torsdag den 28. februar 2008

Eksterne repræsentanter trumfer

FORSKERforum nyheder skriver i dag:

28.02.2008
RUCs bestyrelse sprak i to
Dagens bestyrelsesmøde på RUC blev dramatisk: Først flyttede bestyrelsesformanden dagens vigtigste punkt om spareplanen ned som sidste punkt på dagsordenen, dvs. fra kl. 15 til klokken 17. Så crashede 200 studenter mødet, hvilket bestyrelsesformand Dorte Olesen benyttede som anledning til at udvandre og afvikle mødet et andet sted for lukkede døre.
Og da bestyrelsen endelig skulle stemme om det kontroversielle spareforslag, kom det til åben konfrontation mellem de eksterne og de interne medlemmer. De 5 eksterne - med bestyrelsesformand Dorte Olesen i spidsen - stemte direktionens spareforslag igennem, mens de 4 interne stemte imod, fordi ”grundlaget ikke var gennemskueligt”.
Det er første gang, at et eksternt bestyrelsesflertal - skabt med Universitetsloven - så åbenlyst har kørt de interne over.
FORSKERforum erfarer, at direktionen i sit spareforslag – som var hemmeligt – havde foreslået 4-5 afskedigelser på Institut for Samfund og Globalisering (m. institutleder Gorm Rye Olsen). På de øvrige institutter var der fundet besparelser så fyringer kunne undgåes (bl.a. ved frivillige fratrædelser hos personer nær pensionsalderen samt på ’tavlekridt’).
Imod spareplanen stemte to studenter, tap’eren og vip-repræsentant Jeppe Dyre:
"Der var ikke så meget tid til bestyrelsens behandling af budgetpunktet, hvilket gjorde at jeg i hvert fald sad tilbage med en række ubesvarede spørgsmål omkring grundlaget. Derfor var jeg fortsat ikke overbevist om nødvendigheden af fyringer, og kunne således ikke støtte budgetforslaget, da der skulle stemmes".

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Chokerende! Det demonstrerer til overmål, at det akademiske selvstyre er afskaffet.