Eksterne repræsentanter trumfer

FORSKERforum nyheder skriver i dag:

28.02.2008
RUCs bestyrelse sprak i to
Dagens bestyrelsesmøde på RUC blev dramatisk: Først flyttede bestyrelsesformanden dagens vigtigste punkt om spareplanen ned som sidste punkt på dagsordenen, dvs. fra kl. 15 til klokken 17. Så crashede 200 studenter mødet, hvilket bestyrelsesformand Dorte Olesen benyttede som anledning til at udvandre og afvikle mødet et andet sted for lukkede døre.
Og da bestyrelsen endelig skulle stemme om det kontroversielle spareforslag, kom det til åben konfrontation mellem de eksterne og de interne medlemmer. De 5 eksterne - med bestyrelsesformand Dorte Olesen i spidsen - stemte direktionens spareforslag igennem, mens de 4 interne stemte imod, fordi ”grundlaget ikke var gennemskueligt”.
Det er første gang, at et eksternt bestyrelsesflertal - skabt med Universitetsloven - så åbenlyst har kørt de interne over.
FORSKERforum erfarer, at direktionen i sit spareforslag – som var hemmeligt – havde foreslået 4-5 afskedigelser på Institut for Samfund og Globalisering (m. institutleder Gorm Rye Olsen). På de øvrige institutter var der fundet besparelser så fyringer kunne undgåes (bl.a. ved frivillige fratrædelser hos personer nær pensionsalderen samt på ’tavlekridt’).
Imod spareplanen stemte to studenter, tap’eren og vip-repræsentant Jeppe Dyre:
"Der var ikke så meget tid til bestyrelsens behandling af budgetpunktet, hvilket gjorde at jeg i hvert fald sad tilbage med en række ubesvarede spørgsmål omkring grundlaget. Derfor var jeg fortsat ikke overbevist om nødvendigheden af fyringer, og kunne således ikke støtte budgetforslaget, da der skulle stemmes".

Kreative tanker er guld værd på Børsen

Udover forskningspolitisk debat er Forskningsfrihed? interesseret i at formidle teoretiske og empiriske arbejder af samfundsvidenskabelige forskere, der kan bidrage til at sætte dagsaktuelle diskussioner ind i en større sammenhæng. Steen Nepper Larsen har på opfordring herfra indsendt denne beskrivelse af en af hans tekster, som er tilgælgelig her i arkivet (benyt egetbrug som password), sammen med andre tekster af samme forfatter (C.E.).

KATEGORIALE TYDNINGER
AF DEN KOGNITIVE KAPITALISME
- med særligt henblik på at begribe
samtidens trang og tvang til kreativitet

Papiret forsøger at begrebsliggøre og at kritisere samtidens trend: den kognitive kapitalisme. Viden bliver gjort til varer og strategiske produktivkræfter, og på ganske oxymoron vis tvinges vi til at være kreative i arbejdslivet. Mennesket er kommet på arbejde med hud og hår. Arbejdet individualiseres, og arbejdskraften personliggøres. Den kognitive kapitalisme lever af vore lidenskaber og viljen til at indgå i den sociale interaktion. ’Størrelser’ som kreativitet, innovation, hittepåsomhed og tankekraft skal alle vise deres ’værdi’ på markedet. De skal styrke nationen, firmaet og hin enkelte i den intensiverede globale konkurrencekamp.
Teksten er en på én gang systematisk-kategorial og en empirisk-fænomenologisk tekst på små 100 sider, som er blevet til i løbet af 2006 inden for rammerne af Programmet Socialanalytisk Samtidsdiagnose på Danmarks Pædagogiske Universitet.
Key words: Marx revisited, filosofisk antropologi, kritikbegreb, videnspolitik, Yann Moulier-Boutang, samfundsteori, subjektiv stratego, kreativitetsbegrebets idéhistorie og aktualitet, tankens vareliggørelse, nye udbytnings- og undertrykkelsesformer, kritik af uddannelses- og forskningspolitik.

Steen Nepper Larsen, pt. lektor v. GNOSIS - Aarhus Universitets forskningsinitiativ til studiet af mentale strukturer
ida-steen @ mobilixnet . dk & stla @ dpu . dk

Fra debatten på Facebook

En del af debatten på Facebook kom til at handle om forskernes lønninger. Følgende to indlæg fra Kasper Planeta Jensen føres hermed over på bloggen, fordi de har en særlig, interesse, nemlig at forskningsfriheden er et afgørende element i det, at få højt kvalificerede danske forskere til at blive i Danmark, da vi på ingen måde er konkurrencedygtige på lønnen. Jeg synes, at disse to indlæg burde give forskningspolitikere i Danmark alvorlig sved på panden:

Kasper Planeta Jensen:

Ikke fordi jeg gider bruge for meget tid på denne afsporing, thi det skal handle om forskningsfrihed, men dette er en relateret historie. Det irriterer mig, at folk holder ukritisk fast i den myte, at forskere tjener godt i DK.

Først og fremmest bor vi i det land med verdens mindste gini index, dvs mest lige indkomst. Folk med phder tjener relativt mindre end andre steder i verden. Det er ok, for vi kan godt lide Danmark samt det, at pengene omfordeles, hvis vi til gengæld har et rart, sikkert og frit samfund, hvori vi værdsættes for at prøve at styrke denne velfærdsstat gennem produktion og reproduktion af viden (selv arbejder jeg med biokemisk/medicinsk relateret grundforskning).

Nu er det bare sådan, at jeg får ca. 30.000 om måneden for 50-60 timers arbejde om ugen, inkl. projektvejledning, forskning, administration, artikelskrivning, møder, m.v. Det er så meget, jeg
arbejder, fordi jeg brænder for det og vil gøre en forskel.

Det svarer - omregnet til timeløn og tilbage - til ca. 20.000 om måneden for en 37-timers ansat. Vi kan nemlig ikke få overarbejdspenge!!

Denne superløn skal ses i forhold til den unikke kvalifikation, mange af os har. Vi har levet og arbejdet på førende universiteter i udlandet og ved, hvad der virker og ikke virker. Men at forklare det i andedammen er ikke altid nemt, for der bliver plasket rigtig rigtig meget her, og alle vil gerne åbne næbbet og sikre sig at ingen flyver for højt.

Jeg kan nemt få et job i USA eller Schweiz hvor forskningsfriheden stadig er intakt, og produktiviteten er langt mere favorabel. Desuden med en løn til over en halv million om året, med 30 % skat eller mindre (dette ved jeg af erfaring). Jeg har valgt at komme tilbage
efter postdoc-perioden, hvor man lever på beskeden løn, også i udlandet, og ikke optjener pension, i modsætning til danskere i Danmark. Der er alle mulige personlige og økonomiske årsager til IKKE at træne sig internationalt.

Det er de stærke følelser for Danmark, der holder mange naturvidenskabelige forskere i DK, men indrømmet; mange af mine venner er også emigreret mere permanent. Ikke mindst efter
universitetsreformerne.

