mandag den 4. februar 2008

Universitetsforlag og autorisationslister

af Palle Rasmussen,
professor ved Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi, Aalborg Universitet.

Som mange andre på universiteterne er jeg for tiden involveret i udarbejdelse af autoritetslister over publiceringskanaler. Det er Rektorkollegiet og Videnskabsministeriet, som i fællesskab gennemfører dette arbejde, og formålet er som bekendt at fastlægge, hvilke publikationer, der kan få lov til at tælle med, når Videnskabsministeriet fremover skal til at fordele forskningsmidler på baggrund af produktivitet. Der er mange problemer i det norske system for autorisering, som man kopierer i Danmark, men her vil jeg pege på et bestemt spørgsmål, nemlig konsekvenserne for universitetsforlagene.

Publikationskanalerne skal opfylde nogle generelle krav: (1) de skal anvende fagfællebedømmelse (peer review) i en eller anden form og et eller andet omfang, og (2) de må ikke være lokale, hvilket de opfattes som, hvis mere end 2/3 af forfatterne kommer fra samme institution. Begge krav er overtaget fra det norske regelsæt, og er så vidt jeg ved ikke blevet diskuteret i bredere kredse. Det kan måske være et rimeligt krav til tidsskrifter, at de ikke skal være ”lokale”; men i forhold til forlag er det svært at se logikken. Så vidt jeg kan se vil konsekvensen være, at mange af de eksisterende danske universitetsforlag udelukkes. Det vil være absurd; disse forlags formål netop er at publicere forskning, og de bedømmer i højere grad manuskripter efter videnskabelige kriterier end de kommercielle forlag.

Når dette ikke er blevet set som et problem i Norge hænger det muligvis sammen med, at de tilsyneladende stort set ikke har universitetsforlag knyttet til enkeltinstitutioner. Men det har vi altså i Danmark, af forskellige historiske grunde, og de står for en væsentlig del af den forlagsbaserede videnskabelige publicering. Der er mange, bl.a. Aarhus Universitetsforlag, Syddansk Universitetsforlag, Akademisk Forlag, Roskilde Universitetsforlag; Aalborg Universitetsforlag (hvor jeg sidder i bestyrelsen); Samfundslitteratur og CBS press (begge er knyttet til Handelshøjskolen i København) og Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag (DPU). Universitetsforlagene er omtalt i ”Fra universitet til samfund”. Der er måske nogle af disse forlag, som ville kunne klare 2/3-kravet, men mange ville formodentlig ikke.

Interessant nok står fleste af de danske universitetsforlag faktisk på den norske autoritetsliste. Jeg tvivler på, at de har checket forfatterkredsen; det er nok snarere udtryk for, at de finder det indlysende, at den slags forlag skal med.

Jeg har svært ved at få øje på nogen som helst saglige grunde til, at forlag, som primært publicerer forskning, som er tæt knyttet til anerkendte forskningsinstitutioner, og som bruger fagfællevurdering af manuskripter, ikke skulle være på autoritetslisterne. Efter min opfattelse bør 2/3-kravet fjernes for forlag, eller man bør indføre en særlig regel for universitetsforlag. Når man et universitetsforlag, så er det for at publicere forskning, og så er det afgørende, at det også anerkendes i den nationale autorisering af puliceringskanaler, ellers vil en stor del af dets berettigelse falde bort. Derfor vil det være helt ved siden af, hvis universitetsforlagene ikke kan være autoriserede udgivelseskanaler, og det vil formodentlig gøre det betydelig vanskeligere at få udgivet forskning i Danmark.

venlig hilsen
Palle Rasmussen
Professor, Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi
Aalborg Universitet

1 kommentar:

Thomas Söderqvist sagde ...

Med al respekt for situationen for de danske universitetsforlag, synes jeg at det største problem for forskere ansatte ved danske universiteter er den reaktionære idé om at oprette "autorisationslister". Det er glimrende idé når det gælder tilladte tilsætningsstoffer i fødevarer -- men en rigtigt skidt idé når det gælder noget så dynamisk og fleksibelt som forskning.

Hvad med de fagområder som ikke nåede at komme med i opdelingen af universet i de 65 fagområder (jeg har fx. lige diskuteret skæbnen for fagområdet museologi med en kollega som ikke kunne finde faget i de 65 udvalg)? Hvad med de seriøse tidsskrifter som tilfældigtvis falder udenfor de 65 udvalg?

Hvad med de tidsskrifter som de ellers udmærkede personer der er blevet udpegede som medlemmer af de 65 faglige udvalg tilfældígtvis ikke kender (jeg har lige sendt en liste med ca. 50 tidsskrifter til "min" faggruppe, hvoraf jeg regner med at gruppen kun kender ca. en tredjedel)?

Og hvad med fornyelsen? Der kommer jo hele tiden nye peer-reviewede tidsskrifter. Hvad er proceduren for at optage nye tidsskrifter? For det er vel ingen som på alvor mener at man vil lukke autorisationslisten (kanon) efter marts-april 2008?

Er der nogen som ved hvad ministeriet har tænkt om disse ting?