vide, at institutleder på IMF, Erik Kjær Pedersen opfatter sig som fyret (heldigt for ham at han kan gå tilbage til sit professor-job på instituttet), og reelt er fusionen netop også dette: De nuværende mellemledere fritstilles, og kan efter eget ønske søge jobbet som leder af et af de nye megainstitutter.
Institutter på dagens universiteter er ved at miste deres betydning som faglige enheder, og overgår til at være administrative serviceenheder samt styringsredskaber i topledelsens udøvelse af magt og forvaltning. Hvad med den faglige identitet?
Hvad med den status, som de faglige miljøer igennem et institut kan oparbejde i offentligheden, som fx Institut for Statskundskab (nu en saga blot på AU) eller institutter som DIKU, Institut for Idræt, for slet ikke at tale om de geologiske og geografiske fags institutter, nu truet på KU? Hvis fire fakulteter skal fusioneres til to, hvorfor skal så alle institutter partout berøres? Tæller faglige argumenter ikke længere på universitetet?

*) noter
"Fusionsprojekt uændret efter første høring" (Universitetsavisen 19/10), Universitetsavisens opsamling "Alt om fusioner" (her); "Det færdige fusionsoplæg fra LIFE og NAT", KU-intranet (med dokumenter) sidst rettet 28/11 (kopi); og tilsvarende for SUND/Farma; "KU-dekaner laver tvangsfusioner" (Forskerforum 28/11); "Nu skal bestyrelsen bare sige ja" (Universitetsavisen 29/11-2011). Der er bestyrelsesmøder d. 6. dec. (hvor det ikke er på dagsordenen) og den 15. dec. (hvor dagsordenen endnu ikke er tilgængelig). Det er iøvrigt kritisabelt at offentliggørelsen af referater halter langt bagefter.

tirsdag den 29. november 2011

Valg … af hvem?

af Henrik Vase Frandsen

Med valget til diverse råd og nævn på universiteterne står man med … nå ja: Et valg. Hvem skal man stemme på? Hvad vil kandidaterne? På Aarhus Universitet er det hele ekstra mudret grundet reformprocessen, der nu kører på andet år. Derfor er det specielt interessant, hvad kandidaterne til bestyrelsen vil arbejde for. Aarhus Universitet skal vedtage ny strategi i den kommende periode, og der skal formentlig også ansættes en ny rektor efter Lauritz B. Holm-Nielsen. Store opgaver, men hvad tænker kandidaterne? Hvad vil de?

De afgående medarbejderrepræsentanter har ikke været ubetinget heldige. En markant udtalelse faldt fra Erik Strange Petersen sidste år, i forbindelse med fyring af tre VIP fra det daværende DPU. Prikke-kriteriet var forskningsmæssig relevans – og derfra kørte så polemikken i forskellige medier om forskningsfrihed vs. ledelsesregime. Jeg var selv en af de prikkede (blev dog ikke fyret), og kan ikke på nogen måde hævde objektiv dømmekraft i denne sag. Men bemærkelsesværdigt var det alligevel, at en medarbejderrepræsentant i bestyrelsen frejdigt kunne udtale: ”Man må acceptere, at det kan være nødvendigt at skære kagen anderledes, uden at det skal være en krænkelse af forskningsfriheden”. Den holdning var nærmest identisk med universitetsdirektør Jørgen Jørgensens: ”Som ledelse kan det være nødvendigt at justere og prioritere anderledes. Og det vil man aldrig kunne, hvis man hver gang trækker kortet med forskningsfrihed” (se UNIVERS). Der var ikke meget opbakning til den stærke frie faglighed hos disse to; men så meget mere samdrægtighed om ledelsesretten.

En anden episode handler om tvangsforflytning af forskere i børnelitteratur samt forskere i IT og læring fra Campus Emdrup til Århus. Ingen har kunnet opspore solide faglige argumenter for denne beslutning – og så er det man tænker, at argumenterne må være nogle mere dulgte og uigennemskuelige. Men da sagen lander på bestyrelsens bord i april i år, bliver referatet følgende:
”Dekan Mette Thunø omdelte et notat og orienterede om håndteringen af henvendelsen, sendt i kopi den 15. april 2011 til bestyrelsens medlemmer, fra medarbejdere ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) vedrørende personaleoverflytninger fra det tidligere DPU i Emdrup til Aarhus. Henvendelsen faldt uden for bestyrelsens kompetence, men bestyrelsen udtrykte sin fulde opbakning til universitetsledelsens beslutning. Formanden ville sende et svar fra bestyrelsen” (se her)
Den sag går nu sin egen skæve gang: IT-folkene er i høj kurs og har fået andre stillinger i København, og derfor kommer ’synergieffekten’ kun til at ’styrke’ børnelitteraturen – i Århus. Shit happens both ways – kan man sige. Men man undrer sig over, at der ikke stilles det mindste spørgsmål til denne notorisk dårligt begrundede beslutning. Heller ikke fra medarbejderrepræsentanterne Erik Strange Petersen og Martin Tang Jørgensen.

Der er mange andre ting at blive irriteret over på Aarhus Universitet: DPU skal nu benchmarkes på tre parametre: Dagtilbud, grundskole og livslang læring. Ifølge den nye institutleder er dette bestyrelsens pålæg. Men hvorfor har bestyrelsen besluttet dette? Hvorfor går medarbejderrepræsentanterne med til at beslutte sådan noget? Man kan tilsvarende beslutte, at Farmaceuter skal benchmarkes på lægsmerter og hovedpine, Teologi på Markusevangeliet kapitel 3, 6, og 10, og Musikvidenskab på Bach og Savage Rose. Giver det mening? Man undres: Hvorfor siger medarbejderrepræsentanterne ingenting om faglig autonomi?

Og der er endnu flere irritationsmomenter: I det nye Aarhus universitet skal forskere organiseres i forskningsprogrammer, eftersom institutterne er blevet for store. Men programmerne må ikke hedde noget, der minder om fag. Det er rektors beslutning – det siger alle. Jeg går ud fra, at rektor også her har bestyrelsens ”fulde opbakning” – inklusive de to VIP-medarbejderrepræsentanters. Blot er der ingen, der forstår hvorfor. Filosofi må altså ikke hedde filosofi mere, psykologi må ikke mere hedde psykologi osv. Samtidig skal man høre om ’dybere sammenhænge’, ’fokuseret talentudvikling’ osv. Det er noget pjat, men mere alvorligt: Det er til at blive skæv i hovedet af.

Min ønskekandidat til bestyrelsen har nogle enkle sigtepunkter: Genetablering af fagligheden, og genetablering af saglig kommunikation på Aarhus Universitet.

Men jeg ved ikke, hvad kandidaterne vil. Er der nogen, der ved det?


Henrik Vase Frandsen
Lektor, Fagmiljø for pædagogisk filosofi (ups! – kom til at nævne en faglighed)
Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

PS: Ved ihærdig søgen og lidt hjælp er det lykkedes at finde nogle hensigtserklæringer fra kandidaterne (link), offentliggjort samme dag som valget er åbnet (i dag, 29. nov.). Man kunne ønske sig mulighed for en åben debat, men sådan foregår det ikke på AU’s hjemmeside. Nogle af erklæringerne giver dog et lyspunkt: Også andre føler sig skæve i hovedet.

søndag den 20. november 2011

Politisk epistemologi - ny ph.d.-afhandling

hentet fra hum.ku.dk/kalender/2011/november/politisk-epistemologi/

David Budtz Pedersen forsvarer sin ph.d.-afhandling:

Politisk epistemologi. Om begrundelser, normer og konsekvenser af nye organisationsformer i offentlige vidensinstitutioner

Tid: 25. november 2011 kl. 13.00 - af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis 13.00

Sted: København, Studiestræde 6, Studiegården, Anneks A

Arrangør: Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet

Bedømmelsesudvalg:
Lektor Jan Faye, formand (Københavns Universitet)
Professor Aant Elzinga (Göteborgs Universitet)
Docent Karen Siune (Aarhus Universitet)

Leder af forsvarshandlingen:
Lektor Maja Horst (Københavns Universitet)


Et antal eksemplarer af afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Njalsgade 76.
Et resumme af afhandlingen kan ses her:
http://hum.ku.dk/kalender/2011/november/politisk-epistemologi/Resume.pdf/

mandag den 14. november 2011

Kineserier

af Søren Nors Nielsen

Triple A - Aldrende Arbejdsløs Akademiker
Hvad gør man (ikke), når man i en relativt høj alder (56) bliver fyret fra det universitet, hos hvilket man har lagt al sin identitet gennem rigtig mange år - faktisk siden man selv blev studerende - og man så lige pludselig får et brev, hvori der står, at man er ’den, der bedst kan undværes’? Færdigt arbejde!

Gode råd er dyre. Statistikkerne for min aldersgruppe taler deres uhyggeligt klare sprog, og man skal være ualmindelig jubeloptimist, hvis ikke man er i stand til at kapere deres budskab om: Du kommer aldrig i arbejde igen! Så meget for de sociale hensyn man hævder at tage i betragtning ved fyringer.

