af Linda Maria Koldau, professor i Musikvidenskab
Når man i Aarhus Universitetets bygning 1580, Langelandsgade 139 (den såkaldte ”Kaserne”), tager elevatoren, så kan man læse: ”4. sal: Afdeling for Musik”. En ukendt person har så med filtpen forandret afdelingens navn: ”Musikvidenskab”. Personen har faktisk sat fokus på et afgørende problem. Fra afdelingens og universitetets dokumenter kan man se, at der, også iblandt selve kollegiet, hersker tvivl, om man nu hedder ”Musik” eller ”Musikvidenskab”. For offentligheden virker det ligegyldigt. Men faktisk ligger her hele afdelingens grundlæggende problem.
Fordi man drøfter aldrig, hvad faget nu egentligt går ud på. Fagbeskrivelsen på websiden samt studieordningen giver indtrykket, at man byder på lidt af alt. Musikpraksis, musikteori, noget som kaldes for ”musikkultur” (uden videre definition), musikhistorie, musikalsk produktion på computeren. Når man kommer udefra og kender lidt til musikuddannelsen i sine mange forskellige fagligheder, undrer man sig, hvordan alt det her kan passes ind i en eneste Bachelor-uddannelse, som kun fylder to år. Men de, som har ansvaret for denne studieordning, har jo arbejdet længe på universitetet: De vil nok vide, hvad de gør. Det troede jeg, da jeg blev ansat som den nye professor.
Min analyse efter to og et halvt år på afdelingen kommer til et andet resultat.
I medierne har der været stor omtale af min ”sag” på Aarhus Universitet. Jeg vil nu vende tilbage til udgangspunktet for hele sagen: fagets problematik og min kritik, som blev fremlagt i Weekendavisen (1. juni 2011) og i Politiken (12. juni 2011, http://politiken.dk/ debat/ ECE1306556/ professor-dansk-humaniora-er-en-skandale/). Kollegiet følte sig ramt af min faglige kritik – men de har kun svaret med personlige angreb og ikke bidraget til den faglige debat. Indtil i dag savner jeg et fagligt begrundet svar på min kritik.
Men jeg vil nu gerne tilbyde noget, som offentligheden måske har savnet fra min side. I aviserne er da ikke plads til en differentieret fremlægning af fagets problematik. Derfor gør jeg det her.
(Nota bene: Jeg har troværdig dokumentation for det, som jeg citerer – og det omhandler på ingen måde ”fortrolige” dokumenter, men arbejdsrelateret dokumentation, der på ingen måde er personfølsom.)
Læs hele analysen her:
http://ffarkiv.pbworks.com/w/file/fetch/52979164/Musikvidenskab_22042012.pdf
Viser opslag med etiketten forskningsbaseret undervisning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forskningsbaseret undervisning. Vis alle opslag
søndag den 22. april 2012
søndag den 4. marts 2012
Forskningsbasering vs. markedstilpasning af humanistiske uddannelser II
af Sofie Emmertsen
Tak til Birgit Eriksson for svar (her) på mit indlæg. I mit indlæg spørger jeg om humanistiske småfag er særlig sårbare i forholdet markedstilpasning vs. forskningsbasering? Min tese er at man på fag som de æstetiske ikke har tradition for at diskutere formelle forskningsstandarder (videnskabelighed) og derfor heller ikke standarder for hvad udgør forskningsbaseret undervisning. Jeg bruger mine personlige oplevelser af retorikuddannelsernes udvikling ved Æstetiske Fag til at sandsynliggøre tesen. Endelig spørger jeg om der er plads til diskussionen af forskningsbasering ved Æstetiske Fag?
Med tre belæg svarer Birgit Eriksson, at der er rigeligt plads til den diskussion. Lad mig behandle belæggene adskilt.
For det første er det helt rigtigt, at jeg aldrig kom til Birgit Eriksson med spørgsmål om forskningsbasering af de retoriske uddannelser. Pga. barselsorlov og forskningsår overlappede Birgit Erikssons periode som studieleder knapt med mit arbejde med studieordninger og undervisning. Jeg forsøgte at tage diskussionerne i perioden 2002-2006 med de kolleger, studienævn og lignende fora der havde tilknytning til retorik, samt med institutlederen. Jeg fastholder, at det var meget svært at få en diskussion og klar stillingtagen til forskningsbasering. Det var ikke en stående og eksplicit bekymring, undtagen når kursers manglende dybde fremkaldte klager fra de studerende. Man kan altid hævde, at en sag ikke er bragt til rette kontor. Jeg efterlyser ikke en placering af ansvar. I sidste ende er instanser som ACE nedsat med formelt ansvar for at akkreditere og sikre forskningsbasering. Jeg efterlyser derimod en stående intern og faglig diskussion, og jeg foreslår at på fag, hvor den ikke er nærværende, har man mindre bolværk mod krav om markedstilpasning end på fag hvor videnskabelighed er veldefineret og fælles standarder for forskning er aktivt i spil.
For det andet argumenterer Birgit Eriksson for, at kurser som Retorik og interkulturel kommunikation kvalificerer de studerende til erhvervslivet og styrker faglighed ved instituttet. Jeg har selv erfaret, at et kursus som Retorik og interkulturel kommunikation tiltrækker studerende fordi det fremstår erhvervsrelateret. Jeg betvivler heller ikke statistikkerne som viser, at humanistiske kandidater i stigende grad ansættes i erhvervslivet. Men jeg mener ikke, at man fra statistikkerne kan konkludere særskilt at Retorik og interkulturel kommunikation hjælper kandidater til job. Og jeg betvivler at det kvalificerer de studerende særligt til at arbejde i erhvervslivet på langt sigt. Vi mangler endnu at undersøge sammenhængen mellem såkaldt erhvervsrettede fag og indslusningen af humanistiske kandidater til erhvervslivet. Særligt mangler vi stadig erfaring med, hvordan disse kandidater klarer sig på langt sigt i erhvervslivet og hvad de bidrager med. Måske skyldes humanistiske kandidaters øgede ansættelse i erhvervslivet lige så meget en generel politisk holdningsændring eller makroøkonomiske forhold og efterspørgslen på arbejdskraft.
Eriksson pointerer, at de studerende overfører generelle kompetencer fra Retorik og interkulturel kommunikation. Dette gælder vel i lige så høj grad kernefaglige og forskningstunge kurser? Hvis argumentet er, at de studerende gennem arbejdet med stoffet, metoderne og teorien erhverver sig generelle kompetencer de senere kan bruge i erhvervslivet., kan man vel lige så godt udbyde forskningslignende kurser. Kurser i specialiserede områder, hvor de studerende får lov at fordybe sig i et komplekst materiale, møde en verserende forskningsdiskussion og måske endda bidrage til den gennem selvstændige opgaver og specialer der taler ind i et aktivt, internationalt forskningsmiljø? Jeg taler slet ikke for en skarp adskillelse mellem universitet og erhvervslivet. Jeg er enig i at forskning og uddannelse styrkes, når den engageres i omverdenen. Men der er mange måder at gøre det på. Humanistisk forskning kunne jo f.eks. undersøge eller anvendes på forhold af relevans for omverdenen og erhvervslivet. Humanistiske forskere kunne føre an i kontakten og interaktionen med omverdenen og erhvervslivet. Men hvis man udelukkende opretholder kontakten ved at erhvervsrette kurser på bekostning af forskningsbasering, mener jeg man glemmer den videnskabelighed der definerer en universitetsuddannelse i modsætning til alle mulige andre uddannelser.
Eriksson hævder at empiri spiller en afgørende rolle forskning f.eks. i værkanalyser. Empiri er tilsyneladende ikke et entydigt begreb. Jeg vil gerne skelne mellem begrebet empirisme for en særlig læsning i litteraturvidenskab og empiri som mere neutralt begreb for metoder der bygger på observationer. Jeg bruger altså empiri for en særlig undersøgelsestilgang, hvor det overordnede formål er at sikre gyldigheden af et udsagn eller en forskningskonklusion. Der er mange måder at sikre videnskabeligheden af et forskningsarbejde. Historisk, rationel, pragmatisk, empirisk. Jeg hævder, at der ikke er en stærk orientering mod videnskab som paradigme ved Æstetiske Fag og at dette har afsmittende effekt på, hvad vi forstår ved forskning og forskningsbaseret undervisning. Erikssons brug af empiri bekræfter mit indtryk af, at man ved Æstetiske fag ikke er optaget af formelle krav til udsagns gyldighed og undersøgelsers videnskabelighed. Eriksson svarer på mit spørgsmål om forskningsbasering med et eksempel. En forsker i brasiliansk samtidslitteratur skal også kunne undervise i ældre brasiliansk litteratur. Selvfølgelig. Men skal forskeren også undervise i Retorik og interkulturel kommunikation? Hvor går grænsen? Er vi bekymrede over den grænse? Jeg efterlyser ikke flere eksempler på, hvad vi også kan undervise i. Jeg efterlyser eksempler på, hvad vi ikke kan undervise i, eller hvad det kræver af særlige indsatser at undervise i et stof for at sikre at undervisningen er forskningsbaseret.
For det tredje undrer Eriksson sig over, at jeg trak mig fra en kollegial forskningsgruppe med Adorno som udgangspunkt, når jeg nu ”var ansat ved Æstetiske Fag”. Beskrivelsen antyder gruppens forundring og ærgrelse over mit fravær og udmelding af kollektivet. Eriksson antyder også, at jeg burde være forpligtet på at forske i æstetik med mit ansættelsesforhold. Jeg er kandidat i retorik fra Københavns Universitet hvor retorik defineres i grove træk i modsætning til en litterær, æstetisk retorik. Retorik som akademisk disciplin blev i forrige århundrede rehabiliteret i især en amerikansk-engelsk kontekst under navnet New Rhetoric. New Rhetoric hviler på en tilbagevenden til den klassiske retorik i modsætning til en æstetisk og såkaldt begrænset retorik. Min egen forskning har udviklet sig fra dette nyretoriske grundlag til sociologisk kommunikationsforskning. Et meget stort og aktivt internationalt retorik- og kommunikationsforskningsmiljø bygger altså på det modsatte af en æstetisk retorikopfattelse. Som jeg beskrev i det tidligere indlæg, var det et tilfælde at retorikfaget blev placeret ved Æstetiske Fag og jeg blev ansat ved netop dette institut. Retorikuddannelserne kunne lige så vel være blevet placeret under andre rammer. Som adjunkt blev jeg gentagne gange - også formelt - opfordret til at lægge min forskning i æstetikken for at kvalificere mig til et lektorat. Det ville have krævet, at jeg fraskrev mig hele min forskningsspecialisering og uddannelse i et aktivt internationalt forskningsmiljø centreret om en meget anderledes retorik- og kommunikationsforståelse. Birgit Erikssons & Cos forundring over mit fravær i Adorno-gruppen og deres reaktion på de indlæg jeg faktisk præsenterede i gruppen er netop et eksempel på den blindhed for andre fagligheder jeg oplevede ved instituttet. Man kan simpelthen ikke forestille sig, at det æstetiske ikke er en relevant tilgang i al forskning ved instituttet. Mellem linjerne fornemmer man, at jeg har fremstået ukollegial i mit fravær i gruppen. Det er præcis på grund af denne undren og antydning af det ukollegiale, at jeg efterlyser fælles standarder for forskning og forskningsbasering ved Æstetiske fag. Fælles faglige standarder kan hjælpe til at undgå at forskning udpeges som kvalificerende alene fordi den er ”æstetisk ligesom vores”. De kan også hjælpe som bolværk mod erhvervsretningen af uddannelser i områder der er interessante og som nærmer sig ”noget æstetisk” eller ”noget retorisk", uden at der ligger nogen særlig videnskabelighed under den tilgang til området som de studerende præsenteres for.
Jeg spørger igen om manglen på en fælles forpligtende standard for forskning – videnskabelighed – og forskningsbasering ved fag som de æstetiske kan gøre dem særligt sårbare i den nuværende forretningsmodel, hvor studerende er eneste indtægtskilde på humanistiske fag der ikke tiltrækker mange eksterne forskningsbevillinger og som samtidig kæmper for faglig legitimitet og relevans i omverdenens øjne?
Tak til Birgit Eriksson for svar (her) på mit indlæg. I mit indlæg spørger jeg om humanistiske småfag er særlig sårbare i forholdet markedstilpasning vs. forskningsbasering? Min tese er at man på fag som de æstetiske ikke har tradition for at diskutere formelle forskningsstandarder (videnskabelighed) og derfor heller ikke standarder for hvad udgør forskningsbaseret undervisning. Jeg bruger mine personlige oplevelser af retorikuddannelsernes udvikling ved Æstetiske Fag til at sandsynliggøre tesen. Endelig spørger jeg om der er plads til diskussionen af forskningsbasering ved Æstetiske Fag?
Med tre belæg svarer Birgit Eriksson, at der er rigeligt plads til den diskussion. Lad mig behandle belæggene adskilt.
