Da begrebet "realpolitik" har været nævnt nogle gange her på bloggen, kan det være relevant lige at se på, hvem der egentlig stemte for Lov 140, Universitetsloven d. 8. maj. Den stadfæster, at ministeren kan pålægge universiteterne bestemte forskningsopgaver, at forskningsfrihed kun gælder indenfor rammerne af "udviklingskontrakterne" (en orwellsk term, der hører hjemme i bullshit-arkivet), og at individuel forskningsfrihed til enhver tid er op til ledelsens forgodtbefindenden. Folketingets hjemmesider oplyser følgende:
"Lovforslaget vedtoges med 106 stemmer (V, S, DF, KF og
Elisabeth Arnold (RV), Lone Dybkjær (RV), Elsebeth
Gerner Nielsen (RV) og Niels Helveg Petersen (RV), SF)
mod 7 (Morten Østergaard (RV), Martin Lidegaard (RV),
Ole Glahn (RV) og Simon Emil Ammitzbøll (RV), EL).
Kommentar:
----------
Elisabeth Arnold, Lone Dybkjær, Elsebeth Gerner Nielsen
og Niels Helveg Petersen (RV) stemte ved en fejl for, de
skulle have stemt imod."
Altså et massivt flertal for loverforslaget. Tilsyneladende er det altså kun Enhedslisten og ca. halvdelen af den radikale gruppe, der bekymrer sig om forskningsfrihed.
Det undrede mig, at SF tilsyneladende stemte for lovforslaget, og jeg har forsøgt at få en forklaring fra Anne Grete Holmsgaard, der er SF's ordfører på området. Hun siger, at SF ellers var imod lovforslaget, og kan ikke forklare, hvorfor de så stemte for (hun var ikke selv til stede ved afstemningen). Uanset hvad, må man konstatere, at det for tiden ikke er i Folketinget forskningsfriheden har sine mest solide støtter.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Det virker ikke videre seriøst af SF og halvdelen af R. Meget sørgeligt at S ikke har nogen klar forskningspolitisk profil.
Går man ind på L 140 og klikker sig frem til "Betænkning afgivet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 25. april 2007. Betænkning over Forslag til lov om ændring af universitetsloven (Varetagelse af opgaver for en minister, ankenævn for meritafgørelser, ph.d.-skoler m.v.)" (her), kan man i afsnittet "3. Indstillinger og politiske bemærkninger" læse en række uddybende indvendinger imod loven fra det Radikale Venstre og SF. Eksempelvis har SF her dette statement:
---- citat:
"Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget vil stemme imod forslaget. Det skyldes ikke principiel modvilje mod fusioner mellem universiteter eller fusioner mellem universiteter og sektorforskning. SF’s modstand skyldes derimod
– det totale fravær af en klar, velbeskrevet og velargumenteret målsætning med, hvilke fordele der kunne være ved fusioner – fraværet af politisk vilje til at gennemføre en politisk drøftelse af fordele og bagdele ved fusioner,
– fraværet af en analyse og
– den »pistolen for panden«-politik, der er anvendt over for institutionerne.
Heller ikke efter regeringens beslutning om, at der skulle fusioneres, har det været muligt at få blot antydning af velbegrundet formål – eller kriterier for succes – på bordet. Det gælder både i forhold til universiteternes forskning og uddannelser og i forhold til sektorforskningens betydning for overvågning, lovkvalitet og myndighedsbehandling.
Det er på enhver måde en deprimerende fremgangsmåde, hvor stort i sig selv bliver fremstillet som et fremskridt – helt uanset internationale erfaringer – og hvor velbegrundede argumenter aldrig har fået en reel chance – enten af frygt for negative konsekvenser for egen institution eller af frygt for, at andre bød sig hurtigere til.
Processen trækker klare tråde tilbage til den detailstyring, universiteterne er blevet underlagt med den ny universitetslov. Det gælder lovens meget detaljerede bestemmelser, mangelen på frihed for bestyrelserne og de interne ledelser, bureaukratiseringen af udviklingskontrakterne, så de ikke er koncentreret om få og relevante mål, men sander til i alt for mange mål og revisioner samt med L 140’s pålæg om, at der skal være aftagerpaneler."
----citat slut.
Det Radikale Venstre har bl.a. skrevet,
---- citat:
"Det kan f.eks. her bekymre stærkt, at regeringen insisterer på ikke at offentliggøre sektorforskningsinstitutionernes høringssvar – navnlig i betragtning af, at det ellers er kutyme at offentliggøre andre ministeriers høringssvar i forbindelse med lovbehandling. Det kan kun rejse mistanke om, at de pågældende sektorforskningsinstitutioner har skrevet noget i deres høringssvar, som regeringen ikke ønsker, at offentligheden får kendskab til. Tilbage er billedet af en regering, der udadtil skilter med ytrings- og forskningsfrihed, alt imens den indadtil gør sit for at få forskerne og institutionerne til at makke ret." (...) "En anden betænkelig nyskabelse i loven er bestemmelsen om, at videnskabsministeren fremover kan pålægge et universitet at udføre en bestemt opgave – også selv om det pågældende universitet ikke har en myndighedskontrakt med et ministerium. Dermed indføres et helt nyt princip i universitetsloven om, at en regering på tværs af alting kan gå direkte ind og bestemme, hvad et universitet kan beskæftige sig med. Selv om det ifølge loven kun skal gælde opgaver »af væsentlig samfundsmæssig betydning«, er det reelt en elastik i metermål, som det er op til regeringen at bestemme længden af."
