De fire fremtider i CERI og OECD

OECD's direktorat for højere uddannelse har et Centre for Educational Research and Innovation (CERI), hvis projekt om mulige universitetsfremtider blev diskuteret på et ministermåde i Athen sidste sommer, juni 2006. Det tog bl.a. form af en øvelse, hvor deltagerne skulle forholde sig til hvilken af fire mulige fremtidsscenarier for universiteterne (beskrevet i detaljer her), de anså for at være henholdsvis mest sandsynlig og mest ønskelig:

• Open networking - er karakteriseret ved en høj grad af internationalisering, baseret på intensive netværk mellem institutioner, undervisere, forskere og studerende samt øvrige interessenter, herunder erhvervsinteresser. Modellen bygger i udpræget grad på samarbejde frem for konkurrence, og er bl.a. drevet frem af øget international åbenhed.
• Serving Local Communities - er karakteriseret ved fokusering på nationale, regionale og lokale behov i inden for forsknings- og uddannelsesaktiviteter. Institutionerne vil primært være offentligt finansierede, og kun et fåtal vil have internationale forbindelser; en vis globaliseringsskepis er drivkraften bag dette scenarium. Teknologisk orienteret forskning flyttes ud af universitetet, som styrker humaniora, samfundsvidenskab og voksenundervisning (a la Åbent Universitet).
• New Public Management - er karakteriseret ved primært at være offentligt finansieret, men med forøget fokus på anvendelse af ”new public management tools”. Der forsøges herigennem at basere institutionsstyringen på markedskræfter og økonomiske styringsincitamenter. (Minder meget om den struktur vort hjemlige politiske system forsøger at installere).
• Higher Education Inc. - er karakteriseret ved den totale globale konkurrencesituation hvor institutionerne leverer forskning og udannelsesservice (som to uafhængige aktiviteter) på kommerciel basis, i overensstemmelse billedet i GATS-aftalerne og WTO. Globalisering og liberalisering af et samlet uddannelsesmarked hører til drivkræfterne.

Jeg skal ikke tvære i hvorfor OECD fokuserer på eller konstruerer lige netop disse, og ikke andre scenarier. Da NPM-modellen minder om det system, de danske universiteter har fået trukket ned over hovedet, er det interessant at høre oplæggets karakteristik af det som begrunder dette scenarium: "Accountability, transparency, efficiency and effectiveness, responsiveness and forward vision are the golden standards of good public governance. Rising public debt has shifted a significant part of the cost of higher education from government to other education stakeholders, especially students and their families. In ageing societies, the costs of health and pensions are now the primary government spending priorities." Så giv agt, danske studerende: betalingsuddannelserne kommer!

Som deltager i mødet udtrykte Undervisningsminister Bertel Haarder, tilsyneladende som den eneste i forsamlingen, at ”Higher Education Inc.” ville være både den mest ønskværdige og den mest sandsynlige model. På ordstyrerens opfordring gav Bertel Haarder denne uddybende forklaring: »…Well, first of all I think it is the way we are moving. I mean the tendencies go in that direction, and I think we have so much to gain from it. But of course, like in all questions about globalisation there are good sides and bad sides, and what we need is to make the best out of the opportunities it makes, and I think that calls for international cooperation« (Ref.).

Dette gav selvfølgelig genlyd i den danske debat, hvor bl.a. DM-formand Ingrid Stage kommenterede Haarders udtalelser med, at de jo var i modstrid med regeringens udtalte politik, og at det var »noget overraskende at være vidne til vores minister som OECDs bannerfører for yderligere privatiseringer af uddannelserne. Men nu er grunden lagt til, at regeringen, når det rette tidspunkt kommer, kan fremsætte nye kommercialiseringsforslag, fordi "OECD anbefaler det".« (Venstre må have anset juli 2007 som det rette tidspunkt, da de luftede en prøveballon om private universiteter til Danmark.)