For det første er det helt rigtigt, at jeg aldrig kom til Birgit Eriksson med spørgsmål om forskningsbasering af de retoriske uddannelser. Pga. barselsorlov og forskningsår overlappede Birgit Erikssons periode som studieleder knapt med mit arbejde med studieordninger og undervisning. Jeg forsøgte at tage diskussionerne i perioden 2002-2006 med de kolleger, studienævn og lignende fora der havde tilknytning til retorik, samt med institutlederen. Jeg fastholder, at det var meget svært at få en diskussion og klar stillingtagen til forskningsbasering. Det var ikke en stående og eksplicit bekymring, undtagen når kursers manglende dybde fremkaldte klager fra de studerende. Man kan altid hævde, at en sag ikke er bragt til rette kontor. Jeg efterlyser ikke en placering af ansvar. I sidste ende er instanser som ACE nedsat med formelt ansvar for at akkreditere og sikre forskningsbasering. Jeg efterlyser derimod en stående intern og faglig diskussion, og jeg foreslår at på fag, hvor den ikke er nærværende, har man mindre bolværk mod krav om markedstilpasning end på fag hvor videnskabelighed er veldefineret og fælles standarder for forskning er aktivt i spil.
For det andet argumenterer Birgit Eriksson for, at kurser som Retorik og interkulturel kommunikation kvalificerer de studerende til erhvervslivet og styrker faglighed ved instituttet. Jeg har selv erfaret, at et kursus som Retorik og interkulturel kommunikation tiltrækker studerende fordi det fremstår erhvervsrelateret. Jeg betvivler heller ikke statistikkerne som viser, at humanistiske kandidater i stigende grad ansættes i erhvervslivet. Men jeg mener ikke, at man fra statistikkerne kan konkludere særskilt at Retorik og interkulturel kommunikation hjælper kandidater til job. Og jeg betvivler at det kvalificerer de studerende særligt til at arbejde i erhvervslivet på langt sigt. Vi mangler endnu at undersøge sammenhængen mellem såkaldt erhvervsrettede fag og indslusningen af humanistiske kandidater til erhvervslivet. Særligt mangler vi stadig erfaring med, hvordan disse kandidater klarer sig på langt sigt i erhvervslivet og hvad de bidrager med. Måske skyldes humanistiske kandidaters øgede ansættelse i erhvervslivet lige så meget en generel politisk holdningsændring eller makroøkonomiske forhold og efterspørgslen på arbejdskraft.
Eriksson pointerer, at de studerende overfører generelle kompetencer fra Retorik og interkulturel kommunikation. Dette gælder vel i lige så høj grad kernefaglige og forskningstunge kurser? Hvis argumentet er, at de studerende gennem arbejdet med stoffet, metoderne og teorien erhverver sig generelle kompetencer de senere kan bruge i erhvervslivet., kan man vel lige så godt udbyde forskningslignende kurser. Kurser i specialiserede områder, hvor de studerende får lov at fordybe sig i et komplekst materiale, møde en verserende forskningsdiskussion og måske endda bidrage til den gennem selvstændige opgaver og specialer der taler ind i et aktivt, internationalt forskningsmiljø? Jeg taler slet ikke for en skarp adskillelse mellem universitet og erhvervslivet. Jeg er enig i at forskning og uddannelse styrkes, når den engageres i omverdenen. Men der er mange måder at gøre det på. Humanistisk forskning kunne jo f.eks. undersøge eller anvendes på forhold af relevans for omverdenen og erhvervslivet. Humanistiske forskere kunne føre an i kontakten og interaktionen med omverdenen og erhvervslivet. Men hvis man udelukkende opretholder kontakten ved at erhvervsrette kurser på bekostning af forskningsbasering, mener jeg man glemmer den videnskabelighed der definerer en universitetsuddannelse i modsætning til alle mulige andre uddannelser.
Eriksson hævder at empiri spiller en afgørende rolle forskning f.eks. i værkanalyser. Empiri er tilsyneladende ikke et entydigt begreb. Jeg vil gerne skelne mellem begrebet empirisme for en særlig læsning i litteraturvidenskab og empiri som mere neutralt begreb for metoder der bygger på observationer. Jeg bruger altså empiri for en særlig undersøgelsestilgang, hvor det overordnede formål er at sikre gyldigheden af et udsagn eller en forskningskonklusion. Der er mange måder at sikre videnskabeligheden af et forskningsarbejde. Historisk, rationel, pragmatisk, empirisk. Jeg hævder, at der ikke er en stærk orientering mod videnskab som paradigme ved Æstetiske Fag og at dette har afsmittende effekt på, hvad vi forstår ved forskning og forskningsbaseret undervisning. Erikssons brug af empiri bekræfter mit indtryk af, at man ved Æstetiske fag ikke er optaget af formelle krav til udsagns gyldighed og undersøgelsers videnskabelighed. Eriksson svarer på mit spørgsmål om forskningsbasering med et eksempel. En forsker i brasiliansk samtidslitteratur skal også kunne undervise i ældre brasiliansk litteratur. Selvfølgelig. Men skal forskeren også undervise i Retorik og interkulturel kommunikation? Hvor går grænsen? Er vi bekymrede over den grænse? Jeg efterlyser ikke flere eksempler på, hvad vi også kan undervise i. Jeg efterlyser eksempler på, hvad vi ikke kan undervise i, eller hvad det kræver af særlige indsatser at undervise i et stof for at sikre at undervisningen er forskningsbaseret.
For det tredje undrer Eriksson sig over, at jeg trak mig fra en kollegial forskningsgruppe med Adorno som udgangspunkt, når jeg nu ”var ansat ved Æstetiske Fag”. Beskrivelsen antyder gruppens forundring og ærgrelse over mit fravær og udmelding af kollektivet. Eriksson antyder også, at jeg burde være forpligtet på at forske i æstetik med mit ansættelsesforhold. Jeg er kandidat i retorik fra Københavns Universitet hvor retorik defineres i grove træk i modsætning til en litterær, æstetisk retorik. Retorik som akademisk disciplin blev i forrige århundrede rehabiliteret i især en amerikansk-engelsk kontekst under navnet New Rhetoric. New Rhetoric hviler på en tilbagevenden til den klassiske retorik i modsætning til en æstetisk og såkaldt begrænset retorik. Min egen forskning har udviklet sig fra dette nyretoriske grundlag til sociologisk kommunikationsforskning. Et meget stort og aktivt internationalt retorik- og kommunikationsforskningsmiljø bygger altså på det modsatte af en æstetisk retorikopfattelse. Som jeg beskrev i det tidligere indlæg, var det et tilfælde at retorikfaget blev placeret ved Æstetiske Fag og jeg blev ansat ved netop dette institut. Retorikuddannelserne kunne lige så vel være blevet placeret under andre rammer. Som adjunkt blev jeg gentagne gange - også formelt - opfordret til at lægge min forskning i æstetikken for at kvalificere mig til et lektorat. Det ville have krævet, at jeg fraskrev mig hele min forskningsspecialisering og uddannelse i et aktivt internationalt forskningsmiljø centreret om en meget anderledes retorik- og kommunikationsforståelse. Birgit Erikssons & Cos forundring over mit fravær i Adorno-gruppen og deres reaktion på de indlæg jeg faktisk præsenterede i gruppen er netop et eksempel på den blindhed for andre fagligheder jeg oplevede ved instituttet. Man kan simpelthen ikke forestille sig, at det æstetiske ikke er en relevant tilgang i al forskning ved instituttet. Mellem linjerne fornemmer man, at jeg har fremstået ukollegial i mit fravær i gruppen. Det er præcis på grund af denne undren og antydning af det ukollegiale, at jeg efterlyser fælles standarder for forskning og forskningsbasering ved Æstetiske fag. Fælles faglige standarder kan hjælpe til at undgå at forskning udpeges som kvalificerende alene fordi den er ”æstetisk ligesom vores”. De kan også hjælpe som bolværk mod erhvervsretningen af uddannelser i områder der er interessante og som nærmer sig ”noget æstetisk” eller ”noget retorisk", uden at der ligger nogen særlig videnskabelighed under den tilgang til området som de studerende præsenteres for.
Jeg spørger igen om manglen på en fælles forpligtende standard for forskning – videnskabelighed – og forskningsbasering ved fag som de æstetiske kan gøre dem særligt sårbare i den nuværende forretningsmodel, hvor studerende er eneste indtægtskilde på humanistiske fag der ikke tiltrækker mange eksterne forskningsbevillinger og som samtidig kæmper for faglig legitimitet og relevans i omverdenens øjne?
Sofie Emmertsen
fredag den 2. marts 2012
Forskningsbasering, markedstilpasset undervisning og faglighed
af Birgit Eriksson
Sofie Emmertsen tager i sit indlæg (her) flere problemstillinger op. Hun spørger til forholdet mellem forskningsbasering og markedstilpasset undervisning og hævder, at dette forhold ikke blev diskuteret, da hun i 2002-8 var ansat på det nystartede retorikfag på Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Yderligere kritiserer hun – med en, indrømmer hun selv, grov generalisering – forskningen på instituttet for at være fjendtligt indstillet over for både empiri og faglige standarder. Jeg var i denne periode kollega til Sofie, lektor på et andet af instituttets fag, og det sidste år eller to af hendes ansættelse var jeg også studieleder og dermed ansvarlig for instituttets uddannelser. Nedenstående er skrevet i min egenskab af at være både kollega og studieleder.
Forskningsbasering og undervisning
Først forholdet mellem forskningsbasering og undervisning. Det er et væsentligt spørgsmål på alle fag og ikke mindst på de meget små fag, hvor der indimellem kun er et par forskere til at undervise i hele spektret på en uddannelse. Det siger sig selv, at de ikke har forskningsmæssig ekspertise inden for alle fagets områder. Men det er vel også indlysende, at de ikke kan nøjes med at undervise i deres eget forskningsfelt. En ekspert i brasiliansk samtidslitteratur underviser selvfølgelig i det, men også i fx moderne brasiliansk historie og i ældre brasiliansk litteratur. Sådan har det været længe. Og det giver utvivlsomt de studerende nogle både bedre og bredere uddannelser, end hvis forskerne kun underviste i deres egen forskning.
Hvad har markedsorienteringen så ændret i det forhold? Ja, den har betydet, at det i højere grad er de studerende, der bestemmer, hvad der undervises i. På de humanistiske uddannelser i hvert fald er der temmelig stor valgfrihed, og her vil mange studerende sikkert være interesserede i erhvervsrelevante emner som dem Sofie Emmertsen nævner (retorik og hhv. krisekommunikation og interkulturel kommunikation). Og på uddannelserne vil vi gerne udbyde den type fag for at imødekomme de studerendes ønsker og give dem nogle erhvervsrelevante kompetencer.
Kan det give problemer ift. forskningsbaseringen? Ja. Men skal vi så lade være med at udbyde den slags fag? Nej, vi skal tværtimod bruge dem til at diskutere, udforske og blive klogere på forholdet mellem vores faglighed/forskning på den ene side og samfundets/markedets behov på den anden. Det er under alle omstændigheder en helt nødvendig diskussion at tage – på alle fag. Og hvis vi ikke tager den på uddannelserne og med de studerende, så er de dårligt stillede, når de som kandidater pludselig skal oversætte deres faglighed til noget, der kan bruges på arbejdsmarkedet. Når de fx har læst retorik og søger et job, hvor de skal arbejde med interkulturel kommunikation.
At humanistiske kandidater faktisk klarer sig rigtig godt i mange, mange forskellige typer af jobs i både det private og offentlige, det viser statistikkerne. Det gør de normalt ikke, fordi de er blevet undervist af eksperter i lige netop det, de kommer ud at arbejde med. Men fordi de gennem arbejdet med en bestemt faglighed både har fordybet sig i denne og har erfaret og lært, hvordan viden, metoder, kompetencer fra denne faglighed kan overføres til andre områder.
At Sofie Emmertsen ikke synes, at forholdet mellem forskningen og ’markedsorienteringen’ blev diskuteret tilstrækkeligt, da hun var på Inst. for Æstetiske Fag, er beklageligt. Det er klart, at det ikke mindst som adjunkt kan være meget krævende at skulle gå uden for sit eget forskningsfelt – det ville jeg som studieleder meget gerne have diskuteret med hende, hvis hun var kommet. Det er også klart, at der tit er nogle startvanskeligheder på en helt ny uddannelse. Man kan ikke udtænke det hele på forhånd, men må udvikle faget, hvilket også skete på retorik bl.a. gennem de studieordningsændringer, som Sofie Emmertsen selv nævner. Generelt mener jeg da også, at forholdet mellem forskning og undervisning, mellem faglighed og samfunds-/markedsbehov blev diskuteret i mange sammenhænge, både i studienævnet og på fagene – ligesom det også sker i dag.
Empiri og faglige standarder
Så er der den noget overraskende påstand om, at instituttet som sådan var fjendtligt indstillet over for empiri og faglige standarder. Den vil jeg gøre kort. Sofie Emmertsen og jeg var på et tidspunkt i en forskningsgruppe sammen. Den havde overskriften ”Æstetik, samfund, politik”. Desværre trak Sofie Emmertsen sig hurtigt, fordi hun selv mente, at hendes faglighed var for fjernt fra den eller de æstetikfagligheder, som vi andre arbejdede med. Det mente vi andre ellers ikke. Vi kunne sagtens se nogle interessante koblingspunkter og undrede os over, at hun ikke ville give dem en chance, når hun nu var på et institut for æstetiske fag.
