Stat, universitetet og armslængeprincipper

For få dage siden udkom på nettet, udgivet af nyhedsmagasinet Ræson, en analyse af Jens Christensen, Jan Holm Ingemann og Mogens Ove Madsen, alle fra Ålborg Universitet, af universiteternes situation: Kontrakten om afstand mellem samfundsmagt og universitet er de facto opsagt af den danske stat; frihedslogikken er afløst af en styringslogik; og samlet set mister forskningen sin sande samfundsnytte og samfundsrelevans - den bliver i stedet reduceret til kun at være et nyttigt redskab for samtidens aktuelle magthavere.
Selvom kritikken, sine steder ætsende, vil være denne blogs læsere bekendt, er der grunde til at vurdere den. Analysen er desuden bemærkelsesværdig ved at forsøge at levere et alternativ for universiteternes fremtidige udvikling (jf. Sunes credo), som bl.a. rummer følgende pinde, jeg citerer:

"Videnskabelig oplysning bør spille sammen med livsoplysning. Det bedste fra den akademiske tradition, det Humboldt’ske projekt, nemlig den frie tanke, bør gå hånd i hånd med det bedste fra dannelsestraditionen, det Grundtvig-Koldske projekt med dets opmærksomhed omkring det levende ord. Det indebærer, at sandhedssøgen og praktisk anvendelighed af viden bør gå hånd i hånd med den meningssøgen, som udgår fra spørgsmål om det gode liv og det gode samfund. Vigtigt i vor globaliserede tidsalder er også opmærksomhed om de potentialer, som mødet mellem klodens forskellige kulturer kan indebære. Først hermed realiseres universitetslovens ord om universitetet som kulturbærende institution.
En kritisk indstilling bør være et indbygget led i universiteternes virke. I hverdagssproget anvendes ordet kritik ofte om en negativ indstilling. I videnskabelig sammenhæng er kritik ensbetydende med skelneevne. Det er en central opgave for den universitære forskning at bringe tilsyneladende selvfølgeligheder frem i synligheden, til kritisk afprøvning – ja, at udfordre vanetænkning og fasttømrede ideologier.
Orienteringen mod praksis bør gå hånd i hånd med grundlagsforskning. Der er ikke noget forkert i, at forskningen kan have praktisk betydning - tværtimod. Men som modspil til den målrettede, nytteorienterede forskning er det vigtigt at fremme den forskning, der udfordrer de givne tankemønstre. Udfaldet heraf kan ikke målrettes. Resultaterne af grundlagsforskning kan netop ikke besluttes på forhånd – udfaldet må nødvendigvis være uvist.
Refleksionen over forskningens samfundsrelevans bør være et anliggende for den frie tanke. Afgørelsen af, hvad der er relevant for samfundet, beror på en værdiorienteret diskussion. Frem for at samfundsrelevans besluttes af samfundets aktuelle magthavere, bør refleksionen over relevans og nytte være et indbygget led i selve den frie forskning, ja netop et anliggende for den fri tanke.
Problemorientering og tværvidenskab bør opdyrkes. F.eks. kan vor tids globale udfordringer, som også universiteterne må forholde sig, ikke blot omdefineres til, at løsningen er teknologisk innovation, materiel vækst og øget økonomisk konkurrencekraft. Problemerne må udforskes i al deres kompleksitet, og med blik for at virkeligheden ikke er opdelt i discipliner. Helhedsorienterede tilgange er vigtige, både når det gælder afdækning af problemerne og når det drejer sig om at søge nye former for løsninger.
En pluralistisk tilgang i forskningen bør respekteres. Det erkendende og handlende menneske er et alsidigt væsen, hvis kreativitet forflygtiges ved krav om ensretning. Der må være plads til mange former for forskning på universiteterne og mange udslag af den frie forskning – f.eks. alt fra den umiddelbart nytteorienterede forskning til den dybtgående grundlagsforskning, som kan give nye og ganske uventede indsigter.
Rammerne om universiteternes virke bør respektere et princip om armslængde. Som det gælder for den kunstneriske kreativitet, kan heller ikke den frie tankes kreativitet udfolde sig ved detaljeret og målrettet styring. Det må erkendes, at ledelse af et vidensintensivt virke - som det er kendetegnende for universiteterne - er noget ganske andet end gammeldags former for industriel management. Både de politisk bestemte rammer om universiteterne og forskningsledelsen på universiteterne må indrettes på en måde, som stimulerer forskernes eget incitament til kvalitativ og dybdegående forskning."

Går man til raeson.dk kan man læse hele artiklen, også i pdf-kopi (samt her i arkivet).