Kære dekan, vil du nu fyre mig med det samme?

Kære dekan Mette Thunø

Jeg har udtalt mig i medierne om nogle problemer på Aarhus Universitet. Det er åbenbart meget hårdt for dig. Jeg har fremlagt en analyse af de problemer, som jeg har oplevet i den humanistiske uddannelse på mit fakultet. ”Jeg er dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til”: Det var min konklusion, som jeg publicerede i Politiken den 11. juni 2011. Der var flere end hundrede personer, også fra Aarhus Universitet, som takkede mig for min kritik: Endelig tør da nogen sætte navn til den kendte skandale!
I januar har jeg så turdet stå frem med en artikel hvor jeg viser, at nogle af uddannelsesstrukturerne på Aarhus Universitet nøjagtigt ligner det, som man kender fra DDR. At der mangler den grundlæggende frihed, som er forudsætning for nytænkning, innovation og kreativitet på et universitet.
Det er min kritik. Weekendavisen derimod syntes, at min arbejdssituation på Aarhus Universitet er så skandaløs, at journalisten Klaus Wivel skrev en leder om mig den 1. juni 2011.

Nu påtænker du at give mig en advarsel. Bland andet på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Du benytter dig derudover af to konsulentrapporter for at begrunde din påtænkte advarsel. Disse konsulenter har du ansat for at ”udrede samarbejdsvanskelighederne” på min afdeling. De fik en fordrejende baggrundsbeskrivelse fra dig, og på denne præmis har de til sidst leveret det ønskede resultat, som de blev betalt for.
Du kalder disse ”eksterne virksomhedskonsulenter” for ”professionelle” og ”uvildige”. Jeg kan derimod bevise, at den ene ikke er ekstern og har begået grove formale fejl, mens den anden – den første konsulents gode ven – ikke har talt sandt og mangler kompetence i universitetsverdenen. Deres endelige rapporter udtrykker udelukkende universitetsledelsens perspektiv.

Nu skal jeg altså få en advarsel. Den skal indlede en bødeperiode med klare adfærdsregler. Jeg skal få husarrest på mit kontor. Jeg bliver tvunget til en debat, hvor jeg ikke længere har lov til at omtale, hvad mit fag er og hvem jeg selv er. Jeg skal følges og evalueres af din konsulent. Jeg skal sige skriftligt undskyld til de kollegaer, som har krænket mig.
Det betyder: Jeg skal ydmyges og min identitet skal slettes.

Ingen af disse adfærdsregler kan løse nogen af de problemer som har fået lov til at køre uforstyrret på mit institut og min afdeling i mange år. Derimod er dine adfærdsregler konstrueret til at være så ekstreme og ydmygende, at jeg uundgåeligt må enten afvise dem fra starten eller fejle i at overholde dem. Dermed har du det perfekte påskud for at kunne fyre mig.

Du giver mig en frist til 1. februar at svare på dine bebrejdelser. Mit svar er: Din advarsel er ubegrundet. Den bygger på en overtrædelse af retten til ytringsfrihed og på to utroværdige rapporter.

Lad mig nu lige stille nogle spørgsmål til dig, kære dekan. Desværre fik jeg jo aldrig lov til at drøfte disse spørgsmål internt med dig.

Hvorfor nægter du dit ledelsesansvar? Du gør alt for at forhindre, at der tales om min ansættelse – om hvordan din forgænger headhuntede mig og ansatte mig under forkerte forudsætninger. Du og din institutleder gør alt for at forhindre, at de alvorlige problemer, som er opstået i min arbejdssituation, drøftes. Selvom jeg har anmodet om det i halvandet år, indtil jeg til sidst så mig tvunget at vende mig til offentligheden. Du gør alt for at dysse ned, at ledelsen har begået fejl – og at ledelsen har et ansvar at rette disse fejl.

Hvorfor taler du ikke om mobning eller ”krænkende adfærd”, hvis det er kendt at netop det findes på min afdeling? Du forsøger at forpligte mig til at sige undskyld til de kollegaer, som har udelukket, krænket og chikaneret mig.

Hvorfor er du ligeglad med at din institutleder ikke overholder de regler, som universitets personalepolitik forpligter ham til? Han har ignoreret mine anmodninger om at drøfte problemerne i min arbejdssituation, han har suspenderet mig fra en eksamen efter afleveringsfristen og han har aldrig ført de sygefraværssamtaler med mig, som han er forpligtet til. Jeg ville gerne have fremlagt for ham, hvordan min arbejdssituation påvirker mig og gør mig syg.

Hvorfor holder du dig ikke til dine egne aftaler? Hvorfor fornægter du nu det evalueringsmøde, som du selv har fastlagt? Er du bange for de glimrende evalueringer jeg har fået fra mine studerende, nu hvor jeg endelig har fået lov til at undervise historiske kurser?

Hvad er det for en debatkultur på Aarhus Universitet? ”Det har du misforstået” – ”Det har jeg aldrig sagt” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede du tegner” – ”Din holdning er ikke tidssvarende”: Det er ledelsens argumentation på mit institut. På tysk kalder man det for ”Totschlagargumente”: Argumenter, som slår modparten ihjel. Min ekspertise, mit kendskab til de internationale forhold i faget bliver kaldt for ”grøftegravning” og ”forældet”. Hvorfor undrer det dig, at jeg ikke længere ønsker at udsætte mig for sådan en ”debat”?

Og hvorfor skal alt under alle omstændigheder forblive internt på Aarhus Universitet? Du forsøger at fastlåse mig i nogle fiktive aftaler om ”fortrolighed” og ”loyalitet”, som aldrig er blevet truffet. Du truer mig, hvis jeg skulle offentliggøre noget fra konsulentrapporterne. Det gør jeg ikke – selvom der udelukkende bliver talt negativt om mig, mens alle andre navne er slettet. Hvorfor er det et problem for dig, at rapporternes indhold bliver kendt, når de sætter jo alene mig i et dårligt lys?

Hvorfor har Aarhus Universitet det så svært med at offentligt redegøre for, hvad ledelsen gør og hvordan I behandler jeres ansatte?

Jeg kan forsikre dig, kære dekan, at der findes mange personer på instituttet og fakultetet, som er enige med mig og gerne ville støtte min kritik. Men de er bange for chikaner og fyringsvarsler. Når de ser på min situation på Aarhus Universitet, kan de også godt forblive bange. Skal det være ånden på dit ”Faculty of Arts”?

Det her er mit svar. Hvad vil du nu gøre, dekan Mette Thunø? Får jeg min advarsel – eller vil du fyre mig med det samme?

Med venlig hilsen

Linda Maria Koldau
Professor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet

Faglig viden og universitetsmanagement adskilles

Center for Børnelitteratur, der lå på DPU i Emdrup, skal tvangsforflyttes til Århus, som led i den topstyrede om- eller disorganisering af Aarhus Universitet. Vi skrev om sagen allerede 19/3-2011 (her) men det er tilsyneladende ikke blevet bedre. I et indlæg i AU-bladet Univers fra 18/10 (her) spørger AU-lektor Thomas Aastrup Rømer:

"Hvorfor skal dette ske? Er der nogen, der har ønsket det? Studerende? Forfatterskolen? Forlagene? De pædagogiske forskningsmiljøer? Skolerne? Dansklærerforeningen? Internationale litteraturforskningsmiljøer? Forskningsmiljøerne i Aarhus? Nej, ingen, og stort set alle har protesteret i alle mulige medier. Alle var glade og tilfredse, og børnelitteraturforskningen blomstrede som aldrig før, men nu skal det ødelægges. Ingen bifalder flytningen. Ingen! Men hvorfor gør dekanen dette?"

