Til formidling af lysten, ledelsen og værket

"Har bureaukratiet ingen nedre grænse?", spørger SF's forsknings- og universitetsordfører Jonas Dahl i Jyllandsposten den 7/2 i en kommentar til regeringens planer om at lade universiteterne "konkurrere" om basismidlerne (ud fra et bureaukratisk system for såkaldte kvalitetsmål for forskning, undervisning, formidling og erhvervssamarbejde), og til KU-Hum's særprægede halsen efter at denne bold. I sit andet besynderlige forsøg på at komme ministeriet i forkøbet har det Humanistiske Fakultet i København sendt en model for formidlingspoint til høring, som lægger op til at forskerne nu skal til at tælle blogindlæg, artikler og interviews (se Sune Aukens kommentarer d. 26/1 og 6/2), og hvor problemet igen er, at man måler kvantitet men ikke kvalitet, at målene fjerner fokus fra det der egentligt tæller, og at de er skruet sært sammen og kan få bizarre følger. Dekanatets oplæg udløste betydelig vrede (som omtalt her).

Det burde være lysten til at formidle (og forske og undervise), der driver arbejdet, men lysten har det svært på KU-Hum-fakultetet, efter hvad en reportage i gårsdagens Information giver indtryk af. Den tegner et billede af et akademisk personale, der oplever stigende krav, faldende arbejdsglæde og manglende mulighed for en reel dialog med ledelsen, der i stedet går i baglås og skælder ud. Ledelsen burde kunne samle de ansatte om en fælles strategi overfor de mange tiltag, som dikteres universiteterne ovenfra. Ledelsen burde ikke blot fremstå som ministeriets instrument, men som et selvstændigt samlingspunkt for universitetets ansatte — en ledelse med myndighed og mod til at agere talsmand for en fagligt set mere fornuftig måde at varetage universiteternes samfundsmæssige ansvar på. Universitetsloven bør laves om, så en sådan model for ledelse bliver gjort mulig.