Viden eller nytteværdi

Det er svært nok at opfinde ting. Du kan ikke også forlange, at jeg skal vide, hvad mine opfindelser skal bruges til!

(Carlo Gentina (tekst) og Allessandro Gottardo (tegninger): "Sten-And. Stridens maling" In Den dæmoniske Hollænder. Jumbobog nr. 369. København: Egmont. 2010. P. 120)

Dette udsagn stammer fra Georg Gearløs´ stenalderforfader, Geo-Granit, som ifølge den ovenfor angivne kilde opfandt "maling".

Mærkeligt at en tegneseriefigur kan være så meget klogere end universitetspolitikerne. Det er to forskellige talenter at være god til at frembringe viden og at være god til at instrumentalisere den. Nogle gange forenes disse to talenter i samme person eller samme gruppe, men bestemt ikke altid.

Nogle gange ligger en viden og dens instrumentalisering mange år eller årtier/århundreder fra hinanden. Ofte - formentlig endda: oftest - vil de personer, som er gode til at frembringe viden, være komplette fagnørder, der ikke kan omsætte endsige kommercialisere nogetsomhelst. Giver man ikke dem gode vilkår, går man glip af al den viden, de kunne have frembragt. Denne indsigt er så banal, at den tilsyneladende er forblevet overset. Fordummelsen følger umiddelbart efter.

Innovativ analyse (fortsat)

Her er en opfølgning på indlægget "Samarbejder mellem erhvervsliv og universiteter - innovativ analyse, spin eller aprilsnar?" fra 1/4. Det er lykkedes at komme igennem til rapportens bagmænd. Lederen af CFA (Center for Forskningsanalyse) var behjælpelig med at identificere Carter Bloch som forfatteren. På CFA's hjemmeside fremgår det at Carter Bloch er lektor ved CFA og har en ph.d. i økonomi. Han optræder også på firmaets DAMVADS hjemmeside, hvad der fik mig til at tro, at han også var ansat der, men på mit spørgsmål herom skriver han til mig, at "Jeg er ikke ansat hos DAMVAD, men arbejder som ekstern konsulent på et projekt om måling af offentlig innovation."
Jeg spurgte Carter Bloch om det samme (altså om de statistiske forhold rapporten fremstiller også er kausale, så et "styrket samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne" øger erhvervslivets konkurrenceevne, og de virksomheder, der investerer meget i forskning derfor også oplever højere produktivitet, eller om det blot er sådan, at de virksomheder, som det af mange forskellige grunde går godt for, derfor også har overskud til forskningssamarbejder med universitetet?). Samme spørgsmål sendte jeg også til den kontorchef fra FI, Thomas Alslev Christensen, som står som redaktør af rapporten. Carter Bloch svarede (d. 9/4):

"Til produktivitetsanalysen stod jeg for gennemførslen af de empiriske analyser mens DAMVAD (Michael Mark og Mark Riis) ledede projektet og havde ansvaret for skrivning af rapporten. Jeg tror ikke at der er en specifikke grund til at mit navn ikke er nævnt i rapporten, udover at det er måske DAMVAD’s standard praksis at kun angive navn på organisationer.
Jeg kan se at du allerede har skrevet til Thomas Alslev Christensen med dit spørgsmål om kausalitet, og jeg synes at han må være den helt rigtige til at svare på det da dit spørgsmål vedrører pressemeddelsen fra VTU. Har du fået svar fra ham?"

På det tidspunkt havde jeg ikke fået svar fra Thomas Alslev Christensen endnu, og jeg svarer Carter Bloch følgende:
"tak for dit svar. Nej, jeg har ikke fået svar fra Thomas Alslev Christensen endnu, men jeg vil da håbe, jeg også hører fra ham. Du skal selvfølgelig ikke tage ansvart for hvordan ministeren bruger rapporten eller kommenterer på den, men har du ikke selv som forsker en mening om det spørgsmål, jeg rejser"?
hvortil han samme dag (9/4) svarer

"Jeg vil helst ikke kommentere på ministeriets fortolkning af rapporten, og jeg kan ikke svare på dit spørgsmål uden at gøre det. Beklager meget."

Ja, det er da beklageligt! Den 12/4 kom der så et langt svar kontorchef Thomas Alslev Christensen:

"Kære Claus Emmeche
Tak for din henvendelse. Beklager, at jeg først vender tilbage nu. Jeg mener, at der er belæg for ministerens udtalelser.
Damvad har med assistance fra CFA stået for hovedskrivningen af rapporten, som du spørger til, herunder også for gennemførelsen af de statistiske analyser. Jeg har været med til at gennemskrive rapporten.
Du spørger herudover til robustheden i resultaterne vedrørende sammenhæng mellem produktivitet i virksomhederne og deres samarbejde med universiteterne, herunder særligt omkring den den kausale sammenhæng.
Af rapporten om produktivitetseffekterne fremgår det af de komparative analyser, at den gennemsnitlige produktivitet per medarbejder er højere i de forsknings- og udviklingsaktive virksomheder, der samarbejder med universitieter, i forhold til virksomheder forsknings- og udviklingsaktive virksomheder, der ikke samarbejder.

Det er generelt opfattelsen, at styrket samarbejde mellem virksomheder og universiteter bidrager til at øge erhvervslivets konkurrenceevne. Det skyldes at samarbejde om fælles projekter bidrager til videndeling, der øger viden og kompetencer hos begge parter og dermed også i virksomheden. Øget viden og kompetencer i virksomhederne svarer til øgede investeringer i FoU og/eller medarbejdere, hvilket giver anledning til produktivitetseffekter i virksomhederne.

Forsknings- og Innovationsstyrelsen har bidraget med flere analyser og undersøgelser, der bekræfter, at der både er gevinster for virksomhederne og for universitetsforskerne ved at samarbejde.
Jeg kan her henvise til analyserne:

1. "Effektmåling af forsknings- og innovationssamarbejder ˆ fokus på innovationskonsortier" fra 2008,
http://www.fi.dk/publikationer/2008/effektmaaling-af-forsknings-og-innovationssamarbejder

2. "Analyse af forsknings- og udviklingssamarbejder mellem virksomheder og videninstitutioner" fra 2009 udgivet i serien Innovation: Analyse og Evaluering 3/2009
http://www.fi.dk/publikationer/2009/analyse-af-forsknings-og-udviklingssamarbejde-mellem-virksomheder-og-videninstitutioner/

Desuden offentliggøres inden for få dage en opdatering af effektmålingen af innovationskonsortier fra 2008. Den nye analyse viser, at en virksomheder, der har deltaget i et forsknings- og udviklingssamarbejde med universiteter og GTS-institutter, i løbet af de næste 10 år efter starten af samarbejdet oplever en merværditilvækst, der er ca. 20 mio. kroner højere end for lignende virksomheder, der ikke har været med i et samarbejde. Der er endvidere også signifikant positive beskæftigelseseffekter for virksomheder, der havde mindre end 150 medarbejdere året før de indgik i samarbejde, omend dette resultat ikke er lige så robust som det første.