Det eneste svar må være, at dekaner skal vise deres chef, at de foretager sig noget, og en af de få synlige beviser for at de gør det, som endda bliver stående for eftertiden, er organisatoriske omlægninger. Og så under brug af de samme ulidelige mantraer om 'kritisk masse', styrkelse, synergier: her er uddrag af dekanens svar (samme sted):

"Når vi flytter en velfungerende forskningsenhed fra København til Aarhus, er det, fordi der her er potentiale til at skabe en større og endnu stærkere enhed. I Aarhus integreres Center for Børnelitteratur i Institut for Æstetik og Kommunikation, hvor centerets medarbejdere kan slutte sig til andre stærke miljøer inden for litteratur, medievidenskab og dramaturgi. Flere og flere børn og unge bevæger sig i dag sømløst rundt mellem forskellige medieplatforme, så her er der en række indlysende faglige overlap omkring børnekultur, som man på forskningssiden kan drage stor nytte af. Beliggenheden tæt på VIA UC med Danmarks største læreruddannelse er også en oplagt mulighed for samarbejde."

Jammen hvis børn kan bevæge sig rundt mellem medieplatforme, skulle man tro, at forskere kunne samarbejde på tværs, uden at skulle sidde klinet op ad de samme campus- eller institut-skilte!?

Århus-rokaderne sker og skete topstyret, uden ordentlig inddragelse af de faglige miljøer, som typisk ikke ønsker sammenlægninger og disorganisering af fx DMU, eller Det Humanistiske og Det Teologiske Fakultet. Det samme er nu ved at ske i København (se bloggen d. 28/9) — ironisk nok fordi de våde KU-dekaner har onde drømme om at "konkurrencen" fra AU/Emdrup, RUC og Aalborg i Ballerup vil frarøve dem studerende, hvis de ikke spiller med de organisatoriske "muskler". Det er den samme tomme retorik, der på én gang styrer og slører spillet. Læser man papirerne på KU-intranet i forbindelsen med reduktionen af fire våde fakulteter til to, er det samme mønster, der gør sig gældende. Der er så godt som ingen faglig opbakning til omlægningerne, men de faglige miljøer reagerer kun spagt defensivt, begrænser kritikken til det taktiske, og søger at redde hvad reddes kan, fordi man kynisk vurderer, at en egentlig protest er uden virkning: Så skandaløst topstyret er det universitetssystem, den nye forskningsminister har arvet fra Sander-epoken. Resultatet bliver nye lange klyngebetegnelser for megainstitutter (fx "Institut for Ernæring, Fysiologi og Idræt", "Institut for Matematik, Statistik og Datalogi") som - før de næste fyringsrunder - blot vil bestå af det samme elementer, der før var miljøer med en vis identitet.

Debat om nye tidsnormer på KU-Hum

[2. udgave]

Stig Hjarvard og Nete Nørgaard Kristensen har på VIPernes vegne lavet en kritisk gennemgang af dekanatets udkast til arbejdsnormsaftale. Læs den – og mød op til stormødet med dekanatet i morgen og gør jeres til at synliggøre for dekanatet at vi som medarbejdere finder udkastet problematisk på flere helt afgørende punkter.

Nye tidsnormer på det humanistiske fakultet på KU: Fra en medblogger har jeg fået den kritiske kommentar, som fortjener at blive læst og cirkuleret (download denne her).

En del af baggrundsdokumenterne ligger på KU's intranet, og kan sikkert have interesse for sammenlignende studier, så det er hermed gjort alment tilgængeligt: Såvel den gamle aftale fra 2009 som diverse anden dokumentation, i denne mappe (her).

Hvis jeg får tid, vender jeg tilbage med en kommentar — ellers er der nu frit slag her!

ps:

fra: https://intranet.ku.dk/hum/VIPaftale/Sider/VIP_arbejdstid.aspx

Den 1. juli 2009 trådte en ny fælles aftale i kraft om arbejdstidsnormer for VIP-personalet på fakultetet. I følge aftalen skulle den evalueres efter to år. I forbindelse med evalueringen valgte dekan Kirsten Refsing at opsige den gældende aftale med henblik på at indgå en ny og mere fleksibel aftale med fællestillidsmanden for VIP.

Evalueringen foregik elektronisk ved hjælp af et spørgeskema, godkendt af dekanen og fællestillidsmanden for VIP og udsendt på mail til alle ansatte.

A- og B-siden er nu tæt på at indgå en aftale - læs udkastet i boksen 'dokumenter' - og derfor indkaldes der til stormøde om udkastet til aftale, hvor der er mulighed for at høre nærmere om aftalen og dens indhold samt give kommentarer til dette.

Stormøde

om aftale for arbejdstidsnormer for fakultetets HVIP-medarbejdere. A- og B-siden er tæt på at indgå en aftale om arbejdstidsnormer. Der indkaldes derfor til stormøde om aftaleudkastet:

Onsdag den 14/9 kl. 15.15 til 16.30 i Multisalen (lokale 21.0.54).

Dagsorden

a) Dekan Ulf Hedetoft fortæller om aftalen og intentionerne bag
b) Fællestillidsrepræsentant Peter B. Andersen giver sit syn på aftalen
c) Spørgsmål

Halløj på humaniora - penge er intet, ånd er alt

Studenteroptaget på universiteterne er boomet i Danmark, og det kommer forhåbentligt også økonomien til mere og bedre forskningsbaseret undervisning til gode - ikke mindst på humaniora hvor det har været påfaldende som taxameterpengene som forsvinder et sted i de administrative systemers Bermudatrekant mellem kontrol, bureaukrati og strategiske puljer. Mange der kommer håbefulde ind i systemerne, studerende såvel som lærere, forlader dem senere i skuffet frustration. Således også Sabine Hikel, som på sin blog Leaving Academia ("I used to be an academic and now I’m not. Life is so much better this way, for everyone involved") skriver "Essentially, everything I’ve been trying to say about academia on this blog has been taken right out of my mouth and compressed into a 4 minute video", og opfordrer os til at se "So you Want to Get a PhD in the Humanities":

Det er næsten deprimerende morsomt. Selvom Harold Bloom er en fjernere figur for de fleste på denne side af andedammen, og forholdene for humanioraforskere i Danmark måske ikke helt kan sammenlignes med dem i US, er der ingen grund til at se budskabet som os uvedkommende. Videoen er et eksempel på en genre for humoristisk universitets- og videnskabskritik, som virker inspirerende, især når den ikke degenererer til blot registrerende kynisme. De er ikke allesammen lige gode, men varianter som "So you want to get a PhD in human genetics?" (her) eller "But I want to study philosophy" (and write books on Foocoo and Dalouse) (her) kan anbefales. Der er også en hel stribe som udstiller offermentaliteten i klager fra studerende, som efter milde bedømmelser ønsker at forhandle en bedre karakter hjem (fx her).

Og husk så lige at læse den glimrende kronik forleden (her) af Bent Ørsted om Aarhus Universitet, hvor der jo ikke længere findes et humanistisk fakultet, men noget de kalder Arts.

