Vejsidebomber eller kontravægte. Med tak til Christian Nissen

Jeg var ikke så lidt imponeret over, at Christian Nissen afleverede DMs ledelsesstafet til mig. Han og jeg har tidligere krydset klinger over universitetsledelse (han klarede sig i øvrigt bedst, sandt at sige, skønt jeg stadig mener, at jeg har ret). Hans anmeldelse af min bog Hjernedød var venligt kritisk, ganske kontant og heltigennem kvalificeret. Men vi står meget forskellige steder i debatten. At han derfor helt af sig selv sender ledelsesstafetten videre til mig, er ganske flot, og det var hans suveræne ret at sende den med et godt skarpt spørgsmål. Det lød sådan her:

De færreste kritikere af universiteternes ”enstrengede ledelsesform” ønsker sig tilbage til ”stænderforsamlingerne” fra før 2003, som havde et tydeligt præg af ”skabsledelse”. Men det kniber med klare alternativer. Du har i din bog ”Hjernedød - til forsvar for det borgerlige universitet” foreslået, at de akademiske råd skal have mere magt og have mulighed for at vælte de ansatte ledere. Altså at der i lov og vedtægter indføjes nogle paragrafbårne ”vej-bump” for ikke at sige ”vejsidebomber”.

Kan du ikke hjælpe diskussionen videre med en mindre formalistisk og mere konstruktiv løsning?

Det satte mig ganske mange grå hår i hovedet at få svaret på sådan et drilsk spørgsmål. Men mit svar kan dog nu læses her.

Kritik af forslag om ændring af visse dele af universitetsloven og forslag om forbedring af styrelsesforholdene.

Bloggen Forskningsfrihed? har fra Nils Bredsdorff modtaget et aktualiseret sammendrag af et større universitetspolitisk skrift (se note 1 nedenfor), som passende kan bruges til inspiration i den kommende diskussion om det høringsudkast til et nyt forslag om en universitetslov, som vi omtalte her den 19/11.

Kritik af forslag om ændring af visse dele af universitetsloven og forslag om forbedring af styrelsesforholdene.
af Nils Bredsdorff

Der er tale om en alvorlig forværring af en i forvejen dårlig ide. Lovforslaget skærper de dele af den gældende lov, som i forvejen har modtaget den alvorligste faglige/indholdsmæsssige kritik, selve ledelsesmodellen. Regeringen og SD har bidt sig fast i den såkaldte enstrengede model, set bort fra både den faglige kritik og de forslåede indgreb som kunne modificere skavankerne ved strukturen og endog skærpet dens dårlige sider ved at koncentrere magten og give ekstraordinære friheder til universiteternes nye mandariner.

Den elendighed, som er beskrevet neden for i den oprindelige kritik af 2003 loven har været universiteternes hverdag siden 2003, bevidnet af groteske fusioneringsøvelser og reorganiseringer og afbrudt af en international evaluering, hvis forslag forligspartierne kun delvist har lyttet til. Det nye lovforslag skærper de problemer, den 7 år gamle kritik blotlagde. Det er sket bevidst og forekommer at sammensætningen af bestyrelsen med eksternt flertal er blevet en blind plet i forligspartiernes universitetspolitik. Derfor forekommer det omsonst at satse på andet end at forsøge at indføre elementer af kontrol med den nu endnu mere uindskrænkede magt, først og fremmest ved at Akademisk Råd får modmagt og kontrol, mægler i konflikter, godkender større omorganiseringer, ”reviderer” magtens handlinger ved årlige auditing reports til bestyrelsen, overvåger at de nye beføjelser i loven medarbejderindflydelse, forskningsfrihed, organisatoriske nydannelser osv. kommer i gang. AR kan oprettes på flere niveauer og kontrollen dermed mangedobles. AR kan ikke stoppe rektor og det enstrengede vanvid men debattere og kritisere det, en akademisk revision, som Folketinget egen Rigsrevision. AR kan blive en officiel whistleblower eller forskernes vagthund, om man vil samfundets eneste kontrol med en magtfuld institution.

Den nye klare ledelsesstruktur er direkte kopieret efter en idealmodel for aktieselskabsbestyrelser. Al magt er samlet dér.[1] Blandt de få fagligt relevante kommentarer til lovforslaget lyder vurderingen:

”Den fremstilling af modellen, som præger reformovervejelserne, har … meget lidt at gøre med de differentierede organisationsformer, som man finder i det virkelige livs private organisationer.”[2]

Men vigtigere endnu er det, at den private bestyrelses handlemuligheder, styringsparametre og udviklingshorisont er anderledes end universitetets, og at muligheden for og konsekvenserne af at dreje universitetet over mod private markedsinstitutioner er uundersøgte og uoverskuelige.[3] Professor i økonomi Svend Hylleberg har flere steder kritiseret universitetsloven og giver aktuelt denne karakteristik: Loven anvender en ledelsesmodel, der er en

”karikatur af en standard lærebogsmodel for et aktieselskab. Dette medfører … at der vil være en uheldig tendens til at de ansatte ledere vælger at korttidsmaksimere af hensyn til deres egen kontrakt frem for at foretage de beslutninger, der er til gavn for universiteterne på langt sigt.”[4]

En samtidig undersøgelse af den universitetspolitiske debat og dens nøglebegreber i årene op til den nye lov giver et godt indtryk af den vigtige kamp om ordene. Det er en tekst- eller diskursanalyse, som viser ”… den kompleksitet, der kendetegner de problemstillinger, der tages op i debatten om en ledelsesreform på universiteterne. Undersøgelsen viser en høj grad af uklarhed i debatten og peger på en udpræget sammenblanding af nuancer og niveauer i forhold til de forslag, der diskuteres i forbindelse med oplægget til en kommende ledelsesreform.”[5] Men undersøgelsen konkluderer, at det er lykkedes politikerne at ”ændre kriterierne for validitet i forhold til udpegning og ansættelse af den administrative ledelse” og etableringen af de nye bestyrelser.[6]

I nogle få – universitetsfolkets størrelse og kapacitet taget i betragtning - indlæg i den offentlige debat kritiseres loven grundigt, men det gør tydeligvis ikke indtryk.[7] Også en protestunderskriftindsamling bliver en pæn men tam succes, fordi der ikke er nogen bevægelse blandt universitetsfolk og studenter. Det er som den satiriske sanger fra 60’rne, Tom Lehrer, siger om den spanske borgerkrig – We had all the good songs, they won all the battles. Den manglende effekt både i Folketinget og på universiteterne gælder også den eneste undersøgelse af nogle af de grundlæggende principper i loven. Det drejer sig om en undersøgelse af forholdet mellem ledelse og forskning. Den udkom samtidig med loven, og selvom den sætter fokus på et af de vigtigste implicitte universitetspolitiske dogmer (betydningen af forskningsledelse) som forvrider debatten om reformerne, refereres der ikke til den nogen steder.[8] Forfatterne påpeger, at reformen er en ”ledelsesreform” som kan beskrives med to nøglebegreber ”professionalisering af ledelsesfunktionerne på universiteterne og en hierarkisering”.[9]

Reformen sætter en bestyrelse ind i stedet for konsistorium. Bestyrelsens medlemmer skal udpeges af ministeren og være udefra kommende for flertallets vedkommende. Den daglige ledelse skal varetages af ansatte ledere, og universiteterne skal være selvejende institutioner, forpligtet af udviklings- eller resultatkontrakter. Spørgsmålet, som analysen nu stiller, er, om der er en sammenhæng mellem ledelsesstruktur og forskningspublikationsproduktion - her taget som et mål for den ene del af universitetets virksomhed, forskningen. Reformen hviler på en antagelse om, at der er en sammenhæng mellem bedre ledelse og bedre forskning.

Forfatterne understreger 2003-reformens sammenhæng med 1992-reformens satsning på en styrket ledelse, men først og fremmest dens direkte afhængighed af Forskningskommissionens arbejde. Kommissionen blev som vanligt nedsat efter endnu et bredt politisk forlig i maj 2000, og forfatterne kritiserer dens arbejde skarpt for ubetinget at konkludere, at universiteterne mangler en ny ledelsesstruktur i den stadig hurtigere udvikling af forskningsprocesserne, ”der stiller institutionerne over for nye udfordringer.” Ifølge kommissionen ligger disse udfordringer først og fremmest på det ledelsesmæssige plan, hvorfor svaret må være ”styrket og dynamisk ledelse”. Det er kendt musik, men ifølge forfatterne er problemet, at kommissionens betænkning – og dermed 2002-lovforslaget – ”hverken rummer en egentlig analyse af sammenhængen mellem ledelsesstrukturen og den præsterede forskning eller en kvalificeret og kritisk diskussion af betingelserne for en sådan sammenhæng.”[10] Det samme gælder for rapporter fra de internationale institutioner (EU og OECD), der refereres til både i betænkning og lovudkast ”sammenkoblingen af ledelsesstruktur og forskningens omfang og kvalitet (hviler) også i disse rapporter på antagelser snarere end på analyser og kritiske diskussioner af sammenhængen”[11], dokumenterer forfatterne.

For at få et grundlag at vurdere reformen på, undersøgte de forskningsproduktion og ledelsesomkostninger på universiteter og sektorforskningsinstitutioner, idet ledelsesforholdene på de sidste er som, 2003-loven foreskriver for de første. Sektorforskningsinstitutionerne har højere ledelsesomkostninger og lavere forskningsproduktion målt på en række forskellige parametre:

”Hele reformen hviler på en implicit antagelse om, at man ved at sætte ind med mere ledelse, så får man også mere og bedre forskning … Men undersøgelsen viser, at der en helt entydig tendens til, at der er en negativ sammenhæng mellem administrations- og ledelsesomkostningerne og forskningsproduktiviteten.”[12]

Den foreslåede – og senere vedtagne – reform ”… er løst funderet på tvivlsomme henvisninger til forholdene og erfaringerne i andre europæiske lande.” [13]