I denne forskningsgruppe blev Sofie Emmertsen opfordret til at deltage i en dansksproget antologi. En sådan udgav vi nemlig. Formålet med dette var naturligvis ikke at få hende til at holde op med at skrive i internationale tidsskrifter (hvilket vi alle også gjorde). Men var hun blevet i gruppen lidt længere, havde hun sikkert kunnet se nogle berøringsflader. Og hun havde i hvert fald opdaget, både at der blev diskuteret faglige standarder (fx i hinandens artikler), at ”empiri og produktion” (fx i form af kunstværker) spillede en afgørende rolle i forskningen, og at udsagn som ”naturvidenskaben er modbevist” ikke skulle tages mere alvorligt, end når et af møderne i gruppen havde overskriften ”Adorno og æbleskiver”.
Birgit Eriksson
torsdag den 23. februar 2012
Forskningsbasering vs. markedstilpasning af humanistiske uddannelser
af Sofie Emmertsen, ph.d.
Fra 2002 arbejdede jeg som adjunkt ved Institut for Æstetiske Fag, hvor Linda Maria Koldau nu er ansat (siden fusioneret til Institut for Æstetik og Kommunikation). Jeg forlod instituttet i 2008. Mange af Linda Maria Koldaus kritiske beskrivelser af faglighed og arbejdsgange spejler mine egne oplevelser ved instituttet. Med termen ”instituttet” generaliserer jeg selvfølgelig groft. Jeg gør det for at lægge vægt på mine oplevelser af nogle strukturelle forhold. Jeg kan ikke tage stilling til Linda Maria Koldaus specifikke kritik af det faglige niveau af musikvidenskab på AU. Men hvis den er korrekt, kan man spørge om forholdet forskningsbasering vs. markedstilpasning er et strukturelt problem på mindre humanistiske småfag, der er særligt trængte på økonomi og faglig legitimering i disse år. Det overordnede spørgsmål er, hvorvidt forskningsbasering vs. markedstilpasning er en stående diskussion på disse fag?
Jeg blev ansat til at opbygge og undervise på dengang nystartede retorikuddannelser ved Aarhus Universitet. Retorik var et søgt fag blandt studerende, og en masteruddannelse trak erhvervsaktive til. Men der foregik ingen forskning ved instituttet i mange af de områder som var omdrejningspunkt for centrale kurser på uddannelserne. Kurser som ”Retorik og krisekommunikation”, ”Retorik og interkulturel kommunikation” solgte billetter men var ikke forskningsbaserede. Jeg forsøgte flere gange uden held at drøfte problemet på instituttet. Min bekymring fandt ingen resonans. Tværtimod blev jeg bedt om at inddrage lektorer ved instituttets øvrige fag som undervisere på retorikuddannelserne. Samtidig var der intet forum til at diskutere retorikfagets målsætning eller forskningsgrundlag. Undervisningen måtte kraftigt rettes mod de studerendes interesse uden større skelen til, hvilken forskningsmæssig indsats kurserne kunne baseres på. Undervejs noterede de studerende sig selvfølgelig en manglende dybde i kurserne, og klagesagerne var mange. Endeløse revisioner af studieordningerne lugede ud i de værste problemer, men grundmønstret var den samme: Min fastansættelse som forsker afhang simpelthen af, om optaget på retorikuddannelserne var stort nok – forskningsbasering eller ej.
Man kan argumentere for, at forskningsbasering er en luksus fattige humanistiske fag ikke har råd til at bekymre sig om. I den nuværende forretningsmodel for universiteterne må og skal humanistiske uddannelser erhvervsrettes for at tiltrække studerende og producere STÅ. Det er et vilkår ingen kan argumentere imod, og jeg har dyb respekt for den daglige drift af undervisningen som indtægtsgrundlag. Men forskningsbasering burde være en stående bekymring og genstand for diskussion på de fag, som er hårdest ramt af disse vilkår. Hvordan sikrer vi, at undervisningen er forskningsbaseret, når især mindre humanistiske uddannelser konstant må tilpasse sig skiftende krav dikteret af erhvervsrelevans og studenterinteresse? Min erfaring er, at det var meget svært overhovedet at diskutere forskningsbasering på det tidligere Institut for Æstetiske Fag. Skyldes det, at det er nyttesløst under de nuværende forhold, eller kan det tænkes at man på disse fag simpelthen mangler tradition for at diskutere fælles standarder for forskningsbasering og dermed også for forskning? For eksempel blev jeg uden større forklaring opfordret til at udgive i dansksprogede institutantologier i stedet for i internationale tidsskrifter. Min forskning var absolut ikke nationalt orienteret, tværtimod. Er det altså et generelt kvalitetsstempel at humanistisk forskning udgives i dansksprogede antologier eller monografier? Hvordan ser vi på vores forpligtelse som institution til at levere forskning og diskussion af hvad der udgør forskning? Da jeg i jobsamtalen til et lektorat ved et andet mindre center ved Humanistisk Fakultet på AU spurgte til forskningsforpligtelsen, fik jeg svaret ”forskning kan du jo altid gøre”. Jeg trak min ansøgning med den begrundelse at forskning ikke var en del af stillingsindholdet.
Teori vs. empiri
I modsætning til langt de fleste af mine kolleger var jeg ikke et produkt af Institut for Æstetiske Fag. Jeg blev blandt andet ansat på opfordring fra tidligere dekan Bodil Due og endte af praktiske årsager som ansat ved Institut for Æstetiske Fag. Som kandidat og ph.d. fra andre danske og engelske universiteter var jeg fagligt fremmed. Min forskning var ikke æstetisk, og jeg oplevede en blindhed overfor ikke-æstetiske fagligheder på instituttet. Udsagn som naturvidenskaben er modbevist, empiri er en positivistisk fejlslutning, praksis er for let florerede. Retorik i en aristotelisk definition er den kunst at finde de mest overbevisende argumenter i enhver sag. Det er en kunnen og altså også en praksis. Teori er en vigtig del, men det gælder også produktionen af retoriske ytringer og dermed også empirien, kvantitative og kvalitative studier af praksis. På Institut for Æstetiske Fag herskede en ånd af at produktion og empiri var venstrehåndsarbejde. Læsning og diskussion af teori var absolut favoritten, og det mest yndede greb var sammenligning og diskussion af to i meget bred forstand retoriske teorier. Vigtigt, ja, men ikke et særlig greb for retorikken. Som Linda Maria Koldau påpeger, er teori ikke nok til at udgøre en disciplin. Kritikere hævder, at postmoderne teori har erstattet klassiske humanistiske discipliner som resultat af en generel strømning i human- og socialvidenskaberne. En mere jordnær forklaring på udbredelsen af teori på visse danske humanistiske småfag kunne være, at teori er den letteste måde at sikre, at et undervisningsfag fremstår akademisk, når det ikke er forskningsbaseret. Sagt på anden måde: har man som underviser fast grund under fødderne med Foucault, Bourdieu, Adorno, Luhmann, Habermas og andre altfavnende teoretikere, har man et stærkt våben til at fremstå vidende og kompetent i alle undervisningsfora. Når man som humanistisk forsker konstant skal undervise nye fag og indgå i nye fagsammenhænge, er kulturteori og sociologisk teori et godt redskab. Men noget går tabt.
Eksterne akkrediteringsmekanismer som ACE er indført for at kontrollere den faglige standard og forskningsbaseringen af universitetsuddannelserne. Ekstern kontrol kan dog ikke erstatte fagenes egen diskussion af fælles standarder for forskning og forskningsbasering af undervisning. På naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige fakulteter har man lang tradition for at diskutere disse standarder. På det tidligere Institut for Æstetiske Fag er diskussionen om standarder for længst død med den implicitte begrundelse, at humanistisk forskning i sin natur ikke kan underlægges et naturvidenskabeligt paradigme. Spørgsmålet er, om ikke en eller anden form for diskussion af standarder for forskning og forskningsbasering alligevel trænger sig på, især nu hvor markedstilpasning af uddannelserne er et altoverskyggende vilkår. Det endelige spørgsmål er, om der er plads til denne diskussion på det tidligere Institut for Æstetiske Fag?
Sofie Emmertsen, ph.d.
Fra 2002 arbejdede jeg som adjunkt ved Institut for Æstetiske Fag, hvor Linda Maria Koldau nu er ansat (siden fusioneret til Institut for Æstetik og Kommunikation). Jeg forlod instituttet i 2008. Mange af Linda Maria Koldaus kritiske beskrivelser af faglighed og arbejdsgange spejler mine egne oplevelser ved instituttet. Med termen ”instituttet” generaliserer jeg selvfølgelig groft. Jeg gør det for at lægge vægt på mine oplevelser af nogle strukturelle forhold. Jeg kan ikke tage stilling til Linda Maria Koldaus specifikke kritik af det faglige niveau af musikvidenskab på AU. Men hvis den er korrekt, kan man spørge om forholdet forskningsbasering vs. markedstilpasning er et strukturelt problem på mindre humanistiske småfag, der er særligt trængte på økonomi og faglig legitimering i disse år. Det overordnede spørgsmål er, hvorvidt forskningsbasering vs. markedstilpasning er en stående diskussion på disse fag?
Jeg blev ansat til at opbygge og undervise på dengang nystartede retorikuddannelser ved Aarhus Universitet. Retorik var et søgt fag blandt studerende, og en masteruddannelse trak erhvervsaktive til. Men der foregik ingen forskning ved instituttet i mange af de områder som var omdrejningspunkt for centrale kurser på uddannelserne. Kurser som ”Retorik og krisekommunikation”, ”Retorik og interkulturel kommunikation” solgte billetter men var ikke forskningsbaserede. Jeg forsøgte flere gange uden held at drøfte problemet på instituttet. Min bekymring fandt ingen resonans. Tværtimod blev jeg bedt om at inddrage lektorer ved instituttets øvrige fag som undervisere på retorikuddannelserne. Samtidig var der intet forum til at diskutere retorikfagets målsætning eller forskningsgrundlag. Undervisningen måtte kraftigt rettes mod de studerendes interesse uden større skelen til, hvilken forskningsmæssig indsats kurserne kunne baseres på. Undervejs noterede de studerende sig selvfølgelig en manglende dybde i kurserne, og klagesagerne var mange. Endeløse revisioner af studieordningerne lugede ud i de værste problemer, men grundmønstret var den samme: Min fastansættelse som forsker afhang simpelthen af, om optaget på retorikuddannelserne var stort nok – forskningsbasering eller ej.
Man kan argumentere for, at forskningsbasering er en luksus fattige humanistiske fag ikke har råd til at bekymre sig om. I den nuværende forretningsmodel for universiteterne må og skal humanistiske uddannelser erhvervsrettes for at tiltrække studerende og producere STÅ. Det er et vilkår ingen kan argumentere imod, og jeg har dyb respekt for den daglige drift af undervisningen som indtægtsgrundlag. Men forskningsbasering burde være en stående bekymring og genstand for diskussion på de fag, som er hårdest ramt af disse vilkår. Hvordan sikrer vi, at undervisningen er forskningsbaseret, når især mindre humanistiske uddannelser konstant må tilpasse sig skiftende krav dikteret af erhvervsrelevans og studenterinteresse? Min erfaring er, at det var meget svært overhovedet at diskutere forskningsbasering på det tidligere Institut for Æstetiske Fag. Skyldes det, at det er nyttesløst under de nuværende forhold, eller kan det tænkes at man på disse fag simpelthen mangler tradition for at diskutere fælles standarder for forskningsbasering og dermed også for forskning? For eksempel blev jeg uden større forklaring opfordret til at udgive i dansksprogede institutantologier i stedet for i internationale tidsskrifter. Min forskning var absolut ikke nationalt orienteret, tværtimod. Er det altså et generelt kvalitetsstempel at humanistisk forskning udgives i dansksprogede antologier eller monografier? Hvordan ser vi på vores forpligtelse som institution til at levere forskning og diskussion af hvad der udgør forskning? Da jeg i jobsamtalen til et lektorat ved et andet mindre center ved Humanistisk Fakultet på AU spurgte til forskningsforpligtelsen, fik jeg svaret ”forskning kan du jo altid gøre”. Jeg trak min ansøgning med den begrundelse at forskning ikke var en del af stillingsindholdet.