Dette er dokumenteret i "An Analysis of Firm Growth Effects of the Danish Innovation Consortium Scheme", der udgives i serien Innovation: Analyse og Evaluering 3/2010. Når rapporten offentliggøres, vi jeg eftersende et eksemplar til dig.

Hvis du kommenterer min e-mail på bloggen "Forskningsfrihed", vil jeg bede dig om at citere min e-mail i sin helhed.

Med venlig hilsen
Thomas Alslev Christensen

Tak, det er hermed gjort. Det glæder mig hvis svaret bidrager til opklaringen af det spørgsmål jeg stiller. Jeg er hverken er økonom, erhvervsleder eller innovationsekspert, har ingen faglig ekspertise på området og kender ikke de analyser, som Alslev Christensen henviser til. Jeg synes dog svaret bærer lidt præg af en gentagelse af en antagelse (jf. "Det er den generelle opfattelse...") og jeg tvivler ikke på, at der netop er en sådan "generel opfattelse" af en kausal sammenhæng, jeg ville bare gerne overbevises mere præcist om årsag og virkning her, og hvad der ligger i det lidt luftige begreb "vidensdeling", og jeg må desværre sige, at jeg ikke føler min skepsis afkræftet i særlig stor grad (men ok, lige med hensyn til den industri af konsulentvirksomheder, der lever af sådanne analyser, bidrager samarbejder og vidensdeling uden tvivl til innovation).
Endelig finder jeg det lidt pudsigt, at forskerdelen af samarbejdet mellem CFA, FI og DAMVAD mener at spørgsmålet er politisk og på webersk maner afholder sig fra at svare, mens det seriøse tilløb til et fagligt svar sker fra ministerielt hold.

Den norske model katastrofal for Danmark

Hvad vil indførelsen af "den norske model" - en dansk bibliometrisk forskningsindikator som redskab i tildeling af forskningsmidler - betyde for humniora og samfundsfag?

En af vores svenske forbindelser er Ulf Sandström, som er docent ved Linköpings Universitet og den Kungl. Tekniska Högskolan, specialist i forskningspolitiske studier, finansierings- og publiceringsanalyser samt strukturspørgsmål indenfor universitetsverdenen, og iøvrigt fortaler for anvendelse af indikatorer til fordeling af forskningsmidler, blot det er de 'rigtige' (mere herom senere). Han udgav den rapport, Nationella särdrag i nordisk publiceringsutveckling 1998–2006, jeg henviste til i indlægget om organisationen "Danske Universiteter". Rapporten analyserer den nordiske publiseringsudvikling ud fra forskellige indikatorer og metoder. (Norge afviger markant fra det generelle mønster i positiv retning, og rapporten søger at forklare de bemærkelsesværdige ændringer og diskuterer resultatet i lyset af den model, som for nyligt indførtes af den svenske regering. Rapporten ingår i serien "Forskning om Forskning", se forskningspolitik.se). Jeg blev især nysgerrig omkring det spørgsmål, den rejser om Danmarks særstilling - jævnfør dette citat fra konklusionen,

"Klart är att vi ytterligare kan belysa säregenheter i den norska utvecklingen, men att förklara varför Danmark ligger avsevärt högre än övriga nordiska länder tarvar andra och mer djupgående undersökningar",

så jeg spurgte Ulf Sandström for at høre hans mening om hvorvidt det vil betyde en styrkelse af den danske position, at Danmark nu vil indfører den samme incitamentstruktur på universitetsområdet, som man har indbygget i "den norske model" med tildeling af midler på basis af en kvantitativ bibliometrisk forskningsindikator med tidskrifter delt i to niveauer? Hans svar er, at

"Det blir en katastrof för Danmark. Humaniora och samhällsvetenskap låses fast vid sina nationella publiceringskanaler och intjänar alltmer lättförtjänta poäng på lokal publicering. Incitamenten är helt fel i en norsk-danska modellen. Sannolikt påverkar detta inte naturvetenskap och medicin."

Danske skeptikere fra humaniora ogs samfundsvidenskab er nok enig med Sandström hvad angår det katastrofale, omend ud fra helt andre argumenter. Spørgsmålet om "lokal publicering" er indviklet og endnu uafklaret for så vidt angår hvad fx monografier som udkommer på danske universitetsforlag skal tælle, men det er klart en risiko at såvel autoritetslister over tidskrifter som fastlåste retningslinier for publiceringskanaler kan virke konserverende i forhold til mulighederne for nye innovative tilgange og vinkler på humaniora og samfundsvidenskab.

DI's seneste kampagne - hvor er den fagøkonomiske sagkundskab?

Forskningspolitik og industripolitik er under den nuværende regering klonet godt og grundigt sammen. Dansk Industri har haft stor succes med at lobbye for erhvervsstøtte, retorisk 'solgt' som offentlig støtte til forskning. Jammen det kan da godt være, at staten bør støtte dansk industri gennem statssubsidier som led i en national økonomisk strategi for virksomheden Danmark, men burde et industripolitisk tiltag ikke offentligt kunne identificeres som et sådant, snarere end at være forklædt som støtte til offentlig, uafhængig forskning?