Noter
[1] Ideen er på sine egne præmisser pervers, fordi modmagten eller kontrollen med magten, aktionærerne og herunder beskyttelsen af mindretalsaktionærer, mangler. Det følgende er et redigeret uddrag af Nils Bredsdorff: Universiteternes styrelse, ledelsens styrkelse og forskningens frihed, Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr 51, August 2008 (pdf)
[2] Jørgen Grønnegård Christensen og Thomas Pallesen: "Ledelse og administration på universiteter og forskningsinstitutioner" i: Nordisk Administrativt Tidsskrift 2/2003, s. 115-139, her s. 120. (pdf)
[3] En yderst kompetent beskrivelse af markedsinvolveringen og -fixeringen af universitetet og dens tilsigtede og utilsigtede konsekvenser, formet som en gennemgang af 12 store amerikanske universiteters udvikling på markedet er David L. Kirp: Shakespeare, Einstein and the Bottom Line, The marketing of higher education, Harvard University Press, 2003. Adfærdsændringer (publiceringsmønstre) i forbindelse med forskellige typer forskningsregistrering er et anerkendt fænomen, som antyder rækkevidden af selv små markedsmæssiggørelsesstiltag og virksomhedsmodel-tænkninger.
[4] Kvalitet og styring af universiteterne, Information 28. jan. 2009.
[5] Peter Brink Andersen, Forskningsledelse i en forskningspolitisk kontekst, Udviklingskontrakter og ledelsesformer på danske universiteter. Rapport fra Analyseinstitut for forskning 2003/10 s. 123 (pdf). Tekstanalysen s. 28-83 og en fin bibliografi over debatten giver en fin fornemmelse af politiseringen af universitetsspørgsmålet.
[6] Op.cit s. 130.
[7] De bedste er stadig læseværdige og aktuelle: Jørgen Grønnegård Christensens kronik i Politiken 11.07.06 og Tom Fenchels, Johnny Kondrups og Bjørn Quistorffs kronik smst d. 22.02.08.
[8] Jørgen Grønnegård Christensen og Thomas Pallesen, Ledelse og administration på universiteter op.cit. Mht omtale af undersøgelsen har jeg kun undersøgt det her behandlede ’lovgivningssstof ’og kun fundet den omtalt i Haavisto og Hagelund og her sker det i en helt anden forbindelse, op. cit. Men Grønnegård har bekræftet, at den ingen indflydelse fik.
[9] Op. cit s. 115.
[10] Op.cit. s. 118.
[11] Op.cit s. 119. Det samme gælder den i øvrigt interessante rapport af Peter Brink Andersen, Forskningsledelse … op.cit., som tager en række undersøgelser inkl. Forskningskommissionens for gode varer uden at stille det afgørende spørgsmål: Ledelsens nødvendighed for hvad? jvf. s. 10 f.
[12] Grønnegård og Pallesen op.cit. s. 136. Forfatterne er helt på det rene med de mange metodiske problemer i sammenligningen, men mener at konklusionen holder.
[13] Op.cit s. 138.

Al magt til rektor - nyt forslag til universitetslov i høring

Den 10. november sendte UBST, Universitets- og Bygningsstyrelsen under videnskabsministeriet, et endnu ufærdigt lovforslag til høring, øjensynligt fordi forhandlingerne mellem forligspartierne er gået i stå og man ikke har kunnet komme længere, og d. 16. november opdateredes en side herom på UBSTs website, hvor man også finder høringslisten, følgebrevet og selve høringsudkastet (sidstnævnte som et 5 MB stor billedscan, men en venlig embedsmand sendte mig en tekst-version, som jeg har henlagt her i et mere håndterbart .doc og .pdf-format. Man må sammenholde ændringsforslagene med den gældende lov som kan læses her).
Det er altid interessant at lægge mærke til hvordan ministeriet præsenterer et sådant udkast – videnskabsministeriets website blev under Helge Sander langsomt omformet til en propaganga-maskine for ministeren og regeringens forskningspolitik, og det vil nok tage Charlotte Sahl-Madsen noget tid at få gjort op med tendensen til at bruge en offentlig myndigheds kommunikation så politiseret. I UBST's præsentation sættes fokus på tre punkter, som her skal citeres og kommenteres:
1.

"En friere ledelsesstruktur
Forslaget lægger op til, at det enkelte universitet får større fleksibilitet til at fastsætte sin egen organisation. Der vil ikke længere være krav om, at universiteterne organiserer sig med fakulteter og institutter. Samtidig bortfalder kravet om fakultetsdekaner og institutledere. Rektor skal fastlægge universitetets interne organisering inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat." (UBST, 16.11.2010)

Når der tales om frihed, må man altid spørge "frihed" for hvem? Det første, og vigtigste, der må kritiseres ved høringsudkastst, er at der ikke gøres op med den enstrengede ledelsesstruktur. (Politisk er det måske ikke overraskende, da Socialdemokraterne hele tiden har holdt fast ved denne, men det bliver det jo ikke bedre af). Den hierarkiske struktur med bestyrelsen og rektor i toppen, og et lineært magtudøvelsessystem, med underledere som groft sagt kun er loyale overfor den overhund, de er ansat af, og ingen kontravægte af reel beslutningsmagt af betydning udenfor hierarkiet – fx for de studerende og det løse plus faste personale på gulvet, til fx at afsætte uduelige ledere eller vetoe katastrofale beslutninger – var ellers en af de væsentligste anker mod den 2003-lov (med senere modifikationer) som nu skal revideres til foråret. De godt 6500 ansatte forskere og studerende, som i 2008 krævede en egentlig revision af loven, ønskede netop "en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende", for nu at citere (her) fra underskriftsindsamlingen fra 2008.
Det er sjovt at et ord som frihed kan opfattes så forskelligt. Rundkredsen af forligspolitikere opfatter "en friere ledelsesstruktur" som "frihed for ledelsen" – hvad der i lovforslaget nærmest er blevet til al magt til bestyrelse/rektor – mens en friere ledelsesstruktur vel også kunne opfattes som en struktur, hvor ledelse og de der ledes i fællesskab opnår de bedste beslutninger, som alle føler ejerskab til og medansvar for, og som indbyder til og sikrer nøje og åbne overvejelser af alle argumenter såvel for som imod væsentlige beslutninger.
Selve tanken om at ikke alle universiteter behøver at ligne hinanden organisatorisk, og der på dette plan kan tages hensyn til forskelle på fx tekniske eller meget erhvervsrettede universiteter, universiteter med megen myndighedsbetjening eller strategisk forskning, og universiteter med alle videnskaber repræsenteret, er for så vidt sympatisk. Jeg ved ikke om man er nødt til at have oplevet den nuværende omorganisering af Aarhus Universitet på nært hold, for at forstå baggrunden for forslaget om, at fakulteter eller institutter ikke er "et must" (spidsformuleret: vil lovforslaget blot legitimere fakultets-massakren på AU med tilbagevirkende kraft?), eller om en hård daglig træning i skolastiske begrebsøvelser – a la "fortæl mig, om Statens Byggeforskningsinstitut i Aalborg i sin essens er et institut eller et fakultet" – er tilstrækkeligt til at tydeliggøre, at et (postsandersk og postfusioneret) universitet bestående af institutter og fakulteter ikke er nogen naturlov, lige så lidt som universitetet som sådan har nogen historisk uforanderlig essens.
I bemærkningerne til lovforslaget som indgår i høringsudkastet hedder det:

"Til nr. 14 (universitetslovens § 14, stk. 1, 2. pkt.)
Det foreslås, at gældende ret præciseres ved, at rektors kompetence fremgår specifikt af loven. Samtidigt foreslås det at lade kompetencebestemmelserne for dekaner, institutledere m.v. udgå. Dette giver universiteterne frihed til at organisere sig, som det er mest hensigtsmæssigt for det enkelte universitet.
Den ændrede formulering af bestemmelsen tydeliggør, at al kompetence udgår fra rektor. Rektor delegerer opgaver til den øvrige ledelse. Delegation kan ske i led, sådan at en opgave, der er delegeret af rektor, kan videredelegeres til en leder på et mere decentralt niveau. Rektor kan blandt andet bemyndige ledere af videnskabelige enheder til at ansætte og afskedige ledere af underliggende videnskabelige enheder inden for deres område. I de tilfælde, hvor rektor har delegeret sin kompetence, træder den delegerede i rektors sted.
Som efter den gældende lov vil det være naturligt, at rektor delegerer opgaver, der hører til den daglige ledelse af universitetet, til de øvrige ledere, det vil sige prorektor, direktør, dekaner, funktionsdekaner, ph.d.-skoleledere, institutledere, centerledere og studieledere m.v."

Selve ledelseshierarkiet vil styrkes og lydigheden overfor rektor øges, en proces DTU har været spydspids for. Bestyrelser og rektor får større handlefrihed, det vil give enhver ny rektor med drømme om at blive husket for et eller andet "stort" en tilskyndelse til at sætte sit fingeraftryk på sit universitet ved at omorganisere det, og vi vil sikkert engang kunne opleve universiteter som sære konglomerater af enheder med vidt forskellige formål og opgaver – måske vil idrætsparken i København engang kunne indgå som en del af KU-Campus Nord?
Den ofte fremsatte kritik af den nuværende lovs §12 ("Bestyrelsen sammensættes således, at flertallet af medlemmerne er udefrakommende. Bestyrelsen vælger en formand blandt de medlemmer, der er udefrakommende") har man meget besynderligt valgt at forbigå i tavshed. Det forstår jeg ikke. Man bevarer følgende selektionskriterium for udefra kommende medlemmer: "De udefra kommende medlemmer skal have erfaring med ledelse, organisation og økonomi, herunder vurdering af budgetter og regnskaber". Det er selvfølgelig vigtigt, at der i bestyrelsen er folk med økonomisk sagkundskab, og at de udpeges "i deres personlige egenskab" så de ikke formelt repræsenterer Dansk Industri, men som enerådende selektionskriterium vil effekten reelt være, at de eksterne tilsammen garanterer erhvervsinteressers dominans.
En anden væsentlig kritik af styrelsesreformen i 2003 har været, at universitetsbestyrelserne blev nogle underlige lukkede, selvsuplerende kliker, som ikke skal stå til ansvar overfor nogen. I lovforslaget har man opfundet et byzantinsk svar på manglen:

"I § 12 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Universitetet nedsætter et organ, der indstiller de udefra kommende bestyrelsesmedlemmer (indstillingsorganet). Universitetet nedsætter et andet organ, der udpeger de udefra kommende medlemmer (udpegningsorganet). Indstillings- og udpegningsorganerne må ikke være identiske. Indstillings- og udpegningsorganerne skal sikre, at de udefra kommende medlemmer opfylder betingelserne i § 12, stk. 2 og 3. Bestyrelsen fastsætter procedurer for nedsættelsen af indstillings- og udpegningsorganet.«"

I bemærkningerne hertil hedder det bl.a.:

"Indstillingsorganet indstiller udefra kommende bestyrelsesmedlemmer til udpegningsorganet. Herefter udpeger udpegningsorganet de nye udefra kommende bestyrelsesmedlemmer blandt de indstillede kandidater. Udpegningsorganet kan for eksempel være bestyrelsen eller dele af bestyrelsen."

Læseren må selv vurdere, om dobbeltorganet imødekommer problemet med det selvsupplerende – at det er de samme kredse og netværk, de nye eksterne medlemmer hentes ind fra. Retfærdigvis skal nævnes, at der også advokeres for, "at alle skal kunne komme med forslag til indstillingsorganet. Der skal derfor annonceres åbent efter kandidater til bestyrelsen".

