Politisk Sprechverbot mod "uredelige" forskere

Det er ikke noget bloggen her har skrevet meget om, men mon ikke nogen kan huske dette:

"Religionshistoriker Tim Jensen, Syddansk Universitet, kritiseres skarpt af den radikale politiker, Naser Khader, og Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste, for at fremsætte løgnagtige og politisk motiverede påstande om hhv. Demokratiske Muslimer og Muhammed-tegningerne. Juste indklager Jensen for videnskabelig uredelighed." (fra artikel i Jyllands-Posten, d. 4/2-2007, her)

Det var grotesk at "videnskabelig uredelighed" — et begreb der omhandler fx fusk med data eller andre grove brud på de videnskabelige normer, og som i Danmark behandles af Udvalget for Videnskabelig Uredelighed — og trussel om at rejse en "sag" herom, benyttes som politisk våben af en redaktør på et stort dagblad imod en forsker, som blot udtaler sig om et politisk omstridt emne. Flere af bloggens læsere kan måske huske referatet fra et møde om forskningsfrihed på Københavns Universitet, som i kraft af prodekan Katherine Richardsons bidrag også kom til at handle om ytringsfrihed: Hun var kommet ud for, at en person havde udøvet lettere psykisk terror ved at afkræve hende en tilbagekaldelse af en kritik, hun havde ytret om Galathea-ekspeditionens mediepolitik, og som denne person åbenbart var uenig i, og som, i stedet for at imødegå hendes udtalelser i et modindlæg i offentligheden, nu gennem en privat kontakt forsøgte at presse hende til at trække sin kritik tilbage, inden et bestemt fastsat tidspunkt (!), thi ellers ville denne person rejse en klage over hendes påståede "uredeliged" overfor hendes ledelse. I dag kan KU's Universitetsavisen (her) så afsløre, at det igen er en redaktør på Jyllandsposten, som har ført sig frem på denne måde.
Man skal bemærke, at sagen her (som med Tim Jensen) ikke handler om Richardsons forskningsfrihed, men hendes ytringsfrihed som forsker i en sag, hvor hun som professionel person har en særlig indsigt i et sagsforhold som er politisk omstridt, og derfor udtaler vurderinger, der kan være relevante og gavnlige for den offentlige diskussion om emnet. Det ville være ret grotesk, hvis man skulle kunne indklage hende for "uredelighed" eller på anden måde undertrykke ikke blot hendes konstitutionelle ret til, men også professionelle og moralske pligt til, at bidrage til debatten som på én gang forsker og borger. (Ytringsfrihed og Jyllands-Posten ... var der nogen der sagde dobbeltmoral?)
Den her på bloggen navnkundige professor i statskundskab Erik Albæk skev for nyligt i Weekendavisen sammen med Asbjørn Sonne Nørgaard, at forskere ikke må udtale sig som Tim Jensen eller Katherine Richardson, uden at foretage specielle svingninger med deres kasket (eller doktorhat, som vi jo mangler her til lands):

"En sådan kasket kunne også virke disciplinerende på forskerne selv - så de, når de tager hatten på, ville være nødt til overveje, om deres kommentarer står på et forskningsmæssigt fundament, om vurderingerne beror på den særlige ekspertise, de har opnået gennem deres forskning, eller om de blot udtaler sig som private borgere. Uden kasket. Og uden at prætendere, at der er tale om forskningsformidling." (Weekendavisen 3/5-07)

Som om folk tror at alle udtalelser fra forskere og eksperter er "forskningsformidling". Denne manøvre ville slide mange hatte i stykker, og "disciplineringen" ville reelt føre til selvcensur. Det positivistiske etos — at være klar i mælet om sin ekspertises begrænsninger mht. hvilke af ens påstande, der er udtryk for ens professionelle ekspertise, og hvilke ikke — er da udmærket, men man undervurderer folks dømmekraft, hvis man tror de ikke kan se forskel på forskeren i rollen som forsker og forskeren i rollen som debattør i offentligheden. Desuden er der situationer, hvor rollen som borger og forsker er uadskillelig, og sagen om Richardson (som udover at være forsker også er er prodekan for formidling på KU's naturvidenskabelige fakultet) og hendes mediepolitik-kritik illustrerer dette.
Her har det tidligere omtalte debatoplæg fra Det Kongelige Videnskabernes Selskab en aldeles mere afbalanceret holdning, og hele afsnit 10 ("Videnskabsmanden og hans private politiske holdning") kan med fordel genlæses; det taler for et fornuftigt samspil mellem det politiske systems og forskningssystemets kerneydelser. Heri står bl.a.:

"At kræve, at forskere ikke har meninger, ville være lige så absurd, som at kræve, at politikerne fungerede uden nogen viden om verden" (...) "I stedet for at prøve at fjerne alle holdninger fra det faglige, bør man derfor gøre eksplicit opmærksom på alle personlige faktorer, der spiller en rolle for, at man kan tage stilling til budskabet" (...) der findes "ikke faglige eller politiske argumenter, kun gode og dårlige argumenter".

Og det er i al fald svært at kalde trusler om retsag eller klage til ledelsen for et godt argument.
Samme spørgsmål debatteres i det nye nummer (nr. 9, 18/5-2007) af Magisterbladet, hvor Jens Morten Hansen, lettere traumatiseret af Lomborg-sagen, repræsenterer den strammer-positivistiske holdning, og Niels Åkerstrøm Andersen indtager en mere Kongelig tiltro til demokratiet, og maner til en besindig og tænksom omgang med medier: mediernes brug og misbrug af ekspertise skal ikke føre til at samfundsforskere trækkes i retten og stilles for uredelighedens domstol.