Videnskabens domænekampe og kernefaglighedens udgrænsning

Center for Vild Analyse har endnu engang leveret en stribe interessante, måske vilde, måske lidt luftige, men ikke mindre væsentlige sansninger af tidens tendenser, denne gang forskningsfrihedens degenerering til kamp om domæner og discipliner. Dagbladet Information bragte i går den trykte version (se her) under overskriften "Forskeren som magtens forlængede arm", hvori det blandt andet hedder:

"Måske er det i denne udvikling gået mere eller mindre upåagtet hen, at videnskaben er endt med at blive temmelig nem at styre for politikken? I takt med den enkelte forskers tiltagende ydmyghed over for rækkevidden af hans eller hendes erkendelser er samtidig de filosofiske og moralske visioner sivet ud af videnskaben. Næsten som om alle tavst er blevet enige om en slags ubevidst del-og-hersk politik, hvor forskere får ekspertstatus på hvert deres område under forudsætning af, at de ikke blander sig i politik. Spørgsmålet om, hvilke rammer konkrete videnskabelige praksisser etableres under, hvem der bestemmer, hvad der skal forskes i og hvorfor, bliver sværere at adressere, når ingen har legitimitet til at udtale sig om andet end deres eget domæne. (...)

I stedet for hele tiden at blive revet det spørgsmål i næsen, hvad deres forskning kan bruges til, hvilke nytte den har, burde forskerne måske konsekvent afkræves et svar på, i hvilken grad deres forskning medvirker til befæstelsen af den bestående politiske magt. Hvad er det, de hver gang ikke gør, når de indskrænker deres domæne til det, samfundet eller forskningsrådene finder det væsentligt at forske i?"

Striden om de roller, som klassisk disciplin- eller paradigmeorienteret normalvidenskab versus andre forskningsformer som tværdisciplinære, anvendelsesorienterede, eller mere paradigmebrydende forskningsprogrammer bør spille på universiteterne, er hel central, og bør konkretiseres ved at blive forbundet med den løbende debat om de institutionelle rammer for styringen af de hybride universiteter, vi har i dag. Det er derfor interessant at modstille Vild Analyses kommentar med de ti Aarhus-professorer, der i AU-avisen Univers nr. 4, 2012, d. 2/4 foreslog foreslår fire konkrete initiativer for at skabe tillid mellem ledelse, medarbejdere og studerende på Aarhus Universitetet (se her); professorerne skriver bl.a.:

"Universitetet understreger for tiden tværfaglighed, men rektor har også flere gange slået fast, at fokus på kernefagligheden skal fastholdes; ”Dybden skal være på plads”. Der kunne mere konkret følges op på denne basale, men vigtige indsigt: Tiltag, der understreger kernefagligheden, bør spille en tydeligere rolle på AU. Det gælder så meget mere, som de statslige forskningsråd i stigende grad koncentrerer støtten på meget store projekter. Det gør det væsentligt, at der er finansieringskilder til mindre og mellemstore forskningsprojekter. Aarhus Universitets Forskningsfond har her et meget stort potentiale. Det forudsætter, at fonden uafhængigt af andre instanser kan uddele forskningsstøtte med udgangspunkt i ansøgninger fra universitetets videnskabelige medarbejdere."

De 10 henviser til tendensen til at kun mega-projekter om 'strategisk vigtige' satsningsområder som involverer store forskergrupper støttes, mens enkeltforskere har meget svært ved at få støtte til at forfølge nye og måske mere usikre eller vilde ideer. Så måske burde de 10 professorer gå sammen med Center for Vild Analyse for at igangsætte et nyt, originalt tænkt empirisk projekt om nye former for disciplinaritet og kernefaglighed?

Årets gang på AU

Nu hvor vi nærmer os nytår, er det almindeligt at udsende en rapport om det forgange år. 2011 har for os på AU været præget af FUP - som Lea Wierød så passende har døbt rektors reformer. Der hvor vi måske har mærket det mest, er i de dele af AUs organisation, der som mit institut

ligger i grænselandet mellem to fakulteter. Fire emner har især præget gangdebatten her på det gamle ASB Institut for Sprog og Erhvervskommunikation. Det er rektors Master plan, ønskerunden, lokalisering og samlæsning.