Et særligt problem ved at sløjfe den gamle (2003) lovs paragraffer om dekaner eller institutledere er måske også, at med ryger en paragraf som "Institutlederen skal være anerkendt forsker og skal have undervisningserfaring." (§17 stk.3). I stedet hedder det nu, en anelse uklart (ændringsforslagets punkt 15 vedr. §14):

"Rektor ansætter og afskediger ledere af de organisatoriske videnskabelige enheder. Lederen af en videnskabelig enhed skal være anerkendt forsker og skal i relevant omfang have erfaring med uddannelse".

Men betyder det så, at man kan have fx et storinstitut med mange små forskergrupper (de "videnskabelige enheder"), hver med en forsker som leder, men hvor lederen af storinstituttet ikke kræves forskningserfaring endsige anerkendelse som forsker? Generelt kan man se centraliseringen af den organisatoriske magt hos rektor som åbnende for en langt mere managementpræget tilgang til styringen af de forskellige dele af universitetet.

2. Det næste punkt i UBST's præsentation lyder

"Medbestemmelse og medinddragelse
Det foreslås præciseret, at bestyrelsen skal sikre, at der sker medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger. Hvordan dette sker, beskrives i vedtægten."

For først lige at opsummere den hidtidige diskussion har problemet med medbestemmelse været, at den nye lov tillod lederne at "inddrage" medarbejderne blot ved at informere dem om beslutninger, der allerede reelt var truffet. En dekan kunne fx lade sin prodekan for det ene eller det andet rejse rundt til institutterne i en "dialog" om et nyt forslag til reorganisering af fx studienævn, og efter denne rundtur, kunne forslaget blot effektueres trods massiv skepsis og modstand, fordi "medinddragelsen" ingen reel virkning havde. Når argumenter ikke høres - og ikke behøver at blive hørt - koger det i kritiske situationer desværre reelt ned til et spørgsmål om hvem der har den legale magt til at gennemføre en beslutning trods massive protester. Men det ligger i begrebet om akademiske frihed, herunder forsknings- og undervisningsfrihed, at magten deles, der skal være delt styring, og at personalet også har en bestemmende indflydelse på de beslutninger der træffes. For at det ikke blot skal være et skuespil, må der sikres mekanismer til reel medindflydelse. Akademisk Råd kan fx udtale sig til rektor og dekaner, ja, men ikke vetoe, ikke besslutte. Der er intet institut- eller fakultetsråd, der kan afsætte en fatalt dårlig ledelse. (Magtesløshed i organer som Akademisk Råd afspejler sig pudsigt nok i fakulteternes organisationsdiagrammer, med fakultetsdirektionen som oververdens centrum, hvilende på og styrende institutledernes institutter, med Akademisk Råd afbildet som en lille drabant i perifert kredsløb om resten).
Om den nu gældende 2003-lov bemærker udkastet: "Medbestemmelse og medinddragelse er et bestyrelsesansvar. Derudover skal institutlederen opbygge en organisation til at løfte instituttets samlede opgaver med inddragelse af de studerende, det videnskabelige personale og det teknisk-administrative personale". Om universitetslovsevalueringen (som afsluttedes i dec. 2009) hedder det, at det internationale panel "konstaterer, at universiteterne ikke i tilstrækkelig grad har sikret medbestemmelsen og medinddragelse og løftet udfordringen med at udvikle en ny ledelseskultur." Panelet anbefalede, at "der indsættes en generel bestemmelse i universitetsloven, der giver universiteternes bestyrelser ansvaret for at sikre medbestemmelsen og medinddragelse på universiteterne". Og hvordan gør man så det? Her er udkaststs forslag, i al sin rørende enkelthed:

5. § 10, stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Bestyrelsen sikrer, at der sker medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger.«

Hertil føjes en del ord, men ikke mere substans, i bemærkningerne, citat:

"Formålet med forslaget er at tydeliggøre bestyrelsens ansvar, men det forventes fortsat, at den effektive inddragelse af medarbejdere og studerende sker på alle organisatoriske niveauer. Det følger endvidere, at de nærmere regler for medbestemmelse og medinddragelse skal fremgå af vedtægten. Dette sker for at følge op på evalueringspanelets anbefalinger om, at universitetsbestyrelserne bør kræve, at universiteternes øverste ledelse i samarbejde med det videnskabelige personale og de studerende udvikler procedurer og organisatoriske mekanismer til at sikre effektiv inddragelse af personale og studerende i overensstemmelse med moderne ledelsespraksis i videnorganisationer og de danske (og nordiske) traditioner i universitetssektoren. Fastlæggelsen af procedurerne for medbestemmelse og medinddragelse skal ske med respekt for den enstrengede ledelse.
Senest 3 år efter lovens ikrafttræden følges der op på, om universiteterne i tilstrækkeligt omfang har sikret medbestemmelse og medinddragelse for medarbejdere og studerende."

Det virker som et mislykket forsøg på at lægge en alt for levende bold død. Ønsket om at skærpe en sikring og gennem vedtægterne eksplicitering af mekanismerne for medindflydelse og medinddragelse må selvfølgelig ønskes velkommen, men her kunne man ønske en tydeligere skelnen mellem mulighed for at udforme forskellige systemer herfor i de forskellige vedtægter på hver sit universitet (og gerne nogle ideer herom i bemærkningerne), det generelle krav, og en større tydelighed om principperne for sådanne mekanismer, a la "checks and balances", nævnt i selve loven.

3. Så er der det for denne blog ikke uvæsentlige punkt, citat fra UBSTs annonce:

"Forskningsfrihed
Forslaget har desuden til formål at præcisere, at universitetets forskningsstrategiske rammer dækker hele universitetets profil. Det foreslås desuden tilføjet i loven, at rektor eller underordnede ledere ikke over længere tid må pålægge de videnskabelige medarbejdere ogaver i hele deres arbejdstid, sådan at de reelt fratages deres forskningsfrihed."

Dette er er jo umiddelbart glædeligt. Den forkætrede §17 stk. 2 i den nuværende lov, instruktionsbeføjelsen ("Institutlederen varetager instituttets daglige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver. Institutlederen kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. I den tid, hvor de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt sådanne opgaver, forsker de frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer") ændres. Ikke kun fordi kravet om ansættelse af dekaner og institutledere forsvinder, den erstattes i lovforslaget med (a) formuleringen af den enkelte forskers forskningsfrihed, hvor det før blot var universitetet. Før var §2 stk.2 "Universitetet har forskningsfrihed og skal værne om denne og om videnskabsetik", nu foreslås "Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetik". (b) Alligevel bevares instruktionsbeføjelsen dog, men nu hos rektor og dennes bemyndigede, således:

"Stk. 6. Rektor kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. De videnskabelige medarbejdere har forskningsfrihed og forsker frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer i den tid, hvor de ikke er pålagt opgaver. Universitetets forskningsstrategiske rammer dækker hele universitetets profil. Rektor eller den, der er bemyndiget hertil, må ikke over længere tid pålægge de videnskabelige medarbejdere opgaver i hele deres arbejdstid, således at de reelt fratages deres forskningsfrihed."

Med andre ord kan en institutleder stadig bede en forsker udfærdige en rapport til et firma eller en styrelse om et stofs skadevirkninger, men kan ikke gøre det hele tiden. (Der vil stadig kunne opstå strid om hvor meget "over længere tid" så er).
Endvidere skæres det ud i pap, at forskerens frie emnevalg ikke kan indskrænkes af lokalstrategiske hensyn. Det er en meget væsentlig præcisering. Hurra for det. Man kan ikke tvinges til at opgive at forske i klassisk geometri, zoogeografi eller konservatisme, blot fordi ens enhed flager med ikke-kommutativ geometri, systembiologi eller radikalisering. Er matematik, biologi eller samfundsvidenskab en del af "hele universitetets profil", er der frit emnevalg herindenfor. Høringsudkastets bemærkninger reducerer dette spørgsmål om instruktionsbeføjelsen til blot værende af symbolsk karakter (og uheldig fordi "Stridighederne om denne paragraf svækker unødigt universitetsledelsernes gennemslagskraft", sic), og om hensigten med den nye præcisering hedder det blot

"Formålet med forslaget er at bidrage til at tydeliggøre sammenhængen mellem den individuelle forskningsfrihed, som er knyttet til de videnskabelige medarbejdere, og den institutionelle forskningsfrihed, der er knyttet til universitetet."

Er alt så godt hvis forslaget vedtages? På ingen måde. Det er igen og igen fremgået (fx. i de forskningspolitiske hvidbøger fra Videnskabernes Selskab 2007 og 2009), at en række andre faktorer end de juridiske virker mindst lige så indskrænkende for den reelle forskningsfrihed – som fx tilstrækkelige midler til at forske, tilstrækkelig tid til langsigtede projekter, de usikre ansættelsesforhold (pga. tvivlsom økonomistyring, tilfældige udsving i studentertilgang m.v.) hvor fyring pga. nedskæring er en meget brutal begrænsning på den enkelte forskers forskningsfrihed. Dertil kommer sære restriktioner som ydre regulering af publikationskanaler og -form (forskningsindikatoren), og ikke mindst hele den generelle svækkelse af de kollegiale videnskabelige strukturer for prioritering af nye forskningsområder, rekruttering af nye forskere, og sikring af videnskabelig kvalitet (bl.a. analyseret her). Gennem den øgede eksterne finansiering af mange afdelinger bindes beslutninger om rekruttering og prioritering op på fx indlejringsaftaler med Grundforskningsfonden og andre, som flytter indflydelsen bort fra de lokale fagmiljøer op på lederskråplanet for ren management efter bundlinie, indtægt og udgift, snarere end efter videnskabelig interesse. Mange har i diskussionerne nævnt at forskningsfrihed kræver fri tid, og der er intet i den nye lov, der tyder på at ændre selve tidsprioriteringerne eller de finansieringsmæssige strukturer, universitetsforskere kæmper med i dag.
Men forbedringen af emnefriheden i forskningsfriheden er et væsentligt skridt på vejen til bedre forhold, ikke mindst for de indfusionerede sektorforskere på de traditionelt mere autoritært styrede steder som DMU på AU eller Risø på DTU. De resterende sektorforskere, fx på GEUS, får ikke glæde af det. Om glæden er stor er nok tvivlsomt, da emnefrihed overalt på det entrepreneuriske universitet kræver, at projekterne kan sælges til en aftager. Og så er det igen så som så med friheden.

Lovforslagets høringsudkast indeholder også en række andet, bl.a. om økonomibestemmelser for at imødekomme en tværministeriel arbejdsgruppe, som anbefaler at selvejende institutioners økonomiske og administrative forhold reguleres gennem tværgående love og samles i ét regelsæt knyttet til finansloven - men det vil jeg ikke komme ind på her. Der står også mere om medinddragelse af medarbejdere og studerende gennem studienævn, ph.d.-udvalg, akademisk råd der i sin tur skal kunne nedsætte underudvalg, o.l., som jeg ikke vil kommentere nu, og som ikke ændrer det grundliggende demokratiske underskud, det nuværende lovforslag stadigt lider under.
Ændringsforslag forventes fremsat i folketinget i uge 8, så høringssvar via de høringsberettigede organisationer har allerede deadline 15. dec., så der er ikke så meget tid at løbe på, hvis du vil lade din mening tilflyde dem.