Jeg ville ønske, der var mere forståelse og mindre Jantelov i forhold til forskere i Danmark.

Jeg har ikke besluttet mig endnu for at blive i Danmark (er netop vendt tilbage) bl.a. pga denne mangel på værdsættelse af talent. Det hjælper heller ikke, at folk så yderligere tror, man er "fyrsteligt lønnet".

K

ps - skønt fattig på pungen bliver man rig i sjælen af at rejse.


Senere i debatten skrev KPJ følgende

Jeg foreslår ikke særlig høj løn til forskere, selvom det selvfølgelig ville være nødvendigt i et fuldt konkurrencedygtigt, globalt videnssamfund. Men måske i det mindste overarbejdsbetalling i en eller anden form, som alle andre inkl. læger får. Desuden friere vilkår for forskning. Forskningsfriheden er grotesk ringe og ekstremt styret af ad hoc midler i Danmark.

Det er jo Sander og hans venner, der udbasunerer, at vi skal være globalt konkurrencedygtige i forhold til disse universiteter, og prøver at påtvinge os powerpointvisioner gennem krav og nye ledelsesstrukturer. Så må de vel også følge denne stress-strategi op med noget, der rent faktisk virker.

Der er dog andet end penge i verden, bl.a. forskningsfrihed, infrastruktur, og samfundets generelle forståelse og respekt for forskningens betydning for den velfærdsstat, de selv lever i. Derfor den sure kommentar, da det sidste ejheller rykker særligt i Danmark.

Personligt har jeg det fint med frihed nu - men det er nok fordi, jeg har valgt det, dvs. er eksternt finansieret af en fond, der betaler for det, jeg synes er fedt at gøre. Hvis jeg mister denne frihed, tager jeg til udlandet eller det private, det er allerede afklaret.

K

Politiserede forskningsevalueringer på vej?

Fra efteråret 2008 vil Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) iværksætte systematiske evalueringer af forskningen i Danmark. Evalueringer skal organiseres af en Analyse- og Evalueringsenhed under FI, som foreløbig består af en halv snes administrative medarbejdere med Anette Dørge Jessen som leder (se foredrags slides fra evaluerings- og analyseenheden i Forskningspolitisk Center, i arkivet). Enheden står også for arbejdet med den bibliometriske ”kvalitetsindikator” (Helge Sanders betegnelse), og skal endvidere udvikle statistiske måleinstrumenter til overvågning af forskningsindsats. Det hele indgår i regeringens globaliseringsstrategi, og har følgende målsætninger:
• Mere konkurrence om forskningsmidlerne
• Den strategiske forskning skal styrkes og prioriteres på et bedre grundlag
• Systematisk måling og evaluering skal sikre fokus på kvaliteten

Planlægningen i den nyetablerede enhed er i gang, og man har foreløbig fået øje på en række udfordringer. De første er:

• ”Hvordan sikres uafhængighed i evalueringerne?”
• ”Hvad forstås ved kvalitet, og hvordan måles den?”

Dette er skarpsindige iagttagelser, og udfordringer, der må virke skræmmende. At lægge evalueringer af forskningskvalitet direkte ind under en enhed i statsforvaltningens politiske hierarki svarer jo fx til at overlade til justitsministeriet at evaluere kvaliteten af domstolsafgørelser. Så langt er det nu kommet i centralisme og politisering af forskningen. Det er DDR-modellen og ikke den fri konkurrence, som new speak retorikken hylder.

Der er afsat tre-fire måneder til ”dialog” om udvikling af evalueringsmodellen, for åbent at møde udfordringerne.

Her er en idé. Det nærliggende svar på udfordringerne er en organisatorisk model, hvor ledelsen ligger i organer - bestyrelse/ råd/ repræsentantskab - uden for det ministerielle, politiske hierarki. Hos personer med kvalifikationer som forskere, bedømmere og som kompetente brugere af forskning.

Forskningspolitik og udenrigspolitik

I en globaliseret verden kan forskningspolitik og udenrigspolitik være svære at adskille. Der anføres ofte udenrigspolitiske argumenter for forskningspolitiske tiltag, og Danmarks udenrigspolitik vil i et vist omfang være medbestemmende for hvilke lande, vi indleder forskningspolitisk samarbejde med. — Lad mig illustrere dette med et tankeeksperiment, en lille quiz til læseren: Forestil dig, at du på Forskningsstyrelsens hjemmeside læser følgende, hvor "X-land" står for et konkret land, og du skal herefter besvare 2 spørgsmål (se nedenfor):

"En ny samarbejdsaftale mellem Danmark og X-land betyder, at danske virksomheder og videninstitutioner nu kan få hjælp til at finde x-landske samarbejdspartnere til fælles erhvervsrettede forsknings- og innovationsprojekter.

Samarbejdsaftalen er et direkte resultat af videnskabsminister Helge Sanders besøg i X-land den 8.-10. januar 2007, hvor han mødte den x-landske industri-, handels- og beskæftigelsesminister NN.
Aftalen er nu udmøntet i en konkret strategi for, hvordan der kan etableres fælles forsknings- og innovationsprojekter mellem danske og x-landske virksomheder og videninstitutioner.
"Det er positivt, at den aftale jeg indgik med x-lænderne i januar 2007 om et samarbejde, nu er klar til at blive udmøntet i praktisk handling. Jeg er sikker på, at samarbejdet vil resultere i en række virksomhedsrettede forsknings- og innovationsprojekter inden for flere højvækstområder," siger videnskabsminister Helge Sander."

Første spørgsmål er selvfølgelig: Hvilket land er X-land?
Andet spørgsmål er: Gør det nogen forskel (henholdsvis forskningspolitisk set og udenrigspolitisk set), om X står for: Sverige? USA? Rusland? Kina? Israel? Cuba? Iran? Nordkorea?
God fornøjelse med opgaven! Svaret på det første spørgsmål - og flere detaljer om den faktiske aftale - kan du se på forskningsstyrelsens hjemmeside her.

Jaguarer til deltidsunderviserne nu!

"kære studerende, hvis I har undervisningsassistenter og eksterne lektorer som undervisere og er glade for deres undervisning, vil I så ikke være med til at lægge pres på universiteterne for fastansættelse af sådanne dedikerede undervisere? Bedre vilkår for underviserne betyder bedre undervisning",

skrev deltidsunderviseren Anne Chresteria Neutzsky-Wulff for tre uger siden i et indlæg med titlen "Seks år som universitetsspøgelse" i ÅUs universitetsblad Campus. Da havde hun selv sagt stop. Hvor mange følger hende? Og hvem huskede hende og hendes lidelsesfæller under overenstkomstforhandlingerne?

