CBS mord på sproglig mangfoldighed

"politikerne stikker os og hele samfundet blår i øjnene ved at snakke om markedsvilkår" (...) "det faktisk er staten selv - ikke et marked - der bestemmer værdien af STÅ'ere. Og disse takster har i årevis været for nedadgående, hvorfor der skal uddannes stadigt flere kandidater for stadigt færre penge.
I det perspektiv er videnskabsministerens festtaler om eliteuddannelser nærmest vittige. Den oversætter- og translatøruddannelse, der ser ud til at måtte lade livet for STÅ-tyranniet er jo lige præcis en af Handelshøjskolens eliteuddannelser."

Sådan skriver to postdocs fra Handelshøjskolen i København (CBS) i en kronik i gårsdagens Information, som en kritik af at CBS har indledt fejringen af sin 90-års fødselsdag med at bebude en snarlig nedlæggelse af italiensk og russisk og en afskaffelse af translatørprofilen på alle andre sprog end engelsk. - Hvorfor afvikler CBS fremmedsprogsuddannelser i en globaliseringstid?

Budget autonomi gavner forskning

Information havde den 21/9 (kopi her) en artikel af Lise Richter om en undersøgelse foretaget af en Europæisk tænketank, der bl.a. forsøgte at klarlægge de parametre, der får de europæiske universiteter til generelt at ligge lavere end de amerikanske på økonomernes hitlister (de s.k. rankings) hvad angår "research performance". Undersøgelsen, som Kamma her fra bloggen kommenterede, viste bl.a. fgl.:

"it turns out that one of the six governance indicators reported in Table 4, namely budget autonomy, has a statistically significant effect on research performance. The others have no statistical impact on performance.
But our main result is not simply that more money or more autonomy is good for research performance. It is that more money has much more impact when it is combined with budget autonomy. To be more precise: we find that having budget autonomy doubles the effect of additional money on university research performance."
(citeret fra Philippe Aghion et al.: "Why Reform Europe's Universities?", Breugel Policy Brief, issue 2007/04, Sept. [pdf])

Det betyder, at ikke bare centralstyringen af universiteterne generelt i Danmark, men også den danske regerings kluntede forsøg på at skærpe universiteterne indbyrdes konkurrence om en fast sum penge, de hidtidige basismidler (gennem etablering af centralt definerede konkurrenceparametre for "kvalitet" i forskning, uddannelse, videnspredning og omkostningseffektivitet) ifølge de fem økonomer bag til den citerede analyse, næppe ville anses for at være en positiv faktor i forsøget på at få de danske universiteret placeret højere på de globale hitlister - hvis det skulle være det ultimative mål.

(NB: Et universitets budgetautonomi defineres som "not being required to have its budget approved by governmental authorities"; og det ser det ud til, at for de (kun) to danske universiteter, som er repræsenteret i undersøgelsens data, svarer begge mht. denne parameter maximal autonomi (?!) - det er lidt uklart for mig hvad der skal forstås ved det.)

Debatmøde om humaniora i samfundet den 2. oktober

Elfenbenstårn eller Business School? – Om Humaniora i samfundet

»Der er masser af job og penge, og så en masse unge med forkerte uddannelser. Så vi skal have flere til at interessere sig for det naturvidenskabelige og så knap så mange humanister.«

Formand for Ingeniørforeningen Lars Bytoft

»De humanistiske miljøer har for længe været lukkede om sig selv, og det er positivt, at man i stigende grad fokuserer på de områder, hvor humaniora kan bidrage til samfundets overordnede ønske om forskning som vækstmotor. Eksempelvis i relation til kultur- og sprogforståelse på det globale marked og i forhold til kommunikation og brugerdreven innovation.«

Forskningspolitisk chef i Dansk Industri Charlotte Rønhof

De humanistiske fag står i et tvetydigt forhold til offentligheden. Fagene er meget søgte blandt de unge, og mange ansatte har en skarp profil som eksperter i det offentlige rum. Men samtidig beskrives fagene fra mange sider som ubrugelige, lukkede og verdensfjerne. Blå tirsdag inviterer til en debat om humanioras identitet og rolle i samfundet. Er vi ubrugelige? Hvordan bliver vi egentlig ingeniører? Er afstanden mellem tanke og faktura god eller skadelig? Hvad skal samfundet med tanker, der ikke er vækstmotorer? Er det erhvervslivets interesser, der skal bestemme, hvad offentlige universiteter forsker og underviser i?

Paneldeltagere:

Lykke Friis, prodekan ved Københavns Universitet

Rasmus Prehn, forskningspolitisk ordfører for Socialdemokraterne

Christian Kock, Professor i retorik ved Københavns Universitet

Anders Ehlers, studenterrepræsentant i Københavns Universitets bestyrelse

Sted: Njalsgade 120, lokale 22.0.11

Tid: 2. oktober, 16.15-18.00

Arrangør: Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab

Kontakt: Lektor Sune Auken. Tlf: 22674316.

DTU INNOVATION: fordistisk forskning

Blev man for få år siden fast ansat som forsker ved et universitet, hørte det at være innovativ med til det at forske. Men som bekendt har universiteterne ændret sig. Forskning opfattes i dag som noget man bare gør, fokus er på innovation, som er kommet til at betyde "at tjene penge på nye måder". Tankegangen kan antage absurde former, som når man tror at tingene kan måles ud i tid brugt på det ene og det andet i nøjagtige portioner, ligesom det fordistiske system til effektivisering af fabriksarbejdet. Fordistisk forskning er en af DTUs nyeste innovationer:

På det største institut med ca. 300 medarbejdere, BioCentrum (BiC) blev forskerne for nyligt indkaldt til et møde hvor institutlederen var mødt op med et par konsulenter, som skulle tale til medarbejderne om innovation. Det viste sig nemlig at være et problem, at instituttets forskere ikke lever op til DTU's nye målsætning om arbejdsfordeling: 33% forskning, 33% undervisning, og 33% innovation. (Det kunne være interessant at se det officielle dokument hvor denne målsætning ekspliciteres, det er svært at udlede af DTUs officielle innovationspolitik som kan læses her).

Udmeldingen fremkaldte ikke bare løftede øjenbryn, men en række indtil videre ubesvarede spørgsmål om hvordan man slicer sin tid op på den måde. Debatten blev holdt indenfor husets fire vægge - man har oprettet en intern kommunikationskanal, et såkaldt "innovationsforum", hvor alle innovative afklaringer på den fordistiske forsknings organisering kan gives af konsulenterne. Her fremgik det bl.a.,

"At the BST group meeting on the 10th of September, where the Innovation BOOST project was presented Ole Filtenborg the Director of BiC was very clear in his statement during a discussion about whether scientists would need to spend time on innovation: Innovation is not an option - it’s an obligation just like teaching and research."

Senere måtte konsulenten trække i land:

"I think I was the first to use the 33% - at least here on this website - and it was meant as a kind of “wake up call” and a provocation, but also because I actually read the policy that way. During the last few days I have heard several other use that term, so it seems that it is generally accepted."