Universitetsloven overtræder internationale anbefalinger

I disse dage popper der en gammel nyhed op, først på Videnskabsministeriets (dvs. UBST's) website, siden, som ringe i vandet, til Universitetsavisen og nu i dagens Information, om at et internationalt ekspertpanel har fundet den danske universitetslov ok og ikke krænkende for den akademiske frihed (se links og henvisninger her). Ingen er tilsyneladende interesseret i at spørge hvorfor vi skal præsenteres for dette som om den var nyt, men heller ikke hvorfor vi ikke allerede har gransket den gamle nyhed.
Der er for mig at se ingen tvivl om at Universitetsloven af 2003, som vi stadig regeres under, overtræder internationale bestemmelser, som Danmark har tilsluttet sig, vedrørende forskningsfrihed og det akademiske personales medbestemmelse. Det var Dansk Magisterforening heller ikke i tvivl om, og indklagede, som man vil kunne huske (ellers se her), den danske regering til UNESCO for at overtræde de selv samme bestemmelser, som Danmark har tilsluttet sig og holder fanen højt omkring – især når det gælder udviklingslande.
Det ærgrer mig, at jeg først et år efter – via præsentationen af den gamle pseudonyhed på UBST's site – bliver opmærksom på at DM's klage afvistes for omkring et år siden. Kunne man mon forestille sig, at Videnskabsministeriet/UBST netop nu, hvor forhandlingerne om revisionen af universitetsloven kører bag lukkede døre, ønsker at minde offentligheden om at DM "tabte" sagen, og derfor bringer nyheden på sit site – når nu ikke DM selv har villet kommentere på den? En ikke-omtalt gammel nyhed spinnes som en nyhed, når det er i regeringens interesse? (Jeg har skrevet til Mette Ring Rossing fra UBST og spurgt hvorfor de bringer den samme gamle nyhed igen men har endnu ikke fået svar).
Hele klagen kan hentes fra DM's site (her). Klagen påviser, at den danske universitetslov af 2003 og følgelovene ikke lever op til UNESCO's anbefalinger på flere væsentlige punkter:

• Forskningsfriheden er ikke tilstrækkelig sikret. Den undermineres af udviklingskontrakterne og de strategiske rammer med specifikke kvantitative resultatmål for eksamener, publikationer, ph.d.’ere, etc.
• Reel medarbejderindflydelse er afskaffet. Beslutninger, - også om faglige forhold - træffes af politikere, eksterne bestyrelsesmedlemmer og et internt managementhierarki. Den professionelle ekspertise, som forskere og undervisere besidder, har ingen eller kun marginal indflydelse på beslutningerne. Universitetsforskere og undervisere er udelukket fra at udøve deres professionelle dømmekraft i forhold til afgørende beslutninger om indhold og udvikling af universitetets forskning og uddannelse.
• Universiteternes autonomi undergraves af ekstrem politisk og ministeriel kontrol. Beslutning om forbud mod gruppeeksamen er blot et af mange grelle eksempler.

Det er meget besynderligt, at det ILO-UNESCO-panel, som har taget stilling til klagen, i hovedtrækkene har afvist den, og det kan kun skyldes manglende kendskab til de faktiske forhold i Danmark (skønt de ellers er grundigt dokumenteret i klageskrivelsen), eller manglende respekt for teksten om de selvsamme anbefalinger, som kommiteen skal vurdere om Danmark overholder.
Jeg skal her nøjes med at underbygge sidstnævnte ud fra punktet om medarbejderindflydelse, et kernepunkt, ikke mindst når det kommer til så væsentlige beslutninger som hyring eller fyring af det akademiske personale – jf. de to analyser fra Netværket 5f (af 14/10 og 31/10) der dokumenterer hvor løst og ufuldstændigt grundlag massefyring af forskere er sket på, hvor hvordan medarbejdernes reelle indsigt i budgetterne og indflydelse på beslutningerne har været fraværende.
I klagen fra DM fremførte man bl.a. følgende om fraværet under den nye lov af de kollegiale principper om ledelse:

"In Denmark, collegiate government was abolished with the introduction of the University Law of 2003.
The law prescribes that the board must have a majority of external members, and that the internal bodies are mainly advisory, without decision making powers. Furthermore, the advisory bodies do not have any powers to require leaders to answer their submissions.
There are no ways for the academic community to hold their leaders to account. This is in clear conflict with §§ 31-32 in section VI, B of the UNESCO Recommendation, which recommends that academic staff must be given the option of membership of the governing bodies and the possibility of holding a majority. Such internal bodies should have decision making powers over the budgets of the institution, i.e. decide the allocation of resources, and powers over academic issues." (DM's klage til UNESCO [extension kan med fordel efter download omdøbes fra ashx til pdf])

De principper, der henvises til, lyder i anbefalingerne som følger:

B. Self-governance and collegiality
31. Higher-education teaching personnel should have the right and opportunity, without discrimination of any kind, according to their abilities, to take part in the governing bodies and to criticize the functioning of higher education institutions, including their own, while respecting the right of other sections of the academic community to participate, and they should also have the right to elect a majority of representatives to academic bodies within the higher education institution.
32. The principles of collegiality include academic freedom, shared responsibility, the policy of participation of all concerned in internal decisionmaking structures and practices, and the development of consultative mechanisms. Collegial decision-making should encompass decisions regarding the administration and determination of policies of higher education, curricula, research, extension work, the allocation of resources and other related activities, in order to improve academic excellence and quality for the benefit of society at large. [Recommendation concerning the Status of Higher-Education Teaching Personnel, 11 November 1997]

I svaret fra UNESCO skrives der om dette punkt:

"The 1997 Recommendation addresses self-governance and collegiality in sections 31–32. In particular, section 31 states that teaching personnel should be able “to elect a majority of representatives to academic bodies within the higher education institution”. The evidence presented to the Joint Committee is that external members must be a majority on the academic boards of each university (The Universities Act, section 12), and the chair must be an external member. In addition to the academic board, each university has at least one “academy council” which is comprised of academic personnel, graduate students and academic administrators. It appears that academic personnel can comprise a majority in these bodies. Council duties include the distribution of funds within the university. Other bodies regulate PhD programmes and study boards. Study board members are equally divided between academic personnel and students, and the chair must be an academic member." [Joint ILO–UNESCO Committee of Experts on the Application of the Recommendations concerning Teaching Personnel (CEART): Report on allegations submitted by teachers’ organizations, § 36, p.11-12, Geneva, November 2009.]

Man henviser altså (tro det eller lad være) til Akademisk Råd! Som om Akademisk Råd har reel indflydelse på de ting, der nævnes ovenfor i §32! Det er gang på gang påpeget, at de akademiske råd ingen som helst reel indflydelse har på beslutninger om styringen af fx budget, ansættelse eller afskedigelser. Om Akademisk Råd står der ganske vist i 2003-loven

"§ 15 Stk. 2. Akademisk råd har følgende opgaver:
1) At udtale sig til rektor om den interne fordeling af bevillinger.
2) At udtale sig til rektor om centrale strategiske forsknings- og uddannelsesområder og planer for videnudveksling.
3) At indstille til rektor om sammensætning af sagkyndige udvalg, der skal bedømme ansøgere til videnskabelige stillinger.
4) At tildele ph.d.- og doktorgraden."

Men hvad nytter eventuelle udtalelser fra Akademisk Råd, når de ingen reel indflydelse får på beslutningerne? Rådet er – bortset blåstempling af akademiske grader – uden magt. Kan ILO-UNESCO-kommiteen virkeligt tro noget sådant? Hvad foregår der? Har kommiteen bare ikke vidst nok om forholdene? Her er deres anbefaling: kommiteen

"recommended that the Government and the DM engage in social dialogue on issues of university governance and performance contracts for individual universities and to report further to the Joint Committee on the results of their discussions, progress made and any difficulties encountered."

Man ser det for sig: Mens DM-repræsentanter fører social dialog med en afdelingschef på UBST, fortsætter business as usual, herunder topstyrede fag- og fakultetssammenlægninger, nedskæringer og fyringsrunder.

Jobbeskrivelse for minister eller embedsmand?

Der findes i videnskabsministeriets UBST (det er Universitets- og Bygningsstyrelsen) en enhed, der kalder sig Institutionspolitisk kontor. Jeg ved ikke helt hvad der gemmer sig bag betegnelsen, som minder mig om betegnelser som 'politbureau' fra sovjettiden. Men de søger nu en AC-medarbejder (læs opslaget her), eller rettere, "en dygtig kollega, der vil være med til at skabe gode rammer for de danske universiteter både nationalt og internationalt."
Ak, min sjæl, hvad kan du ønske mere?
Der er et eller andet i opslaget, der vækker mit ubehag, men jeg har svært ved at formulere hvad det præcist er. Måske er det bare noget rent sprogligt, det generelt spin-agtige lingo, som er med til at gøre det helt uklart hvad den embedsmand m/k, der søges, faktisk skal foretage sig. En af formuleringerne er:

"Du skal bl.a. analysere udfordringer,
udforme politiske initiativer og føre dem ud i livet."

Øhh, jeg troede det var politikere og ministre, der udformer politiske initiativer. Men måske har er det i sådanne formuleringer, at en bestemt ambitiøs ånd i UBST, og hos UBST's direktør Jens Peter Jacobsen, skinner igennem - en ambition om politisk magt? Så vidt jeg ved håbede JPJ i sin tid, at evalueringen sidste år af universitetsloven alene kunne gennemføres som en øvelse i evaluering uden at medføre egentlige lovændringer. Måske handler det nu om at komme lovgiverne i forkøbet.
Man har sagt (fx. her), at den nye videnskabsminister ikke har politiske erfaringer. Måske er den største udfordring ikke så meget politikerne på Christiansborg som de institutionspolitiske ambitioner i videnskabsministeriet.

Universitetsledelsens fiasko

Universitetets nye ledere har fejlet, og de er derfor ikke ledere for os. Deres formelle beføjelser er selvsagt intakte, og vi ansatte er nødt til at gøre, som de siger, men de er vores chefer og vores bosser, ikke vores ledere, skriver Sune Auken .

Læs kronikken her !!!