Nuvel, sir man så til sig selv, du må se at få tiden til at gå, til du kan gå på efterløn, omend det langtfra bliver den problemfri alderdom, vel nok de fleste drømmer om. Man kan rolig glemme alt om, at ens ekspertise skulle være specielt efterspurgt, eftersom der er fyret adskillige med lignende kompetencer og man er jo også selv blevet temmelig specialiseret gennem 25+ års arbejde indenfor mere eller mindre det samme felt. Det korte af det lange er/var (worst, men også realistisk case) for mit vedkommende, at få 4 år til at gå med maksimalt 2 års understøttelse. Usikkerheden skyldes at jeg har bevaret mit meget essentielle faglige ophæng, nemlig som medredaktør på et af det større tidsskrifter indenfor mit område. Indsatsen her er beregnet til 2 timer ugentligt, opgivet til fortrinsvis at være i fritiden (lørdag, søndag). Dette diskvalificerer mig til gengæld, ikke alene i forbindelse med muligheden for at modtage kurser, der kunne bruges til at bringe mig videre, men påvirker altså også dagpengeperioden.

Dernæst møder man det monstrum af alle de tænkelige, men også utænkelige, uigennemtænkte urimeligheder, som den arbejdsløses ’hverdag’ efterhånden har udviklet sig til. Man tror det er løgn, før man selv har prøvet det. Mindst tre forskellige instanser indsamler informationer om stort set det samme, uden at dele dem med hinanden. Det eneste de synes, at have til fælles er, at de ikke bringer een videre jvf. ovenstående. Tværtimod virker det som om, at man har gjort stort set alt, hvad man kan gøre for at forhindre ældre arbejdsløse akademikere i at komme videre.

En anden ting er, at en stor del af mit netværk ligger i udlandet, og det ville være smart, at jeg som arbejdsløs kunne påtage mig at være behjælpelig med at lave de ansøgninger, der skal til for at bringe mig selv i arbejde igen. Det har da heller ikke skortet på opfordringer hertil. Behjertede kollegaer i diverse lande vil gerne betale rejse og ophold, men jeg må kun rejse ud i 5 dage af gangen, med afrejse mandag og hjemkomst fredag, - efter godkendt ansøgning på rette sted forstås. Skal jeg investere den måned, der skal til for at lave en bare nogenlunde ansøgning, kræver det altså mindst det firdobbelte antal rejser med deraf følgende større ’ecological footprint’.

Rød lejesvend
En kontakt, skabt gennem en tidligere kollega, har imidlertid givet mig et tiltrængt omend noget eksotisk åndehul, nemlig som visiting professor ved East China Normal University (ECNU), på State Key Laboratory for Estuarine and Coastal Research i Shanghai. Her beskæftiger man sig med alt muligt, der kan påvirke kystnære imråder, lige fra masseforekomster af alger i Det Gule Hav, miljøeffekter af den reducerede mængde af sedimenter, der transporteres med Yangtse, som følge af konstruktionen af ’Three Gorges Dam’, til problemer forbundet med at skaffe vand til Shanghais 23 millioner indbyggere og få det renset igen. Sidst men ikke mindst altså også modellering og ecological engineering (øko-teknologi), som vel må anses for at være mine spidskompetencer. Min arbejdsbeskrivelse lød på beskedne undervisningsforpligtelser, og hovedvægten af mit arbejde liggende i vejledning af studerende og hjælp til artikelskrivning.

Det er en stor oplevelse, på godt og ondt. Det positive dominerer heldigvis og udgøres væsentligst af alle de mange nye kontakter, der bliver skabt, og den dybe indsigt man får i dette land. Det negative er mestendels, at der ikke har været råd til at tage noget socialt hensyn til familien derhjemme og økonomien er også belastet, idet lønnen ligger på niveau med den danske understøttelse. Men altså, det var bare om at komme afsted, omend de praktiske forberedelser, klargøring af aftaler, afklaring af skattemæssige forhold var noget tidskrævende. Der nåede alt i alt at gå mere end 9 måneder, før jeg kom af sted til de i alt 4 måneders ansættelse.

Jeg ankom 1. august, på et for kineserne lidt upraktisk tidspunkt, nemlig en måned inden semesterstart, men det viste sig hurtigt, at det faktisk var godt med lidt respit til at vænne sig til det meget, der er anderledes. Jeg var blevet stillet et hotelophold på universitetets eget hotel i udsigt, men en cirka ti dage inden min afrejse, fik jeg at vide, at man havde skaffet mig en lejlighed en halv times gang fra campus. Pludselig var der problemer af en anden karakter, der skulle løses, for hvordan får man en daglidag op at stå i nogle omgivelser, hvor ingen taler spor engelsk. Selv simple indkøb er ikke længere en trivialitet, når man ikke kan læse, hvad er står på indpakningen. Alt hvad jeg kunne genkende ved mit første indkøbsforsøg var Nescafe, Budweiser, Heineken og Kjeldsens buttercookies, det blev dog ved kaffen, i den kinesiske, billigere og faktisk bedre udgave. Senere har jeg selvfølgelig fundet Cola og Whiskas, men så er det også det.
(klik på billedet
for at forstørre)
En anden ting jeg har fået oplevet i kraft af min tidlige ankomst var, at der ca. 14 dage før semesterstart pludselig på campus indfandt sig en mængde unge mennesker i blå og grønne camouflage uniformer, disse blev konstant excerseret rundt på diverse steder på området til råbene: ”yi, er, san, si, yi, er, san, si ...” (som 1,2,3,4 hedder på kinesisk). Det viste sig at være de nye masterstuderende, der blev hundset rundt med, for at give dem en god disciplinær indgang til studiet. Så kan de lære (det) kan de :-)

Det er dog mit indtryk, at der er et stærkt familiært forhold, eller i hvert fald knyttes nogle tætte bånd mellem studerende og undervisere, i hvert fald i en grad der forekommer påfaldende når man sammenligner med Danmark. Det sociale aspekt kan måske også styrkes af, at hver underviser ikke har særligt mange studerende tilknyttet. For som man siger her, satser man entydigt på kvalitet af de studerende i stedet for kvantitet. Tankevækkende.

Om at undervise - på ’kinesisk’
Afviklingen af mit eget kursus bød dog på noget af en overraskelse, idet det startede relativt tidligt i semestret, og dermed var et af de få kurser, der kørte de første uger. Dette bevirkede at jeg i stedet for de ca. 15-20 studerende, som jeg havde fået at vide, jeg skulle forvente, pludselig stod med ca. 45 tilhørere, spændende fra studerende først på studiet, over mere erfarne til både PhD-studerende, post docs og adjunkter.

Hvad der dog bød på en endnu større overraskelse var, at de principper, jeg nu har undervist efter i mere end 25 år, ikke umiddelbart lader sig praktisere her. Jeg har ellers, gennem mere end 60 kurser indenfor modellering af diverse miljøproblemer i Danmark og i mange lande, haft stor succes med at lade de studerende selv vælge det projekt som de ville kaste sig over. Denne erfaring, som jeg og andre kollegaer har gjort med hensyn anvendelsen af en sådan metode, er i øvrigt opnået gennem praktisk anvendelse, og er sjovt nok i overensstemmelse med principper, som på mere teoretisk plan er foreslået af Knud Illeris fra RUC. Selvom der med Kinas nuværende enorme vækst burde være nok af relevante problemstillinger at tage af, viste det sig hurtigt komplet umuligt at anvende denne metode. Der skal simpelthen sættes en fast opgave.

Også her afbrydes undervisningen idelig af mobiltelefoner, det synes dog udbredt accepteret ikke at slukke den. Derudover er de studerende også begyndt at sidde og surfe, mens der bliver forelæst. Det er dog svært at sige om det påvirker de efterfølgende spørgsmål eller om det kun drejer sig om rent sproglige problemer. Faktum er dog, at de studerende her som hjemme ikke kun koncentrerer sig om at lytte, men også lige skal chatte, på den kinesiske ’face-book’, ordne or besvare e-mails og SMS’er samtidig med undervisningen.

Om Tværfaglighed - her og hisset
De første par uger bød på adskillige besøg af forskere fra diverse steder i verden, dog stærkt domineret af amerikanere, idet ECNU indgår som en del af et netværk der indgår i en del samarbejdskontrakter mellem Kina og USA. Der var således en hel del interessante indlæg, hvor jeg efterfølgende, som det var blevet gjort mig klart, at man forventede det, deltog aktivt i diskussionerne. Dette medførte senere nogle bemærkninger og spørgsmål fra studerende og lektorer ved instituttet til mig angående det ganske uventede i bredden af mine kommentarer. Hvordan kunne jeg som computer-nørd vide noget om biologi? Dette illustrerer tydeligt at det tværfaglige, det multi-, inter- og trans-disciplinære aspekt, der hævdes at være så centralt i ’post-normal science’, også her har det svært. Jeg var i deres øjne ’kun’ modellør og ikke andet. Jeg blev derfor hurtigt efter et par af disse møder spurgt om, hvor jeg havde al den anden viden fra. Jeg kunne ikke svare meget andet end, at jeg jo egentlig var uddannet biolog og gennem mere en 17 år havde arbejdet på projekter, der hovedsagelig havde centreret omkring biogeokemiske kredsløb i diverse akvatiske systemer, og at det på en eller anden måde formodentlig havde givet en ballast, som jeg iøvrigt selv sætter pris på i denne situation.

