Politiserende embedsmandsvælde

Da den første redaktør navngav denne blog "professorvældet" protesterede flere professorer, som - med rette - mente, at navnet var misvisende, fordi dét, som det nu handlede om, var at kritisere det nye embedsmandsvælde, som stod bag universitetsreformerne og den nye universitetslov, snarere end det hedengangne professorvælde.
Der er bestemt behov for kritisk belysning af det nye embedsmandsvælde. Men det er, selv i et demokrati som Danmark, svært at trænge ind bag de lukkede processer omkring ministerierne, hvor afgørende beslutninger om rammerne for offentlig dansk forskning tages. Embedsmandsværket er jo nærmest pr. definition anonymt, og selvom bestemte centrale topembedsmænd sandsynligvis har haft en væsentlig betydning for den nye universitetslov, ja, selv for udformningen af de nye universiteters vedtægter - en rolle man næppe kan tiltænke ministeren selv - så er de som professionelle magtudøvere som regel godt skjult i en tåge af anonymitet og lukkethed.
Derfor var det interessant at læse Jørgen Ølgaards artikel "Edderkopperne bag det nye regime" i FORSKERforum nr. 199 (nov. 2006, s. 22-23) - et forsøg på at afdække centrale knudepunker i Sanders ministerielle embedsnetværk. Man bemærker blandt andet:
• skiftet til et forvaltningsregimen, der politiserer, og hvor de mere saglige argumenter og indsigter tendentielt spiller en mindre rolle i beslutningsprocessen (en kilde udtaler: "der skete en modernisering af forvaltningen. Det gav plads til dygtige og professionelle karriere-embedsmænd, som dog ikke har særlig forstand på forskning")
• fascinationen af selve magtspillet (det siges fx om vicedirektør Rene Bugge Bertramsen, at "Han er en helt moderne embedsmand. Han interesserer sig ikke for forskning, men for 'det politiske game'. Det handler om at finde løsninger, at håndtere magt, ikke hvad resultatet bliver i praksis. Konsekvenserne ude på institutionerne er han ligeglad med").
Artiklen diskuterer selvkritisk faren for at tillægge individuelle embedsmænd en alt for stor betydning, fordi embedsværket også arbejder i teams, og uanset om de konkrete udtalelser om navngivne embedsmænd i artiklen kan underbygges eller ej, er det primært selve skiftet i tilgang fra det saglige til det politiserende, der vækker til eftertanke. Ikke underligt, at de senere års universitetsreformer og -fusioner har manglet saglige argumenter og dokumentation for, at de tilsigtede effekter ved reformerne ville indtræffe.

Hvornår mon der indføres et indikatorbaseret kvalitetsmålingssystem for langsigtede konsekvenser af forskningsorganisatoriske innovationer udgående fra videnskabsministeriets embedsmandsværk?