En professor efterlyste klarhed:

"Does it mean that we should take innovation seriously and do our best to implement it in our activities, or does it mean that we must spend in average 33% of our time on innovation (meaning that if I don’t my nearest colleague must spend 66% of his/her time)"

Uanset hvad: Der er nu basis for at ansætte mange flere Innovation Boost konsulenter på DTU. Især når man betænker, at ordet innovation sandsynligvis end ikke var indskrevet i ansættelsesbrevet for hovedparten af de nu fast ansatte forskere på stedet. Men hvordan? How to brand the boost?

Mellemfristet forskningspolitik

Jo mere man læser Videnskabsministeriets sider, jo mere økonomi-jargon lærer man, i dag således ordet mellemfristet, der dukker op i beskrivelsen af de såkaldte udviklingskontrakters indhold:

"Udviklingskontrakten er et væsentligt redskab i relationen mellem universitetet og Videnskabsministeriet. Formålet med udviklingskontrakten er at skabe en gensidig forståelse mellem universitetet og Videnskabsministeriet om målsætningerne for universitetet på mellemfristet sigt."

Citatet er fra UBST, universitets- og bygningsstyrelsens brev af 25/5 (se under UBST nyheder 2/7-2007) og de fleste af bloggens læsere vil vide at udviklingskontrakterne er ministeriets centrale styringsredskab overfor universiteterne. I et tilhørende skema fås "en liste (læs her) med 16 aktiviteter som universiteterne forventes at opstille mål for med denne nye generation af udviklingskontrakter." Brevet er tilsyneladende forfattet af Jens Peter Jacobsen, som måske er økonom (?) men i al fald direktør for UBST. Læser man listen slår det én i hvor høj grad der lægges op til en samkøring af udviklingskontrakterne med hele arbejdet med at fratage universiteterne basismidlerne, dvs. omdanne ("konkurrenceudsætte") disse til indikator- eller ranking-styrede kvasi-markedsøkomiske udvekslingsenheder.

CBS professor goes native

FORSKER forum nyheder har i dag (19.09.2007) en historie om en CBS-professor, som Jyllands-Posten har hængt ud for ekstravanagte rejsevaner. Professoren "har i en toårs-periode rejst for ialt 262.753 kr. eller i gennemsnit 21.000 kr. pr. flybillet. Professoren rejste nemlig på businessclass, hvilket tredoblede prisen. Den dyreste rejse kostede 53.470 og gik til en konference på Honolulu."
Nå, herregud - nu leger Jyllands-Posten nok Ekstrabladet? Og hører ikke netop CBS-professorer til på business-class? Skal de da ikke kunne bedrive feltstudier og tale med deres informanter i vante omgivelser?! Det fremgår af professorens hjemmeside at der et tale om Brandstudies, og at professoren er

"leder af forskningsprojekt; ”The Corporate Brand Initiative”, som omhandler udvikling/ implementering af corporate brands. Et netværk af førende globale virksomheder, som arbejder med corporate branding er blevet etableret, disse er bl.a.: Novo Nordisk, Telefonica, samt LEGO Group."

Jammen så giver det hele jo mening! Det er svært at være deltagerobservatør, risikoen for at man "goes native" lurer konstant, som forklaret i passagen her:

“Participant observation is the unique anthropological method. (...) One of the difficult issues associated with this method is how to become an "invisible" insider without "going native." (...) Field work, in an attempt to develop rapport with those studied, works best when the researcher becomes wholly accepted as members of the group. This can result in a loss of perspective. However, remaining an outsider denies the researcher opportunities to truly understand the world view of those studied."

Et i sandhed vanskeligt dilemma. Lad os håbe at Novo Nordisk & Co. er villige til at støtte mere forskning på feltet (og trængte flyselskaber) med henblik på løsninger.

Fastansat deltidslærere på uni

"Hvis det ikke lykkes at finde en forhandlingsløsning nu vil Ingrid Stage gøre de løst ansatte vilkår til et af hovedtemaerne ved overenskomstforhandlingerne næste år, og det kan ende med konflikt. »Jeg har blot sagt, at vi må bruge de midler vi har, og det er et af dem,« siger hun."
Det står at læse i seneste nummer af KU's Universitetsavisen (her, nederst). Henrik Prebensen, fællestillidsrepræsentant på HUM på KU, siger at »Fakultetet har ret kynisk brugt deltidslærerstillingen som sikkerhedsventil, fordi bevillingerne gik op og ned efter politikernes forgodtbefindende«.
Universiteterne i en årrække har haft mulighed for at fastansætte deltidslærerne som undervisningsadjunkter og det sidste år også som eksterne lektorer, men det er sket i meget få tilfælde på KU. Viljen ikke har været til stede fra ledelses side. Derfor vil Henrik Prebensen have DM til at hjælpe enkeltmedlemmer, der har arbejdet som deltidsansatte uden ret til pension, med at indbringe sagen for EF-Domstolen for at køre nogle prøvesager der kan komme til at danne præcedens.
Afskaffelse af de løst ansatte undervisere vil i sig selv ikke indebære en bedre sikring af den forskningsbaserede undervisning, hvis disse konverteres til faste stillinger der alene varetager undervisning på fuld tid eller deltid. Forskningsret til alle universitetsundervisere må være konsekvensen.
Billedet er et udsnit af Maltes Spalte, der også kan ses i Universitetsavisen eller her.

Demokrati i forskningspolitikken 2

Forsknings- og Innovationsstyrelsen beder alle interesserede udtale sig om fremtidige forskningsstrategiske områder. I løbet af de sidste par måneder har kun 20 indsendt forslag (heraf 18 natur-/sundhedsvidenskabelige).

Det virker måske som et prisværdigt (demokratisk?) initiativ, men et par oplagte spørgsmål melder sig:
- Er det den mest rationelle måde at få ideer til forskningsstrategier på?
- Er det reelt et demokratisk tiltag? eller en kombination af rygdækning ('folket er blevet hørt') og disrespekt for intellektuel arbejdsdeling ('alle har en kvalificeret mening om hvad der skal forskes i')
- Mangler de fornuftige projekter at bruge tid og penge på i styrelsen?

Kunne man forestille sig at man lavede noget lignende på andre områder?
- Hvilke sygdomme skal vi prioritere i sundhedsvæsenet - giv dit bud her!
- Hvad skal børnene lære i skolen - forslag kan indsendes her!
- Hvor hurtigt synes DU man må køre på vejene?
osv.

Du kan indtaste dit bidrag til styrelsen her. Jeg tænker selv på at indsende et forslag om "En videnskabsfilosofisk afklaring af hvordan man bør foretage prioritering forskningsmidler".