Luk op for autoritetslisteudvalgene

En af formændene for de 68 faglige udvalg for den bibliometriske forskningsindikator, Peter Woetmann Christoffersen, har i denne kommentar gjort opmærksom på, at han har valgt at lade hele processen foregå offentligt. Han har således på sin egen hjemmeside på det humanistiske fakultet, KU, oprettet en særlig sektion til udvalgsarbejdet med at indsamle og diskutere forslag til autoritetslisterne m.v. Dette initiativ til øget åbenhed om processen kan kun støttes herfra. Jeg ser frem til at det følges op af de øvrige udvalgsformænd og helst samles (evt. blot med henvisninger til lokale udvalgs websites) på en central side, fx hos Rektorkollegiet, for det samlede arbejde. Her på bloggen kan vi kun påtage os kritisk at informere om arbejdet så godt som det nu lader sig gøre at følge.
(Se også opsamlingssiden i arkivet og dettes notatliste; indlæg ved Heine Andersen, Claus Emmeche, Inge Henningsen, kommentarerne til disse, og Rektorkollegiets lister over udvalgene her).

"Fremtidens" "Universitet"

En af forfatterne til nedennævnte kronik har her i et lille stykke kreativ bogføring fremskrevet udviklingslinjerne i den nuværende universitetspolitik til en satirisk dystopi. Værd at læse - især for hvad den siger om universitetet lige nu.

Universiteterne er til for samfundets skyld

"Socialdemokratiet, som stod bag forskningskonferencen »Fra tanke til værdier«, har et tungt medansvar for dette. Socialdemokratiet stemte for universitetsloven - sammen med regeringen - hvilket gav et flertal bag en model, som er ved at forvandle universiteterne til konforme serviceorganer. Måske skulle partiet besinde sig på sin stolte arv fra 1950ernes debat om kunstfonden og gå i dialog om en snarlig revision af loven?"

- sådan skriver dagens kronikører i Berlingske Tidende, Johnny Kondrup, Tom Fenchel og Bjørn Quistorff. Læs hele kronikken her.

Ja da

Tja, Thomas det kan jeg egentlig sagtens, men vi taler ud fra så forskellige forudsætninger, at jeg tvivler på, at jeg overbeviser dig. På helt klassisk akademisk maner er vi igen selv vores værste fjende, fordi vi hele tiden falder i uenighed om alt og derfor aldrig bliver slagkraftige.

Men altså:

1) En del af diskussionen fra denne blog er IKKE flyttet over på facebook, det er en forkert beskrivelse. Bloggen her lever i bedste velgående. Men der er opstået en selvstændig diskussion om forskningsfrihed på facebook gennem vores indsats. Den føres i et andet forum og foregår på andre betingelser end diskussionen her. De folk, som skriver på facebook er - med mig og Claus som undtagelser - ikke identiske med dem, som skriver her. Det er nye mennesker i debatten. Dvs: Facebook-gruppen intensiverer diskussionen. I forhold til bloggen er gruppen en fordel, fordi der henvises til den i et nyt forum.

2) Dermed forbundet: Facebookgruppen henvender sig til en anden gruppe af mennesker end denne blog. Bloggen her er i det væsentlige en sag for fagfolk, facebookgruppen er meget mere folkelig. Derfor kommer man i kontakt med helt andre mennesker der. Det handler i meget høj grad om at gøre opmærksom på, at forsknings- og universitetspolitik ikke alene berører forskere. Det er facebook meget bedre til end denne blog.

3) Facebook arbejder i organiserede netværk. Derfor er adgangen til mange mennesker meget lettere at opnå via facebook, fordi folk selv kan invitere deres "friends". Det har jeg benyttet mig af to gange og fået en masse mennesker til at gøre netop det, og resultatet har været denne svulmende gruppe.

4) Dermed forbundet: Facebook er aktiverende. Den giver mulighed for at folk selv handler for en sag, og den giver mulighed for at få nogle folk til at handle, som ellers ikke ville være kommet i gang.

5) Nu bliver det så kontroversielt: facebook giver folk mulighed for at registere deres interesse for og støtte til en sag. Det kan man vælge at opfatte i Big Brother-termer, men man kan også vælge at opfatte det som en mulighed for dokumentation. Kan man få tilpas mange mennesker (og især VIP'ere) til at registrere deres interesse, er det i sig selv et stærkt argument.

6) Jeg har vist nok aldrig før citeret Grundtvig her på bloggen, men nu gør jeg det sgu lige:

O, mærker dog, Blinde!
Hvad Tosser forstaae:
Hvo Marken vil vinde,
Maa prøve derpaa!
Hvo Folket vil træffe
Tilbunds under Øe,
Med Folket maa bjæffe,
Om ei det kan gjøe!
Hvo for det vil sjunge,
Maa laane dets Tunge,
Og lære at aande paa den!


Vi kan godt sidde og have vældig meget ret i, at facebook er noget slemt noget, men det ændrer ikke ved, at vi misser en oplagt chance for at få vores budskab ud.

Endelig: At jeg personligt hygger mig meget godt på facebook og ikke er særlig bekymret, er måske bare et tegn på min naivitet, men det får så være.

Er Facebook nu en så god idé?

En del af diskussionen her på bloggen er flyttet over på Facebook. Er det nu en god idé? Jeg har læst forretningsbetingelserne og det er ikke nogen opmuntrende læsning.

Man behøver ikke være særligt paranoid for i Facebook at se kimet til en digital Big Brother, der overtrumfer til og med Google. Og man behøver heller ikke være særligt socialistisk indstillet for at se den neoliberale ånd bag Zuckermans smarte businesskoncept.

Hvad har det med den her blog at gøre? Jo, jeg må indrømme, at jeg føler mig en anelse schizofren ved, på den ene side, at være kritisk overfor den nuværende forskningsevalueringspolitik -- som erstatter kvalitetsvurdering med målelige kvantitative indikatorer -- og på den anden side lukke øjnene for Facebooks netværksidé, der erstatter rigtige venner, kollegaer og bekendte med såkaldte 'friends'.

I begge tilfælde er det tale om en 'varegørelse' ('commodification') af mit liv. Videnskabsministeriet reducerer de kvalitative nuancer i min intellektuelle produktion til antallet af publicerede artikler i autoriserede tidsskrifter og erstatter dermed reell peer-review med kvantitativ vurdering. På tilsvarande måde reducerer Facebook mine mangfoldige levende kvalitative sociale netværkskontakter (også dem jeg har via blog og email) til 'venner' og konsumenter.

Så nu har jeg deaktiveret min profil. Ja, det hedder faktisk 'deaktiveret' i Facebook-speak, for man kan ikke slette profilen helt. Facebook forbeholder sig nemmelig retten til at beholde min e-mail og mine personlige oplysninger i deres register for ubestemt tid fremover ("we usually keep a backup copy of the prior version for a reasonable period of time"). Jeg var dum nok at fortælle Facebook's arkiv at min favoritbog er Ian McEwan's Saturday -- så jeg må nok indstille mig på at få en email en gang når filmen kommer!