Private universiteter - autonomi er en by i USA

Det værste er ikke Sanders ideoplæg om private universiteter i Danmark - det har forhåbentlig ikke nogen gang på jorden? Det værste er, at nogle af de uhyrligheder, som præger amerikanske universiteter 'i verdensklasse', kan ses som begyndende tendenser på danske universiteter, båret frem af den herskende forskningspolitik. Det er ikke kun videnskabsministeriets embedsmænd, der burde interessere sig for komparative studier af universitetsledelse, universitetsøkonomi og af effekterne af den akademiske kapitalisme, der hærger USA. En dansk konsensus, bakket op af den seneste universitetsevaluering, hylder tanken om, at universiteterne skal have større autonomi. Men for nogle betyder det ca. ledelsernes ret til at køre dem som kompetitive koncerner på et globalt uddannelsesmarked, mens andre tror det betyder forskernes mulighed for at forfølge de frontforskningens agenda, uden hensyn til samfundsnytte eller politisk defineret relevans. En aktuel artikel analyserer årsagerne til de amerikanske både offentlige og private universiteters økonomiske morads – nogle, men heldigvis ikke alle disse faktorer genkendes i den danske virkelighed:

"one needs to understand five inter-related factors: the state de-funding of public education, the emphasis on research over instruction, the move to high-risk investments, the development of a free market academic labor system, and the marketing of college admissions. These different forces have combined to turn universities into corporations centered on pleasing bond raters in order to get lower interest rates so that they can borrow more money to fund their unending expansion and escalating expenses." (Læs analysen her).

Forskningsfrihed, men…

Et af de absolutte lyspunkter på den nyligt afholdte AC-konference om evalueringen af universitetsloven var Hans Hauges indlæg, fordi det så klart imødegik den enormt ensliggørende tendens der præger disse års forskningspolitik og universitetsadministration, og fordi det understreger det særegne ved humanistisk forskning. Jeg takker Hans Hauge for for oplægget, som jeg herved har den glæde at bringe videre til bloggens læsere. C.E.

Forskningsfrihed, men…
af Hans Hauge

Constraints

Evalueringsrapporten indleder med selv at nævne alle de begrænsninger (constraints), der er for forskningsfriheden. De er der endog ”clearly”. Den slags gør man, fordi man er bange for, at den skal misbruges, eller som om nogen tager sig for mange friheder.
Dernæst kaldes disse friheder traditionelle. De er en arv fra det gamle dannelsesuniversitet med de udstrakte friheder for både lærere og studerende. Da jeg læste, var det frit, om vi ville modtage undervisning eller ej, i dag tvinges de studerende til at modtage undervisning. Lærerne forskede, men det havde ikke med undervisningen at gøre. Der var frihed uden begrænsninger.
Vi evaluerede ved at blive væk og læse selv; de evaluerer ved at udfylde skemaer og med mindre tid til at læse selv. Men hvordan nu med forskningsfriheden på det ”andet” moderne universitet? Det globaliserende universitet, der har afløst det nationaliserende.

Jeg vil med udgangspunkt i den fransk filosof J. Derridas skrift om universitetet uden betingelser – L’Université sans conditions (2001)– tale ud fra et ideal om, at humaniora – det han kalder det ny humaniora – er den principielle ret (droit) til at sige hvad som helst (tout) selv under navnet (au titre) fiktioner, og retten til at sige det offentligt og at udgive det – den sidste ret forbinder universitetet med oplysningen. Derrida siger dette, fordi han kunne se, de begrænsninger, der var på vej.

Jeg taler kun om humaniora og teologi. Jeg er helt indforstået med, at universitetet skal bruges til at fremme konkurrencestaten Danmark i en global økonomi. Blot er der intet, af det man siger om videnskab og forskning, der passer på humaniora – the arts, som de hed. Problemet er, at humanisterne lader, som de også bidrager.

Den største og første begrænsning i forskningsfriheden inden for humaniora er ligger i, at alle videnskaber betragtes på samme måde som naturvidenskaber, science, eller som nyttige videnskaber. Der generaliseres så det batter. Der er ikke en videnskabelig essens. Universitetet taler utallige sprog.
Når man taler engelsk bliver science et langt snævrere begreb, end hvis man taler tysk eller dansk. Der sker en sproglig og begrebsmæssig indsnævring af feltet. Når man taler engelsk kommer forskning til at hedde research. Dermed forsvinder the scholar og the critic. Der sker igen en reduktion.

Humaniora bør have en hel række undtagelsesparagraffer. Det er ikke science, når vi skriver en artikel om Kaj Munks drama, rockvideoer, feminisme eller Paulus’s breve. Humaniora er formidling. Og det giver ikke mening at skelne mellem forskning og formidling, som PURE påtvinger os.
Humaniora fremmer ikke betalingsbalancen. Og har intet at gøre med ”a more effective innovation relationship between universities and the private sector.” Det eneste, vi kan, er at afmytologisere det tomme ord innovation. Men vi skal også tage i betragtning, at det humanistiske er det mest populære fakultet.

Den anden begrænsning gælder det bibliometri-system, der gør, at vi skal udgive små artikler på engelsk alene for at tjene penge til instituttet. Artikelproduktion hedder det med en dårlig metafor. Dette system forhindrer videndeling og dermed alle tanker om folkeoplysning.

Den tredje gælder peer-review, der på humaniora fører til menings- og ikke kvalitetskontrol. Det er tilfældigt, ukontrolleret, uigennemsigtigt. Det vil på ingen måde forbedre noget.


Be free

Forskningsfrihed behandles i afsnit 4.2.2. s. 39. Forskningsfrihed er fundamental, moralsk og intellektuelt uafhængig. Siges det. Den må således godt være umoralsk. Senere opererer rapporten dog med noget, der kaldes etiske restriktioner. Hvordan kan være moralsk uafhængigt og etisk begrænset?

Derefter beskrives begrænsningerne (constraints) med en hel del ”withins”. ”Clearly, this (friheden) is not unlimited”, som det siges. Det skal være frihed, inden for et felt eller ”field of employment.” Må man ikke forske uden for marken eller feltet? Hvordan med tværfaglighed? Dernæst skal det være inden for visse standarder. Hvem sætter dem?
Derefter kommer en stort set uforståelig sætning, der igen indledes med within: “within these constraints, the general principles often invoke to give (sic!) the concept a functional definition that researchers should be allowed to freely select – her ser vi en split infinitive – their research topics, freely develop their research methodology and be free to publish their research results”. Man bliver ikke frie ved at gentage free tre gange, men med en lille variation, der også ændrer betydningen. Man kan freely select og freely develop, men det er lidt anderledes med publikation. Da er man ”free to” – som det hedder ”be free to”. Du skal være så god at udgive. Du må godt. To be free to er ikke det samme som freely. Man har således ikke ret til at vælge, udvikle eller offentliggøre.

Har vi så den frihed til at vælge emne, som de kalder enten topic, agenda eller issue. Nej, ikke i praksis.
Hvad begrænser valget eller friheden? Det gør de studerende, der jo bestemmer, hvad der skal forskes i. Universitetet er brugerstyret. På det punkt er der sket en demokratisering uden lige. Studenterindflydelsen er omfattende og det har ført til en culture of complaint.
Vi får at vide, at de fag, vi udbyder, skal være ”trendy”. Jeg kan ikke undervise i noget, hvis der ikke er kunder. På den måde forsvinder alle de klassiske eller traditionelle emner. Det må ikke være for svært eller for gammelt. Det er slut med ældre litteratur for nu at tage et eksempel. Undervisningen skal være forskningsbaseret, og derfor er jeg tvunget til at forske i det, der er trendy eller populært. Det er vel den begrænsning, der hedder ”the financial frameworks of the institution”. Der er ikke frihed til at vælge emne. Rapporten tager fejl. De studerende styrer, hvad der skal forskes i, og det er en stor begrænsning af forskningsfriheden. Man kan ikke have give al magt til de studerende og samtidig fastholde, at undervisningen skal være forskningsbaseret.

Vi må selv vælge metode. Må man vælge den fra? Her viser videnskabstroen sig. Må man være against method, som er titlen på en bog? Eller against theory? Det er slet ikke alle, der arbejder metodisk eller vælger en eller anden metode. Hermeneutikkens hovedværk hed Sandhed og metode, og det betyder sandhed eller metode (Gadamer).

Fri til (be free) at udgive. Ja, det er vi med de begrænsninger, som peer-review nu har. Peer-review fungerer sikkert andre steder. På humaniora er det et lykkehjul og et politisk magtmiddel, der fører til homogenisering og anonymisering. Man er er nødt til at skjule, hvem man er.

Fri til at udgive resultater. Resultat? Men hvad er et filosofisk resultat? Inden for humaniora frembringer man ikke resultater, selvom man kan.

Der er heller ikke metodefrihed - pædagogisk set. Vi er tvunget til virkningsløse evalueringer og kollegial supervision. Men det er et indgreb i den pædagogiske frihed. Snart kommer vel et krav om, at man skal bruge aktivitetsdræberen power point.

Humaniora er i høj grad, hvad man kalder ”oppositionsvidenskab”. Det er uhyre vanskeligt for en person, der er borgerlig at blive ansat på humaniora. Det er også en begrænsning af friheden. Der fører til ensretning.

Og endelig vil jeg nævne den tvang, der ligger i, at vi skal forske i flok – gruppeforskning. En af mine venner på SDU har fået at vide, at hvis han ikke indgår i et forskningsteam, vil ingen tage hensyn til, hvad han har lavet eller laver. En anden kollega har netop fået at vide, at hans område er overflødigt. Hvis han ikke forsker i noget andet – noget ganske bestemt, endda en ganske bestemt – så skal han fyres. Det er paragraf 17.2. i praksis.
Konsensustvangen har også ført til, at den kollegiale kritik er ophørt. Det har gjort ph.d. forsvarshandlinger til hygge og underholdning – som det fremgik af prodekan Claus Holms kommentar i Information d. 27.1.
Og jeg har netop hørt om en dygtig og flittig medarbejder, der er blevet bedt om at ophøre med sin forskning og begynde på noget helt andet. Det er en brug af 17.2. Det skal også siges, at en institutleder på Engelsk i Århus lang tid før 2003 forlangte, at flere af os skulle omskoles og forske i noget uden for vort field of employment. Om paragraffer er der eller ej gør muligvis ingen forskel.

Forskningsfriheden inden for humaniora begrænses altså af:

1. at al videnskab eller forskning eller skriftlig produktion skal være science – der skal være mange kulturer. Positivismen er tilbage som før 1968. Den skal bekæmpes igen.
2. måling af forskningspublikationer – det indskrænker friheden – det modarbejder oplysningsaspektet. Der er tale om en helt absurd og dyr overproduktion af humanistisk videnskab uden modtagere. Det er uliberalt. Man kunne tage subsidierne fra os og lade markedet bestemme som den tyske historiker Götz Aly har foreslået. Alene udtrykket ”artikelproduktion” viser det absurde.
3. kravet om trendiness og studenterindflydelse begrænser valget af forskningsemner.
4. kollektivismen: kravet om at forske i flok fører til ensretning – humaniora lever af dissens – konsensus er terror. Individualiteten hæmmes, og stil forsvinder.
5. Det hæmmer friheden at skrive på dårligt engelsk. Man kan ikke sige, hvad man ved, men hvad man kan.