Grænsen er åbenbart svær at markere, og DI kæmper for at udviske den. Den seneste kampagnes plot kunne se sådan ud:
1. Udnyt regeringes problem - nemlig at andelen af den privat finansierede forskning er faldet siden 2003, stik imod regeringens mål (jf. her).
2. Gør universiteterne medansvarlige for at virksomhederne under højkonjunkturen ikke har investeret nok i "forskning og udvikling".
3. Lad et konsulentfirma lave en undersøgelse, som stiller virksomhederne ledende spørgsmål om deres ønsker og forventninger, fx om de synes, at universiteterne er gode nok til at samarbejde? Spørgsmål, der tillader konklusioner a la "Godt 90 pct. af de virksomheder, der har et samarbejde med et dansk universitet mener, at et større erhvervsfokus på universiteterne vil kunne forbedre samarbejdet." (cit. fra ref. 1)
4. Kør en kampagne, der sætter fokus på universiteterne som "problemet", og munder ud i en endnu større fokusering på "strategiske" forskningsområder og et endnu mere kommercialiseret universitet. Lad fx Folketingets Forskningspolitiske Udvalg bede ministeren kommentere undersøgelsen (dixi), men undgå at rejse en debat blandt fagøkonomer om politisk styring i retning af strategiske områder, mere end fri grundforskning, på lang sigt gavner økonomien, dét skulle der jo nødig rejses tvivl om (jf. ref. 2).
5. Husk også at fremme universitetsforskningens industrigørelse, og konstatér eksempelvis, at "mere end 80 pct. af de virksomheder, der har samarbejdet med et dansk universitet, mener, at større sikkerhed for, at virksomheden kan opnå ret til eksklusivt at udnytte forskningsresultater skabt i samarbejde med universiteterne, kunne forbedre samarbejdet." (cit. fra ref. 1).

Man kan kun beundre DI's evne til at køre den slags kampagner. Ikke så sært, at humaniora og specielt samfundsfag ikke nævnes som "forskning af relevans for virksomhederne, det vil sige inden for teknisk-, natur- og sundhedsvidenskab samt organisation og ledelse" (cit. ref. 1). Måske ville nationaløkonomer (som i ref. 2) og andre smagsdommere stille sig skeptisk an? Hvornår får DI mon held til selv at sponsorere de samfundsvidenskabelige fakulteter til at lave den slags undersøgelser?

Referencer
[1] Claus Thomsen: "Danmark taber videnkapløbet", fra indsigt/Dansk Industri, d. 10. december 2008.
[2] Christian Bjørnskov: "Sanders kontrol skader vækst", Weekendavisen 22/8-2008.

Endnu mere strategisk forskning

I en pressemeddelelse fra Videnskabsministeriet i dag ("Nyt, visionært grundlag for prioritering af forskningsmidler") proklameres, at "Efter et års grundigt dialog- og analysearbejde får regeringen og Folketinget nu for første gang et bredt, gennemarbejdet beslutningsgrundlag for at prioritere de kommende års strategiske forskning, siger videnskabsminister Helge Sander". "Med FORSK2015-kataloget foreligger for første gang et grundigt og fremadrettet grundlag for at prioritere den strategiske forskning. Flere hundrede personer har bidraget til at identificere de 21 mest løfterige forskningsområder."

I forbindelse med den igangværende underskriftsindsamling for en revision af universitetsloven i 2009 har mange ytret sig om det strategiske problem det er at udsulte grundforskningen: "Videnskabshistorie viser at det ikke er strategisk forskning, der fører til de store gennembrud. Novos forskningsdirektør og andre førende industrifolk siger klart at deres produkter er udviklet på basis af grundforskning ved universiteterne og ikke strategiske indsatser. Hvorfor insisterer man så fortsat på den strategiske forskning?"
En anden kommentar lyder "Det store antal 'samfinancierede stipendier' er en skattelettelse til industrien, som dermed får stor inflydelse på forskningsemnerne. Afskaf de samfinancierede stipendier og acceptér færre fuldt financierede stipendier. (...) Industriinvolvering bør aldrig være forudsætningen for at et overvejende offentligt financieret forskningsstipendium tildeles." Og en tredje underskriver peger på et "citat af Ben R. Mottelson: Hvis H.C. Ørsted, der opdagede elektromagnetismen i 1820, havde levet under de strategiske forskningsråd, havde han i stedet opfundet en forbedring af stearinlyset."
Lad os håbe for debatten, at selve det suggestive begreb strategisk forskning ikke er med til at gøre os blinde overfor selve uforudsigeligheden af videnskabelige og teknologiske fremskridt.

Kvantemekanik, BNP og akademisk frihed

På underskriftindsamlingen for en bedre forsknings- og uddannelsespolitik bidrager de, som underskriver erklæringen (vi har nu har rundet de 3000) med mange guldkorn. Kommentarerne må højst fylde 500 anslag, så der er opstået ny genre, forskningspolitiske påtaler i suppeterningsformat. Her er to af de seneste:

"'Fra forskning til faktura' lider under den misforståelse at forskning er produktudvikling. De største - også økonomisk set - landvindinger er sket på baggrund af 'urentabel' grundforskning.
Ingen kunne i dens begyndelse se, at kvantemekanik ville være baggrund for ca 20% af USA's BNP i 2001 fordi ingen vidste, at halvlederfysik ville optræde i næsten al elektronik - ikke mindst pc'ere.
Store gennembrud kommer når vi tør satse på grundforsning, frem for arrogant at tro, at vi ved hvor fremtiden ligger."

"Jeg arbejder for tiden paa National University of Singapore. På trods af denne nations blakkede rygte om manglende demokrati og indflydelse er der stadig valgte ledere på universiteter, og VIP [det videnskabelige personale] har en ret udstrakt indflydelse på forholdene. Desuden financierer staten 2 % af F&U. Naturlig asiatisk tilbageholdenhed gør åbenbart demokrati nødvendigt, da et totalt hierakisk system (som det danske) ville lamme universiteterne. Desværre er der en langsom bevægelse væk fra det nuværende system."

Forskerflugt og ledelseskrise på DTU

Erhvervsbladet Jern og Maskinindustrien skriver i dag (s.36), at "DTU sov i timen og mister nu en af verdens førende forskere inden for fremstilling af biobrænsel. Mens Birgitte Ahring får topjob, står universitetet til dumpekarakter for håndteringen af sagen." (Curt Hansens Arkiv har en opsamlingsside her). Sagen giver unægteligt anledning til eftertanke.

Umiddelbart: Det er ikke første gang DTU-ledelsen 'dumper' i universitetsledelse. Hvor længe kan bestyrelsen holde til at se passivt på den slags?
Dernæst: Er sager som denne en forudsigelig sideeffekt af universitetsfusionerne og manglen på universitetsdemokrati?
Endelig spørgsmålet som rejstes i Information d. 10. marts: Kunne balladen ikke lige så godt være opstået på alle andre danske universiteter, som nu skal kommercialisere forskning og agere private virksomheder?