Sune, du som er så vildt glad for Facebook -- kan du ikke forklare for mig, hvorfor den neo-liberale varegørelse af menneskeligt arbejde og relationer er så forkastelig i det ene tilfælde og så herlig i det andet? Jeg kan som sagt ikke se den helt store forskel.

”Autoritetslister” – ikke noget for kvinder

af Inge Henningsen

Nu er arbejdet med at lave ”autoritetslister” gået i gang. Og det er tydeligt, at Forsknings- og innovationsstyrelsen ikke mener at det er noget kvinder skal bryde deres hjerner med.
Ifølge ligestillingsloven skal alle planer og vedtag vurderes for deres kønskonsekvenser. Principielt skal det altså også vurderes hvilke konsekvenser indførelsen af ”den danske forskningskvalitetsindikator” og de dertil knyttede bevillingssystemer får for henholdsvis mænd og kvinder. Det skal f.eks. undersøges i hvilken grad mænds hhv. kvinders publikationer kommer til at falde uden for ”autoritetslisterne” og – endnu vigtigere – hvordan de tidsskrifter, hvor hhv. mænd og kvinder publicerer, er blevet vægtet. Endnu er listerne og vægtningerne ikke lavet, men man kan få et fingerpeg om, hvordan det kommer til at gå, ved at se på sammensætningen af de udvalg, der skal udarbejde ”autoritetslisterne”.

Kønsskævhed
Man kan sikkert diskutere om disse udvalg er dækket af lovgivningen om ligestilling mellem kvinder og mænd (nr. 157 af 1985), således at der skulle være mindst 40% af hvert køn i udvalgene. Men det er ikke til diskussion, at hele arbejdet med at opstille ”autoritetslister-ne” er præget af en meget høj grad af kønsskævhed.
I den overordnede styregruppe sidder 1 kvinde og 4 mænd (oplysning pr. 1. september 2007) , altså en kvinderepræsentation på 20%. Noget tilsvarende gælder i det overordnede faglige udvalg. Her sidder der 1 kvinde og 5 mænd. I de bibliometriske faggrupper sidder i alt 96 kvinder og 273 mænd, altså en kvinderepræsentation på 26%.
Men selv om kun 1/4 af faggruppemedlemmerne er kvinder er der ikke gjort noget forsøg på sprede dem. De er tværtimod koncentreret i nogle bestemte områder, mens der er store og betydningsfulde områder, hvor kvinder slet ikke er repræsenteret.
På naturvidenskab er der ingen kvinder i faggrupperne for Fysik, Matematik, Kemi og Biologi, hvor der sidder i alt 30 mænd. I de klassiske naturvidenskabelige fag er autoritetslisterne således udelukkende udarbejdet af mænd, en interessant konstruktion i en tid, hvor man prøver at rekruttere kvinder til netop disse fag.
På samfundsvidenskab er der i alt to kvinder i faggrupperne for Statskundskab, Samfundsøkonomi, Erhvervsøkonomi og Retsvidenskab (mod 27 mænd). På humaniora er der 3 kvinder mod 22 mænd i faggrupperne for Historie, Filosofi, Vesteuropæiske sprog, og Litteratuvidenskab. På sundhedsområdet er der 1 kvinde og 25 mænd i faggrupperne for Medicinske basalfag, Kirurgiske fag, Medicin (Endokrinologi, Gastr. og hepatol., Geriatri, Hjerte, Kar, Luftveje, Hæmatologi, Immunologi, Infektioner, Reumatologi, Nefrologi), Anæstesi, intensiv, akut, Farmakologi og toksikologi og, Dermatologi og Venerologi.

Inden for alle hovedområder, at der er således en meget stærk tendens til, at mændene sidder på de ”gamle”, ”tunge” fag, mens de relativt få kvinder er placeret i de ”nye” fag, der ofte i det videnskabsinterne hierarki anses for at være mere perifere – uanset deres samfundsmæssige betydning..

Kønsfordelingen i de enkelte bibliometriske faggrupper kan læses på følgende link
http://koensforskning.wordpress.com/files/2008/02/bilag-bibliometriske-faggrupper.doc

Videnspolitik, ideologi og newspeak

I en kommentar i Information 13/2 skrev bloggens idehistoriker Jens Erik Kristensen, at selve termen videnspolitik så dagens lys i Danmark allerede i 1984, men dengang ikke slog an:

"Det lod sig endnu ikke gøre at tænke forskningspolitik som ren videnspolitik. Det ville nok have mindet for meget om det daværende DDR, og i den frie vestlige verden havde man endnu ikke helt opgivet den ideologiske forestilling om den frie videnskabs normative selvjustits og traditionelle legitimationsformer. Videnskabelig forskning lod sig endnu ikke bestemme som og nivellere til vidensproduktion med henblik på direkte politisk fordeling, forvaltning, regulation og kontrol. Tanken fremstod derimod som en utidig og totalitær politisering af den videnskabelige forskning."

Vi kan tilføje, at forestillingen om "den frie videnskabs normative selvjustits" muligvis er ideologisk, men som normativt ideal ikke nødvendigvis af den grund forkert, og at dagens grundforskning udøves under former, som i høj grad lever op til denne forestilling (selvom brud på sådanne normer, som fx videnskabelig uredelighed, også findes). Jens Erik Kristensen fortsætter:

"Siden hen er der som bekendt sket meget på den front. I dag er det med overgangen til videnssamfund og vidensøkonomi blev indlysende, at forskningspolitik ligesom uddannelses-, erhvervs- og beskæftigelsespolitikken også er videnspolitik ."

Jens Erik Kristensen og hans gruppe har kastet sig ud i den vigtige kritiske opgave i at bestride og stille spørgsmålstegn ved det indlysende i eksistensen af een sammenhængende størrelse, "viden", som det politiske system skal regulere og styre. Som filosoffen Steve Fuller har udtrykt det om videnssamfundet:

"Ultimately, the two most insidious features of knowledge society Newspeak are: (1) the devaluation of 'knowledge', such that all organizations are now said to be in the business of producing 'knowledge' in the same sense; (2) the assimilation of democratic processes to market processes. The latter feature is symbolized in the Modespeak use of the words 'agora' and 'forum', the Greek and Latin words for the physical space in ancient cities where both business and politics were conducted. This image of a common space is then used to create a blurred image of the public character of knowledge, leading to the following confusions: free speech is confused with advertising, criticism with 'niche differentiation', the public interest with an array of 'revealed preferences', voting with trading, power with sales, rationality with efficiency, and progress with profits." (Fuller 2005, p. 74).

Ad (2) er rettet mod Michael Gibbons (m.fl.), 1994, The New Production of Knowledge (London: Sage), et skrift som Fuller kalder "the single most influential academic work in European science policy circles since the end of the cold war". Men kan læse Fullers kritik af Gibbons videnspolitiske newspeak (dens "Modespeak", som "presupposes what might be called a ‘folk history of science policy’ implicitly shared by many scientists and policymakers.") her.