Demokrati i forskningspolitikken 1

Information skrev d. 31/8-07 (se her) at Ombudsmanden blåstempler

"... at Videnskabsministeriet udelukker fagbladet Forskerforums journalist, Jørgen Øllgaard, fra pressebriefinger. Det sker på baggrund af FORSKERforums størrelse og manglende dagsaktualitet, skriver journalisten.dk ".

På ikke-kynikere virker det overraskende at Ombudsmanden ikke lægger vægt på Forskerforums særlige rolle: Forskernes blad bliver udelukket selvom netop forskerne må siges at være blandt dem der har absolut størst interesse i at følge med i forskningspolitikken.

Ud over det principielle problem i at udelukke journalister, virker sagen specielt uheldigt (for forskere, hvis ikke for ministeriet) fordi interessen for forskningspolitik er ret begrænset i andre medier - hvilket vel også understreges af at denne historie tilsyneladende ikke er bragt ret mange steder.

Forskningsledelse og forskningsfrihed

Hvor går grænsen mellem den individuelle forskningsfrihed, som ikke er lovbeskyttet i Danmark, og den noget mere uhåndgribelige størrelse "institutionel forskningsfrihed"? Vi har før tangeret emnet (fx i indlæg d. 16. aug. og 18. aug.) og bemærket, at de enkelte universiter (som KU) eller institutter kan tage skridt til at befæste den individuelle forskningsfrihed, udover universitetsloven af 2003.

Hvordan ser det ud andre steder? Ikke altid helt så godt. DTU's udviklingskontrakt 2006-2008 (kan ses her) taler kun i generelle vendinger om den institutionelle forskningsfrihed:

“3. Forskning
DTU arbejder aktivt for at udfolde den institutionelle forskningsfrihed til langsigtet gavn for erhvervsliv og samfund. Det sker ved en bevidst ledelsesindsats, fastholdt i kontrakter mellem direktionen og ledelsen af institutterne, der sigter mod at vedligeholde og udbygge forskningens infrastruktur og mod at nurse de tidlige talenter.”

- Hvordan virker dette i praksis, hvordan nurser DTU-ledelsen deres talenter? Tjaeh, det kan vi jo reelt ikke vide noget om, så i stedet vil vi anvende scenarie-metoden kendt fra debatoplægget "Forsknings- og ytringsfriheden på universiteterne" fra Videnskabernes Selskab, hvor man giver en række "beretninger fra en fiktiv fremtid". Antag således følgende, tænkte situation: Hans Hansen er ansat som lektor på et universitet indenfor fagområdet F, hvor han dyrker sit speciale Fx. Nu rygtes det, at Hans Hansen af sin institutleder er blevet pålagt at skifte forskningsemne, og en kollega til Hans Hansen fra et andet universitet, der synes det lyder som en klar krænkelse af forskningsfriheden, henvender sig til Hans Hansens institutleder, for at høre, om rygtet taler sandt. Kollegaen får dette svar:

"Hans Hansen har i en overgangperiode fået lov til at forfølge sin interesse for Fx, men er nu blevet bedt om at formulere et forskningsprojekt indenfor det område, afdelingen skal varetage, nemlig Fy. Der er således ikke tale om at begrænse en forskers frihed, men at den pågældende i en periode har fået frihed til at forske uden for afdelingens fokusområde."

Hans Hansen oplever det ikke således. Han blev ansat på universitetet med en klar international profil indenfor Fx. Derfor oplever han pålægget om at skifte emne som et urimeligt diktat. Hvad er pointen i dette hypotetiske tankeeksperiment? At spørge: Kan en institutleder agere sådan i forhold til sine underordnede? Er det god forskningsledelse og respekt for den akademisk frihed?

I Tim Knudsens indlæg "Åndsfrihedens udhuling på universiteterne" (Information d. 22/9-2006) skriver han:

"Formelt set var den enkelte forskers forskningsfrihed allerede fjernet et årti før. Men det fik ikke større effekt, fordi en institutleder fortsat skulle vælges. Nu bliver universiteternes ledere fra rektor til institutledere udnævnt. Lederne kan de facto lettere gribe ind. Eksempelvis krævede en institutleder af en professor, at han forlod det forskningsområde, som han havde meriteret sig på over 30 år for at koncentrere sig om den forskning, som institutlederen prioriterede. Professoren, der var fyldt 60, forlod i stedet Danmark."

Det skal hertil bemærkes, at nogle mener, at er sket den ændring siden da, således at institutlederens magt nu er noget stækket: Spørgsmålet om man befinder sig indenfor forskningsprofilen, skulle nu være lagt op på universitetsniveau, hvad der skulle give videre rammer. Hertil må vi spørge, om det er nedfældet i nogen regler? Betyder det fx, at en institutleder ikke på eget initiativ, uden dekan eller rektors godkendelse, kan tage skridt til at indskrænke en forskers arbejde med et bestemt emne? Er retstilstanden klar?

Hertil udtaler Jens Vraa-Jensen fra DM (Dansk Magisterforening) følgende i en mail til undertegnede af 21/8 (citeret med tilladelse fra J.V.-J.):

"Vi har fra DM over for VTU fremført, at det er et problem, at forskningsfriheden i den nuværende lov alene er defineret (og beskyttet?) som en residual forstået som den tid, der er tilbage når de pålagte opgaver (typisk undervisning og/eller kontraktforskning) er løst. Vi har fremført overfor ministeriet, at det giver institutlederen mulighed for at pålægge en kontroversiel forsker så mange pålagte opgaver, at der ikke er tid til overs til at udøve sin forskningsfrihed i. Svaret har været, at det i givet fald ville være i strid med den indledende bestemmelse i universitetsloven, hvoraf det fremgår at en af universitetets forpligtelser er at forsvare forskningsfriheden, og denne bestemmelse vil i givet fald (efter ministeriets logik) bliver overtrådt, hvis institutlederen pålægger den enkelte bundne opgaver, som fylder hele den betalte arbejdstid. Det store problem i denne form for logik er jo, at det ikke er den samme (institutlederen) som har muligheden for at pålægge bundne opgaver, som også har ansvaret for universitetets generelle forpligtelse til at forsvare forskningsfriheden som sådan. Vi har derfor plæderet for, at der skal være en større lovsikret sikring af forskningsfrihed end blot denne residual, som jo endda yderligere begrænses af universitetets strategiplaner, som fremgår af udviklingskontrakten.

I tiden efter vedtagelsen af universitetsloven og under processen med udarbejdelse af vedtægter m.v. var der nogle institutioner, som forsøgte med en yderligere indskrænkning til, at forskningsfriheden ikke skulle kunne udøves inden for det samlede universitets strategi, men begrænses til det enkelte instituts strategiplaner. Dette blev trods alt afvist af ministeriet, så det fremgår (mig bekendt) af alle vedtægter og udviklingskontrakter, at det er den samlede strategiplan, som danner begrænsningen – men det er jo i sig selv også slemt nok."