Det er vel i sidste ende også en del af forklaringen på, at jeg er her, nemlig at man efterspørger den erfaring og det overblik, som man altså ikke kunne bruge i Danmark. Kineserne har med deres anvendelse af integrerede systemer stor praktisk erfaring med alle former for øko-teknologi, og er derfor utroligt åbne og positive overfor alternative løsningsmodeller. Her kunne vi sagtens lære noget af dem, og øget samarbejde er givetvis en del af vejen. Således havde jeg nok faktisk forventet noget andet lige på dette område.

Men det er faktisk foruroligende at registrere, at det tværfaglige overblik globalt har det så svært for tiden, for det er bestemt ikke noget kinesisk fænomen. Jeg har siden 1991 undervist en del i Portugal, og de seneste par år har kurserne været givet under ERASMUS-Mundus programmet, hvilket bogstaveligt talt har givet mig lejlighed til at møde alverdens studerende. Det synes som om, at dette element efterhånden er helt udeladt af undervisningsagendaerne verden over, og at den neo-liberale forskningspolitik, der har været ført, ikke mindst i Europa har gen-indført et middelalderligt atomistisk verdensbillede i forskningen. Den eneste rigtige forskning er reduktionistisk og ’small-scale’, eks. bioteknologi, genmanipulering og nanoteknologi. Ikke mindst derfor, har miljøet det hårdt.

En sådan udvikling er nemlig, set fra et miljøsynspunkt stærkt beklagelig, da ikke mindst miljøproblemer specielt kræver denne tværfaglige indsigt. Den massakre, som den seneste regerings politik har udløst på ansatte indenfor universitetsområdet, har rådet ubodelig skade på dette felt. Vi har været nogle ret begrænsede men også stærkt priviligerede årgange, der har fået lov til at blive undervist på en (forsvarlig) måde, der kan bibringe en sådan indsigt. Men hvem, har man egentlig tænkt sig, skal bære traditionen videre og undervise de nye studerende og fremtidige generationer af forskere efter samme principper?

Gæsteboligen på forskerstationen ved
Chongxi Wetland Research Center

Forskningsfred
En af de større oplevelser har været mine udstationeringer på instituttets forskningsstation, beliggende på den vestlige ende af øen Chongming midt i Yangtse floden nord for Shanghai. Især nu efter at mine egentlige konfrontationstimer er ovre, har jeg kunnet været der en del. Det giver også god mening, idet flere af de studerende, jeg skal vejlede, for det meste befinder sig der for at tage prøver og udføre forsøg. På mange måder er det så langt væk fra Shanghai, man kan komme. Der er ikke megen larm, andet end den man selv laver, faste spisetider med god mad, 7.30, 11.30 og 17.00, og så kan man bare koncentrere sig om at forske, skrive og reviewe, og hvad man ellers bliver bedt om. Jeg arbejder ofte koncentreret et par timer og kigger så fugle 10-15 minutter, laver en ny kop grøn te eller kaffe, og går så i gang igen. Det bliver ofte til 10-12 timers arbejdsdag, uden at man overhovedet mærker det, og så kan jeg slumre ind til bølgeskvulpet fra floden 5 meter fra mit vindue, for så at vågne ved de første fiskerbåde, der tøffer ud ved 6-tiden. Et forfriskende bad og dagens første fugletur i morgengryet, mens jeg venter på morgenmadens ankomst. Utroligt hvad en sådan afstressende atmosfære kan gøre for ens effektivitet. Skrivefreden er guld værd, jeg er vel foreløbig oppe på selv at have skrevet eller været involveret i omkring 8 artikler. Der lå allerede fra min egen hånd adskillige udkast, som jeg nu endelig fik mulighed for at færdiggøre.

En udsigt over Yangtse - fem meter fra min balkon

Turen her til øen varer mindst en halv dag, og jeg er desværre ikke i stand til at gennemføre den alene - endnu. Problemet er simpelthen, at jeg ikke kan købe en billet til andet end metroen, men som altså ikke strækker sig hele vejen. På et eller andet tidspunkt skal man med en bus eller båd, men hvilken? Shanghai byder officielt på 1000 buslinier, så der er nok at vælge imellem. Desværre er det ikke lykkedes mig at finde en rutefortegnelse eller lignende på engelsk. Så jeg hægter mig som regel på en eller anden, der tilfældigvis skal til eller fra øen på de dage, der passer bedst. Min ledsager har så den fordel, at universitetet betaler en taxa på de mere besværlige strækninger.

Et tog der kører stærkt
Når opholdet på forskerstationen står i så skærende kontrast til bylivet, skyldes det ikke mindst, at alt i Shanghai ’kører’ i meget, meget højt tempo. Mange i min omgangskreds har ligefrem udtrykt bekymring for, at det måske også går for stærkt ind imellem. Landlivet på øen virker ikke kun roligt, men også relativt velhavende. Husene er ret store og formodes at være lejet af personer (man kan ikke eje jord men godt bygge), der måske arbejder i Shanghai, og har ladet en del familien blive her for at dyrke jorden (man kan ikke få lov at flytte til øen uden at være født der). Chongming er et stort frodigt landbrug og en del natur og bliver derfor kaldt Shanghais have. Her produceres en stor del af de landbrugsprodukter, der sælges i Shanghai til en relativ høj pris sammenlignet med andre steder. Levefoden virker således langt højere end i de små distrikter, der i Shanghai stadig (i min bydel i hvert fald) gemmer sig mellem de store luksuriøse bygninger, omgivet af parkeringspladser med luksusbiler og små idylliske haver. Ind imellem denne modernitet findes altså stadig nogle enklaver som kineserne selv kalder for ’landet i byen’ (formodenlig reminiscenser af nogle af de landsbysmåsamfund, som udgjorde det oprindelige Shanghai). De har ganske rigtigt noget ruralt over sig, som efter sigende minder om de mere fattige landdistrikter i det vestlige Kina. Her bor så en stor del af de personer der holder noget af maskineriet igang og rent! Mange lever simpelthen af at feje, bortskaffe affald og sortere det det. Pap, flasker, papir, plastic, flamingokasser, alt sorteres til mindste størrelse. En teknokratisk løsning på affaldsproblemet ville være at etablere et system, som det vi ser de fleste steder i vor del af verden, men hvad skulle disse mennesker så leve af?

Jo, - det er en spændende tid at være her og opleve ikke mindst de nye teknologier der har vundet indpas. Tag en tur med metroen, og vel nok 80% omkring dig vil sidde og beskæftige sig med en eller anden elektronisk gadget, selvfølgelig noget der er stærkt aldersrelateret. Jo toget kører stærkt, og man kan frygte at nogle, specielt de fattige og ældre, er ved at blive hægtet af, hvis de da ikke allerede er det.


et obligatorisk dumpling-kursus - der bestås


Det færdige resultat



Detalje fra inskription på soklen af Mao-monumentet på øverste foto:
"Seek truth, foster originality,
and live up to the name of teacher"


onsdag den 9. november 2011

Postuniversitetet udleveret

... af Postdanmark! Hvor er der bare postmoderne! Tro det eller ej, Postdanmark har netop stillet diagnosen på dagens universitet. Vi bestilte på mit institut en vare og forsøgte at spore forsendelsen, da den ikke dukkede op. Det kan man via Postdanmark. Her var hvad de skrev, beroligende i forhold til pakken, og foruroligende præcist i forhold til universitetet:
7.11., 17:02 Ankommet til Københavns Pakkecenter
8.11., 07:50 Ankommet til omdeling Pakkedist.Kbh.
8.11., 14:19 Henligger til næste omdeling
9.11., 10:41 Udleveret til liberalt erhverv
Det er netop, hvad universiteterne blev af den tidligere regering! Den universitetstype, der fulgte, da også fået ganske sigende navne som akademisk kapitalisme, det entrepreneuriske universitet, postakademisk forskning m.v. Vi skal ikke gentage diagnoserne her, tænk blot på fænomener som den enstrengede og ovenfra ansatte ledelse, majoriteten af eksterne bestyrelsesmedlemmer, den stadigt svindende andel af basismidler og den vilde kamp om eksterne bevillinger. Lad os håbe den nye regering kan rette lidt op på skuden så sygdommene kan kureres, eller i al fald lindres, og at diagnosen ikke snarere er en prognose.