Hvor mange sprogtests har vi brug for?

Jeg har netop modtaget en mail fra sprogstøtteenheden på et dansk universitet (ingen nævnt, ingen glemt): nu skal alle undervisere certificeres i engelsk! Jeg ved, at det er noget, man drømmer om på internationale kontorer og sprogcentre rundt omkring i landet. For så har man endelig svaret, når medierne anklager universitetsundervisere for cirkusengelsk. Det sker ikke her hos os, for vi har certificeret dem, og er de ikke gode nok, så skal de på kursus! Og så er det jeg tænker: hvor mange sprogtests skal en lektor egentlig udsættes for? Sprogtest nr. 1 kommer for mange allerede under første uddannelse. For med mindre de kommer fra stærkt nationale fagdiscipliner som (dansk) historie eller nordisk, har de sandsynligvis læst litteratur på engelsk, de har muligvis studeret i udlandet, nogen er blevet udsat for undervisning på engelsk, og enkelte har endda skrevet speciale på dette sprog. Og hvis de alligevel – på trods af at skulle formidle viden på deres andetsprog – opnår karakterer, der er høje nok til et ph.d. stipendium, så må man formode, at deres engelsk vel egentlig er relativt velfungerende. Næste sprogtest kommer under ph.d. forløbet. Der skal læses teorier på engelsk, der skal præsenteres konference papers på engelsk, og mange tager til udlandet, hvor de sandsynligvis kommer til at klare dagligdagen på engelsk. Hvad der også er tankevækkende, er, at vi i de seneste år har set et markant fald i antal ph.d. afhandlinger, der skrives på dansk. Når jeg har slukket diktafonen, får jeg nogle gange informanter til at indrømme, at det handler om at gøre dyd af nødvendighed – de ved, at de kan skrive bedre på dansk, men, som det udtrykkes, det er ikke vejen til et adjunktur. Og så kommer så den tredje sprogtest: adjunkturet. De kære adjunkter får mellem tre og fire år til at producere så mange ”kvalitetsartikler” som muligt. I de fleste forskningsmiljøer er kvalitet lig peer reviewed artikler udgivet i internationale tidsskrifter. Og ”international,” hvis nogen skulle være i tvivl, det er på engelsk. De adjunkter, der ikke har et engelsk, der er godt nok, oplever, at de får artikler afvist eller besked om major revisions required. Og er der ikke nok udgivelser den dag, adjunkturet udløber, så er det bare ærgerligt. Så hvad enten det står på eller mellem linjerne, er engelsk blevet et krav for at blive erklæret lektorabel i rigtig mange danske forskningsmiljøer. Og nu skal lektorerne så sprogcertificeres. Lad mig gætte – dem, som klarer sig fint med at skrive og undervise på engelsk, vil også bestå en sprogtest. Dem, der derimod oplever vanskeligheder ved at opfylde institutionernes krav til internationale, peer reviewed tidsskriftsartikler, vil føle et endnu større pres. Så hvor mange sprogtests har vi brug for på de danske universiteter?

Blogtvang

Forskningspolitikken er virkelig skrivebordgeneralernes helt store slagmark. Skrivebordsgeneraler er ganske vist i det væsentlige til grin, men deres uvidenhed og døvhed er ødelæggende for dem i fronten, som skal udføre deres uforstandige ordrer - til skade for den sag, generalerne formodes at arbejde for at fremme.

Her er skrivebordsgeneralen Poul Høi, som i sin visdom har fundet en løsning i, at forskerne skal tvinges til at blogge, så vi kan få deres forskning formidlet. Det er sikkkert en smuk tanke: Man ser al den viden sprede sig ud over det ganske land, efterhånden som alle forskere blogger i spændende og velformidlede indlæg til en begejstret offentlighed.

Sig mig: Bor Poul Høi på Mars?

Lad gå, at han rider med på den bølge, som siger, at forskerne nok bliver meget bedre/samfundsgavnlige, ved at vi tvinger dem til (indsæt selv nyt krav efte egen smag). Det er en sygdom, andre også har. Men:

• Der er oparbejdet massive overarbejdspukler på de danske universiteter
• Der er mindre og mindre rum på de danske universiteter til fri forskning
• Der er mange studerende på mange fag, som ikke tilnærmelsesvis får en undervisningsmængde, der er passende for et fuldtidsuniversitetsstudium
  

Så spørgsmålet bliver. Når nu forskerne – som den eneste gruppe i samfundet – skal have bloggerpligt, hvor skal ressourcerne så komme fra:

• Ved at forskerne overarbejder mere?
• Ved at tiden tages fra den i forvejen sparsomme frie forskningstid?
• Ved at der undervises endnu mindre på de danske universiteter?
  

Det er ikke noget lille ressourcekrav, vi står med her. Og hvis man ført stiller den type krav til universiteterne, så vil det også komme til at indebære en betydelig infrastruktur. Man kan håbe på at undgå prodekaner for blogning, men kan man slippe for en blogningsstrategier, og skal bloggerpligten indskrives i udviklingskontrakterne? I det mindste må vi have nogle kontrolorganer, så vi kan undgå nulbloggere og anden bloggersjusk. Da det har at gøre med kommunikationen fra institutionen, så skal det også indarbejdes i vores centrale kommunikationsstrategier, så vi ikke får forkerte signaler sendt i vores blogs. Hver blog og hver blogpost skal være klart markeret med universitetets logo. Om det decideret bliver nødvendig med anonym peer review, før en blogpost offentliggøres, tør jeg ikke sige.

Selv konservativt anslået er det et stort ressourceforbrug: 10.000 forskerblogs, hvis hver forsker bruger blot 25 timer på sin blog om året for ikke at blive nulblogger, så er det 250.000 mandetimer. Giver vi derefter sparsomt et support og administrationsbehov på 20% (og det er meget konservativt anslået), så har vi 300.000 mandetimer anvendt pro annum. 300.000 : 1840 (et årsværk) giver ca 160 fuldtidsstillinger, som så hverken kan blive til forskning eller undervisning.

Med 10.000 forskerblogs alene i Danmark skal man vel være optimistisk for at tro, at hver af dem faktisk bliver læst hver år. Formentlig vil der i allerbedste fald være 3-400 skarpe bloggere, som tiltrækker sig nogen opmærksomhed (det vil som regel være for andre kvaliteter end de rent forskningsmæssige). Resten af bloggerne vil blive inderligt ignoreret, fordi de drukner i mængden af ligegyldige indlæg skrevet af uinteresserede forskere, som mærkeligt nok hellere ville bruge deres tid på forskning og undervisning end på at skrive ulæste indlæg.

Jeg er villig til at sætte en 50´er imod et billede af Helge Sander på, at de forskere, hvis blogs ville blive læst under de omstændigheder, ville have blogget alligevel – fordi det er dem, som har lyst til og talent for at skrive blogposts.

Poul Høi er glad for sin blog, formoder man, jeg er glad for min (som stort set ikke formidler forskning), andre forskere arbejder meget med faglige blogposts. Hvad med at overlade skønnet for, hvornår en blog er en god idé, til de mennesker, som faktisk har en chance for at vurdere det?

