tirsdag den 29. maj 2007

Hvad er Universitets globale rolle i det 21. århundrede?

Hele foråret har denne debat raset på en mailkæde blandt en yderst international flok akademikere og kritikere. Højdepunkter og centrale indspil herfra er nu blevet lagt ud til fri læsning på hjemmesiden www.edu-factory.org.

Som navnet delvist antyder, var det oprindelige udgangspunkt for diskussion en konstatering af, at Universitetet i dagens globale vidensøkonomi synes at have erstattet fabrikken som paradigmatisk felt for kampen mellem den (intellektuelle) arbejderklasse og den (kognitive) kapitalisme. En kamp, som primært vedrører ejerskabsforholdet til produktionsmidlerne (dvs. infrastruktur, viden og intellekt) og produkter (viden og rettigheder), sociale og arbejdsmiljømæssige faktorer, samt institutionens, processernes og produkternes samfundsmæssige relationer og forpligtelser. Dette markerer altså enden på en vis borgfred omkring institutionens privilegerede, fri rolle i samfundet (om end forestillingen om denne hidtidige, ophøjede status også i et vist omfang er ramt af den historiske glemsels velsignelser). Og nu, i en verden og en økonomi, som i stadigt tiltagende grad baserer sig på – og endnu væsentligere: som forstår sig selv som baseret på – udnyttelse og kapitalisering af viden og vidensformer, bliver indsatsen forhøjet fra begge sider. Kampen er rykket inden for murene.

Emnerne har været mange: eurocentrisme og sprogpolitik (læs: problematikken vedrørende akademisk engelsk), dokument- og filformater (’åbne formater’ vs. Microsoft), administrationsteknikker og ledelsesstrategier, webbaseret undervisning, de intellektuelles rolle, Foucault, Foucault, Foucault, studenterbevægelser og netværk, studiegæld, sygeforsikring o. lign problematikker samt meget andet, som det vil være umuligt at nævne her. Meget af det interessant, andet knap så interessant.

Men hvad man nu end personligt bekender sig til, interesserer sig for eller tænder på, tjener denne meningsudveksling i det mindste i sig selv som en påmindelse om, at Universitetet som institution faktisk altid allerede har været indvævet i en anden globalisering end den, som i den dominerende forsknings-, undervisnings- og bevillingspolitiske diskurs fremhæves som årsag til at Universitetet i dag må radikalt nytænkes og omstruktureres. Med andre ord en påmindelse om, at globalisering også kan være fri vidensdeling, udveksling og diskussion samt individuel mobilitet, og ikke blot økonomisk globalisering. Samt at denne form for transnational udveksling faktisk er blevet efterprøvet med stor succes, og at den måske rettere bør betragtes som den historiske forløber for den økonomiske globalisering, frem for rollen som den ensidigt økonomiske optiks defensivt reaktive vedhæng, som den oftere og oftere tilskrives. Men også en påmindelse om, at denne overleverede udvekslingstradition, netop, som mange af bidragene påpeger, er hårdt trængt af ikke blot den økonomiske globaliserings faktuelle udfordringer, men især af den politiske diskurs, som ofte i overdreven grad legitimerer sig selv og alle mulige andre interesser og ideologiske kæpheste med henvisning hertil.

3 kommentarer:

Sune Auken sagde ...

Tak for henvisningen. Det er godt nok en spændende hjemmeside. Den er hermed bookmarket og vil blive studeret med interesse. Er der ting fra den, du specifikt synes burde præsenteres/repræsenteres på bloggen her?

Jan Løhmann Stephensen sagde ...

Jeg har faktisk heller ikke selv det fulde overblik over hjemmesiden endnu. Det er, som jeg også kort nævner i min introduktion, en opsamling af de væsentligste indspil i en lang debat, der har kørt hele foråret, og som fra tid til anden næsten har virket helt uoverkommelig at følge med i, hvis man også har andre akademiske forpligtelser. Men jeg vurderede i samråd med Claus Emmeche, at det væsentligste ville være at få gjort opmærksom på stedet, om end problematikkerne, som vi/de beskæftiger os med, jo nok ikke løber nogle steder lige med det samme;-)

Claus Emmeche sagde ...

Præcis. Tak for din introduktion til edu-factory. Måske vender jeg senere tilbage med kommentarer til enkelte indlæg på det sted, som iøvrigt har en nyhedsliste man kan stige på. Jeg har også overvejet om bloggen her skal have en sådan liste, som prajer de tilmeldte, når der er væsentligt nyt her på stedet? Det er være svært at nå det hele ... Hvis vi her på bloggen kan hjælpe hinanden med at holde øje med relevante analyser af den globale situation på "markedet" for universitetsuddannelser - herunder forestillingerne om disse som et marked - ville det jo være fint.