Steve Fuller, 2005, "Social epistemology: preserving the integrity of knowledge about knowledge", in D. Rooney, G. Hearn, & A. Ninan (eds.), Handbook on the Knoweldge Economy. Cheltenham: Edward Elgar.

Forskningsstyrelsen søger taljonglør

Hvor seriøst! Helge Sander er kendt for med stor iver at kaste sig ind i diverse tal-krige med sine kritikere. Og det må jo kræve holdarbejde — og åbenbart dygtige taljonglører. Her, et citat fra gårsdagens stillingsopslag fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen:

"Vi mangler dig, der kan jonglere med statistikker og analyser og samtidig formidle det. Hos os bliver du en del af et dynamisk og energisk team!"

Forskningsfrihed som folkebevægelse

I nat lykønskede vores Facebookgruppes kampagneleder Sune Auken medlem nummer 1000 med en flaske rødvin. Hold da op. Jeg er glædelig overrasket over den bevågenhed og hastigt stigende opbakning, vi har opnået på den hybrid af gedemarked, klassefest og demonstrationstog.

Faggrupper til bibliometrisk forskningsindikator

Arbejdet med at udvikle performance-mål, som skal bruges til at rangordne universiteterne, når nogle af basismidlerne skal fordeles – videnskabsministeriets projekt, som i newspeak hedder "konkurrenceudsættelse af basismidler", reelt en fordelingsnøgle baseret såkaldte "kvalitetsindikatorer" for forskning, undervisning og formidling – har tidligere været omtalt her på bloggen (bl.a. Heine Andersens indlæg d. 14/10-07 - se også Forskningspolitisk Arkivs opsamlingsside her).
Udover at stille spørgsmålstegn ved selve projektet har vi efterlyst mere åbenhed om processen, da hverken selve Videnskabsministeriet, FI (Forsknings- og Innovationsstyrelsen, der står for udviklingen af den bibliometriske indikator som skal måle forskningsproduktion), eller UBST (Universitets- og Bygningsstyrelsen, som bl.a. skal finde en vægt mellem de enkelte indikatorer) har kunnet finde ud af at lave en side, hvor alle dokumenter bliver lagt ud, som tilfældet var i Norge. Til gengæld har Rektorkollegiet (nu kaldet Danske Universiteter) bragt en nyhedsside (her) hvorfra man kan downloade lister over de 68 faggrupper og deres medlemmer. Og som Heine siger, når godt 500 forskere involveres i at opstille "autoritetslister" (over de tidskrifter, hvor publicering tæller, og tæller mere eller mindre), slipper der vel nok lidt mere information ud om hele projektet. Her er linket til de norske lister (dbh.nsd.uib.no/kanaler/), som de danske faggrupper bruger som udgangspunkt.
Vi vil i den kommende tid forsøge at følge op på processen, bl.a. er bloggens statistiker Inge Henningsen nu ved at se nærmere på de kønspolitiske aspekter af udvalgsarbejdet.

Uhøflige gæster og visionsløse ledere

af Tania Ørum

Ved semesterstart d. 5. februar havde IKK [Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved KU] besøg af dekan Kirsten Refsing og prodekan Mette Thunøe i anledning af det projekt om ”Humaniora ind i det 21. århundrede”, som fakultetet har fået støtte til at sætte i gang ved en række arrangementer i løbet af foråret.
Kirsten Refsing var inviteret til at tale om “humanistiske værdier, om humaniora som værdiskabende og om de visioner for fakultetet, som dekanatet har for de kommende år”. Hun indledte med at sige, at hun ikke havde tid til at forberede oplæg. I stedet ville hun gentage et powerpoint-foredrag, hun havde brugt ved tidligere lejligheder. Dette “foredrag” repeterede i uargumenteret og nedladende kortform illustreret af diverse “sjove” billeder stort set alt, hvad Helge Sander og Dansk Industri gennem tiderne har klaget over: for lange studietider, for stort frafald, for ringe erhvervsrelevans. Humanioras værdier var der derimod ikke noget om. I stedet definerede Refsing sine visioner og fakultetets opgaver som 1. “at styre økonomien” og 2. “at styre de ansatte”.
Man fik tydeligt indtryk af, at der er tale om en dekan, som er ansat af ministerium og universitetsledelse til en gennemføre de stramninger og efektiviseringer på Humaniora, der ønskes oppefra. Man kan ikke påstå, at det faglige niveau i dekanens oplæg var højt. Faktisk skulle man ikke tro, dekanen talte til en gruppe akademiske medarbejdere og humanistiske studerende. Mens man påhørte Refsings udtalelser, kunne man ikke undgå at spekulere på, om hun mener, hendes ansatte og studerende er dårligt begavede? Eller dårligt uddannede? Gad vidst, hvordan dekanen opfatter niveauet på uddannelserne og i den humanistiske forskning? I hendes oplæg var der samme kontrast som i ministeriets udtalelser, hvor krav om eliteuddannelser støder sammen med besparelser, stramninger, “effektiviseringer” og kontrol.
Adspurgt af forsamlingen om, hvorvidt hun udelukkende så negative og tabsgivende træk ved det humanistiske fakultet, svarede dekanen, at hun da havde et mere positivt foredrag til udvortes brug, men at hun fandt det negative mere egnet til indvortes brug.
Efter dette bud på de humanistiske værdier fra dekanatets synsvinkel trådte prodekanen op på talerstolen for at redegøre for projekt ”Humaniora ind i det 21. århundrede”. Thunøe beskrev det som et fælles projekt, hvor vi allesammen i fællesskab skulle finde sammmen om at skabe en fælles “humanistisk identitet”, genfinde arbejdsglæden og fremkalde fælles “medejerskab” til det humanistiske fakultet og den humanistiske identitet. Nærmere planer for, hvordan projektet skal forløbe, var det imidlertid svært at få ud af prodekanen – hvadenten det skyldes, at indholdet og rammerne endnu ikke er nærmere defineret, eller at arrangementerne skal være en overraskelse. Det eneste, der stod klart, var, at alle fakultetets ansatte skal undlade at udføre deres arbejde d. 6. marts og i stedet samles hele dagen i en silo på Islands Brygge, hvor man skal påhøre foredrag, spise frokost og sætte gule sedler op.
Da institutlederen dernæst gik på talerstolen, ringede dekanens telefon og hun forlod lokalet (for at forholde sig til de nye besparelser, forlød det senere), og da hun atter var vendt tilbage, underholdt dekan og prodekan sig livligt med hinanden under både institutlederens og andre ansattes oplæg. Til sidst blev det åbenbart for meget for dekanatet, for prodekanen sprang op på talerstolen og erklærede, at hun “ikke havde temperament til” at lytte til “alle de ord”.
Den voldsomme kontrast mellem dekanatets arrogant-autoritære stil og prodekanens tale om, at vi jo alle i fællesskab skulle udvikle en “humanistisk identitet”, svarer til kontrasten mellem de forringede arbejdsforhold, de ansatte dagligt oplever og de “Grundprincipper for personalepolitik 2008-2012”, som i dyre domme er blevet rundsendt til alle ansatte på dyrt papir og med dyr porto. Her hævdes det,
- at KUs personalepolitik er “kendetegnet ved” “respekt for den enkelte medarbejders integritet”
- at KU “udmærker sig ved engagerede og selvstændige medarbejdere, ved fremsynet, lydhør og beslutsom ledelse og ved tillidsfuldt kollegialt samarbejde”
- ved “trygge arbejdsforhold”, “godt samarbejdsklima”, “kontinuerlig faglig udvikling” og “rettidig information” mv.mv.
Denne kontrast tog instituttets tillidsrepræsentant som udgangspunkt for sit indlæg, hvor han fremhævede, at netop arbejdsglæden og medejerskabet til det humanistiske fakultet har lidt et knæk under de nye ledelsesforhold, hvor medarbejderne har mistet indflydelse og selvbestemmelse. Det stigende arbejdspres giver stressede lærere – og dermed ringere undervisning for de studerende. Og den detaljerede top-down styring, den nye universitetslov har medført, betyder, at vi til stadighed udsættes for byger af ændringer og kontrolforanstaltninger, der hastes igennem uden synligt overblik.
Den tilstedeværende forsamling, der hidtil havde påhørt talerne i tavshed, klappede efter tillidsmandens oplæg og tilkendegav dermed, at et flertal i lokalet var enige i den utilfredshed med ledelses- og arbejdsforholdene, som tillidsrepræsentanten havde fremført.
Hvis det tidligere havde været vanskeligt for dekanatet at holde deres “temperament” i ave og påhøre de høflige oplæg fra instituttets ansatte, udløste tillidsrepræsentantens oplæg (fremført i en venlig tone) et sandt raseriudbrud fra dekanen: De anførte kritikpunkter var “klynk” fra “forkælede”. De universitetsansatte skulle hellere være glade for deres arbejdsforhold, som var langt bedre end de fleste danske industriarbejderes. Med de frie arbejdsforhold kunne man jo i princippet organisere sig, så man kunne “sidde i Nyhavn og drikke øl” i stedet for at opholde sig på arbejdspladsen. Og iøvrigt var hun dødtræt af den “lønarbejdermentalitet”, hvor man hele tiden skulle have noget for de opgaver, man udførte. Det havde hun ikke kendt til i sine tidlige år ved Københavns Universitet og heller ikke i sine år i Hong Kong.
Efter denne svada kom en diskussion så småt igang, men blev hurtigt afbrudt, da dekanen skulle gå til et møde om de nye besparelser, der udløser udsættelse af det planlagte byggeri. Ved det efterfølgende traktement i hallen udenfor var de tilstedeværende fra IKK ret rystede over dekanatets grove tone kombineret med new speak og manglende interesse i at lytte. Ikke mange føler trang til at løbe rundt i prodekanens legerum med gule sedler og kreere en “fælles humanistisk identitet” i siloen på Bryggen på den dekreterede undervisningsfrie dag.
Derimod er alle lærere indkaldt til et fælles institutmøde d. 20. februar for at overveje situationen, diskutere arbejdsforhold og arbejdsmiljø og enes om fælles krav til ledelsen, som måske kan trænge gennem dekanatets høreværn og informere dem om stemningen blandt de medarbejdere, de ønsker at “styre”.
Der er helt sikkert bedre bud både på en “humanistisk identitet” og på humanistiske værdier og visioner blandt instituttets medarbejdere og studerende end de floskler, dekanatet stiller op med.