... er kun et fattigt ord

De seneste dages debatter har tydeliggjort, at behovet for at finde ud af, hvor pokker pengene bliver af i universitetsverdenen er påtrængende. Her er et par fakta, som ikke burde kunne eksistere samtidig:

1) Området har fået tilført ekstra ressourcer.
2) Forskeres og underviseres ubetalte merarbejde er tårnhøjt.
3) Der skæres i undervisningen.
4)De ressourcer, der er til rådighed til fri, ubundet forskning, reduceres konstant.

Altså: Samfundet hælder flere penge i området, men får mindre undervisning og mindre fri forskning. Universiteterne kan da i Himlens navn ikke have sat alle pengene ind på Milena Penkowas svejtsiske bankkonto, så hvor er de blevet af?

Hvordan kan universiteternes effektive, moderne, professionelle ledere være så dårlige til at levere et resultat, uden at det får konsekvenser? De bruger flere af samfundets penge, men giver samfundet mindre tilbage end de ineffektive, umoderne amatørledere fra de foregående generationer. Til gengæld er de højere lønnede. Gak er kun et fattigt ord.

Og nej: Jeg vil stadig ikke tilbage til tiden før 2003. Det system var halvt dysfunktionelt, og det bliver ikke bedre af, at det nye system er helt dysfunktionelt. Jeg vil fremad.

Umuligheder og fornuft

Penkowa-sagen har tilsyneladende hensat selv denne blogs i øvrigt drevne konspirationsteoretikere i lammechok. Vi står tydeligvis mundlamme tilbage.

Men hvad skal man også sige?

Selv vi kunne umuligt have forestillet os et snydenummer af det omfang. Vi kunne ikke have forestillet os, at det på nogen måde kunne tage Københavns Universitet 10 måneder at efterprøve banal dokumentation hos en svindelanklaget forsker, og vi kunne ikke tro på, at der skulle en journalist til, før det skete. Og selv en inkarnet Sanderpisker som undertegnede ville aldrig have troet, at han brugte sin magt til at sende en intrigant venindes insinuante spørgsmål ned over et forskningsråd.

Havde vi fået at vide, at der i virkeligheden var et helt klosterfuld S/M dyrkende professormunke og studinenonner i Aalborg Universitets kælder, havde vi givetvis købt historien – så paranoide er vi nemlig. Men Penkowa-sagen? Get outta here!!!

Og nu sidder man tilmed tilbage med en ret sikker fornemmelse af, at skeletterne slet ikke er færdige med at skvatte ud af skabene, ja, at man ikke engang ved, hvor alle skabene er endnu. Selv en slet romanforfatter kunne ikke have gjort det meget dårligere: Det er simpelthen for urealistisk.

Heldigvis har bloggens indsats for én gangs ikke været nødvendig. For ikke bare har andre gjort arbejdet for os, men der begynder også at blive givet plads til stemmer i den offentlige debat, som faktisk påpeger nogle af de centrale problemer på universitetsområdet. Det er som om, offentligheden endelig har åbnet sig for, at noget ikke er, som det burde være. Vanviddet i forskningsfinansieringssystemets adminstratitis aftegnes således i berlingske tidendes kronik den 6. februar, mens kontrolsystemernes uduelighed beskrives i Politikens kronik den 9. februar. Klapsalver hele vejen rundt.

Til den sidste kronik kan føjes, at Penkowa som type vil klare sig storartet i de forskellige systemer til konkurrenceudsættelse og kvalitetetssikring af den danske forskning. Nye læsere kan begynde her, og det er – tåkrummende pinligheder og ledelsesmæssige katastrofer til trods – i sig selv en god ting.

Fagre nye engelskverden

Jeg har lige været til møde hos Forbundet Kommunikation og Sprog. Jeg fik lov at sige, hvad jeg nu engang mener om situationen for fremmedsprog i Danmark. Og det kan jeg vel nok have en mening om. Samme dag holdt man på mit institut en afskedskonference for vores gamle sprogforsker og professor i engelsk Torben Thrane. Det er et sammenfald af begivenheder, som er symptomatisk for situationen for fremmedsprogene i dag. Sprogforskeren går pension – kulturforskeren tager til København for at deltage i debatten om en national sprogstrategi.

På vej hjem i toget slog det mig: Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor tager jeg til København for at tale for fransk, spansk, tysk og for en fremtidssikring af translatøruddannelsen? Jeg kan da være ligeglad. Jeg har engelsk som fag, interkulturel kommunikation som speciale, så jeg har mange glade studerende. Bevares – de kommer fra erhvervsøkonomiske uddannelser som HA Engelsk og International Ledelse and so what? Det er fremtidens erhvervsledere, jeg uddanner. Og fordi jeg nu engang er kandidat i engelsk, får jeg altid positivt feedback på mit sprog. Of course - de søde studerende sammenligner mig jo med erhvervsøkonomer, der mere eller mindre frivilligt har påtaget sig engelsksproget undervisning.

Men hvad så med de små sprog – hvad med fransk, spansk og tysk? Personligt synes jeg, de har en værdi, men jeg er også et produkt af en tid, hvor man i gymnasiet mødte tre-fire sprog, herunder latin. Jeg har igen været inde og kigge på Videnskabsministeriets debatblog – et link jeg i øvrigt har sendt ud til mine sproglige kolleger for at opfordre dem til at komme på banen. Jeg har ikke set ret mange indlæg fra universiteternes fremmedsprogsmiljøer, og kan ikke lade være med at tænke: Hvis ikke de vil tale, så må de dø. Hans Hauge har meldt ud, at vi kan klare os på engelsk. Det er jo etableret som videnskabssproget for tyskfolk såvel som anglofile. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle give ham ret? Jeg skriver alligevel mine artikler på engelsk, så hvorfor skal jeg kæmpe for andres ret til at skrive, undervise og formidle på andre sprog? In the Country of the Blind, the one-eyed man is king – i den fagre nye universitetsverden er engelskfolk fremmedsprogenes nye adel. Me like that very well!

Hanne Tange, Aarhus Universitet

Forslag til afværgeforanstaltning

Her til morgen løb følgende ind i min postkasse:

Til alle ansatte/ To all staff

Personaletilpasninger ved Det Humanistiske Fakultet – deltid, frivillig fratræden og pensionering

Den 12. november 2010 sendte dekanen en mail til alle medarbejdere ved Det Humanistiske Fakultet, hvoraf det fremgik, at der i 2011-2012 forventes at mangle ca. 15 millioner kroner på fakultetets budget, svarende til nedlæggelse af ca. 35 fuldtidsstillinger.


Siden har der hver uge været afholdt møder i FSU, hvor vi har gennemgået den økonomiske situation og drøftet, hvorledes processen omkring de forventede stillingsnedlæggelser kan foregå.

Inden vi kan gøre op, hvor mange stillinger der skal nedlægges i form af afskedigelse af medarbejdere, er fakultetet forpligtet til at forsøge at iværksætte foranstaltninger, der kan undgå eller begrænse antallet af afskedigelser – de såkaldte afværgeforanstaltninger.

På FSUs mødet den 3. december har vi bl.a. aftalt, at følgende afværgeforanstaltninger kan komme på tale:



· Deltidsbeskæftigelse (for ansatte under 60 år)

· Senior- og frivillige fratrædelsesaftaler (for ansatte fyldt 60 år)

Samt nogle flere bemærkninger og en engelsk oversættelse.