Ja, slemt nok er det mht. niveauet svarende til "universitetets samlede strategi", men værre er det, at der i en udviklingskontrakt (som fx DTU's) kan være indskrevet en passus om den institutionelle forskningsfrihed, som kan misbruges og bestemt ikke hjælper en forsker, der påbydes at skifte forskningsemne. Den slags skift kan man sagtens forestille sig at ledelsen vil ønske som svar på behov for nye kilder til funding, for at forfølge mere politisk set opportune forskningsretninger, mere "strategisk" eller kommercialiserbar forskning, osv. - med andre ord hensyn, som er den egentlige forskning fremmed.

Det er altså et klart behov for at lovfæste den individuelle forskningsfrihed på de af de danske forskningsinstitutioner, som vil være rigtige universiteter. Underforstået er naturligvis opfyldelse af rammebetingelser som dokumentation og publiceringspligt (forskningsfrihed legitimerer ikke inaktivitet) og kompetencebaggrund (forskningen sker med baggrund i fagligt relevante kompetencer).

Til sidst et ord om forskningsledelse. Det vigtigt at huske, at god forskningsledelse ikke behøver at stride imod en håndhævelse af respekten for den individuelle forskningsfrihed: Den gode leder formår oftest at samle selv individualister om fælles projekter og undgå, at en afdeling falder fra hinanden i serielt isolerede småprojekter, hvis det er det, som er bekymringen. Men når god ledelse fejler og der opstår konflikter om fx valg af forskningsemne, er der brug for en klarere retstilstand, som sikrer forskningsfriheden bedre.

Mismåling af videnskab

Biologen Peter A. Lawrence fra Department of Zoology, University of Cambridge og MRC Laboratory of Molecular Biology har skrevet en velargumenteret kritik af hele den nuværende tendens til at tro at bibliometriske indikatorer måler forskningskvalitet. Kritikken går bl.a. på de meget uheldige adfærdsændrende konsekvenser, det overdrevne fokus på impact-factors, citationsmålinger m.v. har for selve forskningen. Et uddrag:

"First, there is the nature of scientific reporting. It has become vital to get papers into high impact-factor journals; just one such paper can change the prospects of a postdoc from nonexistent to substantial (because of the weight put on such papers by grant-awarding bodies). Two or three such papers can make the difference between unemployment and tenure. These facts have cut a swathe through scientific thinking like a forest fire, turning our thoughts and efforts away from scientific problems and solutions, and towards the process of submission, reviewing and publication. Grisly stories of papers that have been bounced down a cascade of journals from high impact factor to lower and lower ones are now the main dish of scientific discourse. It is not unusual for a scientist to spend as much as a year trying to get a paper first past editors and then reviewers, and if rejected, recrafting the paper to get round the more trenchant criticisms, writing tortuously argued rebuttals, and then hounding editors to find a more sympathetic reviewer. If these tactics fail with one journal, they doggedly re-enter battle with the next. This is a massive waste of time and energy that, even so, can bring career rewards. Therefore, I would like the granting agencies to investigate the time and effort leaders of the groups that they fund are spending on this paper chase — for these agencies are largely responsible for it. Would it not make more sense if, from the beginning, a paper were sent to a journal that was likely to accept it? The idea that one should treat publication as some kind of all-comers boxing challenge is relatively recent."

Artiklen "The Mismeasurement of Science" stod at læse i tidskriftet Current Biology, 7. august, 2007: vol. 17 (no.15), p. r583-r585. Har man ikke lige dette ved hånden, kan artiklen downloades her. Bør læses af alle, ikke mindst alle forskningspolitikere, universitetsledere og forskningssystemets management-lag.

Centralisme med et uformelt ansigt

Det er da godt, at vi har FORSKERforum. De har igen været på pletten og kunne i forgårs bringe en, skal vi sige, ubehagelig nyhed om det forskningspolitiske system. Uden blusel gengiver vi den i sin fulde længde fra FORSKERforum nyheder:

07.09.2007
Forskningsmagten centraliseres
Forskningsrådgivningen skal centraliseres og procedurerne skal være mere lukkede og hemmelige. Det bliver konsekvensen af videnskabsminister Sanders forslag til, hvordan en ny forskningsrådslov skal se ud, ifølge et ’principnotat’ (af 5. sept.), som er rundsendt i Folketinget. Ministeren foreslår, at Danmarks Forskningspolitiske Råd nedlægges, og at dette råds opgaver overtages af Koordinationsudvalget. Det medfører en centralisering og en nærmere tilknytning til ministeren, idet udvalgets medlemmer (indirekte) er udpeget af ministeren selv og idet medlemmerne er forpligtede til at forfølge regeringens strategier. Men ministeren opretter samtidig en parallelstruktur, hvor ministeren selv kan udpege ’ad-hoc nedsatte ekspertpaneler’ til at belyse og rådgive om bestemte emner. Argumentet lyder, at der skal være 'mere åbne og fleksible former' for rådgivning i retning af 'tættere og mere direkte kontakt med de pågældende miljøer og interessenter'. Det betyder i praksis, at ministeren kan få håndplukkede eksperter til at sige god for regeringens strategier og programmer, og det betyder, at erhvervsrepræsentanter kan få direkte adgang til at blive eksperter. Ministeren bemærker, at det er en uformel struktur, for ’denne type rådgivning vil ikke indgå i loven og vil ske på ministerens initiativ. Med initiativet udhuler ministeren den eksisterende lov om forskningsrådgivning, som siger, at ministerielle eller politiske forskningsprogrammer skal igennem faglig bedømmelse i forskningsrådene.

Læs også FORSKERforum nyheder om anonyme bedømmere.

PET og forskningsfrihed

Københavns Universitet annoncerer et Semester Kick Off med PET's chef, juristen Jakob Scharf:

"Semesterstarten på Københavns Universitet skydes i gang med et debatmøde for studerende i Festsalen på Frue Plads. Denne gang har vi inviteret Jakob Scharf, som for nylig tiltrådte som chef for Politiets Efterretningstjeneste. Ikke mindst efter 11. september har både verden, og dermed efterretningstjenestens rolle, forandret sig. Jakob Scharf vil i sin tale give sit bud på hvilke opgaver og udfordringer, efterretningstjenesten står overfor og herunder komme ind på balancen mellem sikkerhed og retssikkerhed i et samfund som det danske."

Prorektor Lykke Friis, der er tidligere forskningschef på Dansk Udenrigspolitisk Institut, er ordstyrer. Mødet er annonceret til den 11. september. De har da sans for dramatik, derinde på Frue Plads.

Vi kan tage hul på debatten og spørge til PET-chefens og prorektorens syn på forskningsfrihed, når det gælder (a) kontroversielle emner som udforskning af terrorist-lignende gruppers aktiviteter (jf. den aktuelle sag i Tyskland, hvor samfundsforskere blev mistænkt og arresteret, fordi de havde kontakt med militante aktivistiske grupper); (b) teknisk-naturvidenskabelige emner, som måske, måske ikke, ville kunne udnyttes af terrorister (fra tændstikkens opfindelse til kemien bag brandbomber; (c) den mentale og ideologiske struktur bag de organisationer eller enkeltpersoner, der kan karakteriseres som terrorister, eller er blevet kategoriseret sådan. (d) Det er velkendt, at der er ting i PETs arkiver, som kun PET og en udvalgt historiker har adgang til: giver det nogen mening at tale om forskningsfrihed i forbindelse med klassificerede emner?