Op til den store dag i marts, hvor rektor fremlagde sin plan, havde der været en del spekulationer om instituttets fremtidige placering. Folk var bange for, at rektors holdning, om at "sprog var sprog," ville betyde, at vi skulle lægges ind under Humanioras mastodontinstitutter. Så folk var lettede, da ledelsen accepterede, at vi fulgte med resten af den gamle handelshøjskole over på det nye Fakultet for Erhverv og Samfundsvidenskab. Der stod godt nok et eller andet med småt om øget samarbejde med humaniora, men på det tidspunkt var det ikke klart, hvad det betød. Mere om det under samlæsning.

Efter den store "reform-tale-dag" i marts fulgte så "ønskerunden." Bemærk navnet - det er som taget ud af Orwell, for mange af de personer, der nu blev sendt til kompetenceafklaring, havde ikke noget særligt ønske om nye arbejdsopgaver. Alligevel blev dygtige institutsekretærer sendt af sted til møder hos konsulenter, som hjalp dem med at skrive ansøgninger til stillinger, som ingen

endnu havde defineret indholdet af. Derfor havde konsulenterne også svært ved at hjælpe folk med at lave en relevant kompetenceprofil. Det hjalp ikke, at ønskerunden foregik midt i sekretærernes eksamensplanlægning, så det var en god nyhed for alle, da det lykkedes institutlederen at få taget de fleste af vores lokale administratorer ud af ønskerunden.

Det næste vi så snakkede om var lokalisering. FUP princippet er vist, at vi alle skal flytte (mon universitetsdirektøren har aktier i et flyttefirma?). Vi her på handelshumanistisk institut var jo blevet forpligtet til mere samarbejde med de human-humanistiske fag, så vi fik derfor besked på, at vi - i 2012 - skulle pakke bøger og studerende sammen og så flytte op på AU 8000 C. Og så kom jo så alle rygterne om hvordan det rent praktisk skulle gøres. Nogle mente, vi kom til at dele kontorer, andre kæmpede for at alle fra det gamle ASB institut skulle sidde sammen, og så var der sådan nogen som undertegnede, der tog cyklen op ad bakken for at konstatere, at jeg sådan set havde lige så meget til fælles med humanioras kulturforskere som instituttets eksperter i strategisk virksomhedskommunikation.

Årets sidste tema er samlæsning. Som jeg skrev længere oppe, havde vi glemt at læse det, der stod med småt tilbage i marts, så vi blev noget overraskede, da vi i september blev bedt om at udpege kandidat- og BA kurser til samlæsning. Samlæsning blev fortolket som fælles kurser for de humanistiske og erhvervssproglige uddannelser, og man (læs ledelsen) mente, at moduler svarende til 20 ECTS på BA såvel som kandidat ville være passende. På BA betød det for os handelshumanister, at 40 % af sproguddannelsernes obligatoriske fag nu skulle samlæses. Vi pointerede, at uddannelserne har forskellige mål (vi uddanner tolke, humaniora uddanner gymnasielærere), at vi ville få svært ved at finde et auditorium, der kunne rumme alle AUs engelskstuderende, og at den tid, der skulle bruges til fællesfag på cand. mag. og cand. linc. merc., ville gå fra den tid, vores tolkestuderende fik til at udvikle deres sproglige kompetencer. Vi venter stadig på dommen - og krydser så bare fingre for, at beslutningstagerne kan kende forskel på sprog og (erhvervs-)sprog.

Men ellers har vi det godt her på AU . . . . .

De uhørte

to Aarhus-historier om universitetslivet

Af Lea Wierød, ph.d.-studerende ARTS AU

Som man råber i ørkenen, får man svar. Sådan kan man på teologsprog udtrykke frustrationen over ikke at blive hørt. Her følger to historier om netop denne følelse.

Den første handler om de traditionsrige studenterkollegier i Universitetsparken i Aarhus. Disse får netop nu flotte, moderne køkken-alrum i seks af sine ni blokke. Ikke desto mindre mener et flertal i kollegiernes bestyrelse - som dog ikke tæller nogen af bestyrelsens beboerrepræsentanter - at kollegierne har en yderligere ’fremtidssikring’ nødig, hvorfor man planlægger en gennemgribende ombygning. Den vil gøre værelserne større og udstyre dem med eget køkken og bad, og vil således betyde nærmest en halvering af antallet af værelser samt en betydelig huslejestigning.