På KUs hjemmeside kan man også se følgende:

Det Humanistiske Fakultet søger en Chef for Forskning, Læring og Innovation

Det Humanistiske Fakultet har de senere år været inde i en rivende udvikling med stor vækst og selv om væksten forventes at være mindre de kommende år er der fortsat mange spændende udviklingsmuligheder og store udfordringer på fakultetet.

Vi søger en chef for den nyoprettede enhed Forskning, Læring og Innovation, som kan samle og stå i spidsen for en fortsat udvikling af fakultetets forskerservice og universitetspædagogiske kompetenceudvikling, samt styre og koordinere vores mange udviklingsprojekter.
Den nye afdeling samler enhederne Katalyst, Forskerservice, Ph.d.-skolen, Læringsenheden, Akademisk Skrivecenter og IT/Media
Vores nuværende aktiviteter spænder vidt: fra sparring i forbindelse med ansøgninger om eksterne forskningsmidler; over ph.d.-uddannelser, adjunktpædagogikum, specialevejlederakkreditering og kurser i akademisk skrivning, mundtlig fremstilling og vejledning; til e-læring og inddragelse af IT og ny medieteknologi samt innovation og praksis i undervisningen.

Turde man foreslå den afværgeforanstaltning IKKE at ansætte en forskningschef? Der skulle være to fulde stillinger sparet i det.

Fyring af forskningsleder på Rigshospitalet

Denne sag er da rystende, man tror næsten det er løgn. Læs på Videnskab.dk (her den 9/11) om Rigshospitalets fyring af molekylærbiolog og forskningsleder Henrik Leffers fra Afdeling for Reproduktion og Vækst. Hvis bare halvdelen af de oplysninger Videnskab.dk bringer frem om årsagen til fyringen står til troende, har Rigshospitalets forskningsledelse et alvorligt problem. Og hvis de nægter at udtale sig med henvisning til, at der er tale om en personalesag, hjælper det næppe for deres troværdighed, for "samarbejdsvanskeligheder" et et mærkat, enhver ledelse vilkårligt kan klæbe på en medarbejder som fyringsgrund.
Jeg har endnu ikke helt forstået hvad det er, der er foregået, men som en af bloggens korrespondenter nævnte for mig i går om sagen:
"Er det i øvrigt ikke et pædagogisk skoleeksempel på hvordan en institutions "overordnede forsknings- og kommunikationsstrategi" kan stå i vejen for at der bliver lavet nybrydende forskning?"
Det tjener såvel Videnskab.dk som Henrik Leffers til ære, at de har bragt sagen frem i offentligheden. Lad os håbe, at det er muligt at kan komme dybere ned i den og få be- eller afkræftet påstanden om de helt uantagelige grunde til fyringen, som artiklen implicerer.
Hvis det er sandt, at den forskning og de resultater, som Leffers har nået frem til, af strategisk-økonomiske grunde er ubekvemme for afdelingen, og at dette endvidere er hovedårsagen eller blot en medvirkende årsag til fyringen (eller bare til evt. gnidninger i samarbejdet), er det mildest talt rystende, og efterlader i så fald en skamplet, ikke blot på ledelsen, men også på de konkurrerende videnskabelige miljøer, der har omgivet Leffers forskningsgruppe.

Fordomsbekæmpelse

Nedenstående brev er i aftes og her i morges blevet sendt til så mange VIP-ansatte på DTU som muligt. Jeg fortsætter i løbet af dagen Jeg glæder mig til at læse svarene. Indtil videre er det blevet til en bunke mailer-deamons, en serie out-of-office replies og de første par svar. Det bliver sjovt.

Kære DTU-ansatte

Jeg skriver til dig og dine kolleger for at få svar på et spørgsmål, som har undret mig i nogle uger. Jeg er ansat som lektor ved Københavns Universitet og deltager ofte i debatter om universiteternes forhold. I en sådan debat med mig i DRs Deadline den 27. september sagde DTUs rektor, Lars Pallesen, følgende:

Det er en god gammel tradition i Danmark for, at forskere blander sig i universiteternes styring og den slags. Sådan en debat har vi også på DTU. Den debat er det meget vigtig, at vi fører hele tiden.

Mit problem er helt simpelt: Jeg kan ikke finde den kritiske debat om DTUs styring, som Lars Pallesen talte om, og alle mine fordomme om DTUs ledelse protesterer i mig. De siger ”tavshedskultur”, ”kammeratlige samtaler” osv osv. Imidlertid kan det bare være en ideologisk styret fejlreaktion fra min side, fordi jeg som forskningspolitisk engageret er tilbøjelig til at tillægge mine modparter handlinger, som passer ind i mit verdensbillede.

Derfor beder jeg nu om jeres hjælp for at få besvaret følgende, ret banale spørgsmål:

1) Hvordan blander forskerne på DTU sig i universitetets styring?
2) Hvordan udspiller debatten om universitetets styring sig på DTU?

Jeg gør for en god ordens skyld opmærksom på, at jeg betragter svar på spørgsmålene som offentlige, at jeg deler dem umiddelbart med Lise Richter fra Information, og at man derfor bør indskærpe det, hvis man ønsker at tale anonymt. Jeg gør også opmærksom på, at den dokumentariske værdi af anonyme udsagn er meget begrænset.

Med venlig hilsen

Sune Auken

PS: For ikke at blive fanget i firewalls etc er denne mail blevet sendt ud i mindre klynger. Den er forsøgt sendt til samtlige forskere på universitetet, men det er foregået ved manuel indtastning, og der kan være fejl – læs: Der vil være fejl – en del steder.

Teacher Blues

Jeg kommer for tiden igen og igen til at tænke på en gammel ”fagforeningsblues” (find den her), fra tiden efter Wall Street krakket i 1929, hvis funktion det vist har været at få amerikanske lærere til at organisere sig. En af stroferne lyder:

Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.

Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.

Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.

Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …

Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?

Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.

Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!

Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …

Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.

God proletarisk forskerfridag!

"1. maj forkynder parolen om 8-timers
arbejdsdag. Men heller ikke når dette
krav er blevet opfyldt, vil 1. maj dagen
blive opgivet. Sålænge arbejdernes kamp
mod bourgeoisi og regering finder sted,
sålænge ikke alle krav er blevet opfyldt,
sålænge vil majdagen være udtryk for disse
krav. Og når bedre tider oprinder og
arbejderne i hele verden er blevet befriet,
– også da vil menneskeheden sikkert
helligholde den 1. maj til erindring om
udståede kampe og lidelser."