(e) Der tegner sig interessante mulige scenarier, når det gælder PET's overvågning af enkeltpersoner, organisationer og institutioner: Antag, at PET gennem overvågning af telekommunikation lokaliserer brug af "interessante" termer hos fx en historiker eller samfundsforsker, dvs. "gode"/"farlige", terrorist-indikerende ord (ifølge PETs berømte terroristkvalitetsindikatormodel). PET ser så nærmere på det, bryder sig ikke helt om det (hvad nu hvis en terrorist kom forbi og lærte lidt for meget fysik, kemi, elektronik eller retorik?) og retter henvendelse til forskerens universitetsledelse, der med universitetsloven i hånd påbyder forskeren at skifte emne. Som vi før har anført, behøver ledelsen end ikke angive den reelle grund for dette. Lyder scenariet for langt ude? Paranoidt? Husk: Virkeligheden kan overgå fantasien.

Viden er magt. Magt kan misbruges. Universiteter er ligesom koranskoler: Potentielt farlige.

Møde om kvalitetsindikatorer

Forskningsrådet for Samfund og Erhverv (der tidligere hed Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd) inviterer til et vigtigt møde, som man kan se her på hjemmesiden for Videnskabsministeriets Forsknings- og Innovationsstyrelse (FI, tidligere forkortet FIST). Invitationen gengives nedenfor.
Det var da også på tide, at nogen i det forskningspolitiske system tog initiativ til et møde om emnet. Lad os håbe, at alle involverede bidrager til, at processen og udvalgsarbejdet lukkes langt mere op - det kan kun være til gavn for alle parter. Aha, det ser af programmet ud til at Anette Dørge Jessen, som bl.a. har arbejdet på Danmarks Evalueringsinstitut, blev den de hyrede til chef for FI's kvalitets- og forskningsevalueringsenhed (stadig ikke-eksisterende på FI's hjemmeside).


Invitation til Forskningsrådet for Samfund og Erhvervs konference om ”Forskningskvalitet og kvalitetsindikatorer”, tirsdag den 30. oktober 2007, FUHU Konferencecenter, Fiolstræde 44, 1171 København K

”Der skal gennemføres en gennemgribende reform af hele den offentlige forskning”, hedder det i regeringens globaliseringsstrategi. Kvaliteten af den offentlige forskning skal være på internationalt topniveau, og flere forskningsmidler skal uddeles i åben konkurrence, så pengene går til de bedste forskere og de bedste forskningsmiljøer. Hvordan måler vi så forskningskvaliteten? Publikationsaktivitet, peer review, citationsfrekvens og impact factor er nogle af de redskaber, som har været bragt i anvendelse i de seneste årtier, når man vil sammenligne kvaliteten af store mængder forskning. Men disse redskaber er ikke uproblematiske. Måler de rent faktisk kvalitet? Eller er det andre aspekter, der måles med sådanne metoder? Inden for samfundsvidenskab er de ikke generelt accepterede som objektive instrumenter til måling af forskningskvalitet. Derfor diskuteres det netop nu flittigt – og ind i mellem heftigt – i forskningsinstitutioner og forskningsbevilgende organer, hvor man håndterer opgaven med at sikre, at vi får mest mulig forskningskvalitet for forskningspengene. Forskningsrådet for Samfund og Erhverv vil gerne bidrage til at kvalificere denne debat og inviterer til en konference, hvor de udfordringer, der ligger i at måle samfundsvidenskabelig forskningskvalitet, vil blive diskuteret. Der vil samtidig være mulighed for at høre nogle af de erfaringer, man har gjort sig i nærtbeslægtede lande som Norge og England.

Alle der er beskæftigede med forskning og forskningskvalitet er velkomne. Arrangementet er gratis.

Elektronisk tilmelding senest mandag den 22. oktober 2007 kan ske ved at klikke på linket i "læs også"-boksen til højre på denne side.

Program
11.30 Registrering + velkomst med sandwich

11.55 Professor Christian Lund, Formand for Forskningsrådet for Samfund og Erhverv: Velkomst

12.00 Direktør Inge Mærkedahl og Centerchef Anette Dørge Jessen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen: Den danske forskningskvalitetsindikator – formål, udfordringer og forventede resultater

12.30 Specialrådgiver Gunnar Sivertsen, Norsk Institutt for Studier av Forskning og Utdanning, Oslo: Bibliometrics for (or against) the Social Sciences

13.00 Professor Susan Wright, Danmarks Pædagogiske Universitet, Aarhus Universitet: Det engelske system og kvalitet i samfundsvidenskaberne

13.30 Pause

13.45 Professor Peter Blume, Københavns Universitet: Hvad er kvalitet og relevans?- Kriterier og målingsinstrumenter

14.15 Chefkonsulent Leif Hansen, Copenhagen Business School: Bestræbelserne på at måle forskning og dennes kvalitet på Copenhagen Business School

14.45 Pause

15.00 Paneldiskussion

16.00 Afrunding

ps: Se omtale af mødet her på bloggen

Stakkels matematik!

Matematik er godt for mange ting. Det er endda et videnskabeligt fagområde med tilhørende grundforskning. Men tomhjernet brug af videnskabsoptælling, forskningsstatistik og kvalitetsindikatorer i forbindelse med det ministerielle felttog mod universiteternes basismidler - den såkaldte konkurrenceudsættelse af disse - vil let komme til at gå særligt hårdt ud over mange fag, ikke mindst matematik. (Det var vist ikke lige det, der i sin tid var Ove Nathans begrundelse for at anskue matematik som en humanistisk videnskab). Den hollandske scientometriker Loet Leydesdorff fra Amsterdam Universitet sammenligner matematikkens og genetikkens skæbne i artiklen "Caveats for the Use of Citation Indicators in Research and Journal Evaluations" [Journal of the American Society for Information Science and Technology (forthcoming); preprint available here]:

"Figures 1 and 2 show the distribution of impact factors for two subject categories of the ISI: “mathematics” (N = 191 journals) and “genetics” (N = 133). As noted, the journal selection and the ISI-categories are themselves debatable, but for the purpose of this argument the comparison between these two sets is revealing. The values of the x-axis differ not slightly, but by an order of magnitude!" (...) "The problem is well-known among scientometricians (e.g., Martin & Irvine, 1983). However, it has an important policy implication: one is not allowed to compare evaluations based on citation rates across disciplines. Consequently, it is not legitimate to allocate funds across fields of science on the basis of comparisons among citation rates for different disciplines (National Research Council, 2007). In other words, one has to disaggregate. The rules for the disaggregation, however, are far from obvious." (min fremhævelse, CE).