Rektoratet bekræfter den individuelle forskningsfrihed

Den rektorale kommentar (her, kopi her) i sidste nummer (1. febr.) af Københavns Universitets avis bør bemærkes: Ralf Hemmingsen og Lykke Friis skriver bl.a.

"HELT OVERORDNET er det næppe holdbart at reducere forskningen til et instrument for hverken folket eller fakturaen. Forudsætningen for at anvende forskningen er at man har forskning. Derfor er den fri grundforskning det første og vigtigste led i den fødekæde af viden som også borgere og virksomheder kan profitere af. Et velfungerende grundforskningsuniversitet kræver den frihed og selvstændighed som universitetsreformen af 2003 forhåbentlig vil give universiteterne i Danmark.
Friheden skal ikke kun være institutionel, men også individuel. I praksis bedrives forskningen ofte sammen med andre, men idéer fordrer enkeltpersoners engagement. Den ultimative forskningsfrihed er således muligheden for spontant at forfølge en idé – uden at afvente hvad andre mener eller forventer."

Denne udmelding er meget glædelig. Den indeholder en slet skjult kritik af den eksisterende universitetslov, af regeringens vulgærutilitaristiske forskningspolitik, og en opfølgning på rektors opfordring fra sidste år til at befæste den individuelle forskningsfrihed.

Tech Trans som kursus og hype

Via et nyhedsbrev faldt jeg over en annoncefolder for et kursus, en gratis glæde jeg hermed viderebringer:

Gratis kursus for forskere
Om patentering og kommercialisering
26. februar 2008 på Rigshospitalet
Forskning, patentering, kommercialisering, innovation og teknologioverførsel er
rigtige plusord i dagens debat. Det er det, vi skal leve af i morgendagens Danmark…
Men ved du som forsker, hvad en opfindelse er, hvordan du skal forholde dig, hvis du gør en opfindelse eller skal samarbejde med en privat virksomhed? Ved du hvorfor, hvornår og hvordan man patenterer en opfindelse og kender du de forskellige veje til kommercialisering?
Kurset er en kort frisk introduktion til nogle af de problemstillinger, du som forsker kan komme ud for, når du skal navigere i en kommerciel verden.
Kurset er tilrettelagt i samarbejde mellem Region Hovedstadens teknologioverførselsenhed ”Tectra” og teknologioverførselsenheden ved Københavns Universitet ”Tech Transfer Enheden”. Kurset er gratis, og det er muligt at tilmelde sig, hvis man er tilknyttet en forskningsinstitution eller i øvrigt har interesse indenfor området. Kurset har 75 pladser og besættes efter først til mølle princippet.

Som man ser, postuleres i folderen (downloades her) en konsensus om, at patentering og kommercialisering er noget positivt "i dagens debat". Nå, men hvad handler debatten så om, kunne man spørge? Som vi nævnte her den 3/2 er det langt fra klart, hvornår patentering gavner, selv med den præmis at "gavn" skal forstås som gavn for erhvervslivet. Og taler vi om gavn for samfundet, bør vi minde om økonomen Peter Birch Sørensens overvise påpegning (ref.) af, at selvom det enkelte universitet hypotetisk set kan have gavn af patentering, er det ikke givet, at det samfundsøkonomisk (ikke mindst i et land med mange mindre virksomheder uden egen forskning) er gavnligt, eller øger videnspredning.