Citatet ovenfor stammer fra skriftet "Wie entstand die Maifeier?" fra 1894, om festligholdelsen af 1. maj, hvor Rosa Luxemburg fortæller om historien bag "tanken om at bruge en proletarisk fridag som middel til opnåelse af 8-timers arbejdsdag". Dagen i dag er en fin anledning til at reflektere over begreberne solidaritet, klasser, forskere og forskningspolitik. Har forskningspolitik da noget med klasseanalyse at gøre? - Måske.
Men for at starte med solidaritet, har det slået mig, hvordan enkelte kolleger enten så lidt forvirrede eller vantro på mig, når jeg bragte begrebet op, fx i forbindelse med solidaritet med de nyligt fyringsvarslede på DPU (jf. de seneste dages indlæg), eller lettere irriteret har antydet, at begrebet solidaritet har en moraliserende tone: Pådut mig venligst ikke solidaritet med folk jeg ikke kender/ foragter/ anser for at være konkurrenter/ for ikke lave rigtig videnskab/ for at være mig uvedkommende. Solidaritet er fra gamle dage, dengang samfundet var et klassesamfund, og det er det ikke mere – mener 25% af danskerne, ifølge en undersøgelse omtalt i dag i Politiken (til gengæld er godt 50% enige/delvist enige i udsagnet "Danmark er et klassesamfund"). Ifølge undersøgelsen opsummeret i et diagram s. 162 i Lars Olsen, Eliternes Triumf. Da de uddannede klasser tog magten (Rødovre: Sohn 2010) er der en klar sammenhæng mellem indkomst og oplevelse af klasseforskelle: Jo mere du tjener, jo færre klasseforskelle oplever du. Forskere, der tilhører det, som Lars Olsen kalder kultur- og uddannelseseliten, og som ligger i den høje ende af indkomstskalean, vil typisk i mindre grad opleve Danmark som et klassesamfund. På den anden side stemmer de typisk på centrum-venstre-partier, der i højere grad end de borgerlige har blik for klasseskel.
Forskere er de facto lønarbejdere, men de lever, i endnu højere grad i dag med de stigende krav om at være entreprenante, søge eksterne projektpenge etc. end for 15 år siden, i dét, man med livsformsanalysens ord kalder "den karrierebundne livsform":

"Her er arbejdet målet. Aflønningen inden for denne livsform er en form for handel, hvor arbejdsgiveren køber kvalifikationer frem for tid, og arbejdsbegrebet står i stærk kontrast til lønarbejderlivsformens. Det drejer sig ikke om at stille krav til virksomheden eller være solidarisk med kollegerne. Det drejer sig om at stille krav til sig selv. Ved at avancere opnår man det egentlige mål med sin indsats: ansvar, indflydelse og dispositionsfrihed." (citat). I modsætning hertil er lønarbejderlivsformen karakteriseret ved at "den enkelte sælger sin arbejdskraft i en bestemt tid til en aftalt pris. Man stiller sig til rådighed og lader sig sætte i arbejde. Arbejdet udføres ikke i kraft af et engagement i selve arbejdet, men snarere for at få en indkomst, der er forudsætningen for at realisere sig selv i tilværelsen uden for arbejdstiden."

(derfor er en max-grænse på arbejdsdagens længde afgørende, og er heldigvis i dag kommet ned under 6 x 8 timer/uge).
Man fristes til at sige, at entreprenør- eller konsulentgørelsen af forskningen tenderer til at gøre forskerens livsform lig med den selvstændiges livsform som "er udledt af, at producenten i den enkle vareproduktion [læs: professoren med sin forskergruppe] selv ejer sin virksomhed [projektpenge]. I denne livsform skelnes ikke mellem arbejde og fritid. Hele familien [forskergruppen] indgår i produktionsenheden, og de daglige gøremål smelter sammen i et virke, rettet mod det mål at sikre en fortsat drift af virksomheden."
Måske er det derfor, at 'solidaritet' for forskere (hvad enten de forsker i iskerner fra Grønland eller i branding af iskager) har en anden valeur end det har for mange andre lønarbejdere:

"Menneskers adfærd er forankret i deres livsform; det er gennem den, de forstår så centrale begreber som arbejde, familie, fritid og frihed, der danner en strukturel helhed i den enkelte livsform. Begreberne kan således ikke anvendes af to forskellige livsformer uden at føre til misforståelser. Dermed bliver den strukturelle livsformsanalyse et redskab, der er særlig egnet til at indfange kulturelle forskelle, der eksisterer mellem bærere af helt forskellige kulturer. Den forklarer samtidig fænomenet kulturel blindhed eller livsformscentrisme, nemlig det at mennesker bundet til hver sin livsform ikke erkender de dybe kulturelle forskelle, men i stedet prøver at anvende og tolke begreberne i egen livsformsbetinget betydning." (citat).

Hvis begrebet solidaritet ligger os forskere lidt fjernt, kan et være godt at repetere det (fx fra samme kilde), og erindre om dets særlige rod i den fagbevægelse, de fleste af os forhåbentligt er medlem af, hvor det opstod som en "erkendelse i arbejderklassen af, at den enkelte arbejder ikke alene kan udrette noget over for kapitalejerne og de politiske magthavere; det kræver et handlingsfællesskab, hvor den enkelte tilslutter sig og indordner sig under et kollektiv, hvis organisatoriske form er fagforeningen". Eller som det mere kuldslået beskrives på Wikipedia (i dette hjørne) anvendes solidaritet [solidarism] om det i Sandinavien så velkendte

"system of labor arrangement in which labor unions and capitalists jointly set wages below market clearing levels. From this arrangement, labor receives full employment and wage leveling [min fremhævelse, CE], while capitalists pay less for labor, and do not have to worry about their employees being "poached" by firms who can offer more. This arrangement is traditionally enforced through employer organizations. The arrangement is destabilized during economic booms, when firms cheat on the system and surreptitiously raise "compensation", rather than pay, in the form of increased benefits, safety, or other forms of indirect payment."

Det interessante er her, at det solidariske 'arrangement' (som skal sikre lige løn for lige arbejde men periodisk destabiliseres af økonomiske booms) i et neoliberalt kommercialiseret universitetsystem permanent destabiliseres af fænomener som udtynding af basismidler til fordel for eksterne midler og 'strategisk' forskning, headhunting af særligt højt ydende forskere, og hele den karrierebestemte livsforms manglende resistens imod strukturel nedbrydning af kollektive overenskomster med fx indførelsen af individuelle bonus- og kvalifikationstillæg, differentiering i ledelseshierakier m.v.
Den neoliberalistiske forskningspolitik, vi har i Danmark i dag, medvirker således til at nedbryde solidariteten mellem forskere. Denne politiks opkomst kan, som vist i Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne. Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald (Kbh.: Gyldendal 2008), ses som et direkte resultat af magtforskydninger i overklassen, specielt Fogh-regeringen og den økonomiske overklasses held til at bryde alliancen mellem den kulturelle overklasse og arbejderklassen; jævnfør debatterne om kulturradikalisme og om smagsdommeri og ekspertvælde. I Lykkebergs optik iagttager man fx følgende:

"Det aktuelle dominansforhold mellem den økonomiske og kulturelle overklasse afdækkes i den kulturelle overklasses strategier til forsvar for forskningens autonomi: Man kan på forskningsområdet aldrig på forhånd vide, hvad der vil vise sig profitabelt, og hvor det næste gennembrud finder sted. Den kulturelle overklasse hævder et priviligeret indblik i det processer, der i sidste instand giver økonomisk vækst. Den kulturelle overklasse forsøger med andre ord at legitimere sin autonomi på den økonomiske overklasses præmisser." (s. 70).