Eller, som Loet L. selv bøjer det i sarkastisk neon på en nyhedsliste:

"For example, administrators are well advised to close down the mathematics department for upgrading their university. Mathematicians do not cite and are not cited as much as geneticists. Thus, the average citation rate is comparatively lower with an order of magnitude."

Men lukker man helt ned for matematik, kan det jo være, at samfundet om 30 år mangler kompetencer nok til at indikere og evaluere noget som helst. Det er ikke så sært, at Videnskabsministeriet her i sommer så sig nødsaget til at udsætte offentliggørelsen af deres indikatormodel til at ranke de danske universiteter. Måske skulle ministeriets nye Kvalitets- og forskningsevalueringsenhed ansætte nogle matematiker og humanister...

Styrk videnskabens upartiskhed

Niels Kærgård, fhv. overvismand, professor ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet og formand for Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske udvalg skriver i en kronik i Information i dag om årsagerne til manglende tillid mellem forskningsverdenen og det politiske system. Citat:

"Vanskelighederne ved et hensigtsmæssigt samspil mellem forskerne og det politiske system forstærkes af, at der bliver færre og færre reelt uafhængige forskere.
En større og større del af forskningen er finansieret med eksterne projektmidler, og en større og større del af forskerne er åremålsansatte. Og det er langtfra uproblematisk. Kan en åremålsansat indtage et stærkt kontroversielt synspunkt uden at tænke på fornyelsen af ansættelseskontrakten? Kan en forsker, der har store projekter for Danisco, udtale sig uvildigt om sukker og ernæringspolitik? Kan en forsker med store bevillinger fra Integrationsministeriet udtale sig frit om indvandrerpolitik?"

Læs hele kronikken her.

Dansk forskningsformidling

Der er i Danmark mindst 623 tidskrifter, der formidler videnskab, og ca. 500 foreninger, som understøtter eller er forbundet med videnskabelige netværk. — "En vittighed siger, at hvis tre kinesere mødes, åbner de en grillbar. Tre danskere danner en forening. Og tre forskere laver et tidsskrift". Sådan skriver Carsten R. Kjaer, redaktør på tidskriftet Aktuel Naturvidenskab, i en længere kommentar til Hvidbogen om dansk forskningsformidling, Viden giver Velstand, forfattet af den energiske seniorforsker Jørgen Burchardt, hvis website www.vidensamfundet.dk er adskillige besøg værd. Burchardts baggrund er et mangeårigt engagement i forskningsformidling både med bogtrykte udgivelser og elektronisk publicering.
Husk at se på bilagsbindet Fra universitet til samfund: Forskningsformidlingens infrastruktur, som også kan bestilles eller downloaded gratis fra websitet. Her analyseres hvordan man bedst spreder forskningen fra universiteterne til det danske samfund. Burchardt fremstiller, hvorledes de enkelte aktører (Videnskabsministeriet, bibliotekssektoren, universiteterne som institutioner og forskersamfundet) gennem passivitet eller en forkert politik faktisk modarbejder bedre løsninger. Bogen behandler også de mange nye muligheder og trusler, som globaliseringen stiller forskerne i et lille sprogområde. Også udnyttelsen af internettets kommunikationsmuligheder stilles der skarpt på.

Nyborgs forskningsfrihed

Helmuth Nyborg-sagen diskuteres igen, denne gang i det nye nummer (206-207) af FORSKERforum: "Helmuth Nyborg er medlem af internationalt, højreorienteret netværk baseret på eugenik (læren om arvehygiejne). Er det en præmis, som burde være indgået i kontroversen om hans forskning?" Sagen kommenteredes tidligere ultrakort her på bloggen, men i Forskningspolitisk Arkiv er der mere materiale, og der gøres opmærksom på en amerikansk sag med visse paralleller (fyringen af Ward LeRoy Churchill); desuden finder man under etiketten "politisk provokerende forskning" en hel palet af eksempler af meget forskellig karakter. Det er indlysende, at skal man dokumentere krænkelse af forskningsfrihed, skal den forskning, de enkelte cases omhandler, kunne tages videnskabeligt seriøst. Måske er det en 'tabersag' lige nu at kæmpe for den individuelle forskningsfrihed i Danmark, men det tager vi med oprejst pande, for princippet er rigtigt og sagen er vigtig. Det er derimod ikke nogen god sag at kæmpe for forskningsfrihed til videnskab af meget tvivlsom kvalitet. Så er vi ovre i en kamp, ikke for forskningsfrihed, men noget der mere minder om religionsfrihed.

Henimod en humanitær tech-trans politik

Rasmus på bloggen Ursuppen har fulgt op på historien om den akademiske kapitalisme og den plantegenetiske forskning. Han skriver bl.a. i sin kommentar, der former sig som en kritik af såvel universiteter som rabiate anti-GMO-organisationer, at "de offentlige forskningsmidler til udvikling af GMO til lav-rentable markeder, f.eks. i ulande, slet ikke kommer i nærheden af de pengemængder man kan få til forskning i planter tilpasset de økonomiske betydningsfulde vestlige markeder. Det har den konsekvens, at langt de fleste af de planter, de store agrobiotek-selskaber som Monsanto forsøger at sælge de bønderne i ulandene, slet ikke er tilpasset deres behov, men nærmere er en slags eftertanke til deres hovedmarkeder, som er USA og i nogen grad Europa.

Men hvorfor gør de vestlige universiteter så ikke noget ved sagen? Den ubehagelige sandhed er, at universiteterne og forskningsrådene ligger under for pres fra politikerne, der igen er under pres fra store vælgergrupper, der er principielt imod GMO. Det er simpelt hen politisk risikabelt at give penge til GMO, derfor er der kun de kommercielle firmaer at hente penge hos, og så burde det ikke komme bag på nogen, at universiteternes forskning styres i en kommerciel retning.

Heri ligger en skæbnens ironi. Man behøver ikke diskutere GMO’er længe, før man støder på en kapitalismekritik, oftest i form af, at GMO’er er noget skidt fordi Monsanto bare vil tjene penge. Det rummer en banal sandhed – selvfølgelig vil Monsanto som et kommercielt foretagende ”bare” tjene penge, og selvfølgelig kan de derfor ikke forventes at investere i ikke-rentable afgrøder. Det sørgelige er, at der ikke skelnes mellem teknologien og forretningsmodellen, og når modstanderne vil udøve deres politiske indflydelse er det ikke efter devisen ”kompensér for markedets inhumane egenskaber med lovgivning og offentlig udvikling”, men i stedet ”forbyd stadset”. Med en sådan principiel modstand er det politisk umuligt at give penge til nogen form for GMO-udvikling, og sådan bliver det en selvopfyldende profeti, at teknologien kun bruges til profitmaksimering, og ikke også til humanitært arbejde."