Teori vs. empiri
I modsætning til langt de fleste af mine kolleger var jeg ikke et produkt af Institut for Æstetiske Fag. Jeg blev blandt andet ansat på opfordring fra tidligere dekan Bodil Due og endte af praktiske årsager som ansat ved Institut for Æstetiske Fag. Som kandidat og ph.d. fra andre danske og engelske universiteter var jeg fagligt fremmed. Min forskning var ikke æstetisk, og jeg oplevede en blindhed overfor ikke-æstetiske fagligheder på instituttet. Udsagn som naturvidenskaben er modbevist, empiri er en positivistisk fejlslutning, praksis er for let florerede. Retorik i en aristotelisk definition er den kunst at finde de mest overbevisende argumenter i enhver sag. Det er en kunnen og altså også en praksis. Teori er en vigtig del, men det gælder også produktionen af retoriske ytringer og dermed også empirien, kvantitative og kvalitative studier af praksis. På Institut for Æstetiske Fag herskede en ånd af at produktion og empiri var venstrehåndsarbejde. Læsning og diskussion af teori var absolut favoritten, og det mest yndede greb var sammenligning og diskussion af to i meget bred forstand retoriske teorier. Vigtigt, ja, men ikke et særlig greb for retorikken. Som Linda Maria Koldau påpeger, er teori ikke nok til at udgøre en disciplin. Kritikere hævder, at postmoderne teori har erstattet klassiske humanistiske discipliner som resultat af en generel strømning i human- og socialvidenskaberne. En mere jordnær forklaring på udbredelsen af teori på visse danske humanistiske småfag kunne være, at teori er den letteste måde at sikre, at et undervisningsfag fremstår akademisk, når det ikke er forskningsbaseret. Sagt på anden måde: har man som underviser fast grund under fødderne med Foucault, Bourdieu, Adorno, Luhmann, Habermas og andre altfavnende teoretikere, har man et stærkt våben til at fremstå vidende og kompetent i alle undervisningsfora. Når man som humanistisk forsker konstant skal undervise nye fag og indgå i nye fagsammenhænge, er kulturteori og sociologisk teori et godt redskab. Men noget går tabt.
Eksterne akkrediteringsmekanismer som ACE er indført for at kontrollere den faglige standard og forskningsbaseringen af universitetsuddannelserne. Ekstern kontrol kan dog ikke erstatte fagenes egen diskussion af fælles standarder for forskning og forskningsbasering af undervisning. På naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige fakulteter har man lang tradition for at diskutere disse standarder. På det tidligere Institut for Æstetiske Fag er diskussionen om standarder for længst død med den implicitte begrundelse, at humanistisk forskning i sin natur ikke kan underlægges et naturvidenskabeligt paradigme. Spørgsmålet er, om ikke en eller anden form for diskussion af standarder for forskning og forskningsbasering alligevel trænger sig på, især nu hvor markedstilpasning af uddannelserne er et altoverskyggende vilkår. Det endelige spørgsmål er, om der er plads til denne diskussion på det tidligere Institut for Æstetiske Fag?
Sofie Emmertsen, ph.d.
fredag den 26. august 2011
Hvorfor er ph.d.-kurser forbeholdt ph.d.-studerende?
De danske universiteter præsenterer hvert år tonsvis af interessante kurser som udbydes for ph.d.-studerende, og kun for ph.d.-studerende, og der er i fagmiljøerne en vis prestige i at udbyde kurserne, som er (eller antages at være) mere 'avancerede' og tættere på frontforskningen en de almindelige kurser på bachelor- og kandidatniveau. De annonceres som regel i relativt upåagtede hjørner af internettet eller i lukkede fora. Men hvorfor egentligt forbeholde kurserne ph.d.-studerende? Hvorfor er de ikke åbne for alle studerende? (Det forhindrer jo ikke, at man stadig uddeler ph.d.'erne de certificater for deltagelse de skal bruge til deres lokale ph.d.-skole – ofte den væsentligste motiverende faktor for deres deltagelse: at skrabe kursuspoint sammen). Og hvorfor kun for universitetsstuderende? Hvorfor ikke alle interesserede? Det virker specielt sært for kurser, der slås op men som må aflyses, fordi ikke et tilstrækkeligt stort antal ph.d.-studerende melder sig. For en del kurser vil det kunne forventes, at en langt bredere målgruppe ville interessere sig for at modtage forskningsbaseret undervisning på højt niveau indenfor bestemte emner.
Dette skal derfor være en opfordring til de på forhånd og pr. definition ekskluderede til ikke at give op, bare fordi man ser at et spændende kursus kategoriseres som ph.d.-kursus: Søg alligevel om optagelse, selvom du ikke er ph.d.-studerende! Ofte vil du kunne lov til at sidde med til forelæsningerne, selvom du ikke er en del af ph.d.-markedet — i al fald hos den store del af kursusarrangørerne blandt universitetsunderviserne, som mener, at universitetets undervisning og forelæsninger i princippet bør være offentlige, og ikke blot for en lukket udvalgt flok.
Tænk, hvis Georg Brandes' forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur var blevet afholdt som et lukket ph.d.-kursus...
fredag den 3. juni 2011
Humanistisk eliteforskning og verdensklasseundervisning på danske masseuniversiteter
I denne uges nummer af Weekendavisen kan man læse forsidehistorien[1] om den tyske musikforsker Linda Maria Koldau, som kaldes til Aarhus Universitet som professor, lærer sig dansk og forsøger at videreføre den forskning og forskningsbaserede undervisning, der har givet international anerkendelse indenfor musikhistorie og som var grunden til at hun blev kaldet, men hvor hun ikke på AU får mulighed for at yde sit ypperste, oplever en række frustrerende forhold, holdninger og modvilje grænsende til mobning, og som ender med at frygte for sin fremtidige karriere som forsker på grund af de hindringer den lokale ledelse, ikke mindst i forbindelse med undervisningen lægger hende i vejen.
Det er en meget tankevækkende historie Weekendavisens Klaus Wivel har skrevet om afstanden fra skåltalernes ord om verdensklasse og elite til den virkelighed der udspiller sig på de danske universiteter. Det er som universitetsforsker både forstemmende og beskæmmende at læse om, for det er ingen specifik ''Århushistorie'; de samme konflikter der beskrives, ville kunne udspille sig på et hvilket som helst andet dansk universitet. Det er heller ikke en specifik humaniora-historie, selvom modsætningen mellem et klassisk humanistisk fag som (musik)historie og en række nyere fagområder med hastigt skiftende teoretiske moder også er en faktor i det forløb, Wivel beskriver, men den modsætning kendes også, omend i en anden form, på det naturvidenskabelige felt.
Midt i forstemmelsen giver det grund til optimisme at se, at der er folk som Linda Maria Koldau, der tør tale åbent og kritisk om problemerne, og der er al mulig grund til at håbe, at den øverste ledelse på AU (og de øvrige universiteter) vil forholde sig ikke-defensivt, undgå at komme i en forsvarsposition, men forsøge at bidrage til analyse, forståelse og løsningsforslag. Derfor skal humanioradekan på AU Mette Thunø også have ros for at medvirke til (i det mindste den første halvdel af) debatmødet den 17. maj (program her) om "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", hvor Linda Maria Koldau leverede en – som hun selvironisk kalder det, 'skandaløs' (jeg ville sige rosværdigt skarpsynet) – introduktionsforelæsning, som fortjener vid udbredelse og derfor takker Koldau for at kunne publicere her (download). Herefter forelæste erhvervsmanden Lars Christian Lassen (hvis forelæsning efter sigende ikke foreligger på manuskript) og en anden internationalt anerkendt musikforsker og humanist, Jeffrey Kurtzman. Vi takker også Kurtzman for tilladelse til at offentliggøre hans forelæsningsmanuskript "Truth, Education and the Crisis of the Humanities", der rummer en særdeles velskrevet analyse af humanioras videnskabelige formål, samfundsopgave og nuværende krise (download), en forkortet version vil bringes i et senere nummer af Weekendavisen.
[1] note, opdateret: Klaus Wivel: Hjem til Århus. Weekendavisen # 22, d. 1.-7. juni 2011, s. 1 og 4. Klaus Wivel er efter sigende meget interesseret i at tale med andre, der kan bidrage til uddybet forståelse og debat om emnet.
fredag den 15. april 2011
Bogafbrænding på universitetet
Bogbrænding!? Var det ikke noget nazisterne i det Tredje Rige gjorde? Nu gør de det også på Københavns Universitet. Det er en absurd farce, som ikke bare virker meget sørgelig hvis den går ud over forskning og undervisning, som afbrændingen gør ifølge Politikens historie ("Universitet brænder tusindvis af bøger", d. 14/4, se her), men som også er ladet med en forstemmende symbolik over den universitetspolitik, der har hersket i Danmark de sidste 10 år.
"Bare på Saxo-instituttet, som huser Historie og Etnologi, skal der udvælges over 70.000 bøger, som skal smides ud og sendes til forbrænding.I dag er det ikke de extreme ideologier, som for alvor udgør en trussel mod lærdom og videnskab, men selve den måde, man instrumentelt forvalter universiteter og højere uddannelsesinstitutioner på, som minder om fornuftens afvikling.
Det er rigtig ærgerligt, men det går også ud over både forskningen og undervisningen, mener lektorernes tillidsmand på Saxo-instituttet, Christian Troelsgård:
»Universitetet forringer muligheden for udførelsen af de aktiviteter, vi er ansat til at udføre, når det reducerer bogsamlingerne på den måde. Det er en meget trist ting. Vi bryder os ikke om de der bogafbrændinger«, siger han til DR København." (kilde)
mandag den 28. marts 2011
Strategisk ledelse som afvikling af universitetsforskeren
Man kan undre sig over hvad "strategisk ledelse" er, når danske universiteters og universitetsledernes strategi ikke adkiller sig mere synligt fra hinanden. Alle forsøger kritikløst at tilpasse sig - ikke ændre - de økonomiske rammebetingelser som det politiske og statslige system dikterer. Der foregår muligvis forsøg på politisk påvirkning af ministerielle embedsmænd når udviklingskontrakter skal forhandles, men vi får sjældent noget at vide om det. Overordnet er billedet, at en universitetsleder ikke agerer som repræsenterende et universitet, men som ansat af en anden leder på et bestemt trin i den Store Ledelses-skala fra viceinstitutleder og op til rektor og bestyrelsesformand, og ultimativt som politisk ansat – af Folketingets til enhver tid skiftende politiske flertal. Universitetet taler ikke længere med egen stemme, og hvis det gør, er det sjældent lederlaget, der taler. Efter systemskiftet i 2001 og universitetsloven i 2003 bliver universitetet ikke blot forvaltet som en virksomhed, men gjort til en forretning. Og forretningen køres efter en for denne sektor højst problematisk flexicurity-model – med tryk på usikker fleksibilitet, korttidsansættelser, ekstern finansiering, og parantes om "security" såvel på det ansættelsesmæssige som det faglige område.
En god – og for svage sjæle rystende – illustration af denne tingenes tilstand er følgende statistik fra det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, som jeg ikke tror er specielt slemt, men netop illustrativ.
Som dekaner nu skal, tager også min på rundrejser ("dialogmøder") til institutterne med sit ledelsesteam for at lufte "strategien" for det lokale personale, VIP som TAP, løst som fast ansatte. De sidste bliver der færre og færre af.
Om udfordringerne hedder det i dekanens powerpoint slides: "At klæde fakultetet på til at tackle usikkerheden med fremtidens økonomiske rammebetingelser", og "At understøtte arbejdet med at sikre flere eksterne midler". Dekanen forsømmer at formulere denne udfordring klart (og så må bloggen her jo bidrage): "At vende tendensen til at afvikle universitetsforskere som fast ansatte med højeste grad af uafhængighed og faglig ubestikkelighed", men – skal det siges til dekanens ros – dokumenterer tendensen klart i en af sine slides som gengives her: *)
Som man ser, er 2008 det tipping point, hvor antallet af løst ansat overgår antallet af fast ansat forskningspersonale. Jeg vil overlade til læseren selv at fremskrive udviklingen til det år, hvor der ikke længere findes fast ansat videnskabeligt personale ved universiteterne.
For den ubestikkelighed, troværdighed og faglige kontinuitet, der gerne skulle kendetegne al universitetsforskning, og for kvaliteten og prioriteringen af den undervisning, der gerne skulle være forskningsbaseret, er udviklingen ganske enkelt katastrofal, og burde animere universitetsledelsen til en mere - strategisk - og aktivistisk tilgang til disse udfordringer, fremfor at se det som et spørgsmål om blot at få personalet til at slibe hinandens albuer og bruge endnu flere timer på at skrive ansøgninger til de samme fonde for at hive eksterne midler hjem.
De akademiske fagforeninger burde reagere samlet på udviklingen. AC burde gå forrest med at udarbejde ikke bare analyser, men fremfor alt en samlet strategi for at imødegå tendensen til tømme selskabet Videnskab på universiteterne for kognitivt indhold og ændre brandet 'professor' fra fri forsker til projektansat konsulent.
Sagen er nemlig også den, at det endda er endnu værre end hvad tallene viser! En af de ting, der er gået op for mig (med en vis gru på institutionens vegne) er, at "lektor" og "professor" som stillingsbetegnelser har ændret betydning: Ifølge den ansættelsesbekendtgørelse, som er gældende i dag,**) findes der ikke længere en titel som "forskningslektor" – nu hedder det blot lektor. Det kunne lyde som en semantisk finurlighed, men den er temmelig djævelsk. Den videre betydning er, at når man ser på de enkelte institutters hjemmesider med lister over det videnskabelige personale, betyder en navneliste på 10 lektorer ikke længere 10 fast ansatte fuldtidslektorer ansat og bedømt efter åbent opslag, men kan dække over personer, der er tidsbegrænset projektansatte, dvs. i løse stillinger, på penge fra råd og fonde. Det er en temmelig uheldig udvanding af titler, som det ganske vist i mange situationer kan virke latterligt at fokusere på (hvad professor Tribini minder os om), men hvis betydning stadig gerne skulle være et kvalitetsmærke for den faglige dimension og de akademiske ydelser, som knytter videnskab og universitet sammen.