Kursuslitteratur fremgår ikke af folderen, så jeg vil straks foreslå Jennifer Washburn, 2005: University, Inc.: The Corporate Corruption of American Higher Education (New York: Basic Books); en bog med interesante eksempler - et friskt supplement til kursets råd og værktøjer, og et ekstra perspektiv på den optimistiske tech-trans tale, der udgør en kerneidé i den vidensøkonomiske diskurs.

Til formidling af lysten, ledelsen og værket

"Har bureaukratiet ingen nedre grænse?", spørger SF's forsknings- og universitetsordfører Jonas Dahl i Jyllandsposten den 7/2 i en kommentar til regeringens planer om at lade universiteterne "konkurrere" om basismidlerne (ud fra et bureaukratisk system for såkaldte kvalitetsmål for forskning, undervisning, formidling og erhvervssamarbejde), og til KU-Hum's særprægede halsen efter at denne bold. I sit andet besynderlige forsøg på at komme ministeriet i forkøbet har det Humanistiske Fakultet i København sendt en model for formidlingspoint til høring, som lægger op til at forskerne nu skal til at tælle blogindlæg, artikler og interviews (se Sune Aukens kommentarer d. 26/1 og 6/2), og hvor problemet igen er, at man måler kvantitet men ikke kvalitet, at målene fjerner fokus fra det der egentligt tæller, og at de er skruet sært sammen og kan få bizarre følger. Dekanatets oplæg udløste betydelig vrede (som omtalt her).

Det burde være lysten til at formidle (og forske og undervise), der driver arbejdet, men lysten har det svært på KU-Hum-fakultetet, efter hvad en reportage i gårsdagens Information giver indtryk af. Den tegner et billede af et akademisk personale, der oplever stigende krav, faldende arbejdsglæde og manglende mulighed for en reel dialog med ledelsen, der i stedet går i baglås og skælder ud. Ledelsen burde kunne samle de ansatte om en fælles strategi overfor de mange tiltag, som dikteres universiteterne ovenfra. Ledelsen burde ikke blot fremstå som ministeriets instrument, men som et selvstændigt samlingspunkt for universitetets ansatte — en ledelse med myndighed og mod til at agere talsmand for en fagligt set mere fornuftig måde at varetage universiteternes samfundsmæssige ansvar på. Universitetsloven bør laves om, så en sådan model for ledelse bliver gjort mulig.

Linjevogteri

Det frustrerende ved at føre en debat med ledelsen på humaniora i København er dens linjevogteri. Man har altid forbrudt sig mod en eller anden regel, som gør kritikken uberettiget: Man er kommet for tidligt, man har kommunikeret på den forkerte måde, man har talt med de forkerte, og derfor er ens kritik fejlagtig. Det eneste tidspunkt, man kan diskutere, er vist, når ledelsen selv har dikteret rammerne for diskussionen. Vi oplevede det samme i forbindelse med diskussionen om fakultetets forskningskvalitetsmålingssystem (der ikke måler noget og i sædeleshed ikke kvalitet). Nu gentager mønsteret sig med parallelsystemet til ”måling” af formidling. Vi har igen diskuteret på den forkerte måde. Dekan Kirsten Refsing forklarer i Information, at kritikken er forfejlet, fordi forslaget bare er i høring. En gang til: Man skal ikke kritisere forslaget, fordi det er til høring. Jamen, hvornår skal man så? Hvor meget skal vi vædde på, at hvis vi havde ventet med at rejse kritikken, til systemet var færdigt, så ville vi have fået at vide, at vi kom for sent?

Det, Kristian Villesen og jeg har overset, er tilsyneladende to ting: 1) At det, ministeriet ville komme med, var værre, og dekanatet dermed redder os fra ministeriet, og 2) at der stadig kan ændres i kategorier og pointsatser. Dertil er svarene gribende enkle. 1) Systemet bliver ikke bedre eller mindre kritisabelt af, at ministeriet er ved at lave noget, der er værre. Hvis ministeriet er ved at indføre noget tåbeligt, bør dekanen selvfølgelig kritisere ministeriet snarere end irettesætte Kristian Villesen og mig. 2) Problemet er fortsat ikke, at kategorierne eller pointtallene i dekanatets målesystemer trænger til at blive modificeret, men at hele tankegangen er mislykket. Der kan jongleres med point og kategorier i årtier, og det vil stadig ikke give en retfærdig måling, fordi det måler ydre omrids ikke indre værdi, en bestemt type kvantitet (antal), ikke kvalitet. En middelgod artikel honoreres lige så meget som en fremragende. Et meningstomt blogindlæg lige så meget som et gennemarbejdet. Derfor vil systemet altid indbyde – og i længden: tvinge – de ansatte til at søge imod de billige kategorier og imod de mange enheder. Gør de det ikke, rammes de på pengepungen. Kristian Villesens satire er måske (som det meste satire) lidt i overkanten, men princippet er helt rigtig gengivet – uanset om dekanatet ændrer lidt i kategorier og pointtal.

Artiklen har i forkortet form været bragt på Informations debatsider d.d.

Universitetsforlag og autorisationslister

af Palle Rasmussen,
professor ved Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi, Aalborg Universitet.

Som mange andre på universiteterne er jeg for tiden involveret i udarbejdelse af autoritetslister over publiceringskanaler. Det er Rektorkollegiet og Videnskabsministeriet, som i fællesskab gennemfører dette arbejde, og formålet er som bekendt at fastlægge, hvilke publikationer, der kan få lov til at tælle med, når Videnskabsministeriet fremover skal til at fordele forskningsmidler på baggrund af produktivitet. Der er mange problemer i det norske system for autorisering, som man kopierer i Danmark, men her vil jeg pege på et bestemt spørgsmål, nemlig konsekvenserne for universitetsforlagene.

Publikationskanalerne skal opfylde nogle generelle krav: (1) de skal anvende fagfællebedømmelse (peer review) i en eller anden form og et eller andet omfang, og (2) de må ikke være lokale, hvilket de opfattes som, hvis mere end 2/3 af forfatterne kommer fra samme institution. Begge krav er overtaget fra det norske regelsæt, og er så vidt jeg ved ikke blevet diskuteret i bredere kredse. Det kan måske være et rimeligt krav til tidsskrifter, at de ikke skal være ”lokale”; men i forhold til forlag er det svært at se logikken. Så vidt jeg kan se vil konsekvensen være, at mange af de eksisterende danske universitetsforlag udelukkes. Det vil være absurd; disse forlags formål netop er at publicere forskning, og de bedømmer i højere grad manuskripter efter videnskabelige kriterier end de kommercielle forlag.