Humaniora og teologi vil langsomt dø bort. Den vil blive politisk korrekt og kedelig. Der vil aldrig komme en Lindhardt, Løgstrup eller Sløk – de ville være fyret før fyrre. Der er ikke noget underligt i det. Det er rationelt nok. Dannelsesuniversitetet kunne næppe få plads til naturvidenskaberne. Der var for Kant et universitet, der bestod af jura, medicin og teologi. Og så filosofi. Det var for Cardinal Newman (The Idea of a University) et universitet helt uden naturvidenskab. Men efter især C.P. Snows The Two Cultures skal det centrale være science. Der skal derfor findes særordninger for at bevare humaniora i et universitet, hvor det ikke hører hjemme, men hvor mange unge helst vil være humanister.
Det nye humaniora (Derrida) skal være et sted for frihed uden betingelser og begrænsninger. Frihed til at sige hvad som helst også som fiktion. Og sådan bliver det nok ikke. I fremtiden vil vi skulle leve med forskningsfrihed med begrænsninger. Clearly.

Hans Hauge
Lektor, dr.phil.
Nordisk Institut
Aarhus Universitet

(Ovenstående er manuskript til et mundtligt oplæg ved ACs konference om universitets evalueringen.)

Hvem taler?

Man skal huske at more sig over paradokset: Universiteterne i Århus og København anbefaler, at ledelsesstrukturen fra universitetsloven videreføres, men deres ansatte vil have den forandret. Men hvis de ansatte vil have den forandret, hvem er universiteterne så? Ledelsen selvfølgelig. Men den er jo ansat og ikke valgt og repræsenterer ikke de ansatte. Hvem repræsenterer den så? Ledelsen selvfølgelig. Men ledelsen synes altså ikke, at den bestemmer for meget - no shit Sherlock? - og derfor synes universiteterne det heller ikke, selvom de universitetsansatte synes det. Hvorfor: Fordi det er ledelsen, som bestemmer, hvad universiteterne synes. Forvirret? Bare rolig: Det bliver meget meget værre. Følg med i løjerne her og se Københavns Universitets (???) høringssvar her.

Bemærk, at en central del af festen afspejler sig i sproget. Tidligere var rektorerne valgte og repræsenterede altså de ansatte. De trådte da sammen i "Rektorkollegiet". Nu er de ikke valgte og repræsenterer dermed ikke andre end sig selv. Følgerigtigt træder de sammen i foreningen "Danske Universiteter".

Kommentarer er overflødige. Det er satire næsten også ... næsten.

Universitetsdebatten på limpinden

Jeg havde aldrig tiltroet VTU så megen intelligens, men dette her er faktisk smart. Sanders ”positive evaluering” er eksploderet op i hovedet på ham. Københavns Universitet er som direkte følge af det nye universitetssystem i færd med at foretage katastrofale nedskæringer, og universitetet befinder sig i oprør. Hvad gør ministeriet? Lader ministeren spille ud med et hyperkontroversielt forslag, der i dette øjeblik og mange år fremover ingen gang har på jorden. Så bryder der en hidsig debat løs om noget, som ingen reel betydning har, og de virkelige problemer, som var ved at bilve lidt for påtrængende, skubbes mere i baggrunden. Vores ”rektor” Hemmingsen, der vist nu har mistet enhver intern legitimitet og derfor bør have sin titel sat i citationstegn får så lov til at forsvare os lidt, imens han er i færd med at sønderbombe os.

Flot spil. Det er selvfølgelig underlødigt, og det kan kun udskyde de uundgåelige reformer på området lidt, for debatten løser ingen af vores problemer. Men netop i dette øjeblik: Flot spil, hatten af.

Evaluering på universitetsområdet

Nu er der kun godt 12 dage til at det internationale panel d. 3/12 skal afgive deres rapport om universitetsloven af 2003 og dens effekter på A) Medbestemmelse for ansatte og studerende, B) Forskningsfrihed, C) Den frie akademiske debat, D) Universitetsfusionerne, og E) Universitets frihedsgrader. Der har allerede været fremsat begrundet skepsis mht. panelets store (og for tidlige) fokus på fusionerne, og dets primære kontakter med lederlaget i den nye universitetsstruktur, som jo også er det led og filter, som universiteternes høringssvar er gået igennem.
Derfor er der grund til at genopfriske erindringen om de eksempler på svar, som bevidst forsøgte at se på de 5 fokusområder med medarbejderøjne. En sådant svar kom i juni 2009 fra en komite nedsat af Akademisk Råd under Aarhus Universitets Samfundsvidenskabelige Fakultet, med titlen "EVALUERING PÅ UNIVERSITETSOMRÅDET 2009. Evalueringsrapport (juni 2009) om Universitetsloven af 2003 fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultets Akademiske Råd" (link til rapporten). Den "udtrykker medarbejdernes evaluering og repræsenterer derfor ikke dekanen eller institutlederne på de respektive institutter og centre". Jeg skal blot citere et par afsnit (s. 5):

"Professionaliseringen af ledere blev også diskuteret: Ledere bør være bedre klædt på i.f.t at tackle forholdet til og inddragelse af medarbejderne. F.eks. skaber ikke-participatoriske ledere med en stærk orientering opad i systemet uro og frustration i medarbejderstaben. Flere pegede på dette: Selvom der ikke blandt lederne, som repræsentanter for systemet, er tilslutning, er medarbejdervalgte ledere på institutniveau ønskelige i stedet for ovenfra ansatte. Dette kræver en ændring i Universitetsloven af 2003. Denne type professionalisering af ledelse er stærkt uønsket: Lederen har ikke nødvendigvis et fagligt dybtgående kendskab til sit institut, men kan være en ”rejsende i ledelse” der kan skifte mellem mange forskellige virksomheder i sin ledelseskarriere, og dermed miste kontakten til fagområdet. Især på Det Samfundsvidenskabelige Fakultets fire institutter med deres stærke fagidentiteter ville en leder, der ikke er en ankerkendt forsker inden for instituttets fagområde, ikke have legitimitet blandt medarbejderne.

Hovedindtrykket, man får ved at læse Aarhus Universitets ledelses egen-evaluering vedr. medbestemmelsen for medarbejdere, er imidlertid denne: Det videnskabelige personales bekymringer citeres loyalt, f.eks. at de nuværende rammer er utilstrækkelige og utilfredsstillende. Ledelsens bemærker hertil: ”Der angives imidlertid mange andre årsager end nedsat medbestemmelse. De videnskabelige medarbejdere oplever at være udsat for et øget tids- og arbejdspres, som kan medføre en uheldig og egentlig universitetsfremmed lønmodtagermentalitet” (UNI-2009, s. 65). Herefter konkluderes, at der er brug for ro, og de nævnte problemer henvises til udvikling af mere uformelle samarbejdsformer. Denne konklusion er en alvorlig fejlvurdering, der helt nedtoner problemets store omfang og dybde på hele Aarhus Universitet. Nye uformelle samarbejdsformer løser ikke problemet. Den manglende medbestemmelse er et strukturelt fænomen, indlejret i Universitetsloven af 2003. Kun markante lovændringer med lov garanterede rettigheder til medarbejdere kan løse problemet.
(...)
Den manglende indflydelse forklarer den udbredte defaitisme, denne evalueringsproces også har afsløret.
(...)
Utilfredsheden med den manglende inddragelse og medbestemmelse stikker meget dybt og er således langt mere udbredt på hele Aarhus Universitetet, end den øverste ledelse har villet anerkende. Ønsket om en ny struktur med betydelig mere medarbejderindflydelse er stærkt, og flere forslag til styrket medarbejderindflydelse har været fremme. På baggrund af evalueringsprocessen foreslår Akademisk Råd:

• Valgte ledere: Det bør seriøst overvejes at indføre USA-modellen. Dvs. hvor ledere vælges af VIP-ere, TAP-ere og studerende på institut- og centerniveau.
• Obligatoriske institut- og centerråd foreslås oprettet med det formål at styrke medarbejderindflydelsen og hermed –aktiviteten og -engagementet markant.
• Akademisk Råd: P.t. kun rådgivende. Der foreslås flere reelle magtbeføjelser overført til Akademisk Råd, der sammensættes efter afholdelse af en valgprocedure på institutter og centre.
• Bestyrelsen: Skal ikke være selvsupplerende. Der foreslås færre medlemmer fra erhvervslivet, flere eksterne høj-prestige forskere og flere ansatte medarbejdere ved Aarhus Universitet.

Problemet med den manglende medbestemmelse kan ikke løses, som foreslået i UNI-2009, gennem uformelle samarbejdsorganer, kun ved konkrete lovændringer."

Det internationale panels anbefalinger med hensyn til indførelsen af strukturer, der giver repræsentanter for medarbejderne reel indflydelse og skaffer kollegialt selvstyre, vil være den egentlige test på panelets syn på forskerens akademiske frihed, som 2003-loven så voldsomt beskar.

Hvad er forskningsfrihed?

Det netop udgivne jubileumsnummer af University World News indeholder et genoptryk af en artikel, "Academic Freedom: A Realistic Appraisal", fra International Higher Education (vol. 57, Fall 2009) af Philip G. Altbach fra Center for International Higher Education ved Boston College, hvori Altbach dels koncentrerer en maggie-terning om begrebets historie og indhold, dels udtrykker en bekymring for, at begrebet akademisk frihed bruges for bredt om ting, som ikke har noget med kernen at gøre -

"some now define academic freedom as virtually everything that permits effective teaching and research—faculty involvement in governance, adequate budgets for academic institutions, suitable conditions for teaching and learning such as appropriate classrooms and access to technology",

og endelig omtaler sin egen og utalliges bekymring for de trusler, som faktisk findes mod akademisk frihed i sin sande betydning.

"What is needed is a return to the core concepts of academic freedom developed by von Humboldt and expanded in the AAUP’s 1940 statement. Academic freedom, after all, is the right of professors to teach without constraint in their field of expertise, do research and publish, and express themselves in the public space (newspapers, the Internet, and so on). Academic freedom generally protects the employment of professors as well as providing the most ironclad guarantees possible—through a formal tenure or civil service system, or other arrangements."

Jeg er ikke helt enig med ham i at "academic freedom does not essentially concern how universities are managed", men forstår godt, at man i teorien kunne forestille sig, at det kollegiale selvstyre i rent akademiske anliggender kunne forenes med et så udemokratisk og topstyret universitet, som vi fx har i Danmark. I teorien måske, men ikke i praksis. Her hælder jeg (ligesom vel de godt 6500 studerende og universitetsansatte i Danmark, der skrev under på vores underskriftsindsamling sidste år) mere til UNESCO-deklarationen af 1997 ("Recommendation concerning the Status of Higher-Education Teaching Personnel", se her) hvis artikel 32 lyder

"The principles of collegiality include academic freedom, shared responsibility, the policy of participation of all concerned in internal decision making structures and practices, and the development of consultative mechanisms. Collegial decision-making should encompass decisions regarding the administration and determination of policies of higher education, curricula, research, extension work, the allocation of resources and other related activities, in order to improve academic excellence and quality for the benefit of society at large."