Forskningspolitik og udenrigspolitik

I en globaliseret verden kan forskningspolitik og udenrigspolitik være svære at adskille. Der anføres ofte udenrigspolitiske argumenter for forskningspolitiske tiltag, og Danmarks udenrigspolitik vil i et vist omfang være medbestemmende for hvilke lande, vi indleder forskningspolitisk samarbejde med. — Lad mig illustrere dette med et tankeeksperiment, en lille quiz til læseren: Forestil dig, at du på Forskningsstyrelsens hjemmeside læser følgende, hvor "X-land" står for et konkret land, og du skal herefter besvare 2 spørgsmål (se nedenfor):

"En ny samarbejdsaftale mellem Danmark og X-land betyder, at danske virksomheder og videninstitutioner nu kan få hjælp til at finde x-landske samarbejdspartnere til fælles erhvervsrettede forsknings- og innovationsprojekter.

Samarbejdsaftalen er et direkte resultat af videnskabsminister Helge Sanders besøg i X-land den 8.-10. januar 2007, hvor han mødte den x-landske industri-, handels- og beskæftigelsesminister NN.
Aftalen er nu udmøntet i en konkret strategi for, hvordan der kan etableres fælles forsknings- og innovationsprojekter mellem danske og x-landske virksomheder og videninstitutioner.
"Det er positivt, at den aftale jeg indgik med x-lænderne i januar 2007 om et samarbejde, nu er klar til at blive udmøntet i praktisk handling. Jeg er sikker på, at samarbejdet vil resultere i en række virksomhedsrettede forsknings- og innovationsprojekter inden for flere højvækstområder," siger videnskabsminister Helge Sander."

Første spørgsmål er selvfølgelig: Hvilket land er X-land?
Andet spørgsmål er: Gør det nogen forskel (henholdsvis forskningspolitisk set og udenrigspolitisk set), om X står for: Sverige? USA? Rusland? Kina? Israel? Cuba? Iran? Nordkorea?
God fornøjelse med opgaven! Svaret på det første spørgsmål - og flere detaljer om den faktiske aftale - kan du se på forskningsstyrelsens hjemmeside her.

Tech-trans i Norden - hvor er motorvejen fra forskning til faktura?

Når nye opdagelser i molekylærbiologi eller potentielt kommercialiserbare opfindelser i biotek-relateret forskning gøres på et universitet, hvem skal så have patentrettighederne - de enkelte forskere (som i Sverige, og Danmark før 2000) eller universiteterne, som i Danmark efter loven fra jan. 2000 om Universiteternes ret til patentering (inspireret af Bayh-Dole loven om tek-trans i USA)? Og hvilken model ansporer mest til universitet-industri samarbejder? Det diskuteres nu i Norge, hvor Norsk Biotekforum, en sammenslutning af biotek-virksomheder under Norsk Insdustri, bruger Danmark som eksempel på en uheldig virkning af at lade universiteterne tage patenter (news 29 jan.2008). De henviser til et studie af medicinalforskningen foretaget af Finn Valentins gruppe på CBS som viser, at loven synes at mindske antallet af innovationer, der tidligere kanaliseredes fra universitetesforskere til virksomheder som virksomhedsejede patenter:

“A moderate increase in academic inventions chanelled into university-owned patents does not appear after LUP [the Danish Law on University Patenting]. But the larger part of the inventive potential of academia, previously mobilised into company-owned patents, seems to have been rendered inactive as a result of the reform.”

Valentin m.fl. peger på, at den tidligere bilaterale model, hvor industrien støtter forskerne, disse bevarer retten til at publicere, og overlader det til industrien at tage patenter, passer bedre til den åbne (‘explorative’) forskningsproces, hvor det er umuligt at forudsige hvilket ét ud af 100 forskningsprojekter, der i sidste ende vil kunne føre til faktura, end en trilateral model, hvor intellektuelle ejendomsrettigheder forud tildeles selve universitetet og dets Tech-Trans kontor, som industrien så skal forhandle med.

Det er værd at hæfte sig ved, “den optimale model” og det som er godt, ikke nødvendigvis er det samme for de fire aktører: forskerne, universitetet, industrien, samfundet. Med den USA-inspirerede lov træder universitetet og dets tech-trans kontorer ind som en selvstændig økonomisk agent (et eksempel på akademisk kapitalisme), som ikke nødvendigvis har de samme interesser som de enkelte forskere (i deres traditionelle rolle som medlemmer af et videnskabeligt samfund, med interesse i at skabe og udveksle ny viden), fordi en tech-trans kontrakt lægger grænser kommunikation af viden i det videnskabelige samfund.

Møde om forskningspolitik

På mandag afholder Socialdemokratiet en forskningspolitisk konference, som Forskerforum netop har kommenteret (begge dele kan ses her). Hjemmesiden Techtrans.dk har sjovt nok lagt indbydelsen ud under filnavnet "DI_Forskningskonference.pdf", men det er altså ikke Dansk Industri, som inviterer, selvom deres forskningspolitiske chef Charlotte Rønhoff skal tale om det filosofiske emne "er konkurrence og kvalitet modsætninger?" sammen med Århus-rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.
PS:
tak til Sune for en klar kommentar til indlægget om Fakultets-strategier nedenfor.

Dit fakultet har en strategi ... eller?

En af de fornøjelser, der tilfalder de nye universitetsledelser på forskelligt niveau, er at udarbejde ting som værdigrundlag, missioner, visioner og strategiplaner for de dele af universitetet, fx et fakultet, de nu bestyrer. På det, der skal hedde Science fakultetet på Københavns Universitet (fordi den hyppigt anvendte forkortelse Nat-fak eller blot NAT lød lidt for trist) cirkulerer netop nu et udkast til strategiplan for 2008-2013. I udkastet lyder et afsnit om financiering således:

"En større andel af fakultetets finansiering skal komme fra forskningsråd, -fonde og private virksomheder – nationalt og internationalt. Derfor vil fakultetet fremme en kultur, der stimulerer til flere og bedre ansøgninger til eksterne bevillingsgivere. Udarbejdelse af forskningsansøgninger skal støttes med en professionalisering af opsøgende arbejde og rådgivning om finansieringsmuligheder."