Lad os herfra forsøge at blive bedre til at supplere en målrationel argumentation for fri forskning (at den på lang sigt er forudsætning for økonomisk vækst) med en offensiv værdirationel argumentation – at den bidrager til at udvikle en mangfoldigere civilisatorisk rigdom og forståelse.
At ideen om solidaritet mellem offentligt ansatte forskere – ikke bare imellem de kolleger og fagfæller man til dagligt konkurrerer med om forskningsmidler og anerkendelse, men også på tværs af meritokratisk bestemte karriereniveauer og på tværs af forskellige fagområder – har store odds imod sig er altså ikke så underligt.
Det gør det ekstra vigtigt at støtte Mogens Ove Madsen, som i bogen Universitetets Død. Kritik af den nyliberale tendens (Kbh.: Frydenlund 2009, se også FORSKERforum nr. 232, marts 2010) argumenterer for oprettelsen af et samlet forskerforbund i Danmark, fx som et kartel for universitetsansatte i de eksisterende fagforeninger på området. Som Finn Hansson fra CBS skriver i FORSKERforum nr.232 s.29: "efter universitetsloven fra 2003 skulle det være åbenlyst for alle, at der er et reelt modsætningsforhold mellem ledelse og ansatte på universiteterne. Lederne er nu ansat til at lede og har fået instrumenter til dette og de universitetsansattes indflydelse er blevet reduceret til samarbejdscirkulærets rettigheder".
Regeringens politik har tydeliggjort, at forskernes karrierelivsform ikke overskrider forskerens status som lønarbejder (det være sig med nok så meget social og kulturel kapital); arbejdsgiveren leder og fordeler arbejdet, hyrer og fyrer – og på KU og på AU efter forgodtbefindende. Det er på tide at genopfinde solidariteten, og huske, at fejringen af 1. maj ikke hører en svunden epoke til (som Googles i dagens anledning modificerede logo ellers kunne antyde), industrisamfundet er på ingen måde et overstået stadium når videnskaben selv gøres til en industri og forskerne proletariseres. God 1. maj!

Vi arbejder for evigheden

Nogen gange kan et fragment af en udtalelse få et helt puslespil i ens hovede til at falde på plads. Forskningsadjunkt Helle Hein fra CBS har lige sagt noget meget fornuftigt (i Netværket, DR P1): Vidensarbejdere har ikke brug for ledere, der definerer deres arbejde i detaljer, de ved godt hvor man skal hen, "de er drevet af en pligtetik, ikke en økonomisk nytteetik."
Det må være derfor, at hele den djøficistiske NPM tanke om ovenfra definerede "incitamenter" for forskerne (fx til at søge eksterne midler, til at publicere i særlige tidskrifter, etc.) virker nærmest krænkende! Man er da ansat på en forskningsinstitution fordi man brænder for forskning, og på et universitet fordi man elsker at udvikle faget i koblingen mellem forskning og undervisning. Man behøver ikke et ministerium eller en udviklingskontrakt til at sige hvor man skal hen. Arbejdet er såvel en pligt, et kald, som en besættelse. Egeninteressen og interessen i et højere gode går sammen. "Vi arbejder for evigheden", det var Heins eksempel på en værdi, formuleret af en leder af nogle konservatorer, som var på højde med medarbejdernes egentlige commitment. Sidstnævnte ord er allerede røvet af managere. Sjovt nok kan det betyde pligttroskab, et ord vi måske skulle genopfinde i en verdslig udgave, pligttroskab overfor det fælles gode.

Fortættet hygge på geo KU og AU

Fra en varm underjordisk kilde i omegnen af Geologisk Institut v. KU bringer vi her en læk, simpelthen fordi den ikke længere kan holdes tilbage. Ikke vores ord igen, og bloggens kildebeskyttelse er absolut. – (red.).

"Just hjemkommet fra Fur i går aftes i frygteligt vejr, så at jeg lige ku' nå DNF, så kan jeg heller ikke komme idag, fordi jeg skal have fat i mine børnebørn ved 15-tiden - lidt ærgerligt (ikke børnebørnene - de er bare pragtfulde).
Fik I osse diskuteret den nuværende KU situation?? En nyhed: Jeg var omkring Geol Inst, AU, og der har de hidtil ikke rigtigt hørt om 'fortætningsprocessen' som relevant for dem - det er den nu, der stod flyttekasser overalt - wellcome to the 'real world' ! Er det ikke fortrøstningsfuldt - det er ikke kun os det går ud over (jeg har forstået, at alle andre universiteter faktisk vinder penge ved 'huslejeaftalen', hvorfor det jo er umuligt at få rektorkollegiet til at protestere over dette, hvis dette stadigt existerer). Og jeg kan med stolthed fortælle, at på det storkommunale plan med sammenlægning af museer under deres ansvar, der går det om muligt endnu værre: naturhistoriske museer bliver presset af de mange flere kulturinst/-paver på finansiering og det hele - de hygger sig li'som fortættede univ med færre ansatte, så at vi nu vel skal fortættes endnu mere.
Det mest sindsyge (måske ??): Geolog bibliotek hér er blevet helt lukket - bøgerne bliver vel smidt ud, for hvem gider læse sådan noget gammelt bras, der ikke er på nettet ??
M v h - kan i 'hygge videre' ... X"