Det ville gå ud over vidensdiversiteten – og måske anspore til en ny postromantisk unipoesi?

Udleveret på købmandens bjerge. Se dog hvor lille, se:
ordenes sidste landsby, og højere, men
stadig hvor lille, endnu en allersidste
kundskabens gård. Kan du erkende den?
Udsat på købmandens bjerge. Stengrund
under min hånd. Her blomstrer vel noget
tøvende op, på det stumme fjeldstyrt blomstrer
en uvidende urt syngende frem.
Ak, men den vidende? Den, som begyndte at vide
og tier nu, udsat på købmandens bjerge.
Dér går vel med sluttet bevidsthed
mange omkring, mangen en sikker leder
vandrer og hviler. Og store sikrede embedsmænd
kredser om tindernes rene vægring. – Men her
værgeløs, udsat på købmandens bjerge…


ps
undskyld, Rainer!

søndag den 6. november 2011

Så tænk da stort om humaniora!

Humaniora har det slemt, måske endda kronisk slemt? Se blot på de seneste indlæg her på bloggen. Hvorfor er det altid humanister – som jo rent økonomisk fylder som peanuts i det samlede regnskab – der mest skal være i forsvarsposition, og som synes hårdest ramt af nedskæringer? Somme tider endda fyringer, jeg har – og nu gider jeg ikke længere tie stille med den information – modtaget et ubekræftet forlydende om at de p.t. fyrer humanistiske forskere på SDU, Syddansk Universitet, på et af sprogfagene. Det er sgu' da utroligt! Hvorfor skal det foregå i stilhed? Hvorfor protesterer de ramte ikke højlydt? Hvor er fagforeningerne - vores fagforening, DM?

Nå, og hvorfor ikke tage og vende bøtten på hovedet og sige nu, nu må det høre op. Nu må der tænkes stort om humaniora. Hvis humaniora (af mystiske grunde) har været den grimme ælling i forskningspolitikken, så lad den nu komme ud af andegården og folde sig ud til en smuk svane!
Nogenlunde sådan lyder opfordringen fra to svenske humanister og idehistorikere Anders Ekström og Sverker Sörlin i det norske blad Forskningspolitikk no. 2, 2011 (her), som har stillet sig spørgsmålet om denne "fula ankunge" (som er grim ælling på svensk). Det er en meget vigtig kronik. Et par citater, frit oversat:
"Mere og mere er den den forskningspolitiske debat blevet forskudt i retning af at handle om økonomisk vækst og innovation. Og intet galt med det, vi har brug for innovation. Problemet er, at debatten er blevet så ensidig, at de som vil diskutere samfundsmæssige værdier, spørgsmål om historisk bevidsthed, erindring, tolerance, mening, tro, og som med energi engagerer sig i en kritisk diskussion om, hvad slags samfund vi lever i, og hvor vores politiske, økonomiske og kulturelle arrangementer er ved at føre os hen - at sådanne mennesker, som bemærkelsesværdigt ofte er humanister, opfattes som forstyrrende eller direkte unødvendige. (...)
Man kan faktisk spørge, om det virkelig er humaniora der er i krise eller det ikke snarere er en krise, som bunder i et samfund, der er besat af enkle og målbare fremgangsmåder, og som har svært ved at formulere, og frem for alt tilpasse menneskelige, kulturelle og økologiske værdier i modsætning til de rent økonomiske. Alle siger, at disse værdier skal følges ad og sammen vokse, men det ser det ikke ud til at de gør. Nedvurderingen af humaniora, både som forskningsfelt og af humanisternes kompetencer som individer, er i sig selv et tydeligt bevis."
Ud over at anerkende humanioras specifikke problemer, er tiden nu inde til at se nogle mere offensive udspil også fra de danske humanistiske miljøer.

fredag den 28. oktober 2011

Humaniora mangler ikke selvværd. Humaniora mangler penge!

af Charlotte Engberg, lektor, ph.d.

I en artikel i Politiken d. 21. okt. (omtalt nedenfor) antydes det, at humanister generelt skulle være kendetegnet ved et lavt selvværd. Der ligger heri en ubehagelig psykologisering af et strukturelt problem, som intet har med selvværd at gøre, men som derimod har at gøre med, at politikerne og bevilgende myndigheder i snart mange år ikke har værdsat det arbejde, der udføres på de humanistiske fag. Man har talt området ned parallelt med, at man økonomisk har forfordelt de humanistiske fag, både hvad undervisning og forskning angår. Når humanister sammen med deres kolleger indenfor de andre fagområder, mener at humaniora er det mindst prestigiøse fakultet, er det ikke udtryk for manglende selvværd for førstnævnte gruppe, men derimod udtryk for en nøgtern konstatering af, hvordan dele af omverdenen ser på deres fag.

Som nævnt i Cathrine Hasses kommentar er der sket et
"fald i de enheder, der arbejder med humanistisk forskning i Danmark. På de tilbageværende institutioner er der tale om ofte langvarige forblødninger. På KU-fransk var der 16 VIP'er i 1999 og 3 i dag. På tysk er det nogenlunde det samme. Siden 2003 er antallet af fastansatte litterater på RUC halveret. Et lille fag som folkloristik er nedlagt på KU. På CBS rasles med sablerne for at skære i de erhvervssproglige kandidatgrader i sprogene spansk, fransk og tysk. Mange andre truede områder kunne nævnes, men det er svært at få et mere konkret samlet overblik af nedskæringer på det humanistiske område. (...) I stedet for at skære ned og nedlægge burde fremsynede politikere investere i bedre betingelser for at den humanistiske mangfoldighed kan vokse og udvikle sig på egne præmisser."
Det er her problemet ligger! Nogle af de mest fremsynede dele af erhvervslivet har for længst indset behovet for et vitalt humaniora. Dels i form af viden inden for sprog, historie, litteratur og kulturstudier i bredeste forstand og dels i form af tværvidenskabelige samarbejder, der respekterer fagområdernes særkender og muligheder for at udvikle civilsamfundet og erhvervslivet i Danmark på måder, der kommer borgerne til gode. Det er derfor aldeles kontraproduktivt at styrke det ene område på bekostning af det andet. Ganske som det i længden vil vise sig ufrugtbart at hylde det umiddelbart anvendelige på bekostning af den langsigtede grundforskning både inden for naturvidenskaberne, samfundsvidenskaberne og de humanistiske videnskaber.

torsdag den 27. oktober 2011

Faglig viden og universitetsmanagement adskilles

Center for Børnelitteratur, der lå på DPU i Emdrup, skal tvangsforflyttes til Århus, som led i den topstyrede om- eller disorganisering af Aarhus Universitet. Vi skrev om sagen allerede 19/3-2011 (her) men det er tilsyneladende ikke blevet bedre. I et indlæg i AU-bladet Univers fra 18/10 (her) spørger AU-lektor Thomas Aastrup Rømer:
"Hvorfor skal dette ske? Er der nogen, der har ønsket det? Studerende? Forfatterskolen? Forlagene? De pædagogiske forskningsmiljøer? Skolerne? Dansklærerforeningen? Internationale litteraturforskningsmiljøer? Forskningsmiljøerne i Aarhus? Nej, ingen, og stort set alle har protesteret i alle mulige medier. Alle var glade og tilfredse, og børnelitteraturforskningen blomstrede som aldrig før, men nu skal det ødelægges. Ingen bifalder flytningen. Ingen! Men hvorfor gør dekanen dette?"
Det eneste svar må være, at dekaner skal vise deres chef, at de foretager sig noget, og en af de få synlige beviser for at de gør det, som endda bliver stående for eftertiden, er organisatoriske omlægninger. Og så under brug af de samme ulidelige mantraer om 'kritisk masse', styrkelse, synergier: her er uddrag af dekanens svar (samme sted):
"Når vi flytter en velfungerende forskningsenhed fra København til Aarhus, er det, fordi der her er potentiale til at skabe en større og endnu stærkere enhed. I Aarhus integreres Center for Børnelitteratur i Institut for Æstetik og Kommunikation, hvor centerets medarbejdere kan slutte sig til andre stærke miljøer inden for litteratur, medievidenskab og dramaturgi. Flere og flere børn og unge bevæger sig i dag sømløst rundt mellem forskellige medieplatforme, så her er der en række indlysende faglige overlap omkring børnekultur, som man på forskningssiden kan drage stor nytte af. Beliggenheden tæt på VIA UC med Danmarks største læreruddannelse er også en oplagt mulighed for samarbejde."
Jammen hvis børn kan bevæge sig rundt mellem medieplatforme, skulle man tro, at forskere kunne samarbejde på tværs, uden at skulle sidde klinet op ad de samme campus- eller institut-skilte!?

