Den på direktionsgangene meget omdiskuterede indikatormodel for hvordan dét, der før var basismidler til universiteterne, nu skal ændres og være præmiemidler for "kvalitet" som de enkelte universiteter kan vinde i indbyrdes konkurrence på en række endnu ikke afklarede parametre, indtil videre omtalt ved kode- eller buzzwords som forskningskvalitet, uddannelseskvalitet og videnspredningskvalitet (som skal operationaliseres til kvantitativt optællelige størrelser), er nu udsat. Så sent som 25. juni udtalte rektorernes formans Jens Oddershede til Urban at,
»Der vil helt sikkert være meget kritik, når den færdige model foreligger, og det kan næppe undgås, at nogle universiteter rammes. Derfor foreslår vi, at der skal være et loft på tre procent for, hvor meget et universitet må blive ramt på bevillingerne.«
Men i går meddelte Videnskabsministeriet (her), at modellen udskydes et år. Man kan gætte på, at det udover reelle problemer med konsekvensberegninger og tilvejebringelse af data også skyldes intern uenighed mellem Rektorkollegiet og Videnskabsministeriet.
Jeg så gerne en mere åben proces om udviklingen af indikatormodellen, ikke bare internt mellem de enkelte udvalg, men en bredere diskussion, herunder diskussion af
- modellens adfærdsregulerende konsekvenser for forskning, uddannelse og formidling?
- dens direkte og inddirekte konsekvenser for den individuelle forskningsfrihed?
- hvordan forestiller man sig at vægte de vidt forskellige parametre indbyrdes (i forsøget på at nå et samlet mål for det enkelte universitets "kvalitetsvægt")?
- dens økonomiske konsekvenser for de enkelte universiteter?
- konsekvenser for mangfoldigheden af universitetstyper (er det godt at alle universiteter skal konkurrere efter samme målestok?)
- konsekvenser for fagområder med forskelligt publikationsmønster?
- debat om den nye fordelingsmetode indføres blot fordi den er ny, eller også fordi den er bedre, og om en helt tredje vej for fordelingsmetode burde overvejes?
- om et public service-princip for universiteternes forskning, undervisning og formidling ikke er bedre end et new public management-princip?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Ja, det er beklageligt - og endnu et tegn på centralisme og topstyring - at processen forløber så lukket og udemokratisk, som den gør. I Norge var der en langt større åbenhed og demokratisk debat, da man for nogle år siden gennemførte en tilsvarende proces. Fx var der åbenhed og inddragelse af institutioner i processen, ligesom en række baggrundspapirer, mødereferater mv. var frit tilgængelige på nettet. Her styres det bag lukkede døre af en embedsmandsdomineret styringsgruppe i Forskningsstyrelsen, dvs. en gruppe uden videnskabelige kvalifikationer og uden noget forsøg på at illudere respekt for armslængdeprincippet vedrørende forholdet mellem statsmagt og fri forskning. End ikke forskningsrådene, som ministeren selv har udpeget som sine fagkyndige råd, er hidtil blevet inddraget.
Alligevel skal processen lede frem til at fastlægge indikatorer på videnskabelig "kvalitet". (I den norske model har man dog været så fornuftig at undlade at påstå, at publikationstal udtrykker "kvalitet".)
Man undrer sig egentlig over, at embedsmændene vil lægge ryg til det.
Send en kommentar