Det er lyder jo fint med professionalisering, men er det strategisk og fremsynet? Man kan læse det venligt som denne spådom: "En større andel vil komme fra eksterne kilder". Men hvorfor den politiske formulering "skal komme"? Er det klogt? Enhver kan sige sig selv, at man gerne vil have en større andel af en mulig ekstern indtægtskilde. Men hvilke konsekvenser vil fx øget ekstern financiering gennem aftaler med private virksomheder få for forskningens kvalitet og frihed? Et eksempel på hvor galt det kan gå, kan man læse om i sagen fra Århus om celleforskeren Keld Kaldtoft og firmaet CellCure (se her), som ganske vist er kompliceret, men som element også antyder konsekvenserne for forskningen af et firmas forventninger om snarligt afkast.

En anden bekymring er jo, som Jyllands-Posten skrev d. 30. dec., at "Mange forskere bruger mellem en og to tredjedele af deres tid på at søge penge til alt fra reagensglas til deres egen løn." Burde man hellere argumentere for at flere basismidler ville gøre disse forskeres arbejde mere effektivt?

Katalyst - Katapult - Katastase - Katastrofe

Hvæseren observerer:
Gode ord brander som mundgodt, værsgo' at smage:

Katalyst - Katapult - Katastase - Katastrofe

Katalyst er - ifølge nyhedsbrev fra Københavns Universitet af 27/11-2007 - et studentervæksthus for oplevelsesøkonomi og global kommunikation ved Det Humanistiske Fakultet.

Katapult er - ifølge samme nyhedsbrev - nyheden: KU's nye studentervæksthus, som tilbyder studerende kurser i entrepreneurskab, personlig rådgivning, mentorordning, konkurrencer, match-making-arrangementer, workshops og foredrag om iværksætteri.

Katastase er - ifølge J.C. Scaligers poetik fra 1561 - betegnelsen for den tilspidsning af forviklingerne i et drama, som sker lige før katastrofen.

Katastrofen er - ifølge den altid årvågne og hypnoparanoide hvæser - universitetets katabolisme (nedbrydning, anvendes om den nedbrydende del af det biologiske stofskifte), fx det kumulative domænetab af kerneværdier som fordybelse, forskningsbaseret undervisning, uafhængig forskning, ægte forsøg på at skabe ny og provokerende lærdom - universiteternes forvandling til anstalter for en akademisk kapitalisme, på bekostning af uafhængighed, fri nysgerrighedsdrevet forskning, samt de offentlige goder, der forsvinder i takt hermed, såsom en kritisk og uafhængig kvalificering af samfundsdebatten og den politiske beslutningsproces. Wroouufffffh!

DTU INNOVATION: fordistisk forskning

Blev man for få år siden fast ansat som forsker ved et universitet, hørte det at være innovativ med til det at forske. Men som bekendt har universiteterne ændret sig. Forskning opfattes i dag som noget man bare gør, fokus er på innovation, som er kommet til at betyde "at tjene penge på nye måder". Tankegangen kan antage absurde former, som når man tror at tingene kan måles ud i tid brugt på det ene og det andet i nøjagtige portioner, ligesom det fordistiske system til effektivisering af fabriksarbejdet. Fordistisk forskning er en af DTUs nyeste innovationer:

På det største institut med ca. 300 medarbejdere, BioCentrum (BiC) blev forskerne for nyligt indkaldt til et møde hvor institutlederen var mødt op med et par konsulenter, som skulle tale til medarbejderne om innovation. Det viste sig nemlig at være et problem, at instituttets forskere ikke lever op til DTU's nye målsætning om arbejdsfordeling: 33% forskning, 33% undervisning, og 33% innovation. (Det kunne være interessant at se det officielle dokument hvor denne målsætning ekspliciteres, det er svært at udlede af DTUs officielle innovationspolitik som kan læses her).

Udmeldingen fremkaldte ikke bare løftede øjenbryn, men en række indtil videre ubesvarede spørgsmål om hvordan man slicer sin tid op på den måde. Debatten blev holdt indenfor husets fire vægge - man har oprettet en intern kommunikationskanal, et såkaldt "innovationsforum", hvor alle innovative afklaringer på den fordistiske forsknings organisering kan gives af konsulenterne. Her fremgik det bl.a.,

"At the BST group meeting on the 10th of September, where the Innovation BOOST project was presented Ole Filtenborg the Director of BiC was very clear in his statement during a discussion about whether scientists would need to spend time on innovation: Innovation is not an option - it’s an obligation just like teaching and research."

Senere måtte konsulenten trække i land:

"I think I was the first to use the 33% - at least here on this website - and it was meant as a kind of “wake up call” and a provocation, but also because I actually read the policy that way. During the last few days I have heard several other use that term, so it seems that it is generally accepted."

En professor efterlyste klarhed:

"Does it mean that we should take innovation seriously and do our best to implement it in our activities, or does it mean that we must spend in average 33% of our time on innovation (meaning that if I don’t my nearest colleague must spend 66% of his/her time)"

Uanset hvad: Der er nu basis for at ansætte mange flere Innovation Boost konsulenter på DTU. Især når man betænker, at ordet innovation sandsynligvis end ikke var indskrevet i ansættelsesbrevet for hovedparten af de nu fast ansatte forskere på stedet. Men hvordan? How to brand the boost?

Henimod en humanitær tech-trans politik

Rasmus på bloggen Ursuppen har fulgt op på historien om den akademiske kapitalisme og den plantegenetiske forskning. Han skriver bl.a. i sin kommentar, der former sig som en kritik af såvel universiteter som rabiate anti-GMO-organisationer, at "de offentlige forskningsmidler til udvikling af GMO til lav-rentable markeder, f.eks. i ulande, slet ikke kommer i nærheden af de pengemængder man kan få til forskning i planter tilpasset de økonomiske betydningsfulde vestlige markeder. Det har den konsekvens, at langt de fleste af de planter, de store agrobiotek-selskaber som Monsanto forsøger at sælge de bønderne i ulandene, slet ikke er tilpasset deres behov, men nærmere er en slags eftertanke til deres hovedmarkeder, som er USA og i nogen grad Europa.

Men hvorfor gør de vestlige universiteter så ikke noget ved sagen? Den ubehagelige sandhed er, at universiteterne og forskningsrådene ligger under for pres fra politikerne, der igen er under pres fra store vælgergrupper, der er principielt imod GMO. Det er simpelt hen politisk risikabelt at give penge til GMO, derfor er der kun de kommercielle firmaer at hente penge hos, og så burde det ikke komme bag på nogen, at universiteternes forskning styres i en kommerciel retning.