Århus-rokaderne sker og skete topstyret, uden ordentlig inddragelse af de faglige miljøer, som typisk ikke ønsker sammenlægninger og disorganisering af fx DMU, eller Det Humanistiske og Det Teologiske Fakultet. Det samme er nu ved at ske i København (se bloggen d. 28/9) — ironisk nok fordi de våde KU-dekaner har onde drømme om at "konkurrencen" fra AU/Emdrup, RUC og Aalborg i Ballerup vil frarøve dem studerende, hvis de ikke spiller med de organisatoriske "muskler". Det er den samme tomme retorik, der på én gang styrer og slører spillet. Læser man papirerne på KU-intranet i forbindelsen med reduktionen af fire våde fakulteter til to, er det samme mønster, der gør sig gældende. Der er så godt som ingen faglig opbakning til omlægningerne, men de faglige miljøer reagerer kun spagt defensivt, begrænser kritikken til det taktiske, og søger at redde hvad reddes kan, fordi man kynisk vurderer, at en egentlig protest er uden virkning: Så skandaløst topstyret er det universitetssystem, den nye forskningsminister har arvet fra Sander-epoken. Resultatet bliver nye lange klyngebetegnelser for megainstitutter (fx "Institut for Ernæring, Fysiologi og Idræt", "Institut for Matematik, Statistik og Datalogi") som - før de næste fyringsrunder - blot vil bestå af det samme elementer, der før var miljøer med en vis identitet.

onsdag den 26. oktober 2011

Tværvidenskab og det truede humanistiske koralrev

af Cathrine Hasse*

Det er ikke noget under at humaniora i dag opleves som det mindst prestigefyldte felt indenfor forskningen selvom der er blevet uddannet flere og flere humanistiske kandidater, og de ydermere efter endt uddannelse er blevet taget godt imod i det danske og udenlandske erhvervsliv og samfund.

Alligevel kunne man forleden læse at den nye nationale aftale om at prioritere støtten til små humanistiske fag betyder, at vi i Danmark i 2012 nedlægger uddannelser, der arbejder med små specialiserede emner som serbokroatisk, tjekkisk, bulgarsk og polsk kultur. Disse små uddannelser betegnes ofte ’sprogfag’, men er reelt også kulturfag. Det anses for økonomisk urentabelt at holde liv i de få akademikere, der i dag anvender deres forskningsliv på at skabe viden ikke alene om sprog, men også kultur indenfor disse områder. 34 småfag reduceres til 14, der så til gengæld ydes mere i støtte.

Udviklingen mod en gråtoning af humaniora har været i gang i lang tid. Der er, som det også er fremgået af forskningsrådenes årsrapporter, generelt sket et fald i de enheder, der arbejder med humanistisk forskning i Danmark. På de tilbageværende institutioner er der tale om ofte langvarige forblødninger. På KU-fransk var der 16 VIP'er i 1999 og 3 i dag. På tysk er det nogenlunde det samme. Siden 2003 er antallet af fastansatte litterater på RUC halveret. Et lille fag som folkloristik er nedlagt på KU. På CBS rasles med sablerne for at skære i de erhvervssproglige kandidatgrader i sprogene spansk, fransk og tysk. Mange andre truede områder kunne nævnes, men det er svært at få et mere konkret samlet overblik af nedskæringer på det humanistiske område.

Humanvidenskaberne defineres generelt (sammen med samfundsvidenskaberne) som det område af forskningen, der giver os en dybere forståelse af, hvem vi er som mennesker. Tab af små humanistiske fag er også et tab for dybere indsigt i disse aspekter. De vil mangle, når vi skal udvikle de nye tværfag, der ser ud til at blive fremtidens fag på universiteterne.

Viden om mennesket som tænkende og skabende væsen i det globale kludetæppe af kulturer er meget afgørende for Danmarks muligheder for at udvikle nye måder at markere sig på. I stedet for at skære ned og nedlægge burde fremsynede politikere investere i bedre betingelser for at den humanistiske mangfoldighed kan vokse og udvikle sig på egne præmisser. Det gælder eksempelvis indenfor det teknologiske område, hvor udviklingen langt hen ad vejen bestemmes af alle mulige andre aktører end humanisterne selv. Ud over lukninger af fagområder og nedskæringer i staben står humaniora nemlig overfor nogle meget store teknologiske udfordringer i de kommende år, som der simpelthen ikke er afsat bevillinger til. De sundhedsvidenskabelige, tekniske og naturvidenskabelige områder får alle mere i taxametertilskud end de humanistiske fag med den begrundelse, at de har behov for at investere i teknologier og laboratorier. I takt med den teknologiske udvikling med anvendelse af infrarøde stråler og røntgenstråler i fag som kunsthistorie og arkæologi, ’data-mining’ i fag som historie og helt nye teknologiske muligheder for at udvikle forskningen gennem blogs, videobriller, interaktive tavler og streaming-teknologier på områder som pædagogik, litteratur og psykologi kan man frygte at sådanne nødvendige investeringer enten undgås eller vil føre til nye nedskæringer, da taxametermidlerne slet ikke kan følge med denne udvikling. Og for de store områders vedkommende er der ydermere kommet langt mere pres på undervisningsindsatsen, så mange oplever deres forskningstid som yderst presset. Her kan teknologi frem for at blive en ny mulighed blive oplevet som en besværlig spændetrøje, hvis der ikke afsættes flere midler til efteruddannelse og humanistisk-teknologiske laboratorier. Mange af de små sprogfag, der nu nedlægges kunne have fået tumleplads til nye projekter i sådanne eksperimentarier.

Når den form for nytænkning er helt fraværende i debatten kan det dels skyldes, at mange humanister simpelthen giver op og koncentrerer sig om at overleve dagen og vejen. Det kan også skyldes, at humanistiske forskere, i højere grad end kolleger fra de andre forskningsområder, oplever at de skal legitimere deres forskning gennem ’nyttiggørelses’ diskurser. Hvor forskere på andre hovedområder kan forske i risikofyldt grundforskning i ’andre dimensioner’ eller spekulative forestillinger om stamceller, så skal humanister i stigende grad legitimere deres forskning med henblik på det umiddelbare økonomiske potentiale – som eksempelvis ’oplevelsesøkonomi’. Der er ikke plads til at arbejde med sjove grundforskningsspørgsmål, hvis man oplever et konstant pres på at levere fakturaer for tankerne.

Samtidig oplever humanistiske forskere, at der er meget lidt reel offentlig interesse for (og medieomtale af) deres faktiske forskningsområder. Dette blev allerede bekræftet for år tilbage i tænketanken ’Forsk og Fortæl’ nedsat af videnskabsministeriet, hvoraf det fremgik at humanistiske forskere, i modsætning til øvrige forskere, ganske vist udtaler sig til medierne, men sjældent om deres egne forskningsemner. Dermed mangler offentligheden og politikerne også indblik i den mangfoldighed, der nu trues af de kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er positivt at erhvervslivet er blevet bekymret for de konstante nedskæringer på det humanvidenskabelige område, men vi mangler at både befolkning og politikere bakker op. Vi skal dyrke variationer af alle mulige slags i de tværvidenskabelige konstellationer og de skal bygge på en mangfoldighed af indsigtsfulde mennesker, der har specialviden også på områder ingen politikere fatter nytten af. Derfor er behov for en bred opbakning til et broget humanistisk koralrev med plads til studier af old-indianske kulturer, polske folkesange og Pontoppidans samlede værker hvis vi for alvor skal skabe nytænkende tværvidenskab.

* Cathrine Hasse, professor i kulturelle læreprocesser, AU

fredag den 21. oktober 2011

Har fakulteter prestige?

Det er altid trælst at bruge tid på tåbelige spørgsmål, eller fordomme maskeret som spørgsmål, men det ser nu ud til at være en del af menneskehedens lod. Jeg kunne jo spørge dig, "Hvem har mest prestige, en kejser, en konge eller en knægt?", og jeg kunne endda spørge et par tusind personer om det samme, spekulere over hvor meget højere i procenttal kejseren rangerer over kongen og knægten, og herefter få eksperter i kejser- og kongedømmer til at kommentere tallene.

