Henimod en humanitær tech-trans politik

Rasmus på bloggen Ursuppen har fulgt op på historien om den akademiske kapitalisme og den plantegenetiske forskning. Han skriver bl.a. i sin kommentar, der former sig som en kritik af såvel universiteter som rabiate anti-GMO-organisationer, at "de offentlige forskningsmidler til udvikling af GMO til lav-rentable markeder, f.eks. i ulande, slet ikke kommer i nærheden af de pengemængder man kan få til forskning i planter tilpasset de økonomiske betydningsfulde vestlige markeder. Det har den konsekvens, at langt de fleste af de planter, de store agrobiotek-selskaber som Monsanto forsøger at sælge de bønderne i ulandene, slet ikke er tilpasset deres behov, men nærmere er en slags eftertanke til deres hovedmarkeder, som er USA og i nogen grad Europa.

Men hvorfor gør de vestlige universiteter så ikke noget ved sagen? Den ubehagelige sandhed er, at universiteterne og forskningsrådene ligger under for pres fra politikerne, der igen er under pres fra store vælgergrupper, der er principielt imod GMO. Det er simpelt hen politisk risikabelt at give penge til GMO, derfor er der kun de kommercielle firmaer at hente penge hos, og så burde det ikke komme bag på nogen, at universiteternes forskning styres i en kommerciel retning.

Heri ligger en skæbnens ironi. Man behøver ikke diskutere GMO’er længe, før man støder på en kapitalismekritik, oftest i form af, at GMO’er er noget skidt fordi Monsanto bare vil tjene penge. Det rummer en banal sandhed – selvfølgelig vil Monsanto som et kommercielt foretagende ”bare” tjene penge, og selvfølgelig kan de derfor ikke forventes at investere i ikke-rentable afgrøder. Det sørgelige er, at der ikke skelnes mellem teknologien og forretningsmodellen, og når modstanderne vil udøve deres politiske indflydelse er det ikke efter devisen ”kompensér for markedets inhumane egenskaber med lovgivning og offentlig udvikling”, men i stedet ”forbyd stadset”. Med en sådan principiel modstand er det politisk umuligt at give penge til nogen form for GMO-udvikling, og sådan bliver det en selvopfyldende profeti, at teknologien kun bruges til profitmaksimering, og ikke også til humanitært arbejde."

Her ligger der en opgave for de socialt og miljøpolitisk ansvarlige partier i folketinget at gentænke de danske universitetsreformer set i lyset af den slags skævheder.