Den anden historie, som udspiller sig samme sted og samme tid, har at gøre med den igangværende ’faglige udviklingsproces’ (i folkemunde ofte refereret til som ’FUP’) ved Aarhus Universitet. Denne får netop nu studerende ved det tidligere Teologiske Fakultet til at ty til pressen med deres frustrationer over at blive overhørt af universitetsledelsen hvad angår beslutningen om at de skal flytte ud af deres – ligeledes nyrenoverede – bygninger på Tåsingegade.

Ligheden mellem de to her fremdragne situationer består i, at disse beslutninger foretages (eller rettere: er blevne foretaget) efter et top-down-prinicip, der lader ethvert indspil fra de faktiske implicerede studenter, VIP’er eller beboere (eller, for at benytte FUPs terminologi: ’brugere’) ude af betragtning.

Indspil har det ellers, i begge de her nævnede situationer, ikke skortet på. Ligesom de studerende på det tidligere Teologiske Fakultet lige nu organiserer sig for at undgå det, de selv betegner som ødelæggelsen af et velfungerende studiemiljø, går beboerne på parkkollegierne (og andre, der støtter sagen) i hobetal sammen for at forsøge at råbe bestyrelsen op. Der laves støttegrupper, hjemmesider, presseindslag og protestmøder.

Ej heller fattes sobre argumenter hos disse protestbevægelser. De studerende på det tidligere Teologiske Fakultet frygter nemlig forringelse af studiemiljøet, bl.a. i kraft af nedlæggelsen af deres fagbibliotek og bortarkivering af bøger, der ikke er ’hyppigt anvendte/udlånte’, som det hedder. Beboerne på parkkollegierne ser en alvorlig forringelse af kollegielivet ved ombygningen, ligesom de påpeger misforholdet mellem reduktionen i kollegiernes værelsesantal og det fremdeles udtalte behov for at huse studerende i Aarhus.

Hvad de omfattende protester til gengæld savner, er simpelthen nogen, der lytter. Ledelse og bestyrelse forbeholder sig i begge disse sager den suveræne beslutningsret. ’Brugerne’ inviteres ganske vist til møder og gives tid til at stille spørgsmål; men dette er blot for at informere dem om, hvilke beslutninger, der allerede er trufne, og som ’brugerne’ nu skal indstille sig på at leve med.

Så prisværdigt det end er, at FUP og parkkollegiernes bestyrelse vil sætte ’brugerne’ i centrum og lave fremtidssikring, kunne det dog nok være ønskeligt for ’brugeren’ at have blot en liden indflydelse på, hvad hun bliver sat i centrum af. Det er dejligt, at man tager hensyn til ’brugernes’ behov, men den deduktive metode, man anvender for at bestemme disse behov, lader ikke til at være velvalgt. Fx er en del af kollegiebestyrelsens begrundelse for ombygningen, at de ’gætter på, at kvinder ikke finder det specielt tillokkende at skulle dele bad og toilet med 14 andre’, som bestyrelsesformanden et sted udtaler. Med denne vending hentyder han ganske vist til kollegiernes skæve kønsfordeling. Men, som beboerne spørger, hvorfor er denne overhovedet et problem? Ydermere kan man spørge sig, om det virkelig er optimalt at basere så vigtige valg som disse på gæt, når nu ’brugerbehovets’ empiriske virkelighed så højrøstet falbyder sig?

Alle ved, at universitetsdemokratiet er dødt forlængst, men den nye universitetslov præciserer, at det påhviler ledelsen at sikre de studerende og de ansatte medindflydelse. Aarhus Universitets billede af denne medindflydelse synes at være at forelægge beslutninger til drøftelse, efter at de er taget.