Her ligger der en opgave for de socialt og miljøpolitisk ansvarlige partier i folketinget at gentænke de danske universitetsreformer set i lyset af den slags skævheder.

De fire fremtider i CERI og OECD

OECD's direktorat for højere uddannelse har et Centre for Educational Research and Innovation (CERI), hvis projekt om mulige universitetsfremtider blev diskuteret på et ministermåde i Athen sidste sommer, juni 2006. Det tog bl.a. form af en øvelse, hvor deltagerne skulle forholde sig til hvilken af fire mulige fremtidsscenarier for universiteterne (beskrevet i detaljer her), de anså for at være henholdsvis mest sandsynlig og mest ønskelig:

• Open networking - er karakteriseret ved en høj grad af internationalisering, baseret på intensive netværk mellem institutioner, undervisere, forskere og studerende samt øvrige interessenter, herunder erhvervsinteresser. Modellen bygger i udpræget grad på samarbejde frem for konkurrence, og er bl.a. drevet frem af øget international åbenhed.
• Serving Local Communities - er karakteriseret ved fokusering på nationale, regionale og lokale behov i inden for forsknings- og uddannelsesaktiviteter. Institutionerne vil primært være offentligt finansierede, og kun et fåtal vil have internationale forbindelser; en vis globaliseringsskepis er drivkraften bag dette scenarium. Teknologisk orienteret forskning flyttes ud af universitetet, som styrker humaniora, samfundsvidenskab og voksenundervisning (a la Åbent Universitet).
• New Public Management - er karakteriseret ved primært at være offentligt finansieret, men med forøget fokus på anvendelse af ”new public management tools”. Der forsøges herigennem at basere institutionsstyringen på markedskræfter og økonomiske styringsincitamenter. (Minder meget om den struktur vort hjemlige politiske system forsøger at installere).
• Higher Education Inc. - er karakteriseret ved den totale globale konkurrencesituation hvor institutionerne leverer forskning og udannelsesservice (som to uafhængige aktiviteter) på kommerciel basis, i overensstemmelse billedet i GATS-aftalerne og WTO. Globalisering og liberalisering af et samlet uddannelsesmarked hører til drivkræfterne.

Jeg skal ikke tvære i hvorfor OECD fokuserer på eller konstruerer lige netop disse, og ikke andre scenarier. Da NPM-modellen minder om det system, de danske universiteter har fået trukket ned over hovedet, er det interessant at høre oplæggets karakteristik af det som begrunder dette scenarium: "Accountability, transparency, efficiency and effectiveness, responsiveness and forward vision are the golden standards of good public governance. Rising public debt has shifted a significant part of the cost of higher education from government to other education stakeholders, especially students and their families. In ageing societies, the costs of health and pensions are now the primary government spending priorities." Så giv agt, danske studerende: betalingsuddannelserne kommer!

Som deltager i mødet udtrykte Undervisningsminister Bertel Haarder, tilsyneladende som den eneste i forsamlingen, at ”Higher Education Inc.” ville være både den mest ønskværdige og den mest sandsynlige model. På ordstyrerens opfordring gav Bertel Haarder denne uddybende forklaring: »…Well, first of all I think it is the way we are moving. I mean the tendencies go in that direction, and I think we have so much to gain from it. But of course, like in all questions about globalisation there are good sides and bad sides, and what we need is to make the best out of the opportunities it makes, and I think that calls for international cooperation« (Ref.).

Dette gav selvfølgelig genlyd i den danske debat, hvor bl.a. DM-formand Ingrid Stage kommenterede Haarders udtalelser med, at de jo var i modstrid med regeringens udtalte politik, og at det var »noget overraskende at være vidne til vores minister som OECDs bannerfører for yderligere privatiseringer af uddannelserne. Men nu er grunden lagt til, at regeringen, når det rette tidspunkt kommer, kan fremsætte nye kommercialiseringsforslag, fordi "OECD anbefaler det".« (Venstre må have anset juli 2007 som det rette tidspunkt, da de luftede en prøveballon om private universiteter til Danmark.)

På CERI-siden stilles en lang række spørgsmål vedr. fremtidens uddannelser, og netop i forbindelse med universiteterne spørges der: »Will the division of labour between the academic sector and other sectors for innovation and science be transformed in a "knowledge economy"? Will (and should) academic research be concentrated in the future in a few higher education institutions? Will the "traditional" link between research and teaching continue to exist in the future? How does the evolution (and revolution) of science thanks to the computing revolution affect university research? And how does the growing internationalisation of science and research transform academic research?«. Spørgsmålene uddybes på en side med links til uddybende diskussionsoplæg om udviklingstendenser og muligheder.

CERI's universitetsprojekt fulgtes op med et ekspertmøde i Wien, i oktober 2006. Her præsenterede vicedirektør i Universitets- og Bygningsstyrelsen René Bugge Bertramsen (i FORSKERforum portrætteret som en af mændene bag det nye regime) et oplæg med titlen "Future of academic R&D - A Danish perspective" (slides her i pdf), hvor han præsenterede alt det gode, Globaliseringsrådet - "26 key decision makers + ca. 48 experts" - har gjort for universitetssektoren i Danmark. Der foreligger ikke et skrevet manuskript til præsentationen, men vi håber senere at kunne bringe et interview med Bugge på bloggen.

Lad os her minde om at HEXIS, et dansk samfundsvidenskabeligt forum, i foråret 2007 afholdt et møde, hvor Ole Henckel præsenterede en undersøgelse om samspillet mellem EU´s og Danmarks uddannelsespolitiske strategier for de højere læreanstalter. Han sammendrager i en mail til mig sit oplæg således:

»Den meget korte udgave af oplægget vedrører etableringen af et globalt marked for videregående uddannelse. Med afsæt i den Europæiske Bologna Process og dennes massive udbredelse i de deltagende lande indikeredes det centrale rationale at være øget konkurrence mellem nationale systemer og institutioner. Set i lyset af Globaliseringsrapportens anbefalinger har den siddende regering valgt en meget aggressiv strategi i den henseende: 1) Studerende gives mulighed for at medbringe taxameter til udlandet mhp. (delvis) finansiering af tuition fees ved udenlandske universiteter; 2) den netop udarbejdede strategi for markedsføring af DK som uddannelsesdestination for udenlandske (siden 2006 betalende) studerende mv.
En udvikling der samtidig skal ses i relation til analoge processer iværksat i hhv. Latin-Amerika (under stor indflydelse af EU Kommissionen) og det Austral-asiatiske område, hvor 29 lande i 2006 tilsluttede sig Brisbane Kommunikeét, der skal ses som denne regions umiddelbare respons på den Europæiske udvikling. Initiativtager hertil var den Australske uddannelsesminister, som i forbindelse med det pågældende ministermøde ekspliciterede 'nødvendigheden' af at være i samklang med den Europæiske udvikling, hvis Australien også fremover skal fastholde en førende position som destination for asiatiske studerende. Herunder forslag om, at det Australske kvalitetssikrings agency må overveje at søge optagelse i det planlagte Europæiske register for kvalitetssikringsinstitutter.
På det seneste ministermøde i Bologna-rækken, afholdt i London her i maj, præsenteredes en strategi for processens 'External dimension', som i høj grad vedrører intensiveret aggression i forhold til det globale uddannelsesmarked.«