På CERI-siden stilles en lang række spørgsmål vedr. fremtidens uddannelser, og netop i forbindelse med universiteterne spørges der: »Will the division of labour between the academic sector and other sectors for innovation and science be transformed in a "knowledge economy"? Will (and should) academic research be concentrated in the future in a few higher education institutions? Will the "traditional" link between research and teaching continue to exist in the future? How does the evolution (and revolution) of science thanks to the computing revolution affect university research? And how does the growing internationalisation of science and research transform academic research?«. Spørgsmålene uddybes på en side med links til uddybende diskussionsoplæg om udviklingstendenser og muligheder.

CERI's universitetsprojekt fulgtes op med et ekspertmøde i Wien, i oktober 2006. Her præsenterede vicedirektør i Universitets- og Bygningsstyrelsen René Bugge Bertramsen (i FORSKERforum portrætteret som en af mændene bag det nye regime) et oplæg med titlen "Future of academic R&D - A Danish perspective" (slides her i pdf), hvor han præsenterede alt det gode, Globaliseringsrådet - "26 key decision makers + ca. 48 experts" - har gjort for universitetssektoren i Danmark. Der foreligger ikke et skrevet manuskript til præsentationen, men vi håber senere at kunne bringe et interview med Bugge på bloggen.

Lad os her minde om at HEXIS, et dansk samfundsvidenskabeligt forum, i foråret 2007 afholdt et møde, hvor Ole Henckel præsenterede en undersøgelse om samspillet mellem EU´s og Danmarks uddannelsespolitiske strategier for de højere læreanstalter. Han sammendrager i en mail til mig sit oplæg således:

»Den meget korte udgave af oplægget vedrører etableringen af et globalt marked for videregående uddannelse. Med afsæt i den Europæiske Bologna Process og dennes massive udbredelse i de deltagende lande indikeredes det centrale rationale at være øget konkurrence mellem nationale systemer og institutioner. Set i lyset af Globaliseringsrapportens anbefalinger har den siddende regering valgt en meget aggressiv strategi i den henseende: 1) Studerende gives mulighed for at medbringe taxameter til udlandet mhp. (delvis) finansiering af tuition fees ved udenlandske universiteter; 2) den netop udarbejdede strategi for markedsføring af DK som uddannelsesdestination for udenlandske (siden 2006 betalende) studerende mv.
En udvikling der samtidig skal ses i relation til analoge processer iværksat i hhv. Latin-Amerika (under stor indflydelse af EU Kommissionen) og det Austral-asiatiske område, hvor 29 lande i 2006 tilsluttede sig Brisbane Kommunikeét, der skal ses som denne regions umiddelbare respons på den Europæiske udvikling. Initiativtager hertil var den Australske uddannelsesminister, som i forbindelse med det pågældende ministermøde ekspliciterede 'nødvendigheden' af at være i samklang med den Europæiske udvikling, hvis Australien også fremover skal fastholde en førende position som destination for asiatiske studerende. Herunder forslag om, at det Australske kvalitetssikrings agency må overveje at søge optagelse i det planlagte Europæiske register for kvalitetssikringsinstitutter.
På det seneste ministermøde i Bologna-rækken, afholdt i London her i maj, præsenteredes en strategi for processens 'External dimension', som i høj grad vedrører intensiveret aggression i forhold til det globale uddannelsesmarked.«

Men sig mig lige, i hvor høj grad er ordet 'marked', brugt om uddannelser, der på den enkelte institution følges af såvel nationale som internationale studerende, oplysende? Selvfølgelig har vi at gøre med priser, udbud og efterspørgsel. Men det er vel andet end det? Fungerer marked og konkurrence blot som økonomiske metaforer, der lægges ned over samfundets uddannelsessektor? Skygger snakken om "konkurrence om de bedste hoveder" etc. (eller de bedst betalende?) for andre spørgsmål - diskussionen om hvilke uddannelser, vi ønsker; hvilket samfund, vi uddanner til; om universiteter (som forskningsinstitutioner der tilbyder forskningsbaseret undervisning) bør bære al højere uddannelse; og om vi i Danmark skal gøre ligesom alle andre - for at tale økonomistisk igen: "konkurrere på de samme parametre"? Hvorfor skal vi nøjes med så få fremtider?