Universitetsforlag og autorisationslister

af Palle Rasmussen,
professor ved Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi, Aalborg Universitet.

Som mange andre på universiteterne er jeg for tiden involveret i udarbejdelse af autoritetslister over publiceringskanaler. Det er Rektorkollegiet og Videnskabsministeriet, som i fællesskab gennemfører dette arbejde, og formålet er som bekendt at fastlægge, hvilke publikationer, der kan få lov til at tælle med, når Videnskabsministeriet fremover skal til at fordele forskningsmidler på baggrund af produktivitet. Der er mange problemer i det norske system for autorisering, som man kopierer i Danmark, men her vil jeg pege på et bestemt spørgsmål, nemlig konsekvenserne for universitetsforlagene.

Publikationskanalerne skal opfylde nogle generelle krav: (1) de skal anvende fagfællebedømmelse (peer review) i en eller anden form og et eller andet omfang, og (2) de må ikke være lokale, hvilket de opfattes som, hvis mere end 2/3 af forfatterne kommer fra samme institution. Begge krav er overtaget fra det norske regelsæt, og er så vidt jeg ved ikke blevet diskuteret i bredere kredse. Det kan måske være et rimeligt krav til tidsskrifter, at de ikke skal være ”lokale”; men i forhold til forlag er det svært at se logikken. Så vidt jeg kan se vil konsekvensen være, at mange af de eksisterende danske universitetsforlag udelukkes. Det vil være absurd; disse forlags formål netop er at publicere forskning, og de bedømmer i højere grad manuskripter efter videnskabelige kriterier end de kommercielle forlag.

Når dette ikke er blevet set som et problem i Norge hænger det muligvis sammen med, at de tilsyneladende stort set ikke har universitetsforlag knyttet til enkeltinstitutioner. Men det har vi altså i Danmark, af forskellige historiske grunde, og de står for en væsentlig del af den forlagsbaserede videnskabelige publicering. Der er mange, bl.a. Aarhus Universitetsforlag, Syddansk Universitetsforlag, Akademisk Forlag, Roskilde Universitetsforlag; Aalborg Universitetsforlag (hvor jeg sidder i bestyrelsen); Samfundslitteratur og CBS press (begge er knyttet til Handelshøjskolen i København) og Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag (DPU). Universitetsforlagene er omtalt i ”Fra universitet til samfund”. Der er måske nogle af disse forlag, som ville kunne klare 2/3-kravet, men mange ville formodentlig ikke.

Interessant nok står fleste af de danske universitetsforlag faktisk på den norske autoritetsliste. Jeg tvivler på, at de har checket forfatterkredsen; det er nok snarere udtryk for, at de finder det indlysende, at den slags forlag skal med.

Jeg har svært ved at få øje på nogen som helst saglige grunde til, at forlag, som primært publicerer forskning, som er tæt knyttet til anerkendte forskningsinstitutioner, og som bruger fagfællevurdering af manuskripter, ikke skulle være på autoritetslisterne. Efter min opfattelse bør 2/3-kravet fjernes for forlag, eller man bør indføre en særlig regel for universitetsforlag. Når man et universitetsforlag, så er det for at publicere forskning, og så er det afgørende, at det også anerkendes i den nationale autorisering af puliceringskanaler, ellers vil en stor del af dets berettigelse falde bort. Derfor vil det være helt ved siden af, hvis universitetsforlagene ikke kan være autoriserede udgivelseskanaler, og det vil formodentlig gøre det betydelig vanskeligere at få udgivet forskning i Danmark.

venlig hilsen
Palle Rasmussen
Professor, Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi
Aalborg Universitet