Heri ligger en skæbnens ironi. Man behøver ikke diskutere GMO’er længe, før man støder på en kapitalismekritik, oftest i form af, at GMO’er er noget skidt fordi Monsanto bare vil tjene penge. Det rummer en banal sandhed – selvfølgelig vil Monsanto som et kommercielt foretagende ”bare” tjene penge, og selvfølgelig kan de derfor ikke forventes at investere i ikke-rentable afgrøder. Det sørgelige er, at der ikke skelnes mellem teknologien og forretningsmodellen, og når modstanderne vil udøve deres politiske indflydelse er det ikke efter devisen ”kompensér for markedets inhumane egenskaber med lovgivning og offentlig udvikling”, men i stedet ”forbyd stadset”. Med en sådan principiel modstand er det politisk umuligt at give penge til nogen form for GMO-udvikling, og sådan bliver det en selvopfyldende profeti, at teknologien kun bruges til profitmaksimering, og ikke også til humanitært arbejde."

Her ligger der en opgave for de socialt og miljøpolitisk ansvarlige partier i folketinget at gentænke de danske universitetsreformer set i lyset af den slags skævheder.

KU-rektor: Befæst den individuelle forskningsfrihed

— Vi bringer her et kort referat af dagens møde, og vender senere tilbage med uddybende kommentarer, diskussion o.l.
Befæst den individuelle forskningsfrihed! Det var en af konklusionerne på dagens 'interne debatmøde' på Københavns Universitet, som var annonceret offentligt, men især henvendt til universitetets forskere, med det formål at diskutere truslerne imod forskningsfriheden. Rektor Ralf Hemmingsen indledte med at citere Alexis de Tocquevilles understregning af forskningsfriheden som nødvendig betingelse for et velstående samfund, og fulgte op med et Helge Sander-citat, som lover, at der ikke er forskel på forskningsfriheden før og efter fusionerne. Rektor noterede sig med tilfredshed, at KUs betyrelse nu har tilsluttet sig Praksisudvalgets rapport, som senere blev kommenteret af formand for udvalget Carsten Henrichsen og medlem af udvalget Peter Sandøe. Rektor kom ind på praksisudvalgets definition af forskningsfrihed som en del af den akademiske frihed — hvilket i parentes bemærket er

"the freedom to conduct research, teach, speak, and publish, subject to norms and standards of scholarly inquiry, without interference or penalty, wherever the search for truth and understanding may lead"

— som omfatter frihed til, indenfor ens videnskabelige domæne at vælge emne, stille spørgmål, vælge metoder, og fremlægge hypoteser, argumenter og resultater offentligt. Hemmingsen understregede, at det efter hans opfattelse var dræbende hvis top-styring medførte indgreb i denne frihed, at han opfattede friheden som en professionel frihed på det individuelle (og ikke kun på det institutionelle) niveau, og at KU så vidt muligt måtte sikre rammerne for forskningsfriheden.
Prodekan for formidling ved det naturvidenskabelige fakultet Katherine Richardson indrømmede i det første oplæg, at hun egentlig aldrig havde bekymret sig synderligt om trusler imod forskningsfriheden, men at hun i fredags kl. 12:22, da hun modtog en temmelig ubehagelig email (vist i uddrag på projektoren), var begyndt at spekulere over forskeres ytringsfrihed, når de blander sig i den offentlige debat: Mailens afsender truede med at gå til ledelsen, hvis ikke hun tilbagekaldte en "uredelig" påstand fra en kronik i Berlingske. Her skrev Richardson om Galathea-ekspeditionen,

"Ud over ansvaret har man reelt givet få privilegerede danske medier monopol og har dermed forment alle andre medieselskaber – danske som udenlandske – adgang ombord. Derfor har ekspeditionen kun vanskeligt kunnet profileres internationalt, og ingen af de ombordværende medier har haft et incitament til at promovere ekspeditionen overfor den udenlandske presse og lokalbefolkningen under de mange havneophold."

Psykisk terror, som Richardson udtrykte det, men ledelsen havde bakket helt op om hende i dette forsøg på at knægte kritisk debat. Richardson konkluderede, at faren for forsknings- (og ytrings)friheden ikke kommer fra universitetsloven, men andre steder fra.
Økonomen Peter Birch Sørensen talte om forholdet mellem samfundets krav og den enkeltes forskningsfrihed: Han tog afstand fra det udbredte synspunkt, at forskningsfriheden er for vigtig til at overlade til forskerne - at det blot handler om, at "Vejen fra professor til profit" skal gøres kortere (og som en nationalbankdirektør havde sagt: "Det er sørme også en lang vej!") - den slags formuleringer antyder, at den frie forskning kun har værdi hvis den kan kommercialiseres. Sørensen mente at samfundet har en berettiget interesse i, at der sker en videnoverførsel fra universiteterne til det omgivende samfund, men han var bekymret for, at stigende krav om produktion af kommercialiserbar viden, kombineret med de stærke styringsmidler, staten har fået i forhold til universiteterne, i praksis vil føre til begrænsninger af forskningsfriheden, fordi universiteterne og de enkelte forskere vil være nødt til at fokusere på politisk udvalgte temaer, hvis de skal sikre finansieringen af deres aktiviteter. Sørensen mente ikke, at den enkeltes forskningsfrihed er tilstrækkeligt godt beskyttet (jr. §17 stk.2). Selvom det er legitimt, at staten har stærke styringsmuligheder (og her ligger Danmark i top), kræver styring stor forskningspolitisk omtanke. Han pegede på faren for at grundforskningen nedprioriteredes til fordel for anvendt og kommercielt orienteret forskning, og at fokus på patentering o.l. forvrider hele incitament- og motivstrukturen hos forskerne. Denne tendens vil forstærkes af demografiske grunde: når vi alle går på pension er vi mere interesserede i omsorg en forskning. Endelig fremførte han endnu en kritik af patenteringstanken i TechTrans-kontorerne: Selvom det enkelte universitet hypotetisk kan have gavn af patentering, er det ikke givet, at det samfundsøkonomisk set (ikke mindst i et land med mange mindre virksomheder uden egen forskning) er gavnligt, eller øger vidensspredning: Hvorfor ikke i stedet stille viden frit til rådighed for alle, der vil udnytte denne viden? Sørensen konkluderede, at man burde indføre ikke bare en ret, men en pligt til at publicere resultater.
Jeg skal kun ganske kort referere Henrichsen og Sandøes oplæg (husk selv at se Praksisudvalgets rapport), men Sandøe dvælede ved kulturforskellene hvad angår de våde områder med teamarbejde og de tørre områder (humaniora og samfundsvidenskab), hvor man har tendens til at opfatte forskningsfriheden som en gave fordi man har været dygtig i skolen, og derfor skal andre ikke blande sig i hvad man laver. Udfordringen for KU, mente Sandøe, er at nærme sig fælles normer for forskningsfrihed på alle fakulteter: Bør ikke også 'B-holdet', de løst og projekt-ansatte, have del i den samlede kage af fri forskningstid? Våde forskere (gen)bruger en stor del af deres fri forskningstid som 'medfinanciering' i de projektanssøgninger, som man var nødt til at holde gang i for at drive sit team.
Peter Harder (som er en af medforfatterne til det her på bloggen tidligere omtalte debatoplæg fra Forskningspolitisk Udvalg under Videnskabernes Selskab) pegede på det institutionelle regel-vacuum i den aktuelle overgang fra det gamle til det nye system: KU bør udfylde dette og proaktivt sikre sig imod tidens tendenser til øget statskontrol med institutionerne: Man bør undgå naivitet om de uformelle undertrykkelsesmekanismer, sagde Harder, og se nærmere på hele etikken i kontraktforskning og myndighedsopgaver. Han foreslog, meget konstruktivt, en serie "Nye spilleregler. KU som garant for forsknings- og ytringsfrihed":