Nogenlunde sådan går dagbladet Politiken frem i dag, i deres iøvrigt prisværdige forsøg på at bringe "Unis sande tilstand" (artikelseriens navn) til debat. Politiken har som led i en større spørgeskemaundersøgelse, gennemført via nettet i august - "hvor vi bl.a. beder om en vurdering af de studerendes kundskaber, undervisningens kvalitet, arbejdsmiljøet og styreformer" - bl.a. stillet de universitetsansatte en lang række gode spørgsmål, og enkelte dårlige, som dette:
Hvilket af følgende fakulteter er det mest prestigiøst at uddanne sig indenfor?
• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i samfundsvidenskab
• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i humaniora
• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i naturvidenskab
• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i sundhedsvidenskab
• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i teknisk videnskab
• Andet. Skriv her:
• Ved ikke"
I dag gengives i en artikel af Dorrit Saietz resultatet under overskriften Humanister er universitetets proletarer (Politiken d. 21/10-2011, 1. sektion s. 6) resultatet:
"Sådan svarede 1.938 universitetsansatte:
Sundhedsvidenskab 33 %
Naturvidenskab 14 %
Samfundsvidenskab 7 %
Teknisk videnskab 3 %
Humaniora 2 %
Andet 2 %
Ved ikke 39 %

Sådan svarede de 464 deltagende humanister:

Sundhedsvidenskab 24 %
Naturvidenskab 15 %
Samfundsvidenskab 9 %
Humaniora 6 %
Teknisk videnskab 3 %
Andet 3 %
Ved ikke 41 %

Politiken Research har gennemført en elektronisk spørgeskemaundersøgelse blandt det videnskabelige personale - VIP'ere - på landets fem største universiteter i perioden 16.-23. august. Knap 2000 VIP'ere med ansættelse i minimum 5 år i universitetsverdenen har svaret."
Jeg hører selv til de, der svarede "ved ikke" og jeg tilføjede da jeg blev spurgt i august denne kommentar: "Prestigiøst i forhold til hvilken målgruppe? Spørgsmålet lægger mest op til enten at gentage eller lægge afstande til almindelige fordomme om at fx fysik og medicin har størst prestige".
Det er et grundlæggende metodisk problem i formuleringen af spørgsmålet, at det gøres uklart om den interviewede skal skrive hvad han eller hun selv (ud fra et eller andet kriterium) finder mest prestigiøst, eller om den interviewede skal skrive hvad han eller hun mener sådan i al almindelighed, ideologisk set, opfattes som mest prestigiøst. Ikke så sært at "ved ikke"-svaret hitter.
Nu blev jeg selv ringet op efterfølgende af Dorrit Saietz og havde en fin uddybende samtale, hvor jeg problematiserede forskellige opfattelser af prestige (ethvert fagområde synes selv de er de fedeste; alle har fagidiotiske fordomme om "de andre"; og eneste nogenlunde almene og fornuftige prestige-begreb der konsistent bruges af forskerne selv er "prestige og anerkendelse for ens bidrag til et givet videnskabeligt speciale eller forskningsområde" - som selvom det er alment netop ikke kan bruges til meningsfuldt sammenligne høj prestige på tværs af fagfelter som partikelfysik og etnografi endsige faulteter). Jeg godkendte forud for artiklen de få ting jeg citeredes for (og så kun egne citater; journalister benytter sjældent at lade interview-offeret se kladden til hele artiklen, no peer review here). I artiklen får jeg bl.a. sagt:
»Men der er en gammel fordom om, at noget er mere rigtig videnskab end andet. Fysikken har været dronningeeksemplet på en eksakt videnskab, hvor ting kan efterprøves, og forsøg kan gentages af andre. Der er rigtig videnskab og så det andet, herunder humaniora«, siger han [C.E.].
Det er selvfølgelig meget kort og firkantet sagt, men der står dog at det er en fordom. Alligevel fik jeg en lang og irriteret email fra en kollega som havde læst artiklen, og som mente, at jeg burde have uddybet i stor detalje, at det, jeg her reproducerer, er en indsnævret positivistisk fordom.

Nu skal man jo ikke skyde gråspurve med kanoner, og det er ikke første gang metodiske problemer i Politikens spørgeundersøgelse påpeges; Bobby Zachariae var ude med en lignende kritik til et af de andre spørgsmål (Pol. 11. okt. s. 11). Så lad os hæfte os ved artiklens visere indslag, som skyldes mine medbloggere her på stedet, Thomas Söderqvist som peger på at nye muligheder for humaniora hele tiden toner frem, ikke mindst i studiet af hvordan vi udfordres af nye samfundsudviklinger inkl. udvikling af ny videnskab og teknologi, og Sune Auken, som har denne udgangsreplik:
»Vi er en uddannelsesmæssig succes, der uddanner en masse folk for næsten ingen penge. Tallene viser, at stort set alle de færdiguddannede kommer i arbejde efter en tid og beholder deres arbejde resten af livet. Det er humanister, der hele tiden optræder i samfundsdebatten og turnerer landet rundt for at holde foredrag.
Men så længe humanister går i flyverskjul under det nærmeste bord, så snart emnet tages op, kan vi ikke regne med at andre tager os alvorligt«
Lad os i al fald undgå, at det ulideligt luftige problem "prestige" skal gøres til omdrejningspunkt for humanioras problemer, for der er nok af virkelige af slagsen, og der er heldigvis også lyspunkter, sejre og succeser.

tirsdag den 11. oktober 2011

Den ekstrauniversitære virkelighed

En af de mere særprægede fænomener i debatten om universiteterne er forestillingen om, at universiteterne ikke er en del af virkelighed. Man kan i ramme alvor høre højt engagerede medarbejdere i højt estimerede organisationer tale om, at universiteterne skal ”orientere sig mere efter virkeligheden” eller om, at det er et chock for vores kandidater, når de ”kommer ud i den virkelige verden”.
Ontologisk betragtet giver antagelsen selvsagt ingen mening. Selv hvis man mener, at tilværelsen er en tom illusion eller dyrker en anden variant over temaet ”virkeligheden findes ikke”, vil man ikke mene, at universiteterne er mere illusoriske end resten af den i det tilfælde ikke-eksisterende virkelighed. Hvis virkeligheden findes, findes universiteterne selvfølgelig som en del af den.

Men mærkeligt nok kan debattørerne stå i en universitetssammenhæng omgivet af universitetsfolk på alle sider og hævde, at de repræsenterer ”virkeligheden” i modsætning til os andre quasivirkelige personager. Den retoriske pointe med manøvren er selvfølgelig, at da vi i bedste fald har en eller anden afledt eksistens, og de repræsenterer den egentlige virkelighed, så skal vi skynde os at indtage en ærbødig kropsholdning og i øvrigt optræde ancillært i forhold til dem.

Det giver en forvreden debat, det giver et forvredent billede af universiteterne, det giver et forvredent billede af de studerendes virkelighed, og det giver et forvredent billede af universiteternes samfundsmæssige rolle. Hvis vi udelukkende definerer universiteterne tjenende i forhold til, hvem der nu måtte repræsentere ”virkeligheden”, overser vi, at der er og skal være et langt mere dynamisk forhold. Universiteterne skal også kunne gå op imod andre instanser, og de skal kunne hævde, at deres synspunkt er lige så sandt eller sandere end, hvad der fremstilles som virkeligt andre steder. Det er faktisk en adækvansbetingelse for overhovedet at uddanne eller bedrive forskning.
Jeg har for alt for længe siden i en fagteoretisk sammenhæng foreslået termen ”den ekstratekstuelle virkelighed”, fordi jeg manglede et ord, der kunne refererer til den del af virkeligheden, som ligger uden for teksten, uden at skubbe teksten ud af virkeligheden. Så må jeg på den baggrund i al fredsommelighed foreslå ”den ekstrauniversitære virkelighed”. Vi kan godt lide vores omverden, vi synes bestemt, at den findes, men vi er ret sikre på, at vi også selv findes: Universiteterne er en del af virkeligheden helt på lige fod med resten af den virkeligt virkelige verden. Og det at være uden for universiteterne giver ikke en en privilegeret ontologisk status, som bør følges op af tilsvarende handling.

Vi har tilbragt de sidste 8-10 år med at lade vores omverden definere os på en ukonstruktiv måde. Vi har ikke haft så meget valg, men vi har alt for ivrigt underlagt os taleformer, der var grundlæggende destruktive for os. Det er på tide, at vi på universiteterne tydeligere fastholder, at vi findes, og at vi har en betydning.

torsdag den 29. september 2011

Mere afgørende end som så ...

Jeg har efterhånden - næsten modvilligt - udviklet respekt for Jakob Fuglsangs analyser af dansk universitetsliv, men her går det grumme galt for ham. Han synes at mene, at det afgørende i den nuværende regeringsforhandling er, om det er RV eller SF, der kommer til at sidde på forskningsministerposten, fordi .... ja fordi .... eeeh ... det ernoget med at de radikale repræsenterer et nybrud, og det gør SF ikke. Fuglsang har ikke fulgt ret godt med: de to partier har stort set sagt det samme på området.