Men sig mig lige, i hvor høj grad er ordet 'marked', brugt om uddannelser, der på den enkelte institution følges af såvel nationale som internationale studerende, oplysende? Selvfølgelig har vi at gøre med priser, udbud og efterspørgsel. Men det er vel andet end det? Fungerer marked og konkurrence blot som økonomiske metaforer, der lægges ned over samfundets uddannelsessektor? Skygger snakken om "konkurrence om de bedste hoveder" etc. (eller de bedst betalende?) for andre spørgsmål - diskussionen om hvilke uddannelser, vi ønsker; hvilket samfund, vi uddanner til; om universiteter (som forskningsinstitutioner der tilbyder forskningsbaseret undervisning) bør bære al højere uddannelse; og om vi i Danmark skal gøre ligesom alle andre - for at tale økonomistisk igen: "konkurrere på de samme parametre"? Hvorfor skal vi nøjes med så få fremtider?

Kognitiv kapitalisme

Forskningsprogrammet i Socialanalytisk Samtidsdiagnose ved DPU afholder i samarbejde med Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS samt forskningsfokusområdet ’Videnssamfundet’ ved Aarhus Universitet et vigtigt møde:

International konference om Kognitiv kapitalisme, vidensøkonomi og videnspolitik
Torsdag den 4.10. fra kl. 9.30-16.30 i auditorium D 174
Fredag den 5.10. fra kl. 9.15-16.30 i auditorium D 169
Sted: DPU, Tuborgvej 164, København

Menneskets tanker er blevet guld værd på Børsen. Ny viden er blevet en eftertragtet ressource og en umiddelbar økonomisk værdikilde. På konferencen vil nationale og internationale forskere give deres bud på økonomiens metamorfoser og kapitalismens hamskifte for indeværende. Hvad er de mest præcise bud på de transformationer og tendenser, der gør sig gældende i økonomien, og hvilke nye betingelser sætter de for kritikken af kapitalismen? Og hvad betyder disse ændringer for opfattelsen af og omgangen med viden i samfundet?

Thursday October 4 • in auditorium D 174
Diagnoses of the cognitive capitalism and the knowledge economy
9.30 - 10.15: Welcome and Introduction
Steen Nepper Larsen and Jens Erik Kristensen, organizers of the
conference and both connected to the Research Programme in Socialanalytical contemporary Diagnosis at The Danish School of Education
10.15 – 12.00: Yann Moulier Boutang: Cognitive capitalism
Professor in economic science, Compiègne University, France and at the Centre Fernand Braudel, Binghamton-New York, USA. Editor of the magazine Multitudes. Latest work: Le capitalisme cognitif. La Nouvelle Grande Transformation (Editions Amsterdam 2007).
Opponent: Steen Nepper Larsen, critic and assistant lecturer, Research programme in Social-analytical contemporary Diagnosis, The Danish School of Education
12.00 – 13.00: Lunch
13.00 - 14.15: Björn Johnson: The globalizing learning economy as a phase in the capitalist development
Senior associate professor, Department of Business Studies Aalborg University, Denmark. An article in print: Björn Johnson M. B. Jensen, E. Lorenz and Bengt-Åke Lundvall: “Forms of Knowledge and Modes of Innovation” (In Research Policy 2007)
Opponent: Lars Axel Petersen, assistant lecturer, Institute for Culture and Identity, Roskilde University
14.15 - 14.30: Coffee break
14.30 – 16.00: Bob Jessop: The contradictions of the knowledge-based economy
Professor and director of the Institute of Advanced Studies at the University of Lancaster. One among many books: The Future of the Capitalist State, (Cambridge, Polity 2002)
Opponent: Bent Meier Sørensen, associate professor, Department of Management, Politics and Philosophy at Copenhagen Business School

Friday October 5 • in auditorium D 169
Critique of the cognitive capitalism and the economy of knowledge
10.00 -12.00: Eve Chiapello: Historical and recent forms of critique of capitalism
Professor in accounting and management control at the HEC School of Management in Paris. Author of Le nouvel ésprit du capitalisme in collaboration with Luc Boltanski (Gallimard 1999)
Opponent: Anders Fogh Jensen, assistant lecturer, University of Copenhagen and Copenhagen Business School
12.00 - 13.00: Lunch
13.00 - 14.00: Hans Aage: Ecological critique of capitalism
Professor of economics at Roskilde University, Denmark. Editor and author of books on comparative economics, transition in Russia and Eastern Europe, environmental economics and on Karl Marx
Opponent: Finn Hansson, associate professor, study director for Social Science Master Program, Department of Management, Politics and Philosophy, Copenhagen Business School
14.00 - 14.15: Coffee break
14.15 – 15.30: Ove Kaj Pedersen: Knowledge economy and the competitive nation state
Professor in political science, director of Centre for Business and Politics, Copenhagen Business School, Denmark. A recent work: Ove K. Pedersen, L. Campbell og John A. Hall (Eds.): National Identity and Varieties of Capitalism: The Danish Experience (Montreal and Copenhagen: McGill-Queens University Press and Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2006)
Opponent: Søren Christensen, associate professor, Department of Ethnology, University of Copenhagen
15.30 - 15.45: Coffee break
15.45 – 16.30: Jens Erik Kristensen: Knowledge economy and politics of knowledge
Director of the Research programme in Social-analytical contemporary diagnosis, The Danish School of Education. Recent work: Ideer med et universitet (Aarhus Universitetsforlag 2007)
16.30: Closing remarks & goodbye

Tilmelding til Hannah Mia Hendriksen • Telefon: 88 88 94 53 • e-mail: hmiah [at] dpu . dk • senest fredag den 28. september 2007

Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Tuborgvej 164, 2400 København NV

Rejs Jer, fordømte her på Uni

Det ulmer blandt de akademiske løsarbejdere, ikke mindst efter Informations glimrende afdækning af de helt urimelige arbejdsforhold.

"DER ER EN MEGET ringe solidaritet på universiteterne - og daglejerne får så godt som ingen støtte fra de fastansatte medarbejdere" (...) "Man støtter dem i hvert fald ikke i deres kamp for en fastansættelse. Her ville det være godt med en faglig kamp, som den man kender fra andre fagområder - og måske støttet af en fagforening, der har mere mod på den slags. Det ville da være befriende, hvis de pludselig nedlagde arbejdet, for hvad ville man så stille op? Problemet ville sandsynligvis blive taget mere alvorligt af både politikere, rektorer og de fastansatte kolleger, hvis der lige pludselig ikke var nogen til at undervise."

Citat fra avisens leder i sidste uge (se opsamlingen i arkivet her).