Det bliver jo interessant at se hvordan evalueringspanelet, der snart skal afgive sin rapport forud for en evt. revision af universitetsloven, anskuer situationen - om de også finder, at something is rotten in the state of Denmark. I USA ser man problemer som også kendes her, bl.a. nævner Altbach

"The growing number of part-time teachers in many countries have no effective protection of their academic freedom, since they are often employed for just one course or for a short and often indeterminate period of time. The ownership of knowledge by multinational corporations or even by employing universities has become an issue of contention in some countries."

Hvis man iøvrigt vil have skærpet sine egne begreber om akademisk frihed, og pointeret, at denne ikke er til for at tjene en bestemt professions privilegier, men for at tjene et samfunds fælles bedste, kan bogen For the Common Good. Principles of American Academic Freedom af Matthew W. Finkin og Robert C. Post anbefales (Yale University Press 2009). De understreger bl.a., at forskningsfrihed, som er en del af akademisk frihed, ikke er frihed til at bruge sin forskningstid til hvad som helst, men til at udøve forskning indenfor de rammer, som sættes af de videnskabelige professionelle standarder og normer for akademisk arbejde, på 'våde' såvel som 'tørre' forskningsområder. Disse standarder er kollektive, dvs. den enkelte forsker har nok sin individuelle forskningsfrihed (inkl. til frit valg af emne, metode og publiceringskanal), men er underkastet den videnskabelige proffesions normer og standarder. Ting som universitetsstrategier, udviklingskontrakter, eller eksterne myndigheder eller andre rekvirenters ønsker om særlige resultater eller en særlig type forskning gælder ikke som begrænsninger på akademisk frihed i denne forstand.

Fri forskning og forskningsfrihed på alle universiteter

Folketinget modtog d. 26/10-2009 en henvendelse (her) fra Det Frie Forskningsråd (DFF), vedrørende kommentarer til den kommende lovrevision. Som bekendt er DFF bekymrede over forslaget om blive de skal sammenlægges med Det Strategiske Forskningsråd (se bl.a. FORSKERforum). Jeg synes kun man kan være enig med DFF i, at det er vigtigt, at fri og strategisk forskning har uafhængige stemmer i den forskningspolitiske debat og i forbindelse med rådgivning og uddeling af midler. DFF foreslår, at to uafhængige bestyrelser for DFF og DSF fastholdes. I brevet kan man bla. læse fgl. begrundelse:

"Fri forskning og forskningsfrihed forveksles ofte.
Forskningsfrihed er metode- og publiceringsfrihed og er gældende uafhængigt af, om der er tale om fri eller strategisk forskning.
Fri forskning er metode-, publicerings- og tematisk frihed. Ved fri forskning forstås, at den enkelte forsker ud fra sin faglige ekspertise har mulighed for at igangsætte et projekt inden for et hvilket som helst emne og uafhængigt af strategier på institut-, fakultets- eller institutionsniveau. Den frie forskning er således fundamental, når der skal findes helt nye veje i samfundet – og den danner grundlag for fremtidige strategiske satsningsområder og en vellykket afvikling heraf. Fri forskning er med andre ord første led i forskningens fødekæde og fornyelsens
fundament."

Støtte herfra til DFF! Begrundelsen ser umiddelbart fin ud som et forslag til en argumentation for vigtigheden af at bevare forskerinitieret forskning, og at denne omfatter emnefrihed. Det er også godt at understrege, at den strategiske forskning også er omfattet af metode- og publiceringsfrihed. Mit eneste problem med den citerede formulering -- i en helt almen sammenhæng vedrørende universitetsforskningen og ikke mindst i forbindelse med vores krav om revision af universitetsloven af 2003 -- er, at loven som bekendt (og diskuteret mange gange her på bloggen, og understreget i underskriftindsamlingen sidste år) indskrænker begrebet forskningsfrihed til kun at gælde på institutionsniveau hvad angår netop emnefrihed. Det er fint og vigtigt, at DFF fortsat kan bevilge støtte til enkeltprojekter som reelt er til fri forskning, og emnemæssigt er definerede af forskerne selv. Men lovens reduktion af et fuldt begreb om forskningsfrihed er uforeneligt med internationale og klassiske standarder for akademisk frihed. Og et generelt problem for de danske universiteter.

Hvem er "Danske Universiteter"?

Hvem repræsenterer organisationen "Danske Universiteter"? Det kan vi tænke over, mens vi venter på svar fra sekretariatet for evalueringspanelet for universitetsloven (se indlæg her af 10/7) for vi håber stadig at kunne mødes med dem. For det vil "Danske Universiteter" jo utvivlsomt. Førhen, fx under universitetsloven før 2003 hvor rektorerne var valgte, hed organisationen Rektorkollegiet, og bestod af de valgte rektorer for de danske universiteter. Den består stadig af rektorerne. Rektorerne er bare ikke længere valgte, men ansatte, og man kan spørge, om det på linie med rektorernes egen legitimitet ændrer ved legitimiteten af organisationen? På deres hjemmeside (under dkuni.dk/organisation/rektorkollegiet/) står:

"Danske Universiteter er de danske universiteters interesseorganisation. Organisationen fremmer universiteternes indbyrdes samarbejde og universitetssektorens synlighed og gennemslagskraft i ind- og udland. (...)
Danske Universiteter repræsenterer de danske universiteters fælles interesser i forhold til det øvrige samfund, herunder myndigheder og organisationer i Danmark, i Europa og i resten af verden.
Danske Universiteter behandler uddannelses- og forskningspolitiske spørgsmål på eget initiativ eller efter anmodning fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, andre ministerier, myndigheder eller organisationer."

Nu er det sådan, at den universitetslov vi har haft siden 2003 har gjort det sværere at sige, hvad "de danske universiteters fælles interesser" egentlig er, fordi man har oplevet en ledelsesmæssig legitimitetskrise med et større svælg mellem det ansatte lag af ledere og disses nærmeste højejestående funktionærer på den ene side, og så "de forskningsudførende lag" dvs. de videnskabelige medarbejdere, og det teknisk-administrative personel på den anden side. Krisen handler også om de brister på tillid, der især bliver synlige i situationer med budgetkriser og massefyringer, som vi oplevede det på KU i vinter.
Det er beklageligt at danske forskningspolitikere ikke har øje for den tvivlsomme position, som "Danske Universiteter" i visse situationer indtager som lobbyist for lederlaget snarere end for universiteternes - forskningens og undervisningens - helhedsinteresser. At dette ikke er tilfældet, og at der mangler (som Heine Andersen tidligere har gjort opmærksom på) en tilstrækkelig slagkraftig organisation, der kan repræsentere de fagligt-videnskabelige interesser, sås i forbindelse med sommerens politiske forlig om fordeling af basismidler - som det hedder retorisk - "efter resultat".
I slutningen af juni meddeltes i hvad der lignede koordinerede pressemeddelelser fra hhs. Videnskabsministeriet (her) og Danske Universiteter (her) at, som det formuleres på sidstnævntes hjemmeside,

"Der er i dag truffet beslutning om en model til fordeling af basismidler efter forskningsresultater. Danske Universiteter noterer med tilfredshed, at politikerne har valgt at lytte til indspillet fra universiteterne. Dermed håber Danske Universiteter, at der kan komme ro omkring fordelingen af basismidler."

Læser man pressemeddelelsen fra Danske Universiteter er hovedindtrykket, at Jens Oddershede næsten ikke kan få armene ned: "Vores ønske var en enkel metode til fordeling af basismidler på baggrund af få objektive og ikke mindst i forvejen indsamlede tal. Det har vi fået nu”, udtaler talsmand for Danske Universiteter Jens Oddershede". Desværre er udtalelsen mere udtryk for ønsketænkning hvad angår enkelthed og objektivitet; modellen er slet ikke færdigudviklet, og de indsamlede tal er stadig fejlbehæftede (se nedenfor), men glæden må skyldes, at Danske Universiteter faktisk var udslagsgivende for at aftalen overhovedet kom i stand. I marts havde ikke mindst den forskningspolitiske ordfører fra Dansk Folkeparti støttet en række forskere i kritikken af modellen og dens uheldige konsekvenser for ikke mindst dansk humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning. (I skrivende stund er det slet ikke afklaret, hvordan de problemer, der dengang blev rejst, skal løses, da "den bibliometriske forskningsindikator", som modellen hedder, er et kvantitativt point-system, der favoriserer naturvidenskabelige og tekniske publikationer i internationale tidskrifter, men ikke monografien, den formidlende bog på dansk som indeholder original forskning, og andre hybride former for publikationer, som bl.a. jurister, sociologer, sprogfolk og litterater beriger dansk kultur og debat med.)
De radikale indgik sammen med V og K plus socialdemokraterne og (overraskende) DF med i forliget. Den 2/7 skrev Ingeniøren:

"Marianne Jelved, uddannelses- og forskningsordfører for De Radikale, har tidligere udtrykt stor skepsis over for det bibliometriske princip, som systemet med at tælle publicerede artikler kaldes. Men hun erkender, at universiteternes fælles fodslag har gjort det sværere at være lyseslukker:
»Universiteterne meldte jo ud med en fælles model, og så er det lidt svært at stå på sidelinjen og være imod. Så min skepsis er lidt mindre nu,« siger hun.
Kan det her system ikke føre til en skævvridning, hvor det handler om at få publiceret så meget som muligt?
»Fuldstændig korrekt.«" (citat her)

Det undrer mig at de radikale indgik den aftale. Og det er ærgerligt, at en klub af ansatte toplønnede rektorer som "Danske Universiteter" har fået positioneret sig selv som så betydningsfuldt sandhedsvidne i den forskningspolitiske debat, at selv en politisk aftale som den nævnte direkte henviser til et af deres såkaldte holdningspapirer (her), der på deres hjemmeside (her) præsenteres således: "De 8 danske universiteter [læs: rektorer] beskriver i et nyt politikpapir deres fælles forslag til model for fordeling af nye basismidler".
Når ret skal være ret er det da udmærket, at dette politikpapir udtaler, at modellen skal være "gennemskuelig og logisk" (det ser det bare ikke p.t. ud til at den bliver!), og heldigvis er der "kun" tale om at modellen "skal fordele nye midler og dermed ikke ændre ved den eksisterende fordeling af basismidler til universiteterne". Men der er altså forskel på rektorernes nye enighed om fordelingsnøgler for de forskellige indikatorer (således at bibliometrien nu skal veje 25%), og så et påstået eller oplevet "fælles fodslag" fra universiteterne selv, hvor der hersker en udbredt skepsis (for ikke at sige modstand) blandt forskerne om det nu er en god ide at uddele penge "efter resultat" når dette kommer til at blive gjort op, som tilfældet ser ud til at blive. Denne modstand og skepsis omfatter også forskere, der påtager sig rollen som videnskabelige rådgivere i udformingen af de nærmere optællingsmetoder ved at indgå i de 68 faggrupper, der netop nu - igen - diskuterer med FI (forsknings- og innovationsstyrelsen), hvordan de mest forudsigelige og de tåbelige bivirkninger og fejl kan undgås, når antallet af bøger om Ingemann skal ækvivaleres antallet af artikler om transkriptionsfaktorer eller Higgs partikler (denne debat er blevet lettere at følge bl.a. på dette site).
Status på arbejdet lige nu er, at 1) embedsmændene i ministeriet her i juli har bedt faggrupperne skære ned på antallet af højniveau-tidskrifter (som giver flest point) på basis af lister, der ikke skelner mellem videnskabelige bidrag, anmeldelser og smånotitser, når et tidskrifts samlede produktion skal gøres op; 2) faggruppernes ekspertise mistænkeliggøres ved at disse bedes overvåge for "bias" til fordel for danske publikationsmønstre, dvs. hvis danske forskere publicerer forholdsvis meget i de bedste tidskrifter, skal disses antal skæres ned! (bizart hvordan jantelovsprincippet her triumferer over ønsket om verdensklasse!); 3) der er endnu ingen løsning på hvordan danske forlag i topklasse kan få lov til at høste toppoint, det er mao. helt uklart, hvordan man i FI vil opfylde den politiske aftales krav om "at danske og udenlandske bogudgivelser gives de samme vilkår i forbindelse med niveauplaceringen".