Lad os derfor for god ordens skyld lige tage de centrale spørgsmål en gang mere:

  • Findes forskningsministeriet efter regeringsomdannelsen, eller lægges det ind i undervisningsministeriet? Udskilingen af det er et relativt sent fænomen, og dets historie har været et langt slagsmål med fagmiljøerne. Er man helt sikker på, at man vil have et så balladeramt område liggende og lave selvstændig uro, eller er det bedre at gemme det i et større ministerium?
  • Der er uenighed i den kommende regeringskreds om universitetspolitikken Spørgsmålet er, om den førte universitetspolitik bliver lagt i forlængelse af DF-V-K-S forliget fra i år, eller om der lægges an til et kursskifte. Det helt centrale her er, om forskningsministerposten (hvis den findes, se ovenfor) går til enten SF eller RV på den ene side, de er begge modstandere af universitetsloven, som den er nu, eller S på den anden, der er forligspartner.
  • I forlængelse af ovenstående: Vil den nuværende universitetspolitik, som RV og SF har opponeret imod, blive ført videre, eller vil der ske et kursskifte. Uanset hvad får den ene eller den anden side brug for et figenblad.
  • Hvis politkken går den ene vej, får man ballade med de nye ledere, går den den anden vej, får man ballade med univesitetsforskerne. Så spørgsmålet bliver endelig: Hvem vil man helst have ballade med?
Hvorfor modstillingen i regeringen i forskningspolitikken skal udlægges som en modsætning imellem RV og SF, som er enige, er mig sværtopfatteligt.

onsdag den 28. september 2011

Dekan-ambitioner bag KU-fusion

Det er ret besynderligt at følge den igangværende debat om fusionen af fire "våde" fakulteter (Nat + Life, og Sund + Farma) på KU. Fornemmelsen af et århusiansk déjà vu melder sig. Det mest bizarre er ikke så meget overrumplingsmanøvren fra ledelsens side med de helt urimelige tidsfrister, hvis medarbejderne skal have tid til reelt at udarbejde modforslag (og ikke bare "høres"), eller rektors forsvar for at haste det igennem med undskyldningen at længere processer (som kemi-sammenlægningen) trækker tænder ud. Det mest bizarre er det forhold, at kun fire personer tilsyneladende har udløst en proces med så omfattende konsekvenser efter en logik, hvis saglige grundlag fortoner sig totalt. Man kan nemlig stille spørgsmålstegn ved de alle argumenter, ledelsen indtil nu har fremført for fusionen, fordi gevinsterne ikke er dokumenteret endsige sandsynliggjort. For at forstå hvad der sker, skal man med andre ord lede efter motiver hos de fire ansatte universitetsledere, som ikke bliver udtalt, men som kan være den egentlige bevægende årsag, der får hele cirkuset sat i gang.

Øvelsen bliver derfor en eftersøgning af en særlig motivationel logik eller et sæt succeskriterier, som ikke nødvendigvis har noget direkte med hensyn til kvaliteten af universitetets kerneydelser som forskning og undervisning at gøre, men som mere har at gøre med det særlige diskursive univers, universitetsledere – som ovenfra ansatte managers snarere end fagligt valgte blandt universitetsbefolkningen – befinder sig i, og gør karriere ved hjælp af. Det er et univers, som er velkendt i ledelsen af firmaet Lauritz.com (i folkemunde Aarhus Universitet) med dets interne omorganisering (solgt som "faglig udvikling"), og hvor retorisk luftige egenskaber som "slagkraft", "synergier", og "styrkelse" (af stort set alt hvad der af ledelsen anses som positivt, men især erhvervssamarbejdet) indgår i det, som skal ligne men ikke kan erstatte et sagligt beslutningsgrundlag.

End ikke institutlederne, der selv er en del af management-hierarkiet, virker entydigt begejstrede for forslaget. På et af de stormøder den 20/9 (på HCØ, hvor især forholdet mellem fakulteterne Nat og Life var i fokus) var rektor Ralf Hemmingsen og nat-dekan Nils O. Andersen ordførende, og måtte nærmest trygle om at høre institutledernes stemmer. Kun én (lederen af Biologisk Institut) rejste sig velvilligt og stemte i, mens datalogernes leder af DIKU udtaler (her) at rygterne om DIKUs død skal tages med et gran salt, ligesom geo-folkenes ledere næppe er vildt begejstret. De gladeste er sikkert de, som mindst berøres af fusionerne, som NBI's leder. Institutlederne har forud og én ad gangen fået fremlagt dekanernes "grovskitse" som et faktum, der ikke stod til samlet diskussion i det fakultære ledelsesteam. Reelt tromler dekanerne igennem. Der er ganske vist hvide huller i skitsen, hvor de lokale miljøer vil kunne få indflydelse, men det går mest på muligheden for at modsætte sig detaljer end at gennemdrøfte om grovskitsen overhovedet er fornuftig og evt. udarbejdelse af egentlige alternativer. Leif Søndergaard og Ingrid Stages frygt for en skinproces er velbegrundet.

I kommentarerne som er tilgængelige - dels på Universitetsavisens sider, og dels på KU's intranet - myldrer det med indvendinger, der gennemhuller selve ideen eller det dekanale postulat, at fakultetsfusionerne vil bevirke opnåelse af målet, som (fx her) har været formuleret således:
"Målet er, at fakulteterne skal udnytte faglige sammenhænge og synergier, styrke uddannelsernes faglighed, kvalitet, synlighed og udviklingsmuligheder i større og fagligt bæredygtige miljøer. Der skal bygges broer mellem grundforskning og anvendelsesorienteret forskning, og forskningen skal blive endnu tydeligere i uddannelserne, som derigennem styrkes yderligere. Samtidig skal samfundsengagementet og mulighederne for erhvervssamarbejder udbygges".
Hvorfor skulle større enheder være bedre til at udnytte faglige sammenhænge? Mangler der broer mellem anvendelsesorienteret forskning og grundforskning og vil fakultetsfusioner befordre disse? Osv. — Jeg skal ikke trætte med at gentage de kritiske spørgsmål, der allerede er stillet (se evt. opfølgende kommentarer til dette indlæg).

De studerende spørger helt berettiget om hvor hensynet til uddannelserne er henne? Grovskitsen har reelt taget udgangspunkt i forskning, ikke i undervisning. Meget sært. Et rygte siger, at grovskitsens reducerede lister over institutter er fremkommet ved at Nat-prodekan for forskning John Mundy har leget puslespil med fakulteternes forskergrupper som de er beskrevet i en samlet pamflet, men ingen har fået lov til at se denne pseudo-bottom-up vej til de nye megainstitutter. Der er også rygter om hvilke nye prodekaner, som allerede er valgt, og hvilke eksisterende prodekaner, som er fravalgt.

Men tilbage til ledelseslogikken. Jeg tror, at logikken er, at det for en dekan ansat under den sanderske universitetslov (og efter det 2007-fusionscirkus, Helger Sander gennemtrumfede) stadig tæller som en kvalitet (eller et flueben til ens organisatoriske CV) at man, for at blive i leder-lingoet, "indhøster fusionsgevinsten", "gør arbejdet færdigt", "trimmer organisationen", "styrker ledelsens evne til at træffe strategiske beslutninger". En leder skal performe, vise handlekraft, og en omorganisering er en sådan markant performance, som viser, at lederen kan handle "strategisk".

Og universitetsbefolkningen ved godt dette. Man kender de reelle magtforhold, dvs. det totale fravær af reel medbestemmelse. Derfor er der meget få, som orker at protestere. Kravet om strategisk handling breder sig derfor både opad (mod rektor, som efter eget udsagn skulle synke et par gange, da dekanerne henvendte sig) og nedad, til institutledere, forskergruppeledere og resten af de ansatte forskere og studerende, som selv – i stedet for at undersøge om der sagligt er grundlag for det ene eller det andet – begynder at handle taktisk. Ja, selv de studerende, som når en studenterrepræsentant udtrykker sig således (her): "som bestyrelsesmedlem kan jeg ikke overhøre et ønske fra ledelsen om at udvikle organisationen og nedbryde organisatoriske barrierer for samarbejde". Jammen hvilke barrierer? Og forøvrigt: Hvad gør vi nu med "barriererne" mellem de to nye megastore fakulteter? Så må de vel også fusioneres eller omlægges, af de næste generationer af ledere?

Kunne man forestille sig en situation, hvor det mest strategiske er ikke at ændre organisationen? Ja selvfølgeligt, men hvad der er godt for organisationen er ikke nødvendigvis godt for dens ledere og disses CV. — Men er der slet ikke reelle, saglige og legitime grunde, udover de personlige motiver hos dekanerne? Tja, hmm. De andre universiteter! De sanderske universiteter skal jo konkurrere. De skal ses som virksomheder på et marked. Basismidler efter resultat, osv. Firmaet Lauritz.com kommer jo med sit Emdrup-campus i betænkelig nærhed af KU's hjemmemarked, og i Ballerup truer Aalborg Universitet med en afdeling, der forsøger at profilere sig som et dansk modsvar til det amerikanske MIT. Så er det bare med at blive større og vise "muskler" (også et ord i lederlingoet) så man rigtigt kan samarbejde med det lokale erhvervsliv og konkurrere om studenterne. Selvom de altså ikke er medtænkt.

De to nye store fakulteter kommer til at fylde godt på KU, og vil vel kanalisere omtrent 80% af hele omsætningen. Måske er det derfor at rektor Hemmingsen fik indsat et punkt om "Fællesskabshensyn" i dekanernes grovskitse, et ord som her peger på, at der er noget som hedder "KU's kommende strategi", og som altså ikke blot er et flueben eller strategisk værktøj i de afgående dekaners videre karriereplanlægning.