Når dette ikke er blevet set som et problem i Norge hænger det muligvis sammen med, at de tilsyneladende stort set ikke har universitetsforlag knyttet til enkeltinstitutioner. Men det har vi altså i Danmark, af forskellige historiske grunde, og de står for en væsentlig del af den forlagsbaserede videnskabelige publicering. Der er mange, bl.a. Aarhus Universitetsforlag, Syddansk Universitetsforlag, Akademisk Forlag, Roskilde Universitetsforlag; Aalborg Universitetsforlag (hvor jeg sidder i bestyrelsen); Samfundslitteratur og CBS press (begge er knyttet til Handelshøjskolen i København) og Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag (DPU). Universitetsforlagene er omtalt i ”Fra universitet til samfund”. Der er måske nogle af disse forlag, som ville kunne klare 2/3-kravet, men mange ville formodentlig ikke.

Interessant nok står fleste af de danske universitetsforlag faktisk på den norske autoritetsliste. Jeg tvivler på, at de har checket forfatterkredsen; det er nok snarere udtryk for, at de finder det indlysende, at den slags forlag skal med.

Jeg har svært ved at få øje på nogen som helst saglige grunde til, at forlag, som primært publicerer forskning, som er tæt knyttet til anerkendte forskningsinstitutioner, og som bruger fagfællevurdering af manuskripter, ikke skulle være på autoritetslisterne. Efter min opfattelse bør 2/3-kravet fjernes for forlag, eller man bør indføre en særlig regel for universitetsforlag. Når man et universitetsforlag, så er det for at publicere forskning, og så er det afgørende, at det også anerkendes i den nationale autorisering af puliceringskanaler, ellers vil en stor del af dets berettigelse falde bort. Derfor vil det være helt ved siden af, hvis universitetsforlagene ikke kan være autoriserede udgivelseskanaler, og det vil formodentlig gøre det betydelig vanskeligere at få udgivet forskning i Danmark.

venlig hilsen
Palle Rasmussen
Professor, Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi
Aalborg Universitet

Forvirring om kvalitet og kvantitet i Sanders modeller

I seneste nr. af KU's Universitetsavisen forklarer Helge Sander meningen med den nye "kvalitetsmodel" til fordeling af basismidler. Heri indgår som bekendt optælling af publikationer i medier, der står på en statsautoriseret liste, og Sander beroliger med, at de 65 faggrupper, der skal lave listerne, vil tage hensyn til fagenes særpræg og tradtioner, og at det er bedre end "alternativet", citationstal (som om der virkelig kun er de to muligheder?).

Dette er der ikke noget nyt i. Derimod er det bemærkelsesværdigt, at der tilsyneladende er uenighed mellem Helge Sander og Forskningsstyrelsen, i hvert fald dennes direktør, Inge Mærkedahl, om hvad publikationstallet udtrykker. Hun sagde nemlig - klogeligt - på et offentligt møde d. 30. okt.: publikationstal er "ikke en kvalitetsindikator men et mål for forskningsproduktion". Nu omtaler Sander publikationstal "som et fælles kvalitetsmål for alle fagområder".

Sagen er jo, at ingen af de to tal, hverken citationstal eller publikationstal, udtrykker kvalitet, og især ikke sammenligneligt på tværs af fagområder. Hvad skal man nu tro om myndighedernes autoritative udlægning, som arbejdet med tidsskriftslisterne skal bygge på?

Tech-trans i Norden - hvor er motorvejen fra forskning til faktura?

Når nye opdagelser i molekylærbiologi eller potentielt kommercialiserbare opfindelser i biotek-relateret forskning gøres på et universitet, hvem skal så have patentrettighederne - de enkelte forskere (som i Sverige, og Danmark før 2000) eller universiteterne, som i Danmark efter loven fra jan. 2000 om Universiteternes ret til patentering (inspireret af Bayh-Dole loven om tek-trans i USA)? Og hvilken model ansporer mest til universitet-industri samarbejder? Det diskuteres nu i Norge, hvor Norsk Biotekforum, en sammenslutning af biotek-virksomheder under Norsk Insdustri, bruger Danmark som eksempel på en uheldig virkning af at lade universiteterne tage patenter (news 29 jan.2008). De henviser til et studie af medicinalforskningen foretaget af Finn Valentins gruppe på CBS som viser, at loven synes at mindske antallet af innovationer, der tidligere kanaliseredes fra universitetesforskere til virksomheder som virksomhedsejede patenter:

“A moderate increase in academic inventions chanelled into university-owned patents does not appear after LUP [the Danish Law on University Patenting]. But the larger part of the inventive potential of academia, previously mobilised into company-owned patents, seems to have been rendered inactive as a result of the reform.”

Valentin m.fl. peger på, at den tidligere bilaterale model, hvor industrien støtter forskerne, disse bevarer retten til at publicere, og overlader det til industrien at tage patenter, passer bedre til den åbne (‘explorative’) forskningsproces, hvor det er umuligt at forudsige hvilket ét ud af 100 forskningsprojekter, der i sidste ende vil kunne føre til faktura, end en trilateral model, hvor intellektuelle ejendomsrettigheder forud tildeles selve universitetet og dets Tech-Trans kontor, som industrien så skal forhandle med.

Det er værd at hæfte sig ved, “den optimale model” og det som er godt, ikke nødvendigvis er det samme for de fire aktører: forskerne, universitetet, industrien, samfundet. Med den USA-inspirerede lov træder universitetet og dets tech-trans kontorer ind som en selvstændig økonomisk agent (et eksempel på akademisk kapitalisme), som ikke nødvendigvis har de samme interesser som de enkelte forskere (i deres traditionelle rolle som medlemmer af et videnskabeligt samfund, med interesse i at skabe og udveksle ny viden), fordi en tech-trans kontrakt lægger grænser kommunikation af viden i det videnskabelige samfund.

Censur, forskningsetik og kritik

I sagen om specialet i sociologi, som tilsyneladende blev censureret af Sociologiske Institut på Københavns Universitet efter pres fra Danmarks Radio, har studieadministrationen under rektor givet forfatteren Mille Buch-Andersen ret i en klage hvad angår proceduren, men KU vil ikke indrømme, at det, der var tale om, reelt var et udtryk for censur (det seneste om sagen, se nederst på denne side).
Det ville klæde ledelsen af KU at indtage en mere åben holdning og lade sig interviewe om de konflikter, sagen indebar. Som sagen står nu, savnes der en grundig diskussion af forholdet mellem samfundsvidenskabelig forskningsetik og forskningsbaseret kritik af samfundsforhold. Instututledelsen på Sociologisk Institut og dekanen på det Samfundsvidenskabelige Fakultet burde være velkvalificerede til at bidrage konstruktivt til en sådan diskussion.

Samfundsvidenskabelig forskning på et uafhængigt universitet skal bl.a. hjælpe samfundet med at afdække konflikter og magtforhold, og det skal selvfølgelig ske under hensyntagen til almindelige forskningsetiske regler. Men det er svært at undgå at få den tanke, at KU her har forsøgt at maskere de facto censur som en hensyntagen til forskningsetik. Og det skal vel ikke altid være uetisk at kritisere magtstrukturer?