Noter:
*) her gengivet fra powerpointpræsentationen "Det Naturvidenskabelige Fakultet - Strategi, status og udfordringer…", 3. marts 2011 (kan hentes her), slide nr. 7: "Udvikling i de menneskelige ressourcer VIP: SCIENCE 2005-2010" (bearbejdet: tal for løse vs. faste er tilføjet, hvor "faste" lidt udogmatisk inkluderer tal for professorer, lektorer PLUS adjunkter, da disse i et vist omfang kan forvente mulighed for senere fast ansættelse a la 'tenure-track', som adjunkt-stillinger somme tider annonceres som).
**) "Cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter" som bl.a. kan ses her, jf. fx "Stk. 2. En stilling som lektor/seniorforsker besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæstelektorer eller i forbindelse med særlige projekter." og "§ 7. En stilling som professor besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæsteprofessor eller i forbindelse med særlige projekter."
En god – og for svage sjæle rystende – illustration af denne tingenes tilstand er følgende statistik fra det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, som jeg ikke tror er specielt slemt, men netop illustrativ.
Som dekaner nu skal, tager også min på rundrejser ("dialogmøder") til institutterne med sit ledelsesteam for at lufte "strategien" for det lokale personale, VIP som TAP, løst som fast ansatte. De sidste bliver der færre og færre af.
Om udfordringerne hedder det i dekanens powerpoint slides: "At klæde fakultetet på til at tackle usikkerheden med fremtidens økonomiske rammebetingelser", og "At understøtte arbejdet med at sikre flere eksterne midler". Dekanen forsømmer at formulere denne udfordring klart (og så må bloggen her jo bidrage): "At vende tendensen til at afvikle universitetsforskere som fast ansatte med højeste grad af uafhængighed og faglig ubestikkelighed", men – skal det siges til dekanens ros – dokumenterer tendensen klart i en af sine slides som gengives her: *)
(klik evt. på figur for at forstørre)
I noten nederst kan man hente hele præsentationen.
I noten nederst kan man hente hele præsentationen.
Som man ser, er 2008 det tipping point, hvor antallet af løst ansat overgår antallet af fast ansat forskningspersonale. Jeg vil overlade til læseren selv at fremskrive udviklingen til det år, hvor der ikke længere findes fast ansat videnskabeligt personale ved universiteterne.
For den ubestikkelighed, troværdighed og faglige kontinuitet, der gerne skulle kendetegne al universitetsforskning, og for kvaliteten og prioriteringen af den undervisning, der gerne skulle være forskningsbaseret, er udviklingen ganske enkelt katastrofal, og burde animere universitetsledelsen til en mere - strategisk - og aktivistisk tilgang til disse udfordringer, fremfor at se det som et spørgsmål om blot at få personalet til at slibe hinandens albuer og bruge endnu flere timer på at skrive ansøgninger til de samme fonde for at hive eksterne midler hjem.
De akademiske fagforeninger burde reagere samlet på udviklingen. AC burde gå forrest med at udarbejde ikke bare analyser, men fremfor alt en samlet strategi for at imødegå tendensen til tømme selskabet Videnskab på universiteterne for kognitivt indhold og ændre brandet 'professor' fra fri forsker til projektansat konsulent.
Sagen er nemlig også den, at det endda er endnu værre end hvad tallene viser! En af de ting, der er gået op for mig (med en vis gru på institutionens vegne) er, at "lektor" og "professor" som stillingsbetegnelser har ændret betydning: Ifølge den ansættelsesbekendtgørelse, som er gældende i dag,**) findes der ikke længere en titel som "forskningslektor" – nu hedder det blot lektor. Det kunne lyde som en semantisk finurlighed, men den er temmelig djævelsk. Den videre betydning er, at når man ser på de enkelte institutters hjemmesider med lister over det videnskabelige personale, betyder en navneliste på 10 lektorer ikke længere 10 fast ansatte fuldtidslektorer ansat og bedømt efter åbent opslag, men kan dække over personer, der er tidsbegrænset projektansatte, dvs. i løse stillinger, på penge fra råd og fonde. Det er en temmelig uheldig udvanding af titler, som det ganske vist i mange situationer kan virke latterligt at fokusere på (hvad professor Tribini minder os om), men hvis betydning stadig gerne skulle være et kvalitetsmærke for den faglige dimension og de akademiske ydelser, som knytter videnskab og universitet sammen.
Noter:
*) her gengivet fra powerpointpræsentationen "Det Naturvidenskabelige Fakultet - Strategi, status og udfordringer…", 3. marts 2011 (kan hentes her), slide nr. 7: "Udvikling i de menneskelige ressourcer VIP: SCIENCE 2005-2010" (bearbejdet: tal for løse vs. faste er tilføjet, hvor "faste" lidt udogmatisk inkluderer tal for professorer, lektorer PLUS adjunkter, da disse i et vist omfang kan forvente mulighed for senere fast ansættelse a la 'tenure-track', som adjunkt-stillinger somme tider annonceres som).
**) "Cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter" som bl.a. kan ses her, jf. fx "Stk. 2. En stilling som lektor/seniorforsker besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæstelektorer eller i forbindelse med særlige projekter." og "§ 7. En stilling som professor besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæsteprofessor eller i forbindelse med særlige projekter."
fredag den 18. marts 2011
Udtalelse fra blokaden af SAXO instituttet 17/3
Vi studerende på SAXO instituttet er trætte af nedskæringerne på vores fag. 4 timers undervisning om ugen kan ikke kaldes en uddannelse og semesteret nedskæring fra 14 til 12 uger har kun forværret problemerne. Vi står sammen med vores medstuderende på Engerom, INNS og IKK i denne protest og støtter fuldt op om deres krav. Også undervisere og administration er under hårdt pres pga. nedskæringer og vi må stå sammen i kampen for et levedygtigt universitet.
Vi kræver:
Vi kræver:
· Mere undervisning
· Genindførselen af et 14 ugers semester
· Genindførselen af universitetsdemokratiet
· Samtidigt afviser vi at Det Humanistiske Fakultets ledelses beslutning, om at opsige de fastansattes arbejdstidsaftale kan være en løsning på de problemer vi står i.
· Studenterrådet er de studerendes organisation og må gå forrest i at samle og udvides kampen. Vi opfordrer studenterrådet til at organisere kampene, aktivt at mobilisere til stormødet på fredag og fælles blokade og stormøde onsdag og til en udvidelse af blokaderne til alle dele af Københavns universitet.
fredag den 3. september 2010
Udannelse i verdensklasse for ingen penge?
Jeg har tidligere (her) gjort opmærksom på det groteske i den manglende fokus på de forringede vilkår for universitetsstuderende. I dagens kronik i Information (her) trækker Amalie Laulund Trudsø, der studerer på dansk og retorik, blankt på samme punkt. Hun spørger berettiget, hvordan man både kan udsulte en uddannelse og forvente verdensklasse af den. Man kan tilføje, at af de i forvejen begrænsede taxameterbetalinger er over halvdelen forsvundet i rektoraret og dekanatet, før de overhovedet når frem til det institut, hvor undervisningen skal leveres.
mandag den 14. juni 2010
Dansk Industri vil fremme humaniora-studerendes selvrefleksion
Følgende mosaik er med tilladelse viderebragt fra medlemmer af Humanistisk Forum, en forening til humanioras fremme, der overvejer at formalisere sit samarbejde med erhvervslivets interesseorganisationer om spin-koordination (C.E.):
Lige en lille humaniora-nyhed til at starte ugen med. Den er ganske vist fra sidste uge, men den fortjener da lidt opmærksomhed, fordi interesseorganisationen DI tit får det, som de vil have det. På Videnskabsministeriets hjemmeside (her) kan man se, at nu vil DI indføre brugerbetaling, så de studerende tænker lidt mere over, om deres
For de ulyksalige, som måtte lade hånt om DIs råd, er kun tilbage at håbe, at de ikke forvilder sig ind på det KLASSISKE humaniora men dog finder vej til det DYNAMISKE og – måske, trods alt, en form for, om ikke høj løn, så dog en mindre indkomst.
(Men hvordan hænger det egentlig sammen, at man vil regulere optaget på uddannelserne i den ene ende, når man hylder markedsmekanismer som finansieringsmodel i den anden ende? Det forstår jeg ikke.)
Rektor for CBS, Johan Roos, udtaler d. 11/6 til Berlingske Nyhedsmagasin (her) at
Og hvad andet end humanistiske indsigter vil kune få DI til at nuancere deres syn de unges uddannelsesvalg?
- PS:
Humanistisk Forum, FORSKERforum, og alle andre i det forskningspolitiske felt, bør som indgangsbøn til enhver udtalelse fremsige det, som også Johan Roos messede i nævnte artikel: "Vi ønsker blot muligheden for at få lov til at forfølge regeringens ambitioner om at blive blandt de bedste".
Lige en lille humaniora-nyhed til at starte ugen med. Den er ganske vist fra sidste uge, men den fortjener da lidt opmærksomhed, fordi interesseorganisationen DI tit får det, som de vil have det. På Videnskabsministeriets hjemmeside (her) kan man se, at nu vil DI indføre brugerbetaling, så de studerende tænker lidt mere over, om deres
”uddannelsesvalg lønner sig på længere sigt. Det skal få de unge til i højere grad at vælge at blive kandidater inden for tekniske eller naturvidenskabelige uddannelser, som ifølge flere undersøgelser skaber mere økonomisk vækst i samfundet end de humanistiske kandidater. Baggrunden er, at de unge ikke selv kan finde ud at vælge de uddannelser, som giver størst mulighed for beskæftigelse og høj løn efterfølgende.”Charlotte Rønhof, forsknings- og uddannelsespolitisk chef i DI, tilføjer:
– Det handler ikke om at straffe humaniora. Vi sætter stor pris på humanister, men der er for mange af dem. Derfor skal vi ikke gøre forskel. Men selv bare et lille beløb i brugerbetaling vil sætte nogle tanker og refleksioner i gang hos de unge omkring deres uddannelsesvalg.Hvor kan man dog prise sig lykkelig over at bo i et land, hvor man har en oplyst og altruistisk organisation som DI til at fungere som national studievejledning! Og hvilket held, at DI kan se så meget klarere end alle de tåbelige unge, der stadig ikke har fattet, at det er muligheden for ”høj løn efterfølgende”, der bør bestemme deres studievalg…
For de ulyksalige, som måtte lade hånt om DIs råd, er kun tilbage at håbe, at de ikke forvilder sig ind på det KLASSISKE humaniora men dog finder vej til det DYNAMISKE og – måske, trods alt, en form for, om ikke høj løn, så dog en mindre indkomst.
(Men hvordan hænger det egentlig sammen, at man vil regulere optaget på uddannelserne i den ene ende, når man hylder markedsmekanismer som finansieringsmodel i den anden ende? Det forstår jeg ikke.)
Rektor for CBS, Johan Roos, udtaler d. 11/6 til Berlingske Nyhedsmagasin (her) at
Dansk Industri har skiftet navn til " DI - Organisation for erhvervslivet". De færreste har måske bemærket det, og man kan også lidt polemisk spørge, om DI i tilstrækkelig grad sammen med politikerne har været i stand til at sætte erhvervspolitisk fokus på handel, service, design og it? Bør ikke hele det danske uddannelsessystem i højere grad afspejle denne udvikling?Lad os håbe rektor Roos har øje for det uddannelsespotentiale, som de klassiske humanistiske fag, der udforsker de enkelte landes sprog og kulturer, vil kunne få, også i uddannelser indenfor netop handel, service, design og it.
Og hvad andet end humanistiske indsigter vil kune få DI til at nuancere deres syn de unges uddannelsesvalg?
- PS:
Humanistisk Forum, FORSKERforum, og alle andre i det forskningspolitiske felt, bør som indgangsbøn til enhver udtalelse fremsige det, som også Johan Roos messede i nævnte artikel: "Vi ønsker blot muligheden for at få lov til at forfølge regeringens ambitioner om at blive blandt de bedste".
søndag den 23. maj 2010
Fyringen af tre filosoffer på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
Fyringen af tre filosoffer på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
af Brita Carmen Sommer, cand.pæd.fil.
Så er det vist på tide, jeg tager bladet fra munden. Jeg er tidligere studerende fra Institut for Pædagogisk Filosofi fra de dage, hvor professoren hed Peter Kemp og rektor hed Lars-Henrik Smith. Jeg startede som 50-årig og blev altså kandidat som 53-årig, så efter mange års arbejde i feltet var jeg virkelig sulten på viden.