• Alle forskere ansat på KU har ret til i et eller andet omfang at forske helt frit indenfor deres ansættelsesområde
• Omdefinitioner af universitetets 'forskningsstrategiske område' i udviklingskontrakter med ministeriet kan ikke gøres gældende som begrundelse for at begrænse denne ret
• Hvis myndighedsbetjening og kontraktforskning indgår med nogen vægt i ens arbejdsforpligtelse, skal dette fremgå af ansættelseskontrakten
• Det er forbudt for ansatte ved KU at indgå kontrakter med myndigheder eller virksomheder, som indskrænker deres ret til at publicere eller offentligt diskutere andre forskningsresultater end dem der direkte indgår i det konkrete forskningsprojekt, kontrakten omhandler
• Loyalitetspligten overfor KU (eller instututioner under KU) kan ikke tjenstligt forpligte medarbejdere til at afstå fra at ytre sig om forskning udført af andre KU-ansatte, eller om forskningssatsninger iværksat af ledere på KU
• Det er i tjenstlig sammenhæng forbudt for ledere på KU at nævne hensynet til loyalitet (eller risikoen for at skade forholdet til offentlige eller private interessenter) i relation til offentliggørelse af forskning eller meningsytringer herom. Undtaget er konkrete kontrakter hvor en medarbejder er omfattet af specifikke bestemmelser om loyalitet og diskretion. (Sker det alligevel, skal det rapporteres til lederens nærmeste overordnede og udløser en tjenstlig advarsel. I gentagelsestilfælde må den pågældende fratræde sin lederpost.)
  

Efter rektors afsluttende opsamling — forskningsfriheden nu er mere sårbar end under det gamle system, og meget taler for at befæste den — udspandt der sig en livlig diskussion mellem panelet af oplægsholdere og salen, men tiden til diskussion var lidt for knap, og mange spørgsmål forblev ubesvarede. Vi vender tilbage til det senere. Kommentarer?

Tech Trans hindrer grundforskning

En væsentlig del af forskningen består i uhindret adgang til udveksling af ny viden med fagfæller indenfor de samme forskningsområder. Man publicerer sine resultater, og kan få kritik af disse; andre forskergrupper kan bruge dem, teste dem og forske videre for at nærme sig løsningen på de gåder, der arbejdes med.
Dette sættes der nu stopper for med forpligtelsen til at indberette til Tech Trans enheden (på det lokale universitet) opdagelser som -- måske, måske ikke -- kan udnyttes i patenter. Så snart en forskergruppe har meddelt enheden deres opdagelse, får de reelt mundkurv på: De må vente, ikke i uger, men i måneder, ja måske år, på at få lov til at publicere deres opdagelse. Reelt vente på at kunne forske videre på normal vis, i kontakt og samarbejde med kolleger andre steder. Dette er ikke fiktion, men dagens realitet på biomedicinske og lignende biotek-, info-tek og nanotek-orienterede forskningsfelter på danske universiteter. Det er endnu et voldsomt anslag på den akademiske forskningsfrihed. I hvor stor udstrækning gælder en sådan Tech Trans-indberetnings-forpligtelse, og hvad er juraen i dette?
Indrømmet: Jeg var lettere rystet, da jeg modtog en universitetsforskers beretning om dette i dag. Goddag til den akademiske kapitalisme: det er blevet sværere at se forskel på et universitet og et privatejet forskningslaboratorium!

Tech Trans, patenter og innovation

KU-rektor Ralf Hemmingsen holdt for kort tid siden en tale om arbejdet med at udvikle en større teknologioverføringsenhed ved KU, som bl.a skal tage sig af patentering og, som det hedder på denne enheds hjemmeside (www.tt.ku.dk), "contribute to economic growth in society by further developing and commercialising Copenhagen University's most promising technologies and inventions in collaboration with the private sector". Jeg kommenterede rektors tale (her) og fik et længere svar, hvor Ralf Hemmingsen bl.a. skriver:

"Når Tech Trans Enheden indgår aftaler med industrien, som giver et økonomisk afkast, går 1/3 af disse indtægter tilbage til instituttet og kan således gå tilbage til forskningen. De sidste 2/3 fordeles ligeligt mellem forskergruppen og universitetet. Der er aldrig ikke tale om et valg mellem publicering og kommercialisering – begge elementer er en central del af KU´ s strategi." [...]
"Det er dog ikke kun kommercialiseringen der måles – dokumentation af forskningen er ikke mindst en del af øvelsen. Vi er i dialog med regeringen om at udvikle praktiske og realistiske resultatmål. For Københavns Universitet er det vigtigt, at de mål der udvikles faktisk er mål, som universitetet har indflydelse på. F.eks. har vi ikke indflydelse på, hvor hurtigt et lægemiddel kommer på markedet og bl.a. derfor mener jeg ikke, at vi kan måles på kommercielle indtægter fra industrien." [1]