Branded kritik som inddæmningsstrategi

Af Hanne Tange

Nedenstående betragtninger er inspireret af Politikens opråb til ”Yngre venstreorienterede skribenter” den 11. juni 2012. Siden da har sagen om Marlene Wind bare gjort emnet mere aktuelt. For den viser, at også KUs ledere har en interesse i at få medarbejderudsagn skåret til på en måde, der på overfladen efterlader et indtryk af ytringsfrihed, men som reelt er tilpasset institutionens ønsker og behov. Det er den form for udtalelser, jeg kalder brandet kritik.

Brandet kritik bruges af ledelse og kommunikationsafdeling til at underbygge frem for at udfordre en organisations image. I en tid med whistleblowers og Wikileaks er det nemlig blevet moderne at udstille de kritiske røster. Medarbejdere har fået adgang til corporate blogs, debatfora og Facebook, hvor de kan sige deres mening uden først at konsultere mellemledere og kommunikationsmedarbejdere. I princippet giver det plads til en mangfoldighed af stemmer, herunder også de der forholder sig tøvende til ledelsens strategier. Men er der nu også tale om reel diskussion, eller handler det, som Politikens tilfælde, om at få skåret debatten til på en måde, der kan passe? Lad mig komme med et eksempel fra min egen verden: kommunikationen omkring AUs faglige udviklingsproces.

I marts 2011 havde campusavisen Univers det fælles tema: ”Et nyt og bedre Aarhus Universitet.” Kommunikationsafdelingen præsenterede her de umiddelbare reaktioner på rektors planer for det omorganiserede AU. Hele viften af medarbejdere var med. Her var tillidsmanden, professoren, den administrative medarbejder, DPU, Dansk Miljøundersøgelser og studerende fra både det ”gamle” AU og Handelshøjskolen. Så man fik kommunikeret, at AU var et fagligt favnende, mangfoldigt universitet. Samtidigt blev det signaleret, at medarbejderne havde ret til at sige, hvad de mente om det nye AU. Der blev bragt kritiske kommentarer om ”et splittet tilhørsforhold,” ”en anden stemning” og ”længere på arbejde,” så det var vel sådan set godt nok. Eller hvad?

Det er interessante at se, hvordan visse temaer mest af alt glimrer ved deres fravær. For eksempel er der ingen, der spørger til nødvendigheden af en så omfattende omstrukturering, og de to studerende nævner – som de eneste – medinddragelse og gennemskuelighed. Hvad de øvrige angår? Tjah, deres bemærkninger efterlader et indtryk af, at de er blevet bedt om alene at forholde sig til et enkelt, meget konkret spørgsmål. Det kan så være institutternes størrelse, faglige samarbejdsmuligheder eller en fysisk flytning.

Branded kritik er at sammenligne med den inddæmningsstrategi, amerikanerne brugte under Den Kolde Krig. I stedet for at præsentere nyheder fra et ledelsesperspektiv, hvilket hurtigt gennemskues på universiteter, hvor der forskes i Statskundskab, Medievidenskab og Organisationsteori, vælger man at inddrage de kritiske røster. På den måde giver man indtryk af, at der i processen er plads til dialog og demokrati. Men bemærk også, hvordan medarbejderne primært forholder sig til konkrete emner - fysisk omrokering, institutnavne og størrelsen på faglige enheder. Det er her, vi ser inddæmningen. For ved at opfordre medarbejderne til sige, hvad de vil om mindre substantielle spørgsmål, sørger man for, at de kritiske stemmer er optaget andetsteds, mens man i ro og mag etablerer og konsoliderer et etstrenget ledelsessystem. Smart, ikke?

PLEASE - Lad mig passe mit arbejde!

Jeg blev ringet op her til eftermiddag. En kommunikationsmedarbejder ville have en reaktion på rektors store plan. For den havde jeg vel set? Tjah – jeg var faktisk i Horsens den 9. marts for at snakke erhvervs- ph.d., så jeg nåede ikke lige op i Aulaen. Men jeg havde da skimmet rapporten. Ja, for han ville gerne vide, hvad jeg syntes om, at instituttet skulle flytte op i Nobel Parken (hvor de humanistiske sprog er placeret). Her måtte jeg skuffe ham. Det havde jeg sådan set ingen mening om. Rygterne havde jo cirkuleret allerede før jul, så det emne var lige som uddebatteret.