Fyringer af universitetsforskere set fra et akademisk perspektiv

Hele fyringsbølgen på KU og andre universiteter gør een vred, forarget og bekymret. Det er meget ubehageligt at se en række kolleger forlade universitetet på den måde. Kritik af ledelse, aktioner og protester har ikke været nok til for alvor at trænge igennem til de ansvarlige, som behændigt har spillet ansvarets bold op, ned, eller over på ting, der hives frem som uafvendelige.
   Nu er det altid ubehageligt at fyre ansatte pga. økonomisk krise uanset hvilken virksomhed, det drejer sig om, men når det handler om forskere, er der en yderligere ubehagelighed, som jeg skal forsøge at forklare. Men først lidt baggrund.
Normalt er det gængs praksis på et universitet, at man i en række centrale anliggender kan skelne akademiske spørgsmål fra økonomiske, selvom de i praksis er og måske bliver mere og mere sammenvævede. Et eksempel: Een ting er finansiering af en forskeransættelse, noget andet er bedømmelsen af den person, der skal ansættes, som værende kvalificeret til opgaven. Disse to ting implicerer to forskellige sæt procedurer, og dette er som sagt gængs praksis. Det åbner for, at der kan eksistere forskere, der udfører forskning til fx en ph.d.- eller doktorafhandling ud af egne lommer, men som får den bedømt akademisk ved et universitet og dermed - såfremt bedømmelsen falder positivt ud - anerkendes for deres forskning. Det er ikke tit, men det forekommer. Der findes endvidere en hel del æres-, gæste- og adjungerede professorater, som ikke koster universitetet ret meget, men som igen er en reel og symbolsk anerkendelse af en forskningskompetence eller et resultat af en særlig art.
Normalt opfattes forskere på offentlige universiteter som de danske, som fast ansat. Det betyder, at man skal have taget af kassen (som i den aktuelle sag i Århus [her]), begået videnskabelig uredelighed, eller have udvist grove tjenstlige forsømmelser, før man bliver fyret. Vi har ganske vist ikke tenure i angelsaksisk forstand, og fyringerne denne og sidste vinter har ganske vist voldsomt relativeret begrebet "fast ansat" – og det er i en vis forstand trist at se, at de akademiske fagforeningerne kører så lav medieprofil og ikke i højere grad agerer kamporganisationer, men fokuserer indsatsen på at yde psykologisk bistand til de ramte. Men alligevel er det stadigvæk normen, at udfører man sit job som forsker og underviser tilfredsstillende, så fortsætter man i stillingen når man een gang er kommet igennem det hækkeløb af grundige bedømmelser og kortfristede stipendier, der ligger forud for enhver opnåelse af et lektorat eller professorat.
   Den vilkårlige, dvs. alene økonomisk begrundede (eller som de ramte har udtrykt det: pga. mismanagement), afskedigelse af en forsker føles meget ubehageligt, ikke blot økonomisk men også akademisk set; dvs. ikke bare fordi den enkelte rammes på sin indtægt, men i høj grad også set i forhold til den akademiske /videnskabelige anerkendelse, der er knyttet til en universitetsansættelse. Dette ubehag styrkes igennem den lange liste af kriterier for fyring, som universitetsledelsen forud for prikkerunden forsyner institutledernes eksekutivkommiteer med, fordi denne liste inkluderer – udover meget subjektive og newspeak-agtige egenskaber som omstillingsparathed og samarbejdsevne – akademiske kriterier. Herved sammenblandes den økonomiske begrundelse med en akademisk, og det billede, som fyringsrunden efterlader af de ramte, er ét af "de måske egnede", dvs. de, som faldt under en akademisk overlægger, som universitetsledelsen selv bestemmer højden af ud fra de p.t. gældende konjunkturer.
De fyrede forskere bør kompenseres, ikke alene ved forsøg på genplacering i andre, senere stillinger (en manøvre som rummer sine egne vanskeligheder) eller andre økonomisk set relevante tiltag, men også akademisk:
   Kunne man derfor ikke overveje – fx som overenstkomstkrav – en permanent ordning, der sikrer, at VIP som fyres uden anden grund end nedskæringer beholder deres titel som professor ved universitetet, fx æresprofessor, dvs. stilles frit hvad angår lønarbejde, men sikres fortsat at kunne repræsentere universitetet og retten til overfor tredjepart at sige, at man er tilknyttet universitetet?
Det ville være et udtryk for ånden i den historie, som rektor Ralf Hemmingsen selv så ofte har alluderet til (eller er det blot noget jeg har drømt?) – anekdoten om fysikeren Isidore Rabi, som afbrød den daværende rektor Dwight D. Eisenhowers tale til "de ansatte", ved at indskyde "Sir, vi er ikke ansatte, vi er universitetet" (genfortalt flere steder).
   Jeg tror, at en klarere markering af en skelnen mellem en økonomisk begrundet fyring og en fortsat akademisk tilknytning ville betyde en del for mange af de fyrede, og det ville være en tilkendegivelse og ligge i forlængelse af det særegne ved en universitetsansættelse som forsker i forbindelse med det funktionelt begrundede privilegium, samfundshensynet til uafhængig skabelse af viden, som forskningsfrihed er.
Det ville måske også i visse tilfælde kunne mindske mistanken om, at begrundelser for at den ene fremfor den anden prikkes er en delvis skelen til hvad der er politisk – eller økonomisk! – opportunt at forske i.
   En sådan ordning ville støtte forbindelsen mellem videnskab og universitet, en forbindelse som i dag er under pres. Den ville være et beskedent bidrag til at understøtte videnskabens (for at bruge L. Dastons ord) "moralske økonomi" forstået som dens system af anerkendelse: Man kan, pga. dårlig økonomi eller mismanagement, fyres økonomisk, men ikke akademisk. Så længe vi ikke har tenure, og når almindelige illusioner om fast ansættelse i staten fordamper, ville en sådan ordning da være det mindste universitetet kunne tilbyde i respekt for sin videnskabelige kapital.

Malou Aamund vil indføre stopprøver for professorer - Konservative går videre

Under overskrifter som

"Malou Aamund udfordrer sin egen videnskabsminister med krav om at gøre professorater tidsbegrænsede", og
"Konservative: Lektorer skal også søge deres egne job. Konservative går videre end Venstre, som kun går efter professorerne."

er danske medier (se fx her og her) i dag ved at gå i selvsving over, at venstres forskningsordfører har peget på et reelt problem (som hun dog fordrejer) og foreslået en helt igennem tåbelig løsning. Det reelle problem er, at stillingsstrukturen ved de danske universiteter, som senest påpeget af Jan Faye (her) og Leif Søndergaard (her), langt fra er optimal, og kunne trænge til en grundig granskning og revision, så man eksempelvis kunne sikre de mange løst ansatte undervisningsassistenter på nogle fag bedre vilkår, og lave en kvalifikationsbetinget standard-oprykning helt op til professorniveau som i Norge. Aaminds forslag er typisk for Venstre, Danmarks mest kontrolglade liberale parti: Malou Aamund foreslår, at professorer bliver ansat for en tidsbegrænset periode på ti år i første omgang. Derefter skal et udvalg hvert femte år vurdere, om professorerne fortsat lever op til kravene med hensyn til deres videnskabelige profession og udvikling. De Konservatives halsen videre efter den limpind kan man kun trække på smilebåndet af. Men smilet stivner, når man betænker hvilken hån den slags forslag ikke mindst er imod bl.a. de mange lektorer og professorer, der knokler løs, og vilkårligt fyres, ikke mindst pga. regeringens politik med at tippe balancen mellem basismidler og eksterne midler.
Det ligner det gamle trick fra før vedtagelsen af universitetsloven af 2003: At rejse en mediehets mod nogle få såkaldte nulforskere, for at skubbe fokus væk fra de reelle problemer og benytte lejligheden til at afskaffe universitetsdemokratiet og indføre mere styring oppefra.

Formidl (i) din forskning(stid)

Jeg har netop afrapporteret min arbejdsbyrde for efteråret 2009, og det har givet mig svar på et spørgsmål, jeg for længe siden begyndte at spekulere over, nemlig: Hvornår formidler forskeren? Kernen i spørgsmålet er, at der for nylig (hvornår? Jeg ved det ikke) er blevet føjet en ekstra forpligtelse til universiteteternes opgaveportefølje: Hvor vi tidligere skulle forske og undervise, skal vi nu forske, undervise og formidle. Mit spørgsmål i det oprindelige blogindlæg var, hvor den tid egentlig skulle komme fra, al den stund vi som forskere i forvejen var fuldtidsansatte.

Jeg har nu fået svaret. Jeg angav et begrænset tal (50 timer) på min selvangivelse som "formidling". Den søde og dygtige sekretær, der håndterer vores selvangivelser, svarede tilbage "De ting du har angivet under formidling, er kun noget, der godskrives, hvis vi (læs: Instituttet) får penge for det. Ellers er det noget, der tages fra de 45 % af den lønnede arbejdstid, der er sat af til forskning." Det er jo ikke hendes skyld - don´t shoot the messenger - men budskabet er ret chokerende.

Så: forskeren formidler i sin forskningstid, og formidlingsindsatsen tages time for time fra forskningen. Det er da en oplysning værd: Universiteternes formidlingsindsats finansieres direkte fra de ansattes forskningstid, og den ansatte, der bruger tid på formidling, spænder dermed ben for sin egen forskning. Da ens forskningstimer er umålte, kan man formidle herfra og til evigheden og stadig ikke opleve nogen arbejdsreduktion på andre fronter. For sjovt nok er der ingen, der forventer, at universitetets ansatte forsker mindre af den grund.

Konklusionen er, som man kunne frygte: Formidling er ubetalt merarbejde, som forventes af den ansatte, men som blot lægges oven i den øvrige arbejdsbyrde uden kompensation. Så blev vi da dét klogere.

Indlæg om forskningsfrihed

Informationssamfund eller ej. Nogle gange bevæger oplysninger sig langsomt. Dette interessante indlæg om forskningsfrihed på Lisbeth Klastrups blog Klastrup´s Cataclysms er værd at læse.