Det sidste kan man jo kun være enig i. Men hjælper en sådan Tech Trans enhed i virkeligheden den forskning, der kun på lang sigt viser sig at være virkelig innovativ? Jeg kom til at tænke på en klumme af SDU-professor i biokemi Peter Roepstorff, som bl.a. skrev:

"Min egen forskning er et godt eksempel. Da jeg for ca. 40 år siden startede forsøg på at analysere proteiner ved en teknik kaldet massespektrometri, blev det betragtet som ren utopi, og jeg ville aldrig med dagens udmeldinger have fået bevillinger til sådan forskning. Ikke desto mindre lykkedes det efter godt 10 år, hvilket medførte, at danske virksomheder var blandt de første i verden til at udnytte denne teknik i deres udviklingsarbejde og derved fik et forspring på ca. 5 år. I dag er massespektrometri standard i alle større farmaceutiske og bioteknologiske virksomheder. Studerende, vi har uddannet, er eftertragtede i både danske og udenlandske virksomheder. Da først resultatet af det lange seje træk forelå, var det ikke svært at få bevillinger, men i startfasen var det støtte fra fremsynede virksomheder og visionære forskningsprogrammer, som løftede os." [2]

Det er nærliggende at spørge Peter Roepstorff, om han mener, at det ville have været lettere for ham at komme igennem med sin forskning, dersom der havde eksisteret en teknologioverførselsenhed som fx den, der nu er under opbygning ved KU. Hertil svarer Roepstorff:

"Jeg tror ikke en Tech Trans enhed som den rektor på KU beskriver ville have kunnet hjælpe den situation jeg beskriver i min klumme. Vejen fra en videnskabelig vision til noget der kan have praktisk/industriel anvendelse er ofte meget lang. Det væsentlige i videnskabelig forskning er, at ting, som i starten ser ud til at være ret vilde, får mulighed for at blive udviklet uden krav om umiddelbar praktisk anvendelse. I mit tilfælde tog det mere end 10 år før kombinationen af min egen forskning og udviklingen indenfor andre felter gjorde, at visionen kunne blive til praktisk virkelighed. Det næste og nærmest paradoksale var at farma- og biotek-industrien kunne se mulighederne før forskningsbevillingssystemet og universiteterne kunne. De støttede mig økonomisk inden resten af systemet kunne erkende perspektiverne. Det skal også bemærkes at jeg ikke har patenteret noget af det jeg lavede. Jeg har principielt været modstander af at offentlig financieret akademisk forskning skulle patenteres, fordi patenteringskravet medfører langt mindre udveksling af ideer og viden mellem forsknere både nationalt og internationalt. Jeg mener at det hæmmer innovativen i forskningen." [3]

Der er al mulig grund til at tage en bredere og grundigere debat om den flytning af grænserne mellem offentlig og privat financieret forskning, der foregår på universiteterne i disse år, hvis man ikke skal risikere, at de mange gode viljer etablerer strukturer, der ikke bare hæmmer den frie grundforskning, men reelt virker stik imod hensigten - også set fra erhvervlivets perspektiv.
Noter

[1] kommentar af Ralf Hemmingsen af 22/3-2007 på dennes blog (http://blogs.ku.dk/lykkeogralf/?p=309)
[2] Peter Roepstorff: "Kan Danmark blive førende videns- og innovationssamfund?", NYviden (SDU) nr. 6, 2006.
[3] email fra Roepstorff til Emmeche, d. 2/4-2007. (Tak for tilladelse til at bringe citatet).

Hvæseren advarer imod akademisk kapitalisme

Først velkommen til hvæseren - en ny feature på bloggen. Vores maskot, og en lille sensitiv skabning, som - langt tidligere end travle videnskabsfolk, ph.d.’ere, bureaukrater, managers, og karriereræsere - fornemmer faretruende tensenser i forskningens og universiteternes verden. Skulle nogle læsere opfatte alle bidragydere som hvæsere, så tager vi det på os med stolthed.

I en pressemeddelelse fra Forsknings- og innovationsstyrelsen af 14. marts 2007 med overskriften “750 millioner kroner til strategisk forskning i 2007” forlyder det at, vi citerer, “Det Strategiske Forskningsråd (DSF) udbyder 750 mio. kr. til nye strategiske forskningsprojekter”, og “Det Strategiske Forskningsråd er kommet godt fra start med udmøntningen af globaliseringsinitiativerne. Med de 750 mio. kr. bidrager rådet til at styrke et vigtigt område, og jeg er sikker på, at vi vil se mange spændende og banebrydende projekter, siger Helge Sander.” -- Her burde vi vel allesammen få armene op, men bloggens hvæser har jo den tunge rolle som spielverderber. Pressemeddelelsen fortsætter:

“Væsentlige samfundsmæssige udfordringer
Det Strategiske Forskningsråd har særlig fokus på at øge samspillet mellem den offentlige og den private forskning. Rådet prioriterer også forskeruddannelse som en integreret del af projekterne, siger DSF’s formand Peter Elvekjær.”

Hertil indvender hvæseren: Er det bare altid evigt herligt at øge samspillet mellem Videnskab og Kapital? (hvæseren benytter sig ofte af sproglige relikter fra ‘68). Nej, det kan faktisk medføre skævvridning af forskningen, og det er der endda empirisk evidens for. Som jeg skrev i går i en kommentar til rektor Ralf Hemmingsens tale om sit nye Tech-Trans kontor på KU (som han lancerede 13/3 på sin blog), viser amerikanske erfaringer fra biotek-forskning, at den såkaldte akademiske kapitalisme, som kendetegner den nye vidensøkonomi, medfører at den offentlige forskning i højere grad kommer til at afspejle den private forskning, som allerede foregår i industrien. Hvis ‘academic entrepreneurship’ får en for fremtrædende plads, vil frit defineret forskning, som kunne have været i en bredere offentligheds interesse, vige for et mere snævert fokus på kommercielle interesser. Rektor Ralf Hemmingsen er nok klar over problemet, og iværksætter (måske) en mere bredt orienteret Tech-Trans-indsats, men der mangler klare politikker, der kan medvirke til at dæmme op for faren for skævvridning. Se hele kommentaren her...