---- citat slut.
Lad være, at der er rod i SFs og RVs stemmeafgivelse, der er i det mindste ikke rod i deres forståelse af situationen. Det gør dog, at der er noget at arbejde med. Interessant er det, at DFs nogle gange storslåede forsvar for den fri forskning igen knækker: Langballe kan godt lave fornuftige markeringer, men partiet selv mangler helt stamina til at stå distancen.
Det egentligt deprimerende punkt er dog socialdemokraterne, der burde vide bedre. Jeg er ikke enig med Claus i, at de ikke har en klar forskningspolitsk profil: Den formuleres bare af Helge Sander og VTU. Det er ikke alene en faglig katastrofe for universiteternes frihed, der mangler en stærk, politisk repræsentation i det offentlige rum, det er også helt enkelt dumt af socialdemokraterne. Argumentatorisk har regeringen simpelthen en dårlig sag i forskningspolitikken, og en energisk opposition kunne sønderbanke dem på det. Hvad mere er, da DF fører en usikker vaklekurs, og der er oplagte interessemodsætninger imellem regering og støtteparti ift. forskningspolitikken, kunne der drives en kile ind imellem dem på dette punkt, hvad der også ville være til gavn for socialdemokraterne. Desværre synes beslutningen at være at sidde helt stille og gøre så lidt væsen som muligt af sig.
PS: Har Ny alliance mon en politik på dette her punkt, eller kan man bare melde sig ind og opfinde deres forskningspolitik? Det må være en sag for Curt Hansen, hvis subversive arbejde på bloggen ingen kender!
Hmm, så ville jeg hellere gøre det i Socialdemokratiet for stilfærdigt at minde om forskellene på stat, samfund og kapital, og at det ikke nødvendigvis er godt for hele samfundet, at universiteterne underlægges en neokorporatistisk stat, endda indenfor et ideologisk-neoliberalistisk regime.
Kom nu Curt. Der er ingen, som tror på det, hvis jeg melder mig ind - de ville jo heller ikke have Anders And trods gentagne indmeldelser.
Nej, faktisk er det rigtigt, hvad du siger. Det egentlig problem ligger i, at socialdemokraterne ikke er i stand til at lave en selvstændig stillingtagen, og en ny dynamik i forskningspolitikken får vi først, når de giver sig til at tænke sig om. Den nuværende forskningspolitik strider sådan set også mod både liberale og konservative værdier, men det er nok for meget at håbe på, at de kommer i skred.
Det er sikkert rigtigt, at det var en fejl, at SF "kom til" st stemme for. At man kan kludre sådan i det, er så lidet betryggende. Men faktisk indeholder de forbehold, SF udtrykker, jo ingen henvisninger til forskningsfrihed, kun bekymring for indskrænkning af friheden for "bestyrelser og interne ledelser". Den rummer heller ikke afstandtagen fra udviklingskontrakter, kun bekymring for at de bureaukratiseres.
Realiteten er nok, at kun få uden for universiteterne egentlig ser nogen pointe i forskningsfrihed i den fundamentale forstand, som den enkelte forskers ret til frit at vælge problemer og metoder, og til frit at offentliggøre og vurdere resultater. Vi har en stor opgave med hensyn til at forklare, hvorfor det er værdifuldt for fremskridt i viden og demokrati.
Hvad angår socialdemokratiet, mener jeg det er rigtigt som Finn Hansson tidligere har bemærket, at for dem er forskningspolitik nærmest det samme som teknologi-politik, og stadig med et kraftigt indslag af industripolitik - med binding til Dansk Metal og Dansk Industri. Jeg tror også SF har en snert af dette syndrom.
Nej, SF stemte ikke for universitetsloven. SF stemte IMOD. Det fremgår klar af betænkningen, som er citeret flittigt her på siden (og tak for det)- inclusive indstillingen. Alene det burde have fået de røde lamper til at lyse, inden heine Andersen gik til angreb på SF. For, hvorfor i alverden skulle vi dog skrive, at vi stemmer imod, hvis det ikke er det, vi ville gøre. Vores "forbrydelse" bestod i et fysisk koks, da mine kolleger skulle stemme (jeg var selv i USA). Fejlen blev rettet, men reglerne gør, at det kun kan ske ved en bemærkning i referatet. Det ænder imidlertid intet ved vores holdning til universitetsloven eller forskningsfriheden.
Så kom nu lige ned på jorden og stop det pjat med, at SF nok alligevel ikke rigtig støtter forskningsfriheden eller at det er "ubetryggende" at der kan ske tekniske fejl, når der stemmes. Selv universitetsansatte kan vel begå tekniske fejl uden at de skal udlægges med de helt store freudianske briller.
hilsen
Anne Grete Holmsgaard
Send en kommentar