Linjevogteri

Det frustrerende ved at føre en debat med ledelsen på humaniora i København er dens linjevogteri. Man har altid forbrudt sig mod en eller anden regel, som gør kritikken uberettiget: Man er kommet for tidligt, man har kommunikeret på den forkerte måde, man har talt med de forkerte, og derfor er ens kritik fejlagtig. Det eneste tidspunkt, man kan diskutere, er vist, når ledelsen selv har dikteret rammerne for diskussionen. Vi oplevede det samme i forbindelse med diskussionen om fakultetets forskningskvalitetsmålingssystem (der ikke måler noget og i sædeleshed ikke kvalitet). Nu gentager mønsteret sig med parallelsystemet til ”måling” af formidling. Vi har igen diskuteret på den forkerte måde. Dekan Kirsten Refsing forklarer i Information, at kritikken er forfejlet, fordi forslaget bare er i høring. En gang til: Man skal ikke kritisere forslaget, fordi det er til høring. Jamen, hvornår skal man så? Hvor meget skal vi vædde på, at hvis vi havde ventet med at rejse kritikken, til systemet var færdigt, så ville vi have fået at vide, at vi kom for sent?

Det, Kristian Villesen og jeg har overset, er tilsyneladende to ting: 1) At det, ministeriet ville komme med, var værre, og dekanatet dermed redder os fra ministeriet, og 2) at der stadig kan ændres i kategorier og pointsatser. Dertil er svarene gribende enkle. 1) Systemet bliver ikke bedre eller mindre kritisabelt af, at ministeriet er ved at lave noget, der er værre. Hvis ministeriet er ved at indføre noget tåbeligt, bør dekanen selvfølgelig kritisere ministeriet snarere end irettesætte Kristian Villesen og mig. 2) Problemet er fortsat ikke, at kategorierne eller pointtallene i dekanatets målesystemer trænger til at blive modificeret, men at hele tankegangen er mislykket. Der kan jongleres med point og kategorier i årtier, og det vil stadig ikke give en retfærdig måling, fordi det måler ydre omrids ikke indre værdi, en bestemt type kvantitet (antal), ikke kvalitet. En middelgod artikel honoreres lige så meget som en fremragende. Et meningstomt blogindlæg lige så meget som et gennemarbejdet. Derfor vil systemet altid indbyde – og i længden: tvinge – de ansatte til at søge imod de billige kategorier og imod de mange enheder. Gør de det ikke, rammes de på pengepungen. Kristian Villesens satire er måske (som det meste satire) lidt i overkanten, men princippet er helt rigtig gengivet – uanset om dekanatet ændrer lidt i kategorier og pointtal.

Artiklen har i forkortet form været bragt på Informations debatsider d.d.