Om der slet ikke var noget, jeg havde overvejet i forhold til i instituttets placering? Og her indrømmer jeg blankt: jeg var ikke samarbejdsvillig. Han fik den prioriterede rækkefølge: 1. forberedelse af mine timer fredag eftermiddag; 2. eksamen til juni; 3. flytning – og her primært væsentlige spørgsmål som får jeg de gode reoler med og kan jeg få kontor med udsigt over Aarhus Bugt? Jeg understregede, at det p. t. ikke var noget, jeg rigtigt havde forholdt mig til. Sådan set kendte jeg jo ikke forholdene i mit nye ”hjem.” Nok ville jeg få lidt længere på arbejde, og der blev nok også en cykeltur ned ad bakken, hver gang jeg havde HA undervisning. Men alt i alt ikke noget, der gav anledning til de store bekymringer.

Jeg ved ikke, om han fik den ønskede reaktion på den store plan, som vi alle ”har ventet spændt på.” Men jeg skal nok sige, at der gået kommunikation i alting. I morges lå der i vores postrum fine postkort med de nye AU slogans sammen med et særnummer af Univers. Og vi skriver altså kun 10. marts! På internettet ligger rektors præsentation som video og power point, samt en rapport på en 50-60 sider. Den skal selvfølgelig trykkes og omdeles til alle medarbejdere (fedt, mere papir). Vi har naturligvis også et særligt AU fusionsweb. Der var stormøde med rektor i går, vi har møde med dekanen i morgen, og så napper vi lige et institutmøde, med indlagt fusionsunderholdning, på mandag. Hvilket bringer mig til min hovedpointe: Er AUs omstrukturering i virkeligheden blevet gennemført for vores kommunikationsafdelings skyld? For vi andre har sådan set rigeligt at se til med at passe vores almindelige undervisning, forskning, og administration – og er der tid til overs, napper vi lige en ekstern bevillingsansøgning eller to!

Kan vi have sprog uden sprog?

Kan vi have sprog uden sprog? Det er et af de spørgsmål, der optager undertegnede, mens vi går og venter på, at den store AU plan offentliggøres den 9. marts. Jeg sidder på det, der engang ville have heddet Institut for Erhvervssprog. Det har det heddet, fordi man hos os uddanner kandidater med titlen cand.ling. merc. Hvis der er nogen, der har glemt deres skolelatin, betyder det ret præcist kandidat i erhvervssprog. Så det var egentlig det, jeg troede, vi gik og lavede.

I foråret fik jeg så en mail om, at instituttet skulle have et nyt navn. På det tidspunkt hed vi Institut for Sprog og Erhvervskommunikation. Men det var støvet, var der nogen, der mente. Jeg husker, der blev indkaldt til et møde, og da jeg sad i England på det tidspunkt, sendte jeg et notat om, at jeg som engelskperson helst så, at der stod sprog et eller andet sted i det nye navn. Jeg husker også, at vi modtog et laaangt dokument om, hvorfor det var meget smartere at kalde sig Institut for International og Strategisk Kommunikation. Det blev så vedtaget, mens jeg sad på University of Warwick og passede mit sprog! Erhvervsøkonomiske kolleger spurgte godt nok, om det betød, at vi ikke længere lavede sprog. For så synes de, at det var mærkeligt, at vi havde professorer i fagsprog, oversættelse og tolkning. Vores gamle navn overlevede! Men det gjorde det alene, fordi dekanerne Obel og Hylleberg, da de skulle præsentere vores School, som den slags hedder på universitetsdansk, ikke rigtig kunne forstå, at man kunne have et sproginstitut, der kun ville hedde kommunikation.

Min indre Churchill klappede, da jeg hørte, at vi bevarede sprog i instituttets navn. Og så kom hele fusionsfarcen. Rektor Laurids mente, at man vel sagtens kunne slå erhvervssprog sammen med humaniora – tysk var jo tysk. Og så kom der ellers gang i historierne. Rygter sagde, at instituttet ville blive skåret i småstykker og drysset ud over det nye humaniora. Folk skrev på vores ”fusionsforum,” hvordan Vores sprog i hvert fald ikke var som Deres sprog. De meste entusiastiske sendte et brev til rektor, hvori de om et eventuelt samarbejde mellem erhvervssprog og humaniora skrev: ” Dette forventes at ske mellem miljøer, der i dag har ringe eller ingen forskningsmæssig kontakt med hinanden begrundet ved deres forskelligartede forsknings- og undervisningsfelter og forskellige tilgang til videnskabelige metoder.” Da angsten for en eventuel indlemmelse i Humaniora var på sit højeste, hørte man folk understrege, at vi skam slet ikke laver sprog – og i hvert fald ikke på den måde, som de gør det på Universitetet.