Her mødte jeg Anne-Marie Eggert Olsen og Jørgen Huggler, som de første to undervisere og senere fulgte Peter Kemp, Henrik Vase Frandsen, Sune Frølund, Kurt Nielsen, Ove Korsgaard og Kirsten Hyldgård og senest Asger Sørensen.
Jeg blev ikke kun ført ind i filosofien; men jeg blev ført ind i en helt ny verden. En verden, der havde været der hele tiden; men en verden som var gået forbi mig, fordi jeg havde været travlt optaget andet steds.
Alt imens jeg satte alt ind på at tilegne mig denne nye viden skete der de mest forunderlige ting med mig.
Jeg blev ikke blot klogere på nogle teorier i nogle bøger – jeg blev mere vis. Jeg blev løftet op på et andet plan, med en større udsigt til verden. Min dømmekraft blev større og min fornuft blev videreudviklet. Det var ikke nogen gratis affære for mine undervisere. Jeg stred imod, ville have alt at vide nu med det samme, eller tænkte: ”Puh, det finder jeg aldrig ud af.” Uanset hvordan jeg reagerede fik jeg svar på tiltale. Jeg havde ikke blot mødt nogle intellektuelle undervisere, der lirede lærdom af sig. Jeg havde mødt en lille flok dybt engagerede alvorlige mennesker, som tog deres opgave på sig med al den forståelse og det store faglige udsyn, de havde oparbejdet gennem mange mange år. Det er med den største respekt og ærefrygt jeg tænker på disse mennesker og det store arbejde og den store indlevelse, de lagde for dagen overfor os studerende, så vi kunne komme igennem studiet på en værdig og gennemtænkt måde, så vi blev dækket ind på alle leder og kanter med viden og forståelse om de essentielle ting, der hører sig pædagogikken og filosofien til. Vi har herved været i stand til at oppebære en udviklet sans for den pædagogiske filosofiske vinkel på mennesket i verden.
At jeg nu må erfare at tre af de stærke kræfter er blevet skåret væk i ét hug, er for mig totalt uforståeligt, ualmindeligt dumt og en større katastrofe end jeg kan lige overskue alle konsekvenser af. Erik Nielsen er sammen med Peter Kemp pensioneret og Kirsten Hyldgård er i et andet miljø. Den vigtige nerve i den filosofiske dialog, der skal være evig on-going for at et filosofisk miljø skal kunne bestå og fostre nye tanker og ideer og give grobund for udviklingen af den pædagogiske filosofi i det stadig foranderlige samfund, er med et slag skåret over og skal nu til at bestå af to mennesker. Det er hvad der reelt er tilbage på den filosofiske grund, fordi jeg ikke kan medregne samtidsdiagnose og pædagogikhistorie som gældende for den grund, der skal diskuteres, reflekteres og udvikles filosofisk fra.
To er for få til at bære kulturen videre, det vil hurtigt ende i tomgang. Så hvis den vanvittige idé med fyringen af de tre filosoffer gennemføres, vil den pædagogiske filosofi også være død.
Der er blevet sagt tilstrækkeligt om begrundelsen for fyringen i den manglende relevans i de tres forskning til at jeg gider tage det op her. Det er nok blot at sige, at det må være direkte suspekt at angribe den frie forskningsret, og de perspektiver, der her lægges op til er helt uoverskuelige for vore universiteters medarbejdere fremover. Gennemføres fyringen vil der først og fremmest ske en uoprettelig fejl i den danske pædagogiske verden. Vi vil ikke kunne finde et lignende undervisningsmiljø andre steder og det store vide udsyn og det forkromede filosofiske overblik vil ikke kunne findes noget andet sted her i landet. Vi har et uvurderligt lærerteam lige nu på pædagogisk filosofi, der er i stand til at klare både bredden og dybden i den pædagogiske filosofi – og vi har det pga. en lille håndfuld smadderdygtige mennesker, der har lagt liv og arbejde i projektet igennem masser af år. Der er ikke andre, der kan tage udfordringen op, der kan udfylde det tomrum, der kommer til at stå tilbage.
Da de tre fyrede ydermere er netop de tre, der specielt varetager det etiske område, må jeg være overbevist om, at beslutningen er foretaget i blindhed og komplet uvidenhed om de 3 herrers faktiske arbejde og bidrag til universitetets samlede ressourcer. I en tid, hvor det fra centralt hold er lagt op til at foretage værdibaserede beslutninger overalt, hvordan i alverden forestiller man sig så at vi skulle kunne foretage disse valg, hvis ikke de får de etiske overvejelser, at grunde sig i? Det er da komplet uladsiggørligt og bunder i en total uvidenhed om medarbejdernes egentlige virke og funktion. Det er som at puffe til den første dominobrik i et sindrigt opstillet dominolandskab, uden at vide at så vil resten falde.
Så besind jer da for syv Søren. Her er vigtige ting på spil. Det pædagogiske filosofiske område vil blive amputeret og uendelig meget fattigere hvis dette gennemføres. Det er noget vi ikke kan betale for penge, vi så må undvære. Så mens tid er: Træk de fyringer tilbage. Det er grunde nok anført i det ovenstående. Ellers er vi mange i og udenfor landet, der altid vil være klar til en diskussion, hvis I skulle mange argumenter til at ændre mening. Stædighed er OK, men dumstædighed er da bare for dumt. Jeg håber inderligt I vil lade fornuften råde. Ellers skulle I måske lade jer indskrive som studerende på pædagogisk filosofi. Det er aldrig for sent at blive klogere. Det kan kun blive for sent at gøre det kloge.
af Brita Carmen Sommer, cand.pæd.fil.
Så er det vist på tide, jeg tager bladet fra munden. Jeg er tidligere studerende fra Institut for Pædagogisk Filosofi fra de dage, hvor professoren hed Peter Kemp og rektor hed Lars-Henrik Smith. Jeg startede som 50-årig og blev altså kandidat som 53-årig, så efter mange års arbejde i feltet var jeg virkelig sulten på viden.
Her mødte jeg Anne-Marie Eggert Olsen og Jørgen Huggler, som de første to undervisere og senere fulgte Peter Kemp, Henrik Vase Frandsen, Sune Frølund, Kurt Nielsen, Ove Korsgaard og Kirsten Hyldgård og senest Asger Sørensen.
Jeg blev ikke kun ført ind i filosofien; men jeg blev ført ind i en helt ny verden. En verden, der havde været der hele tiden; men en verden som var gået forbi mig, fordi jeg havde været travlt optaget andet steds.
Alt imens jeg satte alt ind på at tilegne mig denne nye viden skete der de mest forunderlige ting med mig.
Jeg blev ikke blot klogere på nogle teorier i nogle bøger – jeg blev mere vis. Jeg blev løftet op på et andet plan, med en større udsigt til verden. Min dømmekraft blev større og min fornuft blev videreudviklet. Det var ikke nogen gratis affære for mine undervisere. Jeg stred imod, ville have alt at vide nu med det samme, eller tænkte: ”Puh, det finder jeg aldrig ud af.” Uanset hvordan jeg reagerede fik jeg svar på tiltale. Jeg havde ikke blot mødt nogle intellektuelle undervisere, der lirede lærdom af sig. Jeg havde mødt en lille flok dybt engagerede alvorlige mennesker, som tog deres opgave på sig med al den forståelse og det store faglige udsyn, de havde oparbejdet gennem mange mange år. Det er med den største respekt og ærefrygt jeg tænker på disse mennesker og det store arbejde og den store indlevelse, de lagde for dagen overfor os studerende, så vi kunne komme igennem studiet på en værdig og gennemtænkt måde, så vi blev dækket ind på alle leder og kanter med viden og forståelse om de essentielle ting, der hører sig pædagogikken og filosofien til. Vi har herved været i stand til at oppebære en udviklet sans for den pædagogiske filosofiske vinkel på mennesket i verden.
At jeg nu må erfare at tre af de stærke kræfter er blevet skåret væk i ét hug, er for mig totalt uforståeligt, ualmindeligt dumt og en større katastrofe end jeg kan lige overskue alle konsekvenser af. Erik Nielsen er sammen med Peter Kemp pensioneret og Kirsten Hyldgård er i et andet miljø. Den vigtige nerve i den filosofiske dialog, der skal være evig on-going for at et filosofisk miljø skal kunne bestå og fostre nye tanker og ideer og give grobund for udviklingen af den pædagogiske filosofi i det stadig foranderlige samfund, er med et slag skåret over og skal nu til at bestå af to mennesker. Det er hvad der reelt er tilbage på den filosofiske grund, fordi jeg ikke kan medregne samtidsdiagnose og pædagogikhistorie som gældende for den grund, der skal diskuteres, reflekteres og udvikles filosofisk fra.
To er for få til at bære kulturen videre, det vil hurtigt ende i tomgang. Så hvis den vanvittige idé med fyringen af de tre filosoffer gennemføres, vil den pædagogiske filosofi også være død.
Der er blevet sagt tilstrækkeligt om begrundelsen for fyringen i den manglende relevans i de tres forskning til at jeg gider tage det op her. Det er nok blot at sige, at det må være direkte suspekt at angribe den frie forskningsret, og de perspektiver, der her lægges op til er helt uoverskuelige for vore universiteters medarbejdere fremover. Gennemføres fyringen vil der først og fremmest ske en uoprettelig fejl i den danske pædagogiske verden. Vi vil ikke kunne finde et lignende undervisningsmiljø andre steder og det store vide udsyn og det forkromede filosofiske overblik vil ikke kunne findes noget andet sted her i landet. Vi har et uvurderligt lærerteam lige nu på pædagogisk filosofi, der er i stand til at klare både bredden og dybden i den pædagogiske filosofi – og vi har det pga. en lille håndfuld smadderdygtige mennesker, der har lagt liv og arbejde i projektet igennem masser af år. Der er ikke andre, der kan tage udfordringen op, der kan udfylde det tomrum, der kommer til at stå tilbage.
Da de tre fyrede ydermere er netop de tre, der specielt varetager det etiske område, må jeg være overbevist om, at beslutningen er foretaget i blindhed og komplet uvidenhed om de 3 herrers faktiske arbejde og bidrag til universitetets samlede ressourcer. I en tid, hvor det fra centralt hold er lagt op til at foretage værdibaserede beslutninger overalt, hvordan i alverden forestiller man sig så at vi skulle kunne foretage disse valg, hvis ikke de får de etiske overvejelser, at grunde sig i? Det er da komplet uladsiggørligt og bunder i en total uvidenhed om medarbejdernes egentlige virke og funktion. Det er som at puffe til den første dominobrik i et sindrigt opstillet dominolandskab, uden at vide at så vil resten falde.
Så besind jer da for syv Søren. Her er vigtige ting på spil. Det pædagogiske filosofiske område vil blive amputeret og uendelig meget fattigere hvis dette gennemføres. Det er noget vi ikke kan betale for penge, vi så må undvære. Så mens tid er: Træk de fyringer tilbage. Det er grunde nok anført i det ovenstående. Ellers er vi mange i og udenfor landet, der altid vil være klar til en diskussion, hvis I skulle mange argumenter til at ændre mening. Stædighed er OK, men dumstædighed er da bare for dumt. Jeg håber inderligt I vil lade fornuften råde. Ellers skulle I måske lade jer indskrive som studerende på pædagogisk filosofi. Det er aldrig for sent at blive klogere. Det kan kun blive for sent at gøre det kloge.
Cand.pæd.fil. Brita Carmen Sommer
onsdag den 6. januar 2010
Offensiv universitets- og institutledelse savnes
Københavns Universitets ledelse har spillet fallit som ledelse, hvis man prioriterer prestigebyggerier og administrativt vokseværk over fastholdelse af kvalificeret videnskabeligt personale. Der er grund til at gentage, hvad Claus Bræstrup, det eksterne medlem af KU's betyrelse, tidligere administrerende direktør for H. Lundbeck, udtalte til Universitetsavisen 14/12:
»Afskedigelser koster i en vidensinstitution, hvor der er behov for tryghed for at skabe dynamik. Det vil svække tilliden i universitetsbefolkningen, da det er svært at se, hvorfor det er nødvendigt. Jeg er overbevist om, at man godt kunne have skruet budgettet anderledes sammen, så afskedigelserne kunne undgås, hvis man virkelig ville« — og som en medarbejder på det fyringsramte Biologisk Institut sagde for nyligt (her): "Der er sgu noget galt når en virksomhed med et budget på 7 milliarder, ikke kan finde på andet end at fyre medarbejdere for at dække et underskud på 70 millioner (1%)."
Der er tale om et klart ledelsessvigt, også fra rektoratets side. Fra medarbejderne på de berørte institutter rejser der sig i disse dag en række klager over ledelsen:
Fyringerne på en række "våde" fakulteter på Københavns Universitet vil bestemt ikke gøre det lettere at rekruttere studerende fremover, eller rekruttere nye forskere. Ledelsen burde handle fornuftigt, og ændre beslutningen om at fyre. Det er misbrug af universiteternes såkaldte autonomi at skalte og valte med både sin økonomiske og videns-kapital på den måde.