Vi kan konkludere, at der her i sommer er indgået en politisk aftale om forskningens financiering, som savner evidens for at den gavner forskningens kvalitet, og som stik imod hensigten risikerer at sætte dansk forskning tilbage i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Danmark har i forhold til de øvrige nordiske lande ligget i top mht. flere indikatorer på forskningsproduktion (jf. Ulf Sandströms rapport som analyserer den nordiska publiceringsudvikling 1998-2006, her) - uden den New Public Management incitamentstruktur, vi påføres nu. Vil vi kunne fastholde denne position?
Man må også, som vi før har gjort, spørge principielt: Hvorfor skal et ministerium overhovedet udforme lister, der inddirekte griber ind i forskernes frihed til at publicere hvor de vil? Som en faggruppeformand skrev: "Da dette jo også har økonomiske konsekvenser og dermed i højeste grad er tænkt som adfærdsregulerende, må jeg anbefale min kolleger ikke at spilde tid på videnskab, men alene søge at positionere sig som faste anmeldere på de specifikke tidsskrifter, hvis anmeldelser [ifølge] FI tæller med."

Man må altså spørge, om "Danske Universiteter" repræsenterer den danske universitetsforsknings brede interesser, eller snarere det nye managementlags interesser, eller måske blot repræsenterer Jens Oddershede selv? Hvis det sidste ikke er tilfældet, havde det klædt organisationen at indtage en mere skeptisk, analytisk og evidensbaseret position til tanken om en bibliometrisk forskningsindikator som styringsredskab til fordeling af nye basismidler. Som det er nu, har "Danske Universiteter" blot ageret dikkende lammehale på det seneste af Videnskabsministeriets neoliberalt inspirerede forskningspolitiske felttog.

Udvandet evaluering af universitetslov

Hvordan kan panelet, som skal evaluere universitetsloven, orientere sig i den danske debat om de forældede og hierarkiske ledelsesforhold på universiteterne, når det ikke tæller et eneste dansktalende medlem med kendskab til danske universitetsforhold? En læser skriver:

"Jeg ser at den officielle evaluering er blevet forsinket (iflg. Forskerforum), og jeg læste de noget udvandede afrapporteringer fra de forskellige universiter. Så slog det mig: Kender panelet til den underskriftindsamling som jeres initiativgruppe lavede? Hvis ikke, var det så ikke en idé at delagtiggøre dem i den - måske kan man nå at påvirke den endelige rapport?
Man kunne også overveje at give dem link til Forskerforums undersøgelse (her: del-1, del-2 og del-3) - den giver jo et lidt mere realistisk billede af forholdene."

Det er ganske korrekt (de udvandede afrapporteringer kan findes på ministeriets side for evalueringen her, se bilagsmaterialet til de enkelte møder), og der er bestemt grund til at trække et de markante data frem fra Forskerforums undersøgelse, ligesom der er grund til at minde udvalget om, at grunden til at det overhovedet fik det vidtgående kommissorium ikke mindst var det politiske pres på ministeren, som bl.a. underskriftindsamlingen var med til at skabe. Vi vil kontakte udvalget, som læseren foreslår. I den anden delrapport fra Forskerforum kan læses:

"Generelt er der ikke mange, der i høj grad kan nævne nogle forbedringer, når det kommer til de ansatte ledere. De områder, hvor de ansatte ledere i nogen grad har betydet forbedringer er, at de beskytter mod systemet ovenover, at de kan skære igennem på en hensigtsmæssig måde og at de har sørget for bedre koordination" (...) "Til gengæld er der mange årsager til, at de ansatte ledere ikke har forbedret arbejdspladsen. De 3 vigtigste er, at lederne træffer beslutninger hen over hovedet på de ansatte, at de ikke skaber mere tid til forskning og at ansættelsen af lederne ikke har betydet en reducering af det administrative arbejde":
(gengivelse af fig. q.19, s. 14 i Rapport-del2: klik på billedet for at forstørre)

Samt dette resultat, der er helt på linie med den kraftige opbakning til underskriftindsamlingen:
"70% mener ikke, at det videnskabelige personale inddrages tilstrækkeligt i instituttets beslutninger" (...) "Blandt de 70%, der mener at de ansatte bør inddrages mere i instituttets beslutninger, mener cirka 2 ud af 3, at der skal oprettes et institutråd, der har beslutningsmyndighed over forskningsstrategien og budgettet. Herudover er mange af den holdning, at de ansatte bør kunne vælge lederen og at de også skal kunne afsætte en leder, der ikke har opbakning".
(gengivelse af fig. q.22, s. 23 i Rapport-del2: klik på billedet for at forstørre)

Disse tal giver anledning til følgende pointer: Selvom man (lad os antage dette for argumentets skyld) skulle have sympati for regeringens neoliberale forskningspolitiske ideologi (og desuagtet at vores eget synspunkt er, at universiteterne er til for hele samfundet, ikke kun erhvervslivet), kan man konstatere, at der er langt fra ideologi til praksis, for hvad angår:
Effektivitet: så går en større og større del af de danske universiteters ressourcer til administration, og forskere har mindre tid til at forske. Det kan vises sort på hvidt, at danskerne får mindre forskning for pengene med den nuværende struktur, og vil få mere mere for pengene hvis man går over til en mere flad struktur.
Forskningsfrihed og akademisk ytringsfrihed: er denne truet under den nuværende struktur, men skulle ellers give den bedst mulige forskning for pengene, og give danske universiteter bedre muligheder for at konkurrere internationalt, både på rekruttering og på kvaliteten af forskningen. Desuden giver forskningsfrihed mulighed for at lade en slags "markedets logik" skabe værditilvæksten i det danske samfund ved at lade flest mullige mennesker kappes om at komme med de bedste nye ideer. Dette bremses af det topstyrede Sanderske universitet.
Rekruttering: Her er der klare på tegn på, at forholdene på de danske universiteter opfattes uattraktive er for udenlandske topforskere.
Best practices: De store kommercielle amerikanske universiteter lægger stor vægt på forskningsfrihed, og har fladere strukturer end danske universiteter har nu. Lad os lære af dem!

Konklusionen er klar:
Det danske samfund poster milliarder i universiteterne, og har vel krav på at få den bedst mulige forskning for pengene. Det sker ikke i dag. Derfor foreslås følgende ændringer:
• Reduktion af bureaukratiet på danske universiteter, og indførelse af en mere flad og demokratisk ledelsesstruktur (jfr. underskriftindsamlingen) med valgte institutledere, og ad den vej opnå effektiviseringsgevinster.
• Sikring af den akademiske frihed efter udenlandsk forbillede, hvor man beskytter forskningen mod politisk eller andet pres, så vi kan få den bedst mulige forskning for pengene.

Konference om medbestemmelse og forskningsfrihed på universiteterne

NY LOV FOR UNIVERSITETERNE

DM-konference i København, d. 11. juni, om medbestemmelse
og forskningsfrihed på universiteterne

Universitetsloven skal revideres, og DM vil have indflydelse på den. Hør DM's (Dansk Magisterforenings) formand, Ingrid Stage, og DSF’s (Danske Studerendes Fællesråds) formand Maren Astrup, fremlægge et fælles forslag til ny lov for universiteterne. Kom og vær med til at debattere forslaget og komme med input til det.

Mød tre internationale eksperter, som giver deres bud på, hvad en universitetslov bør indeholde:

• Bastian Baumann, generalsekretær i Magna Charta Observatory, som er universiteternes charter om selvstyre, selvbestemmelse og forskningsfrihed.
• Terence Karran, forsker ved University of Lincoln, som har sammenlignet graden af forskningsfrihed i europæiske lande.
• Brian Everett, uafhængig britisk konsulent, der vil sætte den danske universitetslov ind i en international sammenhæng.

Program:
09.30-10.00 Ankomst og kaffe
10.00-10.30 Velkomst og introduktion til hovedproblemerne i 2003-loven, og hvordan de er forsøgt løst i DM’s og DSF’s udkast til ændringer af universitetsloven.
Ingrid Stage, formand for DM og Maren Schmith Astrup, formand for DSF

10.30-11.30 Forskningsfrihed og selvstyre Tre oplæg om internationale syn på dagens tema:
Bastian Baumann, generalsekretær Magna Charta Observatory
Terence Karran, University of Lincoln
Brian Everett, uafhængig britisk konsulent i universitetsforhold

11.30-11.45 Kaffepause

11.45-13.00 Hvad skal universiteternes rolle være i DK
Sue Wright, DPU. Forsker i universitetsloven
Birger Steen Nielsen, Roskilde Universitet. Medinitiativtager til underskriftindsamling for en
ny universitetslov i 2008
Leif Søndergaard, formand DM’s universitetslærere
Hans Schmidt-Nielsen, formand DM’s studentersektion

13.00-14.00 Frokost
14.00-15.00 Paneldebat mellem formiddagens oplægsholdere og deltagerne i salen
Hvordan harmonerer det fremlagte forslag til lovændringer med ønsker og behov i det danske universitetssystem og på de enkelte universitetsinstitutter?

15.00-15.15 Kaffepause
15.15-16.00 Fortsat diskussion og opsamling af reaktionerne på det fremlagte forslag til en ny lov.
Afslutning og opsummering ved Leif Søndergaard, formand DM’s universitetslærere.

Tid og sted:
11. juni 2009 kl. 9.30-16.00 i DM, Nimbusparken 16, 2000 Frederiksberg

Konferencen er gratis og tilmelding sker efter først til mølle-princippet.