Historien kunne så være endt her – vi er blevet en del af det nye Business & Samf. fakultet, og fred være med det. Men hvorfor er det, at folk stadig ikke stiller sig op og råber: vi vil gerne lave sprog her på instituttet – det er noget af det, der skal prioriteres i vores forskning. Og det skal det, fordi EU, erhvervslivet, universiteterne også fremover får brug for de særlige kompetencer, vores translatører opbygger. Hvis det står til markedskræfterne, dør translatøruddannelsen i Aarhus, som det er sket med alt andet end engelsk på CBS. Derfor synes jeg, det er så trist, når sprogkolleger er tilfredse med at kalde sig ”kommunikatører.” For hvem kan i sin vildeste fantasi forestille sig kommunikation uden sprog.

Ny undersøgelse: Medarbejdere og studerende sat uden for indflydelse

Pressemeddelelse fra Studenterrådet ved Aarhus Universitet


Ny undersøgelse viser, at såvel medarbejdere som studerende ikke mener, de har haft indflydelse på den faglige udviklingsproces på Aarhus Universitet. Studenterrådet kræver ændringer.

Ledelsen på Aarhus Universitet præsenterede i marts 2010 planerne for en gennemgribende reform af universitetet. Studerende og medarbejdere føler sig imidlertid ikke hørt, når de har givet deres mening til kende om den faglige udviklingsproces. Det viser et resultat af Studenterrådets spørgeskemaundersøgelse, som cirka 2000 studerende og medarbejdere har deltaget i.

Undersøgelsen viser, at 80 procent af de, der har taget del i den faglige udviklingsproces, ikke føler, at de har haft indflydelse på den afgørende beslutning, selvom både medarbejdere og studerende mener, at det er vigtigt at engagere sig. Flertallet har dog oplevet, at det har været svært at deltage, fordi ledelsen ikke har været åben for input og kritik. Overordnet set mener kun cirka 1 ud af 10, at processen har været god.

”Universitetsledelsen kan ikke længere slippe af sted med at holde skåltaler om, hvor god og inddragende den faglige udviklingsproces har været. Med undersøgelsen i hånden kan vi dokumentere, at hverken medarbejdere eller studerende har opfattet processen positivt. Tværtimod har de oplevet, at den var topstyret, og at beslutningerne var truffet på forhånd,” siger Thea P. Frederiksen, formand for Studenterrådet.

Studenterrådet mener desuden, at processen er et tydeligt eksempel på, hvad man kan gøre med en udemokratisk universitetslov i hånden og et bifaldende ministerium i ryggen.

”Processen opleves som udtryk for afskaffelsen af demokratiet på universiteterne. Der er en frygt for yderligere centralisering af magten på universitetet, hvilket skaber apati. Det er problematisk, fordi et universitet lever af medarbejdere og studerendes engagement og idéer,” uddyber formanden.

Arbejdet for indflydelse er langt fra slut. 2011 er året, hvor implementeringen af den faglige udviklingsproces starter. Studenterrådet vil i den forbindelse bruge undersøgelsen til at indlede en dialog med ledelsen om, hvordan en større grad af medarbejder- og studenterindflydelse kan sikres fremadrettet.

”Vi håber, at ledelsen på Aarhus Universitet vil tage konstruktivt imod undersøgelsens resultater for at forbedre debatklimaet på universitetet,” siger Thea P. Frederiksen.

Studenterrådets rapport om undersøgelsen kan downloades på www.sr.au.dk/fu-survey. [eller her]

For yderligere oplysninger eller kommentarer, kontakt venligst:



Thea P. Frederiksen

Formand for Studenterrådet

29 47 46 29

thea@sr.au.dk