»Afskedigelser koster i en vidensinstitution, hvor der er behov for tryghed for at skabe dynamik. Det vil svække tilliden i universitetsbefolkningen, da det er svært at se, hvorfor det er nødvendigt. Jeg er overbevist om, at man godt kunne have skruet budgettet anderledes sammen, så afskedigelserne kunne undgås, hvis man virkelig ville« — og som en medarbejder på det fyringsramte Biologisk Institut sagde for nyligt (her): "Der er sgu noget galt når en virksomhed med et budget på 7 milliarder, ikke kan finde på andet end at fyre medarbejdere for at dække et underskud på 70 millioner (1%)."
Der er tale om et klart ledelsessvigt, også fra rektoratets side. Fra medarbejderne på de berørte institutter rejser der sig i disse dag en række klager over ledelsen:
- Rektor er ved at ødelægge uddannelsen og forskningen på de hårdest ramte miljøer som fx Biologisk Institut.
- Rektor og de implicerede dekaner reagerede ikke overfor advarsler om manglende økonomistyring i efteråret 2008
- KUs leddelse lovede i efteråret 2008, at der ikke vil ske nye massefyringer i nær fremtid
- Rektor fravalgte at bruge de frie midler til KU på 2009 finanslov til at finansere fastholdelse af forskerstaben
- Rektor lovede at rydde op i KU’s dårligt fungerende økonomiske centraladministration da han blev ansat, men har aldrig har gjort det.
Fyringerne på en række "våde" fakulteter på Københavns Universitet vil bestemt ikke gøre det lettere at rekruttere studerende fremover, eller rekruttere nye forskere. Ledelsen burde handle fornuftigt, og ændre beslutningen om at fyre. Det er misbrug af universiteternes såkaldte autonomi at skalte og valte med både sin økonomiske og videns-kapital på den måde.
søndag den 3. januar 2010
Institutledelse opfordres til at trække sig i protest over massefyringer
Nedenstående nytårsbrev blev sendt fra professor Tom Fenchel til de ansatte på Biologisk Institut på KU. Det bringes her ikke alene med tilladelse, men efter opfordring. Det bringes ikke uden en vis gysen over indholdet.
Kære alle.
Godt Nytår!
Konsekvensen af en ny fyringsrunde for biologi ved KU bliver drastisk. I og for sig kunne man godt lave god undervisning og forskning med en mindre stab – det er der jo eksempler på blandt mange udmærkede universiteter i ind og udland. Men med en nedskæring af staben på næsten 50 % over et par år kan man forudse endnu mere roderi, flere fysiske omflytninger og et tilskud til den almindelige demoralisering som har karakteriseret instituttet indenfor de seneste år – alene den almindelige psykologiske effekt bliver fatal.
Roger har sikkert ret i at der ikke er meget at gøre nu. At råbe politikere op er sikkert nytteløst – regeringspartiernes opfattelse af universiteter er som en slags erhvervsstøtte, og i det største oppositionsparti er det en udbredt opfattelse at universitetsfolk er good-for-nothing personer der får en høj løn for at dyrke deres hobbyer – og desuden er der jo så mange andre mennesker der mister deres arbejde i disse år.
Så man må gå kommandovejen. Derfor er mit forslag er at ledelsen af Biologisk Institut trækker sig. I – altså ledelsen – må ikke betragte dette råd som uvenskabeligt. Tværtimod – I har reelt intet at tabe derved og måske kan I endog bidrage til at danske universiteters nedtur bremses og at den uigennemskuelighed der præger beslutninger brydes. I et brev – naturligvis stilet til dekanen, men med kopi til KU’s bestyrelse og offentliggjort - motiverer I jeres tilbagetræden med at I ikke lod jer ansætte for at demontere biologi ved KU. Dette kan uddybes med detaljer som vi andre dødelige ikke kender til.
Ulemperne for jer er blot en lettere lønnedgang – og naturligvis at I ikke – i lighed med alle andre på KU – herefter er beskyttet mod vilkårlig fyring. Men der er også fordele. I får det ellers ikke morsomt efter denne omgang. At få biologi og biologiundervisningen op at stå igen bliver ikke let – og hjælpsomheden fra den resterende stab bliver nok til at overse. Det er en almindelig opfattelse at I har fået mundkurv på oppefra og den slipper I så for i givet fald. Og dermed også for at komme med søforklaringer på miseren som fx en meningsløs graf hvor det ikke en gang fortælles hvad y-aksens enheder betyder (den slags dumper man studenter på) eller på sidste års forklaring med nedgang i såkaldte ”ståer”. Tværtimod: I kan forvente at den udbredte mistillid til jer bliver glemt, at konspirationsteorier kan jordes, at I kan fortsætte jeres liv med noget mere konstruktivt og måske endda opnå nogen respektabilitet ved at udvise en smule civil courage. Jeg vil gætte på at Roger’s forklaring er korrekt (overflødige byggeprojekter – suppleret med en opsvulmet vækst i den administrative stab, mere og navnlig mindre geniale stjerneprogrammer samt manglende evne til at styre fakultetets økonomi på trods af - eller måske snarere på grund af - den enorme administrative stab). I så fald bliver jeres motivering for at sige op jo ret let at formulere.
PS. På et punkt er bio-ledelsens adfærd stærkt kritisabel. Ved videnskabelige medarbejderes fastansættelse er der en mængde formalia såsom strenge habilitetskriterier for medlemmer af et ansættelsesudvalg som skal repræsentere de største kapaciteter på området – gerne udlændinge. Hver kandidat får et par siders afbalanceret beskrivelse af deres hidtidige bedrifter og en motivation for bedømmelsen. Kan man så bare fyre folk på grundlag et par kollegers meninger som de ikke skal stå til regnskab for – kolleger der umuligt kan have indsigt i samtlige medarbejderes videnskabelige, undervisningsmæssige, eller andre kvalifikationer blot på baggrund af et bibliometrisk index?
Tom
Kære alle.
Godt Nytår!
Konsekvensen af en ny fyringsrunde for biologi ved KU bliver drastisk. I og for sig kunne man godt lave god undervisning og forskning med en mindre stab – det er der jo eksempler på blandt mange udmærkede universiteter i ind og udland. Men med en nedskæring af staben på næsten 50 % over et par år kan man forudse endnu mere roderi, flere fysiske omflytninger og et tilskud til den almindelige demoralisering som har karakteriseret instituttet indenfor de seneste år – alene den almindelige psykologiske effekt bliver fatal.
Roger har sikkert ret i at der ikke er meget at gøre nu. At råbe politikere op er sikkert nytteløst – regeringspartiernes opfattelse af universiteter er som en slags erhvervsstøtte, og i det største oppositionsparti er det en udbredt opfattelse at universitetsfolk er good-for-nothing personer der får en høj løn for at dyrke deres hobbyer – og desuden er der jo så mange andre mennesker der mister deres arbejde i disse år.
Så man må gå kommandovejen. Derfor er mit forslag er at ledelsen af Biologisk Institut trækker sig. I – altså ledelsen – må ikke betragte dette råd som uvenskabeligt. Tværtimod – I har reelt intet at tabe derved og måske kan I endog bidrage til at danske universiteters nedtur bremses og at den uigennemskuelighed der præger beslutninger brydes. I et brev – naturligvis stilet til dekanen, men med kopi til KU’s bestyrelse og offentliggjort - motiverer I jeres tilbagetræden med at I ikke lod jer ansætte for at demontere biologi ved KU. Dette kan uddybes med detaljer som vi andre dødelige ikke kender til.
Ulemperne for jer er blot en lettere lønnedgang – og naturligvis at I ikke – i lighed med alle andre på KU – herefter er beskyttet mod vilkårlig fyring. Men der er også fordele. I får det ellers ikke morsomt efter denne omgang. At få biologi og biologiundervisningen op at stå igen bliver ikke let – og hjælpsomheden fra den resterende stab bliver nok til at overse. Det er en almindelig opfattelse at I har fået mundkurv på oppefra og den slipper I så for i givet fald. Og dermed også for at komme med søforklaringer på miseren som fx en meningsløs graf hvor det ikke en gang fortælles hvad y-aksens enheder betyder (den slags dumper man studenter på) eller på sidste års forklaring med nedgang i såkaldte ”ståer”. Tværtimod: I kan forvente at den udbredte mistillid til jer bliver glemt, at konspirationsteorier kan jordes, at I kan fortsætte jeres liv med noget mere konstruktivt og måske endda opnå nogen respektabilitet ved at udvise en smule civil courage. Jeg vil gætte på at Roger’s forklaring er korrekt (overflødige byggeprojekter – suppleret med en opsvulmet vækst i den administrative stab, mere og navnlig mindre geniale stjerneprogrammer samt manglende evne til at styre fakultetets økonomi på trods af - eller måske snarere på grund af - den enorme administrative stab). I så fald bliver jeres motivering for at sige op jo ret let at formulere.
PS. På et punkt er bio-ledelsens adfærd stærkt kritisabel. Ved videnskabelige medarbejderes fastansættelse er der en mængde formalia såsom strenge habilitetskriterier for medlemmer af et ansættelsesudvalg som skal repræsentere de største kapaciteter på området – gerne udlændinge. Hver kandidat får et par siders afbalanceret beskrivelse af deres hidtidige bedrifter og en motivation for bedømmelsen. Kan man så bare fyre folk på grundlag et par kollegers meninger som de ikke skal stå til regnskab for – kolleger der umuligt kan have indsigt i samtlige medarbejderes videnskabelige, undervisningsmæssige, eller andre kvalifikationer blot på baggrund af et bibliometrisk index?
Tom
tirsdag den 22. december 2009
Det rumler efter fyringer. Nyt fra Universitetetsavisen.
I et indlæg på universitetsavisens hjemmeside gør lektor Jens Borum fra biologisk institut på det meningsløse i den nuværende fordelingspolitik over for universiteterne. Med et
overlegent intellektuel overskud identificerer Borum et af de helt centrale problemer i den førte fordelingspolitik:
"Strategien svarer til, at landmanden skraber al mulden af marken og placerer den i få, store bunker.
Afgrøderne blomstrer lystigt på de få bunker, mens marken i øvrigt bliver udpint og uproduktiv.
Ingen forstandig landmand vil følge den strategi, fordi den giver et mindre samlet udbytte, end hvis mulden var jævnt fordelt. Videnskabsministeren fastholder strategien trods advarsler fra alle sider - undtagen måske fra de få heldige, der forgyldes."
De generelle nedskæringer rammer centrale fag så hårdt, at biologisk institut nærmer sig opløsning. Kan du som forskningsinteresseret læse foregående sætning én gang til uden at blive meget betænkelig ved situationen? Og behøver jeg at argumentere for at Danmark har brug for, at der på højt niveau forskes og undervises i biologi på landets største universitet?
KUs studerende protesterer vildt og voldsomt (se her, her og her). Traditonen tro ignoreres de. Det er jo også bare deres fremtid, det handler om.
Samtidig er der uro i KUs bestyrelse. Universitetsavisen rapporterer, at både de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer og et enkelt af de eksterne medlemmer er så utilfredse med spareplanerne, at de overvejer at stemme imod. De foreslår, at nedskæringerne deles mere ligeligt ud universitetet, så ikke kun centraladministrationen og de våde fag rammes. Men tilsyneladende er det eksterne flertal i bestyrelsen, som skulle sikre universitetets konkurrenceduelighed, handlekraft, kvalitet osv, ikke særlig interesseret i, hvad vurderingen er fra de folk, der faktisk skal leve under de vilkår, bestyrelsen vedtager. Men kommer man udefra skal man jo også bare møde op i et pænt bestyrelseslokale og få en kop kaffe, mens man er handlekraftig, og så kan man gå tilbage til sit egentlige arbejde bagefter og bliver ikke ramt af konsekvenserne af sine beslutninger.
Man noterer sig mindst tre ironier i situationen:
1) Der er nedskæringer på universiteterne, mens ministeren fortsat galer om, hvor mange ekstra penge, universiteterne har fået.
2) Nedskæringerne rammer præcis de fag, der for ministeren normalt er de rigtige og vigtige fag, nemlig de naturvidenskabelige.
3) Det, som redder de tørre fag, er det forhøjede taxameter, som skulle forbedre de utålelige vilkår på fakulteterne. Nu redder det kun lige akkurat deres r.. og forbedrer ikke en pind. Vælger man at at omfordele nedsæringerne, vil det forhøjede taxameter ikke komme de tørre fag til gode, men bruges til at redde de våde.
Konklusion: Både tørre og våde fag stander i våde! Bestyrelsen har ingen løsning, og ministeren er som altid i dum tro og mener, at alt går godt. Heldigvis får han opbakning hertil af selveste Arne Astrup. Der hører spredte klapsalver, mens det rumler af uro i baggrunden.
overlegent intellektuel overskud identificerer Borum et af de helt centrale problemer i den førte fordelingspolitik:
"Strategien svarer til, at landmanden skraber al mulden af marken og placerer den i få, store bunker.
Afgrøderne blomstrer lystigt på de få bunker, mens marken i øvrigt bliver udpint og uproduktiv.
Ingen forstandig landmand vil følge den strategi, fordi den giver et mindre samlet udbytte, end hvis mulden var jævnt fordelt. Videnskabsministeren fastholder strategien trods advarsler fra alle sider - undtagen måske fra de få heldige, der forgyldes."