Det er muligvis for fromt et håb, at den nye politiske konstellation i Danmark efter folketingsvalget vil have reelle forsknings- og universitetspolitiske konsekvenser, men hvis det sker, vil de interne fusionsprocesser på AU og KU komme til at ligne dødskramper i den sanderske universitsmodel. Og det bliver næppe et humboldsk universitet, der rejser sig af asken.

lørdag den 24. september 2011

Liberal forskningspolitik frister til uredelighed

Den 17. august i år skrev Informations journalist Lise Richter (her) om hvordan antallet af indsendte forskningsartikler er steget så markant, at det lægger peer review systemet under pres, og det bliver sværere at finde fagfolk til at kontrollere indholdet. Resultatet er, at der bliver publiceret dårligere og i værste fald mere uredelig forskning.
Sådan lyder advarslen fra medredakørrer og fagfællebedømmere på videnskabelige tidskrifter. En af de forskere der citeres er Søren Nors Nielsen, p.t. gæsteforsker på Shanghai University og medredaktør på et tidskrift indenfor økologiske modeller.
Hans iagttagelser af udviklingen i den kvalitetssikring, som videnskabsfolk selv udøver overfor deres egne publikationer, peger på en bekymrende tendens. Man er pludselig er begyndt at kvalitetssikre alt andet end forskningen selv, og de ekstra opgaver skal forskerne jo så også bruge tid på.
I Søren Nors Nielsens baggrundsnotat "Liberal forskningspolitik frister til uredelighed" (som vi har fået lov til at bringe her) til Informations artikel skriver han bl.a.:
"Værst er det dog, at et stigende antal forskere tilsyneladende fravælger at udføre denne forskernes egne kvalitetskontrol, med længere publikationstid til følge. Et stigende antal manuskripter har meget svært ved at kunne opnå det krævede antal reviews. Der synes at være færre og færre kvalificerede forskere fra samme felt, der er villige til at investere tid i at gennemlæse og konstruktivt kritisere en anden forskers arbejde. Det skyldes, at dette simpelthen ikke værdsættes tilstrækkeligt om overhovedet under det eksisterende system, ligesom den anseelse, der er forbundet med arbejdet som editor eller reviewer, kan ligge på et meget lille sted. Desuden indgår emner som: “kunsten at skrive en artikel og at bedømme den”, ikke i tilstrækkelig grad i uddannelserne. Men det er nu engang, de skuldre og den kvalitetssikring vor egen forskning hviler på. Eller har man tænkt sig, at forskningsministeriet skulle lave en afdeling for dette?

Det var kvantiteten, men hvad sker med kvaliteten? Et øget antal artikler forkastes stort set med det samme, fordi de ikke har det niveau, et manuskript forventes at være på, når de bliver indsendt. Det virker simpelthen som om, at en del forskere er så opmærksomme på, at reviewprocessen er under pres, at de siger: “går den så går den”, og går den, har man endnu en publikation i hus. Kvaliteten er lavere, men tidsskriftets citations-index er det samme.

Summa summarum: der bliver indsendt flere og flere manuskripter, med lavere kvalitet og endog øget frekvens af snyd i videste forstand. Samtidig er forskernes egen faglige kontrol under stærkt pres og muligvis allerede forringet. Altsammen udløst af manglende indsigt i forskningsprocessen fra denne regerings side."
Nu har vi snart en ny regering, og en ny forskningsminister. Lad os som tidligere nævnt håbe, at det bliver en person med indsigt - også i de videnskabelige bedømmelsesprocesser, der slet ikke har godt af at pålægges en ydre incitamentstruktur (den bibliometriske forskningsindikator) som medfører volumenræs og måske, imod hensigten, mindre kvalitet.

fredag den 23. september 2011

Ni råd til den kommende videnskabsminister

Professor i visuel kultur og performance-design (et felt der undersøger "forskellige oplevelses- og medieformer, f.eks. billeder, udstillinger, koncerter og teaterforestillinger, med fokus på erkendelse, oplevelse og design") ved RUC, Olav Harsløv, stillede i går i Politiken ni yderst interessante råd (se her) til den kommende videnskabsminister, som vi endnu ikke ved hvem er. De fortjener omtale og debat, så jeg gengiver dem her in extenso:
1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.
2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.
3. Læg de (for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.
4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.
5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.
6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske 'satsningsområder' eller ' konkurrencer'.
7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.
8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.
9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne. Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.
Jeg er enig i mange af dem.
Ad 1) Ja, universitetsfusionerne var højst uheldige, af mange grunde, bl.a. fordi de slører opgaveforskellen og forskningskulturforskelle i grund- og sektorforskningen. I det hele taget er top-down styrede omorganiseringer som den Aarhus Universitet har været igennem, ligesom kemi på KU (her) og den de fire våde fakulteter på KU nu skal trækkes igennem her i efteråret (se fx Universitetsavisen her) ofte ødelæggende og forbundet med udradering af hele forskningsmiljøer.
Ad 2) Tja, de fakultære grænser er ofte kunstige, og man bør lette det administrative samarbejde på tværs – også samarbejdet mellem universiteter (jf. problemerne påpeget i Vincent Hendricks kronik her) — men hvad vil det sige helt at opløse dem?
Ad 3) Hvor små er "for små" og ud fra hvilke kriterier?
Ad 4) Helt enig - vi har her på bloggen ved flere lejligheder kaldt det vidensdiversitet, og hvis en mangfoldighed af videnskaber skal kunne trives kan ikke alle pålægges at skulle legitimere sig ved de samme krav om relevans for erhvervslivet.
Ad 5) Hmmm, før dette: Måske burde nogen udarbejde en ph.d.-afhandling om det forskningspolitiske rådgivningssystem i Danmark og de effekter systemet (inkl. de forskellige omlægninger af dette vi allerede har oplevet) har haft for den danske forskningsverden.
Ad 6) Grundlæggende enig men usikker på hvem og hvad forskningsudvalget skal være: Jeg foretrækker at omsætte det til: Flere basismidler, færre strategiske puljer.
Ad 7) Enig. Som formand for en af de faggrupper (nr. 68) som rådgiver ministeriet om indikatoren i et forsøg på bidrag til 'damage control' mener jeg, dens eneste fornuftige funktion er et samlet overblik og en synliggørelse af dansk forsknings videnskabelige kommunikation – al helgesandersk snak om "basismidler efter kvalitet", universiteter der skal konkurrere på et rent volumenræs, og at påtvinge forskningen en ydre incitamentstruktur er forfejlet.
Ad 8) Delvis uenig. Ja, lad de små tidskriftsredaktører selv turde tage beslutninger igen. Nej, peer review skal selvfølgelig ikke nedlægges på de fagområder, hvor det er groet naturligt frem nedefra og er en af de vigtiste måder hvorpå forskningen lever op til den videnskabelige norm om organiseret skepsis, kritik og intern kvalitetskontrol af de videnskabelige resultater. At den kollegiale kritik har fundet andre former på mange humanistiske felter — eller at forskningsindikatoren fik små danske tidskrifter eller små og mellemstore forlag til at indføre betalte bedømmelser fra langsomt arbejdende fagkonsulenter — skal jo ikke over en kam føre til afskaffelse af peer review som institution. Nogle vil gå så langt som til at hævde at postmoderne tolerance og intellektuel dovenskab i forhold til nabo-forskeres andre paradigmer (inter-paradigmatisk borgfred) netop kalder på synliggørelse af den merit, som burde følge med skarpt, kritisk arbejde.
Ad 9) Enig, men husk undgå de mere kommercialiserede former for udvikling af det sociale campus-miljøet.

onsdag den 21. september 2011

Forskeres vidensøkonomiske overlevelseskamp

(sakset fra DASTS sitet):
PhD defence:

Birgitte Gorm Hansen
Adapting in the Knowledge Economy:
Lateral Strategies for Scientists
and Those Who Study Them

Time: 3 October 2011, 2 pm – 4 pm
Place: Copenhagen Business School, Kilevej 14 A, 2000 Frederiksberg, Room: Ks48

In order to obtain the PhD degree Birgitte Gorm Hansen has submitted her PhD thesis. The thesis investigates the strategies deployed by Danish scientists as they adapt to changes in research policy.

The political agenda of transforming Denmark into a leading knowledge economy requires that university researchers maneuver a complex mixture of academic, industrial and political agendas. How do research managers strategically adapt in the knowledge economy? What are the costs and trade-offs involved in such adaptation?

Keywords
Science and Technology Studies, science-industry collaboration, anthropological method, research policy, research management.

Supervisors:
Associate Professor Maja Horst
Associate Professor Casper Bruun Jensen, IT University

Assessment Committee:
Associate Professor Signe Vikkelsø (Chair), Department of Organization, CBS
Professor Bill Maurer, University of California, Irvine
Professor Susan Wright, Danish School of Education, Aarhus University

Everyone is welcome to attend the defence, which will take place in English.
The defence will be followed by a reception in Kilen.

The thesis will be available from openarchive.cbs.dk approx. one week before the defence.

Event information:
October 3, 2011
2:00 pm to 4:00 pm