De generelle nedskæringer rammer centrale fag så hårdt, at biologisk institut nærmer sig opløsning. Kan du som forskningsinteresseret læse foregående sætning én gang til uden at blive meget betænkelig ved situationen? Og behøver jeg at argumentere for at Danmark har brug for, at der på højt niveau forskes og undervises i biologi på landets største universitet?
KUs studerende protesterer vildt og voldsomt (se her, her og her). Traditonen tro ignoreres de. Det er jo også bare deres fremtid, det handler om.
Samtidig er der uro i KUs bestyrelse. Universitetsavisen rapporterer, at både de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer og et enkelt af de eksterne medlemmer er så utilfredse med spareplanerne, at de overvejer at stemme imod. De foreslår, at nedskæringerne deles mere ligeligt ud universitetet, så ikke kun centraladministrationen og de våde fag rammes. Men tilsyneladende er det eksterne flertal i bestyrelsen, som skulle sikre universitetets konkurrenceduelighed, handlekraft, kvalitet osv, ikke særlig interesseret i, hvad vurderingen er fra de folk, der faktisk skal leve under de vilkår, bestyrelsen vedtager. Men kommer man udefra skal man jo også bare møde op i et pænt bestyrelseslokale og få en kop kaffe, mens man er handlekraftig, og så kan man gå tilbage til sit egentlige arbejde bagefter og bliver ikke ramt af konsekvenserne af sine beslutninger.
Man noterer sig mindst tre ironier i situationen:
1) Der er nedskæringer på universiteterne, mens ministeren fortsat galer om, hvor mange ekstra penge, universiteterne har fået.
2) Nedskæringerne rammer præcis de fag, der for ministeren normalt er de rigtige og vigtige fag, nemlig de naturvidenskabelige.
3) Det, som redder de tørre fag, er det forhøjede taxameter, som skulle forbedre de utålelige vilkår på fakulteterne. Nu redder det kun lige akkurat deres r.. og forbedrer ikke en pind. Vælger man at at omfordele nedsæringerne, vil det forhøjede taxameter ikke komme de tørre fag til gode, men bruges til at redde de våde.
Konklusion: Både tørre og våde fag stander i våde! Bestyrelsen har ingen løsning, og ministeren er som altid i dum tro og mener, at alt går godt. Heldigvis får han opbakning hertil af selveste Arne Astrup. Der hører spredte klapsalver, mens det rumler af uro i baggrunden.
onsdag den 11. november 2009
Akademisk frihed og ansættelsessikkerhed
Fra en bidragsyder til bloggens netværk: nyt fra AAUP (Association of American University Professors), som har lavet et udkast til en rapport der forklarer hvorfor det truer kvaliteten når universiteter baserer sig på løst ansatte undervisere snarere end fastansatte (folk der ikke kan fyres).
Lad os håbe, at timelærernes situation (som fx omtalt her) ved de danske universiteter ikke endnu en gang bliver glemt, når universitetsloven skal revideres, og der forhåbentligt også vil ses på stillingsstrukturen. På samme måde er der grund til at se kritisk på den øgede andel "almindelige" forskerstillinger på universiteterne, som efter indfusioneringen af sektorforskningsinstitutionerne er rent eksternt finansieret.
The past four decades have seen a failure of the social contract in faculty employment. In 1940 the joint Statement of Principles on Academic Freedom and Tenure characterized the tenure system as a “means to certain ends,” specifically, “(1) freedom of teaching and research and of extramural activities and (2) a sufficient degree of economic security to make the profession attractive to men and women of ability. Freedom and economic security, hence tenure, are indispensable to the success of an institution in fulfilling its obligations to its students and to society.”
The tenure system was designed to secure reasonable compensation and to protect academic freedom through continuous employment. Financial and intellectual security enabled the faculty to carry out the public trust in teaching and research, and it provided a system of professional peer scrutiny in hiring, evaluation, and promotion.
http://www.aaup.org/AAUP/comm/rep/conversion.htmLad os håbe, at timelærernes situation (som fx omtalt her) ved de danske universiteter ikke endnu en gang bliver glemt, når universitetsloven skal revideres, og der forhåbentligt også vil ses på stillingsstrukturen. På samme måde er der grund til at se kritisk på den øgede andel "almindelige" forskerstillinger på universiteterne, som efter indfusioneringen af sektorforskningsinstitutionerne er rent eksternt finansieret.
onsdag den 28. november 2007
Katalyst - Katapult - Katastase - Katastrofe
Hvæseren observerer:Gode ord brander som mundgodt, værsgo' at smage:
Katalyst - Katapult - Katastase - Katastrofe
Katalyst er - ifølge nyhedsbrev fra Københavns Universitet af 27/11-2007 - et studentervæksthus for oplevelsesøkonomi og global kommunikation ved Det Humanistiske Fakultet.
Katapult er - ifølge samme nyhedsbrev - nyheden: KU's nye studentervæksthus, som tilbyder studerende kurser i entrepreneurskab, personlig rådgivning, mentorordning, konkurrencer, match-making-arrangementer, workshops og foredrag om iværksætteri.
Katastase er - ifølge J.C. Scaligers poetik fra 1561 - betegnelsen for den tilspidsning af forviklingerne i et drama, som sker lige før katastrofen.
Katastrofen er - ifølge den altid årvågne og hypnoparanoide hvæser - universitetets katabolisme (nedbrydning, anvendes om den nedbrydende del af det biologiske stofskifte), fx det kumulative domænetab af kerneværdier som fordybelse, forskningsbaseret undervisning, uafhængig forskning, ægte forsøg på at skabe ny og provokerende lærdom - universiteternes forvandling til anstalter for en akademisk kapitalisme, på bekostning af uafhængighed, fri nysgerrighedsdrevet forskning, samt de offentlige goder, der forsvinder i takt hermed, såsom en kritisk og uafhængig kvalificering af samfundsdebatten og den politiske beslutningsproces. Wroouufffffh!
mandag den 15. oktober 2007
Administratitis
Universiteterne og forskningsministeriet er blevet ramt af en grufuld sygdom: administratitis. Sygdommens smittevej er velkendt fra andre samfundssektorer. Smittebæreren kaldes på folkesproget for "New Public Management" og de første tegn på, at sygdommen er ved at bryde ud, er, at ens ministerium og lokale ledelse pludselig begynder at fremsige ord som "accountability", "resultatmål", "objektive kvalitetsindikatorer". Derefter begynder det administrative niveau på ens arbejdsplads at svulme op: Der ansættes en horde af nye ledere og mellemledere og en masse medfølgende TAPpere. I næste fase breder sygdommen sig ind i organisationens vitale organer. Her giver den sig til at forvolde skade på de jobfunktioner, der bærer institutionen og varetager de opgaver, som det er dens formål at håndtere. Denne skade har i det mindste to kendte former:
1) Der skal afsættes mere og mere tid til behandlingen af administrative opgaver, og disse opgaver skal prioriteres højere end jobbets almindelige funktioner.
2) Hensynet til det administrative niveaus behov lægger nye rammer for jobbet, der forringer mulighederne for at udføre det bedst muligt.
Begge sygdommes virkninger har for nærværende ramt universiteterne. Nogle simple eksempler1) Der skal afsættes mere og mere tid til behandlingen af administrative opgaver, og disse opgaver skal prioriteres højere end jobbets almindelige funktioner.
2) Hensynet til det administrative niveaus behov lægger nye rammer for jobbet, der forringer mulighederne for at udføre det bedst muligt.
AD 1) På mit eget institut forlanges det nu, at der til hvert kursus foretages og afrapporteres 2 evalueringer, en midtvejsevaluering og en slutevaluering. Med lidt held kan vi på et kort kursus få lov at bruge 7-8% af undervisningstiden på at evaluere. Hvordan det skulle forbedre de studerende viden og kunnen i faget får henstå i mørket Samtidig skal vi afrapportere, hvor mange gange hver enkelt studerende har været til stede på kurset, hvis man som jeg i dette semester har tre hold, så bliver det til seks evalueringer og afrapportering på ca 70 studenter. Er jeg dum og uforberedt og sludrer mig igennem timerne kommer der først noget i skub, hvis de studerende klager meget insisterende, og selv da er konsekvenserne formentlig begrænsede. Afleverer jeg ikke de relevante skemaer og rapporter, ligger administrationen straks klar til at trykke mig på maven.
AD 2) Alle de indikatorer, der nu skal bringes i anvendelse til at "måle" forskningen i forbindelse med konkurrenceudsættelsen af vores basismidler (der er et eller andet i det udtryk, som er næsten grammatisk forkert), er indrettet med et tvingende kriterium: Det skal være administrativt håndterbart. Skidt med om systemet ikke måler noget som helst, skidt med om det opfordrer til uhensigtsmæssig opførsel, skidt med om de på uhensigtsmæssig måde ensretter faglige publikationsmønstre, hvis forskellighed er velbegrundet, tilmed nødvendig, ja tilmed: skidt med at de står i vejen for de videnskabelige nybrud, der er hele forskningens formål. Bare vi kan få et pænt tal, som kan lægges til grund for vores uddeling.
Administratitis-diagnosen for universiteterne kan sammmenfattes som følger: Patienten er efterhånden ved at være alvorligt ramt. Situationen er uholdbar, og der er overvældende risiko for, at der udvikles uhensigtsmæssige faglige mutationer, ligesom der er grund til at frygte patientens fortsatte førlighed. Sygdommen er i løbende forværring, og behovet for akut såvel medicinsk som kirurgisk behandling er overhængende.
tirsdag den 18. september 2007
Fastansat deltidslærere på uni
"Hvis det ikke lykkes at finde en forhandlingsløsning nu vil Ingrid Stage gøre de løst ansatte vilkår til et af hovedtemaerne ved overenskomstforhandlingerne næste år, og det kan ende med konflikt. »Jeg har blot sagt, at vi må bruge de midler vi har, og det er et af dem,« siger hun."Det står at læse i seneste nummer af KU's Universitetsavisen (her, nederst). Henrik Prebensen, fællestillidsrepræsentant på HUM på KU, siger at »Fakultetet har ret kynisk brugt deltidslærerstillingen som sikkerhedsventil, fordi bevillingerne gik op og ned efter politikernes forgodtbefindende«.
Universiteterne i en årrække har haft mulighed for at fastansætte deltidslærerne som undervisningsadjunkter og det sidste år også som eksterne lektorer, men det er sket i meget få tilfælde på KU. Viljen ikke har været til stede fra ledelses side. Derfor vil Henrik Prebensen have DM til at hjælpe enkeltmedlemmer, der har arbejdet som deltidsansatte uden ret til pension, med at indbringe sagen for EF-Domstolen for at køre nogle prøvesager der kan komme til at danne præcedens.
Afskaffelse af de løst ansatte undervisere vil i sig selv ikke indebære en bedre sikring af den forskningsbaserede undervisning, hvis disse konverteres til faste stillinger der alene varetager undervisning på fuld tid eller deltid. Forskningsret til alle universitetsundervisere må være konsekvensen.
Billedet er et udsnit af Maltes Spalte, der også kan ses i Universitetsavisen eller her.
tirsdag den 28. august 2007
Spanking til ranking
En af de sjældne nyheder fra universiteternes verden, som nåede TV-avisen den 17. aug. (omtalt i KU-nyt den 23.aug.) var at Københavns Universitet skulle være "det ottendebedste universitet i Europa, i følge en årlig universitetsundersøgelse foretaget af Shanghai Jiao Tong University. På verdensplan er Københavns Universitet nr. 46 og er dermed rykket 10 pladser op i forhold til sidste år." - Det blev præsenteret begge steder som dagens gode nyhed, som noget vi bør være stolte af.Skal vi så det? I stedet for nu at levere en sønderlemmende kritik af al akademisk ranking (krads blot i overfladen og se hvad Wikipedia skriver om metoden, og glem ikke at læse Shanghai Jiao Tong University's egne forbehold, "there are still many methodological and technical problems. Please read the ranking methodology carefully and use ranking results with cautions"), så vil vi blot med hovedrysten udbryde:
Det er da pinligt at ligge som nr. 8 lige efter det skod-universitet af Utrecht! Som om vi skulle bryste os af det! Der er langt til guldet. Sølv og bronce gider vi slet ikke omtale. Skal vi overhovedet deltage, når alle de andre er dopede af samme præstationsfremmede kemi?
Dope = billige genveje. En genvej er DVIP (= løst ansatte lærere, som ikke forsker) + løskøb fra undervisning (så forskere kan superforske). Måske var dét, hvad der spøgte bag TV-avisens vinkling af historien som en modsætning mellem at være super til forskning og bruge tid på undervisning: Hertil sagde forskeren Jørgen Peder Steffensen meget klogt, "Forskning uden undervisning, er spildte penge". Ja, og lad os tilføje: Uden forskning ingen forskningsbaseret undervisning. Noget, som universitetet skulle overveje lidt, i forbindelse med alle de løstansatte underviser-daglejere, der ikke får løn for at forske. Trækker det mon op eller ned i den "flotte" placering?
Abonner